cruise i den tyrkiske skærgård20rejsebreve/... · derfor har man udviklet en ankringsteknik, hvor...
TRANSCRIPT
1
Cruise i den tyrkiske skærgård © Jens Anton Dalgaard – juli 2015
2
Det er jo på mange måder noget af et sats, vi har kastet os ud i.
Ferie i Tyrkiet i en af de varmeste julimåneder sammen med nogle mennesker, vi knapt nok kender bortset
fra Joan og Flemming, sammenholdt af en mindre, chartret båd, vi skal være på hele ferien, kun afbrudt af
en enkelt tur i land midt på ugen.
Nå, vi er jo ikke blege for at lokke venner og bekendte til kaste sig ud i uvante oplevelser på ski i Canazei, så
denne gang er det os, der er i rollen som roukies, beroliget af Lene og Peter, der har prøvet det før. De ken-
der skibet og ejerne og de var med på en gentagelse af oplevelsen, så det er måske ikke så tosset endda, så
vi sagde ja til at være med i ”Projekt Flemming 60”.
Joan var primus motor på at samle en gruppe af mennesker, som havde lyst til at fejre Flemmings 60 års
fødselsdag sammen med dem på sådan en tur.
Nu er vi her så, efter en lille køretur til lufthavnen i Hamborg og så ellers med en SunExpress 737-800 til
Dalaman der ligger et lille stykke inde i landet på den tyrkiske Middelhavskyst.
Den hedder Hamburg Airport, måske en service til de ikke-tysktalende gæster, der vil have svært ved at få
noget forståeligt ud af ordet ”Flughafen”. Ud over, at de lokale nok ville synes, det ville være lidt for meget
at tage skridtet fuldt ud og kalde den Hamborg Lufthavn, så ville rigtigt mange gæster nok finde det helt OK.
Der er mange danske rejsende, der benytter Hamburg Airport. I det fly, vi var med, var det nok 75 – 80%
der var dansktalende, heraf også mange dansktalende tyrkere, der skulle hjem på ferie eller hjem for at
fejre afslutningen af Ramadanen. Måske kunne en navneændring have sparet Jan Erik for turen ind igen-
nem Hamburgs forstæder, hvis han og hans danske GPS ikke skulle finde lufthaven på et udenlandsk sprog
Det er en god ting med en mobil-livlinie til storebror, når
man er lidt savnet til den fælles gruppe-in-check, vel at
mærke hvis man er indstillet på, at mobningsindekset er
over middel.
Boeing 737 er luftens rutebil, og når vi snakker
om versionen, der hedder 800, taler vi om en
passagerkapacitet på næsten 190, så XXL lange
skandinaver og passagerer med en BMI på 50 vil ikke finde forholdene videre bekvemme.
3
En del af gruppen var så heldige at få sæde ved nødudgangene – helt uden ekstrabetaling – tilsyneladende
en gratis luksus, men med det lille minus, at sæderne ikke kan vippes tilbage, og eftersom sædernes ryglæn
er meget lodrette i udgangspositionen (ellers kan vinduespladspassageren ikke komme ind) er det så som
så med at omsætte den ekstra benplads i øget komfort.
Med en gruppe af 10 voksne og rejsevante deltagere burde det være en smal sag at holde styr på folk og
kufferter, men allerede i Dalaman lufthavn fik vi problemer. Vi manglede både en deltager og en kuffert, da
vi skulle videre. Der blev iværksat en mindre eftersøgning i bagageområdet, men uden resultat. Da det gik
op for os, at det var Berit og Berits kuffert, der manglede, opstod den formodning, at hun måske havde
foretaget et personligt, individuelt valg og var gået ud gennem tolden, uden at Lars og vi havde opdaget
det. Dette burde selvsagt påtales, men eftersom vi lige er begyndt på ferien, og Berit er et rart og omgæn-
geligt menneske, blev reprimanden omsat til gensynsglæde. Og så var der den lille detalje, at det viste sig,
at hun var fulgtes med Lene og Peter ud gennem tolden, så ... . .
En Mercedes minibus kørte os ned til havnen i
Fethiye, hvor vi påmønstrede Topkapi 3 af
Marmaris, vores flydende hotel for de næste 6
dage.
Det var så varmt som frygtet, en lummer tung varme, der lugtede langt væk af torden, og det gav sig da
også til et regne, men ikke så meget, så det rensede luften.
Nogle ville gerne i hamam - tyrkisk bad – og andre
ville hellere kigge lidt på byen.
4
Man må så bøje sig for, at nogle rejsedeltagere
foretrækker at blive overgramset af fremmede
mænd i stedet for at studere den lokale forret-
ningskultur, hvilket selvsagt kræver en justering af
væskebalancen i denne hede.
En sådan opgave skal tages overordentligt alvorligt.
Da alle var tilbage på Topkapi var der introduktion og mid-
dag på fordækket.
Vi er sikre på, at vi
ikke kommer til at lide
nogen kulinarisk nød.
Kokken Ozan laver flot tilberedt lokal mad med masser af grønt, og den tyrkiske vin er udmærket.
5
Topkapi 3
Vores båd er i mellemstørrelse, der er
6 kahytter til passagerer, og en
besætning på 3, skipper Ekrem, hans
kone Marianne og Ozan, der er kok og
matros.
Ekrem og Marianne ejer skibet, så det
er rolige og intime forhold – det kan
godt føles, som om vi er på besøg i et
privat hjem, hvilket giver en meget
afslappet stemning.
Topkapi 3, er som skibstype en gulet,
der er opkaldt efter sultanpaladset i
Istanbul. Hun er efterhånden 32 år
gammel, men er renoveret i flere
omgange, sidst for et par år siden, hvor hele apteringen blev fornyet.
Der er eget bad og toilet til hver kahyt, og der er aircon i kahytterne – hvis man tilkøber det – men kun til
midnat, så slukker man al maskineri, så der er helt stille på skibet. Det er meget, meget varmt i kahytterne
først på natten, så de seje sover på madrasserne på dækket indtil ved 4-5 tiden, hvor det bliver for koldt.
Det er på fordækket, vi gæster pri-
mært holder til.
Der står et stort solidt bord, hvor vi
spiser og ellers hygger med snak,
læsning, kryds og tværs og hvad vi
ellers har lyst til af tidsfordriv.
6
Der er også masser af gode madrasser i såvel skyggen som i solen, så man kan dosere, hvor meget eller
hvor lidt sol, man vil have.
Hanne og de andre attraktive, purunge hustruer opholder sig mest på fordækket – der skal kulør på
kroppen, uanset hvor vildt varmt det er. Vi forstandinge, velovervejede og erfaringsramte mænd holder os
mest i skyggen, vi er jo lækre, søde og uundværlige uanset kuløren på ydersiden.
Hele agterdækket er en stor sofa – i en meget passende kort afstand fra den lille, men velforsynede bar.
7
Topkapi 3 vejer ca 30 tons og har en dybgang på 2,5 m. Det er en 6 cylindrer MAN diesel på 330 HK, der
driver os frem, masterne er kun til pynt, som de er på de fleste af disse skibe, det er kun muligt et sætte et
lille forsejl, der i hårdt vejr kan dæmpe rulningerne.
Hovedmotoren er suppleret med generatorer, der kan lade batterierne, trække air-con kompressoren og
vigtigst af alt, synes kokken, levere 230V til opvaskemaskinen. Vi har hurtigt lært at indrette vores egne
ladebehov til mobiltelefoner og PC’er efter en kombination af ”et stykke tid efter maden” og den sagte
brummen af generatoren, der starter for at fodre opvaskemaskinen.
Om natten leverer en kombination af store akkumulatorer og invertere energien til lys, pumper, køleskabe
o.s.v.
Vi skal sejle fra Fethiye til Marmaris – en strækning på ca 50 sm, hvis vi gør det direkte, kan det gøres på
godt en halv dag. Vi har en uge til det, så konceptet er en ”slowboattur” i den tyrkiske skærgård med
mange stop.
Det er et smukt – forholdsvis beskedent -
område og vi er bestemt ikke de eneste, der
sejler rundt på denne måde.
Det er en regulær industri, så der er rigtigt
mange skibe i alle størrelser, og det er absolut
et held, hvis man finder en lille bugt, som man
har helt for sig selv.
Hvor det i Danmark er det almindelige, at
lystbåde går i havn om aftenen, er det
modsatte tilfældet her. Man går i havn for at
hente sine gæster og for at proviantere mad
og vand, resten af tiden er man på vandet.
Derfor har man udviklet en ankringsteknik, hvor man ikke har behov for
faciliteter i land. Når man har fundet et pænt sted at lave et ophold, kaster man
anker – for os langt ude i vandet. Disse skibe har masser af tung ankerkæde
med og de kører glædeligt rigtigt mange meter kæde ud, mens de bakker ind
mod kysten.
Nogle bruger en
gummibåd for at få
agtertrossen i land, hos
os springer Ozan i vandet og trækker agtertrossen med ind til land og finder en passende klippe eller en
pullert at slå en løkke om.
8
Herefter fastgøres trossen på båden og ankerspillet startes og trækker ankerkæden i stævnen ind indtil
trossen og ankerkæden er strammet så meget, at skibet ligger pænt roligt med stramme fortøjninger.
Grunden til at de kører meget ankerkæde ud uanset dybden er, at det ikke er selve ankeret, der holder
stævnen på plads. Der er ofte klippegrund, så ankeret kan have svært ved at få bid, så det er vægten af de
mange meter ankerkæde, der ligger på bunden, der holder os i position. Og kæde, det har vi nok af – noget
med 130 m, så der er nogle tons ”kædestopklods” på bunden, når vi ligger stille i en bugt.
Når vi skal sejle igen, er det modsat rækkefølge.
Lars ville gerne prøve det efter at have studeret Ozan’s teknik.
Skipper trak lidt på skuldrene og gav ham lov til at prøve. Lars
hoppede i vandet og svømmede ind til kysten og løsnede
trossen. Eftersom skibet nu begynder at bevæge sig fremad
trukket af ankerkæden, skulle Lars
skynde sig i vandet igen og holde fast i
tovet, mens Flemming trak tovet hjem.
Så kom manddomsprøven. Lars skulle
trække sig selv op af vandet – i trossen.
Det er hårdt, men han klarede det flot
og fik at anerkendede nik fra skipper –
han har ikke siden meldt sig til jobbet.
Så er det sat på plads
Når man lever og arbejder tæt sammen på et begrænset område, som Marianne, Ekrem og Ozan,
skal samarbejdet og kemi bare fungere 100%. Rollefordelingen må der heller ikke være tvivl om,
og den er helt klarlagt.
Da vi kom om bord hilste Ekrem på os med en alvorlig mine og sagde, ”I am the captain, I am the
boss. !” Så var det ligesom sat på plads.
For at vi ikke glemmer det, bliver det gentaget flere gange dagligt, ”I may be short, but don’t
forget I am the boss,” siger han gravalvorligt og flækker i et grin sekunder senere.
9
Han og Ozan er et par legesyge drengerøve, der
tæsker løs på hinanden og laver ”fis og ballade” , når
vi ligger for anker. Slår Ozan først eller for hårdt ser
Ekrem alvorligt på ham og siger: This is a capitalistic
ship, I am the captain, I am the boss, you are nothing,
” så venter han lidt og så får Ozans skuldre ellers en
ordentlig omgang.
De hjælper hinanden med at lave mad til os, og det
tager faktisk lang tid, vi får meget alsidig mad med
mange forskellige ting, frisklavet hver gang.
Når vi sejler er Ekrem THE captain og Ozan matros.
De kender hinanden ud og ind, har grundigt
indarbejdede rutiner, så alle manøvrer foregår med
et minimum af ordrer og snak.
De har meget fokus på sikkerheden, når der arbejdes med
tovværk, og selv om vi gerne vil hjælpe, vil de helst selv ordne det
på deres måde, så vi skal holde os grundigt i baggrunden.
Nu hvor vi har lært dem bedre
at kende, er det gået op for mig,
at det må have været en stor
tillid, at Flemming fik lov til at
styre på den første tur ud af
havnen.
“I’m short, but I AM the boss”
10
Når drengene leger eller Ekrem speeder blodtrykket går Marianne stille rundt med et omsorgsfuldt smil.
Marianne er dansk, og hendes forældre bor i Oksbøl, så der er stadig kontakt til Danmark. Marianne har et
indbygget omsorgs- og servicegen. Nu har hun arbejdet med det tidligere, og i de sidste 12 år har hun så
været i Tyrkiet og arbejdet sammen med/været gift med med Ekrem. Hun er indbegrebet af ro og en stor
viden, og udstyret med en fint overblik. Hun kan fortælle os en masse om, hvad vi ser på den anden side af
rælingen, og det er lækkert for faktafreaks som os.
Og så er Marianne sikringen for, at vores væskebalance
ikke tilter. Drengene sejler skibet og laver mad, Marianne
sørger for drikkevarerne og hygger om os, så mens de
purunge, attraktive hustruer har andre gøremål, , er hun
straks klar til hyggelig snak over en ståøl ved baren på
agterskibet.
Og så er det ret bekvemt, at det er ”gratis”. Marianne
nikker venligt og skriver lidt på en blok, penge snakker vi
ikke om – endnu.
Der er ikke tvivl om at Ekrem og Marianne
holder meget af hinanden, og de rører dejligt
meget ved hinanden.
Når Ekrem har brug for at tage trykket af
temperamentet – lufter han ud – og når han så
siger : ”Oh my God, Mamma Mia – Maradonna –
Marianne ” er det ovre, så får han et smil og hun
et klem.
Som dagene er gået, bliver deres fine samarbejde og Ekrems suveræne håndtering af skibet understreget
gang på gang, han er en særdeles kompetent sømand og kunne den sidste morgen elegant liste Topkapi
baglæns ind på en meget smal plads uden at røre de andre skibe eller kajkanten.
Hvad laver vi så ?
Egentligt var det min plan at skrive dagbog – det var jo forventeligt, at jeg skulle småkede mig
uden WiFi og med alt det baderi, som jo ikke står på min repetoireplan.
Så skulle der findes en café med WiFi om onsdagen, hvor vi provianter i land, så 1. del kunne
sendes og så måtte vi se med 2. del om det var Marmaris eller Viborg, der blev
afsenderlokationen.
11
Der er overraskende fin mobildækning i området, så teknisk set kunne jeg godt sende via
mobildata, men priserne er ”sindsyge” 90 Dkr pr MB mobildata – så det kan der ikke blive tale om
på min pensionisthyre
- - -
Dette var starten på næste afsnit:
Vi flytter flere gange om dagen, og vores skipper Ekrem vælger ankerpladsen efter vejrforholdene.
Lørdag aften var det ulideligt varmt i havnen i Fethiye, vi var overtrætte efter rejsen ( vi kørte fra Viborg kl.
4 om morgenen), det var rasende lummert og temperaturen i kahytterne var vel på den røde side af 30
grader og der var havnelarm med trafik og musik – ikke just en afslappet og rolig start på ferien. På et
tidpunkt først på natten blev det også for meget for skipper, så han tog en hurtig beslutning startede
motoren, kastede fortøjningerne og fortrak ud på rheden, hvor vi så kastede anker og fik en lille smule vind
til at røre rundt i den tunge varme ”luftsuppe”.
Vi skulle sejle næste morgen, men skipper skulle lige først have tilladelse til at forlade havnen og overbevise
myndighederne om, at han ikke havde båden fyldt med syriske flygtninge. Vi blev liggende og han tog
gummibåden i land, da havnekontoret åbnede kl. 9. Om det var varmen, Ramadanen eller af en helt anden
grund mødte ”manden med stemplet” først ved 11-tiden, så skipper Ekrem og de andre kaptajner måtte
pænt vente på at få ordnet papirerne til det passede bureaukraten at checke in for at checke dem ud.
Vejret var stadigvæk lusket og vejrudsigten og Ekrem var enige om, at det kunne lande i noget fronttorden
med masser af vindstød, så han ville være gerne være sikker på, at vi lå godt i læ for vestenvinden.
Vi sejlede over til værftsøen eller skibsbyggernes ø, fandt
en god bugt med læ og fortøjede.
Området har været befolket i flere tusinde år og
herredømmet har vekslet mellem grækerne og
tyrkerne og romerne har såmænd også sat sine spor
her.
På denne ø blev der bygget skibe i grækernes tid, og
der blev plantet en masse oliventræer. I dag er øen
tyrkisk, og der bor få tyrkiske familier på den anden
side af øen, hvor der er en lille godt beskyttet naturhavn.
Beklager, men her gik der varmeferie i projektet – jeg gad ikke skrive og slappede af i gode
morsomme og hyggelige menneskers selskab. I virkeligheden er det ikke til at se forskel på de
forskellige skønne små bugter, og vandet er varmt og lækkert, de steder skipper vælger.
Vi prøver at få styr på, hvor vi har været med nogle fotos af søkortet, det bliver ikke lige nu.
Det er I nok også lidt ligeglade med - for os er det endnu en god ankerplads.
12
Så her er lige billeder af vores daglige gøre mål:
13
Noter i blandet rækkefølge til det rejsebrev, der er aflyst:
Hvis man er vild med vand, gerne vil svømme, dykke og snorkle ad libitum, er sådan en tur en
oplagt mulighed for at bruge en uge i noget lækket varmt vand med en høj saltkoncentration (stor
bæreevne).
Det meste af tiden ligger man for anker med badestigen nede, så der kan dases på dækket, eller
svømmes, når man har lyst til det.
For os med hudproblemer og varmeallergi var der masser at skyggefulde opholdsmuligheder til
læsning, kryds og tværs eller en gang 7’er og tænkeboks - og selv for Hanne kan der blive brug for
en pause i skyggen mellem bad og brankning.
14
Vi har besøgt mange små, skønne bugter,
så snoklerne får nye fisk og en anden
bundflora at kigge på.
Vi har sejlet med legende delfiner omkring skibet, vi har set
store havskildpadder komme dovent padlende forbi, set
stimer af småfisk opføre en vandpantomine – et
syncronsvømningshow efter intuitivt manus.
Denne skildpadde var vel en meter lang fra snude til
halespids.
Det er utroligt afslappende, og det har været rart at se,
at dem, der er styrtet næsten direkte fra arbejde til
Hamborg, får skuldrene ned, opdager, at verden virker
uden WiFi, at en
formiddagslur snildt kan
være opladning til en
svømmetur inden frokost, der kan afløses af en eftermiddagslur
inden næste svømmetur og de andre aktiviteter.
Efter morgenmaden spørger Ekrem, hvad vi har lyst til i dag – ”det
samme som i går, bare et andet sted, som du vælger”, siger vi .
Det nikker han til – lærer vi det aldrig ? - selvfølgelig vælger han,
hvor vi skal hen, dels kender han området, og ”I AM … …. ”
15
Det er rart, når vi letter anker og MAN’en brummer
med god og magtfuld lyd under os, farten giver en
lun og kølende brise, og er vi udenskærs blæser det
lækkert, og skibets bløde duven i dønningerne er
en rar påmindelse om, at vi er på sejlcruise.
Der har været mulighed for at komme på ture i
land, men det har vi ikke benyttes os af, det har
været for varmt til, at vi ville bevæge os ind i
landet.
Vores lille tur ind i Göcek, mens vi provianterede
og tankede var afskrækkende.
Vi kunne godt være blevet på båden, men valgte
af gå i land for at se noget andet og give
besætningen lidt fri for os. Temperaturen i
gaderne var på en røde side af 40 grader og vi
fandt vi hurtigt ud af, at det er over the limit for
os.
Vi satte os hurtigt i skyggen på en restaurant -
Kebab Hospital - og nød kolde drikke og fik en
fin frokost, mens vi ventede på, at de var klar
til, at vi kunne komme ombord igen.
Ventilatoren i baggrunden kørte for fuld skrue,
og det var tiltrængt.
Berit og Lars var mere hårdføre, så de kiggede, smagte
og købte specialiteter.
16
Vi havde dog en improviseret tur i land i Akmed’s bugt. Vi kom der for at bade, og Peter var lige i
land for at kigge, og på hans lune, stilfærdige facon anbefalede han, at vi andre svømmede ind og
inspicerede Akmed’s bokoncept.
Akmed har arvet stedet efter sin mor og ”klarer” sig med restaurantdrift og gedehold – og efter
sigende med produktion af rustik olivenolie .
Hans anløbsbro er faldet sammen, så det er ikke sådan lige for en ”damper” at levere kunder til
restauranten. Marianne har prøvet at bruge ham til at levere helstegt lam sine gæster – det gik
overraskende godt. Berit – vores skibslæge - har set hans køkkenfaciliteter og kunne ikke lige
spotte nogen smiley. Peter maskinmester, Lars ingeniør og undertegnede tekniknørd fandt det
lokale kraftværk imponerende – uden dog at se det i funktion – vi var der jo i dagslys !
Det er klart, at ”systemet” indretter sig efter, at turisterne og deres penge befinder sig på havet, så
når de ikke kommer i land, står krejlerne til søs. Ud over gøjlet med at blive slæbt af en speedbåd,
siddende i en oppustet sofa eller en ”banan”, er der mere fornuftige sejlende forretninger som et
flydende suppermarked, bagerbådene, der hver morgen drøner rundt i bugterne med frisk brød og
kager og Frisko-båden – det flydende ishus med kolde Magnum og Cornetto – det kunne vi bruge
til noget.
17
Vores flydende hotel hedder Topkapi 3. så kunne man fordeles til at tro, at det er Marianne og
Ekrem’s 3. tredie skib med det navn.
Det er ikke forklaringen. I Danmark skal navnet være unikt for registreringshavnen, Så der kan
være et skib med navnet Mågen, hjemmehørende i Århus og et med samme navn ,
hjemmehørende i Grenå. 3-tallet er er resultat af de tyrkiske registreringsregler. I Tyrkiet skal
navnet være unikt på landsplan. Så da den tidligere ejer af Topkapi var fast besluttet på, at skibet
skulle have dette navn, måtte han gå bagerst i række og tilføje et 3-tal, da der var 2 andre skibe i
Tyrkiet med det navn.
Igennem århundreder har skibene anvendt flag som kommunikationsmiddel.
Denne tradition lever
fortsat, og i grænse-områder
som her, vil jeg tro, det er
pligtigt at føre et nationalflag
agter.
Ekrem er stolt af sit skib og
stolt at at være tyrk, så
Topkapi er udstyret med et
meget stort og tydeligt tegn
på det.
Signalflag bruges også til at vise høflighed – så man
sætter et gæsteflag - det pågældende lands flag - når
man er i udenlandsk farvand, og man kan ære vigtige
passagerer ved at signalere, at de er ombord ved at
sætte deres nationalflag.
Med internationale flagkoder kan man advare andre
skibe.
F. eks hvis der er en brandfarlig ladning ombord, sættes
et rødt signalflag, og et gult, i tilfælde af smittefare, og
så videre.
18
Maden på skibet er flot og varieret – I løbet af ugen snakker vi om, hvilken variation af æg, vi mon
skal have til morgenmaden. Ozan laver nemlig en ny variant hver morgen – kogte ægte, omelet,
spejlæg med ost, æggekage med pølse, spejlæg uden ost og pandekager. Og så tog det lige en tur
ned af memorylane at få det rigtige navn på de ”arme riddere” der udgjorde undtagelsen.
Frokosten og middagen er mange varianter af salater og flere
retter- krydret efte danske smagsløg. Hanne blev meget
inspireret og er helt klar på, at nogle af kombinationerne skal
importeres til ”Cuisine de Hanne”.
Vi føler os forkælede, og tror lidt på, at General
Manager Marianne forkæler os lidt ud over
standarden – Det er nok heller ingen skade til, at vi er meget rosende – ”tager pænt fra” og er
gode øl- og vinkunder med et pænt og konstant søk – og vi har booked direkte uden om et bureau
året før turen.
Og så lige til snobberne – den vin, Marianne har valgt at købe til sine gæster, er glimrende – det er
fint lavede vine, der passer godt til den mad, der serveres. Vi holdt os mest til hvidvinen fra Villa
Doluca, der er lavet på en blanding af Semiliondruen og en lokal drue.
Hanne har svært ved at få sit motionsbehov dækket, men da hun opfandt en ny sportsgren, gik det
bedre. Den nye olympiske sportsgren har vi kaldt VANDLØB®. Hanne ”står” opret i vandet og
løber. I dag er den danske -, tyrkiske - og verdensrekorden
på 4000 ”skridt”.
Som sidegesjæft har hun et yoga/pilateshold på båden, så
hver aften inden middagen er der et intensivt program
under kyndig instruktion af Hanne, der også flittigt har
haft gang i massagen af muskler, der skulle blødes op.
19
Når det bliver mørkt falder temperaturen til et
behageligt niveau på en 27 – 29 grader, og der bliver
den så indtil ved 4-tiden, der kan den dykke til
omkring 25 grader afhængig af, om det blæser. Solen
står op lige efter klokken 6, så stiger temperaturen
igen op til de 35, der er standarden om dagen.
Det er varmt i kahytterne, og det bliver hurtigt tæt
luft, selv om koøjerne står åbne. Og det er meget lydt,
skridt på dækket høres, og toiletterne larmer, når
man skylder ud. Derfor fandt vi ret hurtigt ud af, at det var meget bedre at sove under åben
himmel på dækket.
At ligge på en af de tykke, bløde, blå madrasser bare med et tæppe over sig og kigge på stjernene,
når man skal falde i søvn er en utrolig flot oplevelse, og man sover i frisk luft og en lavere
temperatur end i køjen. Man skal bare ikke ved sengetid blive overrasket over, hvor mange
satelitter, man kan tælle, der samtidigt stryger hen over loftet i soveværelset, det kan man blive
vågen af i stedet for det modsatte, og det er mange på disse himmelstrøg og i dette totale mørke
uden genskær fra gadelys o.s.v. På et tidspunkt var jeg oppe på en 8 – 10 stykker på en gang, så
der er måske noget om snakken om, at der er ved at være fyldt rigeligt op med aktive ”sputnikker”
og rumskrald, som ingen føler sig forpligtet til at hente ned igen.
Og så er det ikke ”at sige ski’e til” at vågne
ved varmen fra en rød flot sol, der kigger
over bjerget og varsler at endnu en flot
solrig dag er i sin vorden.
Det er lækkert og afslappende at kigge på
den smukke natur, der glider forbi, når vi
sejler til den næste ankerplads. Det er en
særlig form for turistindustri, vi er en del af,
og vi bliver mere glade for vores lille skiv,
intimiteten, overskueligheden og set-up
uden en masse gøjl og larm.
Ekrem er en god skipper, så han ved, hvor han skal parkere og da han med eftertryk siger ”I HATE
HARBOURS,” passer hans valg at kønne rolige steder os rigtig godt.
20
Torsdag aften gik der totalfest i den. Vi kunne
godt mærke på aktiviteten i kabyssen, at der
var ekstra gang i forberedelserne. Resultatet
svarede til forberedelsestiden – vi fik en super
middag, tilberedt af Ozan og Ekrem.
Da mørket faldt på gik Marianne ” på scenen”
og førte an i en mavedans – I behøver vel ikke
at gætte på, hvem der ret hurtigt fik trang til at
deltage. Det var en super aften
Sidste nat var vi nødt til at ligge for svaj uden for Marmaris, fordi vi skulle køre til lufthavnen
tidligt, det var rædselsfuldt. Marmaris er et stort galehus af støjende diskoteker, der spiller
sindssygt højt tyrkisk musik, så det var rigtigt velvalgt, at vi kunne feste for fuld skrue i en ”privat
bugt” uden andre til at forstyrre os og vi ikke forstyrrede (ret mange andre) med vores larm og at
der var nattero, da vi havde brug for det.
Ekrem skulle lørdag morgen enten sejle os
og bagagen ind fra rheden i gummibåden
eller finde et sted at klemme sig ind i
rækken af kollegaer, der lå tæt pakket ved
kajen, for at vi kunne komme med bussen
til lufthavnen. Lidt før solopgang startede
han motoren og gik ind til kajområdet. Der
var et lille hul på et hjørne, hvor ingen
andre havde haft lyst til at forsøge at
fortøje. Ankeret blev kastet, og vi bakkede
langsomt ind i hullet og parkerede få
centimeter fra en lygtepæl - det var en
superflot demonstration af fornemt sømandsskab .
21
Hanne og jeg gik en lille tur på kajområdet i morgengryet– skraldefolkene var i gang med at fjerne
bjerge af affald, - ”de første nette piger” var ved at dække borde på restauranterne, og ”de sidste
lette piger” ravede sanseløst berusede rundt, mens hanhundene snusede rundt i perifirien på
udgik efter et let bytte.
Efter morgenmad og farvelkram med bus til Dalaman og med en fin Condor Airbus 320 tilbage til
Hamborg. Køkørsel stort set hele vejen til Kolding – ferien i Nordtyskland startede denne lørdag, så
der var mange, der skulle nordpå, suppleret af danske campingvogne på vej hjem, så det tog sin
tid.
Topkapi og hendes besætning dannede sammen med vore rejsefæller rammen om en – for os helt
anderledes ferie – vi har nydt det.
Vil du vide mere om Topkapi 3 og Blue Coast Yachting, så kig på www.bluecoast4u.com eller spørg
os.
Tak til Joan og Lars fordi I har stillet billeder til rådighed for et rejsebrev, der alligevel blev til noget.
© Jens Anton Dalgaard – juli 2015