going concern i retligt perspektiv – ledelsens og revisors ansvar

18 Revision & Regnskabsvæsen nr. 4 · 2011Going concern i retligt perspektiv

1. IndledningDenne artikel omhandler going concern i retligt perspektiv.1 Artiklen fokuserer i den forbindelse på ledelsens og revisors ansvar. Artiklen er baseret på forfatterens ph.d.-afhandling (Seehausen, 2010).2 3

Artiklen er struktureret på følgende måde. I afsnit 2 redegøres der for going concern-forudsætningens relevans for ledelsen, revisor og regnskabsbrugerne. I afsnit 3 præsenteres de rets- og ansvarsområder, som behandles i artiklen. I afsnit 4 behandles sammenhængen mellem regnskabs-, selskabs-, konkurs- og erstatningsretten i relation til going concern, det vil sige sammenhængen mellem det regnskabsretlige going concern-begreb og dermed ledelsens regnskabsretlige ansvar i relation til going concern, de selskabsretlige kapitalberedskabs- og ka-pitaltabsbegreber og dermed ledelsens selskabsretlige ansvar i relation til going concern, det konkursretlige insolvensbegreb samt ledelsens erstatningsretlige ansvar i relation til going concern. I afsnit 5 behandles sammenhængen mellem regnskabs- og revisionsretten i relation til go-ing concern, det vil sige sammenhængen mellem ledelsens regnskabs- og revisors revisionsretlige ansvar i relation til going concern. I afsnit 6 drages der nogle overordnede konklusioner på baggrund af artiklen.

Af Faglig konsulent, cand.merc.aud., ph.d. Jesper Seehausen, Faglig udviklingsafdeling, Beierholm

Going concern i retligt perspektiv

– ledelsens og revisors ansvar

2. Going concern-forudsætningens relevans for ledel-sen, revisor og regnskabsbrugerne

Going concern-forudsætningen er som bekendt en af de grundlæg-gende forudsætninger for årsrapporten. Det fremgår for eksempel af going concern-forudsætningen i ÅRL, at årsrapporten skal udarbejdes efter den grundlæggende forudsætning, at driften af en aktivitet formodes at fortsætte, medmindre den ikke skal eller ikke antages at kunne fortsætte, og at klassifikation og opstilling samt indregning og måling skal tilpasses med denne afvikling, såfremt en aktivitet afvikles, jf. § 13, stk. 1, nr. 4. En aktivitet kan overordnet defineres som en virk-somhed eller en del af en virksomhed.

Dette indebærer, at going concern-forudsætningen i høj grad er relevant for ledelsen, idet ledelsen har ansvaret for at udarbejde og aflægge årsrapporten. Ledelsen skal i den forbindelse foretage en vur-dering af going concern. Formålet med dette er at sikre, at ledelsen tager stilling til, dels om der er going concern-problemer, som der skal oplyses om i årsrapporten, dels om going concern-forudsætnin-gen er til stede, og dermed om årsrapporten skal udarbejdes på going concern- eller non going concern-basis.

Det indebærer imidlertid også, at going concern-forudsætningen også er relevant for revisor, idet revisor har ansvaret for at revidere årsrapporten. Revisor skal i den forbindelse foretage en vurdering af going concern. Det er naturligvis ikke revisors ansvar at oplyse om eventuelle going concern-problemer i årsrapporten, ligesom det ikke er revisors ansvar at udarbejde årsrapporten på non going concern-basis, såfremt going concern-forudsætningen ikke er til stede. Det er derimod revisors ansvar at oplyse herom i revisionspåtegningen, såfremt ledelsen ikke har oplyst om eventuelle going concern-pro-blemer i årsrapporten, eller ledelsen har udarbejdet årsrapporten på going concern-basis, selv om going concern-forudsætningen ikke er til stede.

Sammenhængen mellem ledelsens regnskabs- og revisors revisions-retlige ansvar i relation til going concern består således overordnet i, at både ledelsen og revisor skal foretage en vurdering af going con-cern. Ledelsens vurdering af going concern skal naturligvis foretages i forbindelse med udarbejdelsen og aflæggelsen af årsrapporten, hvori-

19Revision & Regnskabsvæsen nr. 4 · 2011 Going concern i retligt perspektiv

Polfo

to/F

inn

Fran

dsen


mod revisors vurdering af going concern skal foretages i forbindelse med revisionen af årsrapporten.

Ud over ledelsen og revisor er going concern-forudsætningen også relevant for regnskabsbrugerne.

Regnskabsbrugerne har således en naturlig interesse i, at oplysninger om eventuelle going concern-problemer kommer til deres kendskab. Det er i den forbindelse i princippet uden betydning, om disse oplys-ninger kommer til regnskabsbrugernes kendskab i årsrapporten eller revisionspåtegningen. Det er derimod næppe uden betydning, om oplysningerne stammer fra ledelsen eller revisor, idet regnskabsbruger-ne formentlig tillægger oplysninger fra revisor større vægt eller i hvert fald større objektivitet end oplysninger fra ledelsen.

Det må desuden antages, at regnskabsbrugerne fortolker en årsrap-port med oplysninger om going concern-problemer eller forsynet med en modificeret revisionspåtegning som følge af going concern-problemer som et signal om, at der er væsentlig usikkerhed forbundet med going concern-forudsætningens tilstedeværelse. Dette er for så vidt en rigtig fortolkning. Det er imidlertid vigtigt ikke at forveksle en årsrapport med oplysninger om going concern-problemer med en års-rapport udarbejdet på non going concern-basis, ligesom det er vigtigt ikke at forveksle en årsrapport forsynet med en modificeret revisions-påtegning som følge af going concern-problemer med en årsrapport forsynet med en modificeret revisionspåtegning som følge af going concern-forudsætningens manglende tilstedeværelse. Dette skyldes, at en årsrapport udarbejdet på non going concern-basis eller forsynet med en modificeret revisionspåtegning som følge af going concern-forudsætningens manglende tilstedeværelse i realiteten er et signal til regnskabsbrugerne om, at det ikke er realistisk, at virksomheden kan fortsætte driften inden for den relevante tidshorisont, hvorimod en årsrapport med oplysninger om going concern-problemer eller forsynet med en modificeret revisionspåtegning som følge af going concern-problemer blot er et signal til regnskabsbrugerne om, at der er væsentlig usikkerhed forbundet med forbundet med going concern-forudsætningens tilstedeværelse. Et signal om, at det ikke er realistisk, at virksomheden kan fortsætte driften inden for den relevante tids-horisont, er i den forbindelse naturligvis et kraftigere signal til regn-skabsbrugerne end et signal om, at der blot er væsentlig usikkerhed forbundet med going concern-forudsætningens tilstedeværelse, idet det – såfremt der blot er væsentlig usikkerhed forbundet med going concern-forudsætningens tilstedeværelse – stadig er realistisk, at virk-somheden kan fortsætte driften inden for den relevante tidshorisont.

Spørgsmålet er herefter, dels hvilke retlige konsekvenser det kan have for ledelsen, såfremt ledelsen ikke oplyser om eventuelle going concern-problemer i årsrapporten, eller ledelsen udarbejder årsrappor-ten på going concern-basis, selv om going concern-forudsætningen ikke er til stede, dels hvilke retlige konsekvenser det kan have for revisor, såfremt revisor ikke oplyser herom i revisionspåtegningen, så-fremt ledelsen ikke har oplyst om eventuelle going concern-problemer

i årsrapporten, eller ledelsen har udarbejdet årsrapporten på going concern-basis, selv om going concern-forudsætningen ikke er til stede.

For det første kan både ledelsen og revisor ifalde erstatningsansvar over for regnskabsbrugerne. Det er dog som altid inden for erstat-ningsretten en forudsætning, at skadevolder, det vil sige ledelsen og/eller revisor, har handlet culpøst, det vil sige forsætligt eller uagtsomt.

For det andet kan både ledelsen og revisor i princippet ifalde strafan-svar i form af bøde eller – under særligt skærpende omstændigheder – fængsel. Det er dog som altid inden for strafferetten en forudsæt-ning, at ledelsen og/eller revisor har handlet forsætligt eller uagtsomt afhængigt af, hvilken straffe- eller strafbelagt bestemmelse der er tale om. Der er naturligvis ikke tale om, at ledelsen og/eller revisor kan ifalde strafansvar over for regnskabsbrugerne, idet strafansvaret – i modsætning til erstatningsansvaret – er generelt sanktioneret.

For det tredje kan revisor – men ikke ledelsen – ifalde disciplinæran-svar i form af advarsel, bøde eller – under særligt skærpende omstæn-digheder – frakendelse af godkendelsen. Det er dog som altid inden for disciplinærretten en forudsætning, at revisor har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Der er naturligvis ikke tale om, at revisor kan ifal-de disciplinæransvar over for regnskabsbrugerne, idet disciplinæran-svaret – ligesom strafansvaret – er generelt sanktioneret.

Ud over ledelsen kan det naturligvis også have forskellige konsekven-ser for regnskabsbrugerne, såfremt ledelsen ikke oplyser om eventuelle going concern-problemer i årsrapporten, eller ledelsen udarbejder årsrapporten på going concern-basis, selv om going concern-forud-sætningen ikke er til stede, ligesom det – ud over revisor – også kan have forskellige konsekvenser for regnskabsbrugerne, såfremt revisor ikke oplyser herom i revisionspåtegningen, såfremt ledelsen ikke har oplyst om eventuelle going concern-problemer i årsrapporten, eller ledelsen har udarbejdet årsrapporten på going concern-basis, selv om going concern-forudsætningen ikke er til stede. Disse konsekvenser er imidlertid ikke af retlig men økonomisk karakter og kan for eksempel bestå i, at regnskabsbrugerne investerer i virksomheder, som de ellers ikke ville have investeret i, eller giver kredit til virksomheder, som de ellers ikke ville have givet kredit til. Der er i dette tilfælde grundlag for, at både ledelsen og revisor kan ifalde erstatningsansvar, idet årsagsbe-tingelsen som udgangspunkt er opfyldt.

Revisor er som bekendt offentlighedens tillidsrepræsentant. Dette indebærer, at revisor – ud over at varetage hensynet til virksomheden og ledelsen – også skal varetage hensynet til offentligheden. Såfremt hensynet til virksomheden og ledelsen er i konflikt med hensynet til offentligheden, skal revisor varetage hensynet til offentligheden frem for hensynet til virksomheden og ledelsen.

3. Rets- og ansvarsområderRegnskabsretten er i artiklen repræsenteret i form af going concern-forudsætningen og dermed det regnskabsretlige going concern-

Revisor er som bekendt offentlighedens tillidsrepræsen-

tant. Dette indebærer, at revisor – ud over at varetage

hensynet til virksomheden og ledelsen – også skal varetage

hensynet til offentligheden. Såfremt hensynet til virksom-

heden og ledelsen er i konflikt med hensynet til offentlig-

heden, skal revisor varetage hensynet til offentligheden

frem for hensynet til virksomheden og ledelsen.


begreb samt ledelsens regnskabsretlige ansvar i relation til going concern, ligesom revisionsretten er repræsenteret i form af revisors revisionsretlige ansvar på dette område.

Selskabsretten er repræsenteret i form af de selskabsretlige kapitalbe-redskabs- og kapitaltabsbegreber og dermed ledelsens selskabsretlige ansvar i relation til going concern. Det giver derimod ikke mening at tale om revisors selskabsretlige ansvar i relation til going concern.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at going concern ikke er et selskabs- men et regnskabs- og revisionsretligt begreb. Ledelsens sel-skabsretlige ansvar i relation til going concern er derfor ikke et direkte ansvar i relation til going concern men et indirekte ansvar i relation til for eksempel selskabets kapitalberedskab og et eventuelt kapitaltab. Der kan i den forbindelse henvises til SL § 115, nr. 5, § 116, nr. 5, og § 118, stk. 2, som omhandler selskabets kapitalberedskab, samt § 119, som omhandler et eventuelt kapitaltab. Ledelsens regnskabsretlige an-svar i relation til going concern er derimod et direkte ansvar i relation til going concern.

Konkursretten er et ”underområde” af insolvensretten. Konkursret-ten er repræsenteret i form af det konkursretlige insolvensbegreb. Det giver derimod ikke mening at tale om ledelsens konkursretlige ansvar i relation til going concern, ligesom det ikke giver mening at tale om revisors konkursretlige ansvar på dette område.

Erstatningsretten er repræsenteret i form af ledelsens erstatningsretlige ansvar i relation til going concern. Ud over ledelsens erstatningsretlige ansvar kan man også tale om revisors erstatningsretlige ansvar i relation til going concern, men dette ansvar er i vidt omfang sammenfaldende med – eller afledt af – revisors revisionsretlige ansvar på dette område. Revisors erstatningsretlige ansvar i relation til going concern omtales derfor ikke nærmere. Ledelsens erstatningsretlige ansvar i relation til go-ing concern er derimod kun i begrænset omfang sammenfaldende med ledelsens regnskabsretlige ansvar på dette område.

Det er som nævnt vigtigt at være opmærksom på, at going concern ikke er et selskabs- men et regnskabs- og revisionsretligt begreb. Det er derfor også vigtigt at være opmærksom på, at going concern heller

ikke er et erstatningsretligt begreb. Ledelsens erstatningsretlige ansvar i relation til going concern er derfor ikke et direkte ansvar i relation til going concern men et indirekte ansvar i relation til for eksempel en eventuel standsning af selskabets drift.

Det er også vigtigt at være opmærksom på, at ledelsens erstatnings-retlige ansvar i relation til going concern samtidig er et selskabsretligt ansvar, idet dette ansvar kun er relevant for ledelsen i en virksomhed, som drives i selskabsform. Dette er årsagen til, at der tales om ledel-sens erstatningsretlige ansvar i relation til en eventuel standsning af selskabets drift og ikke en eventuel standsning af virksomhedens drift.

Ud over revisors revisions- og erstatningsretlige ansvar kan man også tale om revisors disciplinærretlige ansvar i relation til going concern, men ligesom revisors erstatningsretlige ansvar er dette ansvar i vidt omfang sammenfaldende med – eller afledt af – revisors revisionsretli-ge ansvar på dette område. Revisors disciplinærretlige ansvar i relation til going concern omtales derfor ikke nærmere.

Ud over ledelsens og revisors erstatningsretlige ansvar kan man også tale om ledelsens og revisors strafferetlige ansvar i relation til going concern. Hverken ledelsens eller revisors strafferetlige ansvar i relation til going concern omtales dog nærmere.

Tabel 1 indeholder en oversigt over de rets- og ansvarsområder, som behandles i artiklen.

4. Sammenhængen mellem regnskabs-, selskabs-, kon-kurs- og erstatningsretten i relation til going concernGenerelt om sammenhængen mellem retsområderneSammenhængen mellem regnskabs-, selskabs-, konkurs- og erstat-ningsretten i relation til going concern, det vil sige sammenhængen mellem det regnskabsretlige going concern-begreb og dermed ledel-sens regnskabsretlige ansvar i relation til going concern, de selskabs-retlige kapitalberedskabs- og kapitaltabsbegreber og dermed ledelsens selskabsretlige ansvar i relation til going concern, det konkursretlige insolvensbegreb samt ledelsens erstatningsretlige ansvar i relation til

Retsområde Ledelsen Revisor

Regnskabsretten Going concern-forudsætningen og dermed det regnskabsretlige going concern-begreb

Ledelsens regnskabsretlige ansvar i relation til going concern

–

Revisionsretten – Revisors revisionsretlige ansvar i relation til going concern

Selskabsretten De selskabsretlige kapitalberedskabs- og kapi-taltabsbegreber

Ledelsens selskabsretlige ansvar i relation til going concern

–

Konkursretten Det konkursretlige insolvensbegreb –

Erstatningsretten Ledelsens erstatningsretlige ansvar i relation til going concern

(Revisors erstatningsretlige ansvar i relationtil going concern)

Disciplinærretten – (Revisors disciplinærretlige ansvar i relation til going concern)

Strafferetten (Ledelsens strafferetlige ansvar i relation til going concern)

(Revisors strafferetlige ansvar i relation til going concern)

TabeL 1: ReTS- oG anSvaRSomRåDeR


going concern består overordnet i, at alle disse begreber og ansvars-områder på forskellig måde relaterer sig til fortsættelse af virksom-hedens eller – såfremt der er tale om en virksomhed, som drives i selskabsform – selskabets drift.

Det regnskabsretlige going concern-begreb og dermed ledelsens regnskabsretlige ansvar i relation til going concern relaterer sig til fortsættelse af virksomhedens eller selskabets drift derved, at ledelsen skal foretage en vurdering af going concern og dermed fortsat drift i forbindelse med udarbejdelsen og aflæggelsen af årsrapporten. Dette er udtryk for en regnskabsretlig pligt.

De selskabsretlige kapitalberedskabs- og kapitaltabsbegreber og dermed ledelsens selskabsretlige ansvar i relation til going concern relaterer sig til fortsættelse af selskabets drift derved, at ledelsen skal foretage en vurdering af, dels hvorvidt selskabets kapitalberedskab er forsvarligt, dels hvorvidt selskabet har ”tabt” halvdelen af den tegnede kapital. Der kan i den forbindelse henvises til SL § 115, nr. 5, § 116, nr. 5, og § 118, stk. 2, som omhandler selskabets kapitalberedskab, samt § 119, som omhandler et eventuelt kapitaltab. Dette er udtryk for en selskabsretlig pligt.

Det konkursretlige insolvensbegreb relaterer sig – såfremt der er tale om en virksomhed, eventuelt en virksomhed, som drives i selskabs-form – til fortsættelse af virksomhedens eller selskabets drift derved, at en skyldners, for eksempel en virksomheds eller et selskabs, bo skal tages underkonkursbehandling, såfremt skyldneren er insolvent, og det begæres af skyldneren eller en fordringshaver, og at en skyldner er insolvent, såfremt skyldneren ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages at være forbigående. Der kan i den forbindelse henvises til KL §§ 17 og 18, som begge omhandler konkurs og insolvens. En skyld-ner har dog ikke en konkursretlig pligt til at foretage en vurdering af, hvorvidt skyldneren er insolvent.

Ledelsens erstatningsretlige ansvar i relation til going concern rela-terer sig til fortsættelse af selskabets drift derved, at ledelsen skal fore-tage en vurdering af, hvorvidt det er forsvarligt at fortsætte selskabets drift. Dette er udtryk for en erstatningsretlig pligt. Det forhold, at en skyldner ikke har en konkursretlig pligt til at foretage en vurdering af, hvorvidt skyldneren er insolvent, er således ikke ensbetydende med, at ledelsen helt kan se bort fra, hvorvidt selskabet er insolvent, eller der er risiko for, at selskabet vil blive insolvent, idet ledelsen har en erstatningsretlig pligt til at foretage en vurdering af, hvorvidt det er forsvarligt at fortsætte selskabets drift.

Ud over denne overordnede sammenhæng mellem disse begreber og ansvarsområder, er der naturligvis også den grundlæggende for-skel mellem begreberne og ansvarsområderne, som består i, at be-greberne og ansvarsområderne relaterer sig til forskellige retsområder i form af regnskabs-, selskabs-, konkurs- og erstatningsretten. Det er i den forbindelse relevant at overveje, hvilken betydning dette har for sammenhængen mellem begreberne og ansvarsområderne.

Det regnskabsretlige going concern-begreb og dermed ledelsens regnskabsretlige ansvar i relation til going concern har til formål at sikre, at ledelsen foretager en vurdering af going concern og dermed fortsat drift i forbindelse med udarbejdelsen og aflæggelsen af årsrap-porten. Formålet med dette er at sikre, at ledelsen tager stilling til, dels om der er going concern-problemer, som der skal oplyses om i årsrapporten, dels om going concern-forudsætningen er til stede, og dermed om årsrapporten skal udarbejdes på going concern- eller non going concern-basis. Det regnskabsretlige going concern-begreb og dermed ledelsens regnskabsretlige ansvar i relation til going concern har således til formål at sikre, at oplysninger om eventuelle going concern-problemer kommer til regnskabsbrugernes kendskab.

De selskabsretlige kapitalberedskabs- og kapitaltabsbegreber og dermed ledelsens selskabsretlige ansvar i relation til going concern har til formål at sikre, at ledelsen foretager en vurdering af, dels hvorvidt selskabets kapitalberedskab er forsvarligt, dels hvorvidt selskabet har ”tabt” halvdelen af den tegnede kapital. Formålet med dette er at sikre, at ledelsen tager stilling til, dels om selskabets kapitalberedskab er forsvarligt, dels om selskabet har ”tabt” halvdelen af den tegnede kapital. De selskabsretlige kapitalberedskabs- og kapitaltabsbegreber og dermed ledelsens selskabsretlige ansvar i relation til going concern har således til formål at sikre, at selskabet kan fortsætte driften.

Det konkursretlige insolvensbegreb har – såfremt der er tale om en virksomhed, eventuelt en virksomhed, som drives i selskabsform – til formål at sikre, at virksomhedens eller selskabets bo tages under kon-kursbehandling, såfremt virksomheden eller selskabet er insolvent. Dette forudsætter dog, at det begæres af virksomheden eller selskabet eller en fordringshaver. Formålet med dette er at sikre, at der sker et samlet opgør med fordringshaverne. Det er netop dette, som er ken-detegnende for konkurs som universalforfølgning.

Ledelsens erstatningsretlige ansvar i relation til going concern har til formål at sikre, at ledelsen foretager en vurdering af, hvorvidt det er forsvarligt at fortsætte selskabets drift. Formålet med dette er at sikre, at ledelsen tager stilling til, om det er forsvarligt at fortsætte selskabets drift. Ledelsens erstatningsretlige ansvar i relation til going concern har således til formål at sikre, at ledelsen standser selskabets drift, såfremt det ikke er forsvarligt at fortsætte selskabets drift. Såfremt ledelsen ikke standser selskabets drift, selv om det ikke er forsvarligt at fortsætte sel-skabets drift, bliver ledelsens erstatningsretlige ansvar i relation til going concern relevant, idet ledelsen da kan ifalde erstatningsansvar. Herud-over bliver det konkursretlige insolvensbegreb også relevant, idet selska-bet eventuelt bliver insolvent og derfor kan blive erklæret konkurs.

De selskabsretlige kapitalberedskabs- og kapitaltabsbegreber og dermed ledelsens selskabsretlige ansvar i relation til going concern har således til formål at sikre, at selskabet kan fortsætte driften, hvorimod ledelsens erstatningsretlige ansvar på dette område har til formål at sikre, at ledelsen standser selskabets drift, såfremt det ikke er forsvar-ligt at fortsætte selskabets drift. De selskabsretlige kapitalberedskabs-

Det konkursretlige insolvensbegreb har – såfremt der er

tale om en virksomhed, eventuelt en virksomhed, som

drives i selskabsform – til formål at sikre, at virksomhedens

eller selskabets bo tages under konkursbehandling, såfremt

virksomheden eller selskabet er insolvent.


og kapitaltabsbegreber og dermed ledelsens selskabsretlige ansvar i relation til going concern relaterer sig således til fortsættelse af selska-bets drift, hvorimod ledelsens erstatningsretlige ansvar på dette om-råde relaterer sig til en eventuel standsning af selskabets drift.

Det regnskabsretlige going concern-begreb og dermed ledelsens regnskabsretlige ansvar i relation til going concern har derimod til for-mål at sikre, at oplysninger om eventuelle going concern-problemer kommer til regnskabsbrugernes kendskab. Det regnskabsretlige going concern-begreb og dermed ledelsens regnskabsretlige ansvar i relation til going concern relaterer sig således til oplysninger om virksomhe-dens eller selskabets fortsatte drift.

Reguleringen af going concern-forudsætningen og dermed ledel-sens regnskabsretlige ansvar i relation til going concernGoing concern-forudsætningen og dermed ledelsens regnskabsret-lige ansvar i relation til going concern er både reguleret i den danske regnskabsmæssige regulering, den fællesskabsretlige regnskabsmæs-sige regulering og den internationale regnskabsmæssige regulering i form af reguleringen fra IASB. Going concern-forudsætningen og der-med ledelsens regnskabsretlige ansvar i relation til going concern er i den forbindelse både reguleret på begrebsramme-, lovgivnings- og direktiv- samt vejlednings- og standardniveau.

I den danske regnskabsmæssige regulering er ledelsens regnskabs-retlige ansvar i relation til going concern hovedsageligt reguleret i ÅRL § 13, stk. 1, nr. 4, RV 1 (ajourført), afsnit 44-46, og RV’en for mindre virksomheder (ajourført), afsnit 3.3.1.4 RV’en for mindre virksomheder (ajourført), afsnit 3.3.1, er baseret på RV 1 (ajourført), afsnit 44-46.

I den fællesskabsretlige regnskabsmæssige regulering er ledelsens regnskabsretlige ansvar i relation til going concern reguleret i 4. di-rektivs artikel 31, stk. 1, litra a. ÅRL § 13, stk. 1, nr. 4, er baseret på denne bestemmelse.

I reguleringen fra IASB er ledelsens regnskabsretlige ansvar i relation til going concern hovedsageligt reguleret i IASB’s begrebsramme, afsnit 23, IAS 1 (revised), afsnit 25-26, og IFRS’en for SMV’er, afsnit 3.8 og 3.9.5 6 IFRS’en for SMV’er, afsnit 3.8 og 3.9, er baseret på IAS 1 (revised), afsnit 25 og 26.

Tabel 2 indeholder en oversigt over reguleringen af going concern-forudsætningen og dermed ledelsens regnskabsretlige ansvar i relation til going concern.

Ledelsens selskabsretlige ansvar i relation til going concernUd over et regnskabsretligt ansvar påhviler der også ledelsen et sel-skabsretligt ansvar i relation til going concern.

Det selskabsretlige kapitalberedskabsbegrebDet selskabsretlige kapitalberedskabsbegreb fremgår af SL § 115, nr. 5, § 116, nr. 5, og § 118, stk. 2.7 Det fremgår af disse bestemmelser, at:

Den eventuelle bestyrelse eller det eventuelle tilsynsråd skal påse, at •selskabets kapitalberedskab til enhver tid er forsvarligt, herunder at der er tilstrækkelig likviditet til at opfylde selskabets nuværende og fremtidige forpligtelser, efterhånden som de forfalder, jf. § 115, nr. 5, 1. pkt., og § 116, nr. 5, 1. pkt.Direktionen skal sikre, at selskabets kapitalberedskab til enhver tid •er forsvarligt, herunder at der er tilstrækkelig likviditet til at opfylde selskabets nuværende og fremtidige forpligtelser, efterhånden som de forfalder, jf. § 118, stk. 2, 1. pkt.Selskabet er således til enhver tid forpligtet til at vurdere den øko-•nomiske situation og sikre, at det tilstedeværende kapitalberedskab er forsvarligt, jf. § 115, nr. 5, 2. pkt., § 116, nr. 5, 2. pkt., og § 118, stk. 2, 2. pkt.

Det ses, at § 115, nr. 5, og 116, nr. 5, omhandler den eventuelle bestyrelse eller det eventuelle tilsynsråd, hvorimod § 118, stk. 2, om-handler direktionen.

Det ses også, at ansvarsfordelingen mellem den eventuelle bestyrelse eller det eventuelle tilsynsråd og direktionen er formuleret således, at den eventuelle bestyrelse eller det eventuelle tilsynsråd skal påse, at selskabets kapitalberedskab til enhver tid er forsvarligt, herunder at der er tilstrækkelig likviditet til at opfylde selskabets nuværende og fremti-dige forpligtelser, efterhånden som de forfalder, hvorimod direktionen skal sikre, at selskabets kapitalberedskab til enhver tid er forsvarligt. Dette er udtryk for den almindelige ansvarsfordeling mellem den eventuelle bestyrelse eller det eventuelle tilsynsråd og direktionen, hvor den eventuelle bestyrelse varetager den overordnede og strate-giske ledelse, hvorimod direktionen varetager den daglige eller såvel den overordnede og strategiske som den daglige ledelse af selskabet afhængigt af, hvorvidt der er tale om et aktie- eller anpartsselskab, som både har en direktion og en bestyrelse, et aktie- eller anparts-selskab, som både har en direktion og et tilsynsråd, eller et anpartssel-skab, som kun har en direktion.

Kapitalberedskabsbegrebet er formentlig både et likviditets- og et soliditetsmæssigt begreb. Det forhold, at § 115, nr. 5, § 116, nr. 5, og § 118, stk. 2, er formuleret således, at den eventuelle bestyrelse eller det eventuelle tilsynsråd skal påse og direktionen sikre, at selskabets kapitalberedskab til enhver tid er forsvarligt, herunder at der er til-strækkelig likviditet til at opfylde selskabets nuværende og fremtidige

Den danske regnskabsmæssige regulering

Den fællesskabsretlige regn-skabsmæssige regulering

Den internationale regnskabs-mæssige regulering – IaSb

Begrebsrammer – – IASB’s begrebsramme

Lovgivning og direktiver ÅRL 4. direktiv –

Vejledninger og standarder RV 1 (ajourført)

RV’en for mindre virksomheder (ajourført)

– IAS 1 (revised)

IFRS’en for SMV’er

Øvrig ”soft law” Diverse notater m.v. – –

TabeL 2: ReGuLeRInGen af GoInG conceRn-foRuDSæTnInGen oG DeRmeD LeDeLSenS ReGnSkabSReTLIGe anSvaR I ReLaTIon TIL GoInG conceRn


forpligtelser, efterhånden som de forfalder, er således næppe ensbety-dende med, at kapitalberedskabsbegrebet alene er et likviditetsmæs-sigt begreb, idet det forhold, at der er tilstrækkelig likviditet til at opfylde selskabets nuværende og fremtidige forpligtelser, efterhånden som de forfalder, blot er et eksempel på, at selskabets kapitalbered-skab er forsvarligt.

Det forhold, at selskabets kapitalberedskab til enhver tid skal være forsvarligt, indebærer, at der er tale om en løbende forpligtelse for den eventuelle bestyrelse eller det eventuelle tilsynsråd og direktionen til at være opmærksom på, om selskabets kapitalberedskab er forsvar-ligt. Dette fremgår også af henvisningen til, at selskabet til enhver tid er forpligtet til at vurdere den økonomiske situation og sikre, at det tilstedeværende kapitalberedskab er forsvarligt, og indebærer, at det ikke er tilstrækkeligt for den eventuelle bestyrelse eller det eventuelle tilsynsråd én gang årligt, for eksempel i forbindelse med udarbejdel-sen og aflæggelsen af årsrapporten, at påse, at selskabets kapitalbe-redskab er forsvarligt, ligesom det naturligvis ikke er tilstrækkeligt for direktionen én gang årligt at sikre, at selskabets kapitalberedskab er forsvarligt.

Det selskabsretlige kapitaltabsbegrebDet selskabsretlige kapitaltabsbegreb fremgår af SL § 119.8 Det frem-går af denne bestemmelse, at ledelsen, det vil sige den eventuelle be-styrelse eller det eventuelle tilsynsråd og direktionen, skal sikre, at ge-neralforsamling afholdes senest seks måneder efter, at det konstateres, at selskabets egenkapital udgør mindre end halvdelen af den tegnede kapital, men at denne bestemmelse – uanset størrelsen af selskabets tegnede kapital – i alle tilfælde finder anvendelse, såfremt selskabets egenkapital udgør mindre end 62.500 kr., og at det centrale ledelses-organ, det vil sige den eventuelle bestyrelse eller direktionen, på gene-ralforsamlingen skal redegøre for selskabets økonomiske stilling og om fornødent stille forslag om foranstaltninger, som bør træffes, herunder selskabets opløsning.

Der er tale om en løbende forpligtelse for ledelsen til at være op-mærksom på, om selskabets egenkapital udgør mindre end halvdelen af den tegnede kapital. Dette skyldes, at der er tale om en løbende forpligtelse for ledelsen til at være opmærksom på, om selskabets ka-pitalberedskab er forsvarligt, herunder om der er tilstrækkelig likviditet til at opfylde selskabets nuværende og fremtidige forpligtelser, efter-hånden som de forfalder. Dette indebærer som nævnt, at det ikke er tilstrækkeligt for den eventuelle bestyrelse eller det eventuelle tilsyns-råd én gang årligt, for eksempel i forbindelse med udarbejdelsen og aflæggelsen af årsrapporten, at påse, at selskabets kapitalberedskab er forsvarligt, ligesom det naturligvis ikke er tilstrækkeligt for direktionen én gang årligt at sikre, at selskabets kapitalberedskab er forsvarligt. Det er derfor heller ikke tilstrækkeligt for ledelsen én gang årligt at tage stilling til, om selskabets egenkapital udgør mindre end halvdelen af den tegnede kapital.

Det konkursretlige insolvensbegrebDet konkursretlige insolvensbegreb fremgår af KL §§ 17 og 18.

Det fremgår af § 17, at en skyldners bo skal tages under konkursbe-handling, såfremt skyldneren er insolvent, og det begæres af skyldneren eller en fordringshaver, og at en skyldner er insolvent, såfremt skyld-neren ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages at være forbigående.

Det vil sige, at en skyldners bo skal tages under konkursbehand-ling, såfremt to betingelser er opfyldt. For det første skal skyldneren være insolvent. For det andet skal det begæres af skyldneren eller en fordringshaver. Det er således ikke tilstrækkeligt til at tage en skyld-ners bo under konkursbehandling, at skyldneren er insolvent, idet det også kræves, at det begæres af skyldneren eller en fordringsha-ver. Det forhold, at en skyldner er insolvent, indebærer ikke, at skyld-neren har pligt til at indgive konkursbegæring. Såfremt en skyldners bo tages under konkursbehandling på begæring af skyldneren, vil der formentlig meget sjældent være tvivl om, hvorvidt skyldneren er insolvent. Såfremt en skyldners bo tages under konkursbehandling på begæring af en fordringshaver, vil der derimod oftere – men dog stadig relativt sjældent – være tvivl om, hvorvidt skyldneren er insol-vent. Det er da skifterettens opgave at vurdere, hvorvidt skyldneren er insolvent.

Det vil også sige, at en skyldner er insolvent, såfremt to betingelser er opfyldt. For det første skal skyldneren ikke kunne opfylde sine for-pligtelser, efterhånden som de forfalder. For det andet må betalings-udygtigheden ikke antages at være forbigående. Det er således ikke tilstrækkeligt til at tage en skyldners bo under konkursbehandling, at skyldneren ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, idet det også kræves, at betalingsudygtigheden ikke må an-tages at være forbigående. Herudover kræves det som nævnt også, at det begæres af skyldneren eller en fordringshaver.

Det forhold, at en skyldner er insolvent, såfremt skyldneren ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages at være forbigående, indebærer, at det konkursretlige insolvensbegreb alene er et likviditets-, ikke et soliditetsmæssigt, begreb.

Det fremgår af § 18, at insolvens i almindelighed antages at fore-ligge, såfremt skyldneren erkender at være insolvent eller har standset sine betalinger, eller der ved udlæg inden for de sidste tre måneder før konkursbegæringens modtagelse ikke har kunnet opnås dækning hos skyldneren. Denne formodningsregel har formentlig kun betyd-ning, såfremt konkursbegæring indgives af en fordringshaver. Formod-ningsreglen har derimod næppe betydning, såfremt konkursbegæring indgives af skyldneren.

Ledelsens erstatningsretlige ansvar i relation til going concernUd over et regnskabs- og selskabsretligt ansvar påhviler der også ledel-sen et erstatningsretligt ansvar i relation til going concern.

Fokus på fortsat drift er omdrejningspunktet i Going Concern.

Polfo

to/F

inn

Fran

dsen


Det fremgår af betænkning nr. 1498 om modernisering af selskabs-retten (Udvalget til modernisering af selskabsretten, 2008), at det, som typisk begrunder et ansvar, er, at ledelsen har udvist passivitet el-ler undladt at holde sig informeret om selskabets situation, hvorimod aktive tiltag, som søger at vende en truende udvikling, ikke i sig selv synes at være ansvarspådragende, medmindre ledelsen ikke har stand-set selskabets drift i tide, på trods af at man indså eller burde have indsat, at fortsat drift medførte en risiko for øget tab for selskabets kreditorer.9 Dette er udtryk for det, som her kaldes for ledelsens erstat-ningsretlige ansvar i relation til en eventuel standsning af selskabets drift.

Ledelsens erstatningsretlige ansvar i relation til en eventuel stands-ning af selskabets drift hviler på en omfattende domspraksis. Der findes derfor et stort antal domme om dette ansvar. Enkelte af disse domme er omtalt i boks 1. Der er tale om følgende domme:

UfR 1998.1137 H (OKStimist)•FED 2004.713 VL•UfR 2007.497 H (Calypso Verdensrejser)• 10

væsentlige elementer i ledelsens vurdering af going concernLedelsens vurdering af going concern kan opdeles i en række væsent-lige elementer. Der er tale om følgende væsentlige elementer:11

Ledelsens pro- eller reaktive vurdering af going concern•Niveauet for ledelsens vurdering af going concern•Den tidsmæssige placering af og tidshorisonten for ledelsens vurde-•ring af going concernIndholdet af ledelsens vurdering af going concern•Overbevisningskriteriet for ledelsens vurdering af going concern•

Det første væsentlige element i ledelsens vurdering af going concern er ledelsens pro- eller reaktive vurdering af going concern. Spørgsmå-let er her, hvorvidt ledelsens vurdering af going concern er af pro- el-ler reaktiv karakter, det vil sige, hvorvidt ledelsen altid skal foretage en vurdering af going concern, eller det er tilstrækkeligt, at ledelsen foretager en sådan vurdering, såfremt der er forhold, som indikerer, at der er going concern-problemer.

Det andet væsentlige element i ledelsens vurdering af going concern er niveauet for denne vurdering. Niveauet for ledelsens vurdering af going concern relaterer sig til det niveau, hvorpå ledelsen skal vurdere going concern-forudsætningens tilstedeværelse. Spørgsmålet er her, hvorvidt ledelsen skal vurdere going concern-forudsætningens tilste-deværelse på virksomheds- eller aktivitetsniveauet.

Det tredje væsentlige element i ledelsens vurdering af going concern er den tidsmæssige placering af og tidshorisonten for denne vurde-ring. Spørgsmålet er her, dels hvorvidt ledelsens vurdering af going concern skal foretages på balancetidspunktet eller tidspunktet for ledelsens godkendelse af årsrapporten, dels hvilken tidshorisont som skal anvendes i forbindelse med denne vurdering, for eksempel mindst

12 måneder fra balancetidspunktet eller tidspunktet for ledelsens god-kendelse af årsrapporten.

Det fjerde væsentlige element i ledelsens vurdering af going concern er indholdet af denne vurdering. Indholdet af ledelsens vurdering af going concern relaterer sig til, hvilke forhold ledelsen skal inddrage i denne vurdering.

Det femte og sidste væsentlige element i ledelsens vurdering af go-ing concern er overbevisningskriteriet for denne vurdering. Overbevis-ningskriteriet for ledelsens vurdering af going concern relaterer sig til, hvilken grad af overbevisning hos ledelsen som er nødvendig for, at årsrapporten skal udarbejdes på going concern-basis.

I de følgende afsnit omtales de enkelte væsentlige elementer og der drages paralleller til de selskabs-, konkurs- og erstatningsretten.

Sammenhængen mellem ledelsens pro- eller reaktive vurdering af going concern samt selskabs-, konkurs- og erstatningsrettenLedelsens vurdering af going concern er formentlig af proaktiv karak-ter. Ledelsen skal derfor formentlig altid foretage en vurdering af go-ing concern. Det er derfor næppe tilstrækkeligt, at ledelsen foretager en vurdering af going concern, såfremt der er forhold, som indikerer, at der er going concern-problemer.

Det må antages, at ledelsens vurdering af, hvorvidt selskabets kapi-talberedskab er forsvarligt, herunder hvorvidt der er tilstrækkelig likvi-ditet til at opfylde selskabets nuværende og fremtidige forpligtelser, efterhånden som de forfalder, er af proaktiv karakter, at ledelsen derfor altid skal foretage en vurdering af, hvorvidt selskabets kapitalbered-skab er forsvarligt, og at det derfor ikke er tilstrækkeligt, at ledelsen foretager en vurdering af, hvorvidt selskabets kapitalberedskab er forsvarligt, såfremt der er forhold, som indikerer, at selskabets kapital-beredskab ikke er forsvarligt.

Det må også antages, at ledelsens vurdering af, hvorvidt selskabets egenkapital udgør mindre end halvdelen af den tegnede kapital, også er af proaktiv karakter, at ledelsen derfor altid skal foretage en vurde-ring af, hvorvidt selskabets egenkapital udgør mindre end halvdelen af den tegnede kapital, og at det derfor ikke er tilstrækkeligt, at ledelsen foretager en vurdering af, hvorvidt selskabets egenkapital udgør min-dre end halvdelen af den tegnede kapital, såfremt der er forhold, som indikerer, at selskabets egenkapital udgør mindre end halvdelen af den tegnede kapital.

Det forhold, at en skyldner er insolvent, indebærer som nævnt ikke, at skyldneren har pligt til at indgive konkursbegæring. En skyldner har derfor ikke en konkursretlig pligt til at foretage en vurdering af, hvor-vidt skyldneren er insolvent. Det giver derfor ikke mening at tale om, hvorvidt en skyldners vurdering af, hvorvidt skyldneren er insolvent, er af pro- eller reaktiv karakter. Det er dog vigtigt at være opmærk-som på, at en skyldner ganske vist ikke har en konkursretlig pligt til at foretage en vurdering af, hvorvidt skyldneren er insolvent, men at en skyldner ikke desto mindre har en erstatningsretlig pligt til at foretage

Ledelsens vurdering af going concern er formentlig af proaktiv

karakter. Ledelsen skal derfor formentlig altid foretage en

vurdering af going concern. Det er derfor næppe tilstrækkeligt,

at ledelsen foretager en vurdering af going concern, såfremt der

er forhold, som indikerer, at der er going concern-problemer.


bokS 1: uDvaLGTe Domme om LeDeLSenS eRSTaTnInGSReTLIGe anSvaR I ReLaTIon TIL en evenTueL STanDSnInG af SeLSkabeTS DRIfT.

1 UfR 1998.1137 H kan sammenholdes med FED 1995.741 ØL (begge OKStimist). Denne dom omtales ikke nærmere, idet UfR 1998.1137 H er den for dommen rele-

vante ankedom.

2 UfR 2007.497 H kan sammenholdes med FED 2003.1998 ØL (begge Calypso Verdensrejser). Denne dom omtales ikke nærmere, idet UfR 2007.497 H er den for dom-

men relevante ankedom.

ufR 1998.1137 H (okStimist)1

I denne dom påstod boet – efter at et aktieselskab, som drev en professionel fodboldklub, var blevet erklæret konkurs den 5. januar 1990 – fem medlemmer af selskabets bestyrelse tilpligtet at betale erstatning for tab ved fortsat drift af selskabet i 1989. Højesteret tiltrådte, at konkursboet kunne gøre det erstatningsansvar gældende, som bestyrelsens medlemmer måtte have pådraget sig ved uforsvarligt at fortsætte selskabets drift. På et bestyrelsesmøde i marts 1989 forelå årsregnskabet for 1988 som – trods indtægtsføring og aktivering af kontraktrettigheder vedrørende spil-lerstaben med ca. 500.000 kr. – viste et underskud på ca. 350.000 kr. og tab af hele egenkapitalen. På et møde den 4. april 1989, hvor er resultat-budget for 1989 blev gennemgået, burde bestyrelsen have indset, at videreførelse af selskabet ikke var mulig uden yderligere tab, og bestyrelsen havde derfor handlet uforsvarligt ved at fortsætte driften. Som sagen forelå for Højesteret, blev der ved opgørelsen af tabet ved den fortsatte drift taget udgangspunkt i den i en skønserklæring opgjorte forskel på ca. 1,7 mio. kr. mellem underbalancen henholdsvis den 4. april 1989 og den 5. januar 1990. Forskellige forhold vedrørende den opgjorte underbalance pr. 4. april 1989, herunder omfanget af konkursregulering af spillernes lønkrav, måtte imidlertid medføre en nedsættelse af forskelsbeløbet. De kreditorer, som måtte kunne anses at have accepteret tabsrisikoen, indgik i underbalancen på de to tidspunkter med i alt væsentligt samme beløb, og der var derfor ikke grundlag for at nedsætte forskelsbeløbet yderli-gere. Tabet blev herefter skønsmæssigt fastsat til 1 mio. kr. Der var ikke grundlag for i medfør af AL § 143, stk. 1, at lempe ansvaret for nogen af bestyrelsesmedlemmerne. I det indbyrdes forhold skulle hele erstatningen betales af bestyrelsesformanden – en advokat, hvis erstatningsansvar var dækket af en ansvarsforsikring.

feD 2004.713 vLI denne dom havde et aktieselskab E leveret varer på kredit til en maskinfabrik H, som selv indgav konkursbegæring med fristdag i november 2001. På konkurstidspunktet havde en kreditor K et tilgodehavende på ca. 175.000 kr. Af beløbet vedrørte ca. 131.000 kr. bestillinger i november 2001. H var datterselskab af et aktieselskab M. H havde gennem flere år været underskudsgivende, men det løbende underskud blev efter behov dækket ind af M. Et af bestyrelsesmedlemmerne C var eneaktionær i M. Da H gik konkurs, krævede K erstatning af bestyrelsen i H. Dette blev af-vist af bestyrelsen, hvorefter K anlagde sag mod bestyrelsen med påstand om erstatning under anbringende af, at bestyrelsen havde overtrådt AL § 54, stk. 3, 1. pkt., og at bestyrelsen ved at fortsætte driften under de faktiske økonomiske omstændigheder havde pådraget sig et erstatningsan-svar. De fire bestyrelsesmedlemmer påstod frifindelse og imødegik det af K anførte.Byretten fandt ikke, at det forhold, at § 69a var overtrådt, i sig selv kunne begrunde et erstatningsansvar. På et bestyrelsesmøde den 15. august 2001 var bestyrelsesmedlemmerne klar over, at garantiforpligtelserne væsentligt oversteg, hvad der var budgetteret med, og at eneste overlevel-sesmulighed for selskabet var kapitaltilførsel. Kravet om kapitaltilførsel blev accepteret af M. Frem til den 22. november 2001 steg omfanget af garantiforpligtelser eksplosivt i forhold til det kalkulerede. Ingen af bestyrelsesmedlemmerne kunne have været uvidende om omfanget af garan-tiforpligtelserne, men de sagsøgte – med undtagelse af C – blev i kraft af de tidligere givne garantier fundet at have haft en begrundet tillid til, at M ikke ville lukke kassen med deraf følgende manglende mulighed for videre drift af H. Derfor var disse bestyrelsesmedlemmer ikke erstatnings-ansvarlige. C kendte som de øvrige til den stærkt negative udvikling i H. Da C i kraft af sit ejerskab af M beherskede H’s ”liv eller død”, burde C i august 2001 have sagt fra eller på anden måde sikret sig, at der ikke opstod yderligere risiko for kreditorernes tab. C blev derfor fundet erstat-ningsansvarlig for K’s tab på ca. 175.000 kr. De øvrige sagsøgte blev frifundet.C ankede dommen til landsretten over for K. K ankede over for A, B og D. For landsretten blev der nedlagt samme påstande som for byretten. Landsretten fandt i lighed med byretten ikke, at det forhold, at § 69a var overtrådt, i sig selv kunne føre til, at de fire bestyrelsesmedlemmer var erstatningsansvarlige. Heller ikke bestemmelsen i § 54, stk. 3, 1. pkt., om selskabets kapitalberedskab kunne isoleret set føre til et erstatningsansvar. Landsretten fandt endvidere, at C som den reelle beslutningstager i M havde en særlig forpligtelse i hvert fald fra august 2001 til at sikre, at sel-skabets drift ikke blev fortsat, medmindre det blev sikret, at der blev tilført den nødvendige likviditet til betaling af kreditorerne. Da C intet foretog sig for at sikre dette fra omkring den 1. november 2001, og frem til han besluttede at standse virksomhedens drift, fandt landsretten, at C havde udvist en sådan grad af uagtsomhed, jf. § 140, at han var erstatningsansvarlig for tabet på ca. 131.000 kr. Landsretten tiltrådte efter den rollefor-deling, som var mellem bestyrelsesmedlemmerne, at de tre øvrige ikke var erstatningsansvarlige, hvor-for de øvrige bestyrelsesmedlemmer blev frifundet. Landsretten stadfæstede således byrettens dom, dog med et mindre erstatningsbeløb.

ufR 2007.497 H (calypso verdensrejser)2

I denne dom blev rejseselskabet R etableret den 19. januar 1996 med en egenkapital på 1 mio. kr. Grundlaget for finansieringen af driften var de forudbetalinger, som blev modtaget fra kunderne. Den 17. oktober 1996 blev R erklæret konkurs. Forinden havde R oparbejdet et underskud på ca. 38 mio. kr., og ved konkursens indtræden havde selskabet en negativ egenkapital på ca. 37 mio. kr. Konkursboet K anlagde sag mod selska-bets direktør D, L, som havde stået for R’s daglige ledelse, og fire besty-relsesmedlemmer B med påstand om delvis erstatning for R’s tab, som var opstået på grund af den gæld, der var oparbejdet inden konkursen.Landsretten frifandt de sagsøgte. Højesteret lagde til grund, at årsagen til underskuddet i første række var, at R gennem hele perioden i væsentligt omfang havde solgt rejser til priser, som end ikke dækkede de direkte omkostninger, og fandt, at R gennem hele perioden var blevet drevet på en måde, som måtte betegnes som klart uforsvarlig. Højesteret fandt endvidere, at B i det hele havde forsømt deres forpligtelse til at føre tilsyn med R’s økonomi og forhold i øvrigt, jf. AL § 54, stk. 3, og at hvert medlem af bestyrelsen herved havde udvist en betydelig uagtsomhed. Da et indgreb fra B’s side senest i sommeren 1996 ville have formindsket R’s underskud og dermed kreditorernes tab med mindst de 5 mio. kr., som ud-gjorde K’s erstatningskrav for Højesteret, blev alle de indstævnte dømt til solidarisk at betale dette beløb i erstatning. Der var herved ikke tilstræk-keligt grundlag for at lempe ansvaret for nogen af bestyrelsens medlemmer. I det indbyrdes forhold skulle D og L friholde B, og i det indbyrdes forhold mellem D og L skulle L som den reelle leder af selskabet friholde D.


en vurdering af, hvorvidt skyldneren er insolvent, eller der er risiko for, at skyldneren vil blive insolvent.

Ledelsen har således en erstatningsretlig pligt til at foretage en vur-dering af, hvorvidt det er forsvarligt at fortsætte selskabets drift. Det må antages, at ledelsens vurdering af, hvorvidt det er forsvarligt at fortsætte selskabets drift, er af proaktiv karakter, at ledelsen derfor altid skal foretage en vurdering af, hvorvidt det er forsvarligt at fortsætte selskabets drift, og at det derfor ikke er tilstrækkeligt, at ledelsen fore-tager en vurdering af, hvorvidt det er forsvarligt at fortsætte selskabets drift, såfremt der er forhold, som indikerer, at det ikke er forsvarligt at fortsætte selskabets drift.

Sammenhængen mellem niveauet for ledelsens vurdering af go-ing concern samt selskabs-, konkurs- og erstatningsrettenLedelsen skal vurdere going concern-forudsætningens tilstedeværelse på aktivitetsniveauet. Dette indebærer, at årsrapporten kan udar-bejdes på going concern-basis i relation til en eller flere aktiviteter og på non going concern-basis i relation til en eller flere andre ak-tiviteter, såfremt der er tale om en virksomhed, som består af flere aktiviteter.

Ledelsen har som nævnt en selskabsretlig pligt til at foretage en vur-dering af, hvorvidt selskabets kapitalberedskab er forsvarligt, herunder hvorvidt der er tilstrækkelig likviditet til at opfylde selskabets nuvæ-rende og fremtidige forpligtelser, efterhånden som de forfalder. Det forhold, at der er tale om selskabets kapitalberedskab, og at kapitalbe-redskabet skal være forsvarligt i forhold til selskabets drift, indebærer, at der er tale om virksomheds- og ikke aktivitetsniveauet, hvilket i denne forbindelse vil sige selskabsniveauet.

Ledelsen har også en selskabsretlig pligt til at foretage en vurdering af, hvorvidt selskabets egenkapital udgør mindre end halvdelen af den tegnede kapital. Det forhold, at der er tale om, at selskabets egenka-pital kan udgøre mindre end halvdelen af den tegnede kapital, inde-bærer også, at der er tale om virksomheds- og ikke aktivitetsniveauet, hvilket også i denne forbindelse vil sige selskabsniveauet.

En skyldners bo skal som nævnt tages under konkursbehandling, såfremt skyldneren er insolvent, og det begæres af skyldneren eller en fordringshaver. Såfremt der er tale om en virksomhed, omfatter skyldnerens bo hele virksomheden og ikke virksomhedens enkelte aktiviteter. Dette gælder også, såfremt der er tale om en virksomhed, som drives i selskabsform. Der er derfor tale om virksomheds- og ikke aktivitetsniveauet.

En skyldner har som nævnt ikke en konkursretlig pligt til at foretage en vurdering af, hvorvidt skyldneren er insolvent. Det giver derfor ikke mening at tale om, hvorvidt en skyldners vurdering af, hvorvidt skyldneren er insolvent, skal foretages på virksomheds- eller aktivitets-niveauet. Der er derimod blot tale om, at skyldnerens bo – såfremt der er tale om en virksomhed – omfatter hele virksomheden og ikke virksomhedens enkelte aktiviteter. Dette gælder enhver vurdering af,

hvorvidt en skyldner er insolvent, uanset om vurderingen foretages af skyldneren selv, en fordringshaver eller skifteretten.

Ledelsen har som nævnt en erstatningsretlig pligt til at foretage en vurdering af, hvorvidt det er forsvarligt at fortsætte selskabets drift. Det forhold, at der er tale om selskabets drift, indebærer, at der er tale om virksomheds- og ikke aktivitetsniveauet, hvilket i denne forbindelse vil sige selskabsniveauet.

Sammenhængen mellem den tidsmæssige placering af ledelsens vurdering af going concern samt selskabs-, konkurs- og erstat-ningsrettenDen tidsmæssige placering af ledelsens vurdering af going concernLedelsens vurdering af going concern skal foretages på tidspunktet for ledelsens godkendelse af årsrapporten.

Der er som nævnt tale om en løbende forpligtelse for ledelsen til at være opmærksom på, om selskabets kapitalberedskab er forsvarligt, herunder hvorvidt der er tilstrækkelig likviditet til at opfylde selskabets nuværende og fremtidige forpligtelser, efterhånden som de forfalder. Dette indebærer, at det ikke er tilstrækkeligt for den eventuelle besty-relse eller det eventuelle tilsynsråd én gang årligt, for eksempel i for-bindelse med udarbejdelsen og aflæggelsen af årsrapporten, at tage stilling til, om selskabets kapitalberedskab er forsvarligt, ligesom det naturligvis ikke er tilstrækkeligt for direktionen én gang årligt at sikre, at selskabets kapitalberedskab er forsvarligt.

Det fremgår af bemærkningerne til SL § 115, nr. 5, at den eventu-elle bestyrelse (eller det eventuelle tilsynsråd) løbende skal gøre sig bekendt med og forholde sig til selskabets økonomiske, herunder likviditetsmæssige, situation og i den forbindelse tage stilling til, om situationen er økonomisk forsvarlig, og at den eventuelle bestyrelse (eller det eventuelle tilsynsråd) løbende bør vurdere kapitalselskabets finansielle stilling, jf. FT 2008-2009, tillæg A, sp. 5279 ad § 115. Dette indikerer også, at der er tale om en løbende forpligtelse for ledelsen til at være opmærksom på, om selskabets kapitalberedskab er forsvarligt.

Der er også tale om en løbende forpligtelse for ledelsen til at være op-mærksom på, om selskabets egenkapital udgør mindre end halvdelen af den tegnede kapital. Dette indebærer, at det heller ikke er tilstrækkeligt for ledelsen én gang årligt, for eksempel i forbindelse med udarbejdel-sen og aflæggelsen af årsrapporten, at tage stilling til, om selskabets egenkapital udgør mindre end halvdelen af den tegnede kapital.

Det fremgår af bemærkningerne til SL § 119, at denne bestemmelse både gælder, såfremt tabet konstateres ved udarbejdelsen af årsregn-skabet, og såfremt selskabet udsættes for en pludselig og voldsom økonomisk tilbagegang i løbet af regnskabsåret, og at ledelsen har et ansvar for løbende at overvåge selskabets finansielle stilling, jf. FT 2008-2009, tillæg A, sp. 5279 ad § 119. Dette indikerer også, at der er tale om en løbende forpligtelse for ledelsen til at være opmærksom på, om selskabets egenkapital udgør mindre end halvdelen af den tegnede kapital.


Det konkursretlige insolvensbegreb omtales ikke nærmere i denne forbindelse, idet det ikke giver mening at tale om den tidsmæssige placering af en skyldners vurdering af, hvorvidt skyldneren er insol-vent.

Ledelsen har som nævnt en erstatningsretlig pligt til at foretage en vurdering af, hvorvidt det er forsvarligt at fortsætte selskabets drift. Der er tale om en løbende forpligtelse for ledelsen til at være op-mærksom på, om det er forsvarligt at fortsætte selskabets drift. Dette indebærer, at det ikke er tilstrækkeligt for ledelsen én gang årligt, for eksempel i forbindelse med udarbejdelsen og aflæggelsen af årsrap-porten, at tage stilling til, om det er forsvarligt at fortsætte selskabets drift.

Det forhold, at ledelsens vurdering af going concern skal foretages på tidspunktet for ledelsens godkendelse af årsrapporten, er således ikke ensbetydende med, at det er tilstrækkeligt, at ledelsen foretager en vurdering af going concern på dette tidspunkt, idet det er nød-vendigt, at ledelsen løbende er opmærksom på, dels om selskabets kapitalberedskab er forsvarligt, og om selskabets egenkapital udgør mindre end halvdelen af den tegnede kapital, dels om det i det hele taget er forsvarligt at fortsætte selskabets drift.

Tidshorisonten for ledelsens vurdering af going concernDer skal anvendes en tidshorisont på mindst 12 måneder fra balance-tidspunktet i forbindelse med ledelsens vurdering af going concern.

Ledelsen har som nævnt en selskabsretlig pligt til at foretage en vur-dering af, hvorvidt selskabets kapitalberedskab er forsvarligt, herunder hvorvidt der er tilstrækkelig likviditet til at opfylde selskabets nuværen-de og fremtidige forpligtelser, efterhånden som de forfalder. Det for-hold, at der er tale om selskabets kapitalberedskab, og det forhold, at der skal være tilstrækkelig likviditet til at opfylde selskabets nuværende og fremtidige forpligtelser, efterhånden som de forfalder, indebærer, at der skal anvendes en vis tidshorisont i forbindelse med ledelsens vurdering af, hvorvidt selskabets kapitalberedskab er forsvarligt, idet selskabets kapitalberedskab samt opfyldelse af selskabets nuværende og fremtidige forpligtelser er udtryk for noget fremadrettet.

Det fremgår af bemærkningerne til SL § 115, nr. 5, at der ved vur-deringen af, hvorvidt selskabets kapitalberedskab kan siges at være forsvarligt, særligt skal lægges vægt på det fremadrettede, det vil sige selskabets budgetter mv., jf. FT 2008-2009, tillæg A, sp. 5279 ad § 115. Dette indikerer også, at der skal anvendes en vis tidshorisont i forbindelse med ledelsens vurdering af, hvorvidt selskabets kapitalbe-redskab er forsvarligt.

Den tidshorisont, som skal anvendes i forbindelse med ledelsens vurdering af, hvorvidt selskabets kapitalberedskab er forsvarligt, er formentlig længere end den tidshorisont, som skal anvendes i for-bindelse med ledelsens vurdering af going concern, idet det næppe er tilstrækkeligt, at selskabets kapitalberedskab er forsvarligt i mindst 12 måneder. Hertil kommer, at den tidshorisont, som skal anvendes

i forbindelse med ledelsens vurdering af going concern, regnes fra balancetidspunktet, hvilket ikke giver mening i forhold til ledelsens vurdering af, hvorvidt selskabets kapitalberedskab er forsvarligt, idet der som nævnt er tale om en løbende forpligtelse for ledelsen at være opmærksom på, om selskabets kapitalberedskab er forsvarligt.

Den tidshorisont, som anvendes i forbindelse med ledelsens vurde-ring af going concern, kan variere fra virksomhed til virksomhed eller – såfremt der er tale om virksomheder, som drives i selskabsform – fra selskab til selskab. Det samme kan siges om den tidshorisont, som anvendes i forbindelse med ledelsens vurdering af, hvorvidt selskabets kapitalberedskab er forsvarligt.

Det fremgår af bemærkningerne til SL § 115, nr. 5, at definitionen på et forsvarligt kapitalberedskab vil variere fra selskab til selskab, og at et sel skab med stabile indtægter og et begrænset investeringsbe-hov således typisk har brug for mindre egenkapital end et nystartet kapitalselskab, som oplever større usikkerhed om indtjeningspoten-tialet og større behov for nyinvesteringer, jf. FT 2008-2009, tillæg A, sp. 5279 ad § 115. Dette indikerer også, at den tidshorisont, som anvendes i forbindelse med ledelsens vurdering af, hvorvidt selskabets kapitalberedskab er forsvarligt, kan variere fra selskab til selskab.

Ledelsen har også en selskabsretlig pligt til at foretage en vurdering af, hvorvidt selskabets egenkapital udgør mindre end halvdelen af den tegnede kapital. Det forhold, at selskabet har ”tabt” halvdelen af den tegnede kapital, såfremt selskabets egenkapital udgør mindre end halvdelen af den tegnede kapital, indebærer, at der – i modsæt-ning til ledelsens vurdering af, hvorvidt selskabets kapitalberedskab er forsvarligt – slet ikke skal anvendes nogen tidshorisont i forbindelse med ledelsens vurdering af, hvorvidt selskabets egenkapital udgør mindre end halvdelen af den tegnede kapital, idet den tegnede kapi-tal – i modsætning til selskabets kapitalberedskab samt opfyldelse af selskabets nuværende og fremtidige forpligtelser – er udtryk for noget bagudrettet.

En skyldner er som nævnt insolvent, såfremt skyldneren ikke kan op-fylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, medmindre be-talingsudygtigheden må antages at være forbigående. Det forhold, at en skyldner ikke er insolvent, selv om skyldneren ikke kan opfylde sine forpligtelser, efterhånden som de forfalder, såfremt betalingsudygtig-heden må antages at være forbigående, indebærer, at der skal anven-des en vis tidshorisont i forbindelse med en vurdering af, hvorvidt en skyldner er insolvent.

I modsætning til den tidshorisont, som skal anvendes i forbindelse med ledelsens vurdering af, hvorvidt selskabets kapitalberedskab er forsvarligt, er den tidshorisont, som skal anvendes i forbindelse med en vurdering af, hvorvidt en skyldner er insolvent, væsentligt kortere end den tidshorisont, som skal anvendes i forbindelse med ledelsens vurdering af going concern, idet betalingsudygtigheden ikke kan siges at være forbigående, såfremt skyldneren ikke kan opfylde sine for-pligtelser, efterhånden som de forfalder, i mindst 12 måneder. Hertil

Der er tale om en løbende forpligtelse for ledelsen til at være opmærk-

som på, om det er forsvarligt at fortsætte selskabets drift. Dette indebæ-

rer, at det ikke er tilstrækkeligt for ledelsen én gang årligt, for eksempel

i forbindelse med udarbejdelsen og aflæggelsen af årsrapporten, at tage

stilling til, om det er forsvarligt at fortsætte selskabets drift.


kommer, at den tidshorisont, som skal anvendes i forbindelse med ledelsens vurdering af going concern, regnes fra balancetidspunktet, hvilket ikke giver mening i forhold til en vurdering af, hvorvidt en skyldner er insolvent.

En skyldner har som nævnt ikke en konkursretlig pligt til at foretage en vurdering af, hvorvidt skyldneren er insolvent. Det giver derfor ikke mening at tale om, hvilken tidshorisont som skal anvendes i forbin-delse med en skyldners vurdering af, hvorvidt skyldneren er insolvent. Der er derimod blot tale om, at der skal anvendes en vis tidshorisont i forbindelse med en vurdering af, hvorvidt en skyldner er insolvent. Dette gælder enhver vurdering af, hvorvidt en skyldner er insolvent, uanset om vurderingen foretages af skyldneren selv, en fordringshaver eller skifteretten.

Ledelsen har som nævnt en erstatningsretlig pligt til at foretage en vurdering af, hvorvidt det er forsvarligt at fortsætte selskabets drift. Det forhold, at der er tale om selskabets drift, indebærer, at der – li-gesom ledelsens vurdering af, hvorvidt selskabets kapitalberedskab er forsvarligt – skal anvendes en vis tidshorisont i forbindelse med le-delsens vurdering af, hvorvidt det er forsvarligt at fortsætte selskabets drift, idet selskabets drift er udtryk for noget fremadrettet.

I modsætning til den tidshorisont, som skal anvendes i forbindelse med ledelsens vurdering af, hvorvidt selskabets kapitalberedskab er forsvarligt, er den tidshorisont, som skal anvendes i forbindelse med ledelsens vurdering af, hvorvidt det er forsvarligt at fortsætte selska-bets drift, væsentligt kortere end den tidshorisont, som skal anvendes i forbindelse med ledelsens vurdering af going concern. Hertil kommer, at den tidshorisont, som skal anvendes i forbindelse med ledelsens vurdering af going concern, regnes fra balancetidspunktet, hvilket ikke giver mening i forhold til ledelsens vurdering af, hvorvidt det er for-svarligt at fortsætte selskabets drift, idet der som nævnt er tale om en løbende forpligtelse for ledelsen til at være opmærksom på, om det er forsvarligt at fortsætte selskabets drift.

Den tidshorisont, som anvendes i forbindelse med ledelsens vurde-ring af, hvorvidt selskabets kapitalberedskab er forsvarligt, kan som nævnt variere fra selskab til selskab. Det samme kan siges om den tidshorisont, som anvendes i forbindelse med ledelsens vurdering af, hvorvidt det er forsvarligt at fortsætte selskabets drift.

Sammenhængen mellem indholdet af ledelsens vurdering af go-ing concern samt selskabs-, konkurs- og erstatningsrettenLedelsen skal tage hensyn til ’… alle givne oplysninger …’ i forbin-delse med vurderingen af going concern. Dette har karakter af en generalklausul for indholdet af ledelsens vurdering af going concern. Indholdet af ledelsens vurdering af going concern afhænger af ’… den enkelte virksomheds forhold’. Dette hænger sammen med ge-neralklausulen for indholdet af ledelsens vurdering af going concern, idet indholdet af denne generalklausul naturligvis afhænger af ’… den enkelte virksomheds forhold’.

Det selskabsretlige kapitalberedskabsbegreb er som nævnt forment-lig både et likviditets- og et soliditetsmæssigt begreb. Det selskabsret-lige kapitaltabsbegreb er derimod alene et soliditets-, ikke et likvidi-tetsmæssigt, begreb. Det vil sige, at ledelsens selskabsretlige ansvar i relation til going concern samlet set formentlig både er et likviditets- og et soliditetsmæssigt ansvar. Det konkursretlige insolvensbegreb er derimod alene et likviditets-, ikke et soliditetsmæssigt, begreb.

Ledelsens regnskabsretlige ansvar i relation til er derimod hverken et likviditets- eller et soliditetsmæssigt ansvar men et bredere ansvar, som ikke blot relaterer sig til virksomhedens likviditet og soliditet men til, hvorvidt det er realistisk, at virksomheden kan fortsætte driften inden for den relevante tidshorisont. Det samme kan siges om ledelsens erstatningsretlige ansvar i relation til going concern, som relaterer sig til, hvorvidt det er forsvarligt at fortsætte selskabets drift. Det forhold, at det er realistisk, at virksomheden kan fortsætte driften inden for den relevante tidshorisont, henholdsvis at det er forsvarligt at fortsætte selskabets drift, forudsætter dog, at der i det mindste er tilstrækkelig likviditet til, at dette er realistisk henholdsvis forsvarligt.

Ledelsen skal som nævnt tage hensyn til ’… alle givne oplysninger …’ i forbindelse med vurderingen af going concern. Dette omfatter blandt andet oplysninger om virksomhedens likviditet og soliditet. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at ledelsen ikke kan nøjes med at tage hensyn til oplysninger om virksomhedens likviditet og soliditet i forbindelse med vurderingen af going concern, idet ledelsen netop skal tage hensyn ’… alle givne oplysninger …’ i forbindelse med denne vurdering.

Det fremgår af bemærkningerne til SL § 115, nr. 5, at spørgsmålet om, hvilket materiale der bør tilgå den eventuelle bestyrelse (eller det eventuelle tilsynsråd) for, at den kan tage stilling til selskabets kapital-beredskab, og dermed spørgsmålet om, hvilke oplysninger den even-tuelle bestyrelse (eller det eventuelle tilsynsråd) skal tage hensyn til i forbindelse med vurderingen af, hvorvidt selskabets kapitalberedskab er forsvarligt, vil afhænge af de konkrete forhold i det enkelte selskab, herunder selskabets størrelse og organisation, jf. FT 2008-2009, tillæg A, sp. 5279 ad § 115.

Sammenhængen mellem overbevisningskriteriet for ledelsens vurdering af going concern samt selskabs-, konkurs- og erstat-ningsrettenOverbevisningskriteriet for ledelsens vurdering af going concern er et realismekriterium. Årsrapporten skal således udarbejdes på going concern-basis, såfremt ledelsen vurderer, at det er realistisk, at virk-somheden kan fortsætte driften inden for den relevante tidshorisont. Årsrapporten skal derimod udarbejdes på non going concern-basis, såfremt ledelsen vurderer, at det ikke er realistisk, at virksomheden kan fortsætte driften inden for den relevante tidshorisont.

Det forhold, at selskabets kapitalberedskab er forsvarligt, herunder at der er tilstrækkelig likviditet til at opfylde selskabets nuværende

Ledelsens regnskabsretlige ansvar i relation til er derimod hverken et likviditets-

eller et soliditetsmæssigt ansvar men et bredere ansvar, som ikke blot relaterer

sig til virksomhedens likviditet og soliditet men til, hvorvidt det er realistisk, at

virksomheden kan fortsætte driften inden for den relevante tidshorisont.


og fremtidige forpligtelser, efterhånden som de forfalder, indebærer som udgangspunkt, at det er realistisk, at virksomheden kan fortsætte driften inden for den relevante tidshorisont. Dette forhold indebærer således som udgangspunkt, at overbevisningskriteriet for ledelsens vurdering af going concern er opfyldt, og at årsrapporten derfor skal udarbejdes på going concern-basis.

Det forhold, at selskabets kapitalberedskab ikke er forsvarligt, inde-bærer derimod ikke nødvendigvis, at det ikke er realistisk, at selskabet kan fortsætte driften inden for den relevante tidshorisont. Dette for-hold indebærer således ikke nødvendigvis, at overbevisningskriteriet for ledelsens vurdering af going concern ikke er opfyldt, og at årsrap-porten derfor skal udarbejdes på non going concern-basis.

Det forhold, at selskabets kapitalberedskab er forsvarligt, er således som udgangspunkt en tilstrækkelig men ikke en nødvendig betingelse for, at overbevisningskriteriet for ledelsens vurdering af going con-cern er opfyldt, og at årsrapporten derfor skal udarbejdes på going concern-basis. Det forhold, at selskabets kapitalberedskab ikke er forsvarligt, er derimod hverken en nødvendig eller en tilstrækkelig be-tingelse for, at overbevisningskriteriet for ledelsens vurdering af going concern ikke er opfyldt, og at årsrapporten derfor skal udarbejdes på non going concern-basis.

Det forhold, at selskabets egenkapital udgør mindre end halvdelen af den tegnede kapital, indebærer ikke nødvendigvis, at det ikke er realistisk, at selskabet kan fortsætte driften inden for den relevante tidshorisont. Dette forhold indebærer således ikke nødvendigvis, at overbevisningskriteriet for ledelsens vurdering af going concern ikke er opfyldt, og at årsrapporten derfor skal udarbejdes på non going concern-basis.

Det forhold, at selskabets egenkapital ikke udgør mindre end halvde-len af den tegnede kapital, indebærer heller ikke nødvendigvis, at det er realistisk, at selskabet kan fortsætte driften inden for den relevante tidshorisont. Dette forhold indebærer således ikke nødvendigvis, at overbevisningskriteriet for ledelsens vurdering af going concern er opfyldt, og at årsrapporten derfor skal udarbejdes på going concern-basis.

Det forhold, at selskabets egenkapital udgør mindre end halvdelen af den tegnede kapital, er således hverken en nødvendig eller en tilstrækkelig betingelse for, at overbevisningskriteriet for ledelsens vur-dering af going concern ikke er opfyldt, og at årsrapporten derfor skal udarbejdes på non going concern-basis, ligesom det forhold, at sel-skabets egenkapital ikke udgør mindre end halvdelen af den tegnede kapital, hverken er en nødvendig eller en tilstrækkelig betingelse for, at overbevisningskriteriet for ledelsens vurdering af going concern er opfyldt, og at årsrapporten derfor skal udarbejdes på going concern-basis.

Det forhold, at en virksomhed er insolvent, indebærer, at det ikke er realistisk, at virksomheden kan fortsætte driften inden for den rele-vante tidshorisont. Dette forhold indebærer således, at overbevisnings-

kriteriet for ledelsens vurdering af going concern ikke er opfyldt, og at årsrapporten derfor skal udarbejdes på non going concern-basis.

Det forhold, at en virksomhed ikke er insolvent, indebærer derimod ikke nødvendigvis, at det er realistisk, at virksomheden kan fortsætte driften inden for den relevante tidshorisont. Dette forhold indebærer således ikke nødvendigvis, at overbevisningskriteriet for ledelsens vurdering af going concern er opfyldt, og at årsrapporten derfor skal udarbejdes på going concern-basis.

Det forhold, at en virksomhed er insolvent, er således en tilstrækkelig men ikke en nødvendig betingelse for, at overbevisningskriteriet for le-delsens vurdering af going concern ikke er opfyldt, og at årsrapporten derfor skal udarbejdes på non going concern-basis. Det forhold, at en virksomhed ikke er insolvent, er derimod hverken en nødvendig eller en tilstrækkelig betingelse for, at overbevisningskriteriet for ledelsens vurdering af going concern er opfyldt, og at årsrapporten derfor skal udarbejdes på going concern-basis.

Det forhold, at det ikke er forsvarligt at fortsætte selskabets drift, indebærer ikke nødvendigvis, at det er realistisk, at selskabet kan fortsætte driften inden for den relevante tidshorisont. Dette forhold indebærer således ikke nødvendigvis, at overbevisningskriteriet for ledelsens vurdering af going concern er opfyldt, og at årsrapporten derfor skal udarbejdes på going concern-basis.

Det forhold, at det ikke er forsvarligt at fortsætte selskabets drift, indebærer derimod, at det ikke er realistisk, at selskabet kan fortsætte driften inden for den relevante tidshorisont. Dette forhold indebærer således, at overbevisningskriteriet for ledelsens vurdering af going con-cern ikke er opfyldt, og at årsrapporten derfor skal udarbejdes på non going concern-basis.

Det forhold, at det er forsvarligt at fortsætte selskabets drift, er så-ledes hverken en nødvendig eller en tilstrækkelig betingelse for, at overbevisningskriteriet for ledelsens vurdering af going concern er opfyldt, og at årsrapporten derfor skal udarbejdes på going concern-basis. Det forhold, at det ikke er forsvarligt at fortsætte selskabets drift, er derimod en tilstrækkelig men ikke en nødvendig betingelse for, at overbevisningskriteriet for ledelsens vurdering af going concern ikke er opfyldt, og at årsrapporten derfor skal udarbejdes på non going concern-basis.

oversigt over sammenhængen mellem regnskabs-, selskabs-, kon-kurs- og erstatningsretten i relation til going concernTabel 3 indeholder en oversigt over sammenhængen mellem det regnskabsretlige going concern-begreb og dermed ledelsens regn-skabsretlige ansvar i relation til going concern, de selskabsretlige kapitalberedskabs- og kapitaltabsbegreber og dermed ledelsens selskabsretlige ansvar i relation til going concern, det konkursretlige insolvensbegreb samt ledelsens erstatningsretlige ansvar i relation til going concern.


5. Sammenhængen mellem regnskabs- og revisionsret-ten i relation til going concernGenerelt om sammenhængen mellem retsområderneSammenhængen mellem ledelsens regnskabs-, selskabs- og erstat-ningsretlige ansvar i relation til going concern består som tidligere nævnt overordnet i, at alle disse ansvarsområder på forskellig måde relaterer sig til fortsættelse af virksomhedens eller – såfremt der er tale om en virksomhed, som drives i selskabsform – selskabets drift.

Ledelsens regnskabsretlige ansvar i relation til going concern rela-terer sig til fortsættelse af virksomhedens eller selskabets drift derved, at ledelsen skal foretage en vurdering af going concern og dermed fortsat drift i forbindelse med udarbejdelsen og aflæggelsen af årsrap-porten. Dette er udtryk for en regnskabsretlig pligt.

Revisors revisionsretlige ansvar i relation til going concern relaterer

sig også til fortsættelse af virksomhedens eller selskabets drift, nemlig derved at revisor skal foretage en efterprøvelse af ledelsens vurdering af going concern og dermed fortsat drift i forbindelse med revisionen af årsrapporten. Dette er udtryk for en revisionsretlig pligt.

Sammenhængen mellem ledelsens regnskabs- og revisors revisions-retlige ansvar i relation til going concern består således overordnet i, at både ledelsen og revisor skal foretage en vurdering af going con-cern og dermed fortsat drift.

Ud over denne overordnede sammenhæng mellem ledelsens regnskabs-, selskabs- og erstatningsretlige ansvar i relation til going concern, er der naturligvis også den grundlæggende forskel mellem disse ansvarsområder, at ansvarsområderne relaterer sig til forskellige retsområder i form af regnskabs-, selskabs-, og erstatningsretten.

Ledelsens regnskabsretlige ansvar i relation til going concern har til

Retsområder Regnskabsretten Selskabsretten konkursretten erstatningsretten

Begreber Going concern-forudsætningen og dermed det regn-skabsretlige going concern-begreb. For eksempel her...

Det selskabsretlige kapitalberedskabsbe-greb. Og her...

Det selskabsretlige kapitaltabsbegreb o.s.v.

Det konkursretlige insolvensbegreb

–

Ansvarsområder Ledelsens regnskabs-retlige ansvar i rela-tion til going concern

Ledelsens selskabsretlige ansvar i relation til going concern

– Ledelsens erstat-ningsretlige ansvar i relation til going concern

Regulering ÅRL § 13, stk. 1, nr. 4.

RV 1 (ajourført), af-snit 44-46.

RV’en for mindre virksomheder (ajour-ført), afsnit 3.3.1

SL § 115, nr. 5, § 116, nr. 5, og § 118, stk. 2

SL § 119 KL §§ 17 og 18 –

Ledelsens pro- eller reaktive vurdering af going concern

Formentlig proaktiv vurdering



– Formentlig proaktiv vurdering

Niveauet for ledel-sens vurdering af going concern

Aktivitetsniveauet Selskabsniveauet Selskabsniveauet Virksomhedsniveauet Selskabsniveauet

Den tidsmæssige placering af ledelsens vurdering af going concern

Tidspunktet for ledel-sens godkendelse af årsrapporten

Løbende forpligtelse Løbende forpligtelse – Løbende forpligtelse

Tidshorisonten for ledelsens vurdering af going concern

Mindst 12 måneder fra balancetidspunk-tet

Formentlig længere end 12 måneder

Ingen tidshorisont Væsentligt kortere end 12 måneder

Væsentligt kortere end 12 måneder

Indholdet af ledelsens vurdering af going concern

Hverken likviditet eller soliditet men bredere

Formentlig både likviditet og soliditet

Alene soliditet Alene likviditet Hverken likviditet eller soliditet men bredere

Overbevisningskri-teriet for ledelsens vurdering af going concern

Realismekriterium Hvis selskabets ka-pitalberedskab er forsvarligt, er over-bevisningskriteriet som udgangspunkt opfyldt.

Ellers ingen nødven-dig sammenhæng

Ingen nødvendig sammenhæng

Hvis en virksomhed er insolvent, er over-bevisningskriteriet ikke opfyldt.

Eller ingen nødven-dig sammenhæng

Hvis det ikke er for-svarligt at fortsætte selskabets drift, er overbevisningskrite-riet ikke opfyldt.

Ellers ingen nødven-dig sammenhæng

TabeL 3: SammenHænGen meLLem ReGnSkabS-, SeLSkabS-, konkuRS- oG eRSTaTnInGSReTTen I ReLaTIon TIL GoInG conceRn


formål at sikre, at ledelsen foretager en vurdering af going concern og dermed fortsat drift i forbindelse med udarbejdelsen og aflæggelsen af årsrapporten. Formålet med dette er at sikre, at ledelsen tager stilling til, dels om der er going concern-problemer, som der skal oplyses om i årsrapporten, dels om going concern-forudsætningen er til stede, og dermed om årsrapporten skal udarbejdes på going concern- eller non going concern-basis. Ledelsens regnskabsretlige ansvar i relation til go-ing concern har således til formål at sikre, at oplysninger om eventuelle going concern-problemer kommer til regnskabsbrugernes kendskab.

Revisors revisionsretlige ansvar i relation til going concern har til formål at sikre, at revisor foretager en efterprøvelse af ledelsens vurdering af going concern og dermed fortsat drift i forbindelse med revisionen af årsrapporten. Formålet med dette er at sikre, at revisor tager stilling til, dels om der er going concern-problemer, som ledelsen skal oplyse om i årsrapporten, dels om going concern-forudsætningen er til stede, og dermed om ledelsen skal udarbejde årsrapporten på going concern- eller non going concern-basis. Li-gesom ledelsens regnskabsretlige ansvar i relation til going concern har revisors revisionsretlige ansvar på dette område således til formål at sikre, at oplysninger om eventuelle going concern-problemer kommer til regnskabsbrugernes kendskab. Det er i den forbindelse i princippet uden betydning, om disse oplysninger kommer til regn-skabsbrugernes kendskab i årsrapporten eller revisionspåtegningen. Det er derimod næppe uden betydning, om oplysningerne stammer fra ledelsen eller revisor, idet regnskabsbrugerne formentlig tillægger oplysninger fra revisor større vægt eller i hvert fald større objektivitet end oplysninger fra ledelsen.

Ud over denne overordnede sammenhæng mellem ledelsens regn-skabs- og revisors revisionsretlige ansvar i relation til going concern, er der også den nødvendige sammenhæng mellem ledelsens regnskabs- og revisors revisionsretlige ansvar på dette område, at revisors revisi-onsretlige ansvar i relation til going concern i vidt omfang må følge ledelsens regnskabsretlige ansvar på dette område.

Reguleringen af revisors revisionsretlige ansvar i relation til going concernRevisors revisionsretlige ansvar i relation til going concern er både re-guleret i den danske revisionsmæssige regulering og den internationa-le revisionsmæssige regulering i form af reguleringen fra IAASB. Revi-sors revisionsretlige ansvar i relation til going concern er i den forbin-delse både reguleret på lovgivnings-, standard- og udtalelsesniveau. Revisors revisionsretlige ansvar i relation til going concern er derimod ikke reguleret i den fællesskabsretlige revisionsmæssige regulering.

I den danske revisionsmæssige regulering er revisors revisionsretlige

ansvar i relation til going concern hovedsageligt reguleret i RS 570 (ajourført) og RS U 570 (omskrevet).12 13 RS U 570 (omskrevet) blev udsendt i december 2009 og havde kommenteringsfrist i april 2010 men er endnu ikke udsendt i endelig form. Når udkastet udsendes i endelig form, vil det erstatte RS 570 (ajourført). Dette ser ud til at ske med virkning for regnskabsperioder, som slutter den 15. december 2011 eller senere.

I reguleringen fra IAASB er revisors revisionsretlige ansvar i relation til going concern hovedsageligt reguleret i ISA 570 (redrafted).14 RS U 570 (omskrevet) er baseret på denne standard.

Tabel 4 indeholder en oversigt over reguleringen af revisors revisi-onsretlige ansvar i relation til going concern.

væsentlige elementer i revisors vurdering af og rapportering om going concern i revisionspåtegningenLigesom ledelsens vurdering af going concern kan revisors vurdering af og rapportering om going concern i revisionspåtegningen også opdeles i en række væsentlige elementer. Der er tale om følgende væ-sentlige elementer:15

Revisors pro- eller reaktive vurdering af going concern•Niveauet for revisors vurdering af going concern•Den tidsmæssige placering af og tidshorisonten for revisors vurde-•ring af going concernIndholdet af revisors vurdering af going concern•Overbevisningskriteriet for revisors rapportering om going concern •i revisionspåtegningen

Disse væsentlige elementer kan sammenlignes direkte med de væsent-lige elementer i ledelsens vurdering af going concern.

I de følgende afsnit omtales sammenhængen mellem de væsentlige elementer i ledelsens vurdering af going concern samt de væsentlige elementer i revisors vurdering af og rapportering om going concern i revisionspåtegningen.

Sammenhængen mellem ledelsens henholdsvis revisors pro- eller reaktive vurdering af going concernRevisors vurdering af going concern er formentlig af proaktiv karakter. Revisor skal derfor formentlig altid skal foretage en vurdering af going concern. Det er derfor næppe tilstrækkeligt, at revisor foretager en vurdering af going concern, såfremt der er forhold, som indikerer, at der er going concern-problemer.

Der er således sammenfald mellem ledelsens henholdsvis revisors pro- eller reaktive vurdering af going concern, idet både ledelsens og revisors vurdering af going concern formentlig er af proaktiv karakter.

Den danske revisionsmæssige regulering Den internationale revisionsmæssige regulering – IaaSb

Lovgivning Erklæringsbekendtgørelsen –

Standarder RS 570 (ajourført) og RS U 570 (omskrevet)RS 701 og RS U 706 (ajourført og omskrevet)1

ISA 570 (redrafted)ISA 706 (revised and redrafted)4

Udtalelser UR 2007-32 –

Øvrig ”soft law” Erklæringsvejledningen og diverse notater m.v. Diverse notater m.v.

TabeL 4: ReGuLeRInGen af RevISoRS RevISIonSReTLIGe anSvaR I ReLaTIon TIL GoInG conceRn

1 RS 701: Modifikationer af den uafhængige revisors påtegning og RS U 706: Supplerende oplysninger vedrørende forhold i regnskabet og andre forhold i den uafhæn-

gige revisors erklæring (ajourført og omskrevet).

2 UR 2007-3: Modifikation af den uafhængige revisors påtegning (forbehold og supplerende oplysninger).


Det må antages, at dette indebærer, at både ledelsen og revisor oftere opdager eventuelle going concern-problemer. Det er i sig selv en for-del, at der er sammenfald mellem ledelsens henholdsvis revisors pro- eller reaktive vurdering af going concern, idet revisor da har bedre mulighed for at opdage eventuelle going concern-problemer, som ledelsen ikke har opdaget, og gøre ledelsen opmærksom på disse pro-blemer, ligesom det omvendte naturligvis også kan forekomme, selv om det formentlig er sjældent, at ledelsen gør revisor opmærksom på eventuelle going concern-problemer, som revisor ikke har opdaget. Det er i det hele taget mest hensigtsmæssigt, at der formentlig er sammenfald mellem ledelsens henholdsvis revisors pro- eller reaktive vurdering af going concern, idet det som udgangspunkt ikke er hen-sigtsmæssigt at pålægge revisor at tage stilling til noget, som ledelsen ikke også har et ansvar for at tage stilling til.

Sammenhængen mellem niveauet for ledelsens henholdsvis revi-sors vurdering af going concernDer fremgår intet af den revisionsmæssige regulering, som indikerer noget om niveauet for revisors vurdering af going concern. Niveauet for revisors vurdering af going concern må dog nødvendigvis følge niveauet for ledelsens vurdering af going concern, idet der ellers risike-rer at opstå en situation, hvor der er tale om en virksomhed, som be-står af flere aktiviteter, og ledelsen retmæssigt udarbejder årsrapporten på going concern-basis i relation til en eller flere aktiviteter og på non going concern-basis i relation til en eller flere andre aktiviteter, men revisor alligevel er nødt til at afgive en modificeret revisionspåtegning i form af en revisionspåtegning med en afkræftende konklusion, hvil-ket naturligvis ikke er hensigtsmæssigt.

Ledelsen skal som tidligere nævnt vurdere going concern-forud-sætningens tilstedeværelse på aktivitetsniveauet. Dette indebærer, at revisor også skal vurdere going concern-forudsætningens tilstedevæ-relse på aktivitetsniveauet. Der er således per definition sammenfald mellem niveauet for ledelsens henholdsvis revisors vurdering af go-ing concern.

Det forhold, at ledelsen skal vurdere going concern-forudsætningens tilstedeværelse på aktivitetsniveauet, indebærer som tidligere nævnt, at årsrapporten kan udarbejdes på going concern-basis i relation til en eller flere aktiviteter og på non going concern-basis i relation til en eller flere andre aktiviteter, såfremt der er tale om en virksomhed, som består af flere aktiviteter. Det er derfor en fordel, at ledelsen skal vurdere going concern-forudsætningens tilstedeværelse på aktivitetsni-veauet. Det er derfor også en fordel, at revisor også skal vurdere going concern-forudsætningens tilstedeværelse på aktivitetsniveauet, idet revisor da kan lægge ledelsens eventuelle vurdering af going concern-forudsætningens tilstedeværelse på aktivitetsniveauet til grund for sin vurdering af going concern.

Sammenhængen mellem den tidsmæssige placering af og tids-horisonten for ledelsens henholdsvis revisors vurdering af going concernDen tidsmæssige placering af ledelsens henholdsvis revisors vurdering af going concernLedelsens vurdering af going concern skal som tidligere nævnt foreta-ges på tidspunktet for ledelsens godkendelse af årsrapporten.

Det er derimod ikke tilstrækkeligt, at revisor foretager en vurdering af going concern på tidspunktet for revisors afgivelse af revisionspå-tegningen, idet det er nødvendigt, at revisor er opmærksom på going concern-problemer igennem hele revisionsprocessen, herunder i både planlægnings-, udførelses- samt afslutnings- og rapporteringsfasen.

Der er således som udgangspunkt ikke sammenfald mellem den tids-mæssige placering af ledelsens henholdsvis revisors vurdering af going concern, Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på følgende forhold.

For det første skal revisors vurdering af going concern som ud-gangspunkt foretages på tidspunktet for revisors afgivelse af revision-spåtegningen, hvilket som udgangspunkt er sammenfaldende med tidspunktet for ledelsens godkendelse af årsrapporten. Det er derfor som udgangspunkt uden betydning, at ledelsens vurdering af going concern skal foretages på tidspunktet for ledelsens godkendelse af årsrapporten, hvorimod revisors vurdering af going concern som udgangspunkt skal foretages på tidspunktet for revisors afgivelse af revisionspåtegningen, idet disse to tidspunkter som udgangspunkt er sammenfaldende.

For det andet er det heller ikke tilstrækkeligt, at ledelsen foretager en vurdering af going concern på tidspunktet for ledelsens godken-delse af årsrapporten, idet det som tidligere nævnt er nødvendigt, at ledelsen er opmærksom på, dels om selskabets kapitalberedskab er forsvarligt, herunder om der er tilstrækkelig likviditet til at opfylde selskabets nuværende og fremtidige forpligtelser, efterhånden som de forfalder, og om selskabets egenkapital udgør mindre end halvdelen af den tegnede kapital, dels om det i det hele taget er forsvarligt at fortsætte selskabets drift. Det forhold, at det ikke er tilstrækkeligt, at revisor foretager en vurdering af going concern på tidspunktet for revisors afgivelse af revisionspåtegningen, men at det er nødvendigt, at revisor er opmærksom på going concern-problemer igennem hele revisionsprocessen, er således ikke unikt for revisors vurdering af go-ing concern, men kan siges også at gælde for ledelsens vurdering af going concern, såfremt analysen af sammenhængen mellem ledelsens regnskabs- og revisors revisionsretlige ansvar i relation til going con-cern udvides til også at omfatte ledelsens selskabs- og erstatningsret-lige ansvar på dette område.

Selv om der som udgangspunkt ikke er sammenfald mellem den tidsmæssige placering af ledelsens henholdsvis revisors vurdering af going concern, er der således i realiteten sammenfald mellem den tids-mæssige placering af disse vurderinger. Dette skyldes, at de forskelle,


som umiddelbart eksisterer mellem den tidsmæssige placering af vur-deringerne, så at sige ”udviskes”, såfremt analysen af sammenhængen mellem ledelsens regnskabs- og revisors revisionsretlige ansvar i rela-tion til going concern udvides til også at omfatte ledelsens selskabs- og erstatningsretlige ansvar på dette område. Dette understreger vigtig-heden af ikke at betragte den regnskabs- og revisionsmæssige regule-ring isoleret fra for eksempel den selskabsretlige regulering.

Tidshorisonten for ledelsens henholdsvis revisors vurdering af going concernDen tidshorisont, som anvendes i forbindelse med revisors vurdering af going concern, skal være den samme som den tidshorisont, som anvendes i forbindelse med ledelsens vurdering af going concern. Der skal derfor også anvendes en tidshorisont på mindst 12 måneder fra balancetidspunktet i forbindelse med revisors vurdering af going con-cern. Der er således per definition sammenfald mellem tidshorisonten for ledelsens henholdsvis revisors vurdering af going concern.

Sammenhængen mellem indholdet af ledelsens henholdsvis revi-sors vurdering af going concernLedelsen skal som tidligere nævnt tidligere tage hensyn til ’… alle givne oplysninger …’ i forbindelse med vurderingen af going con-cern. Det samme kan siges om revisors vurdering af going concern, idet revisor også skal tage hensyn til ’… alle givne oplysninger …’ i forbindelse med vurderingen af going concern. Det er i det hele taget mest hensigtsmæssigt, at ledelsen og revisor i videst muligt omfang tager hensyn til de samme oplysninger i forbindelse med vurderingen af going concern, idet forskellige oplysninger i sig selv kan resultere i forskellige udfald af ledelsens henholdsvis revisors vurdering af going concern. Det kan naturligvis sagtens forekomme, at ledelsens hen-holdsvis revisors vurdering af going concern får i forskellige udfald, men dette bør ikke være resultatet af forskellige oplysninger men deri-mod forskellige vurderinger af samme oplysninger.

Indholdet af ledelsens vurdering af going concern afhænger af ’… den enkelte virksomheds forhold’. Det samme kan siges om revisors vurdering af going concern, idet indholdet af denne vurdering også afhænger af ’… den enkelte virksomheds forhold’.

Revisor har to overordnede ansvarsområder i relation til going con-cern. For det første skal revisor ’… overveje hensigtsmæssigheden af ledelsens anvendelse af going concern-forudsætningen ved udarbej-delsen af regnskabet …’. Ud over revisor er dette ansvarsområde også relevant for ledelsen, idet ledelsen også skal ’… overveje hensigtsmæs-sigheden af … [anvendelsen] af going concern-forudsætningen ved udarbejdelsen af regnskabet …’. For det andet skal revisor ’… over-veje, om der er betydelig usikkerhed omkring virksomhedens evne til at fortsætte driften, som skal oplyses i regnskabet’. Ud over revisor er dette ansvarsområde også relevant for ledelsen, idet ledelsen også skal ’… overveje, om der er betydelig usikkerhed omkring virksomhedens

evne til at fortsætte driften, som skal oplyses i regnskabet’.Der kan således siges at være sammenfald mellem indholdet af

ledelsens henholdsvis revisors vurdering af going concern. For så vidt angår den regnskabsmæssige regulering, skyldes dette, at både ledelsen og revisor skal tage hensyn til ’… alle givne oplysninger …’ i forbindelse med vurderingen af going concern, ligesom indholdet af både ledelsens og revisors vurdering af going concern afhænger af ’… den enkelte virksomheds forhold’. For så vidt angår den revisionsmæs-sige regulering, skyldes det, at de to overordnede ansvarsområder, som påhviler revisor i relation til going concern, også er relevante for ledelsen.

Sammenhængen mellem overbevisningskriteriet for ledelsens vurdering af henholdsvis revisors rapportering om going concern i revisionspåtegningenOverbevisningskriteriet for ledelsens vurdering af going concern er som tidligere nævnt et realismekriterium. Årsrapporten skal således udarbejdes på going concern-basis, såfremt ledelsen vurderer, at det er realistisk, at virksomheden kan fortsætte driften inden for den re-levante tidshorisont. Årsrapporten skal derimod udarbejdes på non going concern-basis, såfremt ledelsen vurderer, at det ikke er realistisk, at virksomheden kan fortsætte driften inden for den relevante tidsho-risont.

Det fremgår blot af den revisionsmæssige regulering, at der gælder et overbevisningskriterium for revisors rapportering om going concern i revisionspåtegningen. Der fremgår imidlertid intet af denne regule-ring, som indikerer noget om indholdet af overbevisningskriteriet for revisors rapportering om going concern i revisionspåtegningen.

Overbevisningskriteriet for revisors rapportering om going concern i revisionspåtegningen knytter sig imidlertid til begrebet høj grad af sikkerhed og er derfor et kvalificeret sikkerhedskriterium. Revisor skal således ikke afgive en modificeret revisionspåtegning i form af en revisionspåtegning med en afkræftende konklusion, såfremt årsrap-porten er udarbejdet på going concern-basis, og revisor vurderer, at virksomheden med høj grad af sikkerhed kan fortsætte driften inden for den relevante tidshorisont. Revisor skal derimod afgive en mo-dificeret revisionspåtegning i form af en revisionspåtegning med en afkræftende konklusion, såfremt årsrapporten er udarbejdet på going concern-basis, og revisor vurderer, at virksomheden ikke med høj grad af sikkerhed kan fortsætte driften inden for den relevante tidshorisont.

Spørgsmålet er herefter, hvorvidt der er sammenfald mellem overbe-visningskriteriet for ledelsens vurdering af henholdsvis revisors rappor-tering om going concern i revisionspåtegningen.

Det må antages, at det forhold, at det er realistisk, at virksomheden kan fortsætte driften inden for den relevante tidshorisont, er ensbety-dende med, at virksomheden med høj grad af sikkerhed kan fortsætte driften inden for denne tidshorisont, ligesom det må antages, at det forhold, at det ikke er realistisk, at virksomheden kan fortsætte driften

Den tidshorisont, som anvendes i forbindelse med revisors vurdering

af going concern, skal være den samme som den tidshorisont, som an-

vendes i forbindelse med ledelsens vurdering af going concern. Der skal

derfor også anvendes en tidshorisont på mindst 12 måneder fra balan-

cetidspunktet i forbindelse med revisors vurdering af going concern.


inden for den relevante tidshorisont, er ensbetydende med, at virksom-heden ikke med høj grad af sikkerhed kan fortsætte driften inden for denne tidshorisont. Dette skyldes, at overbevisningskriteriet for revisors rapportering om going concern i revisionspåtegningen nødvendigvis må følge overbevisningskriteriet for ledelsens vurdering af going con-cern, idet der ellers risikerer at opstå en situation, hvor ledelsen ret-mæssigt udarbejder årsrapporten på going concern-basis, men revisor alligevel er nødt til at afgive en modificeret revisionspåtegning i form af en revisionspåtegning med en afkræftende konklusion, hvilket naturlig-vis ikke er hensigtsmæssigt. Der er således per definition sammenfald mellem overbevisningskriteriet for ledelsens vurdering af henholdsvis revisors rapportering om going concern i revisionspåtegningen.

Oversigt over sammenhængen mellem ledelsens regnskabs- og revisors revisionsretlige ansvar i relation til going concernTabel 5 indeholder en oversigt over sammenhængen mellem ledelsens regnskabs- og revisors revisionsretlige ansvar i relation til going concern.

6. afslutning og konklusionerLedelsens ansvar i relation til going concernDer påhviler ikke blot ledelsen et regnskabsretligt men også et selskabs- og erstatningsretligt ansvar i relation til going concern. Ledelsens regn-skabsretlige ansvar i relation til going concern relaterer sig til going con-cern-forudsætningen og dermed det regnskabsretlige going concern-begreb. Ledelsens selskabsretlige ansvar i relation til going concern rela-terer sig til de selskabsretlige kapitalberedskabs- og kapitaltabsbegreber. Ledelsens erstatningsretlige ansvar i relation til going concern relaterer sig til eventuel standsning af selskabets drift. Herudover er det konkurs-retlige insolvensbegreb også relevant i relation til going concern.

Sammenhængen mellem det regnskabsretlige going concern-begreb og dermed ledelsens regnskabsretlige ansvar i relation til going con-cern, de selskabsretlige kapitalberedskabs- og kapitaltabsbegreber og dermed ledelsens selskabsretlige ansvar i relation til going concern, det konkursretlige insolvensbegreb samt ledelsens erstatningsretlige ansvar i relation til going concern består overordnet i, at alle disse be-greber og ansvarsområder på forskellig måde relaterer sig til fortsæt-telse af virksomhedens eller – såfremt der er tale om en virksomhed, som drives i selskabsform – selskabets drift. Der er derfor ikke over-raskende, at der er visse ligheder mellem begreberne og ansvarsområ-derne. Det er imidlertid heller ikke overraskende, at der også er visse forskelle mellem begreberne og ansvarsområderne, idet begreberne og ansvarsområderne relaterer sig til forskellige retsområder i form af regnskabs-, selskabs-, konkurs- og erstatningsretten.

Revisors ansvar i relation til going concernLigesom der påhviler ledelsen et regnskabsretligt ansvar i relation til going concern påhviler der revisor et revisionsretligt ansvar på dette

område. Ud over et regnskabsretligt ansvar påhviler der imidlertid også ledelsen et selskabs- og erstatningsretligt ansvar i relation til going concern. Det giver derimod ikke mening at tale om revisors selskabsretlige ansvar i relation til going concern, ligesom revisors erstatningsretlige ansvar i relation til going concern – selv om det faktisk giver mening at tale om dette ansvar – i vidt omfang sammen-faldende med – eller afledt af – revisors revisionsretlige ansvar på dette område. Ledelsens selskabs- og erstatningsretlige ansvar i relation til going concern er derimod kun i begrænset omfang sammenfaldende med ledelsens regnskabsretlige ansvar på dette område.

Sammenhængen mellem ledelsens regnskabs- og revisors revisions-retlige ansvar i relation til going concern består overordnet i, at både ledelsen og revisor skal foretage en vurdering af going concern og dermed fortsat drift. Ledelsens vurdering af going concern og dermed fortsat drift skal naturligvis foretages i forbindelse med udarbejdelsen og aflæggelsen af årsrapporten, hvorimod revisors vurdering heraf skal foretages i forbindelse med revisionen af årsrapporten. Der er derfor ikke overraskende, at der er mange ligheder mellem ledelsens regn-skabs- og revisors revisionsretlige ansvar i relation til going concern, idet der i begge tilfælde er tale om ansvar i relation til going concern. Det er imidlertid heller ikke overraskende, at der også – i hvert fald umiddelbart – er enkelte forskelle mellem ledelsens regnskabs- og revi-sors revisionsretlige ansvar i relation til going concern, idet der er tale om ledelsens henholdsvis revisors ansvar.

Ud over denne overordnede sammenhæng mellem ledelsens regn-skabs- og revisors revisionsretlige ansvar i relation til going concern, er der også den nødvendige sammenhæng mellem ledelsens regnskabs- og revisors revisionsretlige ansvar på dette område, at revisors revisi-onsretlige ansvar i relation til going concern i vidt omfang må følge ledelsens regnskabsretlige ansvar på dette område.

Sammenhængen mellem ledelsens og revisors ansvar i relation til go-ing concern er således på den ene side så ”tæt”, som det er nødvendigt som følge af, at der i begge tilfælde er tale om ansvar i relation til go-ing concern, men på den anden side så ”løs”, som det er nødvendigt som følge af, at der er tale om ledelsens henholdsvis revisors ansvar. Ledelsens og revisors ansvar i relation til going concern kan ikke være fuldstændigt sammenfaldende, idet ledelsen og revisor har forskellige opgaver og pligter, hvilket nødvendigvis må give sig udslag i et forskel-ligt ansvar på dette område. Omvendt kan ledelsens og revisors ansvar i relation til going concern ikke være så forskelligt, at den fælles relation til going concern går tabt. Sammenhængen mellem ledelsens og revi-sors ansvar i relation til going concern opstår således som en balance mellem det fælles ansvarsobjekt i form af going concern og de forskel-lige ansvarssubjekter i form af ledelsen henholdsvis revisor.

Artiklen viser overordnet, at det er nødvendigt at inddrage andre retsområder end regnskabs- og revisionsretten for at få et mere fuld-stændigt billede af ledelsens og revisors ansvar i relation til going concern.

ud over denne overordnede sammenhæng mellem ledelsens regnskabs- og revisors

revisionsretlige ansvar i relation til going concern, er der også den nødvendige

sammenhæng mellem ledelsens regnskabs- og revisors revisionsretlige ansvar på

dette område, at revisors revisionsretlige ansvar i relation til going concern i vidt

omfang må følge ledelsens regnskabsretlige ansvar på dette område.


Ledelsens regnskabsretlige an-svar relation til going concern

Revisors revisionsretlige ansvar i relation til going concern

Sammenhængen mellem ledelsens regnskabs- og revisors revisionsretlige ansvar i relation til going concern

Ledelsens henholdsvis revisors pro- eller reaktive vurdering af going concern

Formentlig proaktiv vurdering Formentlig proaktiv vurdering Sammenfald mellem ledelsens regnskabs- og revisors revisions-retlige ansvar i relation til going concern

Niveauet for ledelsens henholds-vis revisors vurdering af going concern

Aktivitetsniveauet Aktivitetsniveauet Per definition sammenfald mellem ledelsens regnskabs- og revisors revisionsretlige ansvar i relation til going concern Niveauet for revisors vurdering af going concern må nødvendigvis følge niveauet for ledelsens vurde-ring af going concern

Den tidsmæssige placering af ledelsens henholdsvis revisors vur-dering af going concern

Tidspunktet for ledelsens godken-delse af årsrapportenLedelsen skal dog løbende være opmærksom på, dels om selska-bets kapitalberedskab er forsvar-ligt, og om selskabet har ”tabt” halvdelen af selskabskapitalen, dels om det i det hele taget er forsvarligt at fortsætte selskabets drift

Som udgangspunkt tidspunktet for revisors afgivelse af revisions-påtegningen Revisor skal dog være opmærk-som på going concern-problemer igennem hele revisionsprocessen, herunder i både planlægnings-, udførelses- samt afslutnings- og rapporteringsfasen

I realiteten sammenfald mel-lem den ledelsens regnskabs- og revisors revisionsretlige ansvar i relation til going concern, såfremt ledelsens selskabs- og erstatnings-retlige ansvar på dette område medtages

Tidshorisonten for ledelsens henholdsvis revisors vurdering af going concern

Mindst 12 måneder fra balance-tidspunktet

Mindst 12 måneder fra balance-tidspunktet

Per definition sammenfald mellem ledelsens regnskabs- og revisors revisionsretlige ansvar i relation til going concernDen tidshorisont, som anvendes i forbindelse med revisors vurde-ring af going concern, skal være den samme som den tidshorisont, som anvendes i forbindelse med ledelsens vurdering af going concern

Indholdet af ledelsens henholds-vis revisors vurdering af going concern

Ledelsen skal tage hensyn til ’… alle givne oplysninger …’ i forbin-delse med vurderingen af going concernIndholdet af ledelsens vurdering af going concern afhænger af ’… den enkelte virksomheds forhold’

Revisor skal foretage en vurdering af going concern-forudsætningens tilstedeværelse samt tilstedeværel-sen af going concern-problemer og tilstrækkeligheden af oplys-ninger om eventuelle sådanne problemer i årsrapporten

I realiteten sammenfald mellem ledelsens regnskabs- og revisors revisionsretlige ansvar i relation til going concern

Overbevisningskriteriet for ledel-sens vurdering af henholdsvis revisors rapportering om going concern i revisionspåtegningen

Realismekriterium Kvalificeret sikkerhedskriterium (høj grad af sikkerhed)

Per definition sammenfald mellem ledelsens regnskabs- og revisors revisionsretlige ansvar i relation til going concernOverbevisningskriteriet for revisors rapportering om going concern i revisionspåtegningen må nødven-digvis følge overbevisningskriteriet for ledelsens vurdering af going concern

TabeL 5: SammenHænGen meLLem LeDeLSenS ReGnSkabS- oG RevISoRS RevISIonSReTLIGe anSvaR I ReLaTIon TIL GoInG conceRn


forkortelser4. direktiv årsregnskabsdirektivet, Rådets direktiv nr.

1978/660 af 25. juli 1978 på grundlag af trakta-

tens artikel 54, stk. 3, litra g, om årsregnskaberne

for visse selskabsformer med senere ændringer

AL aktieselskabsloven, bekendtgørelse nr. 649 af

15. juni 2006 af lov om aktieselskaber med senere

ændringer

ApL anpartsselskabsloven, bekendtgørelse nr. 650 af

15. juni 2006 af lov om anpartsselskaber med

senere ændringer

erklæringsbekendtgørelsen Erhvervs- og Selskabsstyrelsens bekendtgørelse nr.

668 af 26. juni 2008 om godkendte revisorers

erklæringer

erklæringsvejledningen Erhvervs- og Selskabsstyrelsens vejledning af marts

2009 om godkendte revisorers erklæringer

FED Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling

FT Folketingstidende

H Højesteret

IAS International Accounting Standard

(nu International Financial Reporting Standard –

IFRS) (IASB)

IASB International Accounting Standards Board

IFAC International Federation of Accountants

IFRS International Financial Reporting Standard (IASB)

ikrafttrædelsesbekendtgørelsen Erhvervs- og Selskabsstyrelsens bekendtgørelse nr.

172 af 22. februar 2010 om delvis ikrafttræden af

selskabsloven

ISA International Standard on Auditing (IAASB)

IAASB International Auditing and Assurance Standards

Board (IFAC)

KL konkursloven, bekendtgørelse nr. 1259 af

23. oktober 2007 af konkursloven med senere

ændringer

RS Revisionsstandard (Revisionsteknisk Udvalg)

RV regnskabsvejledning (Regnskabsteknisk Udvalg)

SL selskabsloven, lov nr. 470 af 12. juni 2009 om

aktie- og anpartsselskaber med senere ændringer

SMV’er små og mellemstore virksomheder

U udkast

UfR Ugeskrift for Retsvæsen

VL Vestre Landsret

ØL Østre Landsret

ÅRL årsregnskabsloven, bekendtgørelse nr. 395 af

25. maj 2009 af årsregnskabsloven med senere

ændringer

LitteraturSeehausen, Jesper (2009a): Going concern (1) – ledelsens ansvar i re-lation til going concern, Revision & Regnskabsvæsen, nr. 6, pp. 12-26Seehausen, Jesper (2009b): Going concern (2) – revisors ansvar i rela-tion til going concern (a) – revisors vurdering af going concern, Revi-sion & Regnskabsvæsen, nr. 7, pp. 24-37Seehausen, Jesper (2009c): Going concern (3) – revisors ansvar i rela-tion til going concern (b) – revisors rapportering om going concern, Revision & Regnskabsvæsen, nr. 8, pp. 12-25Seehausen, Jesper (2009d): Going concern (4) – domme og afgørelser i relation til going concern, Revision & Regnskabsvæsen, nr. 9, pp. 40-52Seehausen, Jesper (2011): Going concern i retligt perspektiv – ledel-sens og revisors ansvar, København: Thomson ReutersUdvalget til modernisering af selskabsretten (2008): Modernisering af selskabsretten, betænkning nr. 1498, København: Økonomi- og Erhvervsministeriet

Noter1 Forfatteren ønsker at takke statsautoriseret revisor Poul Erik Olsen fra KPMG for

konstruktive kommentarer.

2 Der kan også henvises til fremstillingerne hos Seehausen (2009a, 2009b, 2009c

og 2009d).

3 RV 1: Årsrapporten, dens formål og indhold (ajourført).

4 Framework for the preparation and presentation of financial statements.

5 IAS 1: Presentation of financial statements (revised).

6 Disse bestemmelser erstatter tilsammen AL § 54, stk. 3, 1. pkt.

7 Denne bestemmelse erstatter AL § 69a og ApL § 52.

8 Udvalget til modernisering af selskabsretten (2008, p. 38).

9 Denne dom er det eneste eksempel på ledelsens erstatningsretlige ansvar i

relation til en eventuel standsning af selskabets drift, som nævnes i betænkning

nr. 1498 om modernisering af selskabsretten (Udvalget til modernisering af sel-

skabsretten, 2008, p. 37).

10 Disse væsentlige elementer er omtalt i fremstillingen hos Seehausen (2009a).

11 RS 570: Going concern (ajourført).

12 RS U 570: Fortsat drift (going concern) (omskrevet).

13 ISA 570: Going concern (redrafted).

14 Disse væsentlige elementer er omtalt i fremstillingerne hos Seehausen (2009b

og 2009c). Fremstillingen hos Seehausen (2009b) omhandler revisors vurdering

af going concern. Fremstillingen hos Seehausen (2009c) omhandler derimod

revisors rapportering om going concern.

going concern i retligt perspektiv – ledelsens og revisors ansvar

Documents