137mm215m

m137mm 27mm

Alice er på en af sine mange

udlandsrejser, da hun bliver kaldt

hjem til London. Hendes far ligger

for døden, og hun må tage tilbage til

barndomshjemmet, hvor hun altid har følt

sig udenfor i forholdet til sine to søstre.

Et andet sted i London leder den

hjemløse Daniel efter den datter, han

aldrig har kendt. Han har kun hendes

navn og en forestilling om, hvordan

hun kunne se ud.

Mødet mellem de to kommer til

at ændre begges liv.

En smuk historie om tabt og

genfundet kærlighed, om rastløshed

og om at vende hjem og om de bånd,

der binder os sammen.

ROMAN

LINDHARDT OG RINGHOF

TI TING

JEG HAR

LÆRT OM

KÆRLIGHEDTi Tin

g

JEg HAR

LÆRT O

M

KÆRLigHED

Ti ting jeg har lært om kærligheder oversat fra engelsk efter “Ten Things I’ve Learned About Love”

Copyright © Sarah Butler 2013Dansk copyright © Lindhardt og Ringhof Forlag A/S

Bogen er sat med Palatinohos LYMI dtp-service

og trykt hos Scandbook AB, FalunISBN: 978-87-11-39429-8

1.udgave, 1.oplagPrinted in Sweden 2013

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med CopyDan, og kun inden for de i

aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Ti ting.indd 4 23/01/13 11.50

SARAH BUTLER

TI TING JEG

HAR LÆRT OM

KÆRLIGHED

ROMAN

På dansk vedRasmus Hastrup

LINDHARDT OG RINGHOF

Ti ting.indd 3 23/01/13 11.50

“so here I am homeless at home and half gratified to feel I can be happy any where”

John Clare

Ti ting.indd 7 23/01/13 11.50

Ti ting jeg vil sige til min far1. Jeg mødte en mand i Singapore der lugtede ligesom

dig – cigaretrøg og ruskind.2. Jeg kan huske den der ferie i Grækenland – endeløse

ruiner og dig, der var nødt til at forklare forskellen på doriske, joniske og korintiske søjler igen og igen.

3. Jeg ville ønske du havde snakket om mor. Jeg ville øn-ske du havde gemt nogle af hendes ting.

4. Jeg har stadig den bog du gav mig i tiårs fødselsdags-gave, dengang jeg ville være astronaut når jeg blev stor – En rejse gennem solsystemet.

5. Jeg ved godt at du håbede én af os ville blive læge lige-som dig.

6. Jeg har en tilbagevendende drøm. Jeg står uden for dit hus. Der er fest; jeg kan høre folk snakke og grine derinde. Jeg ringer på og det tager en evighed før du åbner.

7. Det var mig der stjal det fotografi fra dit arbejdsvæ-relse.

8. Jeg plejede at udspionere dig når du arbejdede i haven eller sad i lænestolen eller ved skrivebordet med ryg-gen til døren. Jeg ville så gerne have at du vendte dig om og fik øje på mig.

9. Undskyld at jeg ikke har besøgt dig så meget.10. Du må ikke ...

Ti ting.indd 9 23/01/13 11.50

11

Min far bor i et snobbet rækkehus i nærheden af Hampstead Heath. Husene deromkring er selvfede og enorme, med fli-sebelagte indkørsler som lange, kostbare tunger og have-mure, der er lige præcis høje nok til at folk ikke kan kigge ind. Der er karnapper og tunge gardiner og klematis og blåregn over det hele.

Jeg stiller mig i taxakøen uden for ankomsthallen og ry-ger tre cigaretter mens jeg venter. Da det endelig bliver min tur, sætter jeg mig ind, svimmel og med nikotinkvalme. Chaufføren spiller Mozarts Rekviem. Jeg har lyst til at bede hende om at slukke, men jeg ved ikke hvordan jeg skal for-klare det, så jeg nøjes med at strække benene fremad, der hvor min rygsæk burde have været, hviler hovedet mod døren og lukker øjnene. Jeg prøver at huske nøjagtig hvil-ken farve min taske er: Den er en slags snavset marineblå – jeg har slæbt rundt på den i årevis, jeg burde vide hvilken farve den er. I den er nogle jeans, shorts, toppe, en regn-jakke. Ti pakker russiske cigaretter. Et par broderede tøfler til Tilly. Mascara. En lipgloss der næsten er brugt op. En nærmest perfekt kuglerund sten jeg samlede op for at give til Kal, hvorefter jeg bandede ad mig selv fordi jeg græd. En ulæst Rough Guide to India. En pandelampe. Et fotografi af os alle sammen, også min mor, fra engang jeg var for lille til at huske: Det er det eneste jeg ville være ked af at miste.

Ti ting.indd 11 23/01/13 11.50

Vi ankommer alt for hurtigt. Jeg betaler chaufføren og stiger ud på fortovet. Da taxaen trækker ud i trafikken igen, har jeg lyst til at række hånden ud og sige stop, jeg har om-bestemt mig, lad os køre et andet sted hen, hvor som helst, og så ville jeg sidde på bagsædet og kigge på London gen-nem vinduet.

Der er elleve trappetrin op til min fars hus. For foden af trappen står to skrantende træer i buttede, blåglasere-de potter. Et kæmpestort laurbærtræ dækker for det meste af stuevinduet, men jeg kigger alligevel efter ham i sofaen, med en cigaret, der langsomt krøller sig til aske i hånden. Han er der ikke. Jeg har ondt i maven; min mund smager af savsmuld og søvn. Jeg plukker et blad af et af træerne i potterne – med blege, gulgrønne pletter – og river det i stykker langs strengene.

Hoveddøren er malet mørkt rødbrun, samme farve som blod, der har ligget og tørret. To høje ruder med matteret glas – med sart grøn vedbend udenom – afslører ikke me-get af hvad der er indenfor.

Da jeg var tretten sendte han mig på kostskole i Dorset. Jeg kan huske da jeg kom hjem efter det første semester. Han havde været nødt til at blive på arbejde, så Tilly hente-de mig, med hænder der trommede nervøst på rattet og et spritnyt kørekort i handskerummet. Jeg stod på det øverste trappetrin og kiggede på den samme messingdørklokke jeg kigger på nu, mens Tilly rodede efter sine nøgler. Jeg tænkte på, at døren ikke lignede vores dør og ringede på klokken for at høre hvordan det lød udefra.

Jeg tager en cigaret op af lommen, selv om der ingen tid er at spilde. Lighteren kradser min tommelfinger. Jeg inha-lerer for hurtigt og kommer til at hoste – en tynd rygerhoste – mens jeg presser hånden mod brystet.

Ti ting.indd 12 23/01/13 11.50

Ti måder andre måske ville beskrive mig på

1. Vagabond.2. Bums.3. Hjemløs.4. Inde i en svær periode.5. Husvild.6. Uden ejendele.7. Afskum.8. Marginaliseret.9. Misforstået.10. Fortabt.

Ti ting.indd 13 23/01/13 11.50

Ti ting.indd 14 23/01/13 11.50

15

Jeg er en gammel mand med dårligt hjerte, det kan ikke siges anderledes. Og sandheden er, at jeg føler mig mere hjemme her – ved flodbredden, med mudder og uorden – end på de fine pladser som den der ved undergrundssta-tionen, med flimrende skærme og sikkerhedsvagter.

Jeg bevæger mig omkring. Det er det tætteste jeg kom-mer på en form for strategi. Uanset hvor jeg er, forestiller jeg mig dig. Jeg har ikke så meget at gå efter, selv om jeg kan gætte noget af det – hårfarve, højde, alder. Og jeg ken-der dit navn; jeg kunne kalde på dig og se når du vendte dig om. Så kunne vi stå der og lade cyklisterne fare forbi og høre prammene bumpe ind i hinanden som tunge klokker og tale sammen.

I sidste uge, da jeg troede jeg var ved at dø, kunne jeg ikke tænke på andet end dig. Det er svært at tænke på no-get som helst, når det føles som om der sidder en voksen mand på brystet af én, men du hjalp mig igennem – det har du altid gjort.

Det skete længere oppe ad floden, ved dosseringen, over for Parlamentet: Strækningen ved hospitalet, med den høje mur, hvor enderne på bænkene er udskåret til fug-lehoveder, stablet op på mursten så man kan se ud over floden. Jeg var på vej vestpå, med en vag idé om gå helt hen til Albert Bridge og så finde et sted at overnatte i et

Ti ting.indd 15 23/01/13 11.50

16

stille Chelsea-hjørne. Politiet er lidt umedgørlige der, men hvis man gemmer sig selv lidt væk, lader de nogle gange én være i fred. Jeg gik bare. Lægen sagde, at følelsesmæssig uro kan sætte det i gang, men jeg tror ikke jeg var urolig den dag, ikke særlig meget.

Jeg stod op ad muren med begge hænder trykket mod brystet og tårer i øjnene som om jeg var et barn, og ikke en mand på snart tres der ved hvordan man klarer sig på gaden. Jeg håber, at hvis du havde været der, ville du være standset op og have spurgt om jeg var okay, men du var der ikke, og desuden er jeg vant til at folk ikke lægger mær-ke til mig. Jeg stod og kiggede på floden og tænkte på dig og på at jeg ikke engang ved om du er død. Verden er et farligt sted. Biluheld. Knive. Blodpropper. Kræft. Jeg blev ved med at kigge på floden, mens jeg tænkte på hvordan tingene kunne have været, bange for at jeg skulle falde død om. Egentlig er det vel ikke så underligt, at jeg mistede be-sindelsen; ikke at jeg råbte og skreg, det er ikke min stil, og når man lever som jeg gør, er det mest formålstjenligt at holde lav profil. Nej, jeg flæbede som et lille barn.

Forstå mig ret, sådan er jeg ikke altid. Jeg kan godt lide en øl og lidt sjov. Jeg kan godt lide at ligge på jorden og kigge på stjernerne. Det var bare det, at jeg troede jeg var ved at få et hjerteanfald; jeg troede jeg skulle dø uden at have fundet dig.

Jeg tænkte også på hende, med sit skarlagensrøde navn. Vi tog væk engang – en weekend i Brighton – stjålen tid; perfekt. Vi spiste is og fish and chips. Vi – det føles forkert at fortælle dig det – men vi elskede på et snusket hotel-værelse med udsigt over havet.

Det er løgn når jeg siger det var perfekt. Det var gråt og trist. Jeg lod mig selv blive vred; Hårde ord på et lånt væ-relse. Den måde hendes øjne lukkede i på og hendes læber blev hårde. Det var sikkert også svært for hende.

Ti ting.indd 16 23/01/13 11.50

17

Når jeg først er blevet forelsket, kan jeg næsten ikke komme ud af det igen; det er noget jeg har fundet ud af om mig selv. Det gør ikke tilværelsen lettere.

Jeg er ikke så meget for læger, men efter alt det på dosserin-gen, tvang jeg mig selv derhen. Konsultationen lugtede af nye tæpper – sødt og skarpt. Jeg satte mig ved siden af en kvinde i fyrrerne og hun rejste sig og gik over i den anden ende af lokalet. Jeg prøver på ikke at lade mig gå på af den slags. Jeg tog en stak aviser og begyndte at lede efter dig. Ingenting.

Lægens navn havde samme farve som solvarmet sand-sten. Hendes øjne var venlige og hendes hænder var bløde og kølige da hun rørte ved mig. Det er helt naturligt at være bange, sagde hun, det er skræmmende. Alle tror de er ved at dø første gang. Jeg begyndte at græde igen, lige der i det lillebitte rum med den papirovertrukne briks. Hun smilede og gav mig en serviet. Det var lige så meget hendes berø-ring som alt det med hjertet og kvinden i venteværelset der påvirkede mig, og jeg tror godt hun vidste det. Hun stillede mig alle de spørgsmål læger stiller en mand som mig, som, har jeg opdaget, aldrig er de spørgsmål, der virkelig bety-der noget.

Hun gav det et navn: Angina, iskoldt blåt, begyndelse og slutning. Hun viste mig en lille, rød flaske og sagde, at det ville hjælpe – et sprøjt ind under tungen, og så ville jeg ikke stå presset ind mod en mur og knuge hænderne mod brystet. Jeg tog imod recepten og gik. Og jeg fortsatte med at gøre hvad jeg har gjort i årevis. Jeg har skrevet dit navn flere gange end jeg kan huske. I begyndelsen skriver jeg altid dit navn.

Ti ting.indd 17 23/01/13 11.50

Ti ting.indd 18 23/01/13 11.50

19

Ti ting jeg ved om min mor1. Hun hed Julianne – udtalt som om hun var fransk,

men det var hun ikke. 2. Hun var smuk (jeg fandt et billede i min fars arbejds-

værelse, de to og os tre. Jeg holder hende i hånden og ser op på hende. Jeg tog det da jeg skulle på kostskole, og han sagde aldrig noget om det. Det er i min ryg-sæk, som er blevet væk).

3. Mit hår er samme farve som hendes var.4. Min far elskede hende – han har aldrig fundet en an-

den.5. Hun tænkte sig ikke altid om før hun gjorde noget.

Det ved jeg, fordi engang da jeg var fjorten klatrede jeg op i et træ på Hampstead Heath i små, glatte sko. Jeg klatrede for højt op og faldt ned og brækkede be-net. På vej til hospitalet sagde far: “Du er præcis lige-som din mor, Alice. Hvorfor standser du aldrig lige op og tænker over hvad der kan ske?”

6. Efter hun døde, pakkede far alt som havde noget at gøre med hende ned, også hendes turkise og guldfar-vede sofapuder som Tilly og Cee var så vilde med, i store, sorte sække og kørte væk med dem. Han havde dem ikke med tilbage.

Ti ting.indd 19 23/01/13 11.50

7. Om sommeren fik hun fregner på kinderne og skuld-rene, ligesom jeg gør (min far fortalte mig det, og så rødmede han, hvilket jeg aldrig havde set ham gøre før. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige).

8. Hun og far skændtes meget (ifølge Cee; Tilly siger hun ikke kan huske det, men hun har også altid været ty-pen, der ikke rigtig tager stilling).

9. Hun kørte i en Citroën GSA. Hun havde haft kørekort i fem måneder og enogtyve dage. Kendelsen lød på “ulykkestilfælde”, hvilket lyder lidt for meget som “tilfælde”, synes jeg.

10. Hvis det ikke havde været for mig, havde hun slet ikke været ude at køre.

Ti ting.indd 20 23/01/13 11.50

21

Kræften sidder i min fars bugspytkirtel. Det sagde Cee gen-nem den knitrende susen i telefonen – jeg stod i forhallen på vandrerhjemmet i Ulan Bator og hun stod i gangen i fars hus. Jeg er stadig ikke engang helt klar over hvad en bug-spytkirtel er, selv om jeg aldrig ville indrømme det over for Cee.

Cee mener jeg er fortabt. Du spilder dine talenter, siger hun til mig, ved bare at flyve om på den anden side af jor-den uden videre. Pludselig er det for sent, siger hun – det hun mener er at jeg skulle se at komme i gang med at få nogle børn, inden mine æggestokke tørrer ud. Du gjorde det rigtige i forhold til Kal, men du burde altså tænke på at falde til ro. Støv falder, bundfald falder – men det siger jeg ikke til hende. Og hvad var der egentlig i vejen med Kal, spørger jeg. Hun sukker bare, sådan som hun altid gør, på den måde der får mig til at føle mig som en femårig.

Jeg skodder cigaretten og ringer på. Det er Tilly der åb-ner, og det er jeg glad for. Hun er klædt i stramme jeans og en løstsiddende, orange T-shirt. Entreen strækker sig i sort-hvide skaktern bag hende, og jeg kan huske hvordan vi tegnede hinkeruder med kridt og lo ad følelsen af klin-kernes kølighed under vores fødder.

“Alice.” Tilly breder armene ud. Hun er blød som skum-fiduser. Jeg lægger panden mod hendes bryst et øjeblik og

Ti ting.indd 21 23/01/13 11.50

22

indsnuser hendes parfumes blide, sommeragtige duft. Cee kommer ned ad trappen. Nydelige, hvide hyttesko, sorte lærredsbukser og en ærmeløs, turkis bluse. Hendes hår ser nyklippet ud – det er farvet i en skrap rød kulør. Hun har vores fars øjne, en mørk brun farve ligesom kompost. Jeg har fået at vide at jeg har vores mors.

Jeg vil ikke græde. Jeg træder et skridt væk fra Tilly. Cee står med et tomt vandglas i den ene hånd; hendes hud ser rød og ophovnet ud under hendes makeup.

“Du skulle have ringet,” siger Tilly. “Så kunne jeg have hentet dig. Jeg har bilen her, og det er rædsomt at sidde i en taxa og høre på alt muligt sludder.”

“Det er okay,” siger jeg. Vi står lidt i kejtet tavshed. Jeg kigger over mod trappen.

“Han sover,” siger Cee, og jeg mærker en velkendt gnist af vrede. Vi står for tæt på hinanden. Det er ikke nogen smal entré, men jeg har lidt svært ved at trække vejret.

“Hvordan gik flyveturen?” spørger Tilly. “Jeg slog det op – seks tusinde fem hundrede kilometer. Er det ikke utro-ligt?”

Det jeg allerbedst kunne lide ved Mongoliet var horison-ten – den var bredere end jeg nogensinde har set; uendeligt land og uendelig himmel. Jeg lukker døren bag mig. Jeg havde glemt hvor meget den binder.

“Du skal ...” begynder Cee.“Jeg ved det godt.” Jeg trækker døren ind mod mig selv,

vipper håndtaget opad og smækker den i.Cee kigger på min taske – en lille, sort rygsæk – og ser

efter bag mig. “Er det det hele?”Jeg tænker tilbage til bagageudleveringen – lysstofrør,

rækker af bagagevogne, transportbåndets skrammede, sor te gummi. Jeg stod og ventede på at min rygsæk skulle dukke frem. Folk snuppede deres kufferter og skyndte sig væk. Jeg ventede indtil der kun var fire ting tilbage, der

Ti ting.indd 22 23/01/13 11.50

23

kørte rundt og rundt: To hårde kufferter, en lang pakke ind-pakket i avispapir og pakketape og en lyserød vadsæk med flossede remme. Jeg ventede indtil et nyt flynummer og en ny by blinkede på skærmen og en ny gruppe mennesker samlede sig ved båndet. En ny sending bagage begyndte at rulle frem. Jeg overvejede bare at tage en af dem og gå min vej, men jeg gjorde det ikke.

“Jeg går op ovenpå,” siger jeg og bevæger mig forbi dem, tæt op ad væggen så vores kroppe ikke rører hinanden.

“Alice, han sover.” Cee lægger hånden på min arm.“Jeg sætter vand over – så kan vi få en kop te.” Tillys

fingre piller ved kanten af hendes T-shirt.Jeg træder ud af Cees greb. “Jeg skal nok lade være med

at vække ham.”Jeg er fire trin oppe nu. Trappen er malet hvid og der er

et rødt tæppe ned langs midten, sat fast med tynde mes-singsøm. Kal lavede sjov med det første gang han var her – til en endeløs søndagsfrokost. Jeg føler mig som en vigtig person hver gang jeg skal på toilettet, sagde han, og jeg lo, for sådan havde jeg aldrig tænkt på det før. Jeg ville ønske han stod ved siden af mig nu og rørte ved min arm. Jeg har stadig hans nummer i min telefon. Nogle gange sidder jeg bare og kigger på det.

“Alice.” Det er Tillys stemme. Hendes ansigt er fortruk-ket. “Det er bare ...” Hun vrider hænderne. “Bare vær for-beredt, skat.”

Min fars værelse er i den forreste del af huset, på første sal. Der er to høje vinduer der vender ud mod gaden; man kan se hen over den røde murstensmur og ind i haven ved si-den af. Jeg åbner døren så stille jeg kan og træder ind. De tunge, grønne gardiner er trukket for og lukker dagen ude, og standerlampen ved sofaen kaster en varm, gul cirkel på tæppet. Jeg vil helst ikke kigge på sengen. I stedet for stirrer

Ti ting.indd 23 23/01/13 11.50

24

jeg på garderobeskabet: De små trekanter af lysere træ, der er indlagt rundt langs kanterne, det ovale spejl, de matte hængsler. Jeg kigger op på den grimme stuk rundt om den tarvelige lysekrone med seks falske lys i støvede holdere.

Cee fortalte engang, at før jeg blev født, i det hus hvor de boede dengang, fik hun og Tilly lov til at komme ind til vores forældre lørdag morgen. Så puttede de sig mellem mor og far og krævede at få fortalt historier. Hvis vores far ikke skulle på arbejde, stod han op når historierne var for-talt, tog sin morgenkåbe på ud over sin blå pyjamas og gik nedenunder. Tilly og Cee blev liggende i den varme han havde efterladt, mens de lyttede efter hans fodtrin og ting, der raslede på en bakke. Lørdagsmorgenhistorier og mor-genmad på bakke stoppede da de flyttede hertil og jeg blev født. Da jeg spurgte hvorfor, snerpede Cee munden sam-men og trak på skuldrene, som om det på en eller anden måde var min skyld.

Værelset lugter af hud og sved. Der er for varmt. Jeg læg-ger hænderne på sofaryggen og lytter: En stille kliklyd fra vandrørene, en fugl, der kvidrer til sin mage gennem dob-beltruderne, lyden af min far, der trækker vejret.

Sidste gang jeg så ham var et par dage før jeg fløj til Moskva. Vi spiste middag på en ny spansk restaurant på South End Green. Tapas, en kraftig rødvin. Der er krise på vej, Alice, sagde han, jeg er ikke sikker på at det er et godt tidspunkt at sige sit job op på. Det er bare vikararbejde, sagde jeg, og jeg har sparet op. Jeg må væk herfra. Du må altid væk herfra, sagde han, hvorfor det? Jeg fortalte ham om Kal, men det forklarede ikke alle de andre gange. Jeg prøver at komme i tanke om hvordan han så ud, om han var bleg eller tynd eller virkede syg eller bekymret. Jeg kan ikke huske det.

Manden i sengen ligner ikke min far.Min far har et stærkt ansigt, kraftig kæbe, kraftige, bu-

Ti ting.indd 24 23/01/13 11.50

25

skede øjenbryn. Han er en stor mand: Høj, ikke fed, men kraftig. Han har brede skuldre og en solid brystkasse. Når han giver én et knus – hvilket ikke er tit, men heller ikke aldrig – kan man mærke hvor stærke hans arme er. Denne her mand er for lille til at være min far.

På gulvet ved højre side af sengen står en lille, hvid og blå kasse. Der går en tynd slange fra kassen og ind under tæppet, der dækker manden i sengen. En anden slange en-der i en af de plastikposer man ser på hospitaler, halvt fyldt med gul væske.

Manden i sengen trækker vejret som en gammel mand. Hans ansigt er magert og huden slutter sig tæt om et kra-nium, hvis form jeg ikke kan genkende. Der står en stol til venstre for sengen. Nogen må have hentet den nede fra spise stuen. Den ser forkert ud her, med sin høje tremmeryg og smalle siddehynde. Spisestuen må også se forkert ud, asynkron, som om der mangler en mand.

Stolen knirker højlydt da jeg sætter mig ned. Jeg sidder helt stille. Han vågner ikke. Jeg vil gerne tage ham i hån-den, men den ligger under tæppet, så i stedet sidder jeg og kigger på mine egne fingre – stakke af sølvringe, negle der er bidt helt ned.

“Jeg er lige kommet,” siger jeg. Min stemme lyder tynd, ude af balance. “Altså fra Mongoliet. Jeg er lige landet.” Jeg mærker et pludseligt sug af udmattelse. “Jeg ved ikke en-gang hvad dag det er,” ler jeg, men det lyder forkert, så jeg stopper igen. “Jeg kom så hurtigt jeg kunne, der var ikke mobildækning i en hel uge – nej, endnu mere.” Hans hår er pjusket mod puden; hans læber er tørre og sprukne. Jeg kan mærke min hivende vejrtrækning højt oppe i brystet. Jeg har lyst til at græde. Jeg har lyst til at lægge mig ned på gulvet og lukke øjnene. Jeg har lyst til at løbe min vej.

“Jeg kom så snart jeg fik beskederne.”Jeg kan huske, at jeg sad bag i en Jeep i Mongoliet, sam-

Ti ting.indd 25 23/01/13 11.50

26

men med et par fra Sverige og en palæstinensisk fyr, mens min mobiltelefon lå ubrugelig og glemt i bunden af min rygsæk. Vi kørte hen ad en vej, der knap nok var en vej, og blev rystet frem og tilbage. Hele vejen rundt om os var der intet. Kilometer efter kilometer af intet som helst. Glæden ved det.

“Det er så mørkt herinde, far. Synes du ikke her er mørkt?” Jeg rejser mig og trækker gardinerne fra. Det er begyndt at regne, og tynde striber af vand løber ned ad ru-derne. “Jeg kan se at det er endnu en pragtfuld, engelsk sommer,” siger jeg.

“Alice?”Jeg vender mig om. “Far?” Jeg bliver stående hvor jeg

står og holder fast i gardinet med den ene hånd. Jeg ville ønske jeg ikke havde trukket dem fra. Lyset fanger formen på hans ansigt og kaster dybe skygger hvor huden er faldet ind. Hans hudfarve er forkert – alt for gul. “Far. Hvordan har ...”

“Rædselsfuldt.” Han lyder som om han er forkølet – sli-met og hæs.

“Der var ikke dækning på min telefon,” siger jeg. Han hoster og jeg kan se, at han fortrækker ansigtet i smerte.

“Hvad skal jeg gøre? Skal jeg hente noget til dig?”Han bevæger hovedet mod venstre.“Den her?” Jeg går hen til natbordet og tager en træpind

med en lyserød terning for enden.“Dyp den ... i glasset,” siger han.Der er en lille smule lyserød væske i glasset. Jeg dypper

terningen i det og rækker den til min far. Han dupper mun-den med svampen. Jeg kan se hver eneste knogle under huden på ham. Måske lærte vi om bugspytkirtlen i skolen. Jeg har en idé om at den er mørkt lilla-rød og bliver tyndere i den ene ende. Jeg kan ikke huske hvad dens funktion er.

“Ked af ... at ødelægge ... din ferie,” siger han. Han træk-

Ti ting.indd 26 23/01/13 11.50

27

ker vejret hivende og rallende hver gang han har sagt et par ord. Den lyserøde svamp falder ud af hånden på ham og laver en våd plet på bomuldstæppet. Jeg tager den og lægger den tilbage på natbordet.

“Det var ikke en ...” Jeg afbryder mig selv, sætter mig på spisestuestolen igen og lægger benene over kors. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mine hænder, så jeg propper dem ind under mine lår. Kanterne på mine fingerringe borer sig ind i bagsiden af mine lår. “Vidste du godt, at i Mongoliet er der ikke nogen, der ejer landet? Der er ingen hegn eller noget,” siger jeg.

“Var den mand ... sammen med dig?”“Kal?”“Ham den ... indiske fyr.”“Han er brite. Men vi er gået fra hinanden, det har jeg

fortalt, far.” Jeg rejser mig og går over til vinduet og hviler panden mod glasset. Det er koldt mod huden. Jeg forestiller mig at sidde sammen med Kal uden for en jurte og se solen farve jorden dybt orange-lyserød. “Der var også ørne,” si-ger jeg. “Kæmpestore ørne lige ved siden af vejen – når der altså var en vej. De havde sådan nogle enormt store kløer. De kunne dræbe en mus bare ved at tage den op.”

Jeg hører ham bevæge sig i sengen og vender mig om igen. Han stirrer på mig. Det hvide i hans øjne er gustengul-ligt.

“Du ved godt ... at jeg ... elsker dig,” siger han. “Lige så me get ... som de andre.”

Jeg knytter næven om en håndfuld gardin og klemmer hårdt. Det er som om der er en tung vægt i maven på mig, noget der er større end min mave. Jeg kan høre hans ånde-dræt hvæse i halsen på ham. Vandrøret er holdt op med at klikke.

“Det er vigtigt. Jeg sagde altid ... til din mor ... at det var vigtigt.”

Ti ting.indd 27 23/01/13 11.50

28

“Hvad mener du?”“At du vidste ... at du vidste ... det.”Engang købte han en pebermyntemus til mig i Thorntons

hver fredag eftermiddag. Jeg ved ikke hvorfor jeg kommer til at tænke på det nu, men det gør jeg: Plastikindpaknin-gen der raslede, fornøjelsen ved at bide næsen af – mørk chokolade og sødt, grønt pebermyntefyld indeni.

Ingen af os siger noget. Han glipper med øjnene, så gli-der de i og han trækker vejret ind med en svag snorken.

“Du må ikke,” hvisker jeg. “Du må ikke.”Det banker på døren. Jeg regner med at det er Tilly eller

Cee, men det er en sygeplejerske, en lav og bred kvinde i blå bukser og en løstsiddende, blå skjorte.

“Du må være Alice,” siger hun. “Mr. Tanner har fortalt mig alt om dig.”

“Har han det?”Hun maser sig forbi mig. “Faldet i søvn igen,” siger hun.

“Lad os få det her skiftet, skal vi?” Jeg bakker væk fra sen-gen. Hun tager plastikposen og løfter tæppet. “Du har gar-dinerne trukket fra i dag, hva’, mr. Tanner? Det er rart, ikke, sådan med lidt lys på det hele. Og din datter er kommet, det var fornemt.”

“Hvad sagde han?” spørger jeg.“Han sover nu.” Hun sænker ikke engang stemmen. Jeg

kan se min fars krop – tynd under hans bomuldspyjamas.“Jeg mener om mig.”Hun drejer på en ventil på posen og begynder at hive

den af slangen. Jeg ser den gule væske skvulpe op ad si-derne.

“Jeg skal også ...” Jeg slår ud med armen i retning af dø-ren.

Hun løfter ikke engang blikket. “Meget fint. Det er godt at du er kommet, det har han glædet sig utrolig meget til.”

Jeg lukker døren bag mig. Gangen lugter som den altid

Ti ting.indd 28 23/01/13 11.50

har gjort – møbelpolitur og et strejf af vådt puds. Jeg går op ad trappen, op mod loftet, men Tilly afskærer mig vejen.

“Mødte du Margaret?” siger hun.“Sygeplejersken?”“Hun er dygtig.”“Okay.”“Cee har lavet te.”Kal plejede at kalde Tilly og Cee for “Reglerne og Vil kå-

rene”. Hvordan går det med Reglerne og Vilkårene, spurg-te han når jeg kom hjem fra et eller andet familiearrange-ment. Overspændte og urimelige, svarede jeg, og så lo vi, hver gang.

“Jeg vil faktisk gerne ...” Jeg kigger hen mod loftstrap-pen.

“Åh, Alice.” Hun giver mig et knus så mine arme presses ind mod kroppen.

“Han ved det godt, ikke? Det med min mobil. At der ikke var nogen dækning. Tilly? Han tror da ikke ...” Jeg ta ger et skridt bagud og stirrer på savsmuldstapetet for-an mig. Det ser gammelt og snavset ud. “Jeg vil bare ikke have han tror ...”

“Jeg har bagt småkager,” siger hun. “Dem med havre-gryn.” Det er fars yndlingssmåkager. Jeg forestiller mig at han ligger der i sengen og hører Tilly rumstere i køkkenet mens lugten af hjemmebag sniger sig op ad trappen og ind i hans værelse.

“Før an, kaptajn.” Jeg holder et par fingre op til panden i en slags drillende honnør. Tilly sender mig et blegt smil, så vender hun om og går forrest ned ad trappen.

Ti ting.indd 29 23/01/13 11.50

Ti ting.indd 30 23/01/13 11.50

Ti ting jeg har fundet som staver dit navn

1. En bog på Newington bibliotek med et omslag med samme farve som gletsjervand.

2. En række krus med metallisk guldglasering i et bu-tiksvindue i Camden Town.

3. Et barns pandebånd, magenta-lyserødt, på Euston sta-tion.

4. En skoleuniformssweater med ærmerne bundet rundt om et træ på Southwark Bridge Road – marineblå.

5. Tynde, grå skifersten ved den der nye kontorbygning i Angel-distriktet.

6. Et blegblåt glasskår på muren ved floden, Cremorne Gardens, Chelsea.

7. Et falsk guldarmbånd med ridser i malingen langs kanten, uden for Battersea Park Station.

8. En knaldet ballon – skrapt lyserød, gummi så blødt som hud – på rampen op til Tate Modern.

9. En flage mørkeblå maling fra et plankeværk på Elephant Road, tæt ved stationen.

10. Enden på et koksgråt læderbælte med trævlede synin-ger, på parkeringspladsen uden for Waitrose i Balham.

Ti ting.indd 31 23/01/13 11.50

Ti ting.indd 32 23/01/13 11.50

33

I dag er mit hjerte stærkt. Jeg følger flodens form og leder efter farver. Så længe jeg holder lav profil, er der ingen der lægger særligt mærke til en gammel mand, der fylder lom-merne med ragelse. Der er folk i samme situation som mig, der holder sig til ét sted, som trækker en usynlig grænse rundt om sig selv og nægter at træde udenfor, men jeg ved ikke hvor du er, så jeg holder mig i bevægelse.

Hvert bogstav har en farve. Jeg ved ikke om du også har det sådan. Jeg ved ikke om du kan forstå det, men det tænker jeg ikke for meget over. Her, ved skiltet der advarer om risiko for oversvømmelser – et stykke lyseblåt slikpa-pir, stadig sukkerklistret. Bogstavet A har samme farve som gletsjervand. Her, ved den vinduesløse træbygning med den snurrende top, en enkelt guldørering. L er guldfarvet. Og ved den forladte mole, et lyserødt bånd og en skinnen-de blå brochure. I er magenta-pink; C er marineblåt. E er koksgråt – jeg finder en lille sten formet som en pilespids.

Der er en sejlklub, ikke helt ny længere, der ligger ned til floden, som en kvinde, der løfter sit skørt væk fra vandet. Jeg organiserer farverne så godt jeg kan på stien lige ved indgangsporten, og så går jeg videre. Rundt om hjørnet er der en strand fuld af skatte.

Jeg kunne godt tænke mig at møde dig her, at stå ved siden af dig med byens skrammel for vores fødder. Det er

Ti ting.indd 33 23/01/13 11.50

34

et godt sted til farver. Her: Et solbleget orange bælte; en stump plastik i præcis den rigtige lilla farve; et stykke stof så affarvet at den blå næsten er hvid; et stykke lysende grøn snor. Længere nede er der glas og keramik. En brændt fla-ske hvor glasset er blevet sort. Endnu længere nede er der sten og metal og knuste mursten. Søm der er rustet så tyk-ke, at de ryger ud af sig selv. Hvis man slår hårdt på dem – sådan her – kan man brække den varmt orange rust løs og se formen indenunder. Jeg finder en flintesten, hvor hjørnet buler ud som en kno. Magnoliehvid mellem stykkerne af iturevet papir.

Det første bogstav i et ord bestemmer ordets farve; man kan stadig se resten, men de er svagere. Så det er godt at det blegorange bælte er det største; det er ikke altid let at ramme balancen helt rigtigt. Fem huller med metalkanter. Jeg laver to mere. Der er mere bomuld og snor i denne her by end man skulle tro – jeg bruger dem til at binde ordene sammen. Jeg samler dem sammen mens jeg går, ruller dem sammen i en mangefarvet bold, som bor i min højre jakke-lomme; ikke i samme lomme som billedet – jeg har lært at passe på ting, der betyder noget.

Jeg går ned til en gammel kaj, hvor man engang lossede både, forbi en læderstøvle, en cowboyagtig en, med synin-ger på begge sider og en hæl, hvor der mangler et stykke, som om en eller anden har taget en bid. Vandet er stålfar-vet. Det røde lys blinker sørgmodigt på toppen af Canary Wharf, og bygningernes vinduer afspejler en blank, farve-løs himmel. Det har været en våd sommer: Jeg kan mærke regnen oplagret dybt i mine knogler, mine støvler har lidt under det.

Jeg spænder bæltet, forsigtigt så jeg ikke ødelægger sno-rene, og så bukker jeg mig ned – noget der bliver sværere og sværere, det opdager du også en dag – og lægger det på vandet. Først tror jeg det vil gå til bunds, og jeg er klar

Ti ting.indd 34 23/01/13 11.50

35

til at fiske det op, også selv om det betyder en dag eller mere med en gennemblødt støvle. Det tøver, så fanger det strømmen og væk er det. Jeg kigger efter det og tænker på et billede jeg så engang, et vildt mønster af tynde, sorte streger: Et kort, der viste fireogtyve timers busture på to kvadratkilometer omkring Waterloo Station – eller det var i hvert fald hvad der stod på det. Det var smukkere end man umiddelbart skulle forestille sig.

Da jeg vender ryggen til vandet, får jeg øje på en kokos-nød med hessian-skind, helt oppe ved muren. Jeg forestil-ler mig en dreng på dækket af en færge, der står og kaster kokosnødden fra den ene hånd til den anden, hænder der engang bliver arrede af vind og salt og liv, men som lige nu er så bløde som huden under hans øre. Jeg ser ham kaste nødden fra hånd til hånd, mens han mærker dens ruhed og den tilfredsstillende runde form. Han er løbet op fra skibets indre, væk fra gasblussenes brøl og lyden af kød mod skæ-rebrætter, væk fra knivenes glimt og hans kollegers hårde, afsnubbede ord. Vinden pisker sveden væk fra hans pande, leger med hans hår ligesom hans mor engang gjorde, og pludselig husker han et skrammet anretterbord af træ, røde plastikroser i en messingvase, støv der putter sig i folderne mellem kronbladene. Han burde være i kabyssen, med en hammer i hånden, klar til at smadre kokosnødden. I stedet retter han blikket mod horisonten – en sitrende blå, der næ-sten går i ét med himlen – hæver armen og kaster kokos-nødden i en høj bue.

Jeg lægger kokosnødden på en flad sten og smadrer skallen. Jeg har aldrig været sådan en, der sparer på ting. Måske er det noget jeg har arvet fra min far. Uanset hvad, så er det et godt princip for mig som det er nu – hvis man tøver, er der nogen der tager tingene fra én. Jeg har aldrig brudt mig særlig meget om kokosnød, men jeg spiser det hele. Flager sætter sig fast mellem mine tænder, og jeg er

Ti ting.indd 35 23/01/13 11.50

nødt til at pirke dem fri med en negl. Da jeg er færdig, går jeg tilbage til vandkanten og anbringer stykkerne af skallen på vandet. De flyder som bittesmå både ud på havet.

Problemet med byer, eller i hvert fald med byer som denne her, er at de er stort set umulige at skrive på. Det betyder ikke at jeg ikke prøver, men bare at det ikke er så enkelt.

Min tommelfingerregel er at jeg ikke fortæller nogen om dig eller om at jeg skriver. Sidste gang jeg snakkede om det, var med en mand, der drak billig, stærk cider af slanke då-ser. Han spurgte mig om hvordan jeg i det hele taget vidste at du var her, i London. Hvordan ved du at hun ikke er i Milano eller Dubai eller Paris eller Tokyo, sagde han, eller i Manchester eller Rotterdam, Barnsley eller New York? Han blev ved et stykke tid og opremsede navnene på alle de byer han kunne komme i tanke om, mens han lod blikket glide opad, som om han kiggede efter steder, der var gemt mellem de nussede fliser i loftet. Måske er hun slet ikke i en by, sagde han. Jeg bad ham om at tie stille, men det ville han ikke, og så rejste jeg mig op og gik ud af kirkerummet med laminatgulvet og de filtdækkede opslagstavler, de lan-ge klapborde og hårde plastikstole.

Jeg sender dig et fødselsdagskort hvert år. Jeg kender ikke den nøjagtige dato, men jeg kan komme med et fornuftigt gæt. Det sværeste er konvolutten: Alt det tomme hvide. Jeg skriver dit navn – det har jeg i det mindste – men jeg har ikke nogen adresse. Jeg smider brevet i en postkasse og drømmer, de nætter, om at konvolutten bliver skubbet ind gennem en brevsprække og om dig, der kommer gående hen ad gangen for at samle den op.

Ti ting.indd 36 23/01/13 11.50

90mm 90mm137mm

215mm

137mm 27mm

Alice er på en af sine mange

udlandsrejser, da hun bliver kaldt

hjem til London. Hendes far ligger

for døden, og hun må tage tilbage til

barndomshjemmet, hvor hun altid har følt

sig udenfor i forholdet til sine to søstre.

Et andet sted i London leder den

hjemløse Daniel efter den datter, han

aldrig har kendt. Han har kun hendes

navn og en forestilling om, hvordan

hun kunne se ud.

Mødet mellem de to kommer til

at ændre begges liv.

Ti Ting jEg viL sigE TiL Min fAr

1. jeg mødte en mand i singapore der lugtede ligesom dig – cigaretrøg og ruskind.

2. jeg kan huske den der ferie i grækenland – endeløse ruiner og dig, der var nødt til at forklare forskellen på doriske, joniske og korintiske søjler igen og igen.

3. jeg ville ønske du havde snakket om mor. jeg ville ønske du havde gemt nogle af hendes ting.

4. jeg har stadig den bog du gav mig i tiårs fødselsdagsgave, dengang jeg ville være astronaut når jeg blev stor – En rejse gennem solsystemet.

5. jeg ved godt at du håbede én af os ville blive læge ligesom dig.

6. jeg har en tilbagevendende drøm. jeg står uden for dit hus. Der er fest; jeg kan høre folk snakke og grine derinde. jeg ringer på og det tager en evighed før du åbner.

7. Det var mig der stjal det fotografi fra dit arbejdsværelse.

8. jeg plejede at udspionere dig når du arbejdede i haven eller sad i lænestolen eller ved skrivebordet med ryggen til døren. jeg ville så gerne have at du vendte dig om og fik øje på mig.

9. Undskyld at jeg ikke har besøgt dig så meget.

10. Du må ikke ...ROMAN

LINDHARDT OG RINGHOF

TI TING

JEG HAR

LÆRT OM

KÆRLIGHED

Ti Ting

JEg HAR

LÆRT O

M

KÆRLigHED

sArAH BUTLEr er i starten af

trediverne og bor i London. Ti ting

jeg har lært om kærlighed er hendes

debutroman. Bogen er solgt til 12

lande inden udgivelsen.

OmSlag / mikkel HenSSel / PiCaDOR aRT DePaRTmenT

FOTO / eva SajOviC

En smuk historie om tabt og

genfundet kærlighed, om rastløshed

og om at vende hjem og om de bånd,

der binder os sammen.

9 788711 394298

ISBN 978-8711-39429-8