3

A. Rune

NATDVÆRGEN

FORLAGET STORE ORD

4

5

Alt, hvad du nu skal høre om begivenhederne på planeten Traia,er skrevet ned, sådan som jeg husker det.

6

7

67

Askil løsnede remmene på sin sadeltaske og hev en nusset, sortvelourpose op. Hans ansigt var låst i en koncentreret mine, ogalle hans bevægelser var voldsomme og anstrengte. Han smedtasken fra sig, rejste sig op og tog de tungeste plader af sin rust-ning. Den ellers så omhyggelige ridder, der altid plejede sit udstyrmed den største omhu, lod pladerne falde larmende til jorden i entilfældig bunke. Josol og Horan forsøgte at lade som ingenting,men det var omtrent lige så let som at ignorere krigstrommernei en kejserlig parade. Da Askil endelig satte sig ned, gik det op forham, at den sorte velourpose stod for langt væk til, at han kunnenå den, fra hvor han havde sat sig. Josol så det straks, men førhan kunne nå at tilbyde sin hjælp, brød Askils vrede ud i lys lue.Bunken med plader fra hans rustning blev ramt så hårdt, at de fløjadskillige meter hen ad jorden, hvorefter den rasende kæmpe grebsin bredøkse og forsøgte at få fat i snoren på velourposen med densskæfte. Josol, der ville hjælpe sin ven, rakte ud efter posen. Øje-blikket før han nåede den, fik posen et slag med skæftet fra bred-øksen, så den røg endnu længere væk. Askil hævede stemmen:– Bland dig udenom! Jeg skal nok selv klare det.Josol tog sig i at svare, satte sig i stedet tilbage og lavede et par

9. Jagten

Almindelige bjørne dræber altid deres bytte, før de æderdet. Det er derfor, den ikke regnes for at være en bjørn.Fordi den bedst kan lide at spise sit bytte, mens det endnuer levende. Den har mørke i sit hoved og frygtes af alle sko-vens dyr. Kun sjældent, meget, meget sjældent, slipper manlevende fra mødet med skovens dæmon. Løvfolket kalderden Anganoor, ’Den, der lever af smerte’.

Fortællingen om rejsen til Sor, Historiefortælleren Meliandor V

68

sigende øjne til Horan. Askil rejste sig op igen, mens han mumledefor sig selv:– Jeg slår dig ihjel, Cuul. En eller anden dag …Da han fik fat i posen, åbnede han den og trak sin kybernetiskehånd op. Horan, der i mellemtiden havde siddet og læst i sin orb omSankt Lidions liv, kiggede op fra den og hen på Askil:– Du siger bare til, hvis du får brug for hjælp.

De var blevet budt på mad. Ikke et overdådigt måltid, men noktil at de kunne blive mætte. Askil havde kæmpet med at sætte sinkunstige hånd på, og da Odal dukkede op med maden, var hanhelt udmattet af at prøve. Synet af den dampende gryde havde dogen opkvikkende virkning på kæmpen, og Odal undlod høfligt atspørge til Askils kunstige håndled.Odal havde et vejrbidt ansigt med et insisterende blik og et velple-jet, gråsprængt fuldskæg. Da han kom med gryden, smilede hanvenligt til Askil. Han sagde ikke noget, men gjorde blot tegn til, atde skulle begynde på maden. Derpå klappede han Josol på skulde-ren og begav sig tilbage til nybyggernes telte. Horan var den førstetil at gribe et stykke friskbagt rundbrød og en skål, som han fyldtemed den varme suppe.De spiste i tavshed, men da måltidet var ved at være slut, tog Horanordet:– Er vi sikre på, at vi vil acceptere Odals tilbud? Vi er trods alt kun tremand høj, og det, han kan tilbyde til gengæld, er langtfra en sikkergevinst.Askil, der sad over for Horan på den anden side af bålet, rømme-de sig. – Odals tilbud om at vise os nedgangen til Radelpaladsetskældre er en formsag, Horan. De er fattige folk, der ikke har andetat tilbyde os. Uanset om nedgangen eksisterer eller ej, så er jeg,som ridder af Skjoldordnen, i hvert fald forpligtet til at hjælpe dem.Det ved Odal godt, og det er kun for at være venlig, at han tilbyderos noget til gengæld for at slå bjørnen ihjel.Horan rynkede brynene og rystede på hovedet.– Det handler ikke kun om pligter, Askil. Det gælder om at vurdere

69

risikoen og chancerne for succes, før man går på jagt. Odal nægte-de at vise os liget af den dræbte dreng, og det gør mig mistænksom.– Du tror måske ikke, at det er en bjørn, der er på spil?Ordene kom fra Josol, der lige havde gjort sin anden portion færdig.– For at være helt ærlig kan det være hvad som helst, nybyggernehar set. Det er ikke for ingenting, at Nanda-Ghuls sumpe også kal-des for ’Gudernes stald’. I den korte tid jeg boede der, så jeg flerevæsner, end de fleste jægere i Imperium ser på et helt liv, og jeg kankomme på de første ti væsner, der ligner en bjørn, men ikke er det.Josol nikkede tænksomt. Hans blik var låst fast på bålets orangegløder, og han så ikke op, da han svarede:– Problemet er vel et eller andet sted, at Odal og hans venner ikkehar andre steder at tage hen. De solgte deres huse, før de købte rettentil jorden i Styzas. Jorden er det eneste, de ejer, og hvis vi ikkehjælper dem, er de overladt til sig selv. Du må indrømme, Horan,at vi trods alt har større chancer for at nedlægge deres plageånd,end de selv har.– Selvfølgelig har vi det, og der er ikke noget, jeg hellere vil, endat hjælpe. Jeg synes bare, at det er vigtigt, at vi gør det med åbneøjne, hvis I forstår, hvad jeg mener? Horan trak på skuldrene og læ-nede sig tilbage i græsset. Der var et øjebliks stilhed mellem de trevenner, hvor det eneste, man kunne høre, var glødernes knitren frabålet og de fjerne stemmer fra nybyggernes lejr længere inde i detgamle købmandskvarter.Derpå tog Askil atter ordet med sin dybe stemme:– Gid jorden opslugte de elendige prætorianere. De stakkels menne-sker har investeret alle deres penge i Styzas’ jorder i den tro, at debare skulle bygge byen op igen. Men prætorianerne havde lige glemtat fortælle, at området allerede var beboet af rovdyr og det, der erværre. Den orden tænker ikke på andet end penge.– Jeg troede, at prætorianerne var blomsten af de kejserlige ridder-ordner. Hvad har de overhovedet at gøre med salg af grunde? spurgteHoran overrasket.Askil sukkede:– Det er rigtigt, at det er en orden, der regnes for en af de fineste i

70

Imperium. Sådan en, der kun er åben for adelsmænd. Men sand-heden er, at den kun tænker på magt og penge. Ordnerne har deresegne økonomiske interesser, Horan. Alle ordner i Imperium betalerskat til Kejseren, men ellers har de lov til at gøre, som de vil, medderes penge.Horan nikkede, men hans øjne så ud, som om de kunne falde i,hvert øjeblik det skulle være.– Askil, sagde han og kom til at gabe, i morgen lader du Josol ogmig sætte den der hånd på, og så tager vi ud og nedlægger bjørnen.

Det gav et klart og tydeligt klik, da hånden endelig gled på plads.Horan drog et lettelsens suk, og Josol lyste op i et stort smil. Dehavde bakset med hånden og Askils dårlige humør i næsten to ti-mer, før det endelig var lykkedes. Konstruktøren, som Askil havdekonsulteret i Ekbarion, havde opereret et stykke kompliceret teknikfast, der hvor Askils højre hånd tidligere havde siddet. Det bestodaf en metalplade med et tilsyneladende uendeligt antal huller i for-skellige størrelser, hvorpå den kybernetiske hånd skulle monteres.Fra pladen løb der et antal tynde metaltråde op langs armen. Selvehånden lignede en almindelig menneskehånd, hvor huden var ble-vet flået af. Men i stedet for sener, muskler og blodbaner var der etkompliceret netværk af metalpinde, små plader og inderst inde enrække helt små orber, der fungerede som håndens nervesystem.Det var ikke nogen nem opgave, Horan og Josol var kommet på.Selvom hånden vistnok var en simpel konstruktion, var det umu-ligt for de to at overskue dens komplekse struktur.Til sidst havde Josol sat sig ned og lavet en skitse af hånden pået stykke medbragt pergamentpapir og nummereret alle metalpin-dene på håndroden. Dernæst havde han gjort det samme med hul-lerne i armpladen for endelig med Horans gode overblik at fæstnehånden korrekt.Askil så lettet ud, da det endelig lykkedes, og hans to venner kunneikke have bedt om en større belønning, end det smil Askil sendtedem, første gang han knyttede sin nye hånd.– Tilfreds? spurgte Horan.

71

– Det kan du lige bande på. Nu er jeg klar til at gå på jagt! svaredeAskil og holdt sine nye hånd undersøgende op foran ansigtet.De samlede deres tasker og gik over til nybyggernes lejr. Odal havdeværet nødt til at bede dem om at slå lejr for sig selv, for nybyg-gerne var ikke trygge ved de fremmede, og Fjor havde raset over,at Odal havde bedt dem om hjælp. Odal havde derfor vurderet, atdet var bedst at holde parterne adskilt, indtil han vidste, om deville hjælpe. Da de tre venner trådte ind i nybyggernes lejr, kunnede med det samme fornemme den anspændte stemning. Lejren,der udelukkende bestod af store brune lærredstelte, nogle spredtebålpladser og en afsides indhegning til nogle medbragte grise, varstille som en kirkegård. Nybyggerne stirrede frygtsomt på de trefremmede, der beslutsomt satte kursen mod Odals telt. Foran ind-gangen stod Fjor og en gruppe unge mænd, der alle var bevæbnetmed armbrøster.Denne gang trådte Horan frem og talte med et så myndigt tonefald,at selv hans to venner rettede ryggene:– Gør plads! Vi skal tale med jeres leder, Odal.Fjor rynkede irriteret på næsen, mens de andre unge mænd ære-frygtigt trådte til side for tempelpræsten. Før Fjor mandede sig optil at protestere, kom Odal ud af sit telt med et stort imødekom-mende smil:– I siger altså ja, udbrød han glad. Han greb Horan under armenog skyndede de tre ud i midten af lejren, hvor han råbte af sinelungers fulde kraft:– De har accepteret jagten! Vores bønner er blevet hørt!Straks efter strømmede nybyggerne til, og nu var deres ansigterforandrede. Flere af dem kom hen for at takke de tre jægere medhåndtryk.– Tak os, når vi har nedlagt bæstet, sagde Horan afværgende. Meningen hørte ham. Kun Fjor smilte ikke, og da Odal ledte de tre til-bage til sit telt, stod han der stadig med et spændt ansigt.– Vi har ikke brug for fremmede til at løse vores problemer, Odal,sagde han. – Hvis bare du … Længere nåede han ikke. Odal holdtsin hånd op, og uden at se på Fjor svarede han:

72

– Hold op med at plage mig mere, knægt. Du bliver her og passerpå lejren, som du har fået besked på. Er du med?Fjor vendte sig hidsigt og gik, hvorefter Odal ledte sine gæster indi teltet.

De havde fået lov til at se drengens lig, og Horan havde fået sinebange anelser bekræftet. For Josol og Askil havde det været umu-ligt at se andet end et halvt ædt lig. Graden af lemlæstelse, somdrengen havde været udsat for, gjorde det faktisk umuligt at be-stemme både køn og alder. Mens Josol var blevet syg i maven vedsynet af hvide orme i det halvrådne kød, havde Horan uden tøvensat sig på hug foran liget. Med en kniv havde han lirket ved knog-lerne for bedre at kunne se spor efter tandmærker og kløer. Da hanendelig havde rejst sig fra liget, havde han bandet lavt for sig selvog var gået direkte ud af teltet.

De havde efterladt deres heste i lejren, og da Horan endelig åbnedemunden, havde de gået i en lille time.– Det er ikke en bjørn, vrængede han vredt og slog til en lavthæn-gende gren.Josol var ved at blive irriteret over Horans opførsel.– Men så fortæl os i det mindste, hvad det er! Ordene fik Horan tilat stoppe op.– Ikke noget, som din begyndermagi kan klare, troldmand! vris-sede han. Spændingerne hang tykt i luften.– Slap nu af, Horan. Du … begyndte Askil, inden han blev afbrudtaf Horan.– Slappe af! Nu skal jeg pludselig slappe af? Hvordan kan jeg slap-pe af, når du i din godheds navn har slæbt os alle sammen ud påen sindssyg jagt? Det bedste ville have været, hvis de elendige ny-byggere bare var rejst hjem igen! Horan sydede af raseri.Han satte sig tungt ned på jorden og gnubbede sine håndfladermod ansigtet. De to andre lod sig dumpe ned ved siden af ham,og Askil sendte vanddunken rundt. Da alle havde drukket, sagdeHoran med en mere rolig stemme:

73

– Det, vi skal fange, er en skovdæmon eller en ’Anganoor’, om I vil.– Men hvad er forskellen på den og en almindelig bjørn? spurgteAskil.– Den ligner lidt en bjørn af ydre, men af sindelag er de to heltforskellige. Skovdæmonen er en ond skabning, der kan lide at slåihjel. Den jager ikke nødvendigvis, fordi den er sulten, men ene ogalene fordi den kan lide at dræbe. Horan så indtrængende på sineto venner.– Da de fandt min søster, var hun ikke død. Dæmonen havde flåethende og ædt af hende, indtil skrigene tiltrak familiens andre jæ-gere. Min far slog hende ihjel for at gøre en ende på hendes lidelser.Først da holdt hun op med at skrige.– Tak, sank Josol, så behøver du ikke fortælle mere.Horan hørte ham ikke.– Jeg var med den dag, sagde han pludselig.Det gav et gib i hans to venner.– Jeg … jeg gemte mig. Det var jeg nødt til. Jeg var kun en dreng.Hun skreg og skreg. Ved Ortos, jeg vil aldrig glemme hendes skrig.– Hvorfor har du aldrig fortalt det? spurgte Askil.Horan rystede på hovedet.– Det er første gang, jeg fortæller det til nogen. Jeg synes, at I burdevide det. Så forstår I måske, hvorfor vi burde have undgået denneher jagt?Askil nikkede.– Ja, selvfølgelig. Fangede de nogensinde den skovdæmon, derhavde gjort det?– Nej, sukkede Horan, imens han pillede ved grannålene, der lå somet tæppe over skovbunden.– Sumpene er store, og der var aldrig nogen, der så den igen.Der blev stille. Horan faldt hen i sine egne tanker, men blev snartafbrudt af Askil.– Horan, det her er din chance for at få hævn. Lad os fortsættejagten, men lad os gøre det for din lillesøster.– Det bliver ikke let for mig, svarede Horan, men måske er det påtide, at jeg overvinder noget af min angst. Jeg har tit ønsket, at jeg

74

kunne fange skovdæmonen i sumpene. Desuden har du ret. Vi bli-ver nødt til hjælpe Odal og hans folk, inden skovdæmonen finderud af, hvor hjælpeløse de er.

Solen forsvandt ned bag trækronerne. Et køligt mørke stjal sko-vens farver og forvandlede nåletræerne til raslende silhuetter. Ho-ran havde kun fundet sparsomme spor, der kunne lede dem tilskovdæmonen, og nu var de nødt til at slå lejr for natten. De havdehåbet at finde deres bytte, før mørket faldt på, men det var ikkelykkedes, og nu måtte de forberede sig på en lang nat. Horan havdefortalt, at skovdæmonen foretrak at jage om natten, og at de villevære nødt til at være to om vagten. De lavede et lille bål og tilbe-redte en hare, som Horan havde skudt med sin bue tidligere pådagen. Da de havde delt kødet, lagde Josol sig som den første til atsove. Han var nervøs, og hans krop nægtede at slappe af. Selvomhan godt vidste, at det havde været vrede og uoverlagte ord, varhan alligevel blevet såret over Horans manglende tillid til hans ev-ner som troldmand. Tiden ville vise, om han kunne være til nogenhjælp, når kampen skulle stå.Han vidste, at det var vigtigt at få noget søvn, men Horans ræd-selshistorie blev ved med at vende tilbage, når han lukkede øjnene.Over ham vuggede trækronerne blidt, og på den anden side kunnehan skimte Traias to måner. Han lå og lyttede til bålets knitren oghans venners lavmælte stemmer, og øjeblikket efter overmandedesøvnen ham.

– Det er din vagt nu, Josol, lød en forsigtig stemme. Josol slogøjnene op med et sæt og så ind i Horans trætte ansigt. Han havdeallerede taget sin brynje af og slået sin varme uldkappe om sig.Josol nikkede forsovet og rejste sig. Ovre ved bålet sad Askil i sinpladerustning, der reflekterede bålets gløder. Han smilede træt, daJosol gjorde ham selskab.Horan faldt hurtigt i søvn, men sov meget uroligt. Hans to vennertalte ikke sammen, men betragtede bekymret deres vens kampmed sine drømme. Horan lå skiftevis og mumlede uforståelige ord

75

og spjættede ubehersket med arme og ben. Senere, da det var Askilstur til at sove, insisterede han på, at Horan fik lov til at sove videre.– Jeg er alligevel for træt til at tage min rustning af, sagde han, ogderved blev det. Horan sov sin urolige søvn, men nu kunne han idet mindste sove lidt længere.Hen mod morgenen kom solen ikke ned gennem trækronerne, foren tæt tåge havde lagt sig over lysningen. Bålet var for længst gåetud, og Askil og Josol var begyndt at fryse. De var stive i deres sam-menkrummede kroppe, og det var en velsignelse at strække demud oven på den lange vagt. Horan vågnede og satte sig hen til de toandre, der forsøgte at få liv i bålet.– Askil, sagde han, du har jo ikke sovet i nat. Er du ikke fuldstæn-dig udmattet?– Det går an. Du lignede ærlig talt en, der trængte til noget ekstrasøvn.Horan svarede ikke, men rynkede pludselig panden og rejste siglangsomt op. – Der er noget galt, sagde han, tågen … det er densamme som dengang.– Som da din søster døde? spurgte Askil.– Den er her, hviskede Horan, jeg kan mærke det. Den holder øjemed os … skal se, om vi er ulejligheden værd.Horans ansigt var nærmest hvidt, og Josols små hår i nakken og påhans arme rejste sig. Der var nogen eller noget tæt ved. En unaturligtilstedeværelse, et nærvær af ondskab, der var næsten kvalmende.Kviste knækkede, grangrene gav sig og raslede på plads igen, og overdisse lyde hævede der sig en snerren, som fra et rovdyrs strube.– Den er her! gentog Horan hidsigt og greb sin brynje. Askil rejstesig og trak langsomt sit storsværd frem fra skeden på ryggen, menshan spejdede rundt mod tågegrænsen. Josol greb sin stav, hvor dekrafttegn, han kunne påkalde, var indlagt med sølv, og knugededen, indtil hans knoer blev hvide. Horan havde kun tid til at iføresig sin lange brynjeskjorte og stod nu med sammenknebne øjne oget spyd i hånden. Hans brynje var ikke spændt fast, og den rasledesvagt, når han rørte på sig. Ellers var der helt stille.De stod med ryggen til hinanden og kiggede i hver deres retning i

76

den lille lysning. Tågen var tæt som en mur og stilheden larmende.Horan fingererede med skaftet på sit spyd, mens Josol lod sin enefinger glide over krafttegnet for ’Levende ild’. Alene Askil stod ube-vægelig med sit blanke sværd halvt ud til siden.– Vi bliver sammen, uanset hvad der sker. Er I med?Det var Askil, der talte med en lav, rolig stemme. De to andre nik-kede. En lav snerren bag nogle graner og så lyden af grene og kvi-ste, der knækkede.Pludselig blev tågemuren brudt, og frem kom en mandshøj skik-kelse.– I kan tage det roligt. Jeg har jaget den på flugt, sagde han meden høj selvsikker stemme. Det var Fjor, der stod med sin armbrøstkastet skødesløst over skulderen. Horan, Josol og Askil vendte sigom og kiggede på ham. Vreden vældede op i dem. Fjor havde brudtderes koncentration.– Gå din vej, du … Længere nåede Askil ikke, før tågemuren bagham eksploderede i et rasende brøl, og skovdæmonen kastede sigmod de tre jægere. På grund af Fjors utidige opdukken havde detre et øjeblik fået en ubeskyttet flanke, og det udnyttede skovdæ-monen uden tøven. Før Horan kunne nå at vende sig om, blev hanramt med en kolossal kraft. Skaftet på hans spyd splintrede, oghan blev slynget tilbage og landede flere meter væk med en ja-gende smerte i siden. Hans brynje havde stoppet kløerne og reddethans liv i første omgang, men han kunne mærke, at hans ribbenhavde givet efter, og han måtte hive efter vejret. Skovdæmonensanden enorme lab var rettet mod Josols hoved, og et kort øjeblikvirkede det, som om de store kløer ville blive det sidste, han så.Men en pludselig kølighed greb ham, og med en velplaceret paradelykkedes det umulige. Med den ene ende af sin stav solidt planteti jorden og hele sin styrke bag standsede han de fingerlange kløerumiddelbart foran sine egne vantro øjne.Skovdæmonen strakte sig ud i sin fulde længde og brølede sit ra-seri ud, mens den kastede sit hoved fra side til side. En tyk fedtet,gråhvid pels dækkede dens krop og arme, der var længere end hosen almindelig bjørn. De nærmest hang ned langs siden, hvor de

77

endte i fire krogede kløer. Benene var også unaturligt lange og deltmed knæ, hvilket gav den et menneskeligt ydre og en gang somen mand. Snuden var lang og tynd som på en ulv, og dens læberdirrede, mens fråden skummede tykt om dens åbne mund, der vartæt besat med spidse gule tænder.Det, som lammede Askil, og som forsinkede hans første angreb,var dog ikke skovdæmonens unaturlige krop, men dens øjne. Devar dækket af en mælkehvid hinde, og når den kastede med sithoved, trak de hvide hinder lysende spor efter sig i den tågede luft.Askil stod som forstenet med sit sværd i hænderne.Denne gang rettede skovdæmonen sit angreb mod Askil, idet denslyngede begge sine enorme arme mod ham med en brutal styr-ke. Pladerustningens ene albuevinge blev flået af, og hele det enesidepanser blev trykket så kraftigt, at ribbenene måtte give efterpå den anden side. Askil trådte et skridt tilbage og hev efter vej-ret. Skovdæmonen holdt ham fast og kastede sit vældige gab modhans ubeskyttede ansigt. Efter nattens vagt havde han lagt sin stor-hjelm, og hans hoved var nu det mest sårbare sted. Men dennegang reagerede Askil i tide. Han kastede sine hænder, der knugedefast om storsværdets lange skæfte, ind foran sig tids nok til at af-værge det dødbringende bid. Smerten rev i ham. Stridshandskernevar ikke stærke nok til helt at afvise dæmonens bid, og nu kunnehan mærke blodet løbe inde i den venstre handske.Josol fokuserede på krafttegnet for ’Levende Ild’, og han kunnemærke, hvordan energien vandrede fra hans stav og over i hanskrop. Krafttegnet blev varmt under hans fingre, og med et frigavhan varmen og energien. Ilden kom frem, som den skulle, vedskovdæmonens aflange fødder, men da den skulle til at begyndesin brændende vandring op ad dens ben, gik den brat ud. Det ud-løste ingen smerteskrig fra skovdæmonen, der nærmest stirredehånligt på den unge troldmand. Dens fedtede pels havde kvalt denmagiske ild, før den nåede at bide sig fast.Men selvom ilden ikke gjorde nogen skade, havde den fået dæmo-nen til at slippe sit tag i Askil, der for første gang fik chancen forat svare igen. Han havde ikke haft meget tid til at øve sig med sin

78

kunstige hånd, men hvad han manglede i teknik, blev opvejet afhans styrke. Storsværdet sank dybt ind i skovdæmonens venstreben, og tykt sort blod løb ned ad det blanke blad. Før han fik vri-stet bladet fri, kom Horans angreb med sikker præcision. To pilefra hans langbue borede sig ind i skovdæmonens andet ben. Menselvom dæmonen brølede af smerte, så den slet ikke svækket ud.Igen kastede den sig over Josol, og denne gang lykkedes hans pa-rade ikke. Skovdæmonens bid sank dybt ind i troldmandens skul-der, og Josol skreg af smerte og forskrækkelse over at se sit egetblod springe. Skovdæmonen knurrede af vellyst og ruskede hårdti sit offer, for derefter at lade den bevidstløse krop falde til jorden.Endnu to pile kom fra Horan, hvor den ene kun strejfede og den an-den hang harmløst fra den tykke pels. Askil trådte ind foran Josol,der lå henslængt i sit eget blod, men han angreb ikke.– Hvad venter du på? skreg Fjor desperat bag ham. – Dræb den!Han havde ladt sin armbrøst og skød på skovdæmonen uden attage hensyn til, hvor Askil stod. Pilen fra armbrøsten borede siggennem Askils metalkrave, og spidsen endte få centimeter fraAskils kind.– Skyd en gang til, din amatør, og jeg dræber dig i stedet for! skregAskil.Dæmonen stod et øjeblik og svajede truende fra side til side, mensden stirrede på sit største bytte. Hvorfor havde byttet ikke angre-bet, da det kunne?Josol var nede og måtte snart have tilset sit sår, der farvede jordenunder ham, mørkerød. Horans bue var kun brugbar på en vis af-stand, og hans placering tillod ham kun at affyre én pil mere, førskovdæmonen var tæt nok på til også at kunne nå ham. Han måttefå den pil til at gælde.Askil stod afventende uden at afsløre, hvor hårdt såret han fak-tisk var. Skovdæmonen kunne uden større problemer æde dem allesammen, hvis ikke hans næste angreb blev det bedste, han kunnepræstere. Han ville være nødt til at tage en chance, en chance, derkunne koste dem alle livet.

335

Natdværgen

© A. Rune og Forlaget Store Ord

1. udgave, 1. oplag 2011

Forsideillustration: Emil Landgreen

Kort: A. Rune og Emil Landgreen

Sats og omslag layout:

Trine Kirketerp Struve, GRAFlab

Bogen er sat med ITC Slimbach

Trykt hos Nørhaven, Viborg

ISBN 978-87-994712-0-1

Printed in Denmark 2011

Fortsæt rejsen på: www.traia.dk

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lovom ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

336