naboens søn

Af samme forfatter

Vindue uden udsigt, roman 2011

Øjebliksbilleder, 2010

Dengang det var sjovt, erindringsroman 2010

Smeltediglen, roman 2009

De grønne skove, roman 2008

Janes køkken, 2006

Lemvigkrøniken, 2006

Lys i livet – i samtale med Cecilie Frøkjær, 2005

Dyrenes mennesker, 2005

Udlængsel, 2004

Den irske stemme, 2003

Vesten for måne, 2002

Søndags smil, 2002

Den hvide verden, 2000

Kamæleonen, 1999

Den grønne port, 1998

Klinkevalstrilogien, 1997

Danskernes lille verden, 1997

Colorado Drømme, 1997

Bag damen stod en Christian, 1977

Bog-Naboens søn-FINAL:Layout 1 15/04/13 16:10 Side 2

Naboenssøn

af

Jane AamundRoman

P E O P L E ’ S P R E S S


Naboens søn

Copyright © 2013 Jane Aamund

Copyright © denne udgave People’sPress, København

Omslag: Rasmus Funder/ArtPeople

Foto: Britt Lindemann

Forside: Jill Battaglia/Trevillion Images

Bagside: Evald Foto, lokalhistorisk arkiv i Gentofte

Sats og tilrettelægning: John Ovesen/Baghus

Bogen er sat med Aldus

Produktion: Clausen & Bosse – CPI, Leck

ISBN: 978-87-7137-297-7

1. udgave, 1. oplag

Printed in Germany 2013

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomsten

mellem Undervisningsministeriet og Copydan.

Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt

ifølge gældende lov om ophavsret.

Undtaget heraf er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V

www.artpeople.dk


Tak til Patrick Howard for den store hjælp

med det maritime og til Jens Ambjerg Pedersen,

som har levet under hårde betingelser

i den australske bush og givet mig

værdifuld research om Australien.


Forord

Jeg begynder i morgen på en roman om en mand og to

kvinder. Den ene elskede ham, han elskede den anden. Den

ene var hans kone, den anden var hans soul mate. Den ene

kendte ham, fra hun var fjorten år. Den anden var gift med

ham i halvtreds år. En roman om mænd, sønner og deres

kvinder. En roman om de særlige mænd, der må vokse op i

deres stærke fædres skygge. Sønnerne kæmpede forgæves

for fars kærlighed. Fædrene stod tilbage med skuffelsen. De

forstod aldrig, at de selv spillede en rolle i ulykken.

Jane AamundMarts 2012, Lemvig

9


KAPITEL 1

Nye naboer

De fine villaveje i Gentofte lå rundt om Gentofte sø. På

den ene side lå den gamle røde kirke. De, der boede

med udsigt til kirken, var ikke så fine, som dem, der boede

på den modsatte side af søen. De måtte til gengæld døje

mere med Lyngbyvejens trafik, som blev værre og værre i

løbet af 1950’erne.

Og så var der de veje, der førte op til Vangede, arbejder-

kvarteret. Alle vidste, at grænsen gik ved Bakkegårdsskolen.

Børnene på den pæne side af skolen fik at vide, at de børn

på den anden side af skolen, for slet ikke at tale om dem

helt ovre på den anden side af Vangedevej, dem skulle man

ikke lege med.

Slagsmålene mellem drengene fra Gentofte og drenge-

ne fra Vangede foregik på højen – en gammel bunker i et

krat bag villavejene eller på toppen af Skolebakken, hvor de

skrappeste af Gentofte-drengene, Morten, Réne og Jørgen,

førte an sammen med kaptajnens drenge. Kaptajnens dren-

ge var både vilde og berygtede for deres forretningstalent

og blev kaldt “Jøderne”. “Du har jødet mig, jeg vil have pen-

gene tilbage,” sådan sagde børnene, når de var blevet snydt

11


i en handel, havde fået en dårlig kanin, en sløv guldfisk eller

en Shuco-bil, hvis hjul var faldet af. Krigen var kun lige

forbi. Jøder blev ellers ikke diskrimineret, de blev betragtet

som helte, der var vendt tilbage igen efter frygtelige lidel-

ser. Alle børnene på vejen havde set de forfærdelige bille-

der og sunget med på den uhyggelige sang fra koncentra-

tionslejrene: “Du må få min vinterfrakke, når jeg dør, for i

helvedes barakker er der ikke brug for frakker, du må få min

gamle frakke, når jeg dør.”Det var pæne familier, der boede på vejene. Ikke over-

klasse, men velhavende middelklasse. Alle kendte alle, men

det betød ikke, at man sås selskabeligt eller havde nabo-

samkvem. Man hilste med et nik, og de herrer, der bar hat,

tog hatten af. De fleste havde bil. Mest til søndagskørsel,

ellers tog man bussen. Der var ingen udstyrsoverflod.

Enhver passede sit.

Børnene og de unge havde deres egen verden, som ikke

ragede de voksne. De havde hemmeligheder. De kammera-

ter, der sladrede, blev kaldt “stikkere”, krigen var ikke så

langt væk i de unges bevidsthed.

Familien Lund havde været uheldig. De boede i et ele-

gant hus i italiensk stil, men det lå direkte ud til Lyngby-

vejen, og efter at de havde købt det, var trafikken ikke ble-

vet mindre. Men huset var stadig et af de mest elegante i

kvarteret, specielt interiøret.

Det var et funkishus, indrettet med lyse birketræsmø-

bler og forskelligt farvede lænestole i hør. PH-lamper, Wil-

helm Freddie- og Richard Mortensen-malerier på væggen,

skulpturer, et hvidt flygel midt i stuen. Og badeværelset

12


talte man om. De naboer, der havde været budt indenfor,

fortalte, at det var sort med grønt badekar og store spejle.

Der var også frække spejle i soveværelset, og dobbeltsengen

var af mørktmalet træ med stålrør som hovedgærde. Der

var Sikker Hansen-tegninger af nøgne kvinder, funkissto-

le og et toiletbord, der var langt fra de andre villaers toilet-

borde, i Marie Antoinette-stil med nederdel.

Familien Lunds børn legede altid to huse henne på Sko-

lebakken, det var der, det foregik, væk fra Lyngbyvejens

trafik.

Barbara Lund var heldig. Hun var den eneste pige på

vejen. Fjorten år og tynd. Hun var den pige med de mind-

ste bryster i klassen og de største grønne øjne. Hendes øjen-

bryn var tætte og mørke, og hun havde et stort tykt hår,

som ikke kunne tåle at blive permanentkrøllet, så stod det

ud fra hovedet i et tæt krus. Hun var mørkblond med et

rødligt skær, men hun havde ikke en rødhårets hvide hud,

men kunne blive pænt brun, når hun fik så meget ro på sig,

at hun kunne ligge i solen, som de andre piger på hendes

alder, der lå i timevis ved Bellevue for at stege sig til den

helt rigtige farve.

Barbaras familie var en af Gentoftes kendte familier,

fordi Barbaras far, Jørgen Lund, var en kunstnerisk og tem-

peramentsfuld reklamemand. Hendes mor hed Esther, var

datter af en sagfører i Holstebro og havde været hushold-

ningslærer med eksamen fra Den Suhrske Husholdnings-

skole. Barbara havde to mindre søskende. En lillesøster,

Hanne, og en yngre bror, Peter.

Familien Lund førte stor selskabelighed. De havde fast

13


husassistent og assistance med hushjælp fra Vangedevej,

når der skulle være middage, vaskes storvask, pudses sølv-

tøj eller afholdes store selskaber. Kvinderne fra Vangedevej

skulle ikke servere, de vidste ikke, hvordan man gjorde. Det

var kun fru Nielsen, der kunne servere på den rigtige måde,

smile og give de bedste stykker steg til de herrer, som var

mest betydningsfulde. Hun gik på omgang i familien Lunds

vennekreds. Serverede iført sort kjole, hvidt forklæde og

hvid kappe.

Esther Lund var meget dygtig til at lave mad, men de

store selskaber krævede en ekstra hånd. Så tilkaldte man

også fru Basse, som var oppe i årene, men en stabil koge-

kone, der kunne begynde tidligt om morgenen. Hun bagte

kuvertbrød og kogte fond til supper, mens hun drak kaffe og

røg cerutter.

Jørgen Lund kørte sit hus og sin familie med fast hånd

og humor. Han var højt begavet og irriterende selvhæv-

dende, men med en replik, der ofte blev citeret af venner

og i det københavnske reklame- og journalistmiljø.

Der kom mange kunstnere i hjemmet, skuespillere,

kendte forretningsmænd, malere. Det var et morsomt hjem.

Men Jørgen Lund havde en skjult side, som ingen andre end

hans kone, hans børn og de ansatte i huset kendte. Han

havde depressioner og angstanfald, som han kæmpede med,

skygger fra en belastet barndom i et presset miljø. Når de

ramte ham, var det, som om hjemmet blev mørkelagt igen.

De to yngste børn trak sig væk og holdt sammen, Barbara

fik uro. Hun kunne mærke hans humør på måden, han

kørte ind i garagen på, høre det på hans trin. Ingrid, den

14


unge pige i huset, lavede øjne og forsvandt ind på sit værel-

se, og Esther, som altid servicerede sin mand fra morgen til

aften, fik røde skjolder på halsen og begyndte at tale påta-

get muntert. Græd i det stille på badeværelset bag låst dør.

Jørgen Lund vidste, at han påvirkede sin familie og især

sin ældste datter. Men han kunne ikke styre sine dæmoner.

Han drak, som man gjorde, når man var født i et storby-

miljø i 20’erne. Øl til frokost, drinks før middagen, rødvin

til maden, cognac til kaffen og whisky om aftenen. I week-

enden øl og snaps til natmaden, og når der var gæster, stod

sprutten på bordet til den lyse morgen.

Ved hans seng var et lille glas med sovepiller placeret. I

de sorte perioder vandrede han hvileløst rundt om natten,

læste, hørte plader med Schubert og Schumann, mens

tårerne løb. Esther måtte ikke være der. Han ville være

alene. Når det blev uudholdeligt, rejste han væk. Tog til

Rivieraen eller Skagen i november, når depressionerne var

værst. Gik langs kysten, indtil det var overstået. Hver dag

skrev han lange kærlighedsbreve til Esther, og hun skrev

daglige rapporter om, hvordan børnene havde det, og hvad

der var sket i København og på vejen.

Som lille havde Barbara angstfyldte mareridt. Hun

havde kunstneriske anlæg ligesom sin far og tegnede altid.

Han elskede hende højt og studerede nøje hendes tegninger

af kirkegårde med kors, åbne grave med døde mennesker

og børn i kister. En far og mor, som græd dryppende tårer.

Det var ikke almindelige børnetegninger af huse, træer og

blomster. Der var ingen sole på Barbaras tegninger. Det gav

Jørgen Lund skyldfølelse. Han viste Barbaras tegninger til

15


en børnepsykiater, der rådede ham til at tale med sin datter

om sin lidelse. Om, at det var noget, som gik over, at han

ikke døde fra hende og ikke var ked af noget specielt, men

bare havde regnvejr indeni.

Jørgen Lund fulgte ikke rådet. Han lagde afstand til sin

datter i stedet.

Barbara vendte sig ikke mod sin mor i de perioder. Hun

følte, at hun var stærkere end sin mor, der også var ked af

det.

Barbara var ensom som barn, mærkede andre menne-

skers sorger og bekymringer og sære sider, som havde hun

et øje midt i panden og vibrerende følehorn. Hun sagde

mærkelige og opsigtsvækkende ting til de gæster, som kom

i huset. Sommetider blev der tavshed, sommetider lo de

voksne ad hende. Alle var enige om, at hun var et mærke-

ligt barn. Hun levede sit liv med heste, hunde og katte, fra

hun var helt lille. “Jeg bryder mig ikke om mennesker, kun

om dyr,” sagde hun, mens hendes mor så med sørgmodige

øjne på sin mand, der rystede på hovedet og lo.

Da hun kom i puberteten, ændrede hun sig. Jørgen Lund

mærkede en sorg over, at hans lille datter forsvandt fra

ham, og en anden person stod foran ham. En blanding af

hans dominerende mor og hidsige far, der var af ungarsk-

jødisk familie. Men der var et væsen i Barbara, som for-

uroligede ham endnu mere. En kvinde, et sexet hundyr.

Han brød sig ikke om det.

I de sorte perioder følte han, at Barbaras adfærd var en

straf, Gud havde sendt ham, fordi han havde forført så

mange kvinder og svigtet dem. Esther var hans anden kone,

16


og han havde haft mange forhold. Han havde Faust- og

Margrethe-fantasier. Følte sig forbandet som Don Juan i

Mozarts opera. Spillede operaplader for børnene, der lytte-

de med store øjne på det bulder og brag, det gav, når Don

Juan blev straffet af Stengæsten.

Barbara læste alle de frække bøger, hendes far og mor

havde gemt og masturberede med sin hovedpude. Hendes

seksuelle fantasier handlede aldrig om drenge. Hendes fan-

tasier cirklede om voksne mænd, og hun var konstant ner-

vøs for, at hendes far og mor ville opdage, hvad hun havde

for. I skolen talte hendes veninder om drenge, kærester og

sex, men ingen talte om, at de lavede noget med deres

puder.

At drenge onanerede, vidste hun, fra hun var lille, det

havde drengene på vejen fortalt og vist hende i al hemme-

lighed. Det havde ikke noget med hende at gøre. De var

bare ulækre.

Hun var overfølsom over for de jævnaldrende drenges

lugte, deres hår og deres duvetinejakker. Hun kendte den

lugt, hendes lillebror gik på en drengeskole, og hele skolen

lugtede ramt af drenge.

Barbaras sanser var som et lille rovdyrs. Men dyrelugte

beroligede hende. Hun kunne lugte forskellige hunderacer,

en mynde lugtede ikke som en terrier eller en spaniel. Hun

fik færten, før de kom tæt på – også af mennesker. Hun

opdagede til sin egen og veninden Kirstens morskab, at hun

også kunne lugte sig frem til, hvilke lærere og lærerinder

hun var i nærheden af, selvom de gav hende bind for øjne-

ne og bildte lærerne ind, at de legede “blindebuk”. Hun

17


kunne lugte mænd af forskellig hår- og hudfarve, selvom

der ikke var ret mange “sorte” i Danmark dengang.

Barbara læste altid bøger. Tegnede, sang og lyttede til al

slags musik, og hun havde en fotografisk hukommelse.

Hendes far og mor var stolte af hende, men Jørgen Lunds

tiltagende uro, hans angst og depressioner eskalerede i takt

med, at Barbara blev ældre, og han overvågede hende mere

og mere.

Jørgen Lund var frankofil. Fik stærk kaffe med mælk om

morgenen, café au lait, og sad altid ved morgenbordet med

hele familien præcis klokken syv. Denne morgen skulle han

til møde med et industriforetagende og overtale dem til at

bide på en stor reklamekampagne. Han havde charmeklud

om halsen, cremefarvet silkeskjorte, ternet tweedjakke med

ruskind på ærmerne, bukser i rideelastik og ruskindssko

med golfmønster på. Hans hænder var lange og smalle, og

på den midterste finger bar han en ring med en blå sten i.

“Er din far bøsse?” spurgte drengene på vejen med et

grin, når Jørgen Lund kørte sin Citroën ud af garagen.

“Gu’ er han da ej,” hvæsede Barbara, “han tror bare, han

er smart!”Hanne var smukkere end Barbara, hende troede de

aldrig, der var vrøvl med. Selvom hun i smug havde en

drengekæreste fra Østersøgades Gymnasium og løj sin far

og mor lige op i hovedet om, at hun besøgte en veninde,

når hun i virkeligheden var hos John Christiansen på

Østerbro. De fattede aldrig mistanke til hende. Det var kun

Barbara, der var i familiens evige søgelys.

18


“Du er selv ude om, at de holder øje med dig,” sagde

Hanne altid. “Du provokerer, hvorfor holder du ikke bare

din kæft. Skid på far og gør, hvad du selv vil. Det gør jeg. Du

skal altid fortælle historier om, hvad du oplever, og så har

vi balladen. Det rager da ikke dem.”Hanne og Barbara delte værelse. Det var yndigt indret-

tet af deres mor, hvide senge, et rosenmønstret tapet, puder,

der passede til, vaflede sengetæpper og et toiletbord. De

måtte ikke gå med makeup, før de var konfirmeret. Barba-

ra blev konfirmeret, og der blev holdt en stor fest på Hel-

lerup Park Hotel med familiens venner og tanter og onkler.

Hanne måtte tage makeup på i smug nede i busstoppe-

stedets læskur. Barbaras makeup stod frit fremme på toi-

letbordet. Og hun smurte ordentlig på allerede inden mor-

genmaden. Max Factor-læbestift, pancake i ansigtet og

mascara fra en æske, man spyttede i og derefter smurte på

vipperne. I skolen blev hun tit smidt ud af klassen med

besked om at tage det af, hvis hun havde time med en af de

lærerinder, som hadede “malede piger”.Der var god stemning ved morgenbordet. Hanne sagde

som sædvanligt ikke så meget og Peter ingenting, spiste

blot pænt.

Barbara iagttog sine forældre hen over morgenbordet.

Det måtte have været en god aften med romantik og nat-

mad, for hendes far og mor så kærligt på hinanden.

“Har du afleveret din franske stil, Barbara?” spurgte Jør-

gen Lund og så på hende over sin kaffekop. Da han stillede

den fra sig, hældte Esther hurtigt mere varm mælk i.

“Nej, det er først til på torsdag,” sagde Barbara.

19


“Jeg vil gerne lige se den, før du afleverer.” Jørgen Lund

kiggede på sin kone. “Barbara er god til fransk, det må jeg

sige. Hun har virkelig sprogøre.”Esther smilede.

“Vi har fået nye naboer,” sagde Barbara. I det samme

sparkede Hanne hende over benet.

“Nåh, det var da interessant,” sagde Esther.

“Jeg gik tur med Rico i går, da flyttevognen holdt uden-

for. Jeg så, at de var ved at bære møbler ind. En dame med

gråt hår og to sønner. Den ene er sorthåret som en indianer,

den anden ligner Frank Sinatra.” Barbaras næsebor vibre-

rede ved tanken. Han havde røget Blå North State, han var

en rigtig mand, naboens søn.

Jørgen Lund så længe på sin ældste datter.

“Hvordan så møblerne ud?” spurgte han så.

Barbara smilede.

“Grøn sofa i uopskåret mekka og poleret nøddebord!”“Nåh tak. En af de sædvanlige grosserertyper, hvor er

det dog trivielt, at der ikke flytter interessante mennesker

til her i nabolaget,” svarede Jørgen Lund.

“Du kunne jo bare have købt hus på den anden side af

søen, hvor de rigtig fine bor,” sagde Barbara.

“Det handler ikke om penge, Barbara, men om, at det

ville være berigende, hvis der var nogle kunstneriske men-

nesker, nogle intellektuelle og morsomme mennesker her.”“Dem har vi da nok af! På vejen siger de, det er nogle

værre abefester, I holder,” fnisede Barbara.

Jørgen Lund smilede overbærende til sin kone. “Ja, jeg

vil tro, vores familie er lidt anderledes end naboerne.”

20


“Mon ikke,” sagde Barbara og rejste sig.

“Tag noget af den mascara af,” sagde hendes mor.

“Hun ligner sgu Asta Nielsen i Afgrunden,” grinede Jør-

gen Lund.

Barbara skulle lige til at svare igen, da hendes søster trak

hende op af stolen og hen mod døren.

I det samme bankede Ingrid på døren ind til stuen og

spurgte:

“Skal jeg følge Peter i skole?”“Nej, jeg kører ham selv,” svarede Jørgen Lund og rejste

sig. “Jeg elsker at se rektor Schmidt stå og dirigere sine små

Krebse-drenge op ad trappen. Godt! Vi fik Peter ind der. Nu

skal de skrives ind, allerede inden de er født.”Han vendte sig mod Barbara.

“Barbara, I kører med. Jeg sætter dig og Hanne af.”“Nej tak, jeg skal møde Tove på taxgrænsen,” svarede

Barbara.

“Mor,” sagde Hanne, “Birgit har spurgt, om jeg må drik-

ke te hos dem i dag …”Jørgen Lund så på Hanne.

“Du får snart teforgiftning, det er tredje gang i denne

uge, du drikker te enten hos Vibeke eller Birgit. Så nej, det

må du ikke. I dag drikker du te hjemme og læser dine lek-

tier, ikke alt det pigefnis. Og du følges med Barbara i skole.”“Okay far,” sagde Hanne og smilede venligt, mens hun

gik ud ad døren.

“Dumme stodder,” mumlede hun til sin søster, da de var

uden for hørevidde.

21


De to søstre gik ned til busstoppestedet. De sædvanlige

morgenmænd med mapper stod og ventede. Jørgen Lund

kørte forbi i sin grønne Citroën, dyttede højt to gange og

vinkede til sine piger.

Esther Lund vinkede farvel fra vinduet. Den hvide tele-

fon i hallen ringede, og Esther løftede røret, tog en cigaret

og lænede sig tilbage i den blå lænestol.

“Ja, han er gået.”Langsomt sænkede freden sig over familien Lunds hus.


KAPITEL 2

Stakitspionage

Ingrid hjalp Esther med husførelsen og indkøb. Hun var

en køn, høj og lys pige med blå øjne. Dygtig og interes-

serede sig meget for sit nye herskabs interessante liv, ikke

mindst for, hvad husets to døtre rodede sig ud i.

Peter var en nem dreng, elskede sin mor og far, havde

kammerater med hjem fra skole, spillede fodbold og havde

mange legekammerater på villavejene, hvor han var rigtig

populær. Han var anderledes end sine søstre. Hans far så

indimellem på ham med forundring og kærlighed og sagde

til sig selv: “Hvor kommer du fra, du fremmede fugl?” Blot

fordi drengen slægtede sin mors jyske familie på. Blond og

blåøjet, genert, stille og mild med et kærligt sind.

For tiden, når Ingrid ordnede vasketøj, passede hun sam-

tidig sin tjans som Barbaras spion. Hun kiggede af og til ind

til den nye nabo gennem et hul i raftehegnet, som hun og

Barbara havde boret og maskeret med et stykke bark. Og

hunden kendte nu selv de daglige lufteture forbi naboen på

hjørnet af Frugtvej.

Barbara vidste, at hendes besættelse af naboen begynd-

23


te at blive pinlig. Hun prøvede at beherske sig og gå andre

ture, men naboens hus var som et magnetfelt. Hun speku-

lerede over, hvad hun skulle gøre, hvis en af de to sønner,

eller moren, en dag kom ud og spurgte, om hun da ikke ville

komme indenfor, når hun nu viste så stor en interesse for

deres hus og have.

Det her var værre end den form for forelskelse, hendes

klassekammerater fortalte hende om. Det var noget andet,

det var en slags sindssyge. Det mente hendes lillesøster i

hvert fald, at det var. Måske det modsatte af ungdomssløv-

sind, som mange drenge på hendes alder fik.

“Du er sgu ligesom en hund i løbetid,” grinede Hanne.

Hun sad på Ingrids seng ved siden af Barbara.

“Hvorfor tror du aldrig, de er ude, de to unge mænd? De

trækker gardinerne for eller gemmer sig bag deres sofa i

uopskåret mekka, fordi de tror, du er sindssyg!”“Hold nu op,” svarede Barbara. “Hvis du siger et ord til

mor eller far, så sladrer jeg om dine teselskaber. Du er så

streng og så i din alder, jeg har ikke lavet halvdelen af det,

du laver med John. Du skulle hellere passe lidt på. Hvis far

opdager det, vil jeg nødig være dig!”Hanne så vigtig ud.

“Jeg ved tilfældigvis, at Ingrid var nede hos købmanden,

og der stod lægens kone og spurgte købmanden ud om de

nye.”Barbaras hjerte begyndte at slå hurtigere.

“Hvad sagde købmanden? Fortæl.”

24


Hanne smilede, men sagde ingenting. Ingrid kom ind og

satte en bakke med te og krus på kakkelbordet.

“Ja, jeg har nyt. Godt nyt.”Barbara hev Ingrid i forklædet og skubbede hende ned i

lænestolen.

Ingrid så sig over skulderen.

“Man ved aldrig med jeres far. Pludselig står han der.

Man kan ikke høre, når han kommer,” hviskede hun.

“Skide ruskindssko med rågummisåler,” grinede Hanne

og rejste sig op og låste døren til Ingrids værelse.

“Fru Bjerre, hende, der altid kommer og tuder til jeres

far om, at hendes mand er utro …”“Ja, ja! Videre, hvad sagde hun?” spurgte Barbara utål-

modigt.

“Ja, altså,” sagde Ingrid, “der er jo tre personer i vores

nabofamilie. En mor, der er gammel, hvilket er mærkeligt,

for hendes sønner er i begyndelsen af tyverne, eller sådan

ser de i hvert fald ud.”“Ja, ja, det har jeg set! Hvad mere?” spurgte Barbara.

Ingrid begyndte at grine.

“I ser helt vilde ud!”Hanne pegede på Barbara.

“Yes, when you are hot, you are hot!”“Altså,” fortsatte Ingrid, “de er ud af en meget rig fami-

lie. De har før boet i en kæmpekasse i Hellerup, men så

døde faren. Moren er fra Holstebro ligesom jeres mor, og

hun er rig, men påholdende. Moren har flere børn, men de

er voksne, de sidste to må være efternølere. Den ene stude-

25


rer til civilingeniør, den anden, ham, der ligner Frank Sina-

tra, går på handelsskole!”“Ja, handelshøjskolen, tror jeg,” istemte Barbara.

“Der går alle de fyre, der tror, de skal være millionærer,

men godt ved, de ikke har hjerner til at studere på univer-

sitetet, og de piger, der vil være korrespondenter for sjov

og giftes med en rig mand,” sagde Hanne.

Barbara grinede.

“Men de ser godt ud. Alle dem, der ser godt ud i min

klasse, vil være korrespondenter fra handelshøjskolen. Alle

dem, der ikke kun taler om tøj og drenge, de vil på univer-

sitetet!”“Ja, og dem, der er fede eller har bumser! De vil studere

matematik! Eller fysik,” sagde Hanne grinende.

Ingrid så på dem.

“I er altså strenge, I er. Hvad med sådan en som mig,

hvad? Hvad bliver jeg så?” sagde hun og så såret og forar-

get på dem.

“Dig, du bliver rigt gift,” svarede Hanne. “Enhver for-

retningsmand, sådan en som far eller måske mere en gros-

serer eller direktørtype, de er vilde med piger som dig. Du

er både køn og kan alle kvindetingene, ikke også, Hanne?”sagde Barbara.

“Jo, far taler altid om, at ingen stryger som dig, og mor

siger, at du er interessant og dygtig til madlavning. Du kan

bare slappe af, når du har været på vores tosseanstalt, er

blevet uddannet af mor og har set alt det her,” sagde Hanne.

Ingrid smilede opmuntret.

26


“Så slapper jeg bare af. Det er værre, hvordan det kom-

mer til at gå med jer.”“Morsomt, men ad helvede til, i hvert fald for Barbara,

for hun kan aldrig holde sin mund,” sagde Hanne.

Det bankede på døren.

“Er pigerne inde hos Dem, frøken Ingrid?”“Hvad sagde jeg,” hviskede Ingrid.

“Vi kommer nu,” råbte Barbara. “Ingrid lærer os at sy

hulsting.”“Hvor er du åndssvag. Nu vil han se sytøjet!” hviskede

Hanne.

Jørgen Lund ruskede i håndtaget.

“Hvad foregår der, frøken Ingrid?”Ingrid låste febrilsk døren op.

Jørgen Lund stod i døråbningen og så mistænksomt på

sine døtre.

“Ryger I?”Barbara og Hanne kantede sig forbi ham i døråbningen.

“Du ved da, vi ikke ryger. Kan man ikke bare have lidt

pigesnak, uden at du river og rusker i døren! Vi talte om

noget, der ikke kommer mænd ved,” sagde Barbara.

Ingrid blev rød i hovedet.

Jørgen Lund sukkede. “De kan godt tage “time” nu, frø-

ken Ingrid.”

Jørgen Lund blev ubehageligt til mode. Han brød sig ikke

om, at hans døtre blev større og havde hemmeligheder bag

hans ryg. Eller at de havde menstruation begge to. Og at

Hanne allerede havde større bryster end Barbara, der var

27


fyldt fjorten og havde været den sidste i klassen, der fik

menstruation. Piger plejede at følge deres mors menstrua-

tionsalder, det havde Esther selv fortalt sin mand. Men Est-

her havde været femten år, før hun var fuldt udviklet. Altså

måtte Hanne ligne hans gren af familien, og den tanke brød

han sig ikke om. Kvinderne i hans familie gik med drenge

som fjortenårige eller før, og var der noget, han hadede, så

var det forestillingen om, at en eller anden idiot skulle rave

på hans små piger. Det var også en af grundene til, at piger-

ne var blevet sendt på Frøken Kruses Pigeskole på Frede-

riksberg, selvom det lå ad helvede til fra Gentofte.

“Hvor skal du hen, Barbara?” Jørgen Lund stod i døråb-

ningen.

Rico stod og logrede i entreen, hvor hans snor hang.

“Jeg trænger til frisk luft,” sagde Barbara og tog sin cot-

toncoat i skabet.

“Nej, jeg skal lige tale lidt med dig. Jeg kan måske for-

tælle dig noget, som vil interessere dig utrolig meget!”Barbara lagde frakken over armen og gik ind i stuen

efter sin far med hunden i hælene. Jørgen Lund åbnede sit

cigaretetui og tog en flad tyrkisk cigaret ud. En Simon Artz.

Han pustede en røgsky ud og satte sig i Wegner-stolen over

for Barbara.

“Den familie, du interesserer dig så meget for, er en

meget begavet familie. De ejer store industrivirksomheder

her og i Frankrig. Det er noget med tryksværte og farve.

Familiens overhoved døde af et hjertestop for nogle år

siden. Den ældste søn har overtaget familieforetagendet, og

de to yngste sønner og deres mor, som i øvrigt er fra Hol-

28


stebro ligesom din mor, er flyttet hertil fra Hellerup.” Jør-

gen Lund tog et hiv af sin cigaret og fortsatte.

“Den ene søn er student fra Gammel Hellerup, dygtig

og ambitiøs. Han studerer til civilingeniør. Den anden er en

decideret møgunge. Blev smidt ud af Gammel Hellerup,

fordi han lavede ballade. Han har været i lære i provinsen

i en købmandsforretning, eller også var det en isenkram-

forretning. Han går nu på handelshøjskolen og prøver at

forbedre sig. Men jeg må desværre skuffe dig, for han skal

vel snart ind som soldat. Og når han er ude af vagten, så vil

mor og jeg selvfølgelig invitere din mors bysbarn og den

pæne søn og hans forlovede over til middag. Er der mere, du

vil vide, Barbara?”Jørgen Lund holdt inde, pustede en røgsky ud af næsen.

“Åh ja, den yngste både ryger og drikker og er så fræk,

at ingen kan holde ham ud!”Jørgen Lund smilede triumferende, da han så sin datters

rasende ansigt.

Barbara mærkede gråden i halsen. Satte snoren på Rico

og rejste sig.

“Ham, den yngste, han er lige min type. Skal han i mili-

tæret, har han vel orlov. Det glæder jeg mig til!”Hun for ud ad døren og knaldede den i.

Esther kom løbende ind i stuen, tog sig til halsen og så

bebrejdende på sin mand.

“Hvorfor kan I ikke holde fred? Det er snart ikke til at

holde ud. Tænk dog på, at hun kun er fjorten år og lige i

den følsomme alder!”

29


Jørgen Lund rømmede sig, Hanne trådte ind i stuen med

Peters hånd i sin.

“Kan I ikke holde op. Der er altid dårlig stemning i det

her hus. Peter tuder. Han tror, I skal skilles hver gang.”“Det skal vi ikke, Peter. Aldrig nogensinde.” Jørgen Lund

gik hen og knugede sin lille dreng ind til sig.

Hanne rystede på hovedet og mumlede.

“Næh, så heldig har man vel ikke lov at være!”Jørgen og Esther så chokerede på hende. Aldrig havde de

hørt hende sige noget lignende.

“Begynder du nu også?” råbte Jørgen Lund og skulle lige

til at tage fat i datterens arm.

Esther holdt sin mand tilbage.

“Jørgen, hold nu op. Tænk på, at der er så smukt i Ska-

gen på denne tid.”

Ude på vejen tvang Barbara sig selv til at gå en anden rute

end den sædvanlige. Rundt om Gentofte sø fra den side,

hvor hængebroen gyngede. Hun bar Rico over den, han

kunne ikke lide at få poterne ned i sprækkerne. Hun var så

optaget af sin hund, at hun først midt på broen opdagede, at

hun stod ansigt til ansigt med den yngste nabosøn og hans

mor. Det var for sent at slippe væk.

De smilede begge til hende.

“Jeg hedder Barbara Lund,” fremstammede Barbara.

“Mine forældres have støder op til Deres grund, Deres hus.”Barbara så smilende på den pæne ældre dame. Hun havde

et stærkt solbrændt ansigt, smukke øjne og et viltert, grå-

sprængt sort hår, som hun ikke havde helt styr på.

30


Hun smilede tilbage. På trods af hendes alder var hendes

tænder fint hvide.

“Goddag, frøken Lund. Jeg hedder Ellen Margrethe

Bentzon.” Damen rakte hånden frem og hilste på Barbara.

Den unge mand rakte også hånden frem.

“Davs, jeg hedder Lars, og som du ser, er jeg ude at lufte

varanen!”Den ældre dame smilede uanfægtet til Barbara, der så

chokeret på den unge mand.

“Lars skal altid være morsom,” sagde hun. “Det skal De

ikke tage Dem af, frøken Lund. Jeg hører såmænd aldrig

efter, hvad han siger! Men jeg glæder mig til at hilse på

Deres mor.”Den ældre dame talte med en svag jysk accent, værdigt,

roligt og absolut overklasse, selvom hun havde Holstebro-

tøj på og fornuftige sko.

Barbara stod blot og så på Lars Bentzon. Han havde de

mest blå øjne, hun nogensinde havde set, og det store grin.

Han lignede ganske rigtigt Frank Sinatra, som havde de

været tvillinger.

“Du kan også komme ind og få en kop te en dag, så behø-

ver du ikke at stå og fryse uden for vores hus hver aften,”grinede han.

Barbara rødmede.

“Tak, ja, jeg er meget nysgerrig, det må jeg ærligt ind-

rømme. Der bor ikke så mange spændende mennesker i

vores kvarter.”“Det gør der nu!” Lars smilede. “Du kommer bare forbi,

så sætter vi hende den gamle gorilla her op på skabet!”

31


Barbara var fuldstændig forvirret. Var han skør, hvor-

dan var det, han talte til sin mor, som om han var idiot, det

var han måske også. Men naboens søn havde set hende, og

hun havde set ham. Ja, han var meget ældre, men det var

lige meget. Hun var vild med ham, sindssygt forelsket, og

hun kunne mærke, at hun i hans øjne ikke bare var en pige

i den “besværlige alder”.


naboens søn

Documents