1

To udfordringer for dansk litteraturpolitik – når litteratur går fra fast til flydende form

Af Niels D. Lund og Lisbeth Worsøe-Schmidt

Indledning og rammeDagens kulturpolitik, herunder den afdeling der er rettet mod litteraturen, er formet efter kultur i overvejende ’fast”’ form. Hermed forstår vi både den umiddelbare (fysiske) materialitet – dvs. fornemmelsen af de medier, der bærer det kulturelle udtryk – og den sociale materialitet – dvs. den samfundsmæssige organisering eller strukturering af kulturen. Mere konkret betyder det, at litteraturpolitik er indrettet efter litteratur i trykt format og organiseret i en litterær institution med faste underinstitutioner som forfatter, forlag, boghandler osv.

Som udgangspunkt anskuer vi feltet ud fra en klassisk offentlighedsmodel, hvorefter produktion, cirkulation og konsumption grundlæggende finder sted i den private sfære, dvs. på markedet, mens alle tiltag og institutioner, der hidrører fra offentligt initiativ og har til formål at regulere, understøtte eller afbøde virkninger af markedet anskues som den politiske sfære, og som litteraturpolitiske i den udstrækning de eksplicit, men ikke nødvendigvis udelukkende er rettet mod litteratur.

I denne optik udtrykkes den offentlige litteraturpolitik dels gennem en række love: ophavsretsloven (1858, seneste revision 2008), biblioteksloven (1920, seneste revision 2010), biblioteksafgiftsloven (1946, seneste revision 2002), kunstfondloven (1964, seneste revision 2013), litteraturloven (1996, seneste revision 2003), og, dels gennem den virksomhed, der udøves på grundlag heraf eller omkring litteratur i det hele taget af offentlige institutioner og myndigheder, fx Forfatterskolen.

Det er påfaldende, at der i Danmark er tradition for at koncentrere den litteraturpolitiske indsats om første og sidste led i den klassiske, litterære fødekæde, dvs. forfattere og publikum. Til forfattere ydes direkte forfatterstøtte, dels gennem Statens Kunstfond og Statens Kulturråd, dels gennem biblioteksafgiften baseret på antal eksemplarer på landets folke- og skolebiblioteker. Til publikum ydes støtte primært gennem det offentligt reglementerede og finansierede folkebiblioteksvæsen, der i relation til litteratur både fungerer som gratis alternativ til den private markedscirkulation og som institution for offentlig formidling. Desuden tilgodeses publikum gennem støtte til andre konkrete formidlingsprojekter fra ovennævnte fond og råd eller direkte gennem kulturministeriet fra de såkaldte tipsmidler (Hermann 2011).

Den kommercielle del af markedet, primært forlag og boghandlere, er i dag kun direkte berørt af litteraturpolitiske foranstaltninger gennem ophavsretsloven, men oplever naturligvis indirekte en del virkninger af den øvrige litteraturpolitik. Der har aldrig været offentlige støtteprogrammer rettet direkte mod forlags- eller boghandlervirksomhed, som det kendes fra andre nordiske lande. (Duelund 2003) Indtil 2011 omfattede litteraturpolitikken dog også de kommercielle aktører gennem en kulturpolitisk begrundet dispensation fra konkurrenceloven. Dispensationen, der gradvis blev afviklet fra 2001, tillod oprindeligt branchen et vertikalt samarbejde med udgangspunkt i de såkaldte samhandelsregler, hvis basis var forlagenes pligt til at levere bøger til alle tilsluttede boghandlere, boghandlernes eksklusive ret til at forhandle bøger og den faste bogladepris. I 9 af 15 europæiske

2

lande er tilsvarende brancheaftaler erstattet af boglove, der som fællestræk har faste bogladepriser. (Rønning m.fl. 2012). En særlig moms på bøger har aldrig været politisk fremkommelig i Danmark.

Den berøringsangst overfor det kommercielle produktions- og distributionssystem, der muligvis kan udledes heraf, har med stor sandsynlighed efterladt såvel politikere og embedsværk som biblioteksvæsen relativt uvidende om, hvordan såvel systemet som økonomien i dag er skruet sammen. Således er ikke blot alle rapporter og betænkninger om bogbranchen siden Bøger i Danmark. Bogudvalgets betænkning (bet. 969, 1983), men også samtlige udvalgs arbejde blevet struktureret efter Escarpits klassiske institutionsmodel, skønt en afdækning af branchens reelle tilstand og eventuelle problemer med fordel kunne tage udgangspunkt i en økonomisk og dermed udgivelsesmæssig magtanalyse.

Den litterære institution som Escarpit beskrev i 1958, kan forstås som resultat af dels en social, dels en teknologisk konstruktion. Den sociale konstruktion omfatter både frisættelsen af kunst og litteratur i det moderne samfund og i dialektisk forbindelse hermed kapitalismens rammesætning af økonomien bl.a. gennem etableringen af et frit og anonymt varemarked baseret på pengeøkonomi. Desuden forudsætter hans kredsløbsmodel en egentlig. litterær offentlighed, hvorigennem forfatterne kan få feed back fra publikum. Den institutionelle organisering af litteraturen betinger såvel en relativ fast binding af funktion til aktør som en processuel rækkefølge, jf. Furulands model over ”den litterära processen”. (Furuland 1989:30f)

Nye formationer og ændret kredsløb Allerede i 1977 bemærkede Raymond Williams i sin skitsering af en kulturteori, at formelle institutioner var under afvikling i moderne, vestlige kulturer til fordel for elementer, han benævnte formationer. (Williams 1977:117f) Hermed forstod han en løsere og mere midlertidig strukturering af kulturelt og intellektuelt liv.

For den litterære kultur har såvel digitaliseringen som den øgede performative udfoldelse og flere andre tendenser gennem de seneste 10-15 år dog medvirket kraftigt til at løsne den faste, institutionelle organisering af det litterære felt. Det betyder ikke, at institutioner helt forsvinder, men derimod at deres livscyklus tenderer mod at blive kortere, og at de formål og regler, som konstituerer dem, forandres med stadig større hastighed. Dermed tenderer indhold til at løsnes fra form og medium, funktion fra aktør samt ikke mindst rækkefølgen af den litterære proces. (jf. Svedjedal 2000:93ff; Thompson 2012:313ff)

Hvor det klassiske, litterære kredsløb involverer faste, institutionelle aktører som forlag, boghandel samt professionel kritik i aviser og tidsskrifter, dér kan vejen fra forfatter til publikum og tilbage være væsentligt forkortet i forbindelse med såvel performativ som digital litteratur. Forfatter og læser/publikum mødes direkte uden de faste, institutionelle mellemled.

Louise Mønster benævner resultatet ”samtids-litteraturens udvidede felt” og beskriver det som en ”perforering” af litteraturens traditionelle former og tilknytning til det trykte bogmedie. Litteratur finder sted på mange måder og gennem mange medier, der har ændret både forfatter- og læser- eller publikumsroller. (Mønster 2013) I 2000-tallet kan vi således konstatere, at litteratur (atter) løsnes fra den traditionelle, faste form. Grænsen mellem forfatter og læser nedbrydes, når læseren skriver videre på litteraturen, fx i blogs og fanfiktion. Litteratur cirkuleres og diskuteres i stigende

3

grad mundtligt i litteraturhuse og på festivals, til poetry slam, litterære caféer m.v., mens den trykte bog langsomt, men sikkert suppleres med forskellige digitale medier, herunder e-bøger.

Der fokuseres således på to former for opbrud fra den kendte faste trykte bog: dels den digitale litteratur og digitaliseringen af bogmediet, dels den ikke-skrevne og -trykte litteratur og de forskellige former for mundtlig litteratur og litteraturkommunikation. Hensigten er ad de to spor at konfrontere det etablerede litteratursystem og de faste institutions- og procestankegange og dermed en lang tradition med de to hastigt fremkomne opbrud og derfra pege på nogle konsekvenser, øjensynlige paradokser, udfordringer og mulige reaktioner for den litteraturpolitik der med lovgivning og administrationspraksis er knyttet til det traditionelle system.

Digital mellemtidDigitaliseringens mest iøjnefaldende, litteraturpolitiske udfordring findes indtil videre i forbindelse med bibliotekerne. Mens der hverken er tekniske eller juridiske forhindringer for at forvalte kunstfondens og kunstrådets forfatter- og litteraturstøtte i forbindelse med digitale udgivelser, så er både bibliotekernes ’stillen til rådighed’ og ikke mindst den væsentlige autor-støtte, der formidles gennem biblioteksafgiften, udfordret af digitaliseringen.

Som nævnt har fundamentet for den danske litteraturpolitik altid været den antagelse, at det kommercielle produktions- og distributionssystem, dvs. forlag og boghandel, fungerede udmærket på almindelige markedsvilkår, mens man meget tidligt har været opmærksom på, at forfattere, navnlig af kvalitetslitteratur, havde vanskeligt ved at opnå indtægter fra deres forfattervirksomhed, der blot tilnærmelsesvis modsvarede den arbejdsmæssige eller kunstneriske indsats. (Worsøe-Schmidt 1999:5) De omfattende forandringer af markedsvilkårene, der er fulgt af ikke blot digitalisering, men også globalisering og liberalisering, har imidlertid gjort det stadigt sværere at drive rentabel forretning inden for branchen. (Rønning m.fl. 2012:73ff)

Dertil kommer, at branchens sene liberalisering har medvirket til en helt anden struktur i det kommercielle distributionssystem, end det man finder i store sprogområder med lang tradition for liberalt bogmarked. Danmark har (endnu) ikke oplevet den voldsomme koncentration på forhandlerside, som har kendetegnet bl.a. USA og UK, og man ser heller ikke samme vertikale koncentration mellem forlag og boghandel, som kendetegner bogbrancherne i både Norge og Sverige. Der har derfor (hidtil) ikke eksisteret stærke spillere til at drive e-bogmarkedet frem. For nærværende tegner Saxo.com til at blive den altdominerende spiller på det danske, digitale forhandlermarked. Den svenske Adlibris har netop afhændet sin danske afdeling til Saxo.com efter 5 år på det danske marked, og Gyldendal har lukket sin internetboglade, g.dk.

En stadig større del af den digitale litteratur er desuden selvudgivet, da fremstillingen ikke længere byder på hverken store tekniske eller økonomiske problemer. Også her er Saxo på banen med Saxo Publish, der stiller teknik og markedsføring på Saxo.com til rådighed mod et vederlag på 30 % af værkets salgspris. Udgivelsesmodellen svarer til den, man finder på bl.a. Amazon og Apple samt en lang række andre platforme. (OECD 2012:32) Siden 2011 har det åbne forfatternetværk NewPub eksisteret i Danmark som platform for gensidig hjælp og inspiration for selvudgivere.

BibliotekerneDanske folkebiblioteker er ifølge biblioteksloven forpligtet til at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at udvælge materiale ud fra kriterierne, kvalitet, aktualitet og alsidighed og

4

stille det gratis til rådighed for befolkningen. Ved siden af de klassiske (trykte) medier nævnes andre egnede medier ”såsom elektroniske informationsressourcer” (§ 1). Det har derfor ligget ligefor, at bibliotekerne også skulle stille digital litteratur til rådighed.

For bibliotekerne medfører digital ligesom performativ litteratur både udvælgelses- og formidlingsudfordringer. Bibliotekernes materialevalg er baseret på et formaliseret samarbejde med den traditionelle bogbranche, bl.a. gennem DBC, der udarbejder lektørudtalelser, men da værker udelukkende i elektronisk form som hovedregel ikke anmeldes i almindelige nyhedsmedier, og der heller ikke udarbejdes lektørudtalelser på disse titler, er det uhyre vanskeligt at danne sig et overblik over produktionen af digital litteratur, herunder e-bøger. Adskillige forfattere påpeger formidlings- og markedsføringsproblemet ved selvudgivelser navnlig i forbindelse med mindre kendte forfattere og fastslår, at de etablerede forlags rolle som gatekeepers med traditionelle kvalitetsfiltre stadig er en vigtig funktion på det litterære marked. (Söderlund 2009:67ff og OECD 2012:32). Pionerer inden for biblioteksvæsenet har imidlertid taget handsken op og er begyndt mere systematisk at sondere terrænet, uden dog at have fundet umiddelbare løsninger. (Himmelstrup 2013) Også formidlingsindsatsen arbejdes der med i bibliotekerne. Projektet Litteraturen finder sted fokuserer på netlitteratur og litterær performance. (Litteraturen finder sted)

OphavsretDe største udfordringer i forbindelse med digital litteratur udspringer dog af ophavsretslovgivningen. Den første egentlige lovgivning i Danmark var Lov om Eftertryk m.m. af 29de December 1857 - gennemført samme år som Næringsloven. Efter en lang kamp anført af danske forfattere lykkedes det at få vedtaget en ophavsretslov i 1902, der tillod Danmark at tilsluttede sig Bernerkonventionen i 1903. Først med justeringer i 1912 kom Danmark dog på højde med de øvrige europæiske lande. (Jf. Worsøe-Schmidt 1994)

Fra 1912 begyndte det imidlertid at gå den gale vej - set fra ophavsmændenes synsvinkel - idet rettighederne fra da af blev indskrænket med hver ny revision indtil midten af 1990’erne. På dette tidspunkt udgjorde fotokopiering en langt større trussel mod ophavsmændenes ”eneret til at råde over værket ved at fremstille eksemplarer”, da især hel- og halvoffentlige institutioner øvede pres mod rettighederne.

Siden 1961 har ophavsretsloven således indeholdt en ret til viderespredning (bl.a. biblioteksudlån) af offentliggjorte værker, og det har ligeledes været tilladt at fremstille enkelte eksemplarer af trykt materiale til privat brug. 1961-loven gav dog ikke hjemmel til fotokopiering i større stil, som det skete i de følgende tiår i forbindelse med kopiering af undervisningsmaterialer. Denne uoverensstemmelse mellem lov og praksis valgte man at løse ikke gennem en håndhævelse af ophavsretslovens grundprincip, men ved at legalisere kopieringen gennem aftaler og nye lovændringer med tvangslicens i 1985. Der er således lang tradition for, at ophavsmændenes rettigheder i demokratiets navn underordnes det fælles kulturgode, når sagen drejer sig om kultur i bogform.

Det kulturpolitiske dilemmaProblemets kerne er, at staten ifølge den herskende liberale tankegang skal sikre både ophavsmændenes og offentlighedens - dvs. publikums - interesser. Og det dilemma kan ikke umiddelbart udryddes. På den ene side anskues såvel produktion og distribution som forbrug af kulturens produkter (f.eks. bøger) som et rent privat anliggende, og på den anden side opfattes

5

kulturens indhold som et fællesanliggende, en fundamental nødvendighed for demokratiet. (jf. Johannisson 2012:337) Dilemmaet er ligefrem indskrevet i FN’s Menneskerettighedserklæring:

Artikel 27. 1. Enhver har ret til frit at deltage i samfundets kulturelle liv, til kunstnydelse og til at blive delagtiggjort i videnskabens fremskridt og dens goder.

2. Enhver har ret til beskyttelse af de moralske og materielle interesser, der hidrører fra en hvilken som helst videnskabelig, litterær eller kunstnerisk frembringelse, som vedkommende har skabt.

I ophavsretslovens historie afspejles dilemmaet – og parternes magtfordeling – i det faktum, at forfattere og forlags rettigheder til offentliggjorte, trykte værker gradvis er blevet indskrænket både med hensyn til offentligt udlån og med hensyn til kopiering. I den seneste ophavsretslov fra 2008 kan rettighederne udtrykkes i kun 10 paragraffer, mens indskrænkningerne fylder 42 paragraffer.

Digital litteratur og ophavsretslovI modsætning til trykte værker har film- og musikværker samt værker i digital form derimod været genstand for stadig større beskyttelse. Officielt er argumentet først og fremmest, at moderne teknik gør det muligt at fremstille kopier af film-, musik- og digitale værker ikke blot af samme indhold, men også af samme form og kvalitet som originalen. Stramning skal dog også ses i sammenhæng med producenternes styrke. Mens størsteparten af trykte værker traditionelt er udgivet af relativt små forlagsvirksomheder, så produceres hovedparten af film-, musik- og digitale værker af magtfulde, internationale mediekoncerner.

Digitale værker, fx e-bøger, der forhandles uden at være lagret på et ”flytbart” medie, er ophavsretligt beskyttet på samme niveau som billeder, film og musik. Hvert download betragtes som ”eksemplarfremstilling” i ophavsretlig forstand, og digitale værker må derfor ikke viderespredes uden ophavsmændenes tilladelse. Med digitaliseringen af litteratur er beskyttelsen af forfattere, forlag og andre ophavsmænd knyttet til denne type kulturudfoldelse endelig kommet på højde med de magtfulde rettighedshavere til billede og lyd, dvs. film- og musikautorer og -producenter.

Biblioteksafgift og digital litteraturAlmindeligvis køber man ikke et eksemplar af en e-bog, men derimod en licens til download på et antal registrerede ”læseapparater”, fx e-reader, ipad, pc og smartphone, hvilket begrænser køberens rettigheder over værker betragteligt, bl.a. har man ikke ret til viderespredning. (Jf. Claesson 2009:199)

Den danske biblioteksafgift, der udgør hovedparten af den offentlige forfatterstøtte, er baseret på antal eksemplarer på folke- og skolebibliotekernes hylder. Bevillingen til den samlede biblioteksafgift i 2013 udgør 171,3 mio. kr., og der er 24.510 ophavsmænd tilmeldt. Foruden til forfattere ydes biblioteksafgift også til oversættere, billedkunstnere og komponister, hvis værker er repræsenteret på bibliotekerne i bogform. Til sammenligning udgør Kunstrådets og Statens Kunstfonds samlede midler til litteratur ca. 44 mio. kr.

Da bibliotekerne ikke indkøber eksemplarer af, men downloadrettighed til e-bøger, kan der efter gældende lov ikke ydes biblioteksafgift i forbindelse med biblioteksbenyttelsen af disse værker. Daværende kulturminister, Uffe Elbæk, nedsatte i efteråret 2012 et udvalg til at undersøge

6

mulighederne for at inddrage digital litteratur i biblioteksafgiftsordningen. Samtidig benyttedes lejligheden til at lade hele komplekset underkaste et tiltrængt, kritisk eftersyn. Udvalget forventes at aflevere sit resultat i juli 2013. (Kulturministeriet 2012b)

eReolen.dkDigital litteratur, herunder e-bøger, er således i ophavsretlig forstand noget helt andet end trykte bøger, og modsat trykte bøger rummer ophavsretsloven ingen undtagelser for offentlige institutioner vedrørende digital litteratur. Derfor hviler reguleringen af forholdet mellem producenter og biblioteker på almindelig aftaleret.

Til at løfte denne opgave etablerede biblioteksvæsenet i 2011 eReolen.dk som et konsortium, der har indgået aftale med Publizon, som ejes af Lindhart & Ringhof og Gyldendal, og som bibliotekerne i forvejen samarbejder med omkring Netlydbog.dk. Publizon var på dette tidspunkt eneste platform til forhandling af e-bøger.

Aftalen er baseret på download med transaktionsbaseret afregning, såkaldt klikpris, der er ens for alle titler, men varierer med udgivelsens alder. Fordelingen af vederlaget mellem forlag og forfatter afhænger alene af forhandlinger mellem de to parter. Som udgangspunkt stiller deltagende forlag hele sit katalog til rådighed, men kan de første seks måneder holde en titel tilbage eller lægge loft over antallet af udlån. De tilsluttede biblioteker kan regulere udgiften bl.a. ved at sætte maksimum for den enkelte brugers download eller ved at lægge loft over kommunens månedlige forbrug.

Konstruktionen blev fra starten kritiseret for ”powerplay”, bl.a. fordi kun de to ejere af Publizon deltog i forhandlingerne, og fordi små selvudgivere er udelukket fra eReolen, da Publizon kun samarbejder med registrerede virksomheder. (Publizon 2011; Ebbesen 2011; Krabat 2011) Desuden er den faste klikpris uafhængigt af salgsprisen for den enkelte titel blevet kritiseret, og det er anført, at man i teorien kunne forestille sig e-bøger solgt til en lavere pris på det almindelige kommercielle e-bogsmarked, end den klikpris bibliotekerne skal betale for de enkelte download. (Søndag Aften 2011)

Projektet er fuldstændigt i tråd med såvel kulturministeriets og biblioteksvæsenets digitaliseringsstrategi som biblioteksvæsenets satsning på strategiske partnerskaber. (Kulturministeriet 2012a; Thorhauge 2004) Udgangspunktet var en analyse af bogmarkedet, der konkluderede, at nye medier supplerer snarere end erstatter gamle medier. ”I den situation er det ikke nogen let opgave at styrke udbredelsen af danske e-bøger. Det vil på den baggrund være hensigtsmæssigt at etablere et samarbejde, hvor man kan afprøve forretningsmodeller, tekniske løsninger og kanalstrategier.” (Styrelsen for Bibliotek og medier 2010)

Men hvor styrelsesdirektørens perspektiv var, at ”e-bogen er den ultimative biblioteksdrøm – adgang overalt for alle”, (Thorhauge 2010) der anlagde branchen en mere skeptisk holdning, bl.a. fordi ”forlagenes fremtidige indtjeningskilder er usikre”, og ”kannibaliseringsfaktoren ved digitale udlån er ukendt”. (Sørensen 2010)

Ingen tvivl om, at eReolen blev en bragende succes blandt landets biblioteksbrugere. Antallet af downloads fra eReolen var i 2012 2½ gange større end tekst-downloads af folkebibliotekernes digitale monografier året forinden, jf. tabel 1 nedenfor.

7

Tab. 1. Tekst downloads af folkebibliotekernes digitale monografier 2009-11 og downloads fra eReolen 2012

2009 2010 2011 *2012Hele landet 152 063 186 968 292 692 745 864Kilde: 2009-11: Statistikbanken, BIB4: Folkebibliotekernes bestand og brug af elektroniske ressourcer efter område, opgørelse, materialetype og placering. Tallene for 2012 er endnu ikke tilgængelige. *2012: Netbib.dk. Statistik. eReolen.dk. Statistik for anvendelsen af eReolen.

Tab. 2. Forlagenes salg af elektroniske udgivelser* ifølge BogbarometretSalgskanal / år 2009 2010 2011 2012

Mio. kr. 1000 bd. Mio. kr. 1000 bd. Mio. kr. 1000 bd. Mio. kr. 1000 bd.Boghandel 15,6 143,6 16,4 155,9 13,7 254,5 14,8 273,5Udlandet 0,0 0,3 0,2 2,6 0,2 1,8 0,7 5,9Supermarked mv. 7,9 241,1 11,5 399,7 8,0 318,4 13,7 541,5Direkte 10,0 163,7 22,8 205,2 35,0 494,5 58,8 1089,8I alt 33,5 548,7 40,1 763,3 56,8 1069,2 88,0 1910,7Kilde: Bogbarometret 2010 og 2011 samt Forlæggerforeningens årsstatistik 2012. *Omfatter såvel lyd- som tekstbøger.

Set fra forlagenes synsvinkel kom det store ryk på e-bogmarkedet også i 2012, hvor krone-omsætningen steg 54,9 %, mens bind-salget steg 78,7 % i forhold til det foregående år.

Den danske e-bogskrigIndbygget i aftalen mellem Publizon og eReolen var en genforhandling af vilkårene efter et år, og den brød meget hurtigt sammen. Konsortiet bag eReolen havde tilsyneladende ikke længere interesse i at afprøve andre forretningsmodeller, mens ejerne af Publizon, Gyldendal og Lindhardt & Ringhof, åbenbart var ligeså stejle i deres krav om en licensbaseret model.

Biblioteksvæsenets opfattelse går grundlæggende ud på, at markedet for e-bøger er løbet i gang af eReolen til gavn for både forlag og forfattere. ( Bay Nielsen 2012) Dertil kommer en selvbevidsthed i kraft af væsenets volumen, som Bo Fristed, daværende projektleder på eReolen, luftede i Perspektiv. ”- Vi ved, hvor langt vi vil gå, og vi har alternativer til de traditionelle aftaler. Så lige meget hvad vil der være indhold på eReolen den 1. november 2012, når forsøgsprojektet udløber.” (Mønsted 2012)

Derimod mener de store aktører i branchen, at ”kannibaliseringsfaktoren” ved den anvendte model er for høj, bl.a. fordi e-bøgerne bliver stillet gratis til rådighed for publikum i en form, der nærmest overflødiggør køb. Elisabeth Fogtdal Nøjgaard, koncerndirektør i Gyldendal og den ene af forlagenes to forhandlere har bl.a. udtalt: ”For at kunne forsvare at gøre nye titler tilgængelige, så bliver brugerne nødt til at opleve en form for friktion, når de benytter sig af eReolen. Ellers bliver det svært at overbevise dem om, at e-bogen har en økonomisk værdi.” (Bay Nielsen 2012)

Problemet er således, at biblioteksvæsenet er tilbøjelig til at overse det faktum, at branchen skal leve af at producere og sælge bøger. Væsenet er så vant til undtagelserne i ophavsretsloven, at det finder de nye, stramme regler vedrørende digitale værker forhindrende for dets virksomhed. I forbindelse med udviklingen af en forretningsmodel for udlån af e-bøger har væsenet glemt, at dets primære funktion som gammel ”hovedhjørnesten” i kulturpolitikken ikke er at erstatte, men derimod fungere som korrektiv til markedskræfterne.

Og det kan ikke undre. Som bogbranchen har kæmpet de seneste 10-15 år med at tilpasse sig et liberaliseret marked toppet med finanskrise, har den simpelthen hverken haft volumen eller energi

8

til at løbe det digitale marked i gang. Det havde til gengæld en ambitiøs direktør for Biblioteksstyrelsen.

Omvendt falder det svært for branchen at erkende, at salget af e-bøger gik ualmindelig trægt inden eReolen. Forlagene har glemt, hvordan de store spillere på det amerikanske marked, først Amazon og siden Apple, fik forlæggerne til bogstavelig talt at ryste i bukserne, da de besluttede at sætte gang i e-bogsalget ved at sætte prisen til højst $ 9.99. (Thompson 2012:374ff) Og det senarie kan meget vel blive virkelig i Danmark, nu hvor Amazon også har vendt blikket mod Skandinavien. Gyldendals adm. direktør, Stig Andersen, har bl.a. udtalt: ” Da vi opgav g.dk, var det af strategiske grunde og med henvisning til fremtiden, hvor det bliver vinderen på markedet, der tager det hele. Det er de finansielle muskler og evnen til at holde sig under vandet i længst tid, der bliver afgørende.” (Andersen 2013)

’Det flydende’ og de fysiske rum Den anden side af betegnelsen litteraturens udvidede felt, eller dens flydende form hvor det traditionelle trykte bogmedium overskrides, angår det fysisk-rumlige med afsøgninger af nye former for udveksling af litteratur. I stedet for at bindes til skrevne ord og trykte værker kan litteraturen flytte til eller ind i konkrete rum med stemme og krop, få en samtidighed mellem afsender og modtager, blive et nu med og som fremførelse/performance og evt. tværæstetisk blandes med andre udtryksformer som lyd/musik, billede foto/film, installationer etc. Her er oplæsningen, de levende fortællere, spoken word, poetry slam, rap og alle former overhovedet for mundtlig fremføring; der tales sammenfattende om litlive eller live lit og om koblingen af litteratur til scener og begivenheder/events, og der relateres på flere måder til en intensiveret oplevelseskultur, tydeligvis også med vægt på kulturelle fællesskaber (Mønster 2013; Lund 2012). Således spiller kollektive rum, scener, mødesteder, arrangementer, festivaler etc. en stadig stigende rolle for litteraturens kommunikation og cirkulation. Især scenen synes et brugbart begreb hvormed der associeres til teatret, som mere end et medium er et sted, og hvor rum med krop, stemme, bevægelse, regi, lyd, lys og aktør-kollektiv understreger det spektakulære frem for den tavse læsning. Ofte er ord-skaberne, forfatterne selv på scenen - med reference tilbage til omrejsende rapsoder før Gutenbergs tryk og spredning af tekster. Forfatterophavets fysiske nærvær vinder frem som ’modvægt’ særligt i en digital og medieret tidsalder?

Derudover omfatter rummet og stedet, mundtligheden og samtidigheden også mange former for udveksling omkring litteratur der i øvrigt og/eller forud eksisterer i skreven/trykt form: foruden oplæsninger ved forfatter eller skuespiller, auditiv formidling, scene-samtaler, festivaler, messer, teaterdramatiseringer, fortælle- og skriveværksteder, poesibanko etc. samt fx udstillinger med vægt på litteraturens/bogens materialitet. Også når eksisterende litteratur sættes i spil, angår det både rumlig oplevelse og fælleskab; litteraturens modtagere træder ind og er til stede sammen og anderledes end som blot individuelle læsere med hver sit bogeksemplar i slutningen af den traditionelle litteraturproces. Med de nye steder og aktører, nye mellemled og institutioner, der supplerer eller erstatter kendte former for udveksling og formidling, får modtagene/læserne mere plads og øget vægt; og det synes påkrævet at balancere dem mere ift. den traditionelt fremherskende afsenderfokus i kredsløbet og det litterære liv (jf Gram 2013). Ligesom mundtligheden er svær at måle, prissætte og afgiftsbelægge og derfor sårbar i en cirkulation med økonomi i, er der mange nye balancer og udfordringer i borgernes nye tilgange og omkring litteratur

9

både som grundlæggende offentlighed og som et offentligt litteraturpolitisk anliggende. (Johannisson 2012; Mai 2010f; Elbeshausen 2011; Forslid 2009)

Cirkulationens og formidlingens nye liv Disse nye steder for litteraturens fysiske tilstedevær hænger sammen med en overordnet fokus på formidling - i såvel praksis som teori - der har indfundet sig bredt i offentlig regi, stedvis i markedsregi, måske mest spændende i non-profit civilt regi og dernæst gradvis synlig også i litteraturpolitikken. Efter 1980ernes litterære kultur præget af bl.a. bestsellerisme, opmærksomhedskoncentration, ny mediekonkurrence, bogprisstigninger og svindende kritikerautoritet opstod nye samlingspunkter for litteraturkommunikationen: læsekredse, festivaler og messer, litterære selskaber, spektakulære litteraturpriser, og senere oplæsningscaféer, ordscener, nye radioflader og fx en kommunal litteraturpolitik, og hertil kom de nye digitale rum: netsteder, nettidsskrifter, chatrooms, fan-sites etc.

Lov om litteratur i 1996 - den første af slagsen – formålsbestemte formidlingsretningen: ”… fremme litteraturen og adgangen til litteratur i Danmark”, men det kan stadig diskuteres hvor stærkt og sammenhængende kursen er holdt. Med Statens Litteraturråd, fra 2003 Statens Kunstråds Litteraturudvalg, samordnedes tilskudsmidler med mere fokus på øget adgang og ny cirkulation, på arrangementer og oplæsningsturnéer, relationer til scenekunst og tværæstetik (fx ord og billeder) samt litteraturudstillinger etc., og senere også fx friby-ordninger, forfatterudvekslinger og -residenser. Man fulgte tydeligt tidens udvikling omkring eventkultur og oplevelsesøkonomi. Sammenhængende hermed kom et væsentligt nybrud i 2007 med rådets udvidede litteratur- og værkbegreb: ”… være muligt også at søge støtte til litteratur, som ikke nødvendigvis udkommer i bogform. Den mundtlige fortælling, poetry slam og montagen som litterært udtryk skulle herefter kunne søge på lige vilkår med den skrevne litteratur.” (SKR årsb. 2007 2008:18).

I Kunstfonds- og Kunstrådsregi er broderparten af midlerne gennem årene gået til legater/stipendier, der sikrer forfatterne arbejdsro; kun godt en fjerdedel, 11-13 mio. (2012 tal), går til formidlingsrelaterede projekter, cirkulation etc. Kunstrådet har for mange litterære aktører været det eneste sted at søge støtte; tilsvarende udgør tildelingslisterne en væsentlig kilde til oversigt over nye eksperimenter og tendenser, fra altmulig-puljen Generelle midler eksempelvis: Nordisk forfattertræf i Torup Bogby (2010) og ORDLYD – et litteraturprogram på tværs af medier (2013).

Også folkebibliotekerne greb som litteraturpolitikkens hovedaktører formidlingsretningen. Fra en situation med kulturpolitisk og kvalitativt dødvande hvor velstandsstaten stillede litteraturen til rådighed for befolkningen som en forskelsløs gratis bogforsyning, styret af lånerefterspørgsel, værdineutral accession og udlån, kvantitative måltal, rationel selvbetjening etc. som man har kaldt serviceparadigmet, skiftede man til det performative paradigme, man skiftede fra forvaltning til formidling. (Grøn 2010; Folkebibliotekerne 2010; Lund 2012; Tveit 2004). De seneste 10-15 år har således vist nye veje med formidlingskoncepter, reader development, læsekredse, samtaleformer, bogpræsentationer, festivaler, alliancer med fx litterære selskaber, DR, boghandlere og sponsorfonde samt ikke mindst etablering af en frodig netportal litteratursiden.dk. Med kodeord som tværinstitutionelt samarbejde, performativitet, brugerinvolvering og oplevelse knyttes der an til forskningsmæssige perspektiver omkring fx æstetik, medier og reception såvel som teknologi og institutioner (Grøn 2010; Nordisk 2012; Elbeshausen 2011); og kulturpolitisk set gennemførtes i en konsekvent strategi med decentrale initiativer i kombination med projektudviklingsmidler fra den

10

statslige biblioteksstyrelse de tiltag som ikke mindst har synliggjort litteraturbrugere på nye måder og derved gjort traditionelle måleparametre som indkøbs- og udlånstal mindre interessante, således eksempelvis projektet Litteraturen finder sted (2011-13).

Fra 2014 forenkles kunststøtten når Lov om Statens Kunstfonds virksomhed (april, 2013) nyordner sit litteraturområde med to udvalg i fireårsperioder: et legatudvalg personorienteret til sikring af arbejdsbetingelser, og et projektstøtteudvalg til arrangementer, festivaler, tværinitiativer, udvekslinger, udstillinger etc. Forfattere, kunstbegreb og æstetisk produktbedømmelse ud fra fagkyndighed er uanfægtet fortsat hovedsagen i denne del af litteraturpolitikken; det er omkring projektbegrebet og i udvalget med den mindste del af midlerne de nye rum og de nye formidlings- og cirkulationsformer samt hensynet til modtagerne skal afklares og udfordres.

Statsfinansieret oplæsningssucces Et krydspunkt mellem kunstpolitikken og bibliotekspolitikken på litteraturområdet ligger i Dansk Forfattercentrum, der efter etablering i 1997 (via svensk forbillede) fik en kulturråds-pulje fra 2004, og som markerer tidens succesrige øgning af forfatter-/oplæsningsarrangementer. Sigtet er at støtte ”… enkeltstående oplæsningsarrangementer i Danmark med danske forfattere, som præsenterer egne værker.” (www.kulturstyrelsen.dk). Ifølge kriterierne skal der være et klart kunstpræg, ikke foredrags- eller undervisningspræg, og hverken forskere eller hobbybogsforfattere er inden for ordningen. Det er læservendt levendegørelse af den skrevne litteratur med honorering af ophavsmændene som kunstnerne - en på mange måder behændig kombination af flere formål og virkninger: ”Antallet af støttede forfatterpræsentationer er i løbet af de sidste år steget med ca. 250 %. Udvalget har set dette som en mulighed for dels at støtte de danske forfatteres produktion, dels formidlingen af den, dels borgernes adgang til en direkte dialog med litteraturen og dens ophavsmænd og -kvinder.Litteraturudvalget understreger vigtigheden af denne støttemulighed, men hvis udviklingen fortsætter som hidtil, kan det blive vanskeligt at skaffe midler til samme støtteprocenter i fremtiden. Det kan derfor blive nødvendigt at ændre på ansøgningskriterierne eller skaffe samfinansiering af Forfattercentrum fra andet statsligt eller kommunalt hold.”(SKRs resultater 2011:57)

Således skrev kunstrådsudvalget om den udvikling der klart spejlede den generelt stigende brug ’levende forfattere’ og litterær promotion i arrangementer samt læsernes behov og ønsker om at høre oplæsning og møde forfatterne selv; der syntes oplagt tale om selvforstærkende medvind, således at støtteansøgninger steg stabilt i takt med at puljen blev øget, og tilmed blev der åbnet også for debutanter med mere uprøvede værker.

Ordningen er ikke mindst blevet benyttet af folkebibliotekerne, der som hyppigste ansøgere således via statslige midler til forfatterhonoreringen henter hovedfinansieringen til de kommunale arrangementer. Det ligner et eksempel på offentlig kassetænkning, der formentlig også kan forklares med omlagte eller svigtende kommunale arrangementsbevillinger som følge af kommunalreformen i 2007. Også mange andre arrangører med halv- eller heloffentlige penge: menighedsråd, oplysningsforbund, museer etc. trak på disse statsmidler i en grad der fik litteraturudvalget til at varsle grænser for succesen. I brugen af Forfattercentrumpuljens nu ca. 4 mio. kroner spores imidlertid tydeligt en støt øget bredde af arrangører; der er ikke alene kommet flere arrangementer til og flere forfattere ud, der er også kommet både flere og flere nye typer oplæsningssteder med;

11

det er de nye litterære rum med basis bl.a. i civilsamfundets sammenslutninger: Kulturgruppe Jyderup, Opdigtet Onsdag, Basement Poetry Project er eksempler fra 2013-uddelingen.

Huse og scener i konkurrence Både i kulturlovgivning og reelt har folkebibliotekerne været litteraturens primære huse; når bibliotekernes funktion som mødested for sociale aktiviteter og arrangementer støt får øget vægt (Hvenegaard 2013), er det fint i tråd med at fange litteraturens nye mundtlige udveksling: forfattermøder, læsekredse, bogcafeer, litteraturværksteder etc. Men også andre rum, mødesteder og scener for litteraturen vokser støt frem, temporære eller perifere som caféer, foyerer, højskoler etc., og permanente eller faste som egentlige litteraturhuse, hvor arrangementer og den - ofte tværæstetiske - performative litteratur holder til (Lund 2012).

I København etableredes LiteraturHaus i 2005 med beskeden offentlig støtte til opstart og enkeltarrangementer men ellers egen privat drift; Aarhus har haft forskellige støttede scener, og der sikres antagelig fast plads til den performative litteratur i et kommende Multimediehus. Især efter tysk forbillede, hvor en stærk civil foreningstradition har båret husene gennem snart 20 år, begynder de at dukke op. Flagskibet i nordisk sammenhæng, Litteraturhuset i Oslo, er oprettet 2007 og drives af en privat kulturfond med formål om at være mødested og offentlig arena og ud fra et bredt litteraturbegreb at kommunikere og formidle interesse for litteratur, læsning og ytringsfrihed (www.litteraturhuset.no). Et ret parallelt, men i fokus snævrere, dansk initiativ var Poesiens Hus i København fra august 2010; ligeledes et mødested for oplæsning, performance, mundtlig udveksling i arrangementsform, musik&poesi, debatter, præsentationer og workshops i omfangsrige sæsonprogrammer; fokus var på sprog – ikke trykte tekster og traditionel bogspredning, og omhuen gjaldt poesien ift. den markedstunge prosa. Der var aktivitetsindtægter, megen frivillig arbejdskraft, enkelte fondstilskud samt projekt- og momentvis arrangementsstøtte fra offentlige kilder, men ikke fast driftsstøtte. Da huset efter ca. halvandet år måtte lukke af økonomiske grunde, afstedkom det en betragtelig offentlig og principiel kulturpolitisk debat. Den omhandlede spørgsmålet om fast offentlig driftsstøtte (husleje), som det statslige litteraturstøtteområde ikke havde hjemmel til eller kriterier for uden en fastere institutionalisering (Kulturministeren, Politiken 25.02.12) – eller politisk vilje til; fra hovedstadskommunen var der heller ikke opbakning, reelt henvistes initiativet til at litteraturen har sit sted og hus i folkebibliotekernes kommunale institutionsregi. (www.poesienshus.dk).

En type litteraturhus, der ikke er et bibliotek, har således svært ved at finde plads; mange andre udtryksformer – musik, billedkunst etc. – oppebærer via forskellig lovgivning støtte til fysiske rum og faste tilholdssteder fordi de har den konvention og tradition for rum, visning og performance som litteraturen ikke har i samme grad – endnu.

De nye huse og steder bliver litteraturpolitiske udfordringer: at finde prioriteringer og kriterier ift. de bekendte biblioteker mht. organisation, status og økonomi, både statsligt og lokalt. Etableres de som parallelle steder inden for kulturbudgettet med arbejdsdeling, spredning og mangfoldighed, eller integreres deres nye tendenser i de eksisterende institutioner? De nye steder kan falde mellem stolene eller blive kastebolde; tages der i kampen om kulturpengene fra ’de kendte og sikre ’ og gives til det nye spektakulære?

De allersenest opdukkede huse i Skandinavien (Sandviken, Göteborg, Fredrikstad) drives med en samfinansiering, således delvis offentlige og fungerende umiddelbart ret parallelt med bibliotekerne.

12

I Danmark hældes der tydeligvis til den integrerende linje, idet mundtligheden og performance-arrangementerne lægges ind i bibliotekernes mødestedfunktion - også som en art modvægt mod både faldende udlån og øget digital biblioteksbrug. Endnu er der hverken større undersøgelser eller forskning herom.

Det handler om de kulturinstitutionelle buzzwords som rationel drift, partnerskaber og synergi; men det gælder nok så meget bag om afhængigheden af det eksisterende bogkredsløbs funktion og penge at få afklaret impulserne og behovene i litteraturens nye kommunikation og få fremdraget distinktionerne og de nye aktører, friheden og de æstetisk-kunstneriske elementer; mange af Europas litteraturhuse definerer sig netop som fristed – sanctuary - og trives via civil opbakning, frivillighed og fx højskolelignende tænkning ret uafhængig af offentlig kulturpolitik.

Ordkurator - den ny forfatter Normalforventning og -praksis er at forfattere udarbejder manuskripter der dels trykkes som fysiske produkter til et økonomisk markedskredsløb, og dels identificer- og målbart indgår i en litterær kommunikations- og værdiproces; forfatteren er start- og nøgleperson for den bogbranche, kulturelle fødekæde og cirkulation der håndterer litteratur som bøger. I de seneste årtier er også selve forfatterpersonen blevet særskilt synliggjort i både branchens og journalistikkens markedsføring – karakteristisk for det medialiserede samfunds visualiserede personificering. Men i takt med at andre eksponerings- og publiceringskanaler end den klassisk trykte bog vinder frem: hjemmesider, sms, facebook etc. og ny tværæstetik og -medialitet med lyd, billede, musik, installation tages i anvendelse, ændrer forfatterkommunikationen sig. Forfatteren i de digitale omgivelser har nu et bredere rollespektrum (Prytz 2013:43ff), og som fx selvudgiver på eget netforlag er hun både risikotagende forlægger, marketingskonsulent, interaktiv formidlingsaktør etc. I de nye performancesammenhænge er det en person der er aktiv(istisk) på scenen, viser stemmemæssigt og kropsligt nærvær i et rum og fremstår synligt interagerende og underholdende; her nærmer han sig sin egen omrejsende, foredragende, iscenesættende ordkurator/ordmager – som han var før Gutenberg. Støt flere udsagn om sådanne ændringer og udviklinger dukker op:

”Vi forventer i dag, at litteratur overskrider sig selv, at forfatteren bruger sine fortælle- og formuleringsevner til at skabe kunst i mange genrer og udfordrer sig selv gang på gang. At hun bruger sine særlige evner for ord og sprog til at udfolde den ordmæssige side af al kunst. Det er slet ikke nok at skrive.(…) Det talte ord, derimod, er levende og til stede. Det bliver skabt i nuet og påvirkes i høj grad af humør, stemning, følelse og publikums reaktioner. Det er særligt her, forfatteren viser sit værd og levendegør sin litteratur.” - understreger en festivalkoordinator. (Wangel 2013)

”Forfattere og litteratur har været tæt forbundet med bøger og aviser, men jeg tror at noget af det vi skal vænne os til, er at de to massemedier ikke er det første man skal opsøge, hvis det er litteratur man er interesseret i. Det er nok snarere de litterære scener og nettet selvfølgelig. (…) Scenen med forfatteren over for et publikum et publikum er lige så central som selve bogen.” - anfører en litteraturkritiker. (Löfström 2011)

”… at eleverne ikke skal måles på, om de laver bøger. De kunne jo i stedet bruge deres kreativitet på at lave et tidsskrift, arbejde med performance, eller noget helt tredje.” - siger en forfatterskoleunderviser. (Brixvold 2012)

13

Bogform og -udgivelse er begribeligvis lige så identitetsskabende for forfattere som det er nødvendigt for litteratursystemet; men forestillinger om ’produktsikkerhed’ og dokumentation for indsats vil ændre sig ligesom begreb og praksis for forfatter-oeuvre og -bibliografi vil gøre det og dermed også for forfatterrolle og -status.

Hvis udtryks- og kommunikationsformer anderledes end den forlagstrykte bog skal støttes kulturpolitisk, må der findes nye skabeloner og kriterier. Hvis bogmarkedets hovedparameter ikke i samme grad er størst og flest mulige oplag af ens trykte eksemplarer til hver sin private modtager, kan litteraturstøttens ene – og mest prestigiøse - hovedform: forfatterstøtten heller ikke knyttes så stærkt til produkterne på det kendte marked og den kendte cirkulation. Støttestrategier og -funktioner taber ikke berettigelse, hverken når de sætter et markedsprodukt i gang (nogle gange med en lang ’inkubationstid’), eller når de kompenserer forfatterne for hvad der ikke umiddelbart har markedssalg efter litterær fortjeneste; men de må spille med på de nye cirkulations- og distributionsvilkår både for de stedbundne mundtlige produkter uden tryk og for de flygtige digitale. Folkebibliotekerne er ved at får øje på ’den ny forfatter’ (projektet Litteraturen finder sted) og forfatterstøttesystemet har noteret sig eksistensen; men større litteraturpolitiske refleksioner findes endnu ikke.

AfslutningI århundreder har et trykt format været et trygt format – sådan er det ikke helt længere! Udvidelsen af bogmediets kendte form og æstetik samt nye vilkår og tendenser for litteraturens samfundsmæssige cirkulation er anledninger til at gentænke nogle grundlæggende begreber og mønstre: om litteratur, bog, mundtlig litteratur, digital/elektronisk litteratur, e-bog, forfatter, kredsløb og fastholde dem i forhold til rum og steder, auditive og visuelle aspekter, performance og tværæstetik, kommunikation og medier, kunst og fritidsbeskæftigelse, markedsøkonomi og institutioner, offentligt styring og civilt initiativ. Som grundlag for kultupolitisk tænkning.

Digital mellemtid betyder, at gamle sprækker mellem private og offentlige spillere på kulturområdet atter bliver synlige i forbindelse med digitaliseringen. Kampen om eReolen viser tydeligt, at biblioteksvæsenet ingenlunde – heller ikke i relation til sit helt klassiske felt – blot er en passiv, offentlig distributions- og formidlingsindretning, der i demokratiets navn afbøder nogle af markedsmekanismernes uheldige virkninger. Det senmoderne biblioteksvæsen i et lille sprogområde er derimod en meget offensiv institution, der i samlet form udgør en betydelig magtfaktor i relation til det private bogmarked. At det drejer sig om en mellemtid, hvor relationen mellem det private og det offentlige område skal genforhandles, turde være indlysende. På længere sigt har ingen, heller ikke biblioteksvæsenet med henvisning til det offentlige gode, interesse i at tvinge den danske bogbranche helt i knæ.

Fra statslig side synes forståelsen for de nye udviklinger på det litterære felt i Danmark at være ringe. I 2013 har kulturminister Marianne Jelved med bred politisk opbakning afvist brancheønsker om (igen) at regulere på et trængt og sårbart bogmarkedskredsløb, og Danmark følger således ikke den europæiske boglovs-trend. Hvor Norge tager kulturpolitisk initiativ til at gennemføre en omfattende afdækning af bogmarkedets vilkår og digitaliseringens indflydelse, dér iværksætter Jelved som et plaster på såret en kampagne, Danmark læser, til at stimulere danskernes litteraturlæsning/læselyst. (Rønning m.fl. 2012; Prytz 2013; Kulturministeriet 2013)

14

Man opretholder en forestilling om, at læsning og skønlitteratur er godt; litteratur som noget suverænt og overlegent, som transparent adgang til virkeligheden, æstetisk overskridelse, indsigtens mirakel, fordybelsens apoteose (jf Persson 2012) og samtalens og demokratiets fødselshjælper; tiltro til myten om den gode bog og den gode litteratur fremstår dels mere som politisk retorik end forskningsbaseret viden, dels atavistisk som en stemme fra 1950ernes skolestue eller folkeoplysning.

Man reagerer demokratipolitisk behændigt ved dels at fokusere på modtagersiden frem for producentsiden, dels at lægge kampagnen ud til – konkurrerende - kommuner og lokale aktører i øjenhøjde med læserne og derved undgå mistanke om statslige indholdsdiktater. Man tænker læsning primært ud fra det eksisterende trykte bogmedie; samtidig med at der tages visse hensyn indirekte til etablerede aktørinteresser, negligeres litteratur i forhold såvel til digitale medier og deres forvandlinger af både forfatter, litteratur og læser som til litlive-oplevelser og brug, der er mundtlig og således ikke læsning. Danmark læser modsiger ikke, at de to flydende former fortsat er litteraturpolitiske udfordringer - ”… skriftens magi fungerar annorlunda vid slutet af Gutenberggalaxen.” (Persson 2012:125)

Man kan slutte med at spørge: Er støtte til kunstnere via det liberale bogmarked fornuftig, når markedet er vigende? I hvilket omfang er der et egentlig marked for litteraturperformance - således at forbrugeren/modtageren/læseren køber tilegnelsessituationen og oplevelsen i stedet for eller ved siden af den fysiske bog – som ved musikkoncerten. Skal den mundtlige litteratur også stilles gratis til rådighed? Og er det blot folkebibliotekerne, der med offentlig støtte skal løfte denne opgave? Er det ikke også udtryk for vanetækning, at det fleksibelt håndterlige ved det fysiske bogprodukt blot ændres til en stedsbinding, så læseren må bevæge sig til et givet fysisk rum?

LitteraturlisteAndersen, C. (2013) ”Amazon rykker tættere på det danske bogmarked”, i: Pol. 2013-05-23.Bay Nielsen, S. (2012) ”Biblioteker: EReolen fremmer bogsalg”, i: Bogmarkedet 2012-08-27.Bogbarometret 2010 og 2011, http://www.bogmarkedet.dk/bogbarometret. Brixvold, J. (2012) De fine og de andre. I: Politiken 28.01.12. Claesson, K. R. (2009) ” Författaren i den digitala världen”, i: Den nordiska digigruppen, Författaren i

den digitala världen, u.s.Duelund, P. (2003) The Nordic Cultural Model, Kbh. Nordic Cultural Institute.Ebbesen, T. R. (2011) ”Ebøger på biblioteket – den nye aftale”, i: Digitaludvikling.dk,

http://digitaludvikling.dk/ebibaftale/.Elbeshausen, H. (2011) København læser og flanørens skildpadde, i: Nielsen, H.J. et al. (red.) Nye

vidensmedier. Kultur, læring, kommunikation. Frederiksberg: Samfundslitteratur. Elbæk, U. (2012) ”Mediestøtte til journalistik – ikke papir”, i: Berl. 2012-10-12.eReolen.dk, Om eReolen, https://ereolen.dk/om-ereolen.Escarpit, R. (1958) Sociologie de la littérature, Paris, Presses Universitaires de France.Facebook.com, NewPub – nye bøger, https://www.facebook.com/groups/320427901367946/Folkebibliotekerne i vidensamfundet (2010). København: Styrelsen for bibliotek og medier, s.51ff. Forlæggerforeningens årsstatistik 2012, http://www.danskeforlag.dk/download/pdf/016iak999_Forl

%C3%A6ggerforeningens_%C3%85rsstatistik_2012.pdf.Forslid, T. og Ohlsson, A. (red.) (2009) Litteraturens offentligheter, Lund: Studentlitteratur.

15

Furuland, L. (1989) Litteratur och samhälle; i: Litteratursociologi : En antologi. Munch-Petersen, E. (red.), København, Bibliotekscentralens forlag.

Gram, L.K., (2013) Litteraturen på scenen - En kort introduktion til performance-litteratur, www.litteratursiden.dk/temaer/litteraturen-finder-sted.

Grøn, R. (2010) Oplevelsens rammer – Aktuel formidling af skønlitteratur på danske folkebiblioteker, Aalborg: DB (utrykt).

Himmelstrup, A. S. (2013) Opråb fra ”den søvnige kontrolinstans”, i: Anne Steen Himmelstrup's blog på litteratursiden.dk, 21-05-13, http://www.litteratursiden.dk/blogs/anne-steen-himmelstrup/20130521.

Hvenegaard Rasmussen, C. et al. (2013) Bibliotekets som mødested, i: Nordisk Tidsskrift for Informationsvidenskab og Kulturformidling, nr. 1, s. 51-59.

Johannisson J. et al. (2012) Läsningen av den den goda boken: Litteraturpolitik som demokratipolitik. I: Läsarnas marknad, marknadens läsare. Carlsson, U. & Johannisson, J. (red.), Göteborg, Nordicom.

Krabat, K. (2011) ”Bibliotekerne og Gyldendal og L&R lukker selvudgivere ude”, i: KENNETH KRABATS 1000 STEMMER, http://krabat.menneske.dk/kkblog/2011/10/02/bibliotekerne-og-gyldendal-og-lr-lukker-selvudgivere-ude/.

Kulturministeriet (2012a) Kulturministeriets digitaliseringsstrategi 2012-15, http://www.kum.dk/Documents/Vidennet/Koncern%20IT/Digitalisering/Kulturministeriets%20digitaliseringsstrategi%202012-2015.pdf.

Kulturministeriet (2012b) Udvalg om biblioteksafgift for bøger og musik. Kommissorium, http://kum.dk/Documents/Kulturpolitik/Kulturarv/Biblioteker/Kommissorium%20for%20udvalg%20om%20biblioteksafgift%20for%20b%C3%B8ger%20og%20musik%20okt%202012.pdf.

Kulturministeriet (2013) Danmark læser, http://kum.dk/Temaer/Danmark-Laser/.Kulturstyrelsen, http://www.kulturstyrelsen.dk/tilskudsordninger/kunststoette/.Litteraturen finder sted, http://www.netlitteratur.dk/.Litteraturhuset, http://www.litteraturhuset.no.Lund, N.D. (2012) New scenes and houses for literature – A challenge for cultural and public library

policy? Paper ICCPR, http://www.iccpr2012.org/proceedings/images/pdf/Niels_DLund.pdf.

Löfström, K. (2011) Skulle det nu være en nyhed? I: Standart #2/2011, s.57. Mai, A.M. (2010f) Hvor litteraturen finder sted. København, Gyldendal, bd. 2:229ff, bd.3:283ff. Mønsted, S. (2012) ”Svære forhandlinger om eReolen”, i: Perspektiv, 2012-09-04.Mønster, L. (2013) ”Samtids-litteraturens udvidede felt”, i: Litteratursiden.dk

http:/www.litteratursiden.dk/artikler/samtids-litteraturens-udvidede-felt).Netbib.dk. Statistik. eReolen.dk. Statistik for anvendelsen af eReolen,

http://netbib.dk/wp-content/uploads/2012/07/eReolen-dk-M%C3%A5nedsstatistik-til-Biblioteker-Januar-2013.pdf.

NewPub.dk, http://www.newpub.dk/.Nordisk Tidsskrift for Informationsvidenskab og Kulturformidling (2012) nr. 1/2 og 3, temanumre om

læsning, læsekultur og litteraturformidling i fysiske og digitale rum, Balling, G. og Grøn, R. (red.).

OECD (2012) E-books: Developments and Policy Considerations, OECD Digital Economy Papers, No. 208, OECD Publishing, http://dx.doi.org/10.1787/5k912zxg5svh-en’.

16

Persson, M. (2012) Den goda boken. Samtida föreställningar om litteratur och läsning. Lund, Studentlitteratur.

Poesiens hus, www.poesienshus.dk.Prytz, Ø. (2013) Litteratur i digitale omgivelser. En forstudie. Bergen, Kulturrådet. Publizon (2011) Distributionshub. Generel vejledning,

http://pubhub.dk/media/826/standardvejledning_pubhub_v.2.pdf. Rønning, H.; T. Slaatta, O. Torvund, H. Larsen og T. Colbjørnsen (2012) Til bokas pris : Utredning av

litteraturpolitiske virkemidler i Europa. Overlevert til Kulturdepartementet 15. februar 2012, Oslo.

Statens Kunstråd, Årsberetninger, http://www.kunst.dk/publikationer/statens-kunstraad/statens-kunstraads-aarsberetninger/ Årsberetninger.

Styrelsen for Bibliotek og medier (2010) Diskussionsoplæg – e-bøger på danske biblioteker, http://www.kulturstyrelsen.dk/fileadmin/user_upload/dokumenter/bibliotek/indsatsomraader/Udvalg_om_Folkebibliotekernes_rolle_i_videnssamfundet/E-boeger/E-boeger_paa_danske_folkebiblioteker.pdf.

Svedjedal, J. (2000) The Literary Web : Literature and Publishing in the Age of Digital Production, Stockholm, Kungl. Biblioteket.

Söderlund, P. (2009) ”Författaren och den digitala världen”, i: Den nordiska digigruppen, Författaren i den digitala världen, u.s.

Søndag Aften (2011) Det nye e-bogsbibliotek, http://www.cultur.com/2011/1005.html.Sørensen, S. (2010) Etablering af samarbejdsmodeller i en brydningstid, Styrelsen for Bibliotek og

Medier, http://www.kulturstyrelsen.dk/fileadmin/user_upload/dokumenter/bibliotek/indsatsomraader/Udvalg_om_Folkebibliotekernes_rolle_i_videnssamfundet/E-boeger/Steffen_Soeresen_temamoede_om_e-boeger_150910.pdf.

Thompson, J. (2012) Merchants of Culture : The Publishing Business in the Twenty-First Century, Cambridge, Polity, 2nd ed.

Thorhauge, J. (2004) Bibliotekerne og ‘den danske strategi’, i: Nyt fra Nyhavn: 4:2004.Thorhauge, J. (2010) Nye partnerskaber om e-bøger?, Styrelsen for Bibliotek og Medier,

http://www.kulturstyrelsen.dk/fileadmin/user_upload/dokumenter/bibliotek/indsatsomraader/Udvalg_om_Folkebibliotekernes_rolle_i_videnssamfundet/E-boeger/Jens_Thorhauge_temamoede_om_e-boeger_150910.pdf.

Tveit, Å. K. (2004) Innganger. Om læsning og litteraturformidling. Bergen, Fagbokforlaget.Wangel, K. (2013) Poesi skal råbes fra tårne, www.litteratursiden.dk/temaer/litteraturen-finder-sted.Williams, R. (1977) Marxism and Literature, Oxford, Oxford University Press.Worsøe-Schmidt, L. (1994) Forfatter i Danmark, Kbh., Dansk Forfatterforening.Worsøe-Schmidt, L. (1999) At blæse med mel i munden – litteraturpolitik i Danmark, Skrifter fra

Center for Kulturpolitisk Studier, Kbh., Danmarks Biblioteksskole.Oplysninger fra Klaus Nordstrand, Kulturstyrelsen, Kbh. 06.06.13.