DET ANARKISTISKE MANIFEST

Som anarkister og kommunister kommer vi til dig – proletarbroder og søster – for at vise dig vejen til befrielsen fra arbejdsåget og den åndelige fornedrelse, fra det åndelige og sociale slaveri, hvori du befinder dig. På de følgende sider skal det være vor opgave at vise dig, at din elendighed slet ikke behøver at eksistere, hverken sulten, som stadig forfølger flertallet af menneskene, hverken nøden forårsaget ved arbejdsløshed og sundhedsnedbrydende overanstrengelse, den stadige bekymring for det daglige udkomme eller angsten for alderdommen. Vi vil lære dig, broder og søster, at alt det er stridende mod naturen, som hedder – fængsler, kaserner, domstole, galger og de såkaldte fabrikker, dette fattigdommens sorte, forpestede helvede – folkets daglige tvangarbejdsanstalter. Vi vil lære dig, at der meget vel kan være en tilstand i samfundslivet, i hvilket de forskellige former af det menneskelige slaveri og udbytning ikke findes, men hvor frihed, livslykke, lighed og broderskab er livets samfundsmæssige grundlove. Som tænkende mennesker, begavede med fornuft, påstår vi anarkister, at vi lever i et samfund af slaveri – vi vil vise vore medmennesker, hvorfor det er således, vi vil vise dem et samfund med frihed, retfærdighed og broderskab – og vi vil også dem vejen til dette samfund.

Det, man almindeligvis kalder ”det sociale spørgsmål”, er de to foreteelser i samfundslivet, som hedder – ufrihed og fattigdom – disse udgør ”det sociale spørgsmål”, som for længe siden har ophørt at være ”spørgsmål”. På samme måde som rigdommen i de moderne kapitalistiske samfund næsten er bundløs, således er det også med fattigdommen. – Begge disse foreteelser hører sammen, de danner de uadskillelige ytringer af et samfundssystem, som i sine bestanddele ikke danner samlede, harmoniske menneske- og gruppeassociationer. Vort samfund er indrettet således, at en lille minoritet har nedarvede rettigheder, ejer privilegier, fordele og magt over langt den største del af menneskeheden, hvis arbejdsydelser den lever af. Dette sidste kan kun lade sig gøre, ved at denne mindretalskaste besidder et middel, en social magt, som sætter den i stand til at undertrykke flertallet af samfundsmedlemmerne. Derved opstår to klasser, den besiddende og den besiddelsesløse klasse, på den førstes side befinder sig rigdommen, på den sidstes – fattigdommen.

1

Den virkelige grund , årsagen til fattigdommen, hos de ejendomsløse og rigdommen hos den besiddende klasse, er ufriheden – den tilstand af slaveri og økonomisk afhængighed, hvori langt den overvejende del af menneskene befinder sig. Samfundssystemet og dettes redskaber er betingelsen for opretholdelsen af dette menneskelige slaveri – menneskenes ufrihed er betinget af rigdommen hos de herskende og fattigdommen hos de undertrykte. Siden tusinde af år har slaveriet været det samme. Det består i at herren lader slaven arbejde for sig. Og slaven er først og fremmest slave fordi han er bundet af lænker, som berøver ham hans forsvarsevne og menneskeværd, ligesom han kun får lov at anvende sin arbejdskraft, når denne blot ikke forøger hans egen, men hans herres velstand og rigdom. Således har forholdet været ligefra den primitive slave til den moderne lønslave. Hvert blad i slaveriets historie fremviser den samme økonomiske tidsfølge. Og alle forandringer i slaveriets former har kun fundet sted for at forhøje og mangfoldiggøre slavearbejdets resultater – for slavehandleren betyder dette øget rigdom, for slaven øget fattigdom. Her ligger grundvolden i de moderne kapitalistiske samfund klart for vort blik. Industrikapitalisten og jordejeren er slavehandlere – deraf rigdommen, proletarerne er slaverne – derfor de fattige. Den herskende klasse har omgivet sig med et arsenal af mordværktøj og forsvarer med disse sin eksistens, som er uløselig knyttet til privatejendommen. Denne (privat kommer af det latinske ord ”privativ” som betyder at ”berøve”) er deres herrevældes retstitel, ifølge hvilken jorden, maskinerne, værktøjet, fabrikkerne og husene, alle for de samfundslivet uundværlige produktionsmidler og naturrigdomme er deres private, personlige ejendom. Millioner af mennesker i vore samfund står fattige og uden eksistensmidler, og den lille andel af de mest nødvendige livsfornødenheder, som udbytterklassen afstår til dem, for at benytte deres arbejdskraft til at fremskabe de produkter af hvilke slaverne selv kun får en lille del. Denne tilstand af privatmonopolistisk ejendomsophobning på bekostning af samfundsmedlemmernes livslykke, kan ene og alene opretholdes og bestå gennem statens beskyttelse. Staten forsvarer privatejendommen, den griber ind mod de, som trykket af elendigheden, sulten og nøden rejser sig imod den af det bestående stadfæstede ret, mod dem der fodrer frit at få arbejde med på, men også frit at kunne nyde af samfundets rigdom. De moderne samfund, hvor nogle tusinde dagdrivere repræsenterer den skammeligste uret, består udelukkende grundet statens autoritet. Privatejendommen forlener den monopolpriviligerede magt til at foreskrive den ejendomsløse, hvorledes og på hvilken måde han skal arbejde. Således opstår lønslaveriet, den økonomiske tilstand, i hvilket arbejderne lever sit samfundsliv. Denne kapitalismens ejendoms- og arbejdsordning kan på grund af den iboende uret ikke opretholdes af sig selv, og for at beskytte den har de herskende – staten, som ved hjælp af volden opretholder det nuværende system. Denne statens beskyttelse garanterer kapitalisten den fuldstændige sikkerhed, som han behøver for sin udbyttervirksomhed – og han benytter sig af de fordele privatejendommen medfører, for at suge den størst mulige profit ud af slavens arbejdskraft. For det første muliggør staten privatejendommen, for det andet de monopolistiske tyranniske vilkår, under hvilke udbytningen foregår. Staten og udbytningen – privatejendommen og lønslaveriet er tvillinger. De fremstår altid af samme kilde – af herredømmet, forvaltningen og volden – disses autoritet og ånd.

2

Alle mærker vi de dæmoniske virkninger af denne sociale hydra1 – stønnende vrider vi os under dens favntag. Proletariatets liv er fattigt på lys og solskin – som blot og bar værktøj for profithungeren arbejder det uinteresseret og modvilligt i sine lænker, tvungen af sultens sviende smerte eller angsten for den. Vore levevilkår som proletarer trykkes med al Kraft ned til det lavest tænkelige niveau. Den strenge kamp for tilværelsen splitter proletarklassen, berøver den næsten enhver følelse for en naturlig menneskelig solidaritet. I det kapitalistiske samfund findes en uoverskuelig række af modbydelige sociale pestbylder – åndelig og legemlig prostitution, falskhed, tyveri, lavhed og råhed. Og medens vi alle i det sociale livs afgrund danner dette smuds og morads, lever den herskende parasitklasse på vore rygge et liv i sorgløshed, i en vanvittig hvirvel af fornøjelser og tidsfordriv – vore benknogler er deres stole og borde – vore tomme hjerneskaller er pokaler, af hvilke de drikker sig glad, hånende og triumferende over os.

Vi, som er anarkister og kommunister, hader det moderne samfund for dets sociale uretfærdighed, dets løgnagtighed og tyranni. Vi er de eneste der kommer frem til proletariatet uden demagogiske2 egeninteresser. I vore kampmetoder lader vi aldrig tilfælde stå åbne for tilegnelse af personlig fordel. Vi behersker ikke kampen, dirigerer den ikke vilkårligt – men vil fremskabe en social aktion, som er båret af den målbevidste vilje, følelsen for personlighedens værdi, af misfornøjelse med udbytnings- og undertrykkelsesåget, som er påtvunget proletariatet. Men hvad vil de kommunistiske anarkister da? – Disse, som frembærer den kommunistiske anarkismes teorier, er modstandere, af enhver på overnaturlige åbenbarelser hvilende religion og teologisk-klerikal3 mystik. – Vi er modstandere af staten, af privatejendommen, af alle de love, som mennesker har stiftet over mennesker, - vi er svorne modstandere af enhver forening af mennesker, som påtvinges dem ved ydre vold, således også af de slægtskabsforhold, som opretholdes af den nuværende ægteskabsform. Anarkismen er en verdensanskuelse, hvis sociale kerne ligger i begrebet herreløshed. Herrevældet er noget skabt, frembragt, ikke oprindeligt. Det er opstået ved den metafysiske tænkning hos den primitive menneskeånd, og blev grundlagt som fast institution, dengang præstedømmet opstod i det urtidssamfund, som byggede på stammen. Herrevælde er altid en art af vold og dets åndelige fremkomst åbnede snart vejen for den materielle undertrykkelse. Den naive tro, som førte til underkastelse for et over naturligt væsen, den såkaldte gud, ledede allerede under præstevældet – disse var jo også de første konger – til troen på disses jordiske autoritet. Således opstod staten. Med denne begyndte den verdslige autoritets mål i sig selv – besiddelsen, ejendommens monopolitiske form, som senere fandt en anden form – privatejendomsretten. Og for at beskytte denne monopolform, som begunstigede fåtallet, blev i begyndelsen kun enkelte særlige tilfælde af forvaltende privatejendomsret sanktioneret som norm – denne fremgangsmåde nåede sit kulminationspunkt i den romerske retspraksis, i det romerske lovkodeks. Med skabelsen af privatejendomsretten ved politisk vold, ved staten, indtræder en ny epoke i menneskehedens historie. Den oprindelige naturlighed mellem menneskene var snart på det nærmeste forsvundet. I alle individuelle anliggender, ligesom også i det offentlige liv er det i dag staten og den ved staten befordrede

3

egennytte hos ejendomsbesidderne, som altid udtaler det udslagsgivende ord. Menneskeheden lider således under to onder – autoriteten og privatejendomsmonopolet. Anarkismen bygger sine sociale teorier, sit skønne ideelle fremtidsmål på det befriede individ og på menneskenes frie individualitet. I hele verdenshistorien, i alle epoker af statsligt liv, ser, hvor hensynsløst man har ødelagt den menneskelige individualitet, hvorledes alle de udviklingsmuligheder, som ethvert menneske ejer, er undertrykt med de voldsomste midler og metoder. Årtusinders vold har i virkeligheden forvandlet mennesket til en voldsmand – og menneskets befrielse fra volden, som behersker det, må begynde hos mennesket selv. Det må frigøre sig fra voldsmoralen, autoritetslydigheden, det skændige ejendomsbegær og småligheden, som behersker vore dages mennesker som et sjæls- og karakterlyde – i fuldstændig modsætning til den karakterdannelse, som et sandt, ædelt, udviklet og sædeligt menneske udviser. Opfodret ved de økonomiske muligheder, som social ligestillethed vil medføre, ligesom også ved mangfoldige udviklingsmuligheder, som følger med evolutionen – fremskynder menneskets stræben efter frihed den uundgåelige afløsning af det tyranniske samfunds bestående institutioner. Denne menneskenes frihedsstræben kan alene befordres af en vej – ved en konsekvent afkobling af alle statens voldsmetoder – hvilket selvsagt tvinger selve staten ud af det menneskelige samfundslivs sfærer. Anarki er således samfundet uden stat. Anarki er en organisation af det individuelle, sociale og kollektive liv i overensstemmelse med medmenneskenes frie overenskomster uden tvangspåvirkning fra nogen som helst ydre magt. Loven, som nu udgør statens diktatur, forsvinder i anarkiet ud af samfundslivet – dette bliver også tilfældet med staten. Den vil forsvinde af de samme årsager, samme bevægelsesgrunde, som bevæger anarkisterne til at være modstandere af enhver lov over mennesker. I menneskehedens historie har staten bestandigt været en usurpatorisk4, som har fordret folkets autoritære underdanighed. Staten som absolutistisk, som konstitutionel konge- eller kejserdømme, republik eller demokrati er altid samme stat – et instrument for en kategori af mennesker, som enten gennem en historisk magtproces eller ved menneskenes lettroenhed og uvidenhed fået magten i hænde, og nu autoritært, til nytte og gavn for sin egen kaste svinger udbytningens og tyranniets pisk ned over det undertrykte folk. Det er loven, som tvinger folket til at holde alle disse vilkårlige og unaturlige foranstaltninger hellige. Verdslig spiller loven den samme rolle, som den ”hellige skrift” eller ”guds bud” spiller i menneskenes teologisk religiøse liv. De herskendes forbrydelser imod de undertrykte, stempler loven som hellige og forklarer dem til og med at være retsforanstaltninger. At loven helt igennem er reaktionær, fjendtlig mod al fornuftig tænkning, bevises af det faktiske forhold, at loven er opstået og helliggjort ved sæder, som er blevet tradition; og dens frygtelige forfølgelser, dens hævnlyst og afstraffelsesmetoder kan endnu få sin vilde tøjlesløse anvendelse, hvis dens paragraffer ikke længere stemmer overens med de anskuelser, som lever i folket.

1 (Af græsk og græsk mytologi) Hydra = Slange der lever i vand; eller den lernæiske slange med ni hoveder, der hvis ét hoved blev hugget af, ville udvokse 2 nye. Betyder også: Stort onde el. uhyre. 2 (Af græsk; démagó’gos, af démos = folk + agó’gos = fører) Demagogiske = Folkeforføreriske/ folkeforfører.3 (Sammensat ord; teologisk-klerikal) Teologisk= læren om guddom, specielt den kristne religion og Gud. Klerikal (af nylatin; clericalis) = kirkelig/gejstlig/kirkeligsindet.4 (Af latin; usur-pare = ”gøre brug af”) Usurpatorisk = person el. forsamling som med vold og uret bemægtiger sig noget.

4

Anarkismens økonomiske grundlag bygger i videste betydning på socialismen, i særdeleshed på socialismens mest logiske og konsekvente samfundssystem – kommunismen. Den monopolistiske privatejendoms retssystem er ikke naturligt. Hvis det var naturligt, behøvede det ikke staten til sin beskyttelse, men ville blive opretholdt og udviklet ved sig selv, sin egen natur. Men monopolistisk privatejendom kan kun opretholdes ved staten. Alle mennesker jager efter besiddelser, og forsøger at trykke sine medmennesker ned, for at kunne beherske dem. Jo flere som undertrykkes, des større bliver profitten, des større bliver rigdommen! Dette væddeløb efter materielle monopoler, eneret – ville være forklarligt, om menneskeheden befandt sig i den ulykkelige tilstand, at der kun fandtes få materielle værdier, og at produktionen ikke dækkede det for alles behov absolut nødvendige. Men netop modsætningen er jo tilfældet. Og gennem vor beundringsværdige mere og mere fuldkomne tekniske og intensive jordbrugskultur kan produktiviteten stadigvæk forhøjes og forøges. Når privatejendommen opretholdes, sker der kun for at begunstige de mennesker, som er engagerede i dette legale røveri. Som følge heraf, kan privatejendommen ikke forblive noget fundament i et anarkistisk samfund. Hvor mennesket end ser hen, finder det sig omgivet af gærder og forhindringer, som skiller det fra den øvrige verden. Disse gærder er dets såkaldte fædrelands grænser. Og på samme måde som statens voldspolitik ved disse landegrænser sætter et kunstigt skel og forhold op imellem mennesket og nabolandets mænd og kvinder, på samme måde bindes og omgærdes mennesket i social og økonomisk henseende indenfor sit eget såkaldte fædreland. Arbejderen er altid slaven, den undertrykte og skal kun undertrykke andre, når det ligger i hans undertrykkeres interesse. Men den undertrykte har intet fædreland, for ham eksisterer kun udbyttere og undertrykkere. I ethvert land, hvor den kommunistiske anarkismes idéer føres ud i virkelighed dér skal landet forvandles til en blomstrende have af glæde og skønhed. Disse murstensmasser, smittehuler, som kaldes storstæder, skal afskaffes. Overalt skal det industrielle og agerbrugskulturelle liv blomstre op. Den iver og begejstring, man nærer for have og parkanlæg, i vore byer, tenderer i denne retning. Den periode, som kommer efter den sociale revolution, giver folket fuld anledning til at udvikle sine forskellige anlæg – alt frit initiativ kan udvikle sig, siden det har lykkedes os at befri os fra stats- og kapitalistslaveriet. Arbejdernes fagforeninger har overalt aflagt sin kampkarakter, og er blot foreninger for kammeratskab og broderskab. Ingen gruppe ejer ret til at udestænge nogen anden. Det er ikke den skrevne ret, som forkaster denne magtytring, men helt enkelt den nødvendige følelse for social ligestillethed. Således er den enkeltes ind- og udtræden af en gruppe, ligesom indtræden i flere grupper fuldstændig frit. Og efter at de mangfoldige organisationer har taget alle produktionsmidlerne i besiddelse, jorden som frit bruges og hvis produkter frit konsumeres, vil der på kommunistisk grundlag opstår en storartet kultur af produktionsudbytte og driftsmetoder, som ved eksperimenter og erfaringer til sidst tvinger menneskene ind på en udviklingslinie, hvor klassekampen er bandlyst, simpelthen fordi ingen klasser findes. På samme måde som alle kunstige tvangsgrænser og alle nationale begreber forsvinder, således falder de rigorøse5 fagforenings- og gruppeskilleliner. Menneskeheden har trådt sine barnesko. Individet kan nu stole på sin egen logik og sin individuelle skaberkraft. Den mangesidige stræben og initiativrigdom

5 (Af fransk; rigoureux, af rigueur = strenghed) Rigorøse = rigoristisk; Rigoristisk = Streng/ ubøjelig

5

i de frie kommuner vil altid føre til nye gruppedannelser – ethvert afgrænset eller mindre værdifuldt behov bliver byttet med andre. Kunst, videnskab og kultur er folkets fælles goder. Hvert lille hus med pyntet, afgrænset blomsterhave eller park forråder sin særegenhed; familieforholdene med deres nuværende hykler- og monopolkarakter skal forsvinde ud af dette rige af humanister, hvor frihed og ædel fred hersker. Ingen forhåner sandheden. Kærligheden er til for alle. Den anarkistiske kommunismes mennesker er befriede fra alle forbrydelser, som i dag fremstår på grund af klasseforholdene. Anarkiets mennesker kender ikke fængsler, ingen domstole, ingen centraliseret politisk vold. Der er bleven sand fred på jorden. Den frie mand og den frie kvinde er ikke længere økonomisk konkurrerende parter, men hinanden ansporende skabere af alt stort og smukt. Den kommende generation skal opdrages i ædelmodighed og vil overgå den tidligere generation. – Thi, den er ikke et gennem alkoholmisbrug arveligt belastet afkom, men produktet af ren og fri kærlighed. Frie mennesker, frie i sine materielle behov, mennesker, hvis initiativ ikke er bundet til noget område af menneskelig virksomhed – hvortil skulle disse behøve autoriteter, love, forskrifter? Et menneskeligt påfund! Omfattende sociale og andre vigtige anliggender afgøre ikke mere ved nogen som helst autoritære forskrifter eller ved majoritetsbeslutning – men helt enkelt ved frie, fælles overenskomster indenfor kommunen og i tilfælde, hvor dette ikke kan opnås ved særskilt prøvelse, af såvel majoritetens som minoritetens standpunkt. En drøm –et smukt drømmebillede; - desværre ”synd, at den ikke kan realiseres”, råber alle vore modstandere fra de konservative til socialdemokraterne. Lad dem råbe! Altid i historien har man råbt dette til idealismens store forkæmpere – og historien har i medlidenhed sænket glemselens kappe ned over disse ”medicinmænds” navn. Kun ”utopisterne”, de upraktiske idealister lever for altid i alle rettænkendes, ædelsindedes hjerter – og det gode, det rette, det ophøjede, som de har villet, er i mange tilfælde realiseret. Også vi går ubekymret vor vej i stolt tillid til menneskenes skaberkraft, til mulighederne af at virkeliggøre vore idealer. Den dag skal komme, må komme, da vi skal vågne op af nutidsnattens modgang og mørke – til det nye livs, det nye samfunds strålende herlige dagslys. I dette nye liv vil der findes glæde og lykke for alle.

Anarkisten er ingen upraktisk sværmer. Han ved meget vel, at om man stræber efter og virkelig vil nå et ideal, så må man kæmpe for det, sætte sit ”Jeg”, alt ind på, at erobre det. Anarkisten er i dette mere praktisk end en hvilken som helst anden retning indenfor socialismen, f.eks. socialdemokratiet. Anarkistens midler og metoder går ingen omveje – men går direkte mod sit mål: Nedkæmpelse af statsautoriteten og privatejendommen. – I denne kamp afpasser anarkisten også sine metoder og propagandataktiske midler. Det moderne samfund giver menneskene tre hovedsagelige indtægtsmuligheder. For det første renten, som monopolbesiddelsen af jorden indbringer, dog begrænses den ikke til dette, men omfatter også profitindbringende foretagender ved staten og i industrien. For det andet profitten, som opstår i industrierne, takket være muligheden af privatmonopolistisk ejendom. For det tredje arbejdslønnen, som tildeles de virkelige producenter, arbejderne, af ejeren af disse obligatoriske indtægtskilder. Og for at de førstnævnte ikke-arbejdende kategoriers indtægter skal blive størst mulig – presses arbejdernes løn ned til det lavest tænkelige niveau.

6

Volden, de herskende med deres talrige partier søger med al sin magt at opretholde disse forhold. Der findes kun et politisk parti, som foregiver at det er imod det bestående system, dette er socialdemokratiet! Dette parti er det lykkedes, at opnå en vis imponerende indflydelse hos arbejderne. Dette partis næsten 45-årige parlamentariske udviklingsperiode*), som blot har afsløret frugtesløse, unyttige bestræbelser og korruption, begynder at komme i miskredit i alle tænkende arbejderkredse. I Tyskland har der været tilfælde, hvor dette frafald både i ideel og moralsk henseende , kan påvises. Gået ud fra en økonomisk fatalisme6, bygger den marxistiske socialisme stadigvæk på et grundlag, som udgør en fornægtelse af enhver ægte socialisme. Socialismen er det økonomiske system, som socialiserer og alle sociale hjælpemidler til ét med samfundet – men samfundet har intet med staten at gøre. Staten er antisocial, dens principper på privatejendom og herrevælde. Marxismen socialiserer staten, og den autoritære socialisme, som helt igennem er kulturfjendsk, slår i socialdemokratiet ud i fuld blomst. Foruden dette er der den tro, at samfundet kan reformeres igennem staten, hvilket er bundfalsk, idet enhver virkelig gennemgribende reform af samfundet i socialistisk forstand, forudsætter statens undergang. Da socialdemokratiet ikke vil dette, men kun stræber efter en demokratisk stat, er det ikke noget socialistisk, men et statsopretholdende parti, hvorfor dets platte og tomme ordopposition mod den bestående stats repræsentanter næppe forandrer noget. I sin taktik anvender socialdemokratiet sig af borgerlige midler – af parlamentarismen, som aldrig vil blive noget middel for befrielse. Parlamentarismen er et felt, hvorpå alle repræsentanter for de ulige interesser indenfor det borgerlige samfund fremstiller sine krav til staten, hvor beskatningsspørgsmålene betragtes i lyset af de forskellige samfundslags fordringer og sluttelig lovligt ordnes. Og alt sker i ro – det bestående udbyttersamfunds orden forstyrres så lidt som muligt. Denne taktik bærer også sine frugter – allerede i dag fremviser socialdemokratiet socialismen som lokkemad for masserne. Det er i sandhed blevet et demokratisk reformparti, som for længe siden opgav arbejdet for den sociale revolution og folkets revolutionære opdragelse. Dets bestræbelser er omskabt til noget, som i mangt og meget ligner Englands borgerlige radikal-liberalisme. Hvad de store socialdemokratiske partier i andre store lande angår, i Østrig, Frankrig o.s.v. – så har marxismen aldrig spillet nogen større rolle i disse lande. De er udelukkende demokratiske reformpartier, som har begravet socialismens revolutionære tiltrækningskraft på den partipolitiske mandatforøgelses kirkegård. Anarkisterne er i dag de eneste virkelige socialister, de er også de eneste, som bekæmper de ovenfor skitserede indtægtsforhold mellem de forskellige klasser i det borgerlige samfund, for at renten og profitten – resultatet af en uretfærdig magtusurpation, som bestandig forringer arbejdslønnen – til slut skal kunne afskaffes. Derfor er de også de eneste, som forsøger at realisere virkelige ”socialreformer”. De påstår nemlig, at en forbedring af arbejdernes livsforhold ikke kan ske ved lovgivning, men kan ene og alene blive resultatet af proletariatets egen økonomiske kamp. Al strid for bedre levevilkår kan med fordel føres af proletariatet ved at gå de udenomparlamentariske veje – og den sidste kamp – den sociale revolution, skal udslette alle de forskellige forhold, som bidrager til proletariatets slaveri, kan jo kun føres efter udenomparlamentariske linier.

*) Med hensyn til Tyskland –Overs. anmærkning. 6 (Af fransk) Fatalisme = Skæbnetro el. den tro at alt er forudbestemt af skæbnen.

7

Anarkisterne er altså for praktiske reformer og for proletariatets daglige klassekamp. Visselig føres denne klassekamp ikke i parlamenterne, hverken ved principielle eller principstridige taler af de proletariske repræsentanter. Klassekampen skal udkæmpes på industriens arena, i hver fabrik, i hvert værksted, på storbondens jord, overalt, hvor det vågnede proletariat øjner muligheder for et nyt, frit liv og kæmper for dette. Anarkisterne har ingen tillid til politisk stemmekvægsfiskeri ved hjælp af demagogiske fraser og banalt sludder, men de tror på proletariatets offervillige solidaritet. Denne solidaritet, som i det industrielle liv finder sit udtryk i strejken, vil få sit fuldkomne og lødige udtryk i generalstrejken*). Kan proletariatet ved denne gennemføre nogle af sine fordringer – hvilket allerede er lykkedes mere end en gang – så er resultaterne af en sådan sejr virkelige, praktiske, – og disse af folket selv gennemførte sociale reformer vil bevirke, at det ikke falder i søvn, men vil opfodre det til ny strid, ny kamp. Enhver økonomisk kamp er en politisk kamp, ikke i politisk stemmeseddelforstand, men i bedste social-revolutionære betydning. Derfor er også anarkisterne i uafbrudt politisk virksomhed – som allerede sagt ikke i politisk stemmefiskeri, hvilket betyder en styrkelse af den borgerlige orden – men for at skabe en antistatlig opfattelse. De er også de eneste virkelige antimilitarister, da de påstår, at fred er en umulighed, og at militarismen vil komme til at hvile på folkene som en forbandelse, så længe staten består. Vil man freden, må man afskaffe, uskadeliggøre urostifteren, krigsorganisatoren, – staten. Og vil man være politisk virksom, så er det antimilitaristiske arbejde et langt betydeligere og rigere felt for massernes aktivitet, end hvert tredje eller femte år at mønstre til valg og holde banale parlamentstaler. Antimilitarismen er den eneste politiske kamp, som proletariatet bør tillade, thi gennem denne føres det nærmere slutmålet. Anarkisterne er konsekvente antimilitarister, idet de ikke vil omforme, forandre militarismen, ej heller tilkæmpe sig staten, men vil afskaffe dem begge. Men hermed er anarkisternes praktiske aktionsmidler ikke slut. I sin almindelige taktik har de endnu et, som hører til de mest betydelige: Den uafbrudte propaganda for den anarkistiske verdensanskuelse, og endvidere det anarkistiske levesæt hos hver en, som med stolthed kalder sig anarkist. I individets oprør og i enhver om aldrig så lille menneskegruppes ulydighed mod de bestående love, ligger det første varsel om det nye. Anarkisten ved det, hans personlige oprør giver sig dagligt til udtryk. Han fører sig ikke efter sædelige love, efter tradition, moral – han følger ene og alene sin fornuft og sine idealistiske principper. Ved dette sit forhold i åndelig, økonomisk, moralsk, intellektuel og psykisk henseende, skiller han sig ud fra hverdagsmenneskene og bidrager derved til det beståendes opløsning – men han bygger for fremtiden, for det kommende frie samfund.

Medens de socialdemokratiske partier vil føre menneskene ind i et nyt stadium af statslig undertrykkelse, vil den anarkistiske bevægelse frigøre menneskets fornuft, give det åndelig frihed, individuel frihed og social almenlykke. Anarkismen er en verdensanskuelse, og ikke et dogmatisk, kvaksalver-reformpartis trosbekendelse. Således afspejles den også ofte i sine forkæmperes og pioneres sjælsliv. Medens de forskellige anskuelser indenfor socialismen altid udmunder i spørgsmålet: Socialist eller ikke? – så ser vi, at hvor forskellige opfattelser anarkisterne end har om husholdningsspørgsmålet i den socialistiske

*) Se ”Generalstrejke og direkte aktion” af Pierre Ramus

8

fremtid, så står de dog urokkeligt på socialismens grundvold. Med hensyn til anarkismens ideal, findes der ingen uenighed mellem anarkismens forskellige retninger. De økonomiske systemer deler sig for det første i den før i bogen skitserede kommunistiske anarkisme, - for det andet i den kollektive anarkisme og for det tredje i en yderliggående formuleret afart af den sidste, den individualistiske anarkisme. Det åndelige element, på hvilket anarkismen er bygget, er mangesidigt som selve livet – dets herligste moment – frihedslængslen hos ethvert med fornuft begavet menneske – er anarkismens grundvold. Anarkismens teoretiske undergrund kan opdeles i tre forskellige skoler eller retninger – den første hviler på den moderne videnskab, specielt på naturvidenskaberne og på verdenshistoriens eksempler, – den anden på bjergprædikens etiske grundvold og den tredje på forskellige konklusioner, grundet på en idealistisk-filosofisk forbindelse mellem Tolstojs og Nietzsches idealer. Indskrænket skolastik7 – ignorerende uforstand og plat formalisme8 vil hverken kunne begribe en sådan mangesidighed, endsige flere taktiske skillelinier. Men det skader ikke. Først når bærerne af ideen har befriet sig fra al uforstand, kan de være anarkister, da er de blevet anarkister.

Anarkismens ophøjede idé omfatter alle livets områder, alle sider af den menneskelige natur, af den menneskelige ånd og det menneskelige sindelag. De historiske fejl i fortiden tilintetgør den, – den skåner os for at disse skal gentage sig – idet den lærer os, at vort mål ikke er småpjatteri, ikke detaljer, kompromisser eller idiotisk sjakren for politiske patenter, men – vor strid må være en heltekamp af frie mænd og frie kvinder, som vejledes af sin ideelle verdensanskuelses lysende stråler. De anarkistiske idéer stålsætter os, ingen må være svag. Anarkismen er den fakkel, som skal lede menneskeheden til en epoke i historien, hvor den endelig –efter årtusinders fejltagelser, løgne og bedrag – skal kunne råbe ud, at nu nåede den

FRIHEDEN!

Af Pierre Ramus (forfatters synonym)Originaltitel: Das Anarchistische Manifest, publiceret i 1919 i København af Ungsocialistisk Forbunds Forlag.

N.B.: Alle slutfodnoter er tilføjes under indskrivningen.

7 (Af fransk/græsk/latin; lat. scho’lasticus = som går i højere skole; gr. scholastikos = fritaget for andet arbejde for at beskæftige sig med videnskab) Skolastik = Filosofisk set: Retning i middelalderen der ville forene kirkens dogmer i et sammenhængende system. Filosofi der bygger videre på middelalderens skolastik. Betyder også: Ufrugtbar/spidsfindig tænkemåde.8 (Af fransk) Formalisme = Overbetoning af den ydre form, uden hensyntagen til reelle forhold. Anvendelse af tegnsætning i logik og matematik, uden hensyn til konkret betydning.

9