sportsfiskeren 08 1935

Medlemsblad for Dansk Sportsfiskerforening.

Nr. 8 1. August 1935. j 10. Aarg.

Odderen

82 SPORTS-FISKEREN 1935

~IEIDIDIE~ li ~lfJILILIEIDA\M~II~ (Efter Anglers monthly)

Tavshed er Guld, siger man, og jeg for min Part ser slet ingen Grund til at snakke om følgende Begivenhed. Jeg er meget betænkelig for Konsekvenserne. Jeg begriber ikke, hvad der har faaet min Ven, Edward Marland, til at faa mig paa den Galej. Hvorfor i Alverden vil han henlede Opmærksomheden paa en oplagt ulovlig Affære, der ovenikøbet blev skidt udført? Men saadan er det, for da jeg viste ham Udkastet til denne Historie, som han havde foreslaaet mig at skrive ned, saa gned han sine Hænder, grinede og tilbød at give en Omgang. Og saadan opfører man sig jo ikke uden Grund. Saa det er klart, at Edward Marland synes om Historien. Jeg er ikke saa stolt over den, for man burde tænke, før man handler. Det hedder sig, at man ikke har nogen værre Fjende end sin egen Tunge, men for mit Vedkommende har min Pen gjort meget mere Fortræd end min Tunge nogensinde vil kunne.

Edward Marland boede paa en Vandmølle. Denne første, tilsyneladende uskyldige Bemærkning, røber det hele. Der er meget faa Vandmøller tilbage og langt imellem dem. Og Edward Marland boede paa en Vandmølle. Det var en rigtig pæn Vandmølle, og det gjorde for saa vidt ikke Spor, at han boede der, hvis der ikke havde staaet en Gedde i Mølledammen. Men der var uheldigvis en Gedde. Og skønt Edward Marland boede i en Vandmølle, saa var der en eller anden ubegribelig og ofte diskuteret Grund til, at han ikke havde Lov til at fiske i Mølledammen.

Og der stod en Gedde i Mølledammen. Det var et Faktum, for da Edward første

Gang fortalte derom, havde den allerede taget sig en Vals paa hans Spinner. Saa meget havde han tilstaaet overfor mig, men gik ellers ikke nærmere ind paa Sagen, udover en Bemærkning om, at han vilde ønske, han havde fanget Bæstet. Saa den Forbrydelse, jeg nu skal beskrive, udsprang oprindelig fra min lyssky Tankegang.

Edw· ard havde i Begyndelsen intet med det at gøre, førend min onde Sæd begyndte at spire. Han havde været til Fem-The hos mig den Eftermiddag, men var snart efter gaaet hjem. Jeg havde imidlertid lovet at kigge ind paa Møllen hen paa Aftenen, da han gerne vilde vise mig et nyt Hjul, som han havde faaet paa Prøve - ikke noget Møllehjul, forstaar sig, men et Kastehjul.

Ved Sekstiden kom jeg tilfældigvis forbi det Hyttefad, hvor jeg gemmer Maddingfisk. Det laa nede i Aaen, helt under Vand og lænket til en Pæl

paa Bredden, og da jeg ikke kunde huske, om der var noget i det, eller om jeg skulde have Skallerusen ud for at sikre mig Madding til Week-end, halede jeg Hyttefadet op. Der var en skinnende blank Skalle paa ca. 8 Tommer. Den kunde lige passe til den Gedde, saa jeg besluttede at tage den med ned til Møllen og og prøve den i Dammen. Om Edward vilde med, var jeg ikke vis paa. Det var muligt, at han vilde have Betænkeligheder af Hensyn til Ejerne. Men paa den anden Side, sagde jeg til mig selv, havde han jo allerede een Gang prøvet med Spinner, da ingen saa det, saa han kunde da ikke være saa forfærdelig dydig, naar Talen var om et Forsøg med levende Madding. Maaske vilde han endog finde Ideen storartet.

Men der var, opdagede jeg, da jeg traf ham den Aften, en Del Grunde til, at Lejligheden ikke var særlig velvalgt. Der var først Edwards Kone, som da hun hørte os diskutere Spørgsmaalet, skyndte sig at tilkendegive sin absolute Misbilligelse. Det var alt for risikabelt, mente hun, sæt nogen opdagede det? og saa var der naturligvis deres lille Søn, Rupert, tilføjede hun. Efter hendes Mening kunde man være vis paa, at Rupert nok skulde sladre af Skole. Af ganske Hjerte gav jeg hende Ret i, at det kunde blive temmelig farligt, hvis Rupert opdagede, at der var Narrestreger i Farvandet. Han var i Stand til at gaa op til Opsynsmanden og fortælle, at Far var nede ved Dammen for at prøve at tage den store Gedde i Mølledammen. Men, tilføjede jeg, det er der ingen Fare for, Drengen er vel i Seng for længe siden. Det viste sig, at han egentlig nu skulde være i Badekarret, men han var det øjensynligt ikke, for i samme Øjeblik hørte jeg tydeligt, at Laaget paa min Fiskespand blev aabnet. Han styrtede ind i Stuen, næsten før jeg var kommet op af Stolen, og forlangte Besked om, hvad den Skalle ude i Entreen var til?

»Den er til Vandbassinet i Grotten«, svarede jeg hastigt.

Rupert var slet ikke vis paa, at han brød sig om den der. Han havde sine egne Ideer om, hvad der skulde være - og ærligt talt, var der allerede for meget i det Aquarium. Han blev omsider overtalt til at følge med Barnepigen paa den Betingelse, at han selv næste Dag skulde udføre den højtidelige Ceremoni at sætte Skallen i Vandet. Kort efter hørte vi da ogsaa Vandet plaske, mens han sejlede sin Kutter i Badekarret. Faren synes at være drevet over.

»Der er ikke noget at risikere«, paastod jeg,


»alt, hvad vi har at gøre, er at rigge en Sættekrog til og gøre Linen fast ved Bredden. Ingen kan opdage den der. Og selv om den blev opdaget, kan vi jo bare sige, .at vi ikke kender noget til det«.

»Det er nu saa meget godt for dig«, mente Edward, »for du bor her ikke. Det er nu i hvert Fald for risikabelt«.

Jeg var imidlertid blevet helt besat af den Ide. Jeg havde aldrig før sat Sættekroge om Natten, aldrig fisket, hvor jeg ikke havde Lov - og som jeg sagde til Edward, saa skylder man sin Selvagtelse, at man i det mindste een Gang i sit Liv gør noget, som man ikke maa. Og her var der en af Himlen sendt Lejlighed, som man ikke burde forsømme. Saa til sidst fik jeg overtalt Edward til at gaa med ind i det Værelse, hvor han gemte sine Fiskegrejer. Jeg vilde vise ham den Slags, som jeg mente. Paa den Vis, og efterat jeg havde vist ham, at en gammel Saltvandsline kunde bruges, fik jeg Edward Marland smittet. Mens vi var optagne af at fæste en Dobbeltkrog til det svære Gut i Enden af Linen, aabnedes Døren, og Rupert viste sig.

Han var i smaa Pyjamas og saa meget lyserØd og ren ud. Han vilde gerne vide, hvad det var, vi lavede? Det var en Aaleline, skyndte jeg mig at fortælle. Jeg opfandt, at vi muligvis en Dag vilde prøve den i Kanalen, idet jeg haabede, at Rupert ikke vidste, at der hverken var Aal eller 20 Punds Gedder i Kanalen. Men Rupert var ikke saa nem at narre. Han brugte en Krog af samme Slags, for. talte han, til at fange Gedder paa. Brugte man -spurgte han - levende . Madding til Aal? Og var det hertil, den Skalle skulde bruges? Han troede ikke paa, at Skallen skulde i Aquariet.

»Du maa hellere se at komme op i Seng, gamle Dreng«, raadede Faderen, »ellers bliver du forkølet, og_ saa bliver der ikke noget af at fiske med levende Agn i Kanalen« .

Da Rupert paa dette Tidspunkt var meget interesseret i at fiske med levende Skalle, skønt han ikke syntes, det var saa .fint som at fange Karper, saa fulgte han sin Faders Raad. Som Afskedssalut erklærede han, at det var meget mere sjovt at tage Karper paa Brød end Rovfisk paa levende Smaafisk. Sagen var, at den eneste Gang, han havde fisket efter Karper, havde han haft Svineheld; for Karperne i hans Bedstefaders Dam havde været særlig sultne efter Brød, og havde ikke opdaget, at det var ret primitive Grejer, de blev taget paa.

En Time senere stjal vi os ud af Hoveddøren, efter at have forvisset os om, at Rupert sov. Vi sneg os ud med Forbrydelsens Insignier i Haand. Skallen var levende nok, da vi bar den med os i Fiskespanden. Natten var mørk, og Skinnet fra Lomme-

lampen alt for klart. Vi satte Tvekrogen i Ryggen paa Skallen og smed ud. Saa vandt vi den løse Lineende om en Kæp, som vi stak dybt ind i Brinken lige i Vandlinien, hvor vi konstaterede, at den ikke var til at se. Vi begav os tilbage til Huset, og da vi. vandrede langs Mølledammen, opdagede jeg ved Lyset af Lommelygten flere store Ørreder tæt ved stensætningen. Her var en Lejlighed til atter at gøre en af de Ting, man ikke maa. Saa jeg lagde

·mig paa Maven, stak Haanden i Vandet og prøvede at »klø« en af dem. Jeg fik ogsaa Fingrene under Bugen af en Kammerat paa mere end Middelstørrelse, men den syrites ikke om saa umoralske Fingre, og forsvandt ud paa Dybet. Vi fandt det nu klogest at forsvinde selv, men som vi gik hjem, kunde jeg ikke lade være at udbrede mig over de Muligheder, den Dam bød.

»Hvis jeg boede i Vandmøllen«, pralede jeg, men det er vist ikke værd at gentage, hvad jeg saa vilde gøre. Vi aftalte, at Edward skulde staa tidlig op at se efter Resultatet og ringe til mig straks efter Frokost, hvis der var noget. Men Telefonen ringede ikke, og da jeg saa ham næste Gang, fortalte han, at Skallen havde været uberørt og spillelevende om Morgenen, saa han havde sluppet den ud.

Slutningen paa Historien er saaledes noget mat, og jeg burde have opfundet en morsommere Udgang paa Eventyret, men jeg mangler Fantasi og er meget sandhedskærlig, saa derfor kan jeg roligt forsikre enhver, som det monne interessere, at der er stadig en Gedde Mølledammen. Chan-cen er der. -

L. R. Peart.

Ualmindelig, levende Agn.

Historien om Gedden i Mølledammen har vi oversat i Desperation, eftersom vore Sportsfæller ganske svigter Bladet i denne kære Ferietid. Der skal nu ogsaa en Del Energi til at sætte Pen til Papiret i denne Hede. Redaktøren tog selv paa Ferie med den Bagtanke at opleve et eller andet, som kunde besynges i episke Vers, men blev fanget af en Ornitholog, i hvis Selskab vi stagede os frem gennem Sivskove for at studere Ænder og Lappedykkere, søge efter Rørsangerreder og beundre de store Gaaseflokke. Det er ikke første Gang, at en Redaktør af vort Blad svigter Fiskene for Fuglene. For at finde Stof, maa vi da dykke tilbage i Fortiden, og finder blandt vore Minder en anden lille Geddehistorie.

Vi stod oppe paa Søren Peters Mark ved Piledammen med vore ældste Grejer og en liden Orm


paa den mindste Krog, vi havde i Mappen, da Man.:: den og hans Søster kom· stavrende op gennem Roerne, han med Piberi, hun med Strikketøjet.

»Det nytter ikke noget, Apoteker«, begyndte han, »De har selv taget alle de store Karudser, som gik der«.

»Men i Dag vil jeg blot have en lille«, forklarede vi, »der gaar en vældig Gedde i Skelgraven ind til Kræn's. Den vil ikke tage Blinken efter en Gang at have følt Krogen, og nu kunde jeg tænke mig en Karudse paa en Sættekrog«.

»Har Apotekeren set de sære Dyr, som gaar i Mergelgraven ovre ved Havren« faldt søsteren ind, »nogle sære Skabninger; vi har aldrig set Magen, og Naboerne heller ikke«.

Det var rigtigt nok; ca. 100 sorte, 15 ctm. lange Gespenster svømmede om i Gravens klare Vand. Vi havde heller aldrig set dem før, men var straks klar over, at det var Haletudser af LØgfrøen, den eneste danske Frø, der er kun halvt saa stor som sin Larve. Med Ketseren fiskede vi nogle Stykker op, og fik pludselig den Ide at bruge en som Madding paa en Geddekrog. Af humane Grunde gav vi en af dem et Slag i Skallen for at bruge den som død Agn, med det Resultat, at den klappede sammen som en Legetøjsballon, Gassen gaar af. Saa prøvede vi med en Tvekrog i Ryggen, men Haletudsen eksploderede igen. Endelig fik vi listet en Krog gennem den lille, sorte Mund og sat Fyren ud levende.

»Jeg er bange for , at saa stor en Gedde ikke kan holde paa den lille Krog«, forklarede vi Manden, »men nu · kan De jo se efter i Morgen tidlig. Jeg er ikke vis paa, jeg faar Tid«.

Det var ogsaa over Middag, da vi atter kom derop. søsteren var ved at fodre Kyllinger.

»Tak for Mad«, sagde hun. »Den store Gedde var kun paa 11/z Pund, men den passede lige til min Bror og mig. Den smagte udmærket«.

»Velbekomme«, svarede vi. Hvad skulde vi ellers sige? Krogen var jo vor, men Haletudsen og Graven var Mandens. Vi havde allerede fanget og spist alle hans store Karudser, og hav~e fri Jagt paa hans Jord om Efteraaret, saa det var vel reelt nok.

Vi tog nogle flere af de sorte Gespenster med h jem og satte dem i vor egen Springvandskumme i Haab om ad Aare at faa let tilgængeligt levende Agn. Den voksne LØgfrø er et Natdyr, der Dagen over fjæler sig i Kompostmøddinger og Aspargesbede - og dem havde vi. Haletudserne fik godt nok Lemmer, men en Morgen var de alle borte, formodentlig kravlede paa Land og op i Aspargesbedene.

Det er nu ti Aar siden, men jeg har aldrig senere set de sorte Svende eller hørt om deres Anvendelse til levende Agn.

T h u n f i s k e r i i T u n i s. (Efter La Peche).

Dette Lands største og vigtigste Erhvervsfiskeri er Fangsten af den »frankiske Thun«, Scombier tynnus, ogsaa kaldet »rød Thun« paa Grund af det friske Køds skarlagensrøde Farve. Det er pragtfulde Fisk, hvoraf enkelte særlig smukke Eksemplarer naar en Længde af 150 til 200 cm. og vejer fra 200 til 400 kg·. De holder især til i Middelhavet, hvor de forøvrigt findes i store Mængder. Hvert Foraar samler Fiskene, som man paa denne Aarstid kalder »Thon d' arrivee« eller »Thon de course«, sig i store Stimer for at gaa til Legepladserne.

Efter Legetiden kaldes Thunen »Thon de retour«, og den skiller sig paa denne Tid ud i smaa Stimer, der gaar paa Jagt. Den er meget mager, og da dens Kød er meget daarligt, interesserer den ikke Fiskerne. De fisker kun efter »Thon de course«, det er nemlig udsøgte Fisk.

De tunesiske Fiskerier, som man har givet det iøvrigt unøjagtige Navn »Thonaires« af det italienske Ord »Tonnara«, foregaar med et »madraque« eller fast Net, der til Stadighed er anbragt, for at fange de Fisk, der hvert Aar . i Slutningen af Maj gaar langs Kysten af Tunis og er knyttet til Fabriker, der præparerer Fisken og laver den til Konserves.

Ved Opstilling af Tunfiskenettet regner man altid med Fiskens Vane at gaa langs Kysten, ret tæt inde, og saaledes at den altid har Landet til højre.

Tun-Nettet er nærmest en hel Bygning af Alfahamp og kan sammenlignes med en mægtig Ruse, der er indtil 150 a 200 m. lang, med Armene kan_ gaa 3 til 4 km. ud i rum Sø og ned paa en Dybde af 30 m.

Det bestaar af tre Hoveddele. En lodret Del eller Arm, der er anbragt vinkelret paa Kysten. En Arm, der skal drive Fisken, der gaar ude i rum s ø ind mod Rusen og endelig af en meget stor Rektangel, anbragt parallelt med Kysten og delt i 7 Afdelinger eller Gaarde, som Fisken ledes ind i, og hvorfra den ikke kan slippe ud igen.

Ved Hjælp af dette Vaad fanger man Fisken paa følgende Maade :

N aar en Stime Tunfisk møder Rusens Arm vil


den i Stedet for at gaa tilbage søge at omgaa Forhindringen og tager Retning mod det aabne Hav. Naar den naar 'Enden af Armen, forandrer den ufortøvet Retning, gaar atter parallelt med Kysten - og lige ind i Rusen.

Formanden for Fiskeriet, kaldet »Rais«, og et Vagtmandskab, der alle opholder sig i en stor Baad, fortøjet over Indgangen til første »Gaard«, overvaager Fiskens Bevægelse. Saasnart Stimen er kommet ind i Vaaddet, løfter de den bevægelige Laage eller Netport og lukker for Indgangen. Thunen søger nu alle Aabninger for at undsltppe, men efterhaanden som et tilstrækkeligt stort Antal Dyr - 200 a 300 · - f. Eks. , er kommet ind i Rusen, skræmmer Formanden dem ved Hjælp af et Stykke hvidt Tøj eller Skelettet af et Hestehoved fra Gaard til Gaard ind i den sidste, »Hovedet«, (Dødskammeret kaldes den ogsaa paa Fransk) , hvor Bunden er forsynet med et stort bevægeligt Net. Man luk-ker derefter denne sidste Gaard, som de andre.

Alt dette finder som Regel Sted i den tidlige Morgenstund, naar sø og Vind er rolige. Saasnart Fisken er drevet ind i »Hovedet«, gør Formanden et Tegn, og en Del svære Baade, hvoraf 2, kaldet »vasselli« (af vaisseaux-Krigsskib) er noget større end Resten, kommer ud fra Kysten.

Disse Baade er bemandet med ca. 100 Mand, der former »la chiourme«, i Romandskab, tidl. Besætning af Galajslaver). De gaar ud og lægger sig i en Firkant omkring Hovedet, de smaa langs Siden og en stor for hver Ende.

Derefter bliver det øverste af Hovedets lodrette Net løftet med Flaadene og fastgjort til Baadens Rælinger. Hele Mandskabet samles paa det Skib, der ligger over det bevægelige Net, der skiller Hovedet fra de andre Afdelinger.

Paa Signal fra Lederen, der stadig opholder sig i en :Saad med 2 Roere midt i »Hovedet«, griber Mændene, der staar ved Skibets Ræling, de Liner eller Tov, ved hvilke de kan løfte Hovedets Bund og haler til, idet de synger eller nærmest brøler i Takt.

Det indhalede Garn kastes i Havet igen, og Skibet trækkes henover, paa denne Maade gøres det frie Rum mindre og mindre, indtil Hovedet tilsidst kommer til Syne som et Bassin, hvor Fiskene ligger tæt.

Disse, der er blevet forskrækkede for Fiskernes Raab og Nettets Bevægelse, giver sig til at svømme rundt med svimlende Fart som en Flok forskrækkede Faar. Naar de opdager, at de baade mangler Vand og Plads, bliver de helt ustyrlige, springer planløst rundt, pisker Vandet til Bjerge

af Skum og dræber hverandre med Slag af Halen. Tilsidst holder de udmattede op og driver hen langs Kanten af Nettet med forstyrrede og glasagtige Øjne og udstøder klagende Skrig, som smaa Børn der klynker. Havet er rødt af Blod, og blodrødt Skum dækker Mandskabet og Baadene.

Hovedets Bund bliver solidt fæstet paa Skibets Ræling, og nu begynder det egentlige Fiskeri, »matanza«en, (Blodbadet) .

Fiskerne bevæbner sig med stærke og solide Fangstkroge. Berusede af Lugten af Blod og ophidsede af Formanden, der fra sin Baad bestænker dem med Havvand ved Hjælp af et Øsekar, udstøde vilde Hyl, og i hver sin Jargon bande~ de Madonna og alle Paradisets Helgener, hver Gang en Thun slipper fra dem eller giver dem en Skramme med et Slag af Halen. De klapper med Haanden de Fisk, de faar fat i, og kaster dem hulter til bulter ned i Skibet.

Oversmurte med Blod fra Hoved til Fod, faar den hede afrikanske Sol, der blaaner og bruner alt og alle, dem til at ligne en Flok Djævle, der er sluppet tid fra Dantes Helvede.

Enhver, der blot en Gang har været Vidne til denne Scene, vil aldrig kunne glemme den, saa stærk og bidende er den Realisme, der præger den.

Naar Matanzaen er forbi, falder en pludselig Stilhed over det hele , og disse Mænd, der for et Øjeblik siden ikke kunde finde tilstrækkelig grove Eder mod Madonna, blotter nu Hovedet, og beder den hellige Jomfru, at den næste Matanza maa give stort Udbytte.

»Hovedet« bliver derefter lagt paa Plads igen, og Fangsten bugseret ind til Fabrikens Losseplads, hvor den hurtigt bliver bragt i Land ved Hjælp af Kraner.

I de 5-6 Uger, Fiskeriet varer, gaar det stadig løs paa denne Maade, og baade ved Nettet og paa Fabriken hersker der stor Travlhed.

Fiskerne· fanger ustandselig Fisk, som de uophørligt sender til deres Kammerater paa Fabriken. Den ene Part fanger, hvad den anden laver til Konserves.

Fiskerne kommer fra Trapani (Sicilien) , og Arbejderne paa Fabriken fra Italien og Tunis. Arbejdsmændene er i Reglen Indfødte. Kvindelig Arbejdskraft anvendes ikke, hvilket ellers er almindeligt paa franske Konservesfabriker.


O D D E 'R 'EN, Flodernes Sundhedspoliti?

Kan det virkelig tænkes, at Skaberen har begaaet den Fadæse at give Jorden et saa nederdrægtig skadeligt Dyr, som Odderen faar Skyld for at være i næsten alle Naturhistorier. Dette var min første Tanke, da jeg for mange Aar siden begyndte at beskæftige mig med Fiskeodderens meget interessante Biologi. Det andet Spørgsmaal, som jeg forsøgte at faa Klarhed paa var: Hvorfor var der fordum - blot for en Snes Aar siden - saa mange Tusind Gange flere Foreller i Bækkene i Tatra (Karpatherne) end nu, uagtet der . dengang nedlagdes og fangedes et Par Hundrede Oddere om Aaret? Ganske vist, de Marodører, som arbejdede med Dynamit, Haandgranater, Opdæmning af Aaerne og havde velvillige Hælere i Omegnen til at hjælpe med Afsætningen, har vel deres Skyld i, at Forellerne blev færre. De Giftstoffer, som Fabrikkerne lod løbe ud i Fiskevandene, bedrede heller ikke Forholdene. Efter min Mening var en væsentlig Grund til Fiskeriets Ødelæggelse imidlertid, at .man udryddede Odderen. Vil man forbedre Fiskeriet ved at udrydde Odderen, skal det nok vise sig, at man i Tidens Løb opnaar det modsatte, saa paradoksalt det end kan lyde.

I visse Egne af Afrika prøvede man at faa Zebra og Antilopebestanden i Vejret ved at bortskyde de store Rovdyr. Hvad blev Resultatet? Alle Zebraflokkene gik til Grunde af Rots ( en smitsom Hestesyge) og den sidste Antilop styrtede af Lungepest. Vi Mennesker burde aldrig gribe udryddende ind i Naturen, hvor alt er viselig indrettet, og hvor navnlig Sanitetskorpset er organiseret paa den mest hensigtsmæssige Maade. Og netop blandt Fiskene har Naturen været overordentlig betænksom i Ordningen af Sanitetstjenesten og Omsorgen for Arternes Bestaaen, en velovervejet Balance mellem Individantal, Næringstilgang og dermed følgende Udrangering af svage, syge, undervægtige og lignende overflødige Individer. Odderens naturlige Jagtgrund er Flodernes øvre Løb, og derfra fjerner den sig kun i ringe Grad. Dens Polititjeneste bestaar i at bortskaffe alle døde, syge, alderdomssvækkede og overtallige Individer, som kunde komme i Vejen for de sunde Individers Udvikling. Efter disse almindelige Betragtninger, skal jeg nu anføre mine egne Iagttagelser for om muligt at sætte Odderens Levnedsløb i et Lys, som maaske er anderledes end det vanlige.

Fiskeodderen hører hjemme i vore Bjergbække, hvor den hele Aaret igennem ufortrødent passer det Arbejde, Naturen har anvist den, nemlig at

tilintetgøre alle syge, · dØde, · beskadigede og alderdomssvækkede Fisk. Endvidere har han den Opgave at opsøge Legepladserne for at fordrive og tilintetgøre de overtallige Hanner, som forstyrrer Legen, desuden alle de Skabninger, som fraadser i Rognen: F. Eks. Tudser, Krebs og Vandrotter. Dette Faktum er jeg kommet til ved Undersøgelser af Odderens Maveindhold. Ved dens Tumlen paa Legepladserne (Brehm paastaar ganske fejlagtigt, at den forstyrrer Legen) afsættes en Del Rogn i Pelsens grove Haar. Paa sine senere Vandringer fører Odderen da Fiskeæggene over i andre Bække og sørger saaledes for, at der kommej: nyt Blod i lokale Stammer. Ved stærk Vandflom kan jo undertiden næsten alle Foreller i en Bæk blive spulet ud over Dæmninger og lignende ned i Flodens lavere Løb, og Forellerne var sikkert for lang Tid siden forsvundne fra de øvre Dele af vore Bjergbække, hvis ikke Odderen paa sine Vandringer bragte befrugtet Rogn op igen.

En af Odderen_s vigtigste Opgaver er at bortskaffe alle de Fiskekadavere, som driver i Vandet. Det kan ofte ske, at Odderen maa tage sig af døde Fisk i Hundrede eller Tusinder, naar de er dræbt af Sygdom, Forgiftning (fra Fabrikker) eller Dynamit. Dette af Naturen fordrede Arbejde udfører Odderen paa den Vis, at den bringer alle de Fisk, den ikke kan fortære, op paa Bredden og lader dem ligge med gennembidt Hovede - saa besørger Hejrer, Krager, Ræve, Ildere og Katte~esten af Arbejdet. Paa Grund af denne Sanitetstjeneste, som den efter NatureRs Bud udfører i Fiskernes Interesse, er der opstaaet en Krønike om, at Odderen myrder langt mere, end den er i Stand til at fortære -og denne Saga er desværre gaaet over i den videnskabelige Literatur. Jeg fik selv en Gang fat i en Jagtskildring, hvor der stod, at Odderen var en Fare for det tamme Fjerkræ, eftersom man i en Oddermave havde fundet Resterne af en Høne. Den gode Forfatter havde øjensynligt ingen Anelse om, at man overalt paa Landet har den gamle Uvane at hive selvdødt Fjerkræ .i Bækken. Man kan vel ikke bebrejde Odderen, at den æder et Fuglekadaver, som ellers vilde ligge og forpeste Vandet. Er det ikke en Skamplet paa vor videnskabelige Literatur, naar man hos vore mest berømte Zoologer kan læse, at Odderen gaar ind i Hønsehusene og tager Æg - blot fordi man en enkelt Gang har fundet Æggeskaller i Maveindholdet. Er det ikke sørgeligt,

· at de kloge Folk ikke kan regne ud, at en dØd Høne kan have. et veludviklet Æg indenbords! Den faar ogsaa Skyld for at tage Lam, eftersom man har fundet Lammehaar i Maveindholdet. Mon der aldrig kastes et Lammelig i Vandet? Jeg selv har en

. ·:i.935 SPORTS-FISKEREN 81

Gang fundet HestekØd i en Oddermave, men derfor behøver Krigsministeren ikke at være bange for, at Odderen skal decimere Kavalleriets Heste! En anden Gang fandt jeg fire nyfødte Hundehvalpe i .en Oddermave, men vi ved jo alle, at man undertiden drukner Hundehvalpe og Kattekillinger, naar man ikke vil beholde dem.

I Maanederne Januar-Marts · (I Tyskland) lever Odderen, som jeg ofte har kunnet konstatere, næsten udelukkende af Frøer og Tudser, som sover Vintersøvn under Bækkens Stene. Mine Undersøgelser har ført mig til den Overbevisning, at Odderens Virke fører ikke til Udryddelse, men til Bibeholdelse af en sund og livskraftig Fiskebestand. Nu ved jeg, hvorfor der fordum var saa mange Fisk i Vande, hvor der var mange Oddere, og hvorfor Fiskebestanden er gaaet tilbage og Udsætningsforsøg mislykkede i Vande, hvor Odderen er udryddet. I Bækkene i Tatra er Odderen endnu ikke helt udryddet, men det er kun et Tidsspørgsmaal, naar det sker, hvis den for al Fornuft blottede Forfølgelse fortsættes.

Det er paa høje Tid, at Odderen faar den Beskyttelse, som den virkelig fortjener.

Naturen hævner sig altid, naar en enkelt Dyreart udryddes for at skaffe en anden bedre Livsmuligheder. Udryddelsen af Odderen minder meget om Udryddelsen af Søløverne, om hvilket en Beretning lyder:

Et Aktieselskab, som udnyttede Guanolagene paa en Ø i Stillehavet, anstillede en Udryddelse~kri~ mod Søløverne. der holdt til i store Flokke paa Øen, fordi man troede herved at forøge Fiskerigdommen og dermed Føden til de guanoproducerende Søfugle. Hvorledes gik det? Jo - de ulykkelige Fugle døde af Sult, da de mistede deres bedste Hjælpere i Kampen for Tilværelsen. Søløverne bar sig nemlig ad paa samme Maade som Hyrdehunde med Kvæget. De drev Fiskene sammen i kompakte Masser, som var let tilgængelige for de sultne Fugle. Da Søløverne forsvandt, døde de store Fugleflokke Sultedøden. For. sent opdagede Menneskene den Fejltagelse, de havde begaaet ved at udrydde Søløverne. Det er ikke Naturforskernes Opgave at anstille Ødelæggelsesværk, men at søge at udforske, hvilken Opgave, der er tildelt hver enkelt Dyreart i Naturens store Husholdning. Og aldrig bør han glemme, at den, som har skabt alt levende paa denne Jord, nok har sin Hensigt med hver enkelt af de skabte Væsener.

Saa vidt den ukendte Forfatter, hvis Artikel har fremkaldt en Del Modsigelse, saavel i »Der deutche Jager«, hvor Artiklen fremkom, som i

»svensk Fiskeri Tidsskrift« hvorfra den her er gengivet tilligemed Forsidebillede. Man har navnlig paapeget, at Odderens Færd paa Legepladsen næppeer helt ufarlig for de legende Hunner, forøvrigt gør S. F. T. opmærksom paa, at Odderen kan bringe andet end Fiskerogn med i Pelsen under sine Strejftog for at opsøge en Mage - i Sverrig er den mistænkt for at være Sprederen af Krebsepesten. Samme Nr. af S. F. T. har en Meddelelse om en Kamp mellem en Ræv og en Odder, der endte med, at Odderen sejrede og gav sig til at æde sin Fjende. Odderen er nemlig ikke udelukkende Fiskeæder. Man har opdrættet Odderunger . ( de kan blive meget tamme) med Kød og Rugbrød, ja, det siges, at den ligesom vor tamme Hund kan vænnes til overvejende vegetabilsk Næring.

Artiklen · indbyder i det hele taget til nogen Modsigelse - som nu dette med Maveindholdet. Der er Ornithologer, som gerne vil skaffe vore Rovfugle lidt Fred - en meget prisværdig Bestræbelse for øvrigt. Men naar de da vil bevise, at Musvaage, Taarnfalk, Ugler og andre er nærmest nyttige, saa kommer de frem med Maveindholdet, der for største Parten bestaar af Mus. Hvis der tilfældigvis er en Harekilling, Agerhønekylling eller Sangfugl, saa er det en Misforstaaelse, det er en, som Fuglen har fundet død. Fra mit tidligere Medarbejderskab med en Fugleudstopper, kender jeg denne Undskyldning. Naar en ivrig Samler bragte en af Loven fredet Fugl til Udstopning, saa var det altid en, han havde fundet dØd, selv om vi fandt, at den var fuld af Hagl! Hvorledes man af Maveindhold skal bevise, at Odderen væsentlig lever af selvdøde og syg·e Fisk, gaar lidt over vor Forstand, selv om den næppe tager levende Heste. Og at de Fisk, som Odderen opdynger paa Bredderne, altid har været døde, da den tog dem, er højst tvivlsomt. Odderen er nemlig en nær Slægtning af Musteliderne, Maarfamilien, og at baade Maar, Ilder og Væsel er tilbØjelige til at gaa Amok og myrde alt levende, naar de kommer ind i et Hønsehus eller Dueslag, er almindelig kendt. Da Odderen egentlig kun er en til Vandliv omdannet Maar, ligger det nær at antage, at den kan faa Bersærkergang, naar den kommer over en Fiskestime - og dette paastaas da ogsaa af flere Iagttagere.

Forøvrigt fordrer en voksen Odder ca. 2 Kilo Føde om Dagen. I de Perioder, da dens Føde ude-1 ukkende bestaar af Fisk, svarer dens Forbrug da til 60 Kilo Fisk om Maaneden, en Afgift, som ingen Sportsfisker vil drømme om at tage af sit Fiskevand, i hvert Fald ikke , naar det gælder Bækørred.

Alligevel er rler noget i Forfatterens Ræsonnementer, som maner til Eftertanke. Fra England


lyder Klage over smitsomme Sygdomme blandt Ørrederne i visse Floder. Det er muligt, at de mangler Flodpoliti. Stork og Hejre er meget sjældne - og Odderen taales ikke i et veldrevet Fiskevand. Det vilde være af Interesse at erfare, om der findes Odder i de vestjydske Aaer, hvorfra der klages over de mange Skaller, som formodes at ødelægge Ørredyngelen (S. Sørensen: Er Skallen en Rovfisk? - i dette Blads Nytaarsnummer). Sandsynligheden taler for, at Odderen som andre levende Væsener, fortrinsvis vil tage den Føde, den slipper nemmest til; og Skaller er sikkert nemmere at faa fat i end de vævre Ørreder. Hvis der findes Odder i disse Aaer, og hvis det kunde bevises - ved direkte Iagttagelse eller Undersøgelse af Maveindhold, at dens Føde væsentligt bestaar af Skaller, Frøer og andre Rognfordærvere, saa vilde vi Sportsfiskere maaske ændre vort Syn paa Odderen. Personlig har jeg haft Fiskeret i en østjydsk Aa, hvor Odderen ikke var sjælden. Der var Ørred nok, men en Forbavsende Fattigdom paa Skaller, Aborre og Gedder. Var det Odderens Skyld?

Redaktionen modtager med Glæde Meddelelser, der kan tjene til at belyse Spørgsmaalet.

Ørreddamme og Ørredfiskeri. Ferskvandsfiskeribladet har i indeværende For

aar bragt en Del Indlæg fra Dambrugere, som beklager sig over Damanlæg »ovenfor«. Det hævdes, at naar en Mand har anlagt et dyrt Dambrug_ og kalkuleret en vis Vandtilførsel af rent Vand, er han ikke tjent med, at der højere oppe ad Vandløbet anlægges et nyt Brug, som sender »brugt« Vand ned til Anlægget nedenfor. Det er givet, at det Vand, der har passeret en Række tæt befolkede Damme, bliver iltfattigt og forurenet . En vis · Afstand mellem Dambrugene synes at være paakrævet, men der findes hverken Regulativer eller Lov·bestemmelser til at regulere dette Forhold. Formentlig ender det foreløbig med, at der nedsættes en Kommission af en eller anden Art for at udarbejde et Lovforslag, hvis ikke Ferskvandsfiskeriforeningens Dambrugere selv kan finde en kollegial Ordning.

· For os Lystfiskere kunde der være Grund til at spørge, hvorledes Dambrugene virker paa de Fisk, vi efterstræber, de vilde Ørred, og paa vor Sport 1

det hele taget - og da jeg i 12 Aar har haft Lejlighed til at følge Udviklingen langs Vejle Aa og dens Tilløb, skal jeg prøve at gengive mine Erfaringer, idet jeg dog bemærker, at et Turbineanlæg og Regulering af enkelte Strækninger naturligvis ikke forbedrede Forholdene i en Sportsfiskers Øjne.

I gamle Dage - blot for en 15-20 Aar siden - var her Masser af smukke Bækørred, ligesom en Del Havørred hvert Aar gik ret højt op. Desuden husede Vandløbet nogle faa Rudskaller, Aborrer, Aal, Elrits og Hundestejler, samt en sjælden Gang en Gedde. Odder, Hejre og Isfugl toldede af Bestanden, og mange af Lodsejerne var Fluefiskere ·ikke just passionerede, men saaledes, at man i Ny og Næ gik ned og nuppede et Par Ørred, riaar der kom uventede Gæster, som man vilde traktere med noget lækkert til Aften; og man gik sjældent Fejl. Kom der en Gang imellem en passioneret Lystfisker, fik han gerne Lov at prøve uden Afgift, eller for en saare ringe Betaling. Oftest drog Lystfiskeren hjem med en lille Snes, fra 200 gr. til 1 Kilo, men man hørte ofte om Fangster paa indtil 2 Kilo - foruden store Havørreder.

Saa kom Dambrugene; de første var ret primitive, og deres Virkninger sporedes første Gang i 1924 --:-25, da et Skybrud sprængte en Dæmning og sendte Dammens Indhold af 14000 smaa Regnbueørred ud i Aaen. De fleste nettedes lidt længere nede, men fra den Dag var dog ca. 10 pct. af de nedenfor fangede Ørred Regnbuer. Med dennes Tilbøjelighed til at søge til Havs, vilde dette ene Uheld i Tidens Løb intet Spor have efterladt sig, men i de følgende Aar skød Dambrugene op som Paddehatte.

Allerførst lagde Brugene Beslag paa de bedste Fiskesteder. Hvor Aaen havde bugtet sig mellem Eng og Bakkehæld, hvor smaa Kildespring tilførte friskt Vand, og de vævre Bækørreder stod under Brinken og mellem Ellerødderne, der kastedes Engen op i lange paralelle Dæmninger, der klang Skovl og Spade og raslede Tipvogne henad intermistiske Jernskinner. Den gamle Aabund blottedes, eller førte kun en spinkel Vandrende, som en Hundestejle vilde skamme sig ved at bo i. En skønne Dag var der blankt Vand i de lange, firkantede Damme, Motoren larmede fra Træskuret, hvor man hakkede Affaldsfisk til Foder; der hvor Ørred havde levet sit frie Liv i Snesevis, var der nu tamme Fisk i Tusindvis.

Saaledes er Kulturens Gang. Nutidens Mennesker vilde ikke synes om at skulde til Skovs at fælde en Uroxe eller nedlægge en Vildbasse i Kamp paa Liv og Død for at faa Steg paa søndagsbordet. Vi har det tamme Kvæg at tage til. Og lækre Portionsørred stod ikke paa Hotellernes Spisekort, hvis man var afhængig af de Par Bækørred, som Aaen kunde yde. Vi maa tage Dambrugene som en Berigelse af vort Lands Ferskvandsfiskeri. Men ligesom Jægerne freder om det Vildt, som endnu færdes i Skov og Mark, medens Markerne vrimler af


gumlende Køer og andet Kvæg, saaledes ønsker vi Lystfiskere ogsaa at bevare en Del af det svømmende Vildt i sø, Bæk og Aa. Efter med Beklagelse at have konstateret, at Dambrugene ødelagde de bedste Fiskepladser, vil vi da se paa, hvordan det gik Bækkens Beboere.

Et Dambrug tager som Regel Vandet fra Aaen ovenfor, leder det igennem en Snes eller flere Damme, og lader ' det omsider havne i det gamle Aaløb længere nede. Man kunde formode, at Vandet, der kommer fra et saadant Dambrug var iltfattigt og fuldt af Affaldsprodukter, at ingen Ørred kunde leve deri. Dette er dog næppe Tilfældet. Vandplanterne producerer stadig Ilt nok til, at en lille Ørredbestand kan holde sig. Hejre, Isfugl og Odder forlægger deres Jagtplads op til Dambrugene, hvor de - pr. fas et nefas - vel ofte møder en voldsom Død. Lystfiskeren faar færre Konkurrenter langs de endnu frie Partier af Aaen. Men den frie Aastrækning er blevet overskaaret i en hel Række smaa Stykker. Bækørreden kan ikke fra de nedre Partier komme op til de gamle Legepladser i Kilderenderne. Yngelen, som stod deroppe, kan ikke komme ned i den brede Bæk og vokse sig store. Rent theoretisk skulde man formode, at Aaen i Tidens Løb vilde affolkes paa nær nogle smaa Vantrivninger helt oppe i Udspringet. Et er imidlertid Theori - et andet Virkelighed. Aaen befolkes stadig af Fisk fra Dambrugene. Dels undslipper der altid nogle Stykker ved Overførelse af Fisk fra den ene Dam til den anden, dels kaster Dambrugerne selv de »damsyge« Fisk ud i Afløbskanalerne.

»Damsygen« siges af nogle at være en Infektionssygdom, af andre at skyldes manglende Luft i Dammen. Den viser sig ved, at enkelte Fisk ligger paa , Siden i Overfladen. Saadanne Fisk tages snarest op med Ketser og hives ud i Aaen. Efter hvad der er meddelt mig af erfarne Dambrugsfolk, kommer de halve af de saaledes udkastede damsyge Fisk til sig selv i Løbet af kort Tid og lever da videre i Aaen. Saalede~ skulde da Aaen efterhaanden faa en Bestand af Bækørred ( oprindelige og udslupne) Regnbueørred (af forskellig Race) og Kildeørred, men ak - her slaar Theorien heller ikke til. En nyt Moment spiller ind. Selv om Ørrederne i de afspærrede Aastrækninger ikke mere kan komme op til de gamle Legepladser ved Kilderne, saa findes der altid smaa Sidetilløb, Engvandingsgrøfter og lignende, hvor Legen kan finde Sted, og Resultatet, i hvert Fald for Vejle Aa med Tilløb, er nu, at Aaen huser en Bunke - Køtere.

Jeg ved ikke noget bedre Ord end Køtere, for det er ikke mere Bastarder, stammende fra kun to Arter. Otterstrøm har i »Danmarks Fauna« beskre-

vet den mest karakteristiske af Bastarderne: Tigerørreden, og den har jeg taget et Par Gange, men ellers er det meget svært at bestemme, hvor man- · ge Racer, der er blandet i en fanget Ørred fra Vejle Aa, jeg ved ikke bedre Navn end Salmo trutta mixta. Man kan træffe mørkryggede Ørred med røde Pletter, orangefarvet Bug og en svag Regnbuestribe, uregelmæssigt brogede Eksemplarer og saa videre i en Uendelighed. Naar man saa endvidere betænker, at de med Navnet Regnbueørred prydede indførte Fisk, rimeligvis tilhører tre forskellige Racer, saa maa man ganske opgive Artsbestemmelse. Fra det sidste Aar 1933, da jeg fiskede paa min gamle Egn, var mit Indtryk, at Halvdelen af Ørrederne var »Køtere« og blandt den anden Halvdel var de fleste Regnbueørred. Ca. 20 pCt. var rene fario.

Hvorledes forholder nu disse Fisk sig rent sportsmæssigt? Jeg har ofte, særlig i de første Aar, gjort den Iagttagelse, at Regnbueørred er mindre sky end Bækørreden. Det er et gammelt Ord blandt Sportsfiskere, at en Bækørred slaar højst tre Gange efter Fluen (eller Orm), saa vil den ikke mere, men Regnbuen bliver ved, indtil den, er fast. Bastarderne er gennemgaaende ikke svære at tage. Gamle Dambrugere paastaar, uden at kunne føre noget videnskabeligt Bevis herfor, at de fra Dambrugene undslupne Ørred i de første Par Maaneder slet ikke bider paa nogen Slags kunstig eller naturlig Madding, de skal først vænne sig til at søge deres Føde paa naturlig Vis. Det spiller nu ringe Rolle; før eller senere bliver de lige saa gode Sportsfisk, som deres vilde Frænder.

Resume : Anlæg af . Dambrug lægger Beslag paa de bedste Fiskepladser langs en Aa og forvandler Bestanden af Salmo trutta fario til en broget Bestand af Køtere. Fiskedammene tiltrækker vore Konkurrenter, Hejre, Isfugl . og Odder, men har samtidig givet Hættemaager og Stormmaager Smag for at søge deres Føde ved Ørredvandene, hvor man forhen sjældent saa dem.

Det vilde interessere »Sportsfiskeren« at høre Erfaringer fra andre Ørredvande.

Axel Holm.

Lovens Mindstemaal. Fra Snudespids til Halespids.

Laks ..................................... 37 cm. Hav-, Regnbue- og Søørred ................ 37 -Bækørred. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 -Helt, Snæbel og andre Heltarter ............ 30 -Stalling. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30 -Gedde og Sandart ......................... 40 -Aal ................... ................... 34 -Krebs.................................... 9 cm


Naturens o ·rden. Siden Bortskydningen af vore Rovfugle (for at

beskytte de importerede Fasaner) er Hullerne i Fugleverdenen blevet udfyldt af Hættemaager, Krager, Stære, Solsorter og andre mellemstore Fugle. Hverken Fugleelskere eller Jægere er særligt glade for denne Udvikling. Ikke blot de æggerø:. vende Kragefugle, men ogsaa Stære og Solsorter, maa nødvendigvis gøre en Del Fortræd, naar de optræder i store Mængder. Bl. a. tager de Regnorm, der som bekendt er meget nyttige ogsaa i andre Henseender end at tjene til Madding for Lystfiskere . I sidste Nr. af Fishing Gazette læses følgende :

»Paa Fiskeri i Herefordshire i de sidste ti Dage har jeg bemærket, at Stære og Solsorter tog Tusinder af Døgnfuer. Andre Aar har jeg set Svaler og Vipstjerter - ogsaa Bogfinker - som tog Døgnfluer, men aldrig før Solsorter og kun enkelte Stære i Færd med dette. Da de sidstnævnte Fugle nu er meget talrige, ødelægger de et enormt Antal . Døgnfluer og vil maaske tilsidst helt 1:].drydde dem ved enkelte Vandløb.

»Det vilde være interessant at faa at vide, om andre Fiskere har set Stære og Solsorter tage DØgnfluer, om dette er deres Sædvane eller noget Nyt, de har lært sig?«.

Der er næppe Tvivl om, at en Dyreart kan lære sig at finde nye Fødeemner, naar den tvinges dertil, enten ved, at dens eget Individantal bliver for stort eller ved at dens naturlige Næi:ing bliver sjælden. Begge Dele er saaledes Tilfældet for Hættemaagens Vedkommende. Den er tiltaget stærkt i

· de sidste Aartier, og Bændeltangens Uddøen ved vore Kyster, har gjort de i den levende Smaafisk sjældne. Allerede i Fjor klagedes der over, at Hættemaagerne stjal Kirsebær i Haverne - en ganske unaturlig Føde for en Havfugl! Men Sult er en haard .Læremester.

Den engelske Fiskers Bemærkninger bunder i en ret naturlig Frygt for Konsekvenserne. Døgnfluelarver er et vigtigt Fødeemne for Ørreden hele Aaret igennem. Hvis Fuglene· ødelægger de voksne Insekter i de faa Timer, Døgnfluer lever oven Vande for at parres og lægge Æg, saa faar Ørrederne ikke noget at leve af - og saa er det forbi med Sporten. Fluefiskeren maa sætte Stangen i. en Krog og se at slaa sig paa Jagt efter de Fasaner, som ved vore Forfædres Uforstand blev Aarsag til et Brud paa Naturens Orden.

Ovre ved Kolding ligger et Geddevand, hvor en Hættemaagekoloni er opstaaet. Maagerne tager en Masse Smaaskaller, saa det er svært for en Lyst-

fisker at fange Skaller til at dyppe med. Nuvel -han kan bruge Blink, det er meget bedre Sport. Men hvad skal Gedderne leve af? De kan· jo ikke æde Metalblink,

Man kan naturligvis plyndre Maagerederne og fange Stære og Solsorter i Doner. Rent fraset, at dette er ulovligt, saa ved vi jo slet ikke, hvilke Konsekvenser det vil føre til. Det eneste, vi med al vor Erfaring og Lærdom ved med Sikkerhed er, at Naturen stedse hævner sig, naar vi lægger en Dyreart for Had og faar den udryddet. Se foranstaaende Artikel om Odderen.

Axel Holm.

.............................................................................. Fra alle Egne.

............................................................................... Aalegræsset, som har været angrebet af en

Rodsvamp, der var nær ved at føre til Uddøen af den for Fiskeyngelen saa nødvendige Plantevækst langs vore Kyster, synes nu at være i glædelig Fremgang - i hvert Fald er dette Tilfældet i de sydfynske Farvande.

Ifølge Jakt och Fiske var »Lattspinn« allerede kendt i Sverrig i 1923, indført af selve Illingworth, som den Gang besøgte Sverrig. Der findes et Billede af Mr. Illingworth med en 9 Kilos Laks, taget paa Finspin efter 20 Minutters Kamp. Ved Sportsfiskerkonkurrencerne blev Finspinning imidlertid snart sat i en særlig Klasse, jævnsides med Flue- og Spinnefiskeri, og dette førte til, at Methoden blev opgivet og glemt. Nu synes der atter at være Kredse, som interesserer sig for den.

Havfiskeri efter Makrel.

Der har i den sidste Tid langs Vestkysten været drevet et livligt Fiskeri efter Makrel af Lystfiskere.

Havfiskeriet har saaledes som nævnt her i Bladet været en god Adspredelse for de fiskeinteresserede Badegæster, idet Malfrellen har bidt særlig godt, og da den gik helt ind under Land, stod Fiskerne paa Høfterne og drev et meget indbringende og fornøjeligt Fiskeri.

Spinneren viste sig her ganske fortræffelig. Baade ved Thorsminde og Thyborøn har der

været et livligt Fiskeri, og hver Gang, Havet er roligt, sejler Sportsfiskerne ud og hjembringer pr. Baad optil ca. 150 fine Makrel.

Da dette Fiskeri jo er Sæsonfiskeri, er det klogt at benytte Tiden nu, da Makrellen findes i saa store Mængder ved vore Kyster.

s. s.


................................................................................ . . Fra Redaktørens Lænestol

. . . . . . . . . ................................................................................... Stønnende i Sommerheden sender vi en venlig

Tanke til vor ærede Formand, der paa Generalforsamlingen talte smukke Ord om os - og oplyste Medlemmerne om Redaktionens enorme Bladhold. Det er Sandhed med Modifikation - idet Boghandlerne paa Grund af Valutamiseren ikke kan fremskaffe de amerikanske og canadiske Sportsblade. Medlemmerne bliver derfor nødt til at skrive lidt om egne Oplevelser, hvis vi ikke skal tvinges til at servere Fiskehistorier fra før Krigen, eller -som vor franske Kollega i La Peche, skrive illustrerede Artikler om Aquariefisk.

For at fremskaffe Stof, gik vi selvanden ud at fiske Suder i en herværende Sømose. Vi lagde vore Snører ud, saaledes som det er anvist i »Bøgerne« og sad stille i Baaden og røg Cigar flere Timer. Hylden blomstrede, Flagermusene dansede, og hist og her slog en Sude inde mellem Sivene, men i 4 Timer var der ikke et eneste Bid paa tre Stænger. Derimod var der. et Par Portionssuder i vor Værts Net. Dem fik vi med hjem og stegte efter de bedste Anvisninger. De smagte omtrent som Mudderaal. Suder er en overordentlig velsmagende Fisk - det staar i Kogebogen.

lllllllall l lllllllllllll 111111111 III 1111111111111 III I 111181111111111111 III 111a1 ~

: : Tilgængeligt Fiskevand

. . . . . ' . .................................................................................. Borris Fiskeriforening : Ca. 30 km Fiskevand, Dag kort

a 2,50, Ugekort a 10,00, Aarskort a 25,00 faaes i Østerga

des Kiosk, Skjern, Kluvers Hotel, Borris, Ahler Øster

ga ard og Hotel TroldhØj, Troldhede.

Af Hensyn til Græsset, maa der ikke fiskes i Tiden

10. Juni til 20. Juli. Kort til Vorgod Aa faaes hos Gdr. Th. Rosbjerg, Bor

ris, samt Hotel TroldhØj , Troldhede.

Sdr. Felding Fiskeriforening: Dagkort a 2,50, Aarskort a 15,00 faaes paa Hotellet i Sdr. Felding og hos Gdr.

Henning Christensen, Skovbjerg.

Hadsten Lystfiskeriforening sælger Dagkort fra 1. Ja

nuar for 2 Kr. Kort faas paa Afholdshotellet, Centralhotellet og hos

H. A. Hansen, Hadsten.

I Selling hos Købmand Thomsen, i Aarhus hos Lob

drup, »Apuila«. Fiskeriet er fredet fra 15. Maj til 1. Aug.

Storaaen, Holstebro: Ca. 35 km. Fiskevand, Laks, Hav

ørred og Stalling. Dagkort 2,00, 14 Dages Kort 5,00 og

Aarskort 15,00 Kr. Kor t faas hos Martin Schmidt, Kiosken og FrØjk Fiskepark, Uge- og Aarskort kun hos Mart in Schmidt, Nørregade .

Skjern Aa: Landsforeningen s Medlemmer har gratis

Ret til Fiskeri paa Foreningens Terrain fra Lundenæs

Laksegaard til Borris Sogneskel paa begge Sider af Aa.en.

Harteværkets Reservoirer : (NØrresø, Søndersø og

Stallerup SØ). Geddefiskeri. Kort kan kun faas paa Vær

kets Kontor : Rendeban en 4, Kolding, og hos Gaardejer

Clemmensen ved Dybvadbro St. Priserne er for : Aarskort Kr. 30,00, Maanedskort Kr. 10,00, Ugekort Kr. 6,00, Dag-

kort Kr. 2,00. Medlemmer a f »Dansk Sportsfiskerforening« faar udstedt Kort til halv Pl:1s mod Forevisning af Medlemskort.

Kolding Aa : Ørredfiskeri. Kort hos følgende : Fr. Ru

des Sportsmagasin, Jernbanegade 21, Kolding. - sønder

bros Kiosk, Sønderbro, Kolding. - Hvilested Kro pr. Ej-

strup. - Afholdshotellet i Eistrup. - Gaardejer M. Nissen

J øker, »Hvilestedgaard << ved »Tudsbro«. Paa Kortene er angivne de Strækninger, hvortil Kortene gælder. Prisen

paa :Kort er : Aarskort Kr. 22,00. - 3 Maaneders Kort

15,00 Kr., 1 Maaneds Kort Kr. 10,00 og Dagkort Kr. 2,00.

Skive og Omegns Lystfiskerforenin.g : Ca. 15 km Fiskevand i Karup Aa ved Hagebro. Dagkort a 2 Kr., Ugekort 5 Kr. faas i Hagebro Kro og ved Albech, Perfekt, Torvet, Skive. Foreningen staar til Tjeneste med alle Oplysninger og er villig til at yde Bistand ved Tilrettelæggelse af Fisketure .

Kongeaaen fra Jedsted Mølle til Havet. Ca. 14 km.

Fiskestrækning. Fredningstider 1. Novbr. - 31. Decem.br .

inclusive og 1. Juni - 15. Juli incl. Kortpris for Ikke

Medlemmer af »Sydv.estjydsk Sportsfiskeriforening«: Dag

kort a 3,00. Fiskekort faas i Sportsmagasinet »Lillevang«,

Kongensgade, Esbjerg, Gredstedbro Kro og »Vestkysten«s Kiosk, Esbjerg.

Sneum Aa fra Endrup Mølle til Havet (Enkelte Par

celler undtaget) . Ialt samlet Aabred 60 km. Fredningsti

der 1. Novbr. - 31. Decbr. incl. og 20. Maj - 18. Juli incl. Kortpris for Ikke-Medlemmer af »Sydvestjydsk Sportsfi

skerforening : Dagkort Kr. 3,00.

Fiskekort faas i Sportsmagasinet, Esbjerg. Aalbæk Cementstøberi. Endrup Kro og » Vestkysten«s Kiosk, Esbjerg.

Indholdsfortegnelse 1. Gedden i Mølledammen. - 2. Ualmindelig

levende Agn. - 3. Thunfiskeri i Tunis. - 4. Odderen, Flodernes Sundhedspoliti. - 5. Ørreddamme og Ørredfiskeri. - 6.Naturens Orden. - Fra alle Egne. - 8. Fra Redaktørens Lænestol. - 9. Tilgængeligt Fiskevand.


r1111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111"

- -- -- -- -- -- -- -: .... THE WORLD'S .,f OLDEST AND LARGEST ~ :: § - FISHING TACKLE~ MANUFACTURERS .. ' § -

REDDITCH ENGLAND -- --- ALLCOCK'S Navn borger for Kvaliteten! ---

-------

Fordi Fabriken harover10Q Aars Erfaring i Fremstilling af Lystfiskeriartikler, og fordi Allcocks Arbejdere alle er Specialister paa deres Omraade

Vil De være sikker paa at faa fuld Valuta for Deres Penge, er det ikke nok, at De forlanger en engelsk Fiskestang, - det ska I være en ALLCOCKS Fiskestang og der skal staa ALLCOCK paa Hylsteret. Det er ikke nok, De forlanger et Blink, - De skal forlange et ALLCOCKS Blink, og der skal staa ALLCOCK paa Æsken.

i.1111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111111.i ................................................................................ Gæstgivergaarden

, , T r O I d h Øj ' 'Fiskekort til Vorgod og Skjern Aa, Afstand til Aaen 3 /4 km, ingen Steder over 3 km til førstnævnte . - Ved 3 Dages Ophold 5 Kr. pr Dag for fuld Pension. Chr. Christensen.

Tlf. 1 - Troldhede. •••••111••••••••···················· ·············································· ~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hotel Schaumburg, Holstebro. · Telf. 42 - 172. - - - Statstelefon 16.

Byens ældste og førende Hotel. Værelser fra 3 Kr. - l. Kl. Køkken. - Bilgarage.

Westy Hald.

LYSTFISKERE SE HER!

~ Et meget stort Udvalg i fine engelske Fluer,

Spinner, Liner, Fiskestænger, Hjul m. m. fore

findes hos undertegnede til billigste Priser. ~ A. DAMGAARD, HOLSTEBRO. - ~~~~~ ~ ~ ~~~T-=E~L~E=F::....:O_N.:__:.2_11. _~~~~--~~~~-

Holstebro Turistforening Lystfiskere anvises Fiskepladser for Laks, Ørred og Stalling samt Gedder. - Dagskort li. 2,00, 14 Dages Kort 5,00, Aarskort li. 15,00. Dagskort løses i Kiosken, Frøjk Fiskepark og hos Martin Schmidt. Maaneds- og Aarskort kun hos Martin Schmidt.

Formand : Dr. med Chr. Lottrup Andersen, Bernstorffs-vej 91 a, København, Hellerup.

Næstformand : BØdkerm. Carl Christensen, Skjern. Sekretær: Førstelærer S. Bork-Andersen, Askeby. Kasserer : Postassistent Chr. Lauridsen, Skjern, Post-

konto 11140. Kontingent og Indmeldelse samt eventuelle Klage r

over Bladets Forsendelse sendes til Postassistent Chr.

Lauridsen, Skern.

Kontingentet er 8 Kr. aarlig. Ægtefæller dog kun 11

Kr. For Medlemmer af Lokalforeninger med indtil 40

Medlemmer og med mindst 5/8 af Medlemstallet indmeldt i Landsforeningen, er Kontingentet kun 5 Kr. Det samme gælder for Lokalforeninger med over 40 Medlemmer og mindst 25 indmeldt i Landsforeningen. Hvis Forholdene taler for det, kan Bestyrelsen dispensere fra disse Bestemmelser. (Lokalforeningerne skal selv incassere

Kontingenterne. )

Artikler til Bladet bedes indsendt inden d. 10. i hver Maaned til Redaktøren, Apoteker Axel Holm, Asylgade 19,

Odense. Telf. 3176. Foreningens Medlemsorgan »Sportsfiskeren« udkom-

mer d. 1. i hver Maaned.

Trykt i S. Sørensens Bogtrykkeri, Holstebro. · ·

sportsfiskeren 08 1935

Documents