tel 4, 2010

TEL udgives af Selskab for Bibelsk Arkæologi (SBA) | bibelskarkaeologi.dk nr. 4 | december 2010 | 21. årgang

Templet i Jerusalem– ISRAELS CENTRUM

ET SPADESTIK DYBERE I BIBELENS VERDEN

Templet i Jerusalem 3

Jesu tempelaktion 9På templets tinde 13

Hvor blev Jesus født? 17Til minde om Ehud Netzer 20

Selskab for Bibelsk ArkæologiBuen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop

Tlf. 7586 1748E-mail: [email protected]: www.bibelskarkaeologi.dkBank: Sydbank konto 7920-1014 846Norge: Den norske Bank 7877.06.93402

Redaktion:Morten Hørning Jensen (ansv. red.),Hartvig Wagner (red. sekr.), Carsten Vang.

Forsidefoto:Udsnit af den store model over Jerusalem før dets ødelæggelse år 70, der nu kan ses på Israelsmuseet i Jerusalem. Den nedre Davidsby ses i forgrunden og det sydvestlige hjørne, templets tinde, rager op i midten. Foto: © Morten Hørning Jensen.

Links i TEL:De fl este nyheder i TEL følges op af links til hjemme-sider, hvor der kan læses mere. Disse links er samlet på vores hjemmeside www.bibelskarkaeologi.dk.

Layout:Freehand.dk, Herning

Tryk:Økotryk, Videbæk

Artikler i TEL dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller SBAs synspunkter. TEL sendes gratis til medlem-mer af Selskab for Bibelsk Arkæologi.

Kontingent:Danske kr. 165,- / norske kr. 185,-(For unge under 26 år: kr. 115,- / norske kr. 125,-).Kontingent opkræves via PBS først på året.Medlemskab tegnes ved henvendelse til SBA.

TEL udgives med tilskud fra undervisningsministeriets tips- og lottobevilling.

Selskabets bestyrelse:Bibelunderviser Jan Højland (formand),tlf.: 2396 8383 · [email protected], ph.d., cand.theol.Morten Hørning Jensen (redaktør),tlf.: 8742 0242 · [email protected]. Jacob Bank Møller (kasserer),tlf.: 8615 3402 · [email protected] sk designer Ben Haman Jensen(webmaster),tlf.: 2263 0321 · [email protected]

© SBA og artiklernes forfattere.Ved enhver form for eftertryk/citat skal kilde angives.

ISSN 0905 - 5827

For at fejre SBAs 20 års jubilæum sætter vi en

række fl otte gaver på højkant. Tegn et eller fl ere

nye medlemmer og giv dig selv mulighed for at

vinde en fl ot gave.

Frem til årsmødet 2011 giver hvert nyt abonnement et lod i en pulje om et gavekort til en programrejse hos Felix Rejser på 4.000 kr. (eller 3.000 kr. til en fl ybillet formidlet af Felix Rejser). Jo fl ere abonnementer du tegner, jo fl ere lodder!

Samtidig er der sikker gevinst til den, der tegner fl est nye medlemmer: ét års avisabonnement på Kristeligt Dagblad (værdi: 3.295 kr.)!

Endelig trækker vi lod blandt de nye medlemmer om fem af Kenneth Baileys nye bog i to bind fra Lohses Forlag, ”Jesus set med mellemøstlige øjne I-II” (værdi: 599 kr.).

Alt du skal gøre er at sende navn og adresse på det nye medlem til Hans Hansen, Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop eller på email: [email protected]. Vi frem-sender derefter et velkomstbrev til det nye medlem med girokort for indbetaling af abonnement.

Prisen for ét års abonnement er fortsat 165 kr. for voksne og 115 kr. for unge under 26 år (oplys alder).

Grav et spadestik dybere i Bibelens verden!

TEL jubilæumshvervekampagne

Sponsorer:

2 Selskab for Bibelsk Arkæologi

TEL 4/2010

Af Jostein Ådna, professor i Det Nye Testamenteved Missionshøjskolen, Stavanger, Norge

Inden for den nytestamentlige forskning har der de sid-

ste 20 år været stor debat om Jesu forhold til templet i

Jerusalem. Særligt har man diskuteret, om Jesus virkelig

ene mand kunne rydde den store tempelplads for hand-

lende i ugen før sin korsfæstelse. Hvor fandt Jesu aktion

i templet mon sted?

DEN STORE TEMPELPLADS

Vi ved med sikkerhed, at tempelpladsen var kolossal stor. Den jødiske historieskriver Josefus beskriver den i detaljer (Den jødiske Krig 5.184-237 og Antiquitates 15.380-425), og tempelpladsen har i dag samme omfang som på Jesu tid.

Selve tempelbygningen med brændofferalteret udenfor, om-givet af de såkaldte indre tempelforgårde (præsternes, israelitter-nes og kvindernes forgårde), udgjorde kun en lille del af det store tempelanlæg.

Disse centrale dele af tempelkomplekset var omgivet af en mur med tavler, som forbød alle ikke-jøder at træde inden-for. Rundt om var der en stor åben plads, kaldet hedningernes forgård, med fri adgang også for ikke-jøder. Denne ydre forgård udgjorde langt den største del af hele det store tempelanlæg (ca. 80.000 kvadratmeter).

Templet i Jerusalempå Jesu tid

Tempelpladsen set fra luften. Den nuværende tempelplads’ form og areal går tilbage til Herodes den Stores udvidelser. Foto: © www.bibleplaces.com.

3

TEL 4/2010

www.bibelskarkaeologi.dk

TEMPELRENSNINGEN

Evangelierne beretter, at Jesus gav sig til at jage dem ud, som solgte og købte i templet, og at han væltede vekselerernes borde og duehandlernes bænke.

Men hvor skete dette præcist? Mange forskere vil sige, at det var i hedningernes forgård. Altså på den store åbne plads rundt om selve tempelbygningen.

Andre derimod indser, at det fysisk vil være umuligt for én mand at lukke et så stort marked. De anser Jesu gerning for at være en mindre symbolsk handling i et hjørne af forgården.

Men spørgsmålet er, om der ikke fi n-des en tredje og bedre løsning. For hvor fandt handlen på tempelpladsen egent-lig sted? Er der et mindre og afgrænset område, som blot er blevet overset af forskerne?

Dette forhold fi k mig til at gå i gang med en nøje undersøgelse af templet i Jerusalem på Jesu tid for at fi nde ud af, hvorvidt markedet i templet faktisk var

GLADIATORER I EFESOS

Under en lund af citrustræer i udkanten af det gamle Efesos har man fundet grave med ske-letter af ca. 70 mandspersoner, alle døde i en forholdsvis ung al-der. Arkæologerne er overbeviste om, at disse knogler stammer fra gladiatorer. Dette er det største fund af knogler fra gladiatorer nogensinde i verden (2.-3. årh. e.Kr.). Det giver en enestående mulighed for at forstå, hvilket fy-sisk pres gladiatorerne var udsat for under træning og kampe. Alle skeletterne bærer mange mærker efter dybe sår. Ingen af gladiato-rerne døde af naturlige årsager. En spændende video om dette fund kan ses via TELs linkside.

spredt over hele hedningenes forgård, el-ler om det var begrænset til en mindre del af komplekset.

KONG HERODES’ TILFØJELSER TIL TEMPLET

Som det ypperste blandt sine mange store byggeprojekter lod Herodes den Store (37–4 f.Kr.) templet i Jerusalem udbygge og forskønne. Josefus anslår, at udvidelsen under Herodes medførte en fordobling af templets omfang (Den jødiske Krig 1.401). Hovedarbejdet blev udført i årene 20–10 f.Kr., men videre udsmykning og reparatio-ner fortsatte længe efter Herodes’ død (se Joh 2,20), ja næsten helt til udbruddet af krigen mod romerne i 66 e.Kr.

Resultatet af Herodes’ udvidelse af tempelarealet kan ses den dag i dag på størrelsen af den nuværende tempelplads, hvor de muslimske helligdomme Klippe-moskeen og Al Aksa-moskeen befi nder sig.

Pladsen er næsten rektangulær. Den

Templadsen er placeret på Ofelhøjen, der lå nord for den Davidsbyen, den ældste

del af Jerusalem. Oprindeligt var pladsen kvadratisk (markeret med gult). Hasmo-

næerne udvidede den en anelse mod syd (markeret med orange), men den store

udvidelse mod nord, vest og syd fandt sted under Herodes den Store (markeret

med lilla). Modellen viser tydeligt, hvor store hulrum, der er under tempelpladsen,

som indtil den dag i dag er omgærdet med mystik og historier. © Leen Ritmeyer.


TEL 4/2010

er omgivet af mure med en længde på 470 m mod øst, 280 m mod syd, 488 m mod vest og 315 m mod nord.

Er det muligt at skelne mellem den del af tempelpladsen, der er før-herodiansk, og de udvidelser, som Herodes foretog år 20–10 f.Kr.?

STENENE AFSLØRER BYGMESTEREN

Der er stor forskel på de sten, der er brugt i støttemurene rundt om tempelanlægget. Ved at sammenligne med andre af Herodes’ bygningsværker, særligt murene omkring patriarkhelligdommen i Hebron, er den herodianske byggestil let at identifi cere.

Både vest- og sydmuren udviser som helhed de typisk hero-dianske kendetegn. I østmuren derimod er den herodianske stil begrænset til et 32 m lang strækning fra det sydøstlige hjørne af tempelpladsen. Afslutningen på dette stykke markeres af en tydelig lodret adskillelse, en ”søm”, i muren.

Nord for dette punkt består muren af mindre sten, der ikke er nær så kunstfærdigt udhuggede som de herodianske. Sømmen i østmuren viser, hvor tempelplateauet før Herodes’ udvidelse begynder.

Han lod det så udvide med 32 m mod syd, og derfor er hele den nuværende sydmur herodiansk. Herodes lod også plateauet udvide mod vest, og derfor er også hele vestmuren herodiansk.

KLIPPEMOSKEENS PLACERING

Den prægtige Klippemoske, bygget af de første muslimske herskere i Jerusalem i slutningen af det 7. årh., står på en trapez-formet platform, som er knapt 5 m højere end de 737,80 m, som er højden på selve Tempelpladsen. Tempelbygningen og de indre forgårde i det jødiske tempel må have befundet sig indenfor det område, hvor den ophøjede platform står i dag.

Nord for platformen befi nder der sig under dagens

Denne grundplansmodel viser tempelpladsens etaper. Det gule areal er

den oprindelige plads før hasmonæernes udvidelse (det orange). Hero-

des’ tilføjelser er det grønne, der dels gjorde pladsen meget større,

dels tilføjede den store kongelige søjlehal mod syd. Med dette ønskede

han at efterligne og overgå andre romerske templer i tiden, de såkaldte

kaisareia. © Leen Ritmeyer.

En tydelig lodret sammenføjning (midt på billedet) i tempelpladsens

østmur tæt på det sydøstlige hjørne viser, at pladsen er blevet udvidet.

Muren til venstre for sømmen (set på billedet) er Herodes’ udvidelse,

mens muren til højre for sømmen er ældre og udgør sydøsthjørnet på

hasmonæernes tempelplads. Foto: © www.bibleplaces.com.

5

TEL 4/2010


plateau dels en naturlig dalsænkning, dels en kunstigt udgra-vet voldgrav. Her fi nder vi templets forsvarslinje mod nord, før voldgraven blev fyldt op med jord og sten og dækket til. Ud fra Jo-sefus’ beretning om den romerske feltherre Pompejus’ indtagelse

Klippemoskeen blev bygget af de første muslimske herskere i Jerusalem og stod færdig i slutningen af det 7. århundrede. Den er efter alt at dømme

placeret netop der, hvor de jødiske templer lå tidligere. Foto: Morten Hørning Jensen.

af Jerusalem i år 63 f.Kr. (Den jødiske Krig 1.141–154; Antiquitates 14.57–73) kan vi slutte, at denne forsvarslinje stadig var intakt på det tidspunkt. Altså blev dette område nord for den trapezforme-de platform først senere integreret i tempelanlægget. Uden tvivl var det Herodes, der stod for udvidelsen nordover fra platformens nordside til den nuværende tempelplads’ nordlige ende.

DET OPRINDELIGE KVADRATISKE TEMPELANLÆG

I alt fører otte trapper fra pladsen op til platformen rundt om Klippemoskeen. Trappen i det nordvestlige hjørne af platformen afviger i sin orientering og konstruktion fra de syv andre. I stedet for at være anlagt i en ret vinkel på platformen som de andre, er denne ene trappe i stedet lagt helt parallel med den østlige støt-temur for hele tempelanlægget. Afstanden fra det nederste trin i denne trappe til østmuren er præcis 262,50 m.

Nøjagtig 262,50 m længere mod syd har østmuren et lille knæk. Dette knæk markerer – i lighed med den ovenfor omtalte


TEL 4/2010

”søm” yderligere 41 m længere mod syd – sydgrænsen for pladsen i en tidligere fase af dens historie. De to retvinklede linier af identisk længde, som udgør nord- og østsiden for det centrale tempelområde, synes at sætte os på sporet af et muligt kvadratisk kompleks.

EZEKIELS ESKATOLOGISKE TEMPEL

At dette spor er værd at følge, bekræf-ter målene hos profeten Ezekiel for det eskatologiske tempel i Jerusalem. Det skal være kvadratisk med sider på 500 alen (Ez 42,16–20). Eftersom Ezekiel opererer med den såkaldte ”kongelige” alen, som er én håndsbredde længere end den sædvan-lige alen (Ez 40,5) og derfor udgør 0,525 m, svarer de 500 alen nøjagtig til 262,50 m. Sandsynligvis har Ezekiels model for endetidens tempel på dette punkt påvirket dimensioneringen af ”Det andet Tempel” rejst i 520–515 f.Kr. (Ezra 5–6).

Med to af siderne i kvadratet place-ret, lader den sydlige og vestlige side sig naturligvis også indtegne.

KONTINUITET IHELLIGDOMSFUNKTIONEN

På baggrund af ovenstående kan vi nu skelne den herodianske udvidelse af

Trapperne i det nordvestlige hjørne op til den platform, klippemoskeen er placeret på, er lidt

anderledes end de andre. Vinklen er en anden, og det samme er stenene på det nederste trin.

Leen Ritmeyer foreslår, at dette sted markerer nordvesthjørnet på den oprindelige kvadratiske

tempelplads. Foto: © www.bibleplaces.com.

Trapperne i det nordvestlige hjørne op til den platform, klippemoskeen er placeret på, er lidt

templet fra de før-herodianske bestand-dele. Takket være ”sømmen” og knækket i den østlige støttemur kan vi foretage yderligere distinktioner:

Oprindelig havde ”Det andet Tempel”

sin sydgrænse ved knækket i østmuren. Det 41 m lange stykke fra knækket til ”sømmen” skyldes, at tempelområdet blev udvidet mod syd i hasmonæisk tid (140-100 f.Kr.). Herodes d. Store udvidede så området yderligere fra ”sømmen” mod syd.

En vigtig erkendelse er, at ”Det andet Tempels” oprindelige kvadratiske anlæg blev bevaret intakt. Tempelbygningen med sine umiddelbare omgivelser, som de kultiske funktioner og dermed stedets hellighed var knyttet til, befandt sig stadig i det første århundrede indenfor den tra-ditionelle kvadratiske tempelplads.

Med fastholdelsen af templets funktion som jødisk kultcentrum havde Herodes den Store et betydeligt spillerum i udformningen af det udvidede tempel-plateau mod syd, vest og nord.

HERODES’ TEMPELSOM ”KAISAREION”

Så længe Herodes lod det oprindelige tempelområde forblive grundlæggende intakt, gav jøderne ham et stort råderum til at forskønne og udvide tempelpladsen. Det benyttede han sig af, som vi skal se. Faktisk var Herodes’ mest ambitiøse pro-jekt på tempelpladsen den store udvidelse mod syd.

Som arkitektonisk forbillede valgte Herodes de såkaldte kaisareia.

Josefus kalder den sydlige søjlehal for en af de mest bemærkelsesværdige bygninger under

solen. Det var uden tvivl også en af de største bedrifter i Herodes’ udvidelse af tempelområdet.

Først måtte plateauet hæves kunstigt med store hvælvinger, og dernæst blev den store søjlehal

opført. Foto: Morten Hørning Jensen.

7

TEL 4/2010


Dette er betegnelsen for en type monumentale kult- og kul-turcentre, som på initiativ af Julius Cæsar først blev bygget i Alexandria i Egypten og i Antiokia i Syrien i årene 48 og 47 f.Kr. Kaisareion-anlægget i Alexandria, der efter Cæsars død højest sandsynlig tjente som hovedbase for kejserdyrkelsen i den egyp-tiske hovedstad, er skildret af den jødiske fi losof Filon som en plads omgivet af søjlehaller på alle fi re sider og med en tempel-bygning i midten (Legatio ad Gaium 150–151). I den nordafrikan-ske by Kyrene er et kaisareion gravet ud.

Sammen med andre arkæologiske og tekstlige belæg sætter dette kildemateriale os i stand til også at identifi cere Herodes’ tempel som et kaisareion. I lighed med søsteranlæggene i Ale-xandria og Kyrene bestod tempelanlægget i Jerusalem af en plads omgivet af søjlehaller på alle sider og med et tempelhus i midten. Søjlehallen i syd var en særlig prægtig basilika med tre skibe og med en højere tagkonstruktion end de andre. Josefus skildrer den udførligt og kalder den for den kongelige søjlehal (Antiquitates 15.411–416).

Som i de andre kaisareia blev søjlehallerne bl.a. benyttet til udstilling af viegaver og af rustninger og andre genstande taget som krigsbytte og til diverse aktiviteter som undervisning og dis-kussion (sml. Joh 10,22 –31; ApG 3,11).

DEN KONGELIGE SØJLEHAL SOM STED FOR TEMPELMARKEDET

De omfattende udgravninger ved sydmuren efter 1967 viser, at den kongelige søjlehal langs den sydlige støttemur var direkte forbundet med hovedgaden lige vest for templet ved et stort trappeanlæg. Både skriftlige kilder og arkæologiske fund i områ-det viser, at dette var et vigtigt handelscentrum i byen, med uld- og klædemarkeder, smedeværksteder og en række andre butik-ker. Takket være monumentaltrappen var den kongelige søjlehal faktisk arkitektonisk lige så tæt forbundet med markedsområdet udenfor som med de indre dele af templet.

Udvidelsen af tempelområdet mod syd gjorde det muligt at lade den kongelige søjlehal langs sydmuren varetage funktionen som agora, et torv.

ADGANG TIL TEMPELPLADSEN

To ca. 60 m lange og opadstigende tunneller førte fra porte i den sydlige mur ind på tempelpladsen. Ifølge Mishna (Middot 2,2) benyttede pilgrimmene disse såkaldte Hulda-indgange til tempel-området. Tunnellerne gik ind under den kongelige søjlehal, og fra det sted, hvor de mundede ud på tempelpladsen, kunne man gå direkte ind til den indre del af tempelanlægget, hvor de gudstje-nestelige ritualer fandt sted.

Den herodianske udvidelse var med andre ord anlagt med en arkitektonisk adskillelse mellem indgangene fra syd og den kon-gelige søjlehal, og denne arkitektoniske tilrettelæggelse svarede igen til en funktionel adskillelse.

Med sin dobbelte tilhørighed til tempelanlægget på indersiden og til markedsområdet på ydersiden fi k den kongelige søjlehal position som tempelmarked. De varer, som blev omsat der, tjente specifi kt de tempelbesøgendes behov. Vekselererne vekslede for-skellige møntsorter, som pilgrimme fra fjerne himmelstrøg bragte med sig, til drakmer præget i Tyrus, der skulle benyttes til køb af varer i templet og til indbetaling af tempelskatten. Duehandlere tilbød fugle til synd- og brændofre. Også vegetabilske varer, som man behøvede til ofringerne, blev omsat på tempelmarkedet. Derimod tyder kilderne på, at større offerdyr som får og okser blev omsat på andre markeder i byen og altså ikke var at fi nde i den kongelige søjlehal.

LOKALISERING AF JESU TEMPELAKTION

Med tempelmarkedet lokaliseret i den kongelige søjlehal som en integreret del af Herodes’ kaisareion-anlæg i Jerusalem har vi også fundet et afgrænset sted for Jesu tempelaktion. Dermed fremstår beretningen i Mark 11,15–17 klart mere historisk troværdig, end hvis vi skulle forestille os hele hedningenes forgård som markeds-plads. I artiklen ”Jesu tempelaktion som messiansk tegnhandling” drøfter jeg betydningen af Jesu optræden i templet.

LITTERATUR

Jostein Ådna, Jerusalemer Tempel und Tempelmarkt im 1.

Jahrhundert n.Chr., Abhandlungen des Deutschen Palästina-

Vereins 25, Wiesbaden: Harrassowitz, 1999.

”Temple”, Encyclopedia of the Historical Jesus, red. Craig A. Evans,

New York og London: Routledge, 2008, 630–634.

Brede trapper ledte op på tempelpladsen fra syd, fra Davidsbyen. Ud-

gravningerne siden 1968 har afdækket dem, og besøgende kommer

i dag helt tæt på den vej Jesus og alle andre pilgrimme brugte for at

komme ind på tempelpladsen. Foto: Morten Hørning Jensen.


TEL 4/2010

Af Jostein Ådna, professor i Det Nye Testamente ved Missionshøjskolen, Stavanger, Norge

Som nævnt i artiklen ”Templet i Jerusalem på Jesu tid”, mener jeg, at mar-

kedsområdet, hvor duer og vegetabilske offerelementer blev solgt, og hvor

vekselererne tilbød deres tjenester, kan lokaliseres til den kongelige søjlehal

langs indersiden af den sydlige mur i Herodes’ tempelanlæg.

Jesu tempelaktion som

messiansk tegnhandling

REKONSTRUKTION AF HÆNDELSEN

I det ydre var Jesu aktion i templet, som alle evangelisterne beretter om (Mark 11,15–18; Matt 21,12–13; Luk 19,45–46; Joh 2,13–17), en nok så beskeden episode.

Jesus væltede nogle borde og bænke tilhørende vekselererne og duehandlerne, nægtede transporten af kar mellem tem-pelmarkedet og de indre dele af tempel-anlægget og begyndte at ja ge nogle af dem, som solgte og købte offervarer, ud.

Det hele var en kortvarig demonstra-tionshandling, og snart gik handelsvirk-somheden igen sin uforstyrrede gang.

Udsnit af den store model, der nu fi ndes på Israels Museum, over Jerusalem før dets ødelæggelse i år 70. Med udvidelserne af tempelpladsen fi k Herodes den

Store skabt et tempelkompleks, der kunne måle sig med – hvis ikke overgå – de største græsk-romerske templer i Romerriget. Foto: Morten Hørning Jensen.

9

TEL 4/2010


DUER SOM OFFERDYR

Selv om Jesu tempelaktion, hvad det ydre angår, kunne synes en bagatelagtig forstyrrelse, havde den dog stor symbolsk sprængkraft. Jesus greb nemlig strategisk forstyrrende ind over for tjenesteydelser og funktioner af vital betydning for selve offerkulten i templet.

Når duer blev solgt på tempelmarke-det, var det, for at fattige mennesker, som ikke havde råd til større offerdyr, kunne bruge duer som individuelle brænd- og syndofre (3 Mos 5,7–10).

Specielt foreskriver Tredje Mosebog et brænd- og et syndoffer i forbindelse med en kvindes renselse efter fødsel (3 Mos 12), og det fremgår af Luk 2,24, at Maria benyttede sig af tilladelsen til at ofre duer i forbindelse med renselsen efter at have født Jesus.

Der må på Jesu tid åbenbart have været mange jøder, som socialt set var kvalifi ceret til at benytte duer til deres ofringer. Både på grund af stor efterspørg-sel, og fordi fugle, som man selv tog med til templet, let kunne påføres skade under transporten og dermed være diskvalifi ceret som offermateriale, tilbød man præstelig inspicerede og godkendte duer til salg på tempelmarkedet. Jesu indgriben mod duehandlerne forstyrrede en service, som altså kom almindelige, fattige mennesker til gode.

TILFØJELSE HOS MARKUS

Markus har i sin beretning noget, som de andre evangelister ikke nævner: Jesus tillod ikke, at man bar varer gennem templet. Jeg mener, dette må sigte til fragt af vegetabilske offerelementer som mel, olie eller vin i kar af ler eller sten fra tem-pelmarkedet i den kongelige søjlehal til det indre område i tempelanlægget, hvor ofringerne fandt sted.

Alternativt kan det græske ord, som er benyttet her, skeuos, sigte til små bokse eller beholdere, som brugtes til at fragte penge fra markedet til pengekamrene længere inde på tempelområdet. I hvert fald indebar også denne handling fra Jesu side en forstyrrelse af transporten mellem tempelmarkedet og de centrale dele af templet, hvor kulten foregik.

EN SÆRLIG MØNT

Med tanke på det store antal jøder fra diasporaen, der valfartede til Jerusalem

ved de store religiøse højtider, kan det ikke undre, at også vekselererne opholdt sig ved markedet i templet. De tilbød at veksle de forskellige møntsorter, som folk havde med sig, til den valuta, der gjaldt i Jerusalem. Til transaktioner i templet var visse sølvmønter, fremstillet i den fønikiske by Tyrus, de såkaldte tetra- og didrakmer, de foretrukne. Til indbetaling af skatten til templet havde disse tyriske mønter ligefrem opnået monopol.

Med baggrund i 2 Mos 30,13 var skat-ten sat til en halv shekel per person, sva-rende til én tyrisk didrakme. Gennem et storstilet apparat blev tempelskatten hvert år samlet ind i alle jødiske diasporasam-fund og bragt til Jerusalem. Men de, som selv besøgte byen, betalte egenhændigt skatten i templet. Det var vekselererne i den kongelige søjlehal, der modtog og registrerede denne indbetaling.

DØDEHAVSRULLERNEKOMMER PÅ NETTET

Den israelske arkæologistyrelse vil fotografere alle Dødehavstek-sterne på ny og gøre dem tilgæn-gelige på internettet. Det drejer sig om over 900 manuskripter, der består af hen ved 30.000 fragmenter. De skrøbelige tekster, som er falmet noget, siden de blev fundet, vil blive fotograferet med den nyeste og bedste teknik, og de vil blive fotograferet med forskellige typer belysning. Håbet er, at ord, der ikke kan læses læn-gere, vil blive synlige igen. Over-sættelser af teksterne vil blive lagt ud sammen med billederne, så det bliver muligt at søge i dem og læse dem på sin hjemmecom-puter. En stor pengegave har gjort projektet muligt.

Dødehavsrullerne var meget skrøbe-

lige, da de blev fundet for mere end

60 år siden. Billedet viser et frag-

ment af en af teksterne, det såkaldte

Damaskusskrift.

© Biblical Archaeology Review 1996.

FORMÅLET MED TEMPELSKATTEN

Det var nøje reguleret, hvem der skulle betale tempelskat: Alle voksne, frie jødiske mænd var forpligtet til at betale. Kvinder, børn og slaver kunne betale frivil-ligt. Samaritanere og hedninger fi k ikke lov til at betale, selv om de aldrig så meget ønskede det. Disse bestemmelser havde at gøre med, hvad tempelskatten blev brugt til. Hovedformålet var at fi nansiere den kollektive offerkult i templet. Under de store valfartsfester og på sabbatten var

Uvist af hvilken grund kunne tempelskatten

kun betales med den tyriske sølv-denar. Det

overrasker, fordi den altid bar et billede af en

regent eller af dyr, hvilket ikke var tilladt ifølge

billedforbuddet. Én forklaring er, at præste-

skabet tilsidesatte dette bud for at kunne få

betaling i den bedste mønt i omløb. Penge for

lov! Foto: Harvig Wagner.


TEL 4/2010

Et bud på, hvordan den kongelige søjlehal så ud indefra. Imponerende og en ideel ramme for handel og skatteopkrævning. © Leen Ritmeyer.

der tale om et stort antal ofre. På almindelige hverdage drejede det sig om to årgamle lam som brændofre, et om morgenen og et ved solnedgang, de såkaldet tamid-ofre (2 Mos 29,38–42;4 Mos 28,3–8 og Mishnatraktaten Tamid). Jødiske kilder bekræf-ter, at tamid-ofrene blev set som sonofre for Israel over for den hellige Gud (Jubilæerbogen 6,14; 50,11). Gennem betaling af tempelskatten havde enhver jøde sin delagtighed i ofrene og i soningsvirkningen af dem.

SYMBOLSK ANGREB PÅ TEMPELKULTEN

På baggrund af ovenstående bliver det tydeligt, at Jesu forstyrren-de indtræden i den kongelige søjlehal var noget langt mere end et

ønske om at rydde op i visse misforhold i templet. Dette var ingen tempelrenselse, men et symbolsk angreb på selve tempelkulten. Lammelsen af vekselerernes virksomhed betød stop for inddrivel-sen af tempelskatten som fi nansierede den kollektive soningskult. Fordrivelsen af duehandlerne og blokeringen af transporten med kar indebar, at folk ikke kunne købe duerne og de andre offerele-menter, de behøvede til deres individuelle ofre. Hvorfor udfor-drede Jesus tempelkulten på denne måde?

EN RØVERKULE

Jeg tror Markus, fulgt af Matthæus og Lukas, autentisk gengiver den skriftbegrundelse, Jesus gav for sin optræden:

11

TEL 4/2010


”… Mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene, men I har gjort det til en røverkule.” Røverkuleanklagen er en klar hentyd-ning til Jer 7,11 og dermed til hele den tale, profeten Jeremias holdt i tempelporten (7,1–15). I talen konfronterede Jeremias sine samtidige med det utålelige i deres religiøse praksis. På den ene side overtrådte de Herrens bud og vilje på groveste vis. På den anden side søgte de til templet og følte sig trygge der. Dermed forholdt de sig til Herrens tempel på samme måde, som røvere forholder sig til deres hule, hvor de søger skjul mellem røvertog-terne.

Nu tilslutter Herren sig denne tankegang. Hans tempel funge-rer som en røverkule (sådan skal Jer 7,11b forstås efter min opfat-telse). Jeremias vil drage den konsekvens af denne uhørte frem-medgørelse, at templet må ødelægges, som det i sin tid var sket med helligdommen i Shilo. Kun en radikal omvendelse til lydighed mod Herrens vilje kunne afvende ulykken. Få år efter Jeremias’ tale ramte ulykken templet i Jerusalem, da Nebukadnesars hær ødelagde det.

KLAR HENTYDNING

Når Jesus hentyder til Jeremias-ordet, fatter tilhørerne umiddel-bart, hvad der implicit ligger i hans anklage. Jesus må mene, at der foreligger en analog situation til Jeremias’ tid. Denne gang er det præsteskabets og folkets krampagtige fastholdelse af den tra-ditionelle tempelkult som grundlag for folkets frelse, der er anke-punktet. Jesus er allerede i længere tid trådt frem med budskabet om Guds riges nærhed. Den eskatologiske frelse, som Gud nu vil virkeliggøre, er knyttet til Jesu person og virke. Omvendelsen, som han i lighed med profeten kalder til, består derfor nu i at lytte til hans budskab og blive hans discipel. Fremdeles at søge tryghed i templet i Jerusalem bliver som at forholde sig ligesom en røver gør i sin tilfl ugtshule.

Med sine målrettede angreb på indkrævningen af tempelskat-ten og leveringen af duer og andre offeringredienser markerer Jesus symbolsk, at den traditionelle tempelkult nu må slutte. Så-dan gav Jesu optræden på tempelmarkedet dyb teologisk mening, rettet mod det ”indre” tempels mest centrale religiøse funktion.

DEN ESKATOLOGISKE FRELSE

Første del af Jesu begrundelse er et direkte citat fra Es 56,7.

Denne tekst, som siger, at templet skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene, blev på Jesu tid læst som en profeti om det fremtidi-ge, eskatologiske tempel, når folkeslagene skal strømme til Zion, slutte sig til Guds folk og deltage i bøn og lovprisning af ham (sml. Es 2,2–4; 60–62). I den eskatologiske frelsestid vil der ikke længere være behov for soningskulten, for nu er synd og urenhed overvundet for bestandig.

Som en kulmination på hele forkyndelsen af Guds rige træder Jesus ind i templet, markerer afslutningen på soningskulten og varsler den eskatologiske fremtid for templet på Zion som stedet, hvor hele menneskeheden skal samles i bøn og lovprisning. Det er med bevidsthed om at være sendt og autoriseret som Messias, at Jesus gennemfører tempelaktionen som tegnhandling.

SONINGSSTEDET FLYTTET

Sprængkraften i den messianske tegnhandling, som tempelak-tionen jo var, provokerede det religiøse lederskab med ypperste-præsten i spidsen til at uskadeliggøre Jesus hurtigst muligt. Det lykkedes dem at få ham henrettet få dage senere.

Det er, hvad vi godt kan kalde tempelaktionens ironi som tegnhandling på afslutningen af den gamle offerkult, at Jesus gennem sin død åbnede op for den eskatologiske frelse og gav den en anden basis end tempelkulten i Jerusalem. Mens templet endnu stod, og præsterne fortsat frembar de daglige tamid-ofre (frem til år 70), bekendte de tidlige kristne, at soningsstedet nu var fl yttet til den korsfestede Jesus (Rom 3,25), som i sin stedfor-trædende død én gang for alle havde frembåret det fuldkomne sonoffer (bl.a. Rom 8,3; 2 Kor 5,21; 1 Pet 1,19; 3,18).

LITTERATUR

Jostein Ådna, Jesu Stellung zum Tempel. Die Tempelaktion und

das Tempelwort als Ausdruck seiner messianischen Sendung,

Wissenschaftliche Untersuchungen zum Neuen Testament 2/119,

Tübingen: Mohr Siebeck, 2000, xviii + 502 s.

”Jesus and the Temple”, i: Tom Holmén og Stanley S. Porter,

Handbook for the Study of the Historical Jesus. Vol. 3. Leiden: Brill,

2010, 2635–2675.

Freehand.dk | idé | markedsføring | illustration | design | web


TEL 4/2010

HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS PÅ BIBELEN

Af lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af TEL,Morten Hørning Jensen

Jesu fristelse kaldes ofte ’fristelsen i ørkenen’. Den kun-

ne dog lige så godt hedde ’fristelsen i Jerusalem’, da en af

fristelserne fandt sted på ”templets tinde”. Et arkæolo-

gisk fund kaster lys over, hvor templets tinde var og viser

os, hvad fristelsen egentlig handlede om.

Messianske fristelser i Jerusalem

på templets tinde

Denne tegning viser tempelpladsen set fra Jerusalems

vestlige bydel med Oliebjerget i baggrunden. Siden det 5.

århundrede har kirkens tradition placeret templets tinde

ved det sydøstlige hjørne ud mod Kedrondalen (længst til

højre på tegningen). I denne artikel argumenteres der for,

at templets tinde var ved det sydvestlige hjørne, der vendte

ind mod byen (forrest i billedet) og var det perfekte sted at

henvende sig til en stor folkemængde. © Leen Ritmeyer.

SENSATIONELLE UDGRAVNINGER

Nogle af de mest sensationelle udgravninger i Israel er dem, der blev foretaget i kølvandet på seksdageskrigen i 1967 ved tempel-pladsens sydvestlige hjørne. Lag på lag har arkæologerne gravet sig ned, så vi nu nærmest som i en tidslomme kan få et glimt af, hvordan Herodes den Stores Jerusalem så ud.

Blandt de mange bemærkelsesværdige fund rager en fl ot indskrift højt op. Den blev fundet næsten ud for tempelpladsens sydvestlige hjørne og var oprindeligt indgraveret på en af de sten, der dannede rækværk øverst på muren.

Desværre mangler den sidste del af indskriften. Enten knækkede stenen, da tempelmuren blev væltet efter Jerusalems indtagelse i år 70, eller også blev den ved et sort uheld hugget over, da englænderen Charles Warren i 1867 gravede en skakt ned netop på dette sted.

Bogstaverne er smukke og tydelige. På den del, der er til-bage, står: ”Til hornblæsningsstedet for …”

Hvordan man skal udfylde den manglende del, er der lidt forskellige bud på. Én teori er: ”Til hornblæsningsstedet for… præsterne”. En anden ”… for templet”.

13

TEL 4/2010


En tredje ”… for at annoncere” og endelig en fjerde ”… for at adskille mellem hellig og almindelig tid”. Den mest accepterede oversættelse er: ”Til hornblæsningsstedet for at annoncere”.

I alle tilfælde har vi at gøre med et særligt sted. Det sted, hvor præsterne blæste i trompet, når noget skulle annonceres for byens indbyggere.

HORNBLÆSNING I JERUSALEM SOM BYENS LYSTAVLE

Det var nemlig præsternes ansvar og opgave at gøre byen og hele landet opmærksom på, hvornår dagen begyndte og sluttede, og ikke mindst, hvornår sabbatten begyndte og endte.

Josefus fortæller os helt præcist om et sted ud for den nedre bydel, hvor præsterne gik op på taget af søjlegangene rundt om-kring tempelpladsen for at annoncere sabbattens indtræden (Den jødiske Krig 4.582). Efter al sandsynlighed er det netop dette sted, vi nu kan lokalisere.

Dette sydvestlige hjørne er samtidig det, der er tættest på byens hjerte. Herfra ville det meste af Jerusalem kunne høre trom-petstødene. Det var herfra man annoncerede vigtige meddelelser. Det var her byens ’lystavle’ var.

De fl este trompetstød var forventelige. Nu begyndte eller slut-tede dagen osv. Men hvis der blev blæst i trompet uden for disse tidspunkter, ville det alarmere byens befolkning, og den store åbne plads neden for hjørnet ville hurtigt blive fyldt af nysgerrige.

Hornblæsningsstedet var altså den perfekte ramme for prokla-mation af noget nyt i Jerusalem og således også det perfekte sted for annonceringen af en ny Messias-kandidat!

MESSIANSKE FRISTELSER

Det er netop det, der sker under ”fristelsen i ørkenen”, der i virkeligheden lige så godt kunne kaldes ”fristelsen i Jerusalem”, da den sidste fristelse ifølge Lukasevangeliets kronologi foregår på ”templets tinde”.

En afgørende ting ved alle tre fristelser er, at selvom de på overfl aden rummer almindelige menneskelige fristelser som sult og magt, så rammer de dybt ned i centrale løfter om Messias i GT.

Som vi skal se nu, og som hornblæsningsstenen i Jerusalem hjælper os til at forstå, så fristes Jesus ikke til ikke at blive Mes-sias. Det er netop det, han fristes til. Fristelserne er messianske fristelser!

STEN TIL BRØD

Den første fristelse falder i forlængelse af de 40 dages faste, hvorefter Djævelen siger til Jesus: ”Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød” (Matt 4,3). På overfl aden kan man forstå fristelsen som et menneskeligt behov for at blive mættet.

Men allerede de 40 dage leder tanken hen på Moses, der også fastede 40 dage på Sinaj bjerg (2 Mos 34,28). Moses var jo netop den, der skaffede folket brød i ørkenen, og en af de vigtigste Messiasprofetier i GT går på Moses, som siger til folket: ”Herren din Gud vil af din midte lade en profet som mig fremstå for dig, en af dine egne; ham skal I adlyde” (5 Mos 18,15).

Derfor ventede mange jøder også, at den kommende Messias vil gøre nogle af de samme tegn som Moses, og da Jesus senere giver folket brød at spise, vil nogle straks gøre ham til konge (Joh 6,14-15).

Sådan forestiller en kunstner sig, at det så ud, når præsterne blæste i

trompet fra templets tinde. © Leen Ritmeyer.

Sådan forestiller en kunstner sig, at det så ud, når præsterne blæste i


TEL 4/2010

ALLE VERDENS RIGER

Den anden fristelse foregår ifølge Lukas på et højt bjerg. Fristeren viser Jesus alle verdens riger og tilbyder ham al denne magt og herlighed, hvis blot Jesus vil kaste sig ned og tilbede ham.

En stor åben plads omgav tempelpladsen ved det sydvestlige hjørne. Mod syd var den ældste bydel, Davidsbyen, og mod vest den nye bydel opført

under hasmonæerne og Herodes. Stedet var ideelt til at samle byens befolkning til annoncering af vigtige nyheder. Modellen her er fra Jerusalems

bymuseum på citadellet. Foto: Morten Hørning Jensen.

Hornblæsningsstenen var oprindeligt en del

af gelænderet øverst på tempelmuren. Sel-

ve stenen er den originale, mens indskrif-

ten er en genpart. Den originale indskrift

opbevares på Israels Museum. Foto: Morten

Hørning Jensen.

Hornblæsningsstenen var oprindeligt en del

På overfl aden kan man forstå fristelsen som almindelig magtbegær, men igen er den dybt rodfæstet i GT’s profetier om Messias. Salme 2,8 taler om, at Guds søn skal have ”folkene som ejendom og den vide jord som arvelod”. Salme 72,8 siger, at der skal komme en konge, som skal ”herske fra hav til hav og fra fl oden til jordens ender”.

At eje alle verdens riger var intet mindre end et Messiaskendetegn. Jesus tilbydes altså en genvej til opfyldelsen af sin messianske gerning.

ELASTIKSPRINGFRA TEMPLETS TINDE?

Den tredje fristelse i Lukas’ version (den anden hos Matthæus) foregår i Jerusalem, hvor Djævelen stiller Jesus på templets tinde og frister ham til at kaste sig ud og lade engle gribe sig. Endnu engang citerer han et løfte i GT. Denne gang fra Salme 91 om, at engle vil sørge for, at han ikke stø-der sin fod på nogen sten (Luk 4,10-11).

Hvad skal vi lægge i denne fristelse? Er det en test på, om Jesus er modig nok

til et ’elastikspring’, eller ligger der igen en dybere messiansk fristelse bagved?

HVOR VAR TEMPLETS TINDE?

Svaret på det hænger sammen med, hvor vi kan lokalisere templets tinde, og om vi kan forbinde den med hornblæsnings-stenen. Ifølge vores skriftlige kilder skal vi lede efter et sted med tre kendetegn.For det første skal det i sagens natur være et højt sted, man kan springe ud fra.

For det andet skal det være et sted i tempelkomplekset, men ikke nødvendigvis et sted på selve tempelbygningen, der rummede Det Hellige og Allerhelligste. Det ord, der er brugt for ”tempel”, er nemlig ikke det snævre ord, der alene betegner tempelbygningen, men det ord, der blev brugt om hele komplekset med forgårde og søjlehaller.

Endelig ved vi, at templets tinde var et tydeligt sted, hvorfra man kunne ses, og folket kunne tiltales. Det indtryk får man i hvert fald fra den kristne forfatter fra det andet århundrede, Hegesip, der fortæller, hvordan Jesu bror Jakob blev slået

Tre messianske fristelser1. Sten til brød som den nye

Moses (Luk 4,3, jf. 5 Mos 18,15).

2. Arve jorden som den nyeDavidskonge (Luk 4,6,jf. Sl 2,8; 72,8; Es 49,6).

3. Anerkendes i Jerusalem som Messias (Luk 4,9, jf. Es 28,16; Sl 14,7).

15

TEL 4/2010


Lag på lag har arkæologer siden 1968 gravet sig ned igennem århundrederne. Ved et besøg i

dag går man på Herodes den Stores fortov rundt om tempelmurene og fornemmer, hvor mæg-

tigt et bygningsværk templet var. Foto: Morten Hørning Jensen.

ihjel af folkets ledere kort før år 70. Rygter-ne om Jesu opstandelse havde skabt uro i befolkningen. Jakob blev derfor bedt om at tiltale folket fra templets tinde og skabe ro. Men i stedet styrtede de ham ned.

Har vi et sted, der matcher disse tre kendetegn? I kirkens tradition har man siden det 5. århundrede peget på et andet sted: det sydøstlige hjørne ud mod Kedrondalen. Der byggede kejserinde Eudokia en lille helligdom til minde om fristelsen. Når hun valgte dette sted hang det sammen med, at det var her, den delvist nedrevne tempelmur stod højest på dette tidspunkt. På Jesu tid var der ifølge eksperten Leen Ritmeyer 43 meter ned. Men selvom det var højt, så var det ikke et særligt tydeligt sted, da det vendte ud mod Kedrondalen og Oliebjerget. Altså væk fra selve byen.

Et andet forslag er, at templets tinde var et af hjørnene på taget på selve tempelbygningen. Selvom det er et bedre forslag, er det heller ikke sandsynligt. Folkets ledere ville næppe styrte Jakob i døden fra selve tempelbygningen og ned i præsternes forgård.

Pilen peger derimod mod det sydvest-lige hjørne: Dette hjørne var også på Jesu tid højt; ifølge Leen Ritmeyer 42 meter og altså kun én meter lavere end hjørnet ud mod øst. Det var også en del af det store

tempelkompleks. Men frem for alt var det et tydeligt sted. Neden for det havde Herodes skabt en stor åben plads, der kunne rumme mange tusinde mennesker. Med god grund var det her, man lod blæse i trompet, hvis noget skulle bekendtgøres.

Selvom det ikke kan endeligt godtgø-res, så tyder meget altså på, at ”horn-blæsningsstedet” også var kendt som ”templets tinde”.

OPHØJELSE OG FANFAREPÅ TEMPLETS TINDE

Det egentlige i den tredje fristelse bliver dermed tydeligt: Jesus fristes til at lade trompeterne blæse foran sig; til at samle Jerusalems befolkning for sine føder; og til at lade sig ophøje og hylde som konge og Messias over Jerusalem med templets tinde som tronstol!

En Messias skal jo anerkendes i Jerusalem, som Jesu brødre tørt minder ham om (Joh 7,3-5), og befrieren skal komme fra Zion (Rom 11,26). Intet sted ville Jesus nem-mere kunne vise sig for verden som en messias i al herlighed og magt.

En senere jødisk tradition i den rabbin-ske tekst Pesiqta Rabbati bekræfter denne forventning: ”Vores lærer har sagt: Når kongen, Messias, åbenbares, så kommer han og står på taget af templet. Så vil han forkynde for israelitterne og sige: ’I arme, jeres forløsningstid er nu kommet …’”

EN SENERE OPHØJELSE

Jesus fristes altså ikke til ikke at blive Messias. Messiasanerkendelsen lå lige til højrebenet og trillede næsten i mål af sig selv på templets tinde. Selv Djævelens ord-valg, ”hvis du er Guds søn”, er snarere en konstatering end en prøve, der lige så godt kunne oversættes: ”Da du er Guds søn”.

Fristelsen i Jerusalem er en Messias-fristelse!

Trods det afviser Jesus tilbuddet og ender med en anden ophøjelse på en høj lidt uden for byen. For mange – hvis ikke alle – jøder var synet af Jesus ophøjet på et kors det sikre tegn på, at han var en fejlslagen Messias. I skuffelse går f.eks. to af disciplene væk fra Jerusalem og bekla-ger sig til en fremmed over deres brudte forhåbninger om ”ham, der skulle forløse Israel” (Luk 24,21).

Jesus blev aldrig ’folkets Messias’, der skaffede ét folk fred, ved at slå et andet – romerne – ihjel. I stedet er det NTs vidnes-byrd, at han skaffede fred med Gud gen-nem den forbandede ophøjelse på korset. Som i et langt jubelråb genlyder overraskel-sen efter opstandelsen: ”Jesus er Messias” (Joh 20,31; ApG 9,22; 18,5.28 mv.).

Nok forbandet – men ikke fejlslagen.

En jødisk dreng gør sig klar til at fejre kon-

fi rmation ved Grædemuren ved at blæse i

shofarhorn. Det sydvestlige hjørne af tempel-

pladsen med templets tinde ses i baggrunden.

Foto: Morten Hørning Jensen.


TEL 4/2010

Af lektor Carsten Vang, Menighedsfakultetet

De allerfl este vil ryste på hovedet af et så tåbeligt

spørgsmål: For Jesus blev selvfølgelig født i Betlehem syd

for Jerusalem. Det fremgår jo tydeligt af juleevangeliet.

Alligevel lyder det fra tid til anden, at det ikke er særligt

sandsynligt, at Jesus blev født i Davids by. Jesu fødested

skal snarere søges i Galilæa, hævder nogle. Hvad nu, hvis

evangelierne tager fejl? Ifølge arkæologien var der intet

Betlehem i Judæa på Jesu tid. Hvilket grundlag har vi for

at tro, at det rent faktisk var i dette Betlehem, Jesus kom

til verden?

Jerome Murphy-O’Connor, professor i Ny Testamente ved École Biblique i Jerusalem, skrev i 1990 en artikel, hvor han gennemgår, hvad vi har af informationer i de gamle kilder om Jesu fødested.

FØDT I EN HULE

Den ældste oplysning (efter Matthæus- og Lukasevangeliet) fi nder vi hos den kristne apologet Justin Martyr (ca. 160 e.Kr.). Justin ved, at Jesus blev født i en klippehule tæt ved Betlehem i Judæa. I sin dialog med jøden Tryfon siger han:

Mange af datidens beboelseshuse var bygget sammen med klippe-

huler, der fungerede som stalde. I fl ere af hulerne er der fundet

krybber til dyrene udhugget som nicher i klippevæggen. Dette bil-

lede stammer fra den store klippehulestald lige bag det moderne

romerskkatolske kapel på Hyrdernes Mark. © Hartvig Wagner.

Mange af datidens beboelseshuse var bygget sammen med klippe-

Hvor blev Jesus født?

17

TEL 4/2010


”Da Josef ikke kunne fi nde et sted i lands-byen, hvor han kunne bo, slog han sig ned i en hule, som var nær ved landsbyen. Og da de var der, fødte Maria Kristus og lagde ham i en krybbe, hvor vismændene, der kom fra Arabien, fandt ham” (Dial. med jøden Tryfo, 78.3).

Justin Martyr var født ved Sikem (det moderne Nablus) og kendte derfor de geografi ske forhold i Palæstina godt. Ifølge ham blev Jesus altså født i en hule meget tæt på Betlehem.

Det er helt sikkert ikke noget, Justin fi nder på, siger Murphy-O’Connor. Justin tager i sit skrift stærkt afstand fra mitra-dyrkelsen, en ny religion, som var blevet meget populær i Romerriget. Her ærede man guden Mitra, som skulle være født i en klippehule. Når Justin viderebringer informationen om Jesu fødsel i en hule trods risikoen for, at hans modpart ville forveksle Jesus med Mitra, viser det, hvor sikker han var på, at Jesus blev født i en grotte ved Betlehem.

ANDRE VIDNESBYRD

Det samme siger den anonyme forfatter til Jakobs Forevangelium (efter 150 e.Kr.):

”Og de havde tilbagelagt halvdelen af vejen, da Maria sagde til ham: ”Josef, hjælp mig ned af æslet, for det barn, jeg venter, presser på for at komme ud.” Og han hjalp hende ned på stedet, og han sagde til hende: ”Hvor skal jeg bringe dig hen og beskytte din blufærdighed, når stedet er øde?” Og han fandt en hule dér

og førte hende ind i den” (Jakobs Forevan-gelium, 17-18; Jørgen Ledet Christiansen og Helge Kjær Nielsen, Nytestamentlige Apokryfer, 2002, s. 142).

Forfatteren kender imidlertid ikke de geografi ske forhold i Palæstina særlig godt. Han siger f.eks., at klippehulen lå midtvejs mellem Jerusalem og Betlehem.

Kirkefaderen Origines (181-254 e.Kr.) skriver i sit skrift Contra Celsum (1.51):

”Hvis nogen ønsker yderligere bevis ud over Mika-profetien og fortællingen i evangelierne af Jesu disciple for at overbe-vise sig om, at Jesus blev født i Betlehem, så kan han bemærke, at i overensstem-melse med fortællingen i evangeliet om hans fødsel viser man hulen i Betlehem, hvor Jesus blev født, og krybben i hulen, hvor han blev svøbt i svøbe-klæder. Hvad man viser dér, er kendt på egnen endog af folk, som er fremmede for troen, siden det var i denne hule, at den Jesus, som tilbedes og æres af kristne, blev født”.

Læs mereHartvig Wagner, ”Jesu fødested til debat - et besøg i Galilæas Betlehem”, TEL 2007/4

Jerome Murphy-O’Connor, ”Bethlehem…Of Course”, Bible Review 16-1 (2000), 40-45. 50

Origines har sikkert set hulen mellem 231 og 246, siger Murphy-O’Connor. Stedet for Jesu fødsel er almindelig kendt på egnen, og selv de ikke-kristne i området kunne udpege det for besøgende.

OMDANNET TIL EN HEDENSK LUND

Kirkefaderen Hieronymus (347-420) levede i Betlehem fra 385 til sin død. I et af sine breve (Epistel 58.3) siger han om de hel-lige steder i Jerusalem og Betlehem:

”Fra Hadrians tid [135 e.Kr.] til kejser Konstantin – en periode på 180 år – blev det sted, som var vidne til opstandelsen, optaget af en Jupiter fi gur … Selv mit eget Betlehem, som nu er det mest ærværdige sted i hele verden, om hvilket salmisten synger: ”Sandheden er sprunget ud af jorden”, blev overskygget af en Tammuz-lund, det er Adonis, og i selve den hule, hvor barnet Kristus udstødte sine første skrig, blev der fremført klage for Venus’ elsker (Adonis)”.

Hieronymus siger, at den romerske kejser Hadrian lod de jødekristnes hellige steder omdanne til hedenske steder. Jesu fødested blev lavet til en hellig lund for en babylonisk-græsk gud. På den måde hjalp kejser Hadrian ufrivilligt til at fastholde erin-dringen i Betlehem om, hvor Jesus blev født.

Det er utænkeligt, at Betlehems ind-byggere bare fandt på en eller anden hule som stedet for Jesu fødsel. Når de insiste-rede så stærkt på, at Jesus kom til verden netop i den klippehule, som gennem mange år lå midt i en hedensk lund, må de have haft meget gode grunde til det.

NY TESTAMENTE

Murphy-O’Connor vender sig herefter til de nytestamentlige kilder til Jesu fødsel, nl. Matt 2 og Luk 2. Matthæus og Lukas er enige om, at Jesus blev født i Betlehem i Judæa; men de siger ikke noget om en klippehule, kun at han kom til verden i en stald.

De to evangelier er meget forskellige og har hver sin egen version af julens begivenheder. De to fødselsberetninger er tydeligvis skrevet uafhængigt af hinan-den. Desto vigtigere er det ifølge Murphy-O’Connor at lægge mærke til, hvad de så er enige om. De er bl.a. enige om, at Jesus blev født i Davids by.

EN KONGELIG MESSIAS

Ny Testamente fremhæver igen og igen,

Denne grotte under Fødselskirken i Betlehem udpeges som stedet for Jesu fødsel. Alle kilder

fra Oldkirken samstemmer i, at Jesus kom til verden i en klippegrotte ved Betlehem.

© www.bibleplaces.com.

Denne grotte under Fødselskirken i Betlehem udpeges som stedet for Jesu fødsel. Alle kilder


TEL 4/2010

EN KONGELIG HAVE

Gennem snart mange år har man gravet på Ramat Rahel, i den sydlige udkant af Jerusalem. Her har man fundet noget så usædvanligt som en stor kongelig have. Det er den før-ste af sin art uden for Mesopotamien. Haven var udstyret med et sindrigt system af kanaler, render, damme og vand-fald. At kunne opføre og vedligeholde en sådan luksuspark midt i det tørre Israel har symboliseret kongelig magt, siger udgraveren. Haven menes grundlagt i det 7. årh. f.Kr. og var i konstant brug frem til det 4. årh. Det betyder, at også babylonere og persere har benyttet og udbygget den kon-gelige have. Læs mere via TELs linkside.

Haven var forsynet med åbne og lukkede kanaler til fremførsel af

vand. © Boaz Gross, Tel Aviv University.

at Jesus var af kongelig, davidisk slægt. Men Jesu fremtræden var absolut ikke, som man forventede det af en messias. Han trådte ikke op mod de romerske magthavere. Han arbejdede ikke for Israels politiske befrielse. Han omgikkes toldere og syndere og havde almindelige mennesker i sit følge.

Når de første kristne fastholdt, at Jesus er Messias af Da-vids slægt, havde det ikke noget at gøre med hans fremtræden. Murphy-O’Connor siger, at denne bekendelse bl.a. skyldes, at Jesus rent faktisk var født i Davids by.

HVAD SIGER ARKÆOLOGIEN?

Murphy-O’Connor kommer ikke ind på de arkæologiske spor i sin artikel. Det er der en god grund til.

Der er nemlig kun udført få og meget sporadiske arkæolo-giske undersøgelser i Betlehem. Den nuværende by omslutter

Fødselskirken med fødselsgrotten. Derfor kan omfattende arkæo-logiske undersøgelser ikke foretages.

De få udgravninger, man har været i stand til at lave, viser, at byen var bebygget i gammeltestamentlig tid i området lige øst og syd for Fødselskirken. Mange potteskår er fundet fra den periode. Stedet, hvor Fødselskirken ligger, har måske ligget ret uden for byen. Man har endnu ikke fundet noget af Betlehem fra nytesta-mentlig tid.

Det siger udelukkende noget om, hvor brudstykkeagtig vores arkæologiske viden er.

Når der bliver mulighed for egentlige udgravninger, vil levn fra Jesu tid uden tvivl dukke op, ligesom det skete for et par år siden i Nazareth, hvor man for første gang fandt rester af almindelige beboelseshuse fra det 1. årh. e.Kr. Tilfældigt stødte man for to år siden på en grav fra romersk tid ved Krybbepladsen i Betlehem. Der vil sikkert blive fundet rester af en landsby på Jesu tid, hvis man får mulighed for grave.

I BETLEHEM

Selv om de arkæologiske fund endnu er yderst mangelfulde, har vi god grund til at antage, at Jesus blev født i en stald i en klip-pehule ved Betlehem. Alle oldkirkelige kilder peger i den retning, og der fi ndes ingen tradition for noget andet sted.

For to år siden fandt man lidt vest for Bebudelselskirken i Nazareth

rester af simple beboelseshuse fra Jesu tid. Bygningen bestod af to

rum med en lille gårdsplads foran. Det er det første direkte arkæo-

logiske vidnesbyrd om, at Nazareth faktisk var beboet i det 1. årh.

e.Kr. Får man mulighed for at grave øst og syd for Fødselskirken i

Betlehem, vil man helt sikkert også fi nde rester af huse der fra Jesu

tid. © Biblical Archaeology Review 2010.

19

TEL 4/2010


Afsender: Hans Hansen, Buen 27, 1.tv., Brejning, 7080 Børkop

Adresseændring meddeles til: [email protected] (tlf. 7586 1748). Eftersendes ved varig adresseændring.

Af pastor Hartvig Wagner

Mandag den 18. oktober 2010 skete

en tragisk ulykke på Herodes den

Stores fæstningsbjerg Herodion 7 km

sydøst for Betlehem. Professor Ehud

Netzer, en af Israels mest berømte

arkæologer, pådrog sig svære kvæ-

stelser og døde tre dage senere.

Ulykken skete, da Ehud Netzer støttede sig til et skrøbeligt gelænder, som brød sammen med det ulykkelige resultat, at han styrtede 6 m ned ad den stejle skrå-ning. Han pådrog sig kraniebrud og brud på rygsøjlen. Hasteindlagt på Hadassa Universitetshospital stod hans liv dog ikke til at redde. Han blev 76 år gammel.

Underligt, at hans død blev kædet sammen med netop det sted, han siden 1972 havde vist særlig stor opmærksom-hed. Ehud Netzer havde som overordnet mål for sin forskning studiet af Herodes den Stores byggeaktivitet. Utallige arkæo-logiske undersøgelser inden for dette felt har han foretaget og beskrevet i mange artikler og senest i hans store værk, The Architecture of Herod, the Great Builder (Tübingen 2006).

Særligt vil han blive husket, fordi det i 2006 efter mange års søgen endelig lykkedes at fi nde Herodes den Stores grav på nordøstskråningen af Herodion. Senere gjorde han endnu et opsigtvækkende fund. I nærheden af graven dukkede et mindre teater frem med en enestående dekoreret kongeloge. Teateret er antagelig blevet sløjfet i forbindelse med opførel-sen af fæstningsbjergets imponerende, kunstige top.

Ehud Netzer var en enestående beskeden, venlig, imødekommende og hjælpsom personlighed. Han bør mindes her i TEL, som han viste stor interesse, måske også fordi han tilbragte en tid i

Danmark under sit arkitektstudium, der var hans oprindelige uddannelse. Flere gange har jeg besøgt ham i Jerusalem. Jeg glemmer ikke, at han en hed dag i 1999 tog mig med til Jeriko for at vise mig sine udgravninger fra Hasmonæertiden og af Herodes’ paladser.

I 2008 mødtes vi på Herodion, hvor han viste min rejsefælle og mig udgravnin-gerne omkring Herodes’ mausoleum. Min mailboks indeholder ikke få nyttige oplys-ninger, som Ehud Netzer gennem årene beredvilligt har sendt, og som er kommet artikler i TEL til nytte.

Den arkæologiske forskning omkring Det hellige Land har lidt et stort tab med Ehud Netzers bortgang. Selskab for Bibelsk Arkæologi mindes ham med ære og tak.

Til minde omEhud Netzer

Ehud Netzer

tel 4, 2010

Documents