1

Cruise i den tyrkiske skærgård © Jens Anton Dalgaard – juli 2015

2

Det er jo på mange måder noget af et sats, vi har kastet os ud i.

Ferie i Tyrkiet i en af de varmeste julimåneder sammen med nogle mennesker, vi knapt nok kender bortset

fra Joan og Flemming, sammenholdt af en mindre, chartret båd, vi skal være på hele ferien, kun afbrudt af

en enkelt tur i land midt på ugen.

Nå, vi er jo ikke blege for at lokke venner og bekendte til kaste sig ud i uvante oplevelser på ski i Canazei, så

denne gang er det os, der er i rollen som roukies, beroliget af Lene og Peter, der har prøvet det før. De ken-

der skibet og ejerne og de var med på en gentagelse af oplevelsen, så det er måske ikke så tosset endda, så

vi sagde ja til at være med i ”Projekt Flemming 60”.

Joan var primus motor på at samle en gruppe af mennesker, som havde lyst til at fejre Flemmings 60 års

fødselsdag sammen med dem på sådan en tur.

Nu er vi her så, efter en lille køretur til lufthavnen i Hamborg og så ellers med en SunExpress 737-800 til

Dalaman der ligger et lille stykke inde i landet på den tyrkiske Middelhavskyst.

Den hedder Hamburg Airport, måske en service til de ikke-tysktalende gæster, der vil have svært ved at få

noget forståeligt ud af ordet ”Flughafen”. Ud over, at de lokale nok ville synes, det ville være lidt for meget

at tage skridtet fuldt ud og kalde den Hamborg Lufthavn, så ville rigtigt mange gæster nok finde det helt OK.

Der er mange danske rejsende, der benytter Hamburg Airport. I det fly, vi var med, var det nok 75 – 80%

der var dansktalende, heraf også mange dansktalende tyrkere, der skulle hjem på ferie eller hjem for at

fejre afslutningen af Ramadanen. Måske kunne en navneændring have sparet Jan Erik for turen ind igen-

nem Hamburgs forstæder, hvis han og hans danske GPS ikke skulle finde lufthaven på et udenlandsk sprog

Det er en god ting med en mobil-livlinie til storebror, når

man er lidt savnet til den fælles gruppe-in-check, vel at

mærke hvis man er indstillet på, at mobningsindekset er

over middel.

Boeing 737 er luftens rutebil, og når vi snakker

om versionen, der hedder 800, taler vi om en

passagerkapacitet på næsten 190, så XXL lange

skandinaver og passagerer med en BMI på 50 vil ikke finde forholdene videre bekvemme.

3

En del af gruppen var så heldige at få sæde ved nødudgangene – helt uden ekstrabetaling – tilsyneladende

en gratis luksus, men med det lille minus, at sæderne ikke kan vippes tilbage, og eftersom sædernes ryglæn

er meget lodrette i udgangspositionen (ellers kan vinduespladspassageren ikke komme ind) er det så som

så med at omsætte den ekstra benplads i øget komfort.

Med en gruppe af 10 voksne og rejsevante deltagere burde det være en smal sag at holde styr på folk og

kufferter, men allerede i Dalaman lufthavn fik vi problemer. Vi manglede både en deltager og en kuffert, da

vi skulle videre. Der blev iværksat en mindre eftersøgning i bagageområdet, men uden resultat. Da det gik

op for os, at det var Berit og Berits kuffert, der manglede, opstod den formodning, at hun måske havde

foretaget et personligt, individuelt valg og var gået ud gennem tolden, uden at Lars og vi havde opdaget

det. Dette burde selvsagt påtales, men eftersom vi lige er begyndt på ferien, og Berit er et rart og omgæn-

geligt menneske, blev reprimanden omsat til gensynsglæde. Og så var der den lille detalje, at det viste sig,

at hun var fulgtes med Lene og Peter ud gennem tolden, så ... . .

En Mercedes minibus kørte os ned til havnen i

Fethiye, hvor vi påmønstrede Topkapi 3 af

Marmaris, vores flydende hotel for de næste 6

dage.

Det var så varmt som frygtet, en lummer tung varme, der lugtede langt væk af torden, og det gav sig da

også til et regne, men ikke så meget, så det rensede luften.

Nogle ville gerne i hamam - tyrkisk bad – og andre

ville hellere kigge lidt på byen.

4

Man må så bøje sig for, at nogle rejsedeltagere

foretrækker at blive overgramset af fremmede

mænd i stedet for at studere den lokale forret-

ningskultur, hvilket selvsagt kræver en justering af

væskebalancen i denne hede.

En sådan opgave skal tages overordentligt alvorligt.

Da alle var tilbage på Topkapi var der introduktion og mid-

dag på fordækket.

Vi er sikre på, at vi

ikke kommer til at lide

nogen kulinarisk nød.

Kokken Ozan laver flot tilberedt lokal mad med masser af grønt, og den tyrkiske vin er udmærket.

5

Topkapi 3

Vores båd er i mellemstørrelse, der er

6 kahytter til passagerer, og en

besætning på 3, skipper Ekrem, hans

kone Marianne og Ozan, der er kok og

matros.

Ekrem og Marianne ejer skibet, så det

er rolige og intime forhold – det kan

godt føles, som om vi er på besøg i et

privat hjem, hvilket giver en meget

afslappet stemning.

Topkapi 3, er som skibstype en gulet,

der er opkaldt efter sultanpaladset i

Istanbul. Hun er efterhånden 32 år

gammel, men er renoveret i flere

omgange, sidst for et par år siden, hvor hele apteringen blev fornyet.

Der er eget bad og toilet til hver kahyt, og der er aircon i kahytterne – hvis man tilkøber det – men kun til

midnat, så slukker man al maskineri, så der er helt stille på skibet. Det er meget, meget varmt i kahytterne

først på natten, så de seje sover på madrasserne på dækket indtil ved 4-5 tiden, hvor det bliver for koldt.

Det er på fordækket, vi gæster pri-

mært holder til.

Der står et stort solidt bord, hvor vi

spiser og ellers hygger med snak,

læsning, kryds og tværs og hvad vi

ellers har lyst til af tidsfordriv.

6

Der er også masser af gode madrasser i såvel skyggen som i solen, så man kan dosere, hvor meget eller

hvor lidt sol, man vil have.

Hanne og de andre attraktive, purunge hustruer opholder sig mest på fordækket – der skal kulør på

kroppen, uanset hvor vildt varmt det er. Vi forstandinge, velovervejede og erfaringsramte mænd holder os

mest i skyggen, vi er jo lækre, søde og uundværlige uanset kuløren på ydersiden.

Hele agterdækket er en stor sofa – i en meget passende kort afstand fra den lille, men velforsynede bar.

7

Topkapi 3 vejer ca 30 tons og har en dybgang på 2,5 m. Det er en 6 cylindrer MAN diesel på 330 HK, der

driver os frem, masterne er kun til pynt, som de er på de fleste af disse skibe, det er kun muligt et sætte et

lille forsejl, der i hårdt vejr kan dæmpe rulningerne.

Hovedmotoren er suppleret med generatorer, der kan lade batterierne, trække air-con kompressoren og

vigtigst af alt, synes kokken, levere 230V til opvaskemaskinen. Vi har hurtigt lært at indrette vores egne

ladebehov til mobiltelefoner og PC’er efter en kombination af ”et stykke tid efter maden” og den sagte

brummen af generatoren, der starter for at fodre opvaskemaskinen.

Om natten leverer en kombination af store akkumulatorer og invertere energien til lys, pumper, køleskabe

o.s.v.

Vi skal sejle fra Fethiye til Marmaris – en strækning på ca 50 sm, hvis vi gør det direkte, kan det gøres på

godt en halv dag. Vi har en uge til det, så konceptet er en ”slowboattur” i den tyrkiske skærgård med

mange stop.

Det er et smukt – forholdsvis beskedent -

område og vi er bestemt ikke de eneste, der

sejler rundt på denne måde.

Det er en regulær industri, så der er rigtigt

mange skibe i alle størrelser, og det er absolut

et held, hvis man finder en lille bugt, som man

har helt for sig selv.

Hvor det i Danmark er det almindelige, at

lystbåde går i havn om aftenen, er det

modsatte tilfældet her. Man går i havn for at

hente sine gæster og for at proviantere mad

og vand, resten af tiden er man på vandet.

Derfor har man udviklet en ankringsteknik, hvor man ikke har behov for

faciliteter i land. Når man har fundet et pænt sted at lave et ophold, kaster man

anker – for os langt ude i vandet. Disse skibe har masser af tung ankerkæde

med og de kører glædeligt rigtigt mange meter kæde ud, mens de bakker ind

mod kysten.

Nogle bruger en

gummibåd for at få

agtertrossen i land, hos

os springer Ozan i vandet og trækker agtertrossen med ind til land og finder en passende klippe eller en

pullert at slå en løkke om.

8

Herefter fastgøres trossen på båden og ankerspillet startes og trækker ankerkæden i stævnen ind indtil

trossen og ankerkæden er strammet så meget, at skibet ligger pænt roligt med stramme fortøjninger.

Grunden til at de kører meget ankerkæde ud uanset dybden er, at det ikke er selve ankeret, der holder

stævnen på plads. Der er ofte klippegrund, så ankeret kan have svært ved at få bid, så det er vægten af de

mange meter ankerkæde, der ligger på bunden, der holder os i position. Og kæde, det har vi nok af – noget

med 130 m, så der er nogle tons ”kædestopklods” på bunden, når vi ligger stille i en bugt.

Når vi skal sejle igen, er det modsat rækkefølge.

Lars ville gerne prøve det efter at have studeret Ozan’s teknik.

Skipper trak lidt på skuldrene og gav ham lov til at prøve. Lars

hoppede i vandet og svømmede ind til kysten og løsnede

trossen. Eftersom skibet nu begynder at bevæge sig fremad

trukket af ankerkæden, skulle Lars

skynde sig i vandet igen og holde fast i

tovet, mens Flemming trak tovet hjem.

Så kom manddomsprøven. Lars skulle

trække sig selv op af vandet – i trossen.

Det er hårdt, men han klarede det flot

og fik at anerkendede nik fra skipper –

han har ikke siden meldt sig til jobbet.

Så er det sat på plads

Når man lever og arbejder tæt sammen på et begrænset område, som Marianne, Ekrem og Ozan,

skal samarbejdet og kemi bare fungere 100%. Rollefordelingen må der heller ikke være tvivl om,

og den er helt klarlagt.

Da vi kom om bord hilste Ekrem på os med en alvorlig mine og sagde, ”I am the captain, I am the

boss. !” Så var det ligesom sat på plads.

For at vi ikke glemmer det, bliver det gentaget flere gange dagligt, ”I may be short, but don’t

forget I am the boss,” siger han gravalvorligt og flækker i et grin sekunder senere.

9

Han og Ozan er et par legesyge drengerøve, der

tæsker løs på hinanden og laver ”fis og ballade” , når

vi ligger for anker. Slår Ozan først eller for hårdt ser

Ekrem alvorligt på ham og siger: This is a capitalistic

ship, I am the captain, I am the boss, you are nothing,

” så venter han lidt og så får Ozans skuldre ellers en

ordentlig omgang.

De hjælper hinanden med at lave mad til os, og det

tager faktisk lang tid, vi får meget alsidig mad med

mange forskellige ting, frisklavet hver gang.

Når vi sejler er Ekrem THE captain og Ozan matros.

De kender hinanden ud og ind, har grundigt

indarbejdede rutiner, så alle manøvrer foregår med

et minimum af ordrer og snak.

De har meget fokus på sikkerheden, når der arbejdes med

tovværk, og selv om vi gerne vil hjælpe, vil de helst selv ordne det

på deres måde, så vi skal holde os grundigt i baggrunden.

Nu hvor vi har lært dem bedre

at kende, er det gået op for mig,

at det må have været en stor

tillid, at Flemming fik lov til at

styre på den første tur ud af

havnen.

“I’m short, but I AM the boss”

10

Når drengene leger eller Ekrem speeder blodtrykket går Marianne stille rundt med et omsorgsfuldt smil.

Marianne er dansk, og hendes forældre bor i Oksbøl, så der er stadig kontakt til Danmark. Marianne har et

indbygget omsorgs- og servicegen. Nu har hun arbejdet med det tidligere, og i de sidste 12 år har hun så

været i Tyrkiet og arbejdet sammen med/været gift med med Ekrem. Hun er indbegrebet af ro og en stor

viden, og udstyret med en fint overblik. Hun kan fortælle os en masse om, hvad vi ser på den anden side af

rælingen, og det er lækkert for faktafreaks som os.

Og så er Marianne sikringen for, at vores væskebalance

ikke tilter. Drengene sejler skibet og laver mad, Marianne

sørger for drikkevarerne og hygger om os, så mens de

purunge, attraktive hustruer har andre gøremål, , er hun

straks klar til hyggelig snak over en ståøl ved baren på

agterskibet.

Og så er det ret bekvemt, at det er ”gratis”. Marianne

nikker venligt og skriver lidt på en blok, penge snakker vi

ikke om – endnu.

Der er ikke tvivl om at Ekrem og Marianne

holder meget af hinanden, og de rører dejligt

meget ved hinanden.

Når Ekrem har brug for at tage trykket af

temperamentet – lufter han ud – og når han så

siger : ”Oh my God, Mamma Mia – Maradonna –

Marianne ” er det ovre, så får han et smil og hun

et klem.

Som dagene er gået, bliver deres fine samarbejde og Ekrems suveræne håndtering af skibet understreget

gang på gang, han er en særdeles kompetent sømand og kunne den sidste morgen elegant liste Topkapi

baglæns ind på en meget smal plads uden at røre de andre skibe eller kajkanten.

Hvad laver vi så ?

Egentligt var det min plan at skrive dagbog – det var jo forventeligt, at jeg skulle småkede mig

uden WiFi og med alt det baderi, som jo ikke står på min repetoireplan.

Så skulle der findes en café med WiFi om onsdagen, hvor vi provianter i land, så 1. del kunne

sendes og så måtte vi se med 2. del om det var Marmaris eller Viborg, der blev

afsenderlokationen.

11

Der er overraskende fin mobildækning i området, så teknisk set kunne jeg godt sende via

mobildata, men priserne er ”sindsyge” 90 Dkr pr MB mobildata – så det kan der ikke blive tale om

på min pensionisthyre

- - -

Dette var starten på næste afsnit:

Vi flytter flere gange om dagen, og vores skipper Ekrem vælger ankerpladsen efter vejrforholdene.

Lørdag aften var det ulideligt varmt i havnen i Fethiye, vi var overtrætte efter rejsen ( vi kørte fra Viborg kl.

4 om morgenen), det var rasende lummert og temperaturen i kahytterne var vel på den røde side af 30

grader og der var havnelarm med trafik og musik – ikke just en afslappet og rolig start på ferien. På et

tidpunkt først på natten blev det også for meget for skipper, så han tog en hurtig beslutning startede

motoren, kastede fortøjningerne og fortrak ud på rheden, hvor vi så kastede anker og fik en lille smule vind

til at røre rundt i den tunge varme ”luftsuppe”.

Vi skulle sejle næste morgen, men skipper skulle lige først have tilladelse til at forlade havnen og overbevise

myndighederne om, at han ikke havde båden fyldt med syriske flygtninge. Vi blev liggende og han tog

gummibåden i land, da havnekontoret åbnede kl. 9. Om det var varmen, Ramadanen eller af en helt anden

grund mødte ”manden med stemplet” først ved 11-tiden, så skipper Ekrem og de andre kaptajner måtte

pænt vente på at få ordnet papirerne til det passede bureaukraten at checke in for at checke dem ud.

Vejret var stadigvæk lusket og vejrudsigten og Ekrem var enige om, at det kunne lande i noget fronttorden

med masser af vindstød, så han ville være gerne være sikker på, at vi lå godt i læ for vestenvinden.

Vi sejlede over til værftsøen eller skibsbyggernes ø, fandt

en god bugt med læ og fortøjede.

Området har været befolket i flere tusinde år og

herredømmet har vekslet mellem grækerne og

tyrkerne og romerne har såmænd også sat sine spor

her.

På denne ø blev der bygget skibe i grækernes tid, og

der blev plantet en masse oliventræer. I dag er øen

tyrkisk, og der bor få tyrkiske familier på den anden

side af øen, hvor der er en lille godt beskyttet naturhavn.

Beklager, men her gik der varmeferie i projektet – jeg gad ikke skrive og slappede af i gode

morsomme og hyggelige menneskers selskab. I virkeligheden er det ikke til at se forskel på de

forskellige skønne små bugter, og vandet er varmt og lækkert, de steder skipper vælger.

Vi prøver at få styr på, hvor vi har været med nogle fotos af søkortet, det bliver ikke lige nu.

Det er I nok også lidt ligeglade med - for os er det endnu en god ankerplads.

12

Så her er lige billeder af vores daglige gøre mål:

13

Noter i blandet rækkefølge til det rejsebrev, der er aflyst:

Hvis man er vild med vand, gerne vil svømme, dykke og snorkle ad libitum, er sådan en tur en

oplagt mulighed for at bruge en uge i noget lækket varmt vand med en høj saltkoncentration (stor

bæreevne).

Det meste af tiden ligger man for anker med badestigen nede, så der kan dases på dækket, eller

svømmes, når man har lyst til det.

For os med hudproblemer og varmeallergi var der masser at skyggefulde opholdsmuligheder til

læsning, kryds og tværs eller en gang 7’er og tænkeboks - og selv for Hanne kan der blive brug for

en pause i skyggen mellem bad og brankning.

14

Vi har besøgt mange små, skønne bugter,

så snoklerne får nye fisk og en anden

bundflora at kigge på.

Vi har sejlet med legende delfiner omkring skibet, vi har set

store havskildpadder komme dovent padlende forbi, set

stimer af småfisk opføre en vandpantomine – et

syncronsvømningshow efter intuitivt manus.

Denne skildpadde var vel en meter lang fra snude til

halespids.

Det er utroligt afslappende, og det har været rart at se,

at dem, der er styrtet næsten direkte fra arbejde til

Hamborg, får skuldrene ned, opdager, at verden virker

uden WiFi, at en

formiddagslur snildt kan

være opladning til en

svømmetur inden frokost, der kan afløses af en eftermiddagslur

inden næste svømmetur og de andre aktiviteter.

Efter morgenmaden spørger Ekrem, hvad vi har lyst til i dag – ”det

samme som i går, bare et andet sted, som du vælger”, siger vi .

Det nikker han til – lærer vi det aldrig ? - selvfølgelig vælger han,

hvor vi skal hen, dels kender han området, og ”I AM … …. ”

15

Det er rart, når vi letter anker og MAN’en brummer

med god og magtfuld lyd under os, farten giver en

lun og kølende brise, og er vi udenskærs blæser det

lækkert, og skibets bløde duven i dønningerne er

en rar påmindelse om, at vi er på sejlcruise.

Der har været mulighed for at komme på ture i

land, men det har vi ikke benyttes os af, det har

været for varmt til, at vi ville bevæge os ind i

landet.

Vores lille tur ind i Göcek, mens vi provianterede

og tankede var afskrækkende.

Vi kunne godt være blevet på båden, men valgte

af gå i land for at se noget andet og give

besætningen lidt fri for os. Temperaturen i

gaderne var på en røde side af 40 grader og vi

fandt vi hurtigt ud af, at det er over the limit for

os.

Vi satte os hurtigt i skyggen på en restaurant -

Kebab Hospital - og nød kolde drikke og fik en

fin frokost, mens vi ventede på, at de var klar

til, at vi kunne komme ombord igen.

Ventilatoren i baggrunden kørte for fuld skrue,

og det var tiltrængt.

Berit og Lars var mere hårdføre, så de kiggede, smagte

og købte specialiteter.

16

Vi havde dog en improviseret tur i land i Akmed’s bugt. Vi kom der for at bade, og Peter var lige i

land for at kigge, og på hans lune, stilfærdige facon anbefalede han, at vi andre svømmede ind og

inspicerede Akmed’s bokoncept.

Akmed har arvet stedet efter sin mor og ”klarer” sig med restaurantdrift og gedehold – og efter

sigende med produktion af rustik olivenolie .

Hans anløbsbro er faldet sammen, så det er ikke sådan lige for en ”damper” at levere kunder til

restauranten. Marianne har prøvet at bruge ham til at levere helstegt lam sine gæster – det gik

overraskende godt. Berit – vores skibslæge - har set hans køkkenfaciliteter og kunne ikke lige

spotte nogen smiley. Peter maskinmester, Lars ingeniør og undertegnede tekniknørd fandt det

lokale kraftværk imponerende – uden dog at se det i funktion – vi var der jo i dagslys !

Det er klart, at ”systemet” indretter sig efter, at turisterne og deres penge befinder sig på havet, så

når de ikke kommer i land, står krejlerne til søs. Ud over gøjlet med at blive slæbt af en speedbåd,

siddende i en oppustet sofa eller en ”banan”, er der mere fornuftige sejlende forretninger som et

flydende suppermarked, bagerbådene, der hver morgen drøner rundt i bugterne med frisk brød og

kager og Frisko-båden – det flydende ishus med kolde Magnum og Cornetto – det kunne vi bruge

til noget.

17

Vores flydende hotel hedder Topkapi 3. så kunne man fordeles til at tro, at det er Marianne og

Ekrem’s 3. tredie skib med det navn.

Det er ikke forklaringen. I Danmark skal navnet være unikt for registreringshavnen, Så der kan

være et skib med navnet Mågen, hjemmehørende i Århus og et med samme navn ,

hjemmehørende i Grenå. 3-tallet er er resultat af de tyrkiske registreringsregler. I Tyrkiet skal

navnet være unikt på landsplan. Så da den tidligere ejer af Topkapi var fast besluttet på, at skibet

skulle have dette navn, måtte han gå bagerst i række og tilføje et 3-tal, da der var 2 andre skibe i

Tyrkiet med det navn.

Igennem århundreder har skibene anvendt flag som kommunikationsmiddel.

Denne tradition lever

fortsat, og i grænse-områder

som her, vil jeg tro, det er

pligtigt at føre et nationalflag

agter.

Ekrem er stolt af sit skib og

stolt at at være tyrk, så

Topkapi er udstyret med et

meget stort og tydeligt tegn

på det.

Signalflag bruges også til at vise høflighed – så man

sætter et gæsteflag - det pågældende lands flag - når

man er i udenlandsk farvand, og man kan ære vigtige

passagerer ved at signalere, at de er ombord ved at

sætte deres nationalflag.

Med internationale flagkoder kan man advare andre

skibe.

F. eks hvis der er en brandfarlig ladning ombord, sættes

et rødt signalflag, og et gult, i tilfælde af smittefare, og

så videre.

18

Maden på skibet er flot og varieret – I løbet af ugen snakker vi om, hvilken variation af æg, vi mon

skal have til morgenmaden. Ozan laver nemlig en ny variant hver morgen – kogte ægte, omelet,

spejlæg med ost, æggekage med pølse, spejlæg uden ost og pandekager. Og så tog det lige en tur

ned af memorylane at få det rigtige navn på de ”arme riddere” der udgjorde undtagelsen.

Frokosten og middagen er mange varianter af salater og flere

retter- krydret efte danske smagsløg. Hanne blev meget

inspireret og er helt klar på, at nogle af kombinationerne skal

importeres til ”Cuisine de Hanne”.

Vi føler os forkælede, og tror lidt på, at General

Manager Marianne forkæler os lidt ud over

standarden – Det er nok heller ingen skade til, at vi er meget rosende – ”tager pænt fra” og er

gode øl- og vinkunder med et pænt og konstant søk – og vi har booked direkte uden om et bureau

året før turen.

Og så lige til snobberne – den vin, Marianne har valgt at købe til sine gæster, er glimrende – det er

fint lavede vine, der passer godt til den mad, der serveres. Vi holdt os mest til hvidvinen fra Villa

Doluca, der er lavet på en blanding af Semiliondruen og en lokal drue.

Hanne har svært ved at få sit motionsbehov dækket, men da hun opfandt en ny sportsgren, gik det

bedre. Den nye olympiske sportsgren har vi kaldt VANDLØB®. Hanne ”står” opret i vandet og

løber. I dag er den danske -, tyrkiske - og verdensrekorden

på 4000 ”skridt”.

Som sidegesjæft har hun et yoga/pilateshold på båden, så

hver aften inden middagen er der et intensivt program

under kyndig instruktion af Hanne, der også flittigt har

haft gang i massagen af muskler, der skulle blødes op.

19

Når det bliver mørkt falder temperaturen til et

behageligt niveau på en 27 – 29 grader, og der bliver

den så indtil ved 4-tiden, der kan den dykke til

omkring 25 grader afhængig af, om det blæser. Solen

står op lige efter klokken 6, så stiger temperaturen

igen op til de 35, der er standarden om dagen.

Det er varmt i kahytterne, og det bliver hurtigt tæt

luft, selv om koøjerne står åbne. Og det er meget lydt,

skridt på dækket høres, og toiletterne larmer, når

man skylder ud. Derfor fandt vi ret hurtigt ud af, at det var meget bedre at sove under åben

himmel på dækket.

At ligge på en af de tykke, bløde, blå madrasser bare med et tæppe over sig og kigge på stjernene,

når man skal falde i søvn er en utrolig flot oplevelse, og man sover i frisk luft og en lavere

temperatur end i køjen. Man skal bare ikke ved sengetid blive overrasket over, hvor mange

satelitter, man kan tælle, der samtidigt stryger hen over loftet i soveværelset, det kan man blive

vågen af i stedet for det modsatte, og det er mange på disse himmelstrøg og i dette totale mørke

uden genskær fra gadelys o.s.v. På et tidspunkt var jeg oppe på en 8 – 10 stykker på en gang, så

der er måske noget om snakken om, at der er ved at være fyldt rigeligt op med aktive ”sputnikker”

og rumskrald, som ingen føler sig forpligtet til at hente ned igen.

Og så er det ikke ”at sige ski’e til” at vågne

ved varmen fra en rød flot sol, der kigger

over bjerget og varsler at endnu en flot

solrig dag er i sin vorden.

Det er lækkert og afslappende at kigge på

den smukke natur, der glider forbi, når vi

sejler til den næste ankerplads. Det er en

særlig form for turistindustri, vi er en del af,

og vi bliver mere glade for vores lille skiv,

intimiteten, overskueligheden og set-up

uden en masse gøjl og larm.

Ekrem er en god skipper, så han ved, hvor han skal parkere og da han med eftertryk siger ”I HATE

HARBOURS,” passer hans valg at kønne rolige steder os rigtig godt.

20

Torsdag aften gik der totalfest i den. Vi kunne

godt mærke på aktiviteten i kabyssen, at der

var ekstra gang i forberedelserne. Resultatet

svarede til forberedelsestiden – vi fik en super

middag, tilberedt af Ozan og Ekrem.

Da mørket faldt på gik Marianne ” på scenen”

og førte an i en mavedans – I behøver vel ikke

at gætte på, hvem der ret hurtigt fik trang til at

deltage. Det var en super aften

Sidste nat var vi nødt til at ligge for svaj uden for Marmaris, fordi vi skulle køre til lufthavnen

tidligt, det var rædselsfuldt. Marmaris er et stort galehus af støjende diskoteker, der spiller

sindssygt højt tyrkisk musik, så det var rigtigt velvalgt, at vi kunne feste for fuld skrue i en ”privat

bugt” uden andre til at forstyrre os og vi ikke forstyrrede (ret mange andre) med vores larm og at

der var nattero, da vi havde brug for det.

Ekrem skulle lørdag morgen enten sejle os

og bagagen ind fra rheden i gummibåden

eller finde et sted at klemme sig ind i

rækken af kollegaer, der lå tæt pakket ved

kajen, for at vi kunne komme med bussen

til lufthavnen. Lidt før solopgang startede

han motoren og gik ind til kajområdet. Der

var et lille hul på et hjørne, hvor ingen

andre havde haft lyst til at forsøge at

fortøje. Ankeret blev kastet, og vi bakkede

langsomt ind i hullet og parkerede få

centimeter fra en lygtepæl - det var en

superflot demonstration af fornemt sømandsskab .

21

Hanne og jeg gik en lille tur på kajområdet i morgengryet– skraldefolkene var i gang med at fjerne

bjerge af affald, - ”de første nette piger” var ved at dække borde på restauranterne, og ”de sidste

lette piger” ravede sanseløst berusede rundt, mens hanhundene snusede rundt i perifirien på

udgik efter et let bytte.

Efter morgenmad og farvelkram med bus til Dalaman og med en fin Condor Airbus 320 tilbage til

Hamborg. Køkørsel stort set hele vejen til Kolding – ferien i Nordtyskland startede denne lørdag, så

der var mange, der skulle nordpå, suppleret af danske campingvogne på vej hjem, så det tog sin

tid.

Topkapi og hendes besætning dannede sammen med vore rejsefæller rammen om en – for os helt

anderledes ferie – vi har nydt det.

Vil du vide mere om Topkapi 3 og Blue Coast Yachting, så kig på www.bluecoast4u.com eller spørg

os.

Tak til Joan og Lars fordi I har stillet billeder til rådighed for et rejsebrev, der alligevel blev til noget.

© Jens Anton Dalgaard – juli 2015