Digitale udfordringerDen digitale udvikling har for andret mange af kunst verdenens rutiner. Lige fra adgangen til kunststøtten til måden, man dokumenterer billedkunst på. Samtidig giver computertek­nologien kunstnerne nye udtryksmuligheder, der over skrider traditionelle fag grænser. Billedkunstneren stiller skarpt på tendenserne.

Læs også om: Kunsten siger farvel til glødelampen, erhvervslivet har brug for frie kunstnere, nyt liv til Bkfs gamle perle på Fanø.

BilledkunstnerenFagblad for Billedkunstnernes Forbund   nr.  2 juni 2010

2 Billedkunstneren nr. 2 2010

“Top 100 Forudsigelse om hvilke nulevende danske billed­kunstnere der vil være af betydning og blive husket om henholdsvis 25, 50 og 100 år.”

Det var titlen på en tankevækkende liste, bragt i kunsttids­skriftet Pist Protta nr. 27, tilbage i 1996. Små ti år efter, i Pist Protta nr. 60, 2007, bragte redaktionen så en ny version af listen: Den oprindelige liste var korrigeret med håndskrift, visse navne var streget ud og nye tilføjet.

Begge versioner af listen kunne læses med et smil, for det er tydeligvis svært at spå om fremtiden. Men listerne pirkede til forfængeligheden – og stillede et væsentligt spørgsmål: Hvem skriver kunsthistorien?

Forudsætningen for, at en kunstner – eller for den sags skyld en kunstnerbevægelse – bliver inkluderet i kunsthisto­rien, er, at der udover kunsten selv findes dokumentation og skriftlige kilder om værkerne, udstillingerne, aktionerne mm. – og at denne dokumentation er tilgængelig. En anden mere grundlæggende forudsætning er, at professionelle fag­folk på kunst­ og forskningsinstitutionerne mener, at det er vigtigt at støtte dokumentation af, forskning i og formidling af netop denne kunstner, tendens eller bevægelse.

Da den daværende direktør for Statens Museum for Kunst Allis Helleland i 1994 fik tilbudt 517 unikke Fluxus værker fra René Blocks samling, sagde hun nej tak. Det var et nej, der skrev kunsthistorie. Fluxus­bevægelsens store betydning for dansk kunst er stadig spillevende, og i dag er der heldigvis andre, der kan se betydningen af Fluxus­bevægelsen, også internationalt. Men hvis det alene stod til Helleland, så hørte Fluxus ikke hjemme i vores fælles kulturarv. Det er blot et eksempel på, at vi konstant skal holde øje med, hvem der skri­ver kunsthistorien. Og i særdeleshed med, hvad der skrives ud af kunsthistorien.

Et mere stille eksempel fra kunsthistorieskrivningens lange perspektiv er tilfældet Vilhelm Hammershøi. Hvis

man frit havde kunnet sælge ud af museernes samlinger, sådan som det i fulde alvor diskuteres for tiden, ville de store retrospektive internationale udstillinger, der i de seneste år har fejret Hammershøi, næppe have fundet sted. Hans værker ville sandsynligvis være blevet solgt for 50 år siden – i en tid, hvor han ikke blev værdsat.

Endelig kan vi ikke komme udenom det soleklare eksempel på et kunsthistorisk blackout: Nemlig det, som er overgået kvindelige kunstnere igennem tiden. Det er en kendsger­ning, at mandlige kunstnere stadig er stærkt overrepræsen­terede i kunsthistorien og samlingerne i forhold til deres kvindelige kollegaer. Hvis der ikke findes samtidigt skriftligt kildemateriale om en kunstner, er der ikke noget for kunsthi­storikeren at arbejde ud fra – og selv dét er ingen garanti. De to store impressionister Mary Cassatt og Berthe Morisot, som var anerkendte og velbeskrevne i deres egen tid, blev glemt af eftertiden, og er først i dag blevet genindsat i kunsthistorien.

Som det fremgår af en af artiklerne i temaet i denne udgave af Billedkunstneren, har både kunstnere og kunsthistorikere fået mere fokus på, hvem og hvad der skal repræsenteres i kunsthistorien – en bevidsthed, der er helt nødvendig, når det gælder bevaring af nye, digitale kunstformer for eftertiden.

En ting er stadig sikker: Kunsthistorien er ikke en objektiv størrelse, den er en stadigt skiftende konstruktion. Men også en konstruktion, som kan påvirkes gennem kritisk debat.

Derfor er kunstnernes egen dokumentation og historie­skrivning af afgørende betydning, som modspil til kunst­ og forskningsinstitutionerne blik og blinde vinkler. Vi er de pri­mære kilder, og vi er også de primære formidlere i kunstens eget sprog. Der findes med sikkerhed mange væsentlige og ubeskrevne kunstprojekter, som risikerer at forsvinde ud i glemsel. Så måske skulle man gøre sig selv og eftertiden den tjeneste at stå på hovedet i gemmerne og få organiseret sine arkiver. Og overveje, om der er en historie, der skal skrives.

Hvem skriverkunsthistorien?  Nanna Gro Henningsen

formand, Bkf

LeDer

Bkf 2010 | Billedkunstnernes Forbund er Danmarks faglige organisation for professionelle billedkunstnere med ca. 1250 medlemmer. Forbundets hovedformål er at varetage billedkunstneres faglige, sociale, økono­miske og juridiske interesser og at fremme en så bred anvendelse af billedkunst som muligt. Flere oplysninger på www.bkf.dk

Bkfs bestyrelse 2010 | Formand: Billedhugger Nanna Gro Henningsen, næstformand: Billedkunstner Ole Sporring, kasserer: Maler/grafiker Jo Møller. Billedhugger Kit Kjærbye, billedkunstner Marianne Jørgensen, billedkunstner Anders Werdelin, maler Ida Ferdinand, billedkunstner Claus Hand gaard Jørgensen og billedkunstner Tina Maria Nielsen.

Forretningsfører: Klaus Pedersen. Koordinator: Vibeke rostrup Bøyesen. Redaktør/informationsmedarbejder: Miriam Katz

Bkfs regioner 2010 | Udvalgsformænd/kontaktpersoner: Fyn: Billed­hugger Lotte Olsen. København: Billedkunstner Pylle Søndergård. Midt jylland: Billedkunstner Birgitte Kristensen. Vestjylland: Maler erik Styrbjørn Pedersen. Nordjylland: Maler Jette Wistoft Noyes. Storstrøm: Maler/grafiker Claudio Bannwart. Sønderjylland: Billedkunstner Trine Maria Høy. Vejle: Maler Hans Kaare. Midt- og vestsjælland: Billed­kunstner Finn Lerkenfeld. Frederiksborg: Billedkunstner Jan Schacht Holmgård. Bornholm: Maler Klaus Thommesen.

  3Billedkunstneren nr. 2 2010

TeMA: DIGITALe UDFOrDrINGer

Den digitale udvikling har forandret mange af kunst­verdenens rutiner. Lige fra adgangen til kunststøtten til måden, man dokumenterer billedkunst på. Samtidig giver computerteknologien kunstnerne nye udtryks­muligheder, der overskrider traditionelle faggrænser. Billedkunstneren stiller skarpt på tendenserne.

Kunstfotografiet åbner nye verdenerAf Tove Thage

Læs mere s. 4

Respekt for tryksværtenAf Maria Larsen

Læs mere s. 8

PlusFarver, former og frie hænderAf Maria Larsen

Læs mere s. 23

Den svære kunst at sætte lysAf Henrik Broch­Lips

Læs mere s. 24

Kort nytPresseklipNyt fra Bks sekretariatPluk fra Opslagstavlen på www.bkf.dkAktuelle ansøgningsfrister, fonde, legater og legat boligerNyt om navneAktuelt på kunstscenenfra medlem til medlem

Læs mere s. 26

Om kunstens metamorfose og originalernes transformationEssay af Eli Ponsaing

Læs mere s. 10

Kunststøtte er noget man klikker sig tilAf Miriam Katz

Læs mere s. 12

Fremtidens flygtige kulturarvAf Miriam Katz Læs mere s. 15

Kunstnernes fotografAf Miriam Katz

Læs mere s. 20

Billedkunstneren udgives af:Billedkunstnernes Forbund (Bkf)Vingårdstræde 21, 1. th.1070 Kbh. K.Tlf. 33 12 81 70 Åbent mandag­torsdag Kl. 10­15

bkf@bkf.dkwww.bkf.dk

redaktør: Miriam Katz (DJ)Tlf. 33 12 81 72mk@bkf.dk

Ansvarshavende redaktør: Nanna Gro Henningsen, formand, Bkf

Tryk: Prinfo Hobro

Deadline, Billedkunstneren nr. 3 2010: 1. august 2010

Annoncer i Billedkunstneren tegnes gennem Media Space:Tlf. 47 74 27 42 info@mediaspace.dkwww.mediaspace.dk

Abonnement på Billedkunst-neren tegnes hos Bkfs sekreta­riat. Pris: 300 kr. for fire årlige udgivelser.

Billedkunstneren er støttet af Statens Kunstråds Billed­kunstudvalg

ISSN: 1902­3618ISSN, elektronisk publikation: t1901­7596

Artikelforslag, debatindlæg mm. kan sendes til redaktøren på ovennævnte adresse. redaktio­nen påtager sig ikke ansvar for materiale, der er sendt uopfor­dret og forbeholder sig ret til at redigere i indsendte tekster.

Bkfs redaktionsudvalg 2010Anders Werdelin, billedkunstnerIda Ferdinand, malerNanna Gro Henningsen, billedhuggerTina Maria Nielsen, billedhuggerMarianne Jørgensen, billedkunstner

LayoutÅse eg og Sine Bang: aase@hos­eg.dk og sine@hos­eg.dk

På forsiden | ebbe Stub Wittrup: Presumed reality #1, 2007.

“Det digitale fotografi har så at sige opløst alle genrer, næsten mediet selv. Det har samtidig givet mediet ny frihed, værktøjskassen er slået på vid gab”. Læs mere på s. 4.

“Danmark er langt bagud i forhold til udlandet, når det gælder strategier for at indkøbe og bevare ny mediekunst. En væsentlig del af fremtidens kulturarv går tabt, fordi museerne herhjemme ikke er gearede til at håndtere de nye kunstformer” Læs mere s. 15

4 Billedkunstneren nr. 2 2010

Kunstfotografiet åbner nye verdener

 Tove Thage

“Jeg er optaget af virkelighed og myter”, Ebbe Stub Wittrup (Burning in Water / Drowning in Fire)

“Jeg er optaget af tiden”, Trine Søndergaard (Strude)

To enkle udsagn af to kunstfoto­grafer med stor gennemslags­kraft i Danmark og i udlandet, Ebbe Stub Wittrup og Trine Søn­dergaard.

Efter kun ti år og med en alle­rede helt uomgængelig tilstede­værelse på scenen, udstråler deres værker præcis det, mediet kan lige her og nu: De bedste foto grafier gør ting synlige for os, og gør os ideelt set, i stand til at se bedre.

Danske fotografer shopper i disse år uimponeret igennem i det kunst­ og fotohistoriske super marked og opdaterer deres fantasifulde verdener uden at stille for mange spørgsmål om, hvor disse vidunderlige opfindelser – performance, film, foto­grafi, video og installation – kommer fra og hvorfor.

Fotograferne har lært at undgå gamle mesterlære­betonede fælder. Den normaliserende hverdagsterror, dokumentarfoto­grafi­dogmet, er blevet afløst af frihed og fest, det nye subjek­tive kunstfotografi.

Ebbe Stub Wittrup er optaget af virkelighed og myter. Trine Søndergaard af tid. Det er håndgribelige standpunkter, der spejler det fotografiske paradoks. Virkelighed, myter og tid er begreber, der alle rummer ur­elementer af det optisk­ubevidste.

I dag finder en anden type manipulationer af sind og syn sted. Vi ved, at det digitale fotografi forfører os, forlænger og forskønner. Det digitale fotografi har så at sige opløst alle gen­rer, næsten mediet selv. Det har samtidig givet mediet ny fri­hed, værktøjskassen er slået på vid gab, og en skelnen mellem f.eks. dokumentar­ og kunstfotografi er uinteressant.

Fotografiets dogmerFotografiet bliver ofte sat på en formel i et forsøg på at holde det fast: Fotografiet gengiver den synlige verden, det er en fastholdelse af selve mødet mellem et øje, et medie og en fy­

sisk, oplevet verden. Fotogra­fiet gengiver verden, som den er, siger vi. Men, og nu kom­mer det, det absolutte men, for på trods af dette er realisme ikke det eneste tænkelige ud­komme af kamerateknikken.

Ebbe Stub Wittrups suite af fotografier, Devils Bridge, be­står af smukke land skaber med broer over kløf ter og vand, egentlig meget klassiske landskabsmotiver. Trine Søn­der gaards Strude er en serie por trætter af unge piger klædt på i Fanøs nationaldragt.

Landskabet og portrættet er to af de ældste genrer i kunst­histo rien og dermed også i 1800­tallets fotografi. For beg­ge fotokunstneres ved kom­mende er der tale om klassisk orienterede motiver, men et el­ler andet er anderledes, vink­len på motivet, lyset, tilgangen og adgangen til motivet. For at

bryde den stilfulde, historiserende portrætgenre, tilføjer Tri­ne Søndergaard en moderne stol med en glimtende stålryg. I det selvstændige videoværk, der ledsagede Ebbe Stub Wit­trups suite af fotografier på udstillingen Burning in Water/Drowning in Fire, er tilføjet en mørk dyster goth­skikkelse, der overraskende dukker frem under brohvælvet. Gamle traditio­ner genop lives med ny teknik og en ny fotografisk tilgang. Me­diets og det fotografiske billedes nu­og­her bringes i kontrast til de to fotografiske 1800­tals favoritter, landskabet og por­trættet.

Brugen af de klassiske motiver understreger, at vi stadig er fanget inde i fotografiet. Det fotografiske nu udfordres af den di­gitale billedbearbejdning nu, hvor mediet selv er blevet v irtuelt.

Post-fotografiDet nye årtusinde førte en ny fotografisk teknologi med sig, det digitale fotografi, som af mange anses for at være et radi­kalt brud med det analoge billede.

Fra at være et film­baseret og kemisk transformeret billede eksisterer det digitale billede i sin virtuelle grundform som matematisk kodede, computergenererede data. Det digitale

Den digitale udvikling har givet en ny frihed til fotografiet, der de senere år er blomst­ret op herhjemme og omsider er blevet anerkendt som en kunstform i sin egen ret / Alene i dette forår er der åbnet en stor fotofestival i København, flere kunst­fotografiske udstillinger løber af stabelen, nye fotogallerier og tidsskrifter skyder frem, og Det Kgl. Danske Kunstakademi har af holdt internationalt symposium om kunstfotografi / Udviklingen drives af en række markante hjemlige kunstnere, hvoraf flere medvirker i Danmarkshistori­ens største fotoprojekt, ’Danmark Under Forvandling’, som er igangsat af Ny Carls­berg Fondet og kan ses på Brandts, Museet for Fotokunst til efteråret / I denne artikel dykker kunsthistorikeren Tove Thage ned i aktuelle tendenser i dansk kunstfotografi.

  5Billedkunstneren nr. 2 2010

fotografi er et billede, der ikke har noget umiddelbart for­hold til den materielle verden, indtil det bliver printet på en Epson 990, og dermed gjort til noget materielt på et stykke papir. For første gang i histo­rien kan man sige, at det foto­grafiske billede er dynamisk. Det er i sig selv her­og­nu. Det mediespecifikke, fotografiske findes ikke mere, vi har post­medie værker og stadig mere hybride former for maleri og fotografi.

Et mediekollaps? I spekulationerne omkring det digitale billedes fornyelse af det fotografiske er spørgsmå­lene om, hvordan et fotografi bliver lavet, og hvordan det normalt ser ud, blevet rejst igen og igen. Vi har bevidnet et medies kollaps, hvilket har ført til, at det analoge fotogra­fi nærmest må henregnes til tegnekunsten. Fotografiet kan ikke længere hævdes at have en privilegeret tilknytning til virkeligheden. Det digitale fotografi gør imidlertid kun klart, hvad der gælder al fotografi, at vi for en stor del kun ser dét, vi ønsker at se, eller rettere hvad vi er blevet lært at se. På den positive side tæller også, at det på grund af det digitale fotografi nu er muligt at stille en række kritiske spørgsmål til fotografiet. Og at genoverveje hvor vigtigt det er, særligt med bevidsthed om det fotografiske medies historie, at kunst og teknologi gensidigt har beriget hinanden, og at lige netop dette er en fast bestanddel af det fotografiske.

Værktøjskassen udvides Det er derfor ikke mærkeligt, at det traditionelle, holdnings­bårne dokumentarfotografi har undergået en forvandling siden 1980’erne. Fotografiet bruges og brugtes især fotojourna­listisk til at fokusere på gammelkendte problemer. Men hvor­dan skildrer fotokunsten så problemerne i det 21. århundrede?

Samtidsfotografiet er på nytænkende vis sat social­historisk motivfri, og peger ikke direkte på samfundsproblemer. I takt med at fotografiet defineres som et subjektivt, individuelt pro­jekt, der udgår fra fotografen, opstår der en filosofisk­fotogra­fisk tradition, der reflekterer over selve mediets tradition og – meget vigtigt – også mediets fornyelse.

Kunstnerne vedgår, at der ikke længere findes fotografi-et, men snarere – fotografi-er, et ord der antyder flere åbne poten­tialer for mediet. Dermed ikke nødvendigvis sagt, at nogle for­mer for fotografi står over andre, hvad enten vi taler om rea­lisme, instrueret, iscenesat, abstrakt eller generativt fotografi.

I 1980’erne blev fotografiet sat fri, optisk realisme og doku­mentarfotografi, eller det konceptuelle dokumentarfotografi, udvidede begreberne i fotografiets værktøjskasse. Det var som

schweizerkniven, der åbnede op for en opdagelsesrejse ind i det visuelle sprog. Dét har gjort det muligt at producere ny viden midt i billedstrømmen. Hvordan billedet laves er måske ikke særligt vigtigt at vide, men uden tvivl resonerer arbejds­metoden alligevel med ideen bag værket. De to ting samarbej­der på samme måde, som det ubevidste konstruerer drømte visioner eller selve forestillingen om billedet. Der er en pointe i selve denne spænding i fotografiet mellem den holistiske og den mekaniske vinkel. Den ene er inkluderende, og den an­den tager ikke hensyn til en subjektiv eller imaginær invol­vering i observation og undersøgelse. Billeder, der udtrykker denne, i visuel forstand, tvetydighed, beskriver måske aller­bedst denne samtidsfotografiets shifting ground. Det er bille­der, der inviterer til undersøgelse og går i clinch med selve behovet for at optimere vores evne til at se dem.

Nye motivkredse Fotografier af det danske landskab og bylandskab, som det ser ud nu, siger måske mere om pinlige, svært håndterbare sand­heder i samfundet i dag end traditionelle dokumentarfotos gjorde.

I samtidens kunstfotografi af landskaber og bylandskaber undersøges temaer som f.eks. familiemønstre, sprog, fortæl­linger, syn på menneskelig natur og arbejdsliv. Også temaer som f.eks. demokratisk og demografisk ulighed, opløsning af identitet og kønsroller, provinsialisme og globalisering er un­der behandling i samtidens kunstfotografi.

Centralt står spørgsmålet om, hvordan vi interagerer med den fysiske verden. Det fotografiske billede vil bruges. Og vi

Trine Søndergaard: Oldenors Sø. Danmark Under Forvandling, 2009.

6 Billedkunstneren nr. 2 2010

bliver brugt af det. I stedet for at diskutere, om fotografiet gengiver virkeligheden, kan vi konstatere, at fotografiet ska­ber sin egen virkelighed. Det skred, der er sket i fotografiet gennem de sidste 30 år, kan i virkeligheden bedst beskrives som en aha-oplevelse, illustreret gennem vores nyerhvervede og efterhånden også veltrænede visuelle læsefærdigheder. Vi kan vælge at hæfte os ved det fotografiske billedes akkuratesse el­ler dets evne til at udvide det normal­synliges rammer. Begge ting er samtidigt til stede.

I den periode i fotohistorien, hvor modernismen for alvor lærte fotografen at tale sit eget sprog, var avantgarden meget optaget af alt det usynlige, som fotografiet kunne vise os. Det var næppe blot en historisk tilfældighed. I dag og med de her valgte eksempler er det ikke længere bare et spørgsmål om il­lusion kontra virkelighed.

Fiktive lag Den nye opfattelse af motiverne har medført en ny tilgang til mediet og teknologien bag det. På indholdssiden er det ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt fotografiet er illusion eller virkelighed. Som sagt har vi lært os at læse det fotografiske bil­lede som et subjektivt udtryk. Og i denne post­historiske ånd må vi genopdage landskaber, som tiden har glemt.

Landskabsfotografiet, byprospekter og veduter er nogle af de ældste motiver i fotografihistorien. Både i Danmark og i ud­landet har genren i de sidste årtier været i stærk vækst. Ét af de mest spændende danske fotografiske projekter fra begyn­delsen af det 21. århundrede er Søren Loses Home fra 2006. I 30 fotografier ser han tilbage på den egn på Lolland, hvor han er vokset op. De forfaldne, forladte huse, som engang var hjem

for familier, betragtes traditionelt som noget negativt ladet. De tilsy­neladende tomme, dokumentariske billeder rummer hver især en række fiktive lag og mange fortællinger. Senmodernitetens relativisme stil­ler spørgsmål til, hvad kultur er, og overgiver stafetten til subjektet, der ser. Søren Lose får os som beskuere til at tænke på, hvad det vil sige at føle sig hjemme, og overveje hvad et hjem egentlig er. Mange sammen­ligner menneskers huse med ansig­ter. Viser billederne, at vi bygger, som vi ser ud?

Mytologiske fortællinger Ebbe Stub Wittrups serie Presumed Reality fra 2006/07 (se forsiden af det­te nummer af Billedkunstneren, red.) dækker hele spektret af for skellige tidsskalaer, og hvad der afsløres gennem disses interaktion i et com­putergenereret billede. Fotografiets berømte og berygtede øjeblik viser altså ikke længere blot det flygtige, impressionistiske nu, men også det relative nu. Serien vandt i 2007 før­steprisen i Kina på den internatio­nale fotografiudstilling LIPF.

I sin nyeste serie af middelalder­broer i Europas bjergegne, Devils Bridge, ser vi et ufremkom­meligt landskab, spændt sammen af en gammel malerisk bro. Landskabet er gjort fremkommeligt af broen. Broen er som billede en metafor i sig selv, såvel som landskabet er det.

På samme vis som i de tyske fotografer Bernd og Hilla Bechers værker svæver typologierne mellem dokumentar­foto grafi og det konceptuelle. Broernes majestætiske former og omvendte gentagelse ses spejlet i vand. Den lange vertikale akse skaber afstand, mens den kortere horisontale bredde i billedet gengiver både tid og afstand – noget der ikke umid­delbart er en del af den intuitive, visuelle viden.

De kulturindustrielle efterladenskaber i fotografiske for­tolkninger er vældige mytologiske fortællinger i sig selv om mennesket og samfundet i det gennemindustrialiserede 21. århundrede.

Landskabsbilledet genopstår Selvom fotografiet i bogstavelig forstand er grænsespræn­gende – og grænsesøgende – har de sidste årtier overraskende budt på en række genopdagelser af danske landskaber og to­pografiske bylandskaber.

Den gamle genre forvandles med den nye tilgang, blandt an­det i Per Bak Jensens fotografier af byens og landets terrain va­gues. Jørgen Borgs fotografier af det samme, men udført på sin måde i en vestjysk hjemstavn, som kunne ligge ethvert andet sted i udkants­Danmark, suppleret af Fie Johansens og Mads Gamdrups stedsspecifikke projekter. Finn Larsens Langs banen, Joakim Eskildsens The Roma Journeys og Astrid Kruse Jensens cyanidblå metamorfoser, som for eksempel Parallel Landscapes, er andre væsentlige bidrag til landskabsfotografiets genkomst.

  7Billedkunstneren nr. 2 2010

Danmark Under Forvandling er Danmarkshistoriens største kunstfotografiske projekt / 14 kunstnere har fotograferet landskaber og byer overalt i Danmark igennem hele 2009 / Danmark Under Forvandling kan ses fra 3. september 2010 på Brandts, Museum for Fotokunst, der også udgiver et stort bogværk med fotografierne / Ny Carlsberg Fondet står bag Danmark Under Forvandling / Projektet er desuden støttet af realDania og af Kulturministeriet / Fotografer og billedkunstnere i Danmark Under Forvandling: Jørgen Borg, Peter Brandes, Christina Capetillo, Krass Clement, Joakim eskildsen, Mads Gamdrup, Nicolai Howalt, John Jedbo, Astrid Kruse Jensen, Fie Johansen, Kirsten Klein, Janne Klerk, Henrik Saxgren, Trine Søndergaard.

Kunstnermomsen og fotografiet. I 2006 blev fotografiet anerkendt som kunstform i skattemæssig henseende, da Folketinget vedtog, at kunstnermomsen også gælder for fotokunst. Video­ og installationskunstnere har dog stadig ikke glæde af de fordelagtige momsregler for kunstnere. Dermed er reglerne om kunstnermoms stadig ikke i tråd med samtidens kunstformer. -mir

By og land mødes Et af de første gennembrud skete i 2000 med Trine Sønderga­ards Now That You Are Mine (2000­2002). Trine Søndergaard foto­graferede sine naboer på Vesterbro og slog igennem med sine billeders troværdighed og fortrolighed med det umiddelbare miljø, de prostituerede i Skelbækgade. Det tabubelagte og ek­sotiske blev til en fortælling om noget alment uden at lade ek­sistensens konsekvens i stikken. Nabo, nærmiljø, noget nært og samtidig fjernt. En del af metropolis. Det er ikke kun i den tredje verdens slumbyer, at forstaden har taget hovedrollen.

Dette transurbane område er tidens melting pot i alle dele af verden. Her lever folk, men det er også her, man genopdager nye hvide pletter på landkortet, vilde hybrider, tvetydige om­råder, der er undsluppet menneskers kontrol.

Alle disse tendenser forenes i disse år i det hidtil største danske fotoprojekt Danmark under forvandling, hvor landets for­vandling rent fysisk dokumenteres af 14 fotografer med vidt forskellig baggrund og indfaldsvinkel til fotografiet.

I en række temaer, valgt af fotograferne, gennemgås landet, set i alle årstidernes lys, grænser, kyster, kommunikations­landskaber og industrilandskabet. Fotografierne af landska­bet og samtidsbylandskabet vil uundgåeligt også blive et bil­lede af os selv; billeder der ud over at dokumentere landskabet også repræsenterer det stedsspecifikke og en tidsånd. Udstil­lingen og bogen fremvises fra september i år på Museet for Fotokunst, Kunsthallen Brandts.

Tove Thage er kunsthistoriker, skribent og freelance kurator.

Tv: Fie Johansen: Ørestaden Terrain Vague 2009. 130x130 cm. Analog optagelse, Hasselblad 6x6.Danmark Under Forvandling, 2009. I baggrunden Hein Heinsens skulptur ‘Den Store Udveksler’.

Th: Kirsten Klein: Vindformede birke i Thagårds Plantage, Thy. Danmark Under Forvandling, 2009.

8 Billedkunstneren nr. 2 2010

Det er gået med grafikken som med fotokunsten. Lugten af biprodukt er forsvundet og den er i løbet af de sidste par år blevet accepteret som selvstændigt kunstnerisk udtryk.

Det mener maler og grafiker Martin Askholm. Han er for­mand for Danske Grafikere, der i løbet af de sidste tre år har fået 40 nye og især yngre medlemmer. Ligesom foreningen har oplevet større tilstrømning af alle aldersklasser til udstillin­ger på dens lille galleri i Danske Grafikeres Hus i Sølvgade i København.

Martin Askholm er ikke alene om at spore en positiv og sti­gende interesse for grafikken. Det samme gør billedkunstnere som Daniel Milan og Julie Nord, grafisk konsulent på Statens Værksteder Bjarne Werner Sørensen og lektor på Det Konge­lige Danske Kunstakademi Lars Grenaae.

“Der er kommet mere respekt for grafik, end der har været. Også hos mennesker, der ikke færdes i kunstnerkredse. Det er som om der er mere bred forståelse for, at der er forskel på en radering og en plakat fra Ikea. Og alle gallerier med respekt for sig selv har i de sidste års tid haft en ‘on paper’ udstilling,” forklarer Lars Grenaae.

I Gutenbergs slipstrømInkjetprint, træsnit, pigmentprint, stentryk, silketryk, com­puterprint eller linoleumssnit. Det grafiske udtryk har mange navne og produktionsformer. Og der kommer hele tiden nye til. Sådan har det altid været. Grafikken har altid ligget i slipstrømmen af teknologien fra Gutenbergs trykpresser til de nyeste kopimaskiner, konstate­rer Martin Askholm. “Grafik er et aftryk af noget fra en kartof­fel til en kobberplade eller fra en computer. Det vigtige er, hvad kunstneren har tænkt og gjort, ikke hvordan selve udtrykket bliver mangfoldiggjort,” mener han.

Samme holdning har Lars Grenaae fra Det Kgl. Danske Kunst­akademi: “Med printere kan det, man skaber på en computer, lynhurtigt omsættes til print af højere og højere kvalitet. Det står flot og er hurtigt og nemt at omsætte og udstille selv på den anden side af jorden. Printteknikkerne giver nye mulighed for grafiske udtryk, som vi kun kan glæde os over. Hvert medie har sin egen fremtoning, og man kan vælge medie efter det udtryk, man går efter. Hvis man ønsker noget træsnitsagtigt, så er det f.eks. ikke en kopi, man skal bruge.”

 Maria Larsen

Respekt for tryksværtenJulie Nord: Strawberry Field. Litografi, 50×68 cm. edition Copenhagen. 2008.

  9Billedkunstneren nr. 2 2010

Fysisk procesDet digitale tryk er en forlængelse af grafikkens metode, konstaterer billedkunstner Bjarne Werner Sørensen. Han er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi og arbejder med både de nyeste og de ældste grafiske teknikker. Som indehaver af Fluxprint, der har specialiseret sig i inkjetprint i meget høj opløsning, definerer han et originalt print som et værk, der er tænkt som inkjetprint og ikke som en reproduktion af et kunstværk udført i et andet medie. Samtidig oplever han som konsulent for Det Grafiske Værksted på Statens Værksteder i København stigende interesse for at arbejde med de klassiske grafiske teknikker. Især træsnit og linoleumstryk bliver der bakset med i værkstederne, der konstant er optaget af kunst­nere, især mange yngre kunstnere. Interessen for at arbejde med de grafiske teknikker er så stor, at ikke alle, der ønsker det, kan få plads.

“For nogle er det en meget stor tilfredsstillelse at arbejde med noget med hænderne. Det er anderledes fysisk at arbejde med de traditionelle teknikker i stedet for at trykke på compu­terens tastatur. Det er mere sanseligt og giver noget andet til processen. Ligesom at fejlene er mere interessante.”

Bjarne Werner Sørensen ser ikke teknikkerne som hin­andens modsætning. De kan noget forskelligt, og de klas siske håndværksbaserede teknikker kan noget helt særligt, mener han.

Sanseligt og intimtNår fingrene glider hen over papiret og mærker tryksværtens forskellige lag, nyder tegner og grafiker Daniel Milan det.

På forlaget Smittekilde, som han har drevet sammen med kollegaen Zven Balslev i 12 år, har han udgivet flere unika bøger produceret i få eksemplarer. Nu har de lukket forlaget. Ikke for at lægge grafikken på hylden, men for at koncentrere sig mere om egne udgivelser og produktioner.

Daniel Milan arbejder med både tegning og grafik og har været med i udstillingsudvalget hos Danske Grafikere. Han op­lever, at tegning efterhånden er ved at blive accepteret på linje med maleriet, mens grafik stadig er noget, folk laver parallelt med anden kunstnerisk virksomhed. Alligevel synes han, at grafikken er mere anerkendt end tidligere, og han er ikke i tvivl om, at interessen er stigende. Både hos publikum og i hans egen generation af billedkunstnere i 30erne.

Selv har Daniel Milan brugt silketryk til at producere sine håndtrykte unikabøger i små oplag på 50­200 eksemplarer. Trykke­teknikkens hurtighed i forhold til at tegne og male fascinerer ham.

“Når man først har lavet forarbejdet, er det muligt at trykke flere eksemplarer, der har samme unikakvalitet som et enkelt værk,” forklarer han.

“Jeg kan godt li’ bogens intimitet. At man kan bladre i den, lægge den fra sig og finde den frem igen. Samtidig er der flere mennesker, der får en oplevelse af en bog trykt i 200 eksem­plarer i forhold til et maleri eller en tegning, der skal vises i et galleri, og som færre ser.”

Krævende procesBilledkunstner Julie Nord er en af de kunstnere, der ind­imellem arbejder med grafikken. Heldigvis er teknikken ved at komme af med det lidt støvede image, den havde tidligere, hvor man kom til at tænke på små kobbertryk uden spon­tanitet, synes hun.

“Grafikken er en fantastisk teknik, og der er rigtig mange kunstnere, der er gode til at bruge den og arbejde med den. Det fede ved teknikkerne er også, at trykkene kan komme ud til flere mennesker og blive brugt og købt til bryllupsgaver og fødselsdagsgaver og den slags.”

Udfordringen ved at bruge de klassiske grafiske teknikker er, at de er ekstremt krævende rent håndværksmæssigt, synes hun.

“Det er meget langsommelige processer, hvor man skal tæn­ke meget langt og disciplinere hele sin proces. Den store ud­fordring her er at bevare spontaniteten samtidig med, at man træder et skridt tilbage,” siger Julie Nord, der er i gang med at forberede en udstilling på AROS i Århus til efteråret 2010.

Langsomhed og fordybelseNetop langsommeligheden i forhold til de digitale medier, er en de klassiske grafiske teknikkers kvalitet, fremhæver Lars Grenaae, lektor på Det Kgl. Danske Kunstakademi.

“Den langsomme proces giver tid til at tænke sig om. Her er tid til at lære af sine fejltrin og blive klog ere af at gå en om­vej,” forklarer han.

Når man laver stentryk, skal stenen f.eks. først slibes med håndkraft. Så skal der tegnes på den med en fedtstift. Herefter skal den ætse i et døgn, og så skal stenen valses ind i farve. Skal man have en ny farve, skal hele processen gen tages med en ny sten. Det er langsommeligt og tål modighedskrævende.

Interessen for de klassiske trykteknikker blandt de stude­rende bølger op og ned, men lige nu er den nok oppe på en af bølgetoppene, vurderer han.

“Det virker som om de studerende i øjeblikket har brug for at nærlæse kvaliteten og fordybe sig i de forskellige grafiske teknikker,” siger han.

Grafikken på museum“Tryk på tiden” hedder en vandreudstilling af 117 grafiske værker lavet af 117 forskellige billedkunstnere. Udstillingen har de sidste par år turneret rundt på landets kunst museer fra Vejle til Bornholm og på de Danske Kultur institutter verden over fra Brasilien til Kina.

“Tryk på Tiden” er en markering af Danske Grafikeres 25­års jubilæum i 2008 og et forsøg på at vise grafikkens mange muligheder.

“Vi vil gerne vise, hvordan faget rummer både tradition og fornyelse i en nutidig kontekst,” siger Martin Askholm. “Titlen referer til, at vi lever i en tid, hvor den enkeltes selvopfattelse og verdens billede er under konstant forandring, hvor alting går hurtigt på grund af de nye medier, og hvor der også inden for grafikken konstant opstår nye muligheder for det kunst­neriske udtryk,” forklarer han. Udstillingen præsenterer både de nye og gamle grafiske teknikker; tegninger, raderinger, æts­ninger, fotogravure, pigmentprint, computerprint, høj­ og dyb­tryk. Og de etablerede kunstmuseers interesse for at vise den er endnu et tegn på, at grafikken er så populær som aldrig før, mener Martin Askholm.

Tryk på tiden: 117 kunstnere udstiller hver et grafisk værk på vandreudstillingen, der kan ses næste gang på Kastrup­gårdsamlingen fra 17. juni til 5. september. Herefter donorer alle kunstnerne deres værk til Vejle Kunstmuseum, hvor udstillingen bliver en del af den permanente samling.

10 Billedkunstneren nr. 2 2010

Når jeg skriver dette, er det for at fortælle, hvad der måske ikke er indlysende for Jer unge, der er yngre end 50, at nok øges særhederne med årene og vi bliver på mange måder en ældre­plage. Men jeg kan af erfaring tale med om, og det er derfor jeg skriver dette, at jeg har et perspektiv på tilværelsen, som I af naturlige grunde mangler, og som det kunne være gavnligt for Jer at være opmærksomme på. Her drejer det sig om den digi­tale udvikling, der har en afgørende indflydelse på alt og alle.

Som grafiker og underviser heri har jeg gennem årene søgt at holde fanen højt omkring den etik for faget, der herskede blandt fagets ældre udøvere. Men efter hån den er jeg blevet i

tvivl om beret tig el sen af for strenge krav, fordi der fore kom mer så mange undtagelser, der ikke be kræfter reg lerne. Og det er næ sten altid forholdet mel lem original og re­pro duktion, der slår gnister.Da Richard Mortensen kom tilbage fra Paris, forkyndte han, at hvis han havde tænkt sit værk udført som for­side på Fam ilie jour­nal en, så var det der­med hans ori gin ale værk – selv om hans personlige indsats i tryk keriet kunne lig­ge på et lille sted. Det

var så hans holdning, som man også måtte lytte til. Selv var jeg indforstået med, at jeg kunne tillade mig at fungere som redskab for kunstneren, et redskab som havde de egenskaber, kunstneren havde brug for til at udføre netop dette, som kunstneren ikke selv evnede eller havde forstand på.

Ser vi på de andre kunstfag, f.eks. billedhuggerfaget, er det velset, at man sender en lille lerfigur til Langtbortistan, hvor stenene bliver brudt, og hvor der er stærke stenhuggere, der kan det dér med at forvandle et bjerg til skulptur. Sparet tid, ingen overanstrengelse og billig transport. I dag er det også muligt i tredimensionel digital fræsning at fremstille en præ­cis kopi af en lerklump, i sten i ethvert format. Kan det accep­teres? Hvor går grænsen?

Inden for billedvævning er det accepteret, at kunstneren leverer en skitse til billedvæveren, som sørger for at få den forstørret, for herefter at transformere den til en gobelin. Sig­neret af kunstneren. Måske kan og skal man ikke have regler herom. Måske er det vigtigste bare at levere god kunst, hvad det så end er, og hvordan det end bliver til. Men er det argu­ment godt nok? Det er vel en samtale værd.

Perspektivet kom med computeren, dette vidunderlige værk­tøj, der totalt har ændret vores verden (og dermed også os selv?). Computeren har byttet om på samfundets grundpiller. Min far sagde: “Du skal ære din fader og din moder, at det skal gå dig godt i landet...” Det bliver svært at ære en far og bedstefar, der ikke kan finde ud af at arbejde med flere lag, for til sidst at lægge dem sammen. Og som skal have hjælp til ‘at rydde op på skrivebordet’.

Samtidig gennemsyrer en tiltagende individualisme kultu­ren. Man er nu mere noget i kraft af sig selv end tidligere. At være noget, af stand, familie, skole, fag, etnicitet og hudfarve – har fået mindre betydning i vores del af verden. Men at vide hvor viden er, og at kunne finde den i computeren, er et must.

eli Ponsaing, f. 1922, er grafiker og fotograf. Ponsaing er uddannet lito­graf og silketrykker og drev 1950­65 egen virksomhed med serigrafi. 1968­92 var han lektor og laboratorieleder på Kunstakademiets Grafiske Skole og udgav foruden talrige skrifter om nye grafiske teknikker som heliografik (rasterløs offset) og fotopolymergra­vure lærebøgerne Serigrafi (1975) og Fotogravure – en ny metode (1995). I 1977 debuterede Ponsaing som fotograf på Kunstindustrimuseet med udstillingen ’Nedrivningen af Østre Gasværk’. Opdagelsen af de polymere massetrykpladers kunstneriske po­tentiale i 1989 medførte, at han med sine makrogengivelser af kemiske strukturer, kaldet Krystallogrammer, blev en hovedfigur i den nordiske vandreudstilling Højlys & Dybtryk. Fotogravure i Norden (1997­2001).

Kunstens meta mor fose og

original ernes transformation

 eli Ponsaing

Hvad skal barnet hedde? I dette essay efterlyser en af dansk grafiks ‘grand old men’ en faglig diskussion af, hvad

teknologien gør ved kunsten.

  11Billedkunstneren nr. 2 2010

Så længe jeg husker, har jeg fotograferet seriøst. Og jeg har ofte i min omgang med anden billedkunst mærket en afstand­tagen til fotografiet.

Fotografiet var længe fra ‘billedkunst­siden’ uudtalt betrag­tet som et kunstigt billede. Det var verden, der tegnede sig selv, med hjælp af optik og kemi. Mere fidus end kunst. Det var først i 1944­45, da en tidligere filosof, siden hen ansat på Statens Museum for Kunst, Bjørn Oxner, fik en stilling på Det Kgl. Biblioteks afdeling for Kort og Billeder, at der skete noget. Med sin fortid in mente sansede han, at der her var et forsømt område, som han helhjertet tog sig af. Da Bjørn Oxner forlod sin stilling i 1981 på grund af alder, blev samlingen omdøbt til ‘Det Nationale Fotomuseum’ på Det Kgl. Bibliotek, Diamanten. Og i 1987 åbnede Museet for Fotokunst, på Brandts i Odense, ved Finn Thrane.

Jeg har i flere år haft den kongstanke, at fotografiet som gra­fisk disciplin – som grafisk kunst – hørte til blandt grafikerne. Men det har hverken grafikerne eller fotograferne syntes om. Gennem årene har jeg ofte luftet denne mulighed med de relevante organisationer og mennesker uden at komme igen­nem til substansen af problematikken. Heller ikke Museet for Fotokunst var interesseret i en ‘forbrødring’ med andre kunstarter.

Selv har jeg været optaget af de grafiske muligheder, der gen­nem årene har vist sig for at kunne trykke mine fotografier, og jeg har i flere tilfælde haft ganske godt held med fore­havendet, især med den nye fotogravure. Denne teknik appel­lerede både til kunstfotograferne, der hermed blev tvunget til også at anvende det grafiske værktøj, og til grafikerne, der nu fik mulighed til at få fotografiske elementer ind i deres grafik.

I mellemtiden, blev ‘regnemaskinen’ – computeren – lige så stille dobbelt så effektiv for hvert år der gik. Og i dag er

fotografiet ikke, hvad det har været. Mit gode Nikon spejlre­flekskamera forærede jeg væk til ildsjæle, der holdt ved det analoge. Til gengæld har jeg købt et lille digitalt kamera, der vejer en brøkdel af mit gamle udstyr, men kan mere. Og mit mørke kammerudstyr, der fyldte en herregård, forærede jeg væk. I stedet har jeg nu digitalt udstyr, en god scanner, en diasscanner og en printer, hvormed jeg kan printe mine bil­leder op til formatet A2. En printer med lysægte farver, som man garanterer 70 års holdbarhed. Den analoge fotografipro­ces, som vi kendte den, er ophørt med at eksistere. Apparatur og materialer kan med enkelte undtagelser ikke fås mere.

Den ‘objektive’ scanning af virkeligheden eksisterer dog end nu, men på ganske andre betingelser og fysiske love. Foto­grafiet eksisterer kun på den digitale verdens betingelser i computeren. Dette har helt ændret foto grafiets status blandt kunstarterne, idet en lignende udvikling også har gjort sig gældende andre steder i kunstverdenen.

Det er interessant at diskutere det fotografiske billedes ori­ginalitet: Jeg har taget billedet. Motiv, beskæring, tonalitet og anden karakteristika, har mine fingeraftryk. Jeg har selv fremkaldt filmen, kopieret eller forstørret billedet. I det ana­loge foto var det i årevis et etisk must at negativets mørke af­grænsning var synlig for at markere, at det var ‘hele det ople­vede billede’.

Her var altså en senere beskæring forbudt. Men man måtte erkende, at man ved beskæring kunne styrke billedets udtryk, man kunne herved bedre markere det egentlige – det væsent­lige ved billedet. Billedet kan eksistere i flere tilstande: F.eks. som fysisk negativ, eller som positivt fotografi. Eller som nu, et ‘åndeligt’, digitalt fænomen, der kan materialiseres efter forgodtbefindende.

Hvis jeg manipulerer med billedet, ophører fotografiets do­kumentariske egenskab. Men det forbliver vel mit kunstværk?

eli Ponsaing: Spind. Digitalt print, 2010.

12 Billedkunstneren nr. 2 2010

Engang kunne man som kunstner skrive frit fra leveren om, hvilke billedkunstneriske aktiviteter, man søgte om tilskud til, før man fylde kuverten med papirer, kataloger og fotos, hoppede op på cyklen og kørte ind til Billedkunstcentret for at aflevere hele molevitten – og måske få en kop kaffe og en snak med en af centrets kunstfaglige medarbejdere med i købet.

Men det er lang tid siden. I dagene op til årets første store ansøgningsfrist i Statens

Kunstråds Billedkunstudvalg, 16. april, sad mange billed­kunstnere og rev sig i håret foran computerskærmene. Ansøg­ningsskemaer skulle udfyldes, budgetter opstilles nøje i faste rubrikker, projektbeskrivelser – max 2.500 tegn! – formuleres, bilag og billedmateriale vedhæftes, og det hele – max 20 me­gabytes! – mailes af sted til Kunststyrelsens Billed kunstcenter.

Springet fra den analoge til den digitale ansøgningsproce­dure er stort. For stort synes flere af de ansøgere, Billedkunst-neren har talt med.

“Jeg er en rutineret computerbruger, men havde alligevel en del vanskeligheder, da jeg skulle søge produktionsstøtte,” fortæller grafiker Torben Søborg, bestyrelsesmedlem i Grafisk Værksted Næstved. “Jeg tænker på, hvad de kunstnere gør, som ikke er så vant til at arbejde med computere, som jeg er.”

Startproblemer ingen hindring I Kunststyrelsens Billedkunstcenter er man klar over, at den digitale ansøgningsprocedure volder nogle kunstnere kvaler. “Vi kan se, at det er svært for nogle kunstnere at bruge det nye system. Og vi er bevidste om, at systemet, som stadig er midt i en indkøringsfase, ikke er perfekt. Derfor er vi selv­følgeligt også fleksible i forhold til ansøgerne. Hvis vi f.eks. kan se, at en kunstner har haft problemer med at vedhæfte bilag og derfor eftersender dem lidt for sent i forhold til fri­sten, godtager vi ansøgningen alligevel, så længe selve ansøg­ningen er kommet ind rettidigt. Først når vores eget system fungerer upåklageligt kan vi forlange af kunstnerne, at an­søgningerne er komplette ved ansøgningsfristen,” fortæller Theis Petersen, udvalgssekretær i Billedkunstcentret.

Han har bl.a. ansvar for sagsbehandlingen i Statens Kunst­råds Billedkunstudvalg, hvor den elektroniske ansøgnings­procedure blev indført allerede sidste år. Og her kan man konstatere, at antallet af ansøgere bestemt ikke er faldet som følge af den digitale omstilling.

“Antallet af ansøgere er faktisk vokset med 20 procent fra 2008­2009. Så teknikken er i hvert fald ikke så stor en hin­dring, at færre søger om tilskud,” siger Theis Petersen.

I Statens Kunstfonds Indkøbs­ og Legatudvalg er ansøg­ningsproceduren først i år blevet digitaliseret. Heller ikke her har den ny teknik begrænset kunstnerne i at søge, fortæller Inger Krog, kunstfaglig medarbejder i Billedkunstcentret.

“Til Forårsuddelingen har vi haft lidt flere ansøgere end de ca. 800, vi plejer at få, og fordelingen mellem yngre og ældre ansøgere er nogenlunde som hidtil. Det tager vi som et godt tegn, fordi man jo plejer at sige, at det især er i den ældre gene­ration, at computerfærdigheder ikke er så udbredte,” siger hun.

Kunststøtte  Miriam Katz

Hvis billedet bliver trykt i en avis eller vist på en skærm, hvor det er udsat for andres tekniske indgriben, er det stadig mit suveræne værk, men hvor er originaliteten? Er der her en gradsforskel til de andre kunst­udtryk?

I dag har jeg en scanner og en printer, der er udviklede til et punkt, der nærmer sig det fuldkomne. Forstået således, at jeg kan scanne/digitalisere et billede, for siden at printe det på lignende papir. Forskellen ligger kun i farvens kemi. Men på en halv meters afstand kan jeg ikke se forskel. Hvor blev originaliteten af?

Desværre er det også med de uendelige tekniske egenska­ber, dyret ejer, muligt at kunne frem ture med uskøn, falsk kunstlethed. Faren ligger i, at man med dette værktøj kan næsten alt, og at kunsten i høj grad også ligger i at begrænse sig. Sådan har det vel altid været. Det nye er, at det digitale værktøj bliver dobbelt så stærkt for hvert år, der går.

Farvefotografiet er hermed også blevet tilgængeligt for en­hver, og det føjer endnu en dimension til problematikken omkring ’det gode billede’. Det printede, computerskabte bil­lede. Det fysiske resultat af den åndelige proces, der både er udført i et hoved og i computeren. Denne nye kunstart som så mange kunstnere, ligesom jeg selv, i begejstring har gjort til deres domæne – hvad hedder den?

Foreningen Danske Grafikere arrangerede i 2008 en interna­tional vandreudstilling, hvor mange af udstillerne viste de­res digitale print. Der var her 19 forskellige betegnelser for denne teknik. Man forstår publikums forvirring. Det er vel en samtale værd at få det på plads. Hvad skal barnet hedde? Som grafiker sætter jeg pris på det fysiske produkt, det grafi­ske blad. Trykket, farven, og papiret er en højere enhed. Det er en holdning, jeg gerne ville kunne overføre til det digitale billede. Er det i det hele taget fotografi? Eller har man aner­kendt det som grafik?

Der er erfaring for, at det grafiske billede kan holde i 400 år. Og det er sandsynligt, at et sort/hvidt fotografi i bedste fald vil gøre det samme. Hvorledes er dét med det digitale print, og under hvilke omstændigheder for fabrikat og klas­se, papir og farve? Og hvor er kunstnerens signatur?

Jeg mærker en tendens til, at billederne for mange menne­sker befinder sig så godt i computeren, eller på en Cd­rom, at de aldrig vil blive materialiseret til fysisk billede. Det koster penge, tid og kræfter. For mange er det også tilstrækkeligt at se billedet på skærmen. Her har det en brillans, der kan sammenlignes med lysbilledet, der er projekteret på et lær­red. Men her er det også noget andet, og det er hverken gra­fik eller foto. Video?

Lysbilledet vil forsvinde fra denne verden. Det forsvinder sammen med diasbilledet. Om få år kan man ikke købe de dertil egnede projektorer, fordi alt er digitaliseret. For bil­ledet i computeren vil det gå på lignende måde. De tekniske muligheder ændrer sig hele tiden og fordrer, at apparaturet til stadighed må udskiftes, og hermed vil billedet også for­svinde. Det bliver et kulturtab. Og det er bare ærgerligt. Men trænger vi ikke til at få den diskussion på højt plan?

  13Billedkunstneren nr. 2 2010

I år er ansøgningsproceduren til statens kunststøtte for første gang fuldt digitaliseret. Det betyder, at ansøgninger til alle fagudvalgene i Statens Kunstråd og Statens Kunstfond nu skal sendes via internettet i standardiserede skemaer. Det giver hovedbrud og sene nætter for mange kunstnere, men i Kunststyrelsen konstaterer man, at antallet af ansøgere er rekordhøjt – trods tekniske startvanskeligheder i systemet.

Hvor der er vilje, er der vej Medarbejderne i Billedkunstcentret, der behandler ansøg­ningerne til samtlige billedkunstudvalg i både kunstråd og kunstfond (undtagen kunstfondens Udvalg for Kunst i det Of­fentlige Rum, red.), bruger i systemets indkøringsfase meget tid på at tale i telefon med kunstnerne om de spørgsmål, der måtte opstå undervejs i ansøgningsprocessen.

Og selvom selve ansøgningsskemaet har været obligatorisk de senere år i Billedkunstudvalget, så har det i år givet en del pro­blemer for kunstnerne, at ansøgningsskemaerne nu både skal udfyldes, vedhæftes diverse bilag og endelig sendes til Billed­kunstcentret via Kunststyrelsens hjemmeside www.kunst.dk.

F.eks. har kunstnere oplevet, at alt det, de har skrevet ind i ansøgningsskemaet, forsvinder, fordi de vedhæftede filer er for store i forhold til den fastsatte grænse på 20 megabytes. Andre har prøvet at miste alle indtastede oplysninger, fordi

er noget man klikkersig til

mailen blev afvist. Sidstnævnte problem opstod på grund af en systemfejl hos den leverandør, der leverer de elektroniske ansøgningsskemaer til Kunststyrelsen. Derfor valgte Billed­kunstcentret at udsætte ansøgningsfristen fire dage.

“Indførelsen af online­ansøgningsskemaerne er ikke alene et besparelsestiltag, der skal gøre administrationen billigere, men skal lige så vel ses som et forsøg på at gøre ansøgningspro­ceduren lettere for kunstnerne – selvom det med de nuværen­de tekniske problemer måske ikke fremstår sådan. Samtidig med indførelsen af online skemaerne har vi derfor også kastet et kritisk blik på de krav, vi hidtil har stillet til kunstnerne og har forenklet, hvor vi så mulighed for det. F.eks. har vi droppet kravet om, at kunstnerne skal vedlægge tilbud fra de hånd­værkere, der er involverede i kunstnernes projekter. Det viste sig at være for besværligt for kunstnerne at administrere. Så nu nøjes vi med at stole på, at kunstnerne har en egen inte­resse i at opstille et budget, der indbefatter et realistisk bud på håndværkerudgifterne,” siger Theis Petersen.

Også kravet om, at alt billedmateriale skulle være digitalt og vedhæftes ansøgningen, har Billedkunstcentret slækket på. Nu er det i orden at indsende fysiske kataloger, Cd’er eller Dvd’er med gammeldags post, hvis man ikke vil eller kan ved­hæfte elektronisk billedmateriale. Det har stor betydning for f.eks. videokunstnere, hvis værkeksempler ofte overskrider grænsen på 20 megabytes.

“Men de allerfleste kunstnere vedhæfter billedmaterialet elektronisk, og den respons vi får, går da også på, at rigtig mange oplever det ny system som en stor fordel. Er man f.eks. på arbejdsophold i Istanbul eller New York er det jo langt nemmere at sende en ansøgning via nettet end på gammel­dags facon,” siger Theis Petersen.

Fordele i sigte? Digitaliseringen i det offentlige handler primært om at effekti­visere systemerne og spare penge. Også i Kunststyrelsen, hvor man i disse år konstant skal forholde sig til personalenedskæ­ringer og krympende budgetter, bunder den digitale omstilling i et ønske om at opnå besparelser. Og når beregninger viser, at det tidligere kostede godt 4.000 kr. at få en ansøgning igennem Kunststyrelsens sagsbehandling på den ‘analoge’ måde, hvor medarbejderne brugte lang tid på at taste store mængder data ind i diverse databaser, så har man været tvunget til at finde et billigere og mere effektivt alternativ. Spørgsmålet er så, om den nye teknik også gør sagsbehandlingen mere effektiv.

Kan kunstnerne fremover forvente at få hurtigere svar på, om deres an-søgning er imødekommet, end de 12 uger, sagsbehandlingen tager i dag?

“Det er stadig for tidligt at sige,” svarer Theis Petersen, “målet er i første omgang at gøre sagsbehandlingen mindre

14 Billedkunstneren nr. 2 2010

fortælle, at jeg havde ansøgt om – hold nu fast: 73 mio. kr.! I virkeligheden skulle jeg have ansøgt om 73.000 kr., så det var nok meget godt, at vi fik den fejl rettet,” fortæller billedkunst­neren Alfio Bonanno.

Bedre vilkår for kunsten Men hvordan ser digitaliseringen ud fra sidste led i kæden, hos de kunstfaglige repræsentanter, der vurderer ansøgnin­gerne og uddeler tilskud til billedkunst?

I Statens Kunstråds Billedkunstudvalg behandler de fem kunstkyndige repræsentanter op mod 1.400 ansøgninger om året, fordelt på fire ansøgningsfrister. Hver behandlingsrunde tager ca. tre dage, og Mette Sandbye, der har været medlem af Billedkunstudvalget siden 2007, synes, at digitaliseringen har gjort hele processen bedre, selvom hun var skeptisk i begyn­delsen.

“Jeg kan da godt forstå, hvis kunstnerne føler, de havde mere styr på deres ansøgninger før. Men sagen er, at vi i udval­get faktisk får bedre mulighed for at vurdere kunsten på en seriøs måde med de nye rutiner,” siger hun.

Tidligere kunne Billedkunstudvalget komme ud for at skul­le tage stilling til krøllede fotokopier, uoverskuelige mængder af billedmateriale og lange skriftlige udredninger fra ansøge­ren. Sådan er det ikke længere.

“Det er i sidste ende en fordel for kunstnerne, at ansøg­ningsproceduren ‘tvinger’ kunstnerne til at udtrykke sig kort og klart om deres projekt, og at de skal foretage et mere præ­cist udvalg af billeder. Desuden bliver alt digitalt billedmate­riale enten printet ud på farveprinter eller vist i høj kvalitet på en storskærm, som vi sidder og kigger på, mens vi vurderer ansøgningen. Samtidig kan vi via f.eks. kunstnernes hjemme­sider se et større udsnit af deres praksis. Alt i alt får vi et bedre grundlag for at vurdere ansøgningernes kvalitet,” siger Mette Sandbye.

Men betyder den strømlinede digitaliserede ansøgningsprocedure, at der sker der et skred i vurderingen, hvor ansøgernes sproglige evner i projektbeskrivelserne vægtes tungere end det visuelle og kunstneriske?

“Overhovedet ikke. Det visuelle er lige så vigtigt, som det altid har været, det er bare formen, der delvist er ny. Vi er meget opmærksomme på, at højpandede projektbeskrivelser aldrig må veje tungere end det visuelle og kunstneriske. Men som professionelt arbejdende billedkunstner i dag er det jo et vilkår, at ens arbejde skal være tilgængeligt i ordentligt kvali­tet i tidssvarende medier, og at man kan udtrykke sig kort og præcist om sit projekt. Det er en virkelighed, der er kommet for at blive.”

omkostningstung og nemmere for ansøgerne. Om der også skal gives hurtigere svar er noget, man må tage op senere”.

Computer og internet er selvfølgelige og uundværlige ar­bejdsredskaber for de fleste professionelle kunstnere i dag. Al­ligevel kan det give mere end almindeligt ondt i hovedet at navigere rundt i de digitale ansøgningssystemer, som de se­nere år er blevet almindelige de fleste steder i den offentlige kunststøtte, f.eks. hos det nordiske kultursamarbejde Kultur­kontakt Nord (www.kknord.org) og i EU­sammenhæng.

Tilsyneladende er der også er et stykke vej at gå, inden de digitale ansøgningssystemer og kunstnerne bliver ‘synkroni­serede’.

Stress ved tangenterne Mange kunstnere gribes af “desperation, fortvivlelse og ner­vøsitet” i dagene op til ansøgningsfristens udløb, fortæller bil­ledkunstner Jane Balsgaard:

“Den nat hvor jeg kæmpede med et usmidigt ansøgnings­skema, måtte jeg ind og slå op i Den Store Danske Encyklo­pædi. Skemaet ville ikke godtage mine indtastninger. Skriv kun heltal. Hvad er et heltal? Jeg ringede op til en kollega. Han havde heller aldrig hørt om et heltal. Encyklopædien ville hel­ler ikke oplyse om det. At udfylde budgettet for formidlings­udgifter voldte også kvaler, så jeg ringede til en kollega, der fortalte: Det behøver du ikke. Og sådan blev det ved. Næste dag havde jeg en fornemmelse af, at der var noget, jeg havde ud­fyldt forkert. Så med posten sendte jeg CV og billedmaterialet printet ud i farver. Så sparer kunstrådet da lidt på deres store farvepatronbudget,” siger Jane Balsgaard, der sammen med kunstnersammenslutningen Transit har søgt om produkti­onsstøtte til gruppens første udstilling efter Charlottenborg­æraen – som skal finde sted i Den Frie Udstillingsbygning til næste år.

Jane Balsgaard har talt med flere kunstnere, der af bar fru­stration opgav at ansøge midt i processen med at udfylde an­søgningsskemaet.

“I timerne op mod sidste deadline modtog jeg mails med overskrifter som ’help!’ og desperate telefonopkald fra fortviv­lede kollegaer. Og da jeg skulle hjælpe en yngre kollega med at ansøge, blev ansøgningen afvist, fordi postkassen i Kunststy­relsen var overfyldt,” siger Jane Balsgaard.

Men ansøgningsstressen har også sine komiske momenter: “Jeg arbejdede med min ansøgning til klokken halv tre om natten, men mistede alt, hvad jeg havde skrevet flere gange, fordi de vedhæftede filer fyldte for meget. Endelig fik jeg an­søgningen sendt af sted og modtog kvittering, men var be­kymret for, om alt var kommet med i filerne. Derfor ringede jeg til Billedkunstcentret næste dag for at tjekke, og de kunne

Den digitale udvikling forandrer rutiner overalt i kunstverdenen. I år var ansøgningsproceduren til Charlottenborgs Forårs­udstilling f.eks. digitaliseret, ligesom en del af værkerne blev skabt direkte til et online udstillingsrum.

Louisa Menia: Fast cars, Charlottenborg Forårs­udstilling 2010 / www.foraarsudstillingen.dk

  15Billedkunstneren nr. 2 2010

 Miriam Katz

Væsentlige dele af den samtidskunst, der skabes i nye medier, risikerer at gå tabt for eftertiden.

Dels fordi noget af kunsten bevidst und drag er sig kunst­institutionernes registrerings­ og bevar ingsstrategier. Dels for­di digitale kunstformer, der er interaktive og midlertidige, pr. definition er svære at fastholde. Og end elig fordi den accelere­rende teknologiske udvikling gør det stadig vanskeligere for museerne at følge med.

“Danmark er langt bagud i forhold til udlandet, når det gæl­der strategier for at indkøbe og bevare ny mediekunst,” siger Louise Cone, konservator ved Statens Museum for Kunst og koordinator for den skandinaviske gren af det internationale netværk for bevaring af samtidskunst, INCCA (International Network for the Conservation of Contemporary Art).

“En væsentlig del af fremtidens kulturarv går tabt, fordi museerne herhjemme ikke er gearede til at håndtere meget af den ny mediekunst. Problemet er, at man ikke bare kan lægge ny mediekunst på lager og så tage værkerne frem om fem år og vise dem. Til den tid vil teknologien være forældet. Man er nødt til at kende værkets tekniske og materialemæssige forud­sætninger og have strategier for bevaring og visning, når man indkøber ny mediekunst. Men museerne mangler ofte den nødvendige faglige viden og det tekniske udstyr til at hånd­tere de nye kunstformer,” siger Louise Cone.

Overhalet af teknikken At den teknologiske udvikling skærper kravene til museerne står klart. Således kan en hel museumssamling blive forældet på en enkelt nat, fortæller konservator på Nasjonalmuseet i Oslo, Kari Skytt Andersen.

“Da alverdens monitorer gik fra 3:4 format til 9:16 format, måtte vi hurtigt sørge for at opgradere både dokumentatio­nen af vores videosamling og bestanden af monitorer for at

Fremtidens flygtigekulturarvNetkunst, computerkunst, videoværker og installationer — kunstnere har altid været hurtige til at tage nye teknologier til sig og kombinere dem i for skel lige medier. Det stil­ler konstant nye krav til museerne, der midt i en rivende digital udvikling skal løbe stærkt for at indsamle og bevare den flyg tige del af samtids kunsten for eftertiden.

Historien om ny mediekunst New media (ny mediekunst-) termen opstod i kølvandet på multimedie- og internetteknologierne i 1990’erne. Hvis man skal finde en begrebslig definition på new media er Lev Manovichs The Language of New Media central, og han definerer new media som konvergensen af (visuelle) medieteknologier – fra 1800-tallets panoramaer over fotografi til film – og computation, dvs. maskiner til beregning og statistik fra Babbages Analytical Engine (1830) over hulkortmaskiner Turing til mainframes. Dvs. new media be tegner konvergensen af beregnelighed eller digitalisering og medier, med andre ord: computeren som medium.

New media termens forudsætning handler om digitaliseringen af kunst og kultur. Denne digitalisering er naturligvis en teknisk problemstilling (for eksempel cd vs. vinyl lp’er, e-bog vs. trykt bog, digital fotografi vs. traditionelt, kemisk fotografi), der har effekt i flere forskellige lag i værket, som kan betragtes adskilt.

Kunst ikke bare er digital eller analog, men kunsten kan være hhv. digital eller analog i forskellige lag. Nogle kunstformer, f.eks. digital fotografi eller film, benytter sig overvejende af et analogt input (om end film i stigende grad benytter sig af virtuelle skuespillere, sets etc.), mens pro-duktionsprocessen og lagringen i stigende grad er digitaliseret (digitale kameraer, billedbehandling, harddisk og lagring på DVD etc.). Præsenta-tionen kan være enten analog (filmstrimmel/printet billede) eller skærm/projektionsbaseret, dog ofte uden at præsentationsformen i særlig grad udnytter digitale muligheder (såsom hyperlinks, multilinearitet, redige-ringsmuligheder).

Nogle new media genrer som netkunst og technomusik er eksplicit for-bundne med tidligere avantgardeformer, måske allertydeligst i bruddene med traditionelle og institutionaliserede værk- og udstillingsformer. Det er tydeligt i såvel forskning som i værkerne selv, at new media genrerne i stadig stigende grad forbinder sig med – ofte oversete og marginaliserede – elementer i kunsthistorien.

Kilde: ‘New Media: Definitioner, ophavsret, registrering’, New Media Forum, 2006.

Ny mediekunst er: Computerkunst / Elektronisk musik / Algoritmisk litteratur / Cybertext / Kodekunst / Kodepoesi / Computerspil / Hypertekst / Digital scene-kunst/performance / Digitale installationer / Taktisk / Medieproduktion / Aktivistisk mediebrug / Robotkunst / Cyborgkunst / Bioteknologisk kunst / Virtual reality / Hybridlitteratur / Lydkunst / Digital film / Interaktiv film / Digital animation / Netkunst / webkunst / Softwarekunst / Generativ kunst / Hacktivism / Open source / Browserkunst / Technomusik

Genrerne overlapper ofte hinanden, men termen ‘ny mediekunst’ dækker generelt kunst, hvor digitaliseringen har haft væsentlig kunstnerisk betydning.

Kilde: ‘New Media: Definitioner, ophavsret, registrering’, New Media Forum, 2006. New Media Forum er en arbejdsgruppe under Kulturarvsstyrelsen, bestående af repræsen-tanter fra danske new media aktører, museer og uddannelsesinstitutioner.

16 Billedkunstneren nr. 2 2010

  17Billedkunstneren nr. 2 2010

18 Billedkunstneren nr. 2 2010

sikre, at værkerne kunne vises for offentligheden fremover. Teknologien udvikler sig lynhurtigt, så opgradering af f.eks. computer programmer og visningsudstyr er en konstant og ganske krævende proces i bevaringsarbejdet i dag,” siger Kari Skytt Andersen.

Også på Museet for Samtidskunst i Roskilde har man proble­matikken med bevaringen af ny mediekunst tæt inde på livet, fortæller museumsinspektør Mads Kullberg.

“I dag arbejder man med flere forskellige strategier, når det gælder bevaring af ny mediekunst: En er at forsøge at bevare teknologien til, at værkerne kan vises i de medier, de er skabt i oprindeligt. En anden er løbende at overføre værkerne til nye, opgraderede teknologier,” siger han.

Valget af bevaringsstrategi afhænger af, hvordan den kunst­neriske idé og æstetik i værket er koblet til den teknologi, det er skabt i. Hvis en kunstner f.eks. har en særlig pointe i at vise et værk på to gamle Pc’er, må man sørge for, at museet har de pågældende computere på lager, også når værket skal hentes frem og vises for anden eller tredje gang, og de pågældende maskiner for længst er ude af handlen.

Kunstnerne ved bedst Netop for at have styr på teknologiens betydning for værkerne går museerne i disse år nye veje i indkøbs­ og bevaringsarbej­det, når det gælder samtidskunst. Her er kunstnerintervews blevet et vigtigt redskab for både konservatorer og kunsthisto­rikere.

Til det formål har INCCA, det internationale netværk for be­varing af samtidskunst, skabt et standardiseret spørgeskema og etableret en omfattende database med kunstnerinterviews, til brug for museer verden over.

Også på Museet for Samtidskunst i Roskilde er kunstner­interviews blevet en integreret del af arbejdet, fortæller Mads Kullberg.

“Vi bruger meget tid på at tale med kunstnerne og lave nøje detaljerede erhvervelsesaftaler med dem, så vi sikrer os, at de­res værker vises på den måde, det er hensigten. Det nytter jo ikke, hvis museet skal gætte sig til kunstnerens intentioner om 20 år, når de medier og teknologier, kunstneren har brugt, for længst er forældede,” siger han om museets samling, der rummer både dansk og udenlandsk intermedial kunst fra 1950 og frem. Væsentlige fokusområder er lydkunst, ny medie­kunst og dokumentation.

I Norge har samtidskunsten ikke længere sit eget museum, men indgår som selvstændig afdeling på Nasjonalmuseet i Oslo. Her har konservatorerne fået fast plads i det udvalg, der står for at købe nye værker til museet, og det er typisk konser­vatoren, der foretager kunstnerinterviewene.

“Vi spørger nøje ind til værkets tekniske og materiale mæs­sige forudsætninger. Samtidig aftaler vi præcist, hvordan

kunst neren ønsker at værket skal vises, så man sikrer sig mod, at forkerte opsætninger eller misforståede ‘forbedringer’ æn­drer eller ødelægger værket,” siger konservator Kari Skytt An­dersen, der bl.a. er ansvarlig for bevaringen af museets store samling af videokunst.

Og teknologien stiller nye etiske krav til vedligeholdelses­ og bevaringsarbejdet, fortæller hun.

“Når det gælder f.eks. malerier, vil konservatorer og teknike­re aldrig gå ind og ændre en farve, så billedet ser lidt pænere ud. Men med video og andre digitale teknologier har man ikke altid samme fornemmelse for, hvor grænserne går. Og så kan det være fristende at ‘reparere’ noget, der ikke skal repareres. Man justerer måske farverne eller retter tekniske ‘fejl’. Men på den måde kan man – stik mod hensigten – komme til at ødelægge værket,” siger Kari Skytt Andersen.

Også i de tilfælde, hvor det umiddelbart virker forholdsvist enkelt at opgradere værkerne til nye formater, stilles konser­vatorerne overfor etiske dilemmaer.

“Kunstneren har måske sagt, at en del af et værk kan ud­skiftes, hvis teknikken forældes. Men som konservator tænker man jo mere langsigtet end til næste udstilling. Konservatorer ved noget om materialers nedbrydning, og vi er trænede i at se kunstværk som historiske genstande. Vi kan måske være nødt til at ændre på et værk for at bevare det for eftertiden, men hvor meget kan man ændre, før den oprindelige funktion og kunstneriske intention går tabt?” spørger hun.

Nye krav Ofte skaber de detaljerede retningslinjer i kunstnerintervie­wene også nye udfordringer i bevaringsarbejdet. For af kunst­nerinterviewene fremgår det tydeligt, at de fleste kunstnerne i dag er uhyre bevidste om dokumentationen af deres arbejde og stiller mange krav til visning og bevaring af værkerne. Det gør arbejdet som konservatorer mere krævende, men også mere interessant, selvom de specifikke krav fra kunstnerne kan være vanskelige at følge til punkt og prikke, fortæller Kari Skytt Andersen.

“For nylig skulle vi f.eks. vise et værk, hvor en schweizisk kunstner i en skriftlig aftale med museet har krævet, at hun vil flyves ind, hver gang værket skal installeres, så hun sikrer sig, at det vises korrekt i forhold til hendes kunstneriske inten­tion. Denne gang kunne vi heldigvis blive enige om at nøjes med 14 dages intensiv emailudveksling i stedet, hvilket jo gør udstillingsomkostningerne væsentligt mere håndterbare for museet,” siger Kari Skytt Andersen.

Farerne lurer på museet Paradoksalt nok møder fremtidens billedkunstneriske kul­turarv en del trusler i de institutioner, der ellers skulle sikre værkerne for eftertiden. Det er ikke bare det højtuddannede faglige personale, der pga. fejl og misforståelser kan komme til at ødelægge værkerne. Også alt for effektive rengørings­medarbejdere eller legesyge publikummer udgør latente farer for samtidskunsten.

“Vi har da et par gange oplevet, at rengøringspersonalet i bestræbelsen på at gøre deres job så godt som muligt er kom­met til at fjerne f.eks. krøllede papirer og madrester, der ind­gik i installatoriske værker. Jeg har selv stået på hovedet i pa­pirkurve for at lede efter et krøllet papir fra et værk, der var blevet smidt ud. Til sidst fandt jeg papiret, og vi reddede det, men gud, hvor kunstneren græd!” fortæller Kari Skytt Ander­

Forrige side | Den interesse, mange samtidskunstnere har for dokumenta­tion og arkiveringspraksisser, smitter af på måden, kunsthistorikerne i dag udvælger og bevarer kunst på i institutionerne. Museet for Samtidskunst i roskilde har f.eks. etableret en selvstændig udstillingsplatform, Arkivet, der viser kunst med afsæt i arkiver. Herfra ses elsebeth Jørgensens værk Crystal Palace # II: Notes from the Archive.

elsebeth Jørgensen er aktuel næste år med en ny soloudstilling på Horda­land Kunst center i Bergen, baseret på research i Bergens Universitetsbib­lioteks historiske Billedarkiv. Foto: Museet for Samtidskunst, 2010.

  19Billedkunstneren nr. 2 2010

Et par links til digital kunst www.afsnitp.dk virtuel udstillingsrum for kunst og litteratur. et væld af links og artikler om netkunst

www.kunstdk.dk Kunststyrelsens digitale arkiv med information om danske billedkunstnere

www.samtidskunst.dk adgang til samlingen og søgbart arkiv­materiale samt aktuel info om Museet for Samtidskunst, roskilde

www.smk.dk ny hjemmeside designet af det danske firma e­types. Digital adgang til en del af museets samlinger. Masser af informative film, undervisningsmateriale mm.

www.tilbygningen.dk virtuel udvidelse af Thorvaldsens Museum, designet af det prisvindende danske firma Oncotypes

www.port2010.dk ny dansk billedkunstfestival for digital kunst, uge 42 2010 i Nordjylland

www.tate.org.uk/netart Tate Museum of Modern Art

www.sfmoma.com/espace San Francisco Museum of Modern Art

www.artport.whitney.org The Whitney Museum of American Art

www.lacda.com Los Angeles Center for digital art

Fem udfordringer ved bevaring af samtidskunst Samtids kunsten lever livet farligt på museerne. Her er et par eksempler på udfordringer, indsamlet af konservator Kari Skytt Andersen, Oslo Nasjonalmuseum.

Bortkomne værkdele risikerer at blive stjålet fordi de er eksoti­ske eller modsat risikerer at blive væk, fordi de fejlagtigt regnes for uvæsentlige.

Readymades/hverdagsagtige ting risikerer at blive væk eller brugt til andre formål fordi de ikke ligner kunst.

Flygtige materialer herunder organisk nedbrydeligt materiale, elektronisk kunst og kinetisk kunst. Slides hurtigt til ugenkende­lighed eller ubrugelighed. Kræver løbende opdatering.

Provokerende kunst en lille del af samtidskunsten er så provoke­rende, at den gør publikum aktivt aggressive.

Sundhedsfare eller brandrisici værkdele som fjernes, fordi de kan udsætte publikum og ansatte for mulig sundheds­ eller sikker hedsfare.

sen. Hun har opstillet fem forskellige kategorier af problemer, som man ofte støder på i arbejdet med bevaring og visning af samtidskunst (se faktaboks på denne side, red.), og som muse­erne må være opmærksomme på, hvis de vil sikre denne del af den billedkunstneriske kulturarv for fremtiden. Udfordrin­gerne gælder f.eks. installationer, hvor værkdelene består af hverdagsagtige genstande, som er vanskelige at genkende som kunst, og som derfor bliver taget med hjem af publikum eller erstattet af andre genstande af gæsterne. Og det gælder vær­ker, skabt i organisk nedbrydeligt materiale som f.eks. sæbe eller fødevarer – hvordan sikres de mod nedbrydning?

Endelig er der den elektroniske kunst, der byder på en lang række særlige udfordringer:

“Elektronisk kunst slides og nedbrydes, når det bliver vist, derfor må værkdele jævnligt udskiftes. Digitalt materiale er så flygtigt, at det er umuligt at opretholde en rigid opfattelse af, hvad et originalt fysisk værk er. En video, som ikke kan ses, har ingen kunstnerisk værdi. Et krakeleret maleri kan fortsat ses som et maleri, men en ridset laserdisk er en død genstand, som ikke har noget med det oprindelige kunstværk at gøre,” siger Kari Skytt Andersen.

Kulturarv går tabt En del af den nye mediekunst, der skabes i disse år, når dog hverken frem til museernes udstillingsrum eller arkiver.

Det gælder f.eks. den del af netkunsten, som bevidst unddra­ger sig kunsthistorikernes og konservatorernes ‘omklamring’, fordi den ikke ønsker at institutionaliseres. Men det gælder også generelt for netkunst, at dens vidtforgrenede, midlertidi­ge og flygtige karakter, gør den svær for museerne at indfange og fastholde.

“Med hensyn til netkunst er der en vis uhåndterbarhed i forhold til nettets struktur,” siger Mads Kullberg, Museet for Samtidskunst.

“Det er en type kunst, som kan være uindfangbar, bl.a. fordi den ofte er interaktiv og skabes i flygtige medier. Vi må nok se

i øjnene, at en del af denne type af kunstneriske aktiviteter risikerer at gå tabt for eftertiden.”

Dokumentation af kunst i nye medier er en meget væsentlig del af indsamlingsarbejdet. Ud over redegørelser for de kunst­neriske intentioner består dokumentation f.eks. af udprint af koder og manualer, samt dokumenter, hvor væsentlige vær­kers funktion beskrives, og brugen af værker registreres. Des­uden dokumenterer man i variabel udstrækning værkers kon­tekst, f.eks. ved at gemme eller affotografere sider fra nettet.

“Man kan også foretage egentlig netarkivering, men det er meget omfattende, og vil næppe kunne indfange hele kunst­projekter, der udfoldes på internettet og udvikler sig over tid,” siger Mads Kullberg.

Teknologien giver altså nye muligheder for kunsten, men be­tyder også nye fravalg for dem, der skal bevare billedkunsten for eftertiden. Tilbage står, at det billede af nutidens samtids­kunst, som institutionerne vil formidle om 100 år, risikerer at være misvisende, fordi museerne har svært ved at indsamle og bevare netbaseret kunst og andre former for ny mediekunst. Alligevel mener Mads Kullberg ikke, at det ser helt sort ud for den del af den ny mediekunst, som udgør fremtidens billed­kunstneriske kulturarv.

“Mange samtidskunstnere interesserer sig i dag for doku­mentation og arkiveringspraksisser. Kunstnernes interesse siver ned i kunsthistorien og smitter af på den måde, man udvælger og bevarer kunst på i institutionerne. Det har altid været sådan, at kunstneres arbejdsmetoder har påvirket beva­ringsarbejdet, men i dag betyder det, at vi som kunsthistori­kere skal være meget opmærksomme på nye kunstformer. Og på hvordan og efter hvilke kriterier, kunsten registreres og indoptages i den billedkunstneriske kulturarv. Den opmærk­somhed er vigtig for, hvor retvisende fremtidens billede af samtidskunsten bliver,” siger han.

20 Billedkunstneren nr. 2 2010

Kunstnernes fotografMidt i en rivende digital udvikling er det vigtigere end nogen­sinde at få dokumenteret sit arbejde som billedkunstner. Do­kumenteres værkerne ikke, forsvinder de ud af kunst historien. Én person spiller i disse år en på en gang altdominerende og diskret hovedrolle i dokumentationen af dansk samtidskunst: Fotograf Anders Sune Berg

 Miriam Katz

Hver dag står Anders Sune Berg op og ser på billedkunst. Fra morgen til aften, oftest også i weekenderne, stiller han skarpt på kunsten med sit Alpha kamera.

På undergrundsgallerier og prestigefulde museer. På torve og pladser, på direktørgangen og i kunstnerværkstedet. Han indfanger skulpturer, malerier, installationer, performances, videoværker og fotokunst. Og alt muligt der imellem.

Anders Sune Berg er fotografen, der står for dokumentation af hovedparten af de udstillinger, udsmykninger og projekter, billedkunstnere udfører i Danmark. Og han er den, kunst­nerne selv ringer til, når de vil have fotograferet deres værker hjemme i atelieret eller ude i det offentlige rum. Ofte er Anders Sune Berg den første, der ser værket, og ikke sjældent fortæller kunstnerne ham, at de føler, værket først er helt færdigt, når han har været forbi med sit kamera og fotograferet det.

Anders Sune Bergs uprætentiøse, indlevede fotografier af billedkunst optræder i museernes kataloger, på galleriernes hjemmesider, i diverse kunsttidsskrifter, årbøger og i en lang række kunstbøger, hvor individuelle kunstneres arbejde præ­senteres i sammenhæng.

Men selv om han har sat sit solide, visuelle aftryk på dansk kunstformidling de seneste 15 år, har han ikke brugt den fag­lige anerkendelse til at erhverve sig de traditionelle beviser på professionel fremgang, der ellers er populære hos succesfulde fotografer:

Anders Sune Berg kører i en gammel bulet BMW, han bor til leje på Østerbro, og studioet i den gamle B&W bygning på Refshaleøen i København er hverken udstyret med arkitekt­tegnede sofaer eller italienske designerlamper. Ikke engang en hjemmeside har han – “Det er ikke nødvendigt med rekla­me, jeg har alt for meget arbejde i forvejen, så det er helt fint, hvis jeg ikke er så nem at finde,” forklarer den høje fotograf med det mørke strithår, som inviterer Billedkunstneren inden­for i sit atelier efter endnu en travl arbejdsdag: Først har han været på værkstedsbesøg hos billedkunstneren Claus Carsten­sen, derefter på fotooptagelser på Ordrupgaard, hvor han har fotograferet værker fra den danske og franske samling til bog­udgivelse og registrering.

Anders Sune Berg tøffer rundt i fåreskindstøfler og hælder kaffe op, inden han trodser forkølelsen med en Gauloises og

dumper ned i en af de slidte kurvestole foran brændeovnen, der bravt forsøger at varme det fodkolde fabrikslokale op. I begejstret lyntempo fortæller han om det, han brænder for: Kunsten. Og at tage billeder af den.

“Det er fantastisk givende at være så tæt på kunsten og kunstnerne. Jeg møder inspirerende og dygtige mennesker hver eneste dag, som jeg lærer meget af. Jeg får mulighed for at følge udviklingen i og tankerne bag deres værker. Og så fø­ler jeg, at jeg gør et vigtigt stykke arbejde. I dag gælder det jo mere end nogensinde, at hvis kunsten ikke dokumenteres og formidles ordentligt, så findes den ikke. Dokumentation er gået fra at være en luksus til at være en forudsætning for det videre kunstneriske arbejde. Og det er meget meningsfyldt for mig at være med til at bringe billedkunsten ud til folk,” siger Anders Sune Berg.

Kalender fuld af kunstSelv ser han sig mere som en del af en stor familie, som udgø­res af dansk kunstliv, end som en distanceret iagttager med kamera. Faktisk bliver han irriteret, når folk spørger, hvordan det går i hans ‘biks’.

“Jeg har sgu ingen biks! Det er ikke en traditionel køb­mandshandel på den måde. Jeg udfylder en bestemt funktion i kunstverdenen, og det har stor værdi for mig personligt.”

“Jeg vil nødig sige nej, når kunstnerne ringer. Derfor har jeg altid travlt. De få gange, jeg er taget ud til mit studio mandag morgen med en hel blank kalender, er telefonen hurtigt be­gyndt at ringe, og ugen er fyldt med opgaver efter et par timer. Jeg kan gå direkte fra at fotografere en Olafur Eliasson instal­lation, til en totalt ukendt akademielevs værksted. Begge dele er lige vigtige for mig. Og jeg kan se, at kunstnerne er trygge ved mig og glade for det, jeg kan. Det giver mig selvfølgelig en tilfredsstillelse, også selvom der ikke altid er store penge i opgaverne,” fortæller han, der da også af og til modtager be­taling i ‘naturalier’ – altså kunstværker – når kundens midler er begrænsede.

“Desværre er jeg ikke så god til at tænke strategisk. F.eks. fotograferede jeg Kathrine Ærtebjergs malerier, mens hun gik på akademiet, og vi aftalte, at vi skulle bytte noget kunst. Men det fik vi aldrig gjort, og pludselig gik det stærkt, og hendes

  21Billedkunstneren nr. 2 2010

Kunstnernes fotograf

”Jeg fotograferer det, jeg ser,” siger Anders Sune Berg om sine fotografier af billedkunst. Her, hvor han for en sjælden gang skyld selv er trådt ind foran kameraet, er der dog tale om en kombination af svømmehal, Sortedams Dossering og Photoshop. Foto: Anders Sune Berg.

22 Billedkunstneren nr. 2 2010

malerier blev solgt for skyhøje priser,” siger han – uden dog at lyde det mindste bitter. “Jeg er ret ligeglad med penge. Jeg har for længst indset, at jeg aldrig kommer til at have nogle. Og det er OK. Det skal selvfølgelig løbe rundt, men jeg er ikke i det her game for at tjene kassen.”

Troldmandens lærling Anders Sune berg begyndte som 20­årig i 1994 i mesterlære hos den legendariske kunstfotograf Bent Ry berg i hans firma Planet Foto på Wille moesgade i København. Inden da havde Anders Sune Berg i et par år eksperimenteret med at fotografere natur og mennesker omkring sig. Billederne fremkaldte han i sit hjem­melavede mørkekammer i forældrenes bryggers i Fredensborg.

“For mig stod det hur tigt klart, at det eneste jeg ville, var at foto grafere. At tænke i billeder fascinerede mig bare. Det er svært at forklare hvorfor – måske simpelthen fordi, jeg op­dagede, at jeg havde evner for det. Det er jo tilfredsstillende at udvikle det, man er god til,” siger han, der fik lejlighed til netop det som elev i Planet Foto.

“Jeg havde i et par år plaget Bent om at komme ind og arbejde hos ham. Så da der endelig var mulighed for en læreplads, ringede han til mig, og jeg sprang til med det samme, selv­om jeg på det tidspunkt faktisk var taget til London for at bo i en periode. Bent var et særligt menneske, givende og generøs overfor kunstnerne, men også meget viljestærk. Han ville være nummer 1 som kunstfotograf. Og det var han. Han lærte mig meget – ikke bare håndværksmæssigt, men også menneskeligt. Først og fremmest om, hvor vigtig relationen er til kunstne­ren. At man skal lytte og se opmærk­somt og forsøge at forstå intentionen med værket, hvis man skal tage gode billeder af kunst. Ofte skal man også kunne oversætte det, kunstnerne siger, til det de faktisk mener, og så kunne omsætte det visuelt i fotogra­fiet. Det var Bents styrke, og kunstnerne elskede ham for det,” fortæller Anders Sune Berg.

Det samme kan man sige om Anders Sune Berg selv, og Bent Ryberg så da også den entusiastiske, unge fotografelev som sin naturlige arvtager. Da Ryberg pludseligt og alt for tidligt døde i 2003, var Berg færdiguddannet og klar til at føre stafet­ten videre.

På egne ben I 2004, da Anders Sune Berg startede sin selvstændige foto­grafvirksomhed, havde han allerede etableret sig som en fore­trukken fotograf – både blandt billedkunstnere i hans egen generation og hos ældre, etablerede kunstnere. Ligesom han var den selvfølgelige ‘husfotograf’ for den nye generation af toneangivende gallerister. Hele vejen op igennem det kunst­boom, der prægede årtusindets første år, havde Anders Sune Berg med egne ord ‘sindssygt travlt’.

“Det var en nærmest kaotisk periode. Gallerierne langede værker over disken hurtigere, end kunstnerne kunne nå at

skabe dem. Det betød også, at jeg skulle løbe stærkt for at føl­ge med. Det var faktisk rart, da markedet vendte, dels for at jeg selv bedre kunne overskue mine opgaver, dels fordi det ef­ter min mening ikke var godt for kunsten, at den økonomiske tænkning fyldte så meget i de år. Nu hvor de kommercielle gallerier har det lidt sværere, finder mange – især yngre – kunstnere alternative måder at komme ud med kunsten på. Det tror jeg er godt for kunstlivet,” siger han.

Glad håndværker Få personer i Danmark har set så meget samtids kunst som Anders Sune Berg. Og i en tid, hvor mange af hans kolleger krydser grænsen fra det dokumenterende til det kunstneri­ske, ligger spørgs målet snublende nær: Får han aldrig selv lyst til at springe ud som kunstner?

“Nej, det kan jeg sige helt uden tvivl! Jeg er håndværker. Desuden har jeg nok også for meget respekt for det kunst­neriske arbejde. Jeg har set, hvad det indebærer at skabe et

kunstværk, alt det arbejde der lig­ger bag – og hvor meget det kræver og koster personligt altid at stræbe efter at udtrykke det sublime, som man jo gør som kunstner. Kunst er en meget stor del af mit liv. Jeg har bare fundet min egen måde at gøre mig uundværlig på,” smiler han.

Således er han et led i lang kæde af fotografer, der i skiftende gene­rationer har formået at fotografere billedkunst på kunstens egne præ­misser og skabe sig en niche ved det. Forskellen i forhold til tidligere ti­ders kunstfotografer er dog først og fremmest, at Anders Sune Berg ope­rerer i en stadig mere visuel kultur, hvor billeder kan optages og distri­

bueres bredt og lynhurtigt, og hvor fotografiet står midt i en rivende digital udvikling. Alligevel er han helt tryg ved, at det han kan, også fremover vil være efterspurgt.

“Det handler om gedigent håndværk, ligesom det altid har gjort. Og om at kunne tale kunstnernes sprog. I dag kan man manipulere og gøre stort set alt med et fotografi i compute­ren. Men bare fordi man kan, er det ikke sikkert at man skal,” siger han.

Og selvom mange fotografer kan lide at se sig selv som kunstnere, så er det ikke en titel, Anders Sune Berg kunne finde på at smykke sig med.

“Jeg vil vove at påstå, at meget lidt foto er kunst. Det er rig­tig spændende med den anerkendelse, kunstfotografiet har fået de senere år, men man må skelne mellem dygtige hånd­værkere og egentlige kunstnere. Den form for kunst, som ser smart og lækker ud i en boligreportage, når det hænger over sofaen, mangler efter min mening autencitet. Det er tomt. Kunsten kan noget andet. Måske fordi kunstnere er i nær­mere kontakt med underbevidstheden end os andre. De har hjertet fuldstændig med i arbejdet. Det er sjældent, man ser det andre steder i dagens Danmark.”

“Man skal lytte og se opmærksomt og forsøge at forstå intentionen med værket, hvis man skal tage gode billeder af kunst”

  23Billedkunstneren nr. 2 2010

Farver, former og frie hænder

Per Stig Møller (K) kom galt fra start, da han umiddelbart efter sin udnævnelse til kulturminister tidligere i år sagde, at Piero Manzonis ‘Lort på dåse’ ikke er kunst.

Men kulturministeren mistede tilsyneladende ikke den vel­vilje, han nyder i dansk kulturliv, selvom mange kunstnere sikkert undrede sig over udtalelsen. Måske orker kunstnerne ikke længere at tage den diskussion?

At debatten om det snart 50­årige konceptværk er en gam­mel traver, kan erhvervsmanden Lars Damgaard i hvert fald tale med om.

Som søn af kunstmæcenen Aage Damgaard er Lars Damga­ard vokset op med Rindalismen tæt inde på livet, og han har videreført faderens kamp for at sikre kunstnerne absolut fri­hed, uafhængig af udefrakommende indblanding.

“Kunstnere skal have frie hænder. Uanset om de er støttet af staten eller af private virksomheder. Ellers får man bare det, man gerne vil have. Og det er jo ikke det, vi hverken vil eller skal,” siger Lars Damgaard. Som bestyrelsesformand for HE­ART, Herning Museum of Contemporary Art, har Lars Damga­ard været en af drivkræfterne bag etableringen af avantgarde­kunstens nye, arkitekttegnede hus i verdensklasse, der sidste år kunne slå dørene op for et stort kunstinteresseret publikum med skiftende udstillinger af international samtidskunst.

Og ved siden af bestyrelses post en i HEART er Lars Dam gaard dir ektør for den Her ning ensiske virk som hed Aage Damgaard Aps., der nu i to generationer har haft et helt særligt og tæt par løb med kunsten.

Skjortefabrikanten og avantgardenFamiliefirmaet var oprindeligt en skjortefabrik, der under navnet Angli blev grundlagt af Lars Damgaards far, Aage Dam­

erhvervsmanden Lars Damgaard er vokset op med rindalismen tæt inde på livet. Og han er ikke i tvivl: Kunstnere skal have absolut frihed. ellers ender man med ligegyldig dekoration.

gaard, tilbage i 1939. Men med tiden forvandlede den kunst­interesserede fabrikant sin succesfulde virksomhed til et le­vende centrum for nogle af tidens mest radikale kunstnere:

Maleren Paul Gadegaard var gennem ti år fastansat på fa­brikken som huskunstner, Carl­Henning Pedersen udsmyk­kede Angli­fabrikkens runde gård med sin 1000m2 keramiske frise “Fantasiens leg om livets hjul”, og en strøm af kunstnere fra hele verden fik her et kreativt fristed i kortere eller læn­gere perioder op gennem 1960erne og 1970erne.

Blandt gæsterne var også den italienske avantgardekunst­ner Piero Manzoni, der lavede to af sine hovedværker “Verdens længste linje” og “Socle du Monde”, mens han opholdt sig i Herning. Ligesom han fik ideen til førnævnte “Merda d’arti­sta” også kaldet “Lort på dåse”.

Men hvorfor har erhvervslivet på Herning­egnen – og særligt familien Damgaard – haft denne stærke vilje til at investere i kunsten, også den del af kunstlivet, som ikke umiddelbart er særligt folkelig?

Billedkunstneren har sat Lars Damgaard i stævne til en sam­tale på familieforetagendets hovedkontor, der ligger side om side med privatboligen i Lund, en lille landsby med udsigt til Herning by og med høj himmel over den jyske hede. Og her understreger Lars Damgaard, at det er en simpel nødvendig­hed for erhvervslivet at arbejde sammen med dygtige, uaf­hængige kunstnere.

Hvad giver samarbejdet med kunstnerne?“Dybde, kvalitet, storhed og alternativ inspiration til at se

tingene på nye måder.” Hvorfor skal kunstnerne være uafhængige og have frie hænder?“Det er jo det, der gør forskellen og giver os kvaliteten. Det,

der udfordrer os og overrasker os. Hvis vi som erhvervsfolk

 Maria Larsen og Miriam Katz

24 Billedkunstneren nr. 2 2010

Intet lys, ingen farver. | I over 150 år har glødepæren været verdens mest udbredte lyskilde. Og netop fordi Edisons glø­detråd af wolfram giver et varmt lys, og har en særdeles god evne til at gengive farver, har det været relativt uproblema­tisk for museer, kunsthaller og gallerier at skabe et ordent­ligt lys at præsentere kunstværker i.

Men på grund af glødepærens store varmetab begyndte EU sidste år at udfase den 2400 grader varme glødetråd. Ser man bort fra glødelamper under 15W er det dermed endeligt slut med den klimauvenlige lyskilde i 2012.

Med glødepæren sat i skammekrogen er sammenhængen mellem farver og kunstig belysning nu blevet langt mere problematisk og kompleks. Hvor lys fra glødepærer og halo­genpærer består af en fortløbende fordeling af farverne, og derfor i princippet er i stand til at gengive alle regnbuespek­trets farver, indeholder lys fra elsparepærer og andre lys­stofrør kun et begrænset antal farvenuancer. Det betyder, at ikke alle farvefacetter bliver gengivet.

“Sparepærer giver et elendigt lys. Lyset fra en sparepære stammer nemlig fra kviksølvmolekyler, der eksploderer. Det er derfor, at man kun kan se ni forskellige farver i sparelampens lys, hvorimod en glødelampes skær kan vise op til 1200 forskellige farver,” siger lyskilde eksperten Asger B. Christiansen.

Hamstret pærer til tre årLederen af Bornholms Kunstmuseum, Lars Kærulf Møller, mener, at det nye EU­krav vil gøre det til en ringere og mere vilkårlig oplevelse at gå på kunstmuseum i fremtiden.

“I sparepærernes lys kan publikum ikke se kunstværkerne ordentligt, for de gengiver ikke farverne korrekt – især i for­hold til rød er sparepærer noget skidt. Samtidig falder spare­pærers styrke med tiden, så kvaliteten af lysgengivelsen vil også variere,” siger Lars Kærulf Møller.

For stadig at kunne give sit publikum en ordentlig kunstop­levelse, har han hamstret glødepærer til tre års forbrug. Når

Med glødepærens endelige død er sammen­hængen mellem farver og kunstig belysning blevet mere problematisk. Her fortæller udstillingsledere og kunstnere, hvad de vil gøre uden edisons berømte opfindelse.

Den svære kunst at sætte lys

 Henrik Broch­Lips

går ind og styrer den kunstneriske proces, kan det være lige meget. Så får vi ligegyldig dekoration og ender i en coca­cola verden. En kunstig verden med dårlige produkter.”

Herning og kunstenAage Damgaards betydningsfulde samling af avantgarde­kunst – inklusive Manzonis ‘Lort på dåse’ – dannede efter­hånden basis for etableringen af Herning Kunstmuseum, der overtog hele fabriksbygningen i 1976 – og som altså i dag un­der navnet HEART er rykket ind i stjernearkitekten Steven Holls nye bygning.

Hele sit liv har Lars Damgaard haft den til tider ophidsede debat om samtidskunstens og kunststøttens berettigelse på allernærmeste hold.

I begyndelsen af 1960erne var faderen nemlig med til at udvikle ideen om Statens Kunstfond, der i 1964 uddelte de første arbejdslegater og livsvarige ydelser til kunstnere. Det faldt, som bekendt, især lagerforvalter Peter Rindal fra Kol­ding for brystet. Han mente ikke, at det var statens opgave at støtte uforståelig moderne kunst og kæmpede så indædt i mod, at han lagde navn til Rindalismen.

Total kunstnerisk frihedPeter Rindal, der døde sidste år, 86 år gammel, ville måske også ryste på hovedet, hvis han kunne kigge ned fra sin sky og se ind i familien Damgaards privatbolig. For her har holdning en om, at kunstnerne skal have frie hænder, sat sine tydelige spor:

I stuerne taler brede bånd af gult malet rundt om vinduer­ne med de knaldgule og kulsorte felter på husets fyldningsdø­re og med bladguldet, der er lagt på en af stuens lofts bjælker. For ikke at tale om køkkenskufferne, der er et farveorgie af rødt, blåt og grønt.

Det hele vidner om, at maleren Paul Gadegaard i sin tid fik frit spil med former og farver, mens familien Damgaard var på ferie.

“Vi var godt nok spændte på at se, hvad han fandt på, men vi gav ham frie hænder. Det princip gik vi ind for på fabrikken, og det måtte vi også gøre herhjemme,” forklarer Birgit Dam gaard, enke efter Aage og mor til Lars Damga­ard, som journalisten møder, da sønnen viser rundt i privat­gemakkerne.

Birgit Damgaard er bestyrelsesmedlem i HEART og har levet med Gadegaards udfordrende pangfarver i sit hjem i mere end 50 år. Hun kunne ikke drømme om at male dem over. Familien Damgaard har altid haft respekt for kunstnere , arkitekter og designere.

Sådan var det, da hun og hendes mand i sin tid inviterede alverdens kunstnere til Herning.

Og sådan er det i dag, når sønnen Lars Damgaard invi­terer kunstnere som Peter Stuhr, Trundur Patterson og Peter Carlsen til at indrette lokaler, udsmykke lastbiler eller designe stole til den restaurantkæde, “A Hereford Beefstouw”, som sidenhen har afløst familien Damgaards skjortepro duktion.

“Måske kan og skal vi ikke forstå alt, men vi skal forsøge at gå i dialog med det, vi ser. Det er det, vi vokser af,” som Lars Damgaard siger.

Maleren Paul Gadegaard fik i sin tid frie hænder til at udsmykke familien Damgaards privatbolig. Her ses interiør fra køkkenet. Foto: Finn Nordfeld.

  25Billedkunstneren nr. 2 2010

lageret i kælderen under det smukt beliggende museum ved Helligdoms­klipperne er tømt, vil han formentlig gå over til halogenlys, som dog skal skærmes med matte overflader.

“Det vil både blive et økonomisk og et arkitektonisk pro­blem. Til den tid skal vi sandsynligvis have nye armaturer,” fastslår han. Tilfredsstillende afløserTil trods for sparepærers ringe evner til at gengive farver er der håb forude. For det første kan markedet i dag tilbyde nye typer lyskilder, som f.eks. hallogener med en relativt høj Ra­værdi – værdien angiver, hvor god lyskilden er til at gengive en række referencefarver.

For det andet arbejder industrien ihærdigt på at udvikle de miljørigtige lyskilder, hvilket betyder, at diodelys (LED­lys) sandsynligvis bliver en tilfredsstillende afløser for glødepæ­ren om tre­fire år. Så længe kan ledelsen på Den Frie Udstil­lingsbygning i København dog ikke vente. “Lige nu er vores belysningsproblemer rigtigt store. Forbud­det mod glødepærer har tvunget os til at sætte sparepærer op i flere af de pendler, der i sin blev installeret for at simulere diffust dagslys om aftenen. Men sparepærerne giver et hæs­ligt lys, der fuldstændigt ødelægger farveskaleringen,” siger udstillingsbygningens udviklingsleder Malene Natascha Rat­cliffe.

Hun kan nu glæde sig over, at det københavnske udstil­lingssted er blevet tildelt støtte både fra Bkfs Op havs rets fond og Veluxfonden til at få etableret ny belys ning. Den skal ud­føres af en lysdesigner i løbet af 2010 og fremover skabe opti­male forhold for kunsten.

Særlig situation“Vi ønsker en løsning, der kan give det samme lys om aftenen, som dagslyset giver om dagen. Vi skal derfor dels have diffust Up­light og mindre spots, der kan sætte fokus på enkeltvær­ker. Samtidig skal belysningen fungere altid, for vi har ikke tid til at sætte lys med otte udstillinger om året,” siger ud­stillingslederen. Hun vil også gerne undgå et skinnesystem, der tager fokus fra kunstoplevelsen. I stedet ønsker hun nogle spots og armaturer, der ikke kan ses.

“Vi vil gerne være med på den grønne, klimavenlige sti, men vi vil ikke gå på kompromis med hverken farvegengivel­sen eller æstetikken. Vi vil gerne være et mønster eksempel på, hvordan man gør,” siger Malene Natascha Ratcliffe.

Der er endnu ikke fundet egnede løsninger andre steder, men hun mener, at det er tvingende nødvendigt at gøre noget nu. Også fordi Den Frie Udstillingsbygning netop har fået ny struktur med en professionel bestyrelse, der skal ændre hu­sets profil og højne kvaliteten.

“Det kan da godt være, at man først om et par år finder den fuldgode erstatning for glødepæren, men vi har ikke tid til at vente,” pointerer hun.

Mister en nuanceDet er ikke kun udstillingsstederne, der bliver berørt af glø­depærens død. Billedkunstneren Steffen Tast benytter sig af mange forskellige slags lys i sine skulpturer og til lyssætning af sine andre værker.

“Jeg udvikler hele tiden nyt og følger nøje med i den tekni­ske udvikling indenfor lyskilder. Men da jeg f.eks. stadig bru­ger klaverlampe pærer og reflektorpærer, har jeg da heldigvis hamstret lidt,” siger han og fortsætter:

“Uanset hvad, vil oplevelsen af kunsten ændre sig med glø­depærens død, da de andre pærer typisk er noget koldere. I mange af mine projekter spiller lyset sammen med værket, og uden glødepærens varme lys, mister man en nuance,” siger den århusianske kunstner.

Glødepæren kan også snydeFor den konkret­abstrakte maler Ole Folmer Hansen er sam­spillet mellem lys og farver helt afgørende.

“Jeg blander altid mine farver i dagslys, og når jeg f.eks. skal udstille i et galleri, tilstræber jeg at få et så neutralt lys som mulig. Selv glødepæren kan man blive snydt af, for især de gule farver bliver alt for gule når de blandes i glødepærens skær,” siger han.

Ole Folmer Hansen har dog altid foretrukket at arbejde i glødelampens skær, og sætter derfor stadig 75 watts matte glødepærer i sin arbejdslampe.

“Jeg har købt glødepærer til ca. 2­3 års forbrug og håber vir­kelig, at man har udviklet et fuldgyldigt alternativ, inden mit lager slipper op,” siger den 73­årige maler.

Kunstneren kan udvikle lyskilderLyskunstneren Viera Collaro er dog knapt så berørt af gløde­pærens forsvinden. Hun gør selve lyskilden til kunsten og bruger mest neonrør og LED­lys i sine skulpturer.“I disse år er der en kraftig udvikling af kunstige lyskilder og især LED­lys bliver hele tiden forbedret. Jeg holder mig kon­stant orienteret, og er meget bevidst om energibesparelser,” siger hun. I tæt samarbejde med NeonSign, smeden og sin glarmester, designer Viera Collaro selv det lys, hun ønsker, og er på den måde med til at udvikle nye lyskilder.

“Jeg arbejder ofte intuitivt og former lys som maleri. Mine værker bliver anderledes med LED­ lys, så den tekniske udvik­ling har da klart påvirket mine værker i de senere år og har inspireret mig til at udvikle nye former,” fastslår hun.

Lars Kærulf Møller, leder af Bornholms Kunst­museum, har hamstret et stort lager af gløde­pærer i museets kælder. Foto: Lars Aarø.

26 Billedkunstneren nr. 2 2010

Lars B. Goldschmidt bl.a. Læs resumé fra konferencen på www.billedkultur.dk/konference

Ny børnekulturportalBørnekulturens Netværk har i samarbejde med Kul tur­ministeriet lanceret Børne­kulturportalen – et nyt sam lingssted for voksne, der arbejder med børnekultur. Her får kulturkonsulenter, kunstnere, pædagoger og andre voksne, der arbejder med kultur for børn, lettere ved at dele idéer og erfarin­ger med hinanden på nettet og holde sig orienteret om den faglige udvikling på området. Læs mere på www.boernogkultur.dk.

Ny bestyrelses formand for Overgaden Charlotte Bagger Brandt er pr. 1. januar 2010 tiltrådt som ny formand for bestyrelsen for Overgaden Institut for Samtidskunst. Charlotte Bag­ger Brandt (f.1968) er kura tor og kunstfaglig råd giver. Hun er grundlægger af Råderum – kontor for samtidskunst og var i 2007 initiativtager og medkurator af U­TURN – Kvadrienale for Samtids­kunst.

Statens Kunstråd bakker ud af BGKStatens Kunstråd har med­delt, at rådet ikke længere kan yde støtte til de billed­kunstneriske grundkurser (BGK’er). Regeringen beslut­tede som en del af finanslov­forhandlingerne for 2010, at den ikke ville videreføre puljen til disse skoler og kurser, da den anså området for at være en ren kommunal opgave. En række af grund­kurserne finansieres allerede af kommunerne, mens andre er blevet gennemført med støtte fra Statens Kunstråd. Rådet har bl.a. på baggrund af den positive evaluering af kurserne, som rådet fik lavet sidste år, undersøgt om rådet i samarbejde med en række kommuner kunne

sikre BGK’ernes fortsatte eksistens. Men desværre viste undersøgelserne, at en sådan støtte, som skulle løbe over en årrække, ville blive en alt for økonomisk omfattende opgave for rådet, oplyser formand for Statens Kunstråd Mads Øvlisen: “Regeringen har klart meldt ud, at der er tale om en ren kommunal opgave. Og vi har konstateret, at vi ikke selv kan medvirke til at sikre de billedkunst­neriske grundkurser. Der er ingen tvivl om, at forsøgene med både de billedkunstneri­ske grundkurser og de øvrige grundkurser har haft stor betydning for unge rundt om i landet, og har været med til at styrke vækstlagene. Vi håber naturligvis på, at kom­munerne vil bygge videre på de gode erfaringer, som forsø­gene har givet og videreføre ordningerne alene,” siger han i en pressemeddelelse fra Sta­tens Kunstråd. Billedkunstneren følger udviklingen i sagen om BGK’erne i kommende numre af bladet.

Ny billedkunstordning for undervisereMåske som plaster på såret efter nedlæggelsen af puljen til BGK har Statens Kunstråds Billedkunstudvalg afsat 750.000 kr. til projekter, der kan fremme underviseres og kunstformidleres rolle som ambassadører for billedkunst­en. Formålet med den nye satsning er at fremme mulighederne for at skabe bedre billedkunstforbrugere og at styrke vækstlaget af kommende billedkunstnere. Projektforslag kan indsendes af lærerseminarier, folkesko­ler, gymnasier, biblioteker eller lignende institutioner, der udvikler og gennemfører et projekt i samarbejde med en eller flere billedkunstnere. Mødet mellem kunstner og underviser skal være et centralt element i projektet. Målgruppen er unge mellem 12­18 år. Ansøgningsfristen er 13. august 2010.

Huskunstnere overlevedeDen populære Huskunstner­ordning overlevede som bekendt årets finanslovs­for handlinger, selvom den ligesom BGK stod til lukning. Det vil mange børn landet over få glæde af. Her er det børn fra udflytterbørnehaven Højbjerg, der sammen med billedkunstner Pernelle Ma­egaard arbejder på projektet “Huse og billeder til bier og andre store dyr”, 2010.

Debat

SelvcensurFrithioff Johansen, maler, billed-hugger og multimedie kunstner: Lederen i Billedkunstneren nr. 1 2010 om det tilsyneladende fravær af selvcensur blandt billedkunstnere kalder på min kommentar. Nanna Gro Henningsen skriver, at man i Bkf ikke kan genkende bil­ledet af, at billedkunstnere føler, at deres ytringsfrihed er truet af religiøse ekstremister. Jeg mener, det er ganske umu­ligt at lave en undersøgelse, der påviser noget som helst omkring det problem – for hvem vil indrømme at være fej? Det er altid lettere – poli­tisk korrekt – at sejle under den gode tones bekvemme­lighedsflag.I 2008 skrev jeg en artikel i Billedkunstneren, hvor jeg ud­trykte undren over, at ingen billedkunstnere havde givet sig til kende på den ene eller anden måde omkring affæren med Muhammedtegningerne i Jyllands posten. Man skulle jo mene, at blad tegnere også var en slags billedkunstnere. Jeg henviste i artiklen til en artikel af den iranske eksilfor­fatter og journalist Amir Ta­

Presseklip

Høje forventninger til ny kulturminister “Vi glæder os over, at vi nu får en kulturminister, der med sin litterære baggrund har indsigt i kunst og kultur – og brænder for områ­det. Det bør føre til reelle forbedringer af vilkårene for både kunstnere og kunstin­stitutioner, der de seneste år har kæmpet for at overleve regeringens nedskæringer,” sagde Bkfs formand, Nanna Gro Henningsen, i en presse­meddelelse i forbindelse med udnævnelsen af Per Stig Møl­ler (K) til ny kulturminister. Læs mere på www.bkf.dk

Faget billedkunst bør styrkes Bkf deltog i april på en konference om billeder, kunst og uddannelse på Christiansborg, sammen med repræsentanter fra regerin­gen, oppositionen, erhvervsli­vet og skolelærerne. Alle var enige om, at billedkunstfaget nu behøver en opprioritering, såvel på skoleskemaet som i læreruddannelsen. Konferen­cen blev arrangeret af billedkunstlærerne i folkesko­len, gymnasiet og lærerud­dannelsen, som har fundet sammen om at slå til lyd for, at eleverne minimum skal have to timer om ugen i faget billedkunst, hele vejen fra de starter i skolen, og til de går ud af gymnasiet. “Nedskærin­ger i de kreative fag i skolen kan få katastrofale følger for Danmark, fordi virksomhe­derne dør uden medarbej­dere, der har kreative kompetencer og kan forny deres produkter,” sagde direktøren i Dansk Industri,

Kortnyt

  27Billedkunstneren nr. 2 2010

DET KONGELIGE DANSKE KUNSTAKADEMI

Billedkunstskolerne

I 2010 tilbydes efteruddannelseskurser i forskellige kunstneriske discipliner i august & september

Målgruppe: Fortrinsvis billedkunstnere uddannet ved de danske kunstakademier eller tilsvarende, samt medlemmer

af BKF og Kunstnersamfundet. Øvrige interesserede fra beslægtede fagområder er velkomne, i det omfang der er

plads.

Kursusbeskrivelser og tilmelding kan fra medio maj findes på vores hjemmeside

Sidste frist for ansøgning er 25. juni 2010.

heri, som jeg havde fået lov til at bringe i kunstnersammen­slutningen Grønningens kata log året før. Artiklen hed ‘Forebyggende lydighed.’ Den handlede om Europas angst for repres sali er fra muslimer, en angst, der kommer så langt ud, at selvcensuren dræ­ber det kunstneriske initiativ. Hans pointe var, at det skader alle ordentlige muslimer at tage hensyn til tumperne. Der kom nu ingen kommen­tarer til min artikel fra nogen billedkunstnere, før Jyllands­posten – ikke så underligt, for det var gefundenes Fressen for dem – bad mig om et in­terview. Man gik også forman­den for Billedkunstnernes Forbund lidt på klingen, men hun svarede lidt naivt i vest, hvor der blev spurgt i øst og henviste til et citat af Georg Brandes: “Al politisk kunst er dårlig, og al god kunst er poli­tisk” – hvad det så havde med sagen at gøre. Bkf handler om kvalitet gennem optagelses­kriteriet, men ellers kun om solidaritet og stræben efter en ordentlig kunstpolitik.

Det er interessant, som filo­soffen Per Jepsen har genlæst og fortolket Adornos tese om senkapitalismens (post­moder nismens?) ensretning af kul turen med illusionen om frihed – kunstneren er i 2010 blevet et vedhæng til sam fundet og tilpasser sig udbud og efterspørgsel. Jo, der er skam også efterspørg­sel efter det frække – bare det ikke koster kunstneren eller udstillingsstedet noget. Friheden er kun til stede med ufriheden som pris.

Nyt fra Bkfs sekretariat

Generalforsamling 2010Husk at sætte kryds i kalen­deren ved lørdag den 6. november, hvor Bkf holder sin årlige generalforsamling på Gammel Dok. Mere infor­mation i næste nummer af Billedkunstneren.

Fanø-huset i 2011Ansøgninger om ophold i Malerhuset i Sønderho i 2011 skal være sekretariatet i

Ny NavNeservice På baggrund af Bkfs medlemsdatabase kan sekretariatet nu i hver udgave af Billedkunstneren formidle medlemmers runde fødselsdage samt informere om dødsfald blandt medlemmerne. Sekretariatet håber på denne måde at imødekomme interessen for navnestof hos læserne. Ønsker man decideret omtale i navnespalterne her i bladet, kan korte tekster og eventuelt billedmateriale sendes til sekretariatet eller mailes til redaktøren på mk@bkf.dk

kunstner Charlotte Hanmann, 20. juli | Maler Marianne Tønnesen, 29. juli | Maler, fotograf Mona Precht, 11. august | Billedhugger Lone Høyer Hansen, 13. august | Billedhugger Kurt Tegtmeier, 9. september

70 Maler Bent Katzeff, 8. juni | Kunstner Lise Honoré, 10. juni | Maler Gorm eriksen, 21. juni | Maler Merete Hansen, 23. juni | Væver Kim Naver, 24. juni | Billedhugger Monika Heide Poulsen, 1. juli | Billedkunstner Lone­Lotte Janns, 21. august | Maler Leif Dræby, 24. august

75 Maler Leif Lemmiche, 5. juni | Maler Anne­Lise rathsach, 19. juni | Billedhugger Hein Heinsen, 23. juli

80 Grafiker, videokunstner Torben Søborg, 4. august

85 Maler, grafiker Aage Christian Nielsen, 29. juli

90 Fotograf Keld Helmer­Petersen, 23. august | Grafiker evald Kristensen, 5. september

Døde Maler erik Winckler, 11. januar | Maler Søren Scheffmann, 28. marts | Billedkunstner Flemming Lynge, 4. april

30 Billedkunstner Anne Skole Overgaard, 15. juni

40 Billedkunstner Charlotte Bergmann Johansen, 5. juli | Maler Beinta av reyni, 20. august | Billedkunstner Mikkel Larris, 8. september

50 Billedhugger Frank Fenriz Jensen, 1. juni | Billedkunstner Peter egedal | Andreasen, 7. juni | Grafiker/maler Bjarne Werner Sørensen, 8. juni | Maler Mette Høst, 9. juni | Fotograf Torben eskerod, 9. juni | Billedhugger Sabine K. Jensen, 17. juni | Grafiker/tegner Marianne Thingholm, 22. juni | Billedkunstner Helle Bolther Christensen, 30. juni | Grafiker/maler Marit Beckmann, 17. juli  | Grafiker/maler Jørgen rosengaard, 27. juli | Billedkunstner Hanne Matthiesen, 2. august | Maler Lone V. Petersen, 10. august | Billedkunstner Tina Birk, 23. august | Billedhugger Mette Agerbæk, 26. august | Keramiker Trine Bach, 28. august | Væver Vibeke Lindhardt, 3. september | Billedhugger Sys Svinding, 10. september

60 Væver Lisbeth Græm, 23. juni | Grafiker Hanne Sejrbo Nielsen, 26. juni | Maler/keramiker Ida Holm Mortensen, 13. juli | Maler, grafiker Frits Gothardt rasmussen, 16. juli | Billed­

28 Billedkunstneren nr. 2 2010

hænde senest den 1. oktober 2010. Skemaet findes på www.bkf.dk – hvor du også kan finde information om pri­ser mm. – eller kan rekvi reres ved henvendelse til sekreta­riatet på bkf@bkf.dk eller tlf. 33 12 81 70.

Sommerferie i Bkfs sekretariatKontoret i Vingårdstræde holder lukket i juli måned. Vi ønsker alle en god sommer!

Nye medlemmer og genindmeldelser

Billedkunstner Anne Dyhr

Guldsmed Gitte Bjørn

Skulptør Helene Høie

Billedkunstner Henriette Camilla Hansen

Maler Ivar Tønsberg

Billedkunstner Jenny Brand­borg Bilberg

Visuel kunstner Jens Peder Søndberg

Billedkunstner Katja Bjørn

Billedkunstner Malene Schjøll

Billedkunstner Marianne Tümmler

Billedkunstner Niels Lomholt

Maler Sanne Brogaard

Maler Signe Adrian

Mindeord: Billedkunster Flemming Lynge Flemming Lynge, Klegod v./Ringkøbing, (tidl. Thy) er død, 67 år. Utallige kunstværker og udstillinger blev det til for Flemming Lynge siden debu­terne på Silkeborgudstillingen 1971 og Charlottenborgs Forårsudstilling i 1975. Flem­ming Lynges malerier var far­veglade og ekspressionistiske. De grove penselstrøg i stærke farver skabte fantasifulde

figurer, klovne, mennesker, sindstilstande og følelser. I kontrast dertil står hans milde og lyse akvareller og præcise grafikarbejder. Flemming gik aldrig på kompromis med sin kunst, men malede det han ville, det han følte. “At male er en sygdom, som ramte mig for 50 år siden,” fortalte han ofte. Desværre blev Flemming ramt af en anden sygdom – kræft – i 2006. Derefter flyttede han, sammen med sin kone, fra Thy til deres sommerhus på Holmsland Klit. Her byg­gede og indrettede han et nyt atelier. Lyset mellem havet og fjorden fandt han fanta­stisk: “Her er en hvid farve virkelig hvid!” Kræftsygdom­men vandt kampen, og d. 4. april døde Flemming på Anker Fjord Hospice, som han sidste år udtalte (til Dagbladet Ring købing­Skjern): “Jeg vil dø i klitterne, så dør man lyk­keligt.” – Anette Lodberg

Hæderslegat til Bkf’ere Torsdag d. 4. marts 2010 modtog Malene Bach og Tine Hecht­Pedersen, Anne Marie Telmanyi legatet. Legatet er stiftet af afdøde maler Anne Marie Telmanyi og gives til kvindelige kunst nere over 40 år, der har ydet en markant, prisværdig indsats. Årets to hæders legater er på hver kr. 100.000.

Livsvarige ydelser til billedkunstnere Fire af de syv kunstnere, som Statens Kunstfonds Repræsen­tantskab i år har indstillet til livsvarige ydelser, er billed­kunstnere. Det drejer sig om: Jørgen Carlo Larsen (f. 1954), Christian Lemmerz (f. 1959), Ib Spang Olsen (f. 1921) og Ann Lislegaard (f. 1962). Sta­tens livsvarige ydelser tildeles kunstnere, der anses for på

afgørende vis at have bidraget til kunsten.

Akademiraadets medaljer 2010 Følgende kunstnere er blevet tildelt årets hædersmedaljer af Akademiraadet for kvali­teten af deres kunstneriske virke: Thorvaldsen Medaillen: Billedhuggerne Elisabeth Toubro og Morten Stræde. Eckersberg Medaillen: Bil­ledkunstner Peter Callesen og billedhuggerne og Finn Thybo Andersen. Læs alle motiverin­gerne og se samtlige tilde­linger af hædersmedaljer på www.akademiraadet.dk

Opslagstavlen

Se flere aktuelle opslag på www.bkf.dk

Call for Applications: Küns-tlerhaus Schloss Balmoral, Ems, Germany Interna­tional Residence Scholarships Project Scholarship Interna­tional Curator Scholarship Application deadline: 2. July 2010 Læs mere på: www.balmoral.de

Aktuelle ansøgningsfrister i Kulturkontakt Nord Oplysninger om de forskel­lige tilskudsordninger, ansøgnings regler mm: www.kknord.org eller kon­takt Kulturkontakt Nord:info@kulturkontaktnord.org eller tlf. + 358 (0)9 686 43 107

Højbjerg FotoGrafiske VærkstedSommerkursus i flydende fotoemulsion: 05/07­ 08/07 (4 dage) Daglig fra 10­17.Pris 1.800 kr. inklusiv kemier.Underviser: Inger Lise RasmussenTilmeldingsfrist: 24/06 Sommeråbent: Værkstedet holder åbent hen over som­meren, så man har mulighed for at afprøve sine nye fær­digheder eller arbejde med individuelle projekter.

Aktuelle ansøgningsfrister til fonde og legater

Vær opmærksom på, at der er mange flere relevante fonde og legater på Bkfs legatliste. Kontakt sekretariatet på bkf@bkf.dk eller tlf. 33 12 81 70 for at få tilsendt opdateret legatliste. Mange legater har løbende ansøgningsfrister.

Ansøgningsfrist den 15. august:Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond http://kongehuset.dk Tlf. 33 40 10 10 Fonden støtter kulturelle, videnskabelige og sociale formål. Ansøgningsskema!

Kulturfonden for Danmark og Finlandwww.danskfinskfond.dk Tlf. 33 92 04 47 Fonden støtter virksomhed og initiativer, der fremmer større kendskab til og øgede kontakter mellem de to folks kultur­ og samfundsliv. Ansøgningsskema!

Ansøgningsfrist den 1. september:Billedkunstnernes Forbunds Ophavsretsfond (BKFO) Vingårdstræde 21, 1.th. 1070 København K Tlf. 33 12 81 70 www.bkf.dk Formål: Støtte til billedkunst­nere til flg. formål: Styrkelse af billedkunstner­nes rettigheder juridisk og økonomisk. Advokat­ og revisorbistand i sager der fagligt vedrører billedkunst­nere. Støtte til aktiviteter der fremmer billedkunstneriske ophavsrettigheder. Støtte til faglige og uddan­nelsesmæssige formål, som vedrører billedkunstnere. Støtte til sociale og kulturelle formål, som vedrører billed­kunstnere. Tiltag, der fremmer og til­godeser aktiviteter, hvori ret­tighedshavere er engageret og som efter BKFO’s bestyrelses skøn, bør nyde støtte NB! Der ydes ikke støtte til

  29Billedkunstneren nr. 2 2010

enkeltpersoners udstillinger/projekter/uddannelse og studierejser. Intet ansøgnings­skema.

Frimodt-Heineke Fonden c/o Advokat Lars Skibsted Edelslundvej 1A, 2.tv. 2930 Klampenborg Fonden støtter bl.a. kunst­neriske­kulturelle formål. Ansøgning skal påføres CPR­ el. CVR­nr. Intet ansøgnings­skema.

Glashofs Legat www.glashofslegat.dkTlf. 70 12 12 11 Legatet støtter bl.a. projekter af kunstnerisk karakter. Normalt tildeles ikke legater under 10.000 kr. Intet ansøg­ningsskema.

Nordisk Kulturfond www.nordiskkulturfond.orgTlf. 33 96 02 00 Støtter kul tursamarbejde i bred forstand mellem de fem nordiske lande samt de selv­styrende områder, Grønland, Færøerne og Åland. Ansøg­ningsfristen den 1. september gælder også ansøgninger over 100.000 kr. Ansøgningsskema!

Prins Joachims og Prinsesse Alexandras Fond http://kongehuset.dkTlf. 33 40 10 10 Støtter humanitære og kul­tur elle formål i eller uden for Danmark. Ansøgningsskema!

Sophus Fonden www.sophusfonden.dkTlf. 70 33 14 14 Støtter eksperimentel be­lys ning og kunstneriske in i tiativer med relation til lys samt højnelse af kvaliteten af kunstig belysning. Ansøg­ningsskema!

Trepilefonden www.trepilefonden.dkTlf. 70 12 12 11 Fonden støtter samfundsgavn­lige formål inden for kultur og videnskab. Normalt tildeles ikke legater på under 10.000 kr. Intet ansøgnings­skema.

Aktuelle ansøgningsfristertil legatboliger og residencies

JP-Fondens legatboligi Berlin Jyllands­Postens Fond Att. Sven Bedsted Grøndalsvej 3 8260 Viby J. www.jp.dk Atelierlejlighed i Prenz­lauer Berg i Berlin for danske billedkunstnere og forfat­tere, der ønsker arbejdsro og nye udfordringer. Den moderne udstyrede lejlighed kan søges for en måneds frit ophold med tilskud til rejseomkostninger. Udgifter til forplejning står legatmod­tageren selv for. Ansøgninger skal indeholde angivelse af det foretrukne tidsrum samt en kort beskrivelse af formål og levnedsbeskrivelse. Intet ansøgningsskema. Ansøgnin­ger mærkes “Berlin” Ansøg­ningsfrist: 14. juni.

CPH AIR – Copenhagen Ar-tist in Residence Fabrikken for Kunst og Design Sundholmsvej 46 2300 København S Tlf. 32 54 94 24www.cphair.dkFor at styrke kulturudveks­lingen og etablering af net­værk mellem københavnske og udenlandske kunstnere har Københavns Kommune etableret et CPH AIR i sam­arbejde med Fabrikken for Kunst og Design. Programmet

gør det muligt at invitere udenlandske billedkunstnere og forfattere til at opholde sig og arbejde i Danmark i kor­tere eller længere perioder. Ansøgningsfrist: 1. september.

SIMRES-Residency i ReykjavikThe Association of Icelandic Visual Artists (SíM) Tlf.+354 551 1346 www.sim.is SIM råder over to lejligheder i Reykjavik, hvortil der kan søges ophold af 1­3 måneders varighed. Ansøgningsskema: Ja. Ansøgningsfrist: 1. septem­ber (for perioden januar­juni 2011).

Klitgården på Skagen v/Dansk Kunstnerråd Kronprinsessegade 34 B, 2 1306 København K Tlf. 35 38 44 01 www.dansk­kunstnerraad.dk Refugium for bl.a. kunst­nere, som har brug for at kunne koncentrere sig om et projekt eller et værk. Alle får et være lse med arbejdsbord og adgang til fælles rum. Derudover er der tre atelierer. Tre daglige måltider bliver serveret. Der bliver i perioder stillet legater til rådighed for kunstnere til arbejdsophold på Klitgården fra forskellige fonde. Disse legater dækker som regel opholdsudgifterne på Klitgården i 2 uger, på nær en egenbetaling på 100 kr/dag. Legaterne tildeles kun medlemmer af Dansk Kunst­nerråds medlemsorganisa­tioner (herunder Bkf). Intet ansøgningsskema, men, men ansøgningen skal indeholde beskrivelse af intentionerne for opholdet samt CV Ansøg­ningsfrist: 15. september

Det Danske Institut i Romwww.acdan.it Ansøgningsskema: Ja. Ansøg­ningsfrist: 20. september (for perioden 1. februar­31. juli 2011).

Statens Legatbolig i Paris –Rue de la Perle Ludvig Preetzmann­Agger­holm og Hustrus Stiftelse

www.um.dkTlf. 33 92 08 50 (kl. 9.30­13.30) Ansøgningsskema: Ja Ansøg­ningsfrist: 30. september.

BG Fondens Legatboliger www.bgfonden.dk Legatboliger i Berlin, Skt. Peters borg, Paris, Rom, London og New York. Ansøg­ningsfrist opslås på Fondens hjemmeside og i dagspressen i september.

Aktuelt på kunstscenen

Verner Brems udstiller relieffer En udstilling om emballage, camouflage, form og indhold, hvor syv kunstnere går bag facaden og under overfladen. For at skære det ud i pap: Vi har fyldt glashuset med varm luft og lagkage – og du er inviteret Udstillingen vises fra d. 12. juni­27. juni 2010Geografisk Have Christian IVs Vej 236000 Koldingtlf. 75 50 38 80.

Fra medlem til medlem

Atelier 24 m2 til billedkunstner/tegner el. lign til leje i KøbenhavnLokalet er en del af mit 2 rums atelier beliggende i en høj, lys kælder i en gammel butik på Bogholder Allé 66 kld. th., 2720 Vanløse, Kbh. Da vi kun er du og jeg i atelieret, er det vigtigt, at vi kan samarbejde om tingene og hygge os sammen, når vi er der på samme tid. Fælles tekøkken i lokalets ene ende, samt vask og egen indgang. Toilet på gangen. Lokalet har 2 vinduer. lokaleleje: 1.400 kr. inkl. vand. El + Varme: 250 kr. I alt pr. måned: 1.650 kr.. Lokalet er et erhvervslejemål og må ikke bebos. Kontakt: Billedkunstner Lotte Kjøller, Havekrogen 1, 1 tv. 2720 Van­løse. www.Lk­kunst.dklottekjoeller@hotmail.comTlf. 23 83 07 17

Bkf-kursus i efterår/vinter 20102­dages kursus i Kreativitetens Psykologi – om visioner, teknikker og følelser i kreativt arbejde og hvordan du bruger dem konstruk-tivt v/cand.psyk.& cand.mag. Thea Mikkelsen i Kbh, 22.­23. november. Flere informationer om kurset i næste nummer af Billedkunstneren.

30 Billedkunstneren nr. 2 2010

Leje af produktionshal på Fabrikken for Kunst og Design

Stor hal med op til 8 m. til loftet og ovenlys, velegnet til større eller mindre kunstneriske produktioner, scenografi og lign. Kr. 4,5 kr. pr. m2 pr. døgn. Metal-og snedkerværksted med professionelle håndværkere forefindes. Kontakt: vicevaert@ffkd.dk, eller tlf.: 32549424 Fabrikken for kunst og design, Sundholmsvej 46, 2300 Kbh S www.ffkd.dk

www.ffkd.dk

Husk gratis medlems-annoncer Som medlem af Bkf kan du gratis annon­cere her i bladet om f.eks. aktuelle udstil­linger, køb­salg­bytte af kunstnerartikler eller om jubilæer og mærke­dage. Send en mail og evt. billed materiale til redak tøren på:mk@bkf.dk

Ansøgningsfrister

30. juni

Driftstilskud til udstillingssteder

13. august

Udstillinger af udenlandsk kunst i Danmark

Udstillinger af dansk kunst i udlandet

Formidling af billedkunst internationalt

Billedkunstneres og kuratorers deltagelse i konferencer o.lign. i udlandet

Selvorganiserede projekter i udlandet

Deltagelse på udvalgte internationale biennaler

Produktion af værker

Udstilling og formidling i Danmark

Kunstnersammenslutninger og censurerede udstillinger

Etablering af nye udstillingssteder

Underviseren som ambassadør for billedkunsten

Kommunale billedkunstråd

Residency-ophold i Berlin, Paris, New York, Istanbul og Cuba

15. august

Residency-ophold i udlandet (selvorganiseret)

1. september

DIVA – Danish International Visiting Artists Programme

Huskunstnerordningen

Løbende ansøgningsfrist

Kunst i det offentlige rum (Statens Kunstfond)

Det Billedkunstneriske Indkøbs- og Legatudvalg (Statens Kunstfond)

Danske galleriers deltagelse på internationale kunstmesser

For vejledning se www.kunst.dk/billedkunst eller kontakt Kunststyrelsens Billedkunstcenter på tlf. 33 74 45 00

  31Billedkunstneren nr. 2 2010

ALT IKUNSTNERARTIKLER

ALT I KUNSTNERARTIKLER

Malermester Ib Arnhem

Læssøegade 151, 5230 Odense M

tlf. 66120231

Parkvej 3, 5600 Faaborg

tlf.62610565

Åben efter aftale

Læssøegade 151, 5230 Odense M

Kan træ�es på tlf.66120284 eller 66621249aba@melby-arnhem.dk

En hel dag

2.500 kr.Grafisk workshopGå hjem med så mange tryk

du kan nå på en dag.Hele trykkeriet er til din

rådighed.Hjælp og vejledning fra

erfaren trykker med dine litografier og monotypier.

NorupLitografi

Gl. Kongevej 1311850 Frederiksberg C • Tlf.: 21650196

TOMMERUP KERAMISK VÆRKSTED APSS p e c i a l v æ r k s t e d f o r k e r a m i s k k u n s t o g u d s m y k n i n g

Mere end 30 års erfaring bruges af førende kunstnere

S k o v s t r u p v e j 5 7 - P o s t b o k s 6 - 5 6 9 0 To m m e r u p Te l e f o n 6 4 7 6 1 9 0 9 - F a x 6 4 7 6 1 0 1 9

e - m a i l : t k v @ k e r a m o s . d k - w e b w w w. k e r a m o s . d k

Tove Anderberg

Pia Andersen

Per Arnoldi

Peter Brandes

Jens Birkemose

Peter Carlsen

Designskolen Kolding

Torben Ebbesen

Olafur Eliasson

Maja Lisa Engelhardt

Günter Förg

Magne Furuholmen

Nils Erik Gjerdevik

Eirik Gjedrem

Emil Gregersen

Jac Hansen

Jørgen Hansen

Erik Hagens

Kirsten Justesen

Pontus Kjermann

Esben Klemann

Det Kongelige Danske

Kunstakademi

Tom Kjøjer

Torbjørn Kvasbø

Michael Kvium

James A. Leedy

Erik Nyholm

Kjell Nupen

Bjørn Nørgaard

Knud Odde

Kjell Erik Killi Olsen

Lawson Oyekan

Leif Sylvester Petersen

Ursula Munch Petersen

Bjørn Poulsen

Lars Ravn

Donald Reitz

Gunhild Rudjord

Helle Vibeke Steffensen

Arne Haugen Sørensen

Leif Sylvester

Franz Widerberg

Tirsdag-fredag 12-20, lørdag-søndag 12-17, mandag lukketNyhavn 2, 1051 Kbh K — Telefon +45 3313 4022www.kunsthalcharlottenborg.dk

29/05/10 15/08/10

29/05/10 15/08/10

c_afgang_annonce_BKF_94_136.indd 1 5/11/10 4:50:21 PM

Renovering af Fanø-huset Bkfs perle – Malerhuset i Sønderho – har i mange år været ude af trit med nutidige miljøhensyn. Det har bl.a. været et længe næret ønske at få forsatsvinduer i det gamle hus for at minimere det store olieforbrug i vintermånederne og øge komforten for beboerne.

Når man alligevel skulle i gang med huset, var der jo også en del andre ting, der trængte til mere end en kær­lig hånd, bl.a. nye gulve i flere af rummene, malerarbejde og sidst men ikke mindst et tidssvarende badeværelse. Da forbundet ikke selv har midler til en renovering i denne størrelsesorden, muliggjorde støtte fra følgende fonde renoveringen: A.P. Møller og Hustru Chastine Mc­Kinney Møllers Fond til almene Formål, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Martha og Paul Kerrn­Jespersens Fond, Oda og Hans Svenningsens Fond, BKFO, Bygnings­bevaringsfonden af 1975 og Hannibal Sanders Fond. Ark.MAA Steffen Søndergaard har forestået renoveringen, der fandt sted i oktober, november og december sidste år. De første gæster i 2010 flyttede altså ind i et næsten færdig­renoveret hus – nu også med internetforbindelse. Der er dog stadig uopfyldte ønsker og det næste store projekt for Fanø­udvalget bliver at få rejst midler til installering af jordvarme. Fanø­udvalget består af billedkunstnerne An­nette Graae, Carsten Rütting Schweitz, Jo Møller, René Tancula og Bkfs koordinator Vibeke Rostrup Bøyesen, der bl.a. har stået for det vellykkede fondsøgnings­arbejde.

Ophold i 2011 Der er ikke flere ledige uger i Maler huset i 2010, men har man lyst til at få et ophold i 2011, kan man sende en an­søgning til Bkfs sekretariat senest den 1. oktober 2010. Ansøgningsskema (obligato­risk) findes på Bkfs hjemme­side www.bkf.dk eller kan rekvireres ved henvendelse til sekretariatet på tlf. 33 12 81 70 eller bkf@bkf.dk.

Fanø­huset har fået forsats vinduer og nyt flisegulv i ind gangen. Fotos: Tove Dehn.

Udstillingsmuligheder for Bkf’ereBilledkunstnernes Forbund har i år indledt et nyt samar­bejde med Fanø Kunstmuseum i Sønderho, der i flere år har givet kunstnere med ophold i Malerhuset gratis adgang til museet.

Nu gives kunstnerne i sommerhalvåret også mulighed for at udstille et par værker i museets entré/butik under op­holdet. Det nye samarbejde betyder også, at Bkfs medlem­mer hermed inviteres til at indsende forslag til Fanø Kunst­museum om en ‘Forårsudstilling’ i uge 21 ­24 i 2011.

Museet vælger selv den eller de ‘heldige’ Bkf­kunstnere, som også vil få tilbudt ophold i uge 20 i Malerhuset.

Udstillingsforslaget kan involvere et eller flere Bkf­med­lemmer og skal indeholde en beskrivelse af hensigten med udstillingen. Der er ingen restriktioner i forhold til genre, men forslaget skal forholde sig til museets målsætning om “motiver fra Fanø og havet omkring eller af kunstnere med tilknytning til øen”. Der må meget gerne vedlægges CV og billed materiale eller henvises til hjemmeside. Forslag til ‘Forårsudstillingen’ 2011 sendes, senest den 1. oktober 2010 til: Fanø Kunstmuseum, Nord Land 5, Sønderho 6720, Fanø.