interviewsamling - haderslevstift.dk · samir – fra irak til Ågerup (roskilde stift) ... lektor...

MABUHAY

MINGALA BA

Med andre øjne Migranters møde med folkekirken

INTERVIEWSAMLINGMigrantåbne menigheder

Tips og idéer

WELCOMEVELKOMMEN KARIBU

BIENVENUE


Migrantåbne menigheder- tips og idéer

Redaktion: Birthe Munck-Fairwood, Tværkulturelt Center

Konsulent:Sociolog Dorte Kappelgaard, Kirkefondet

Grafisk tilrettelæggelse: minigrafiskFotos: side 11: John Mills; side 20: Holstebro Kirke, Vibeke Ettrup Larsen og Birgitte Møldrup; side 32: Gellerup Kirke og Samuelsen; side 43: Egon Nielsen. Hvor intet andet er anført: BMF

Oplag: 1.000Tryk: Trykkeriet Friheden

September 2014

ISBN: 978-87-994128-1-5

Statistik: Statistikbanken, juli 2014

Udgivet af Tværkulturelt CenterRyesgade 68 C 2100 København Ø3536 6535

[email protected]

- med støtte fra Den folkekirkelige Udviklingsfondog Y’s Men Region Danmark

Andre kirkelige organisationer, der arbejder med migranter:

Danmission: www.danmission.dkIndre Missions Tværkulturelle Arbejde (IKC): www.imta.dk

Kirkernes Integrations Tjeneste (KIT): www.kit-danmark.dk Luthersk Mission: www.dlm.dk/integrationstilbud

Hjemmeside oprettet af Folkekirkens mellemkirkelige Råd:www.migrantmenigheder.dk

MIGRANT: En person, der flytter fra et land til et andet end det, hvor vedkommende oprindelig var statsborger

- enten frivilligt (indvandrere/immigranter) eller ufrivilligt (flygtninge og asylansøgere)

Om Tværkulturelt Center: Tværkulturelt Center er et folkekirkeligt netværk og

resourcecenter, der i 20 år har hjulpet flygtninge og indvandrere til en god start i Danmark. Centret er

et samarbejde mellem 170 sogne, migrant menigheder, kirkelige organisationer og lokale mødesteder m.fl.

Læs mere: www.tvaerkulturelt-center.dk

- fra indvandrere til medvandrere

Oversigt over stiftspræster og andre ressource- personer i folkekirken og de folkekirkelige organisationer:

www. tvaerkulturelt-center.dkSe Fagpersoner

Migranters møde med folkekirkenHans Raun Iversen

Migranter i Danmark– Hvem er de?

Set fra folkekirken (I)

Den migrantåbne folkekirkeEn indvandrerpræsts perspektiv

Set fra folkekirken (II)

Medlemskab af folkekirken

Start her: Den første kontakt

Tips og idéer

Udlændingestatistik

Migrantåbne folkekirker– Sådan gør vi

Chinchin – fra Myanmar til Ølgod (Ribe Stift)

Christophe – fra Burundi til Vejle (Haderslev Stift)

Clement – fra Nigeria til Aarhus (Aarhus Stift)

Edvard – fra Armenien til Odense (Fyens Stift)

Elizabeth – fra Filippinerne til Kolding (Haderslev Stift)

Farsheed – fra Iran til Thyregod (Haderslev Stift)

Garon – fra Mauritius til Danmark

George og Susan – fra Indien til Aarhus (Aarhus/Kbh. Stift)

Ghazaleh – fra Teheran til Tårnby (Københavns Stift)

Ibrahim – fra Syrien til Silkeborg (Viborg Stift)

Manett – fra Polen til Køge (Roskilde Stift)

Naeem – fra Pakistan til Værløse (Helsingør Stift)

Nazih – fra Syrien til Lolland (Lolland-Falster Stift)

Patrick – fra Nigeria til Billund (Ribe Stift)

Sabina – bindestregsdansker fra Fåborg (Fyens Stift)

Samir – fra Irak til Ågerup (Roskilde Stift)

Sarah – fra Uganda til Brønderslev (Aalborg Stift)

Zina – fra Bagdad til Birkerød (Helsingør Stift)

4-5

6

21

32

33

46

47

48-49

50

51

8-9

10-11

12-13

14-15

16-17

18-19

20

22-23

24-25

26-27

28-29

30-31

34-35

36-37

38-39

40-41

42-43

44-45

Interviews

Indledning | side 4

Historier om migranters integration i folkekirken er altid værd at lytte til. Nogle er opløftende

og tager udgangspunkt i migranters glæde og taknemmelighed over mødet med en kristen kirke i Danmark og med præster og kirkegængere, der viste dem interesse og opmærksomhed. Andre har negative erfaringer med folkekirken som bag-side. For folkekirken tager sig til tider ret blakket ud set med flygtninges og indvandreres øjne. Det er svært at komme udenom, når man læser denne undersøgelse.

Min første erfaring med kristne indvandrere stammer fra besøg i indvandrerkirker i England i 1970’erne. På grund af den tidlige indvandring i den gamle kolonimagt var der allerede dengang både 2. og 3. generations indvandrere blandt disse kristne. Mange var meget radikale i deres kritik af den anglikanske kirke. Over en bred kam lød der fordømmelser over arrogancen blandt de engelske kristne, fordi de unges forældre og bedsteforældre ofte havde fået en kold skulder i den etablerede kirke, da de først kom til Eng-land, selv om mange af dem var anglikanere.

Måler man en kirkes størrelse ud fra opslut-ningen til gudstjenesterne, udgør frikirker, migrantmenigheder og den katolske kirke måske omkring halvdelen af det samlede bil-lede af kirken i Danmark. Vurderes en kirke ud fra antallet af medlemmer og kirkelige hand-linger for medlemmerne samt antallet af kirke-bygninger ud over landet, er folkekirken stadig meget dominerende i det kirkelige billede.

Gentager folkekirken i dag den anglikanske kirkes fejl? Man kan jo undskylde sig med, at migranter sjældent er lutherske kristne og i hvert fald ikke med folkekirkeligt tilsnit. Til de fleste gudstjenester i folkekirken er det svært at få øje på de mange farver, som findes blandt kristne i Danmark i dag. I 2013 lagde omkring 50 folkekirker, 10 missionshuse og 53 frikirker lokaler til migrantmenigheders gudstjenester – og hertil kommer de menigheder, der mødes andre steder eller har deres egne bygninger. To kirker i København, Bavnehøj og Fredens Kirke, er i dag enten solgt eller udlejet til en migrantmenighed i højmessetiden.

At så mange folkekirker lægger hus til migrantmenigheder er selvsagt positivt. Men Danmarks flygtninge og indvandrere bor spredt ud over landet, og mange steder er der langt til en migrantmenighed. Hvordan går det mon rundt om i Danmark, hvor kristne migrantfami-lier bor nabo til en folkekirke, men ofte med stor afstand til andre kirker? En god del af svaret kan man få i denne undersøgelse fra Tværkul-turelt Center. Den bringer 18 interviews med kristne migranter, der er aktive i folkekirke- menigheder ud over landet. Her bliver det tydeligt, at flygtninge og indvandrere er dybt afhængige af, at de kommer i kontakt med en tværkulturelt åben kirke. Og dem er der heldigvis ganske mange af. Men desværre gælder det langt fra alle danske kirker. Mange er fysisk lukkede, når eksempelvis asylansøgere opsøger den nær-meste kirke. Andre viser sig at være det mentalt,

Migranters møde med folkekirken

Om undersøgelsen Med andre øjne inddrager erfaringer fra 10 stifter og omfatter 18 interviews med nydanskere fortalt til BMF samt seks folkekirke- præsters perspektiver. Interview personerne er i alderen 20-70 år og kom til Danmark i perioden 1975-2013. Syv er flygt-ninge, en er asyl ansøger, tre er arbejds migranter, seks er familiesammen- førte, og en er født i Dan-mark. De kommer fra 15 lande i Afrika, Asien, Mellemøsten og Europa og har rødder i prote-stan tiske, ortodokse og katolske kirker i hjem-landet. Tre er tidligere muslimer, og en er hindu.

side 5 | Indledning

Faktorer, der har betydning for, om migranter vælger folkekirken:

· Kirkens geografiske nærhed

· Det første indtryk: Er jeg velkommen her?

· Personlige relationer til præsten/andre i menigheden

· Kulturelt åbne samværsformer ud over højmessen

· Muligheder for at bidrage og få medansvar

hvis en flygtning eller indvandrer skulle komme indenfor. Det vidner en del af disse beretninger om. Kristne migranter har simpelt hen brug for en hånd fra folkekirken. Nogle klarer sig, fordi de er gift med en kirkeligt indstillet dansker. Andre har mødt en præst eller andre kirkeligt aktive danskere med sans for deres situation. Nogle supplerer folkekirken med fællesskabet i en migrantmenighed. De, der kun kommer i folkekirken og trives der, kommer som oftest i kirker, der supplerer den danske højmesse med kulturelt åbne samværsformer og måske tilbud om et børnearbejde, hvor migranternes børn kan være sammen med danske børn i kristne rammer.

De 18 interviews er så spækkede med ram-mende udtrykte erfaringer, at man kunne samle flere sider med lærerige citater – både de posi-tive, hvor migranter blev lukket ind og mødt med åbenhed og inkludering, og de negative, hvor det ikke lykkedes, og migranter følte sig lukket ude. Det er god pædagogik, når Tværkulturelt Center her som altid i sin virksomhed søger at løfte de positive historier frem. Alligevel pibler de ikke altid så positive erfaringer frem gennem sprækkerne, især når migranter fortæller om det første møde med folkekirken, mens de var asyl-ansøgere, nyankomne flygtninge eller på anden måde nye i Danmark.

Undersøgelsen samles op i en række råd og vink om nogle overkommelige ting, man kan gøre, hvis der skulle dukke en kristen migrant op

i den lokale kirke, eller hvis man kerer sig om de ca. 260.000 kristne flygtninge og indvandrere, der bor spredt ud over folkekirkens sogne. Det er afdækningen af enkeltpersonernes unikke tros- og identitetsudviklingshistorie, der er undersøgelsens styrke. Birthe Munck-Fairwood mestrer det korte interview, der alligevel lader læseren komme tæt på den enkelte person. På den måde er det en både oplysende og udfor-drende undersøgelse, Tværkulturelt Center kan udsende. Man må håbe, at denne udgivelse vil blive læst og eftertænkt grundigt i brede kredse i folkekirken, som har været med til at sponso-rere undersøgelsen gennem Den folkekirkelige Udviklingsfond.

Det kan være, at opmærksomme læsere vil få øje på, at de menigheder og præster, der nævnes eller citeres, er bredt forankret i midten af dansk kirkeliv – og en del til højre for midten. Måske skyldes det, at der ikke er så meget at fortælle om kirkeligt integrationsarbejde i for eksempel grundtvigske menigheder? Det kan man håbe, at vi får nærmere belyst en anden god gang.

Hans Raun IversenLektor i Praktisk TeologiLeder af Center for KirkeforskningKøbenhavns Universitet

Migranter i Danmark | side 6

Migranter i DanmarkHvem er de?

HVOR MANGEOprindelseslande: Se side 50Alle af udenlandsk herkomst: 637.843- heraf udl. statsborgere: 400.231- født i Danmark: 153.140Kilde: Danmarks Statistik, juli 2014

RELIGION Kristen baggrund: ca. 42 pct.Muslimsk baggrund: ca. 39 pct.Hindu eller buddhistisk baggrund: ca. 6 pct.Andet: ca. 13 pct.Kilde: Netavisen Sameksistens 2013. Beregning foretaget med udgangspunkt i religionsfordeling i indvandrere, flygtninge og efterkommeres oprindelseslande med CIA’s ”The World Factbook” som kilde.

OPHOLDSGRUNDLAGUdenlandske statsborgere kan kun opholde sig i Danmark, hvis de opfylder visse betingelser. Muligheder afhænger blandt andet af nationalitet. Nordiske statsborgere kan frit opholde sig, studere og arbejde i Danmark. EU/EØS-statsborgere kan indrejse og opholde sig her i en kortere periode - og i længere tid, hvis de arbejder eller studerer. Statsborgere fra andre lande kan søge om opholdstilladelse på bag-grund af asyl, familiesammenføring, arbejde eller studier.

FLYGTNINGE: Mennesker, der ufrivilligt har forladt deres hjemland pga. krig, eller fordi de risikerer forfølgelse, fængsel eller tortur på grund af race, reli-gion, nationalitet, etnisk tilhørsforhold, politisk overbevisning eller lignende. I 2013 fik 3.806 flygtninge asyl i Danmark.

ASYLANSØGERE: Personer, der søger om anerkendelse som flygtninge. I asyl-proceduren undersøges ansøgerens forklaring. Asylansøgere skal i udgangs-punktet opholde sig i et asylcenter. Sagsbehandlingen tager op til et år - og i nogle tilfælde væsentlig længere. I 2013 modtog Danmark 7.557 asylansøgere. Den største gruppe kom fra Syrien.

KVOTEFLYGTNINGE: Gennem UNHCR modtager Danmark hvert år ca. 500 flygtninge direkte fra flygtningelejre rundt omkring i verden. Blandt de største grupper de senere år er burme-sere, bhutanesere, congolesere, syd- sudanesere og colombianere.

FAMILIESAMMENFØRING: Personer med opholdstilladelse i Danmark kan søge om familiesammenføring med ægte-fælle og mindreårige børn. I 2013 kom 5.112 personer hertil gennem familie- sammenføring.

ARBEJDSMIGRANTER: Personer, der af egen vilje er rejst til et andet land for at arbejde. For forskellige kategorier gælder forskellige regler. I 2013 fik 11.529 udlændinge arbejdstilladelse. Hertil kom 32.027 nordiske og EU/EØS-statsbor-gere (arbejde og studier).

STUDERENDE: I 2013 fik 11.601 uden-landske studerende opholdstilladelse.

Kilder: www.nyidanmark.dk og www.flygtning.dk

Set fra folkekirkenHolstebro

Set fra folkekirkenEsbjerg

Set fra folkekirkenSøborg

Set fra folkekirkenJelling

Set fra folkekirkenVesterbro

Set fra folkekirkenEn sognepræsts perspektiv

Set fra folkekirkenAarhus

Interviews

Interview | side 8

Jeg har altid troet på Gud. Troen er noget, jeg har inde i mig. Jeg voksede op i en kristen

familie i delstaten Chin i Myanmar, hvor største-delen af befolkningen er kristne. Min far var pen-sioneret militærmand, og min mor arbejdede som skoleleder. Det var naturligt for os at gå i kirke hver søndag. I kirken var der også bedemøder og ungdomsgruppe. Hjemme bad vi til Gud, inden vi skulle spise og sove.

Da jeg var barn, var de kristnes frihed stærkt begrænset i Myanmar. Under det buddhistiske militærdiktatur kunne vi ikke bare bygge nye kirker. Somme tider kom regeringssoldater og sagde, at i dag måtte vi ikke holde gudstjeneste. Vi var altid bange. Der var ikke demokrati. Vi blev opdraget til at tro, at sådan var det i hele verden.

Som 18-årig blev jeg gift med min mand Lian, der kom fra samme by og var flygtet til Malaysia. Vi kendte ikke hinanden, men vores familier fore-slog, at vi blev gift. Vi snakkede sammen i tele-fonen og blev enige om at gifte os. Vi blev gift i Malaysia, hvor Lian var registreret som flygtning hos UNHCR. Jeg fik arbejde på en restaurant. Det næste år boede vi illegalt i en lejlighed sammen med andre flygtninge. Somme tider var vi 30-40 personer i lejligheden.

Besøg fra kirkenI 2004 blev vi genbosat i Danmark gennem UNHCR. Danmark var begyndt at tage imod burmesiske kvoteflygtninge, og vi var blandt de første. Vi var bare så glade. Vi var otte burmesere, der landede i Billund Lufthavn en vinterdag, hvor alt var dækket af sne. Danmark var hvidt!

Vi var heldige, at vi kom til en by, hvor folk fra kirken samarbejdede med kommunen om at tage imod nye flygtninge. En af de første dage kom en dame fra kirken med blomster og tilbød os en dansk kontaktfamilie. Senere inviterede kirken os til at synge ved en gudstjeneste. Det var første gang, vi var til en dansk gudstjeneste. Jeg kan huske, at der var meget stille i kirken. Vi forstod ikke noget og var nervøse for, om vi nu gjorde det rigtige. Vi kiggede på danskerne og prøvede at gøre det samme. Men vi var glade for at få lov at synge på vores eget sprog.

De første år i Danmark kom vi ofte til danske gudstjenester, selv om det var svært at forstå. Vi var jo kristne og ville gerne møde danske kristne. Efterhånden lærte vi, hvornår vi skulle rejse os og sætte os. Vi lærte, at det var salmenumre, der stod på væggen, og at de skulle synges i en bestemt rækkefølge. Folk var meget søde og venlige mod os og hjalp os rigtig meget. Gennem kirken fik vi vores første danske venner.

Burmesisk menighedSamtidig kom vi med i en nystartet burmesisk chinmenighed. Vi fik lov at låne den danske kirke til at holde vores egne gudstjenester, indtil vi for nogle år siden fik vores egne lokaler. Vi er meget taknemmelige for, at danskerne ville hjælpe os.

Burmesere bruger kirken på en anden måde end de fleste danskere. Hvis man er kristen, går man i kirke om søndagen. I kirken tager vi vores pæne tøj på. Vi vil gerne prise Gud med det aller-bedste. Burmesere holder også kirke på en lidt mere aktiv måde. Når vi synger, kan vi godt lide

Chinchin - fra Myanmar til Ølgod Vi fik lov at låne kirken

Som forældre kan vi ikke give vores

børn den kristne tro. Men vi kan fortælle og tage dem med i kirke.

Ren Tial Khual Ngo (Chinchin)

Ren Tial Khual Ngo (Chinchin): 30 år. Sygeplejestuderende. Kom til Danmark i 2004 som kvoteflygtning fra Myanmar

(tidligere Burma) sammen med sin mand. Mor til to drenge på

otte og ni år. Kommer i en dansk valgmenighed i Ølgod og i en burmesisk menighed i Skjern.

side 9 | Interview

at danse og bruge kroppen. Det er normalt, at alle beder højt. Derfor er det vigtigt for os at have vores egen menighed. Når vi er os selv, føler vi os trygge.

Selv om vi har travlt i hverdagen, minder vi hin-anden om ikke at glemme Gud. For mig som syge-plejestuderende kan det være fristende at tage ekstra vagter i weekenden, hvor man tjener gode penge. Men jeg vil også have tid til kirken. Derfor vil jeg ikke arbejde hver weekend.

Hjælper hinanden Den største udfordring for burmesere er sproget. Uden sprog er det svært at lære kulturen. Når man ikke kender kulturen, ser man ofte kun det nega-tive. Det gælder også i forhold til kirken i Danmark. Mange kan stadig ikke rigtig forstå en dansk præ-diken. Men vores børn kan godt forstå. Når de har været i den danske kirke, kan de genfortælle præstens prædiken! Men børnene skal også lære vores sprog, så de kan tale med vores familie. De skal vide, at de tilhører Chinfolket, og kende vores familiehistorie.

Mange burmesere har levet under utrygge for-hold og oplevet voldsomme ting, inden de kom til Danmark. Vores kirke er som den storfamilie, vi ikke har her. Vi forstår hinanden og er gode til at støtte hinanden. Når nogen får dårlige nyheder eller er ked af det, besøger vi hinanden og overnatter hos hinanden, ligesom vi glæder os sammen, når der sker noget dejligt. Jeg håber, at vi kan blive ved med at have vores burmesiske menighed, så vi kan hjælpe hinanden med at blive integreret her. Men selv om vi i dag godt kan stå på egne ben, er

det vigtigt for os fortsat at have fællesskab med danskerne. Som kirke kan man ikke være alene. Derfor bliver jeg også ved med at komme i en dansk kirke. I kirken har vi mange danske venner, der er blevet som vores nye familie.

Jeg kan godt lide den danske gudstjeneste. Den er ikke så lang, og det hele er meget struktu-reret. Det kan burmesere godt lære noget af. Men jeg savner lidt mere input fra folk i gudstjenesten. At flere får lov at gøre noget, så det ikke kun er præsten, der styrer det hele. Hvis flere var aktive, var der måske også flere, der fik lyst til at komme i kirken. Når man bidrager med noget, føler man sig mere hjemme. For burmesere er det en ære at få lov at gøre noget i kirken.

BørneneVores menighed har lige fejret 10-års jubilæum. Nogle gange tænker jeg på, hvad der vil ske med menigheden på længere sigt. De fleste af vores børn er født her. De er mere danske end os. Vil de blive ved med at holde burmesisk kirke? Jeg ved det ikke. Men det vigtigste er, at de vokser op med den kristne tro. Som forældre kan vi ikke give dem troen. Vi kan kun fortælle og tage dem med i kirke – både burmesisk og dansk kirke. For vores børn skal opleve, at der også er danske børn, der tror på Gud.

Burmesiske statsborgere i Danmark: 2.130Alle af burmesisk herkomst: 2.280Født i Danmark: 472

Interview | side 10

Da jeg var teenager, oplevede jeg et stærkt kald til at blive præst. Jeg er den yngste af fire

søskende i en familie, hvor der ikke var mange penge. Da jeg fik mulighed for at læse videre, ønskede jeg at arbejde for Gud og vise mennesker Guds kær-lighed i et land præget af etniske konflikter. Min familie er katolikker, så jeg begyndte at læse ved et katolsk præsteseminarium. I 1993 brød borger-krigen ud mellem hutuer og tutsier. På præstesemi-nariet var vi både hutuer og tutsier. Hver dag holdt vi nadver sammen, men alle var bange. Vi befandt os i et hutuområde, hvor hutuer myrdede tutsier. Som tutsi følte jeg mig meget udsat. Til sidst kunne jeg ikke fortsætte studierne. Jeg søgte over i den ang-likanske kirke og afsluttede en bachelor i teologi i 2004, samtidig med at jeg var aktiv i kirkens for- soningsarbejde. Tre år senere blev jeg ordineret som hjælpepræst.

Adskilt fra familien I 2008 brød krigen ud igen, og min kone og jeg måtte flygte til nabolandet Congo. Her blev vores by angrebet. Når der er krig, sker der mange ting. Vi blev adskilt, og min kone endte på et asylcenter i Danmark. Jeg flygtede alene med vores to børn på to og tre år. Vi vidste ikke, hvor hinanden var. Jeg takker Gud for, at jeg fik lov at bo hos en tidligere studiekammerat, så jeg undgik flygtninge- lejrene. Det var en meget ustabil tid, hvor det handlede om at overleve fra dag til dag. Når man gik ud om morgenen, vidste man ikke, om man ville komme hjem om aftenen.

På grund af krigen gik der to år, inden jeg igen fik kontakt med min kone. Da hun fandt ud af, hvor

vi var, søgte hun om familiesammenføring i Dan-mark. I januar 2011 landede vi i Billund Lufthavn. Vi var sammen igen som familie.

Inden jeg kom, havde jeg hørt, at Danmark var et kristent land, hvor staten understøttede kirken. Jeg så store flotte kirkebygninger med masser af stole - men stolene var tomme. Hvor var den næste generation, der skulle føre kirken videre? Jeg sav-nede fællesskabet og den spontane omsorg for hinanden, som man finder i en afrikansk kirke. Det var fristende at afskrive folkekirken, men heldigvis mødte jeg også danskere, som var dybt engagerede i kirkens arbejde og vidnede om Guds kærlighed.

Porvoo FællesskabMin kone havde allerede boet i Danmark i tre år og kom i en pinsekirke, der havde hjulpet hende meget. Her mødte jeg en universitetslærer, der for-talte om et masterprogram ved Aarhus Universitet i Europas religiøse rødder - på engelsk. Det var et af Guds mange mirakler i mit liv, at jeg blev optaget og i dag er ved at færdiggøre en mastergrad.

Gennem studiet hørte jeg om det såkaldte Porvoo Fællesskab, der blandt andet betyder, at folkekirken og den anglikanske kirke siden 2009 har kunnet benytte hinandens præster. Kunne der være en åbning for mig? Jeg kontaktede den anglikanske præst i København, der støttede mig meget og inviterede mig til at deltage i Tværkultu-relt Centers konferencer, hvor jeg fik kontakt med andre kirker og præster. På en konference gav en biskop os det råd at kontakte den lokale kirke, hvis vi ønskede at samarbejde med folkekirken.

Christophe – fra Burundi til Vejle Præsten fra Burundi

I folkekirken skal udlændinge være

indstillet på selv at tage det første skridt til kontakt.

Christophe Ndikuriyo

Christophe Ndikuriyo: 43 år. Kom til Danmark i 2011 gennem familiesammenføring med sin kone, der flygtede til

Danmark i 2008. Teolog og ordineret hjælpepræst i den anglikanske kirke i Burundi.

Igangværende masteruddan-nelse ved Aarhus Universitet og professionsbacheloruddannelse

på Diakonhøjskolen. Hjælpe-præst ved internationale guds-

tjenester i Løget og Jelling.

side 11 | Interview

Jeg begyndte at komme i vores sognekirke, der kun lå fem minutter fra vores hjem. Dette var min kirke, sagde jeg til mig selv. Jeg kom med mine små børn og forventede en gudstjeneste, hvor børn var velkomne. Men der var ingen aktiviteter for børnene. Jeg måtte sidde med dem under hele gudstjenesten - og bagefter fik jeg at vide, at jeg skulle holde bedre opsyn med dem, så de ikke forstyrrede! Jeg havde min anglikanske præste-krave på og havde forventet, at jeg som præst ville blive budt velkommen. Men sådan gør man ikke i Danmark. Det var op til mig at introducere mig selv for præsten. Men næste søndag var det en anden præst. Så kunne jeg begynde forfra. Hel-digvis var der nadver hver søndag. Nadveren er meget meningsfuld for mig. Her får jeg altid noget.

Internationale gudstjenester Senere besøgte jeg en folkekirke i Kolding, der holder gudstjenester på engelsk en gang om måneden. Jeg tænkte, at det måtte vi da også kunne gøre i Vejle. Jeg henvendte mig til præsten i min sognekirke. Hun var positiv. Efter flere møder og også et møde med biskoppen endte det med, at jeg i februar 2013 fik lov at holde den første internationale gudstjeneste i Vejle sammen med sognets præster. Vi var 75 fra 16 nationaliteter. Projektet er et provstisamarbejde mellem flere bykirker og støttes af den anglikanske kirke. Vi har også startet engelske gudstjenester i Jelling, der ligger centralt i forhold til tre asylcentre.

Jeg er både glad og stolt over vores projekt, der nu har kørt i halvandet år. Det betyder meget for udlændinge med en gudstjeneste, hvor de kan

bede på et sprog, de forstår. Der kommer også mange danskere til gudstjenesterne. Vi bruger en blanding af anglikansk og luthersk liturgi. Vi synger sange på andre sprog og beder folk læse på deres eget sprog, ligesom vi har aktiviteter for børnene. De fleste gange er det mig, der prædiker. Mange vil rigtig gerne deltage aktivt - også danskere. Men på grund af folkekirkens struktur har de ikke så mange muligheder ved en almindelig højmesse. Efter gudstjenesten er der altid kaffe. Så sidder vi og snakker fra hjertet og deler vores liv med Jesus Kristus i centrum. For asylansøgere er det meget vigtigt. Mange er bange og kede af det. Fælles-skabet i kirken er en modvægt til den individua-lisme, der ellers præger det danske samfund.

Privat kristentroI folkekirken skal udlændinge være indstillet på selv at tage det første skridt til kontakt. Folke-kirken kommer ikke til os. Men når man henvender sig, er det min erfaring, at man bliver godt mod-taget. I dag ved jeg også, at selv om danskernes kristentro er privat, har jeg frihed til at fortælle om min egen tro. Men det tager tid, før man kan tale med en dansker om personlige ting. Man skal først kende hinanden. Dansk kultur er meget anderledes end afrikansk kultur, der er spontan og fællesskabsorienteret.

Jeg håber, at jeg en dag får lov at arbejde som præst i Danmark. Under alt hvad jeg har set og oplevet, har jeg aldrig opgivet håbet. Selv i de sværeste perioder har jeg kunnet se Guds hånd i mit liv. Også i dag kender Gud min fremtid.

Burundiske statsborgere i Danmark: 389 Alle af burundisk herkomst: 724Født i Danmark: 220

Interview | side 12

Min baggrund og opvækst i Nigeria har givet mig forståelse for mange ting i livet. Det meste af

min barndom var min mor alene med os tre børn. Min far var soldat og boede ikke sammen med os. Den kristne tro blev tidligt personlig for mig. Min mor tog os med i kirke hver søndag, og da jeg som teen-ager oplevede en identitetskrise, var kirken det sted, hvor jeg fik hjælp og støtte. Derfor besluttede jeg, at jeg ville arbejde i kirken. I gymnasietiden blev jeg leder i det kristne studenterarbejde og fandt ud af, at jeg ville læse teologi. Som 27-årig blev jeg præst for en stor aktiv menighed i et slumområde i en storby, hvor der var masser af sociale udfordringer.

Jeg mødte min danske kone i Nigeria. Hun var udsendt som volontør og arbejdede blandt gade-børn i et projekt, der var tilknyttet den menighed, hvor jeg var præst. De følgende år holdt vi kontakt, og da jeg kom til Schweiz for at arbejde for en kri-sten organisation, besøgte jeg hende. Vi blev gift og besluttede foreløbig at bo i Danmark. Jeg havde hørt meget om kristendommens tilbagegang i Europa og var meget optaget af tværkulturel mission. Jeg kom til Danmark med et stærkt ønske om at være med til at bringe evangeliet tilbage til Europa.

Kristne rødderMit første møde med folkekirken var under et besøg hos mine kommende svigerforældre. De boede ude på landet. Det var påskedag, og hele familien skulle i kirke. Det var en meget anderledes oplevelse. Vi var kun omkring 20 til gudstjenesten. Præstens sorte kjole og hvide krave mindede mig om billeder af Martin Luther! Min kone oversatte for mig, og efter gudstjenesten kom præsten hen og hilste og spurgte

til mig. Da han fandt ud af, at jeg var præst, ville han gerne snakke mere. Præstens interesse var en positiv oplevelse. Senere tog min svigerfar mig med på en rundtur til forskellige kirker. Jeg var meget imponeret over, hvor gamle kirkerne var. Min kirke i Nigeria havde fejret 100-års jubilæum, men i Dan-mark var kirkerne tusind år gamle. Det fortalte mig noget om det danske samfunds rødder.

Efterhånden som jeg lærte Danmark at kende, blev jeg positivt overrasket over at se, hvordan kri-stendommen har sat tydelige spor i samfundet i form af bistand til udviklingslande, et socialt sikkerhedsnet for de svageste og en forholdsvis åben udlændinge-politik. I Danmark har det enkelte menneske værdi. Biler holder tilbage for fodgængere, læger lytter til deres patienter, og de ældre på plejehjem behandles med respekt. Den protestantiske arbejdsetik gjorde også indtryk på mig. Arbejde betragtes som noget positivt, hvor den enkelte bidrager til fællesskabet. Danskerne stoler på hinanden. Det er ikke nødven-digt at kende de rigtige personer for at få sin ret.

Første indtrykMit indtryk af folkekirken var blandet. Som Dan-marks nationalkirke har folkekirken indflydelse og en synlig position i samfundet. Folkekirkens enorme økonomiske ressourcer er også en styrke. Teologisk er kirken velfunderet. Mange kirke- gængere kan trosbekendelsen udenad. Sådan er det ikke i Afrika. Hertil kommer en rig liturgisk tradition, som er gået tabt i mange kirker i Afrika.

Men der var også en anden side. I kirkerne så jeg ikke mange danskere. De fleste var ældre menne-sker. Jeg savnede det kirkelige liv og engagement,

Clement - fra Nigeria til Aarhus Glem ikke gæstfriheden

Når man åbner døren for frem-

mede, får man selv noget igen.

Clement Dachet

Clement Dachet: 39 år. Kom til Danmark i 2008

gennem familiesammen- føring med sin danske kone. Uddannet teolog og tidligere

præst i Den Evangeliske Kirke i Vestafrika. Siden 2009 koordinator for kirke og

kulturellerelationer i den folkekirkelige organisation

Mission Afrika. Far til to børn.

side 13 | Interview

jeg kendte hjemmefra. I Nigeria var jeg præst for en menighed, der samlede over tusind mennesker i alle aldre hver søndag. I Afrika har vi også vores udfordringer, men kirken er stadig ung. Afrikansk kri-stendom er varm, sprudlende og fuld af livsglæde. I Danmark fik jeg en følelse af, at kirken var døende. Var der en generation til at tage over?

I dag ved jeg, at virkeligheden er mere nuanceret. På kristne lejre har jeg mødt hundredvis af danske unge. Jeg har besøgt folkekirker, der er fulde hver søndag. Selvfølgelig er der masser af udfordringer, men de er ikke større end der, hvor jeg kommer fra - blot anderledes.

Når kristendommen er en del af kulturen som i Danmark, er der fare for, at man glemmer at spørge, hvilken rolle den kristne tro spiller i ens eget liv. Selv i kirkelige organisationer taler mange hellere om emner og projekter end om Gud. Det er som om god planlægning og moderne teknologi er svaret på alt. Men det er vigtigt at huske, at sekulær humanisme ikke er kristendom. Bibelen er ikke bare en bog blandt mange. Det er den bog, kristne bygger deres liv på.

Generte danskere Da jeg kom til Danmark, undlod jeg bevidst at opsøge en afrikansk menighed. Hvis jeg ville gøre en forskel her, måtte jeg blive en del af en dansk kirke. Men hvordan ville de behandle mig? Var der racisme i Danmark? Heldigvis havde jeg ikke grund til bekym-ring. Men jeg kan sagtens forstå, at afrikanere har det svært med folkekirken. De fleste kommer med helt andre forventninger om kirken som et socialt mødested, hvor man med det samme bliver budt velkommen og får nye venner. I folkekirken kan

det tage lang tid at få kontakt. Mange danskere er generte og går ikke bare hen og taler med nogen, de ikke kender. Når jeg kommer ud for at holde gudstje-neste eller foredrag i en kirke, er det anderledes. Så vil folk gerne snakke. Men hvis ingen kender mig, er det ikke sikkert, at nogen siger et ord til mig.

Mange menigheder og organisationer vil gerne have besøg af gæster fra Afrika. Det er spændende, uforpligtende og lidt eksotisk. Gæster ser på Danmark med nye øjne, men de har ikke en dybere forståelse for det danske samfund og folkekirken. Jeg savner større interesse for herboende afrikanere, der kender begge kulturer. Det er som om mange afrikanere mister deres stemme, når først de bor her - måske fordi de hurtigt bliver sat i bås som indvandrere. Jeg er heldig. Som ansat i en folkekirkelig organisation har jeg stadig en stemme og åbne døre ind i folkekirken.

Afrikanere og folkekirkenSomme tider spørger jeg mig selv, hvorfor der ikke er flere afrikanere i folkekirken. Hvis vi antager, at fol-kekirken er død, bygger vi blot flere mure. Det er ikke vejen frem. Afrikanske kristne har meget at bidrage med. Mange brænder for at sprede det kristne bud-skab. Afrikanere har stor forståelse for bønnens betydning og er gode til at skabe inkluderende fæl-lesskaber. Det er let at blive ven med en afrikaner. Hvis vi bliver bedre til at integrere os i dansk kirkeliv, har vi mulighed for både at opmuntre og udfordre folke-kirken. Samtidig kunne folkekirken blive beriget, hvis man blev bedre til at vise gæstfrihed og byde udlæn-dinge velkommen. Gæstfrihed er en central kristen værdi. Når man åbner døren for fremmede, får man selv noget igen. En mangfoldig kirke er en stærk kirke.

Nigerianske statsborgere i Danmark: 1.104Alle af nigeriansk herkomst: 1.516 Født i Danmark: 282

Interview | side 14

Jeg var 35 år, da jeg blev døbt i Armenien. Når man som jeg kommer sent til den kristne tro, er

forstand og intellekt med. Selv om Armenien er et gammelt kristent land, voksede vi op i Sovjettiden, hvor kirken ikke var velset. Dengang var det ikke almindeligt, at børn blev døbt. I mit hjem talte vi aldrig om religion. Først da jeg mistede min far og min kones bror døde som 18-årig, begyndte min kone og jeg at tænke over meningen med livet. Hvad sker der efter døden? Hvor er Gud? Fra stu-dietiden havde vi nogle venner, der var kommet til tro et par år forinden. Vi begyndte at søge kirken og læse i Bibelen. Efter højmessen blev vi ofte i kirken hele søndagen og snakkede med andre i menigheden om de mange spørgsmål, vi havde. Efterhånden fik vi svar på vores spørgsmål. Vi fandt sandheden. Det var en fantastisk glæde, som vi aldrig nogen sinde vil kunne slippe. Det er glæde til hele livet.

Ventede i fire årI Danmark var vi asylansøgere i næsten fire år, inden vi fik opholdstilladelse. Det var en svær tid for hele familien. Men når vi så korset i det danske flag, følte vi, at vi var under Guds beskyttelse. På asylcentret mødte vi en kristen assyrer fra Irak, der inviterede os til tværkulturel gudstjeneste i Odense. Her hørte vi om Folkekirkens Tværkulturelle Sam-arbejde (FTS), der hjalp flygtninge. Det viste sig, at præsten havde arbejdet på et børnehjem for armenske børn i Libanon og talte armensk! Han og hans kone hjalp os meget og var en stor gave til os. Efterhånden fik vi en stor vennekreds ud fra kirken og det tværkulturelle arbejde.

Vi har altid gerne villet hjælpe i kirken, så alle-rede mens vi var asylansøgere begyndte vi at hjælpe med oprydning og opvask efter de måned-lige tværkulturelle gudstjenester, hvor der også var fællesspisning. For os er det en ære at hjælpe i kirken. En dag foreslog præsten, at jeg kom i praktik som kirketjener. Da vi fik opholdstilladelse, fik jeg job som kirketjenerafløser i en anden kirke. Efter tre måneders jobpraktik i domkirken blev jeg ansat som kirketjenervikar. Da stillingen som fast kirketjener blev ledig året efter, ansøgte jeg - og fik jobbet.

Kirketjener i domkirkenI domkirken er vi tre kirketjenere, der deles om arbejdet. Udover søndagsgudstjenesterne og de tværkulturelle gudstjenester medvirker jeg også ved bryllupper og begravelser. Om sommeren er kirken åben hver dag til klokken 17. Vi har store lokaler og mange arrangementer, der kræver megen rengøring og vedligeholdelse både inde og ude. Rengøring er en stor del af mit arbejde. Hvis jeg ikke var troende, tror jeg ikke, jeg kunne gøre det. I Armenien gør mænd ikke rent. Men jeg gør rent med glæde, fordi jeg tjener i kirken. Jeg er glad for alle mine opgaver. Jeg laver alt med kærlighed og kan rigtig godt lide miljøet og stem-ningen i kirken.

Det bedste ved jobbet som kirketjener er at høre præsternes prædikener. Kirkens præster er meget forskellige. Det er en fornøjelse at høre dem udlægge en bibeltekst. Meget ofte er der en sæt-ning, der rammer præcis. Den danske salmetradi-tion berører mig også meget. Salmer rummer en

Edvard - fra Armenien til Odense Kirketjeneren er armenier

Jeg gør rent med glæde, fordi jeg

tjener i kirken.Edvard Hakhverdyan

Edvard Hakhverdyan: 57 år. Kom til Danmark som

asylansøger fra Armenien i 2000 sammen med sin kone

og fire børn. Uddannet matematiker. Arbejdede inden

flugten som programmør. Siden 2005 kirketjener ved Sct. Knuds

Domkirke i Odense.

side 15 | Interview

stor åndelig rigdom. Og så kan jeg godt lide at stå i kirkedøren og tage imod folk, når de kommer i kirke. Desværre kommer der ikke så mange unge. Vi har spaghettigudstjenester for de små børn, men der mangler en fortsættelse.

I hverdagen er det danske sprog ikke noget problem. Mine kolleger er meget hjælpsomme og søde til at gentage, hvis der er noget, jeg ikke for-står. Selvfølgelig kan det være lidt svært for mig at snakke i telefon og skrive breve og e-mails på dansk. Når jeg er i tvivl, spørger jeg, eller jeg beder mine voksne børn rette mig, hvis jeg skal skrive noget vigtigt. I Armenien var det mig, der rettede deres sprog. Det er længe siden nu. I dag har de alle en dansk universitetsuddannelse. Man kan ikke høre, at dansk ikke er deres modersmål.

Vækkelse i ArmenienFor mig er den armenske kirke noget helt unikt. Det var i det miljø, jeg kom til tro. Dengang var vi måske 50 til gudstjenesten i vores kirke i Yerevan. Efter Sovjettiden har kirken i Armenien oplevet en vækkelse. I dag er der højttalere uden for kirken, fordi der ikke er plads til alle ved gudstjenesten.

Jeg kan godt savne den armenske kirkes rige og afvekslende liturgi. En armensk gudstjeneste er som et teaterstykke, hvor præsten, diakonerne, koret og menigheden alle har forskellige roller. Nadveren er gudstjenestens højdepunkt. Her får vi styrke til at leve. I Danmark betyder nadveren ikke det samme. Men selv om der er mange forskelle mellem den armenske kirke og folkekirken, er der mere, vi er fælles om. Det skal man koncentrere sig om.

Tværkulturelle gudstjenesterJeg kommer stadig til de månedlige tværkul-turelle gudstjenester i domkirken - også når jeg har fri. Her har jeg mange venner, og miljøet er lidt anderledes. Vi er som en slags familiemed-lemmer. Måske forstår vi hinanden bedre, fordi vi alle kommer udefra. Efter gudstjenesten spiser vi sammen. Vi er tættere på hinanden end til en dansk gudstjeneste, hvor det er lidt mere formelt.

Folkekirken har gjort så meget for mig og min familie. Jeg respekterer folkekirken meget og får ondt i hjertet, hvis jeg kritiserer. Men nogle gange savner jeg grænser. En kristen kirke kan ikke rumme alt. Hvis man for eksempel siger, at alle mennesker frelses, hvor er så kristendommens mening? Kirken er her for at vise vejen til frelse. I folkekirken er der meget fokus på, hvad med-lemmerne har ret til. Men kirkens opgave er at for-tælle, hvad der er sandheden. Kirken skal være et fyrtårn, som samfundet kan styre efter.

Åndelig samtaleI Danmark taler man ikke så meget om tro - heller ikke i kirken. Jeg savner rum for åndelig samtale. Danskerne er meget blufærdige. Efter højmessen snakker man kun om hverdagsting. Jeg ville ønske, at der var mere samtale om præstens præ-diken og de vigtige ting i livet. Men det er svært, når danskerne er vant til en anden måde. Armenske statsborgere

i Danmark: 393 Alle af armensk herkomst: 826 Født i Danmark: 162

Interview | side 16

Jeg voksede op på en lille ø i det centrale Filip-pinerne. Vi var ni børn. Min far var fisker og den

første i vores landsby, der skiftede fra den katolske til den protestantiske tro. Han var en hårdtarbej-dende, idérig og nytænkende mand og den første, der fik motorbåd. På mange områder var han øens foregangsmand. I hele min barndom var han leder i den protestantiske kirke.

Som protestanter var vi meget bevidste om, at vi var et mindretal. Men jeg lærte tidligt, at den Jesus, vi tror på, ikke kun er for protestanter - og heller ikke kun for kristne. Her blev grunden lagt til et livs-langt økumenisk engagement.

Begge mine forældre havde en stærk personlig tro og var dybt engagerede i kirkens liv og vækst. De holdt bibelstudier i vores hjem, tog ud og sang og evangeliserede og var altid parate til at hjælpe andre. Min far var en meget dygtig fortæller. Når han kom ind med sin fiskerbåd, samlede børnene sig om ham på stranden for at høre ham fortælle bibelhistorier. Hans måde at fortælle på har inspi-reret mig meget. Han var meget åben og gav mig tidligt stor frihed. Fra jeg var 12 år deltog jeg i et regionalt undervisningsprogram, hvor unge fra 96 kirker blev trænet i at undervise børn og derefter sendt ud til landsbyer i sommerferien for at fortælle børnene om Jesus gennem sange, dans og drama.

Vant til ansvarDa jeg kom til Danmark i 1995, var jeg fuld af energi og visioner. Min mand og jeg havde været missio-nærer i Nepal i 10 år og havde mange erfaringer, som vi gerne ville bruge. Forinden havde jeg fun-geret som præst på Filippinerne, holdt kurser for

ungdomsledere og været regional konsulent for det nationale økumeniske kirkeråd. Vi valgte at komme i vores sognekirke, fordi vi gerne ville støtte den lokale kirke. Da jeg efter kort tid blev bedt om at hjælpe i kirkens børneklub, selv om jeg endnu ikke talte så meget dansk, blev jeg meget glad. For mig var det ikke nok blot at være til stede ved gudstjene-sten om søndagen. Jeg var vant til at have opgaver og ansvar. Senere fik jeg også lov til at holde Toner på tværs aftener i kirken, hvor danskere og nydan-skere optrådte med sange, musik og digte - et kon-cept, som jeg senere har videreudviklet.

I begyndelsen oplevede jeg de danske gudstje-nester som meget formelle. Jeg lagde mærke til, at menigheden næsten ikke deltog. Alt var ned-skrevet, og det var kun præsten og måske en kor-degn, der læste og bad. Jeg var vant til spontanitet og fri bøn fra hjertet. Men jeg var ivrig efter at være med, og når jeg lyttede til orglet, kunne jeg godt synge med på salmerne, selv om jeg ikke forstod ordene. Jeg kunne også følge trosbekendelsen og Fadervor. Bibelteksterne læste jeg i min engelske bibel, og under prædikenen sad jeg og reflekterede over teksterne. I den første tid var det nok for mig.

Inviteret til at syngeEfter nogle år flyttede vi til Sønderjylland. I Kolding inviterede en indisk præst mig til at synge solo ved de internationale gudstjenester i hans kirke og opmuntrede mig til at bruge min stemme, som jeg selv syntes bare var meget almindelig. Han invite-rede mig også til at holde foredrag i kirken.

I 2010 døde præsten uventet. Kolding Provsti besluttede, at man ville videreføre arbejdet, og

Elizabeth - fra Filippinerne til Kolding Som kirke- og kulturmedarbejder er jeg en del af et team

Udlændinge skal opleve, at kirken

viser dem tillid og giver dem opgaver og ansvar. Ellers vil de aldrig føle ejerskab.

Elisabeth Padillo Olesen

Elizabeth Padillo Olesen: 58 år. Uddannet teolog og

lærer. Kom til Danmark i 1995 sammen med sin danske mand

og parrets fire børn. Underviste i folkeskolen i en

årrække. Siden 2010 kirke- og kulturmedarbejder (tidl. sogne-

medhjælper) i Kolding Provsti ud fra Simon Peters Kirke.

side 17 | Interview

opslog en stilling som tværkulturel sognemed-hjælper. Mange opfordrede mig til at søge stillingen. Det bekræftede, hvad jeg selv oplevede - at det var Guds kald til mig. Jeg fik stillingen. Efter 15 år i Dan-mark var døren åben for mig ind i folkekirken.

Del af teamI dag oplever jeg, at jeg hører til i kirken. Tidligere var jeg blot gæst. Nu har jeg kontor og nøgle til kirken, er med til personalemøder og samarbejder med præsterne og de øvrige ansatte. Jeg deltager i provstisamråd og visionsdage og bliver ofte invi-teret til at tale i kirker og foreninger. Sommer tider spørger præsterne mig til råds. Jeg er ikke længere en outsider men en del af et team i kirken.

Som kirke- og kulturmedarbejder har jeg med-ansvar for faste aktiviteter som internationale guds-tjenester, brunch meetings, sprogcafé, bibelstudie-gruppe og foredragsaftener. Mange kommer og beder om en samtale på mit kontor, eller jeg besøger dem i deres hjem. Jeg taler en masse i telefon og bruger Facebook, chatrooms, sms og Twitter. En stor del af mit arbejde handler om praktisk hjælp til integration og om at følge mennesker på deres trosrejse og støtte dem, så de kan vokse i troen. For mig er det vigtigt at give tid til den enkelte. Offi-cielt er jeg ikke præst, men mit arbejde er i høj grad pastoralt. Det har jeg det rigtig godt med.

Selvfølgelig er der også udfordringer. Jeg har lært, at i folkekirken tager ting tid. Der skal være orden og struktur, ting skal planlægges nøje, og meget skal helst gøres på en bestemt måde. Af natur er jeg impulsiv, spontan og inkluderende. Hvis nogen tilbyder at gøre noget i kirken, skal de

have lov. Men sådan er det ikke altid i folkekirken. Det må jeg acceptere.

Vis udlændinge tillidEn af de ting, jeg ser som allervigtigst, er at styrke den frivillige indsats og involvere flere i kirkens aktiviteter. Udlændinge skal opleve, at kirken viser dem tillid og giver dem opgaver og ansvar. Ellers vil de aldrig føle ejerskab. Det er en af folkekirkens svagheder, at der er ansatte til at gøre alt arbejdet, så menigheden let bliver tilskuere. Jeg har også opdaget, at alting helst skal være perfekt i folke-kirken. Det begrænser muligheden for, at udlæn-dinge og mennesker med færre ressourcer kan bidrage til kirkens liv.

Folkekirken bruger kirkeklokker, plakater, annoncer og hjemmesider til at invitere folk. Det er fint, men det er ikke nok. De fleste mennesker har brug for personlig kontakt. Når jeg inviterer på de sociale medier, ringer jeg også til folk eller sender et brev. Den personlige dimension er meget vigtig - også i det moderne digitale samfund. Det tager tid, men er helt nødvendigt, hvis kirken vil nå ud til flere.

Åbenhed er måske det vigtigste, jeg kan bidrage med i folkekirken. Åbenhed over for alle menne-sker uanset tro og kultur, og villighed til at møde dem med tillid og positive forventninger om, at de har noget at bidrage med. Udlændinge føler sig hjemme i kirken, når nogen lægger mærke til dem og møder dem med ægte interesse. Måske kunne flere kirker overveje at opfordre folk i menigheden til at blive kontaktperson for en udlænding. Jeg ved fra mange, hvor stor en berigelse det kan være.

Filippinske statsborgere i Danmark: 7.966 Alle af filippinsk herkomst: 11.150 Født i Danmark: 1.131

Interview | side 18

Jeg er ikke konverteret for at få asyl i Danmark. Jeg blev døbt, fordi jeg tror på Jesus Kristus.

I mit hjerte var jeg kristen, længe inden jeg kom til Danmark. Men i Iran kan muslimer ikke konvertere til kristendommen.

Jeg voksede op i en muslimsk familie i Teheran. Min far er en troende mand i sit hjerte og beder fem gange om dagen. Somme tider forsøgte min far at overbevise mig om, at jeg også skulle bede. Men han accepterede, at jeg ikke tænkte som ham. Da jeg var 15 år, begyndte jeg at tvivle på, om islam var sandheden. Men jeg ønskede ikke at såre min far, så jeg delte ikke mine tanker med ham. Min mor er ikke lige så religiøs som min far, så hende prøvede jeg at snakke med på en god måde. Hun kunne godt forstå mig.

En af mine barndomsvenner er kristen armenier. Jeg kom meget i hans hjem og kunne rigtig godt lide familien. Mange år senere var det min ven, der skaffede mig en bibel. Jeg vidste, at jeg kunne stole på ham. Jeg havde et stærkt ønske om at finde ud af mere om Bibelens Jesus. I Bibelen læste jeg om Guds kærlighed og tilgivelse og besluttede, at jeg ville følge Jesus. Men hvor skulle jeg gå hen for at lære mere? Som muslim kunne jeg ikke kontakte en kirke. Og ikke alle husmenigheder er til at stole på. Nogle er infiltreret af folk, der arbejder for det hemmelige politi.

Sideløbende med min religiøse søgen var jeg aktiv i et oppositionsparti, der arbejdede for menneskerettigheder. Selvfølgelig var det risikabelt, men frihed har en pris. En dag blev jeg advaret om, at sikkerhedspolitiet havde ransaget vores hus. Senere fandt jeg ud af, at de havde fundet min bibel

og pc. Jeg gik under jorden, indtil min far fandt en mand, der hjalp mig til Europa.

Mødte kristne iranereDe første uger i Danmark boede jeg på et asylcenter i Auderød. Her mødte jeg nogle iranere, der tog mig med til en kirke i København, hvor der var oversæt-telse til farsi. Da en af lederne bad en bøn for mig, fik jeg en varm følelse i hele kroppen. Det var som om Gud fortalte mig, at han havde en plan med mit liv.

Efter en måned blev jeg overflyttet til et asyl-center i Thyregod i Jylland. Her var vi flere iranere, der gerne ville lære mere om Bibelen og kristen-dommen. Men det var for dyrt at tage til Køben-havn, så vi gik hen i den lokale kirke. Men vi forstod ikke noget, for alt var på dansk. Hvad betød num-rene på væggen? Måtte vi gå med til nadveren? Måske ville danskerne ikke kunne lide det. Der var ikke så mange mennesker i kirken. Ingen snakkede med os. Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre. Derfor bad jeg personalet på asylcentret om at hjælpe os med at kontakte en præst. Et møde blev aftalt, og præsten kom ud og mødte os på centret.

Bibelundervisning Det første, præsten sagde, var, at det ikke ville hjælpe vores asylsag, hvis vi konverterede til kri-stendommen. Men flere af os var allerede døbt. Vi ønskede kontakt med kirken for at lære mere om Jesus - ikke for at få asyl. Præsten havde ikke haft megen kontakt med asylansøgere før men ville gerne hjælpe os. Vi aftalte at mødes til bibelundervisning på engelsk hver anden uge i et hus ved siden af kirken. Jeg oversatte for mine venner.

Farsheed - fra Iran til Thyregod Jeg er ikke konverteret for at få asyl

Fordi jeg først blev døbt i Danmark,

siger de danske myndig-heder, at jeg måske ikke er rigtig kristen.

Farsheed Shehidy Kawiany

Farsheed Shehidy Kawiany: 36 år. Asylansøger. Uddannet

bygningsingeniør; tidligere entreprenør. Kom til Danmark i 2012 fra Iran. Har været med

til at starte internationale guds-tjenester i Jelling. Hjælper ved

gudstjenester i flere kirker og fungerer som frivillig tolk. Bor på

et asylcenter i Thyregod.

side 19 | Interview

Vores måde at læse Bibelen på var helt ny for præ-sten. Vi læste jo uden at have nogen baggrund. Men præsten kunne godt lide vores måde og spurgte somme tider, hvordan vi forstod søndagens tekst, inden hun skulle forberede sin prædiken.

Gudstjenester på engelskGennem præsten hørte vi om en folkekirke i Kol-ding, der holder gudstjenester på engelsk. Her kunne vi for første gang i lang tid forstå, hvad der foregik i kirken. Bagefter kom folk hen og snakkede med os. Det var som om en dør åbnede sig. Når man er alene i et nyt land, betyder det meget, når folk viser interesse og spørger til ens situation, og hvordan man har det. Det er med til at lindre savnet af ens egen familie.

Vi fik også kontakt med en kirke i Vejle, hvor en afrikansk præst inviterede til gudstjenester på engelsk. Senere kontaktede jeg sammen med præ-sten kirken i Jelling og spurgte, om vi kunne holde engelske gudstjenester der, så folk fra de nærlig-gende asylcentre ikke skulle rejse så langt. Præsten sagde ja, og sidste år holdt vi den første gudstje-neste, hvor jeg oversatte til farsi.

Brug for mig i folkekirkenFor mig er kirkeretninger ikke så vigtige. Som tid-ligere muslim voksede jeg op med shia og sunni muslimer, der bekæmpede hinanden. Selv om der er forskellige kristne kirker, må vi vise, at der er kær-lighed mellem os, og at vi ikke taler dårligt om hin-anden. Mange frikirker tilbyder transport til kirken, oversættelse til flere sprog og livlig musik, der giver folk en god følelse. Derfor kommer mange asyl-

ansøgere i en frikirke. Men også folkekirker støtter asylansøgere. Jeg har valgt at komme i folkekirken, fordi der er mere brug for mig end i frikirkerne. Jeg har selv været med til at starte de internationale gudstjenester i Jelling og føler, at jeg er med til at bygge noget op.

Dødsstraf for konverteringFordi jeg først blev døbt i Danmark, siger de danske myndigheder, at jeg måske ikke er rigtig kristen. Men som iraner bliver man ikke døbt af bekvem-melighed. I mit land er der dødsstraf for at forlade islam. Når Danmark siger, at myndighederne i Iran ikke har kendskab til, at jeg er konverteret, er det ikke rigtigt. Mit land har en effektiv efterretnings- tjeneste. De ved det hele.

Jeg oplever folkekirken meget tavs. Når menne-sker har problemer, er det ikke nok at vise med-følelse. Kirken må handle. Det er meget svært for kristne asylansøgere med muslimsk baggrund - også i Danmark. Vi har ingen stemme. En kirke bør være en stemme for alle de grupper i samfundet, der ikke har nogen stemme.

Det er lykkedes min advokat at få min asylsag genåbnet. Mens jeg venter, fortsætter jeg med at hjælpe i kirken. Jeg er ikke vant til at sidde og lave ingenting. Når jeg oversætter i kirken og forklarer den kristne tro for andre iranere, gør jeg noget nyttigt. Mange iranere har spørgsmål til kristen-dommen. Derfor startede jeg sidste år en side på Facebook med spørgsmål og svar på farsi. På under to år har 2.200 personer liked min side. I Iran ville jeg ikke have haft de samme muligheder. Måske er det derfor, jeg er i Danmark.

Iranske statsborgere i Danmark: 6.862Alle af iransk herkomst: 18.139 Født i Danmark: 3.653

Interview | side 20

Jeg voksede op på Mauritius, en ø i Det Indiske Ocean på størrelse med Fyn med 1,5 millioner

indbyggere. Det er et lille samfund med forskellige religioner. Min familie var katolikker. Vi gik altid i kirke om søndagen. Kirken var det sted, hvor de kristne mødtes. Søndag stod min bedstemor tid-ligt op for at gå i kirke klokken fem om morgenen ligesom andre gamle mennesker. Vi andre gik først senere. Gudstjenesten var meget traditionel og formel. Om lørdagen gik vi til skrifte hos præsten. Det var bare noget, man skulle. Bagefter havde man det godt med sig selv.

Da jeg var 18 år, fik jeg mulighed for at rejse til England for at studere. Dengang skulle man til udlandet, hvis man ville læse videre. Jeg rejste sammen med nogle venner. I England havde vi travlt med studierne og meget andet, og kirken gled efterhånden ud af mit liv.

Til DanmarkUnder en ferie mødte jeg min danske kone. Vi besluttede at bo i Danmark og blev gift i en katolsk kirke. Men jeg begyndte først at gå i kirke igen, da vi fik børn. Jeg vidste, at mine børn skulle døbes og konfirmeres. Som ung i England havde jeg ikke haft behov for kirken. Nu var det noget andet. Jeg havde en tro, som jeg ønskede at give videre til mine børn.

Vi valgte den lokale folkekirke, hvor børnene blev døbt og konfirmeret. Senere flyttede vi til en anden by. Her var der en moderne kirke med et stort lyst kirkerum. Det tiltalte mig. Jeg kan godt lide lyse rum. Folk var venlige og kom hen og spurgte, hvor jeg kom fra - men uden at stille

for mange personlige spørgsmål. Jeg følte mig velkommen. Her er jeg kommet siden.

Stadig udlændingJeg kan godt lide, at der er kaffe efter gudstjenesten, så man kan stå og snakke med folk. En gang om måneden er der også frokostspisning. I kirken har jeg mødt mange nye mennesker. Der er også koncerter, og op til jul har vi en dag, hvor vi synger engelske Christmas carols. Pinsedag er der læsninger på forskellige sprog. Det synes jeg er spændende. For nylig lavede en afrikansk menighed mad, og vi sang og dansede. Det var rigtig godt at se nogle andre mennesker i kirken - og maden smagte dejligt!

Jeg nyder, når der ind imellem sker noget andet i kirken end det rent danske, og man hører andre sprog. Så føler man sig anerkendt som udlæn-ding. Efter mange år i Danmark føler jeg mig stadig som udlænding. Derfor betyder det meget med arrangementer i kirken, hvor udlændinge får lov at bidrage. Så føler man sig inkluderet.

Jeg har ikke så megen kontakt med præsten i hverdagen. På Mauritius snakker man ikke med en præst. Men i Danmark har jeg lært, at man godt kan snakke med præsten og sige hej og god søndag.

Mange udlændinge taber troen, når de kommer til Danmark. Jeg er glad for, at jeg ikke har tabt min tro. I folkekirken har jeg mødt en kristendom, der er meget anderledes end det, jeg kommer fra. Her er alting meget uformelt. Men troen er der stadig.

Garon - fra Mauritius til Danmark Mine børn skulle døbes

Mauritiske statsborgere i Danmark: 44Alle af mauritisk herkomst: 140 Født i Danmark: 11

Jeg nyder, at der ind imellem sker

noget andet i kirken end det rent danske. Så føler man sig anerkendt som udlænding.

Garon N.

Garon N.: 69 år. Kom til Danmark for

snart 40 år siden. Dansk gift. Har i mange år været

regelmæssig kirkegænger i en folkekirke i en mindre

provinsby. Er i dag pensioneret efter mange

år på arbejdsmarkedet.

De engelsksprogede gudstjenester i Jelling har været en fantastisk

erfaring for mig. Ikke bare det at få lov at holde gudstjenester på engelsk, men mødet med mennesker med så forskellige vilkår - og at jeg kan få lov at være præst for dem også.

Rent kirkeligt har mødet med de kristne beboere på asylcentret været en udfor-

dring for mig. Min danske folkekirketro er blevet masseret godt og grundigt i mødet med en tro, der er udvendig på en helt anden måde, end jeg er vant til. Men jeg er dybt taknemmelig, fordi jeg har fået lov at møde troen hos mennesker fra hele verden – lige midt i Jelling.

Nydanskere er med til at bringe andre sprog

og kulturer ind over vores danske højmesse. Derfor vil vi rigtig gerne have flere udlændinge i kirken.

Pinsedag havde vi oplæsning af bibeltekster på flere sprog. Det gjorde et stort indtryk på

den danske menighed at høre forskellige sprog i kirken – og så netop pinsedag. Bagefter kom flere hen og sagde: ”Hvor var det en god idé!” Fra de arabiske og afrikanske læsere hørte vi også, at de var rigtig glade for at bidrage. Det har lært os, at inddragelse og delagtighed er nøgleord.

At der er nydanskere i kirken signalerer rumme-lighed. Det er med til at vise, at vi er kirke for

alle og ikke kun for en bestemt type mennesker. Det gør det også lettere for andre nydanskere at komme – både de kristne og dem, der gerne vil finde ud af mere om den kristne tro. De kan se, at den lokale folkekirke ikke kun er for danskere. Det er med til at skabe tryghed og sende et signal om, at her er nye velkomne.

Vi har lært at spørge efter, hvad folk er gode til, hvad

enten det er at skabe relationer, sætte aktiviteter i gang eller lave mad. Også nydanskere kan komme med deres bidrag til fællesskabet. Her er plads til forskellighed.

Erik Ladegaard, sognepræst Holstebro Kirke

Birgitte Rosager Møldrup, sognepræst Kollerup og Vindelev Sogne

Daniel Ettrup Larsen, Kvaglund Kirke - stiftspræst for Folkekirkens Tværkulturelle Center i Ribe Stift

side 21 | Set fra folkekirken (I)

Set fra folkekirken (I)

Interview | side 22

Vi kommer fra den indiske Mar Thoma kirke, der er en reformert ortodoks kirke i delstaten Kerela

i Sydindien og et af verdens ældste kirkesamfund. Ifølge traditionen blev kirken grundlagt af apostlen Thomas i det første århundrede. I Kerela er omkring 20 procent af befolkningen kristne. Vi kender vores familiehistorie adskillige generationer tilbage, og der er ingen antydning af, at nogen er konverteret. Selv-sagt er vi stolte af vores kristne arv. Men mest af alt er vi bevidste om vores ansvar for at give arven videre til næste generation. Da vi blev født, fik vi den kristne tro som en gave. Vi har aldrig mødt nogen modstand. Hvis vores børn en dag kommer og siger, at alt, hvad vores forfædre har gjort for at bevare troen, ikke læn-gere har værdi for dem, vil det være en kæmpe skuf-felse. Vi forventer ikke, at vores børn skal vælge en bestemt kirkeretning, men det skal være en udgave, som ville være genkendelig for vores forfædre. Den kristne tro må ikke fortyndes til ukendelighed.

Søndagsskole i KerelaDa jeg var barn i Kerela, gik vi i kirke hver søndag. Kirkerne var fulde. Gudstjenesten varede op til fire timer. Om eftermiddagen var der søndagsskole for børn under 12 år, hvor vi blev sendt af sted igen i den bagende sol til to timers intensiv undervisning. Der var 12 klassetrin, og hvert trin blev afsluttet med en eksamen. Hvem kunne skrive flest bibelvers ned på kortest tid? Mange af de vers, jeg lærte dengang, husker jeg stadig i dag. De har givet mig åndelig næring gennem et langt liv.

Når vi fyldte 12 år, kom vi med i kirkens kor. Det betød, at vi altid havde en plads og en rolle under gudstjenesten. I kirken var der også andre aktiviteter

for unge. I en periode var jeg sekretær for ungdoms-gruppen og blev også søndagsskolelærer. Da jeg blev gift med min kone Susan, flyttede vi til New Delhi, hvor vi fortsatte med at deltage aktivt i kirkens liv. At vores børn skulle i søndagsskole var en selvfølge.

Bibelkreds for udlændingeDerfor var det vigtigt for os at finde en kirke, hvor hele familien kunne trives, da vi i 1991 flyttede til Danmark. Vi havde håbet at finde en engelsk-sproget kirke i Aarhus, men dengang var det kun den anglikanske kirke, der tilbød gudstjenester på engelsk - og kun fem gange om året.

En af de første dage fortalte jeg min danske sekretær, at jeg ledte efter en god kirke. Hun sva-rede, at hun ikke selv var religiøs, men hendes mor var meget religiøs, så hun ville spørge hende. Moren kom i Christianskirken i Aarhus og vidste, at der var en bibelkreds på engelsk for udlændinge. Moren kontaktede lederen - en dansk skolelærer. En aften et par dage senere kom han ud og besøgte os og inviterede os med i bibelkredsen. Her blev vi mødt med stor hjertelighed og varme fra både danskere og andre udlændinge. Bibelkredsen blev holdt i et dansk hjem hos en familie med tre små børn. De vidste aldrig, hvor mange der ville komme, men alle blev budt velkommen og favnet – uanset baggrund, hudfarve, nationalitet, uddannelse og status. Her fik vi vores første møde med et dansk hjem, hvor de kristne værdier var en integreret del af hverdagen.

Berørt af musikkenVores danske venner inviterede os med i deres kirke. De gjorde alt, hvad de kunne for at intro-

George og Susan - fra Indien til Aarhus Vores børn er konfirmeret i folkekirken

Når vi i vores lej-lighed hører kirke-

klokkerne fra en af Køben-havns gamle bykirker, beder vi en stille bøn.

Susan George

George Thomas: 70 år. Uddannet ingeniør.

Blev i 1991 tilbudt et job som konsulent i et dansk firma og

flyttede til Aarhus med sin kone og to børn på 11 og 16 år.

Her blev Christianskirken familiens åndelige hjem.

Bor i dag i København og kommer både i sognekirken

og i en international menighed.

side 23 | Interview

ducere os og hjælpe os, så vi oplevede ikke sproget som en stor barriere. Allerede den første søndag inviterede præsten os hjem til kaffe. Mange søndage var vi de eneste udlændinge i kirken, så efterhånden kendte alle os. Børnene kom også med i forskellige aktiviteter. Efter 20 år får vi stadig julekort fra præsten.

Mødet med Christianskirken blev begyndelsen til et mangeårigt engagement i den danske folke-kirke. Vores danske venner vidste, at vi savnede gudstjenester på engelsk, så inden for det første år tog de initiativ til månedlige internationale aften- gudstjenester i kirken. Efterhånden kom flere udlændinge til. Gudstjenesterne var til stor velsig-nelse for os og mange andre.

Vi fortsatte med at komme til den danske guds-tjeneste. Selv om jeg i begyndelsen ikke forstod ret meget dansk, var jeg meget berørt af musikken og salmerne. Liturgien var også genkendelig, ligesom vi genkendte mange af bønnerne. Vores børn fandt efterhånden ind i andre kirker med andre guds-tjenesteformer, hvor de følte sig mere hjemme. Men de var fortsat med i ungdomsaktiviteter i Christianskirken, hvor de begge er konfirmeret. Det var her i en dansk folkekirke, at de første gang offentligt bekræftede deres kristne tro. For os vil denne kirke altid have en særlig plads i vores hjerte.

Arven fra fortidenInden vi kom til Danmark, kendte vi ikke den lutherske kirke. Men vi blev tiltrukket af det, vi så. Der var en værdighed over gudstjenesten. Selv om kristendommen i Danmark kun er tusind år gammel, fornemmede vi, at kirken ikke havde

mistet kontakten med fortiden. Jeg kunne godt lide den sorte præstekjole med den hvide krave. Den fortalte om en kirke, der turde stå ved arven fra fortiden og båndet til generationer af kristne før os. Efterhånden som jeg begyndte at forstå mere af prædikenerne, fik jeg stor respekt for den danske teologiske tradition. Her var en rig kilde at øse af.

Morgenandagt i radioenVi var heldige dengang, at vi hurtigt fandt en kirke, der bød vores familie velkommen med åbne arme, og hvor der var nogle prægtige mennesker, der stadig er nære venner. I dag er vi et andet sted i livet. Jeg er fyldt 70. Vi har ikke længere hjemme-boende børn. Derfor traf vi nogle andre valg, da vi for nogle år siden flyttede til København. Den tid, vi har tilbage, er begrænset. Vi ønsker at forstå, hvad Gud har til os i dag. Derfor er vores søn-dagsmenighed i dag en international kirke, hvor gudstjenesten foregår på engelsk. Men vi er fortsat medlemmer af folkekirken og deltager i en ugentlig hverdagsgudstjeneste i vores sognekirke, hvor vi nyder de danske salmer og den smukke musik ved kirkens dygtige organist. Og hver dag lytter vi til morgenandagten i radioen fra Københavns Dom-kirke - noget vi er kommet til at sætte stor pris på. Jeg har altid haft let ved at få øje på de posi-tive ting i folkekirken. Men der er også åbenlyse svagheder. Som jeg ser det, har folkekirken alt for lidt fokus på familien som samfundsbærende insti-tution. Mange steder mangler der undervisning for børn og unge. Det er svært for en familie at vælge folkekirken, hvis kirken ikke kan tilbyde børnene oplæring i den kristne tro.

Indiske statsborgere i Danmark: 5.988Alle af indisk herkomst: 8.572 Født i Danmark: 1.488

Interview | side 24

Min bedstefar var kristen og kom til Iran fra Moskva. For at kunne gifte sig med min

bedstemor konverterede han til islam. Men i sit hjerte forblev han kristen. Da jeg var barn, fortalte han ofte historier, som jeg senere fandt ud af var fra Det Nye Testamente. Han gav mig også en ikon af Jomfru Maria og et kors, som jeg gemte, så min mor ikke fandt det. Jeg holdt meget af min bedstefar.

Min mor tror meget og beder fem gange om dagen. Men jeg har altid været anderledes. Som barn havde jeg en stærk oplevelse af ikke at leve op til kravene i min religion. Jeg følte, at jeg burde være noget, jeg ikke var. Burde være bedre. Gud ville straffe mig, fordi jeg var uren.

Nogle af mine venner var kristne armeniere. I deres hjem genkendte jeg mange ting fra min bedstefar. En dag ville jeg tænde et lys i deres kirke. Men jeg blev stoppet af vagten. I Iran har alle kirker sikkerhedsvagter. Det ville give både dem og mig store problemer, hvis de lod en muslim komme ind i kirken.

Døbt i husmenighedJeg kom til Danmark for to år siden, fordi jeg giftede mig med en dansker. Vi blev gift i en af Københavns smukke gamle kirker. Første gang, jeg var inde i en kirke, var da vi skulle aftale vores bryllup. Dengang var jeg stadig muslim. At komme ind i det store kirkerum var en fantastisk oplevelse, der helt tog pusten fra mig. Musikken var overvældende.

Desværre holdt ægteskabet ikke, og efter et år blev vi skilt. Forinden var jeg tilbage i Iran

flere gange. Gennem venner fik jeg kontakt med en husmenighed, der mødtes i private hjem. Vi kendte ikke hinandens rigtige navne, men vi læste i Bibelen og bad sammen. Synge kunne vi selv-følgelig ikke. Så ville naboerne høre os. Jeg var meget tiltrukket af det kristne budskab om Guds kærlighed og tilgivelse og besluttede, at jeg ville døbes. De andre advarede mig om, at jeg løb en stor risiko, men jeg følte meget stærkt, at det var det rigtige for mig. Jesus kom til mit hjerte. Kort før jeg rejste tilbage til Danmark, blev jeg døbt i hemmelighed. I mit hjerte var der både glæde og frygt. Men jeg havde stor fred i min beslutning.

Omkring samme tid fik jeg problemer med myndighederne i mit land på grund af mit ægte-skab. Det er en lang og kompliceret historie, der endte med, at min far betalte mange penge for at få mig ud af landet. Da det senere gik galt med mit ægteskab i Danmark, kunne jeg ikke rejse tilbage til Iran. Alle døre var lukkede. Derfor søgte jeg asyl.

Konfirmeret i folkekirkenI mellemtiden var jeg begyndt at komme i en folke-kirke i København, hvor de oversatte til mit sprog farsi. Her var mange andre iranere og afghanere, der ligesom jeg ønskede at lære mere om den kristne tro. Vi talte samme sprog og forstod hin-anden. Efter gudstjenesten var der ekstra bibelundervisning.

Det betød meget for mig, at gudstjenesten foregik i en kirkebygning og ikke hemmeligt i en stue som i Iran. Jeg ville gerne døbes igen i en rigtig kirke, men præsten sagde nej. I stedet fore-slog han, at jeg blev konfirmeret. Min konfirmation

Ghazaleh - fra Teheran til Tårnby I kirken fandt jeg sandheden

Jeg elsker det øje-blik i kirken, hvor vi

ønsker hinanden Guds fred.Ghazaleh

Ghazaleh: 32 år. Uddannet agronom.

Opvokset i en praktiserende muslimsk familie i Iran og døbt

i en husmenighed i Teheran. Fik politisk asyl i Danmark i 2013

og er i dag fast kirkegænger i en københavnsk folkekirke.

side 25 | Interview

blev en fantastisk dag. Nu var det helt offentligt, at jeg var Guds barn. I kirken fik jeg en masse støtte og kærlighed. De mente det virkelig, når de spurgte, hvordan jeg havde det.

Trusler på asylcenterDet næste år boede jeg på et asylcenter i Nordjyl-land. Jeg var ked af at forlade min kirke i Køben-havn, men som asylansøger bestemmer man ikke selv, hvor man vil bo. På centret var der nogle, der ikke kunne lide, at jeg var konverteret. De holdt øje med mig, og i løbet af den tid, jeg var der, fik jeg flere dødstrusler. Men Gud beskyttede mig.

I den lokale kirke tog de godt imod mig. De første gange var jeg den eneste iraner i kirken. Men jeg inviterede andre asylansøgere, både kristne og muslimer, så efterhånden blev vi flere. I begyn-delsen var der nogle i menigheden, der fandt det forstyrrende, når vi oversatte for hinanden. Men de vænnede sig til det, og senere kom de og hen-tede os på asylcentret. Efter gudstjenesten var der ofte nogen, der inviterede os hjem til frokost. Når man er udlænding, er det en stor ære at blive invi-teret til at spise i et dansk hjem. Senere fortalte de i kirken, at jeg havde været til stor inspiration for deres menighed. Jeg fik også kontakt med flere frimenigheder, hvor jeg fik venner. Når man er kri-sten, er man ikke alene.

Jeg har aldrig fortrudt, at jeg blev døbt. Jeg var muslim i 30 år. Når jeg i dag er kristen, er det fordi jeg har fundet sandheden. Det Gamle Testamente er fyldt med profetier om Jesus. Bibelen er tro-værdig og en meget smuk bog. Det største for mig er Jesu ord om Guds tilgivelse. Jeg kommer fra et

land, hvor hævn er udbredt. At Gud tilgiver men-nesker var det, der først talte til mit hjerte.

Mødes med præstenDa jeg fik asyl, fik jeg lov at flytte tilbage til Køben-havn. Foreløbig bor jeg på en slags kollegium. Men også her er der nogen, der ikke kan lide, at jeg er blevet kristen. Det er den pris, jeg betaler for min tro.

Om søndagen hjælper jeg med at oversætte i kirken. De har også bedt mig om at synge. Jeg elsker at synge. Mange iranere har let ved at høre det kristne evangelium gennem sang, musik og fortællinger.

Jeg har stadig mange spørgsmål. Ind imellem mødes jeg med præsten alene. Han siger, at mine spørgsmål giver ham inspiration til hans prædi-kener. Præsten er god til at gå dybt i Bibelen. Hans prædikener har forandret mit liv.

Somme tider spørger jeg danskere, hvorfor de ikke går i kirke. Kirken er jo Guds hus. I har sand-heden. I Iran søger vi efter sandheden men kan ikke gå i kirke. Gør vi det, kan vi miste livet. I Dan-mark har I alt det, vi drømmer om.

Engang havde jeg mange planer for mit liv. I dag er alt anderledes. Jeg er alene i Danmark og savner min familie meget. Men Gud har givet mig en ny familie i kirken. Jeg elsker det øjeblik, hvor vi ønsker hinanden Guds fred. Uden kirken og mine kristne venner havde jeg ikke klaret det.

Iranske statsborgere i Danmark: 6.862Alle af iransk herkomst: 18.139 Født i Danmark: 3.653

Interview | side 26

Jeg voksede op i en religiøs familie i Aleppo i Syrien. Alle i min familie var muslimer. Min far

havde været på pilgrimsrejse til Mekka som 30-årig og var en meget respekteret mand. Fra jeg var fem år, gik jeg i koranskole. Vi var mange drenge, der fik undervisning i moskéen. Begge mine forældre bad fem gange om dagen. Islam var en naturlig del af hele min barndom.

Som voksen blev jeg alvorligt syg. I en drøm så jeg en mand komme til mig. Jeg kendte ikke manden, men han sagde, at han kunne hjælpe mig. Da jeg efter en tid blev rask, fortalte jeg min kone om drømmen. Hun havde også haft en drøm, hvor jeg kom ud for en bilulykke, og hvor en mand, der lignede en præst iklædt sort tøj, kom og sagde, at hun ikke skulle være bekymret. I drømmen spurgte hun, hvad manden hed. St. George, svarede han.

Med naboen i kirkeÅret efter fik vi nye naboer. Som det er tradition, gik vi på besøg og sagde velkommen. Det var en kurdisk familie. Vi kunne mærke, at det var en rigtig god familie. I stuen havde de en Maria-figur, som de fortalte, at de havde fået i kirken. Vi undrede os, for vi vidste, at de kom fra en meget muslimsk familie. Senere fortalte de, at de havde skiftet religion. Jeg blev nysgerrig. En dag spurgte jeg, om manden ville tage mig med i kirke. Han sagde OK og lavede en aftale med præsten. Det var en katolsk kirke, hvor der var rigtig mange mennesker. Inde i kirken var der et stort billede af Jesus. Jeg genkendte manden på billedet. Det var ham, jeg havde set i min drøm. Og kirken hed St. George’s Kirke! Jeg sad bare og stirrede på

billedet af Jesus. Efter gudstjenesten spurgte præsten mig, hvad jeg ville i kirken. Han gav mig et Ny Testamente. Hvis jeg havde spørgsmål, måtte jeg gerne komme til ham.

Bad for min koneJeg begyndte at læse. De næste måneder snak-kede jeg meget med præsten, for der var rigtig mange ting, jeg ikke kunne forstå. Min kone og mine børn begyndte også at komme i kirken. Da min kone blev syg, bad præsten for hende. Efter omkring et år fortalte vi præsten, at vi gerne ville døbes hele familien. Det var i 2008. Min kone har ikke så megen familie, så for hende var det ikke så svært. Men jeg har en stor familie. De var vrede på mig og sagde, at kristendommen ikke var en god vej. Kun min ældste bror accepterede mit valg. Da vi blev døbt, ville min far og mor ikke længere snakke med os.

DødstruslerEn dag kom nogle mænd og sagde til mig, at hvis jeg ikke kom tilbage til den muslimske religion, ville de slå mig ihjel. De havde våben. Min store- bror sagde, at jeg ikke måtte blive i Syrien, og kontaktede nogen, der kunne hjælpe mig. Først gemte jeg mig i en lille landsby nord for Aleppo. Derfra kom jeg videre til Tyrkiet, hvor jeg var i fængsel i 16 dage, inden jeg kom med en båd ille-galt til Grækenland. Vi var 26 mennesker i båden. Turen tog 52 timer. I Grækenland fik vi besked på at forlade landet inden for en måned. Men der gik to måneder, inden jeg fik falske papirer og kom videre med et fly til Danmark. Gud var med mig.

Ibrahim – fra Syrien til Silkeborg Vi fortalte præsten, at vi gerne ville døbes

Det betyder rigtig meget for os, at

der er noget for børnene i kirken.

Ibrahim Sheikho

Ibrahim Sheikho: 37 år og kurder fra Syrien.

Uddannet skrædder. Flygtede til Danmark i 2010. Familie- sammenført med sin kone

Theresa og fire børn på 17, 15,13 og 9 år. Konverterede til

kristendommen i Syrien. Bor i Kjellerup ved Silkeborg,

hvor familien deltager i byens kirkeliv.

side 27 | Interview

De, der skulle kontrollere mig i lufthavnen, kiggede næsten ikke på papirerne.

Mad og madrasI Danmark kom jeg til et rigtig godt sted, hvor jeg fik mad og en madras. Det var i Sandholm-lejren i Nordsjælland. Senere blev jeg overflyttet til et asylcenter på Langeland. Jeg var meget bekymret for min kone og mine børn. Jeg ville gerne i kirke og gik mange gange hen til den nær-meste kirke. Men det var ude på landet, og der var næsten ingen mennesker. Jeg snakkede ikke med nogen. Alligevel var det vigtigt for mig at komme i kirken og bede. Da jeg var muslim, bad jeg meget. Men jeg var ikke sikker på, hvem jeg bad til. Som kristen kender jeg Jesus. I dag ved jeg, hvem Gud er, og hvem jeg beder til.

I maj 2011 fik jeg asyl og blev flyttet til Silkeborg. Her var der en stor kirke, hvor jeg gik hen søndag morgen. Men første gang og anden gang var der ingen, der sagde velkommen. Jeg sad og bad for mig selv og fik nadveren. Så gik jeg hjem. Jeg talte ikke engelsk og var først lige begyndt på sprog-skolen, så jeg forstod ikke, hvad præsten sagde. Men en dag blev jeg inviteret til middag på tværs i Silkeborg Kirke. Der mødte jeg danskere, som gerne ville snakke med mig. Jeg mødte også nogle kristne fra Irak. Efterhånden lærte jeg flere at kende. Det første år kom jeg i kirken næsten hver søndag.

Middag på tværsKort tid efter at jeg var rejst, startede krigen i Syrien. Krigen betød, at min kone fik mange pro-blemer. Nogle kom og truede hende om natten.

De sagde, at hun skulle blive muslim. Min bror hjalp hende med at blive familiesammenført med mig i Danmark. Hun måtte rejse til Libanon for at få papirer. Det var meget farligt. Men Gud pas-sede på min familie.

Den første uge i Danmark tog jeg min kone og mine børn med til middag på tværs i Silkeborg, hvor de havde arrangeret en sejltur på Silkeborg Søerne. Men da vi skulle hjem, var den sidste bus kørt. Vi var seks mennesker, der skulle de 15 kilometer tilbage til Kjellerup, hvor vi havde fået en lejlighed. Heldigvis var der en dansk familie fra Kjellerup, der tilbød at køre os i deres bil. Det var sådan, jeg mødte min danske mor og far. De kom og besøgte os og inviterede vores børn med i børneklub i kirken. De tilbød at hente dem hver uge. Det var det allerbedste, der kunne ske.

Ny familieDet betyder rigtig meget for os, at der er noget for børnene i kirken. Det er godt for dem at snakke om Jesus med andre børn, så de kan få danske kristne venner. Børnene skal lære at tro på det, vi tror på, så de ikke kommer væk fra den rigtige vej. Vi blev også inviteret med i en international bibel-kreds, hvor vi mødes med danskere for at læse fra Bibelen og diskutere. De har er også et program for børnene. Vi føler os meget hjemme her.

Borgerkrigen har spredt min familie i mange lande. Først efter flere år har jeg igen fået kon-takt med mine forældre i Syrien. Det er jeg meget taknemmelig for. Her i Danmark har vi fået en ny familie gennem kirken. Vi siger stor tak til Gud for de kristne i Danmark.

Syriske statsborgere i Danmark: 5.915Alle af syrisk herkomst: 9.837Født i Danmark: 2.318

Interview | side 28

Kirken har altid været en del af mit liv. Da jeg var få uger gammel, blev jeg døbt i en katolsk

kirke i Katowice i det sydlige Polen. Som barn gik jeg til undervisning i kristendom hos præsten efter skole og fik min første kommunion, da jeg var ni år. Det var en stor og dejlig dag, hvor der blev holdt fest med hele familien. Som 14-årig blev jeg konfirmeret i kirken. Efter gudstjenesten kom min gudmor til kaffe. Nu var jeg fuldt medlem af kirken.

Jeg er den yngste af tre søstre. Min far var kul-minearbejder og murermester og min mor pas-sede hjemmet. Om søndagen stod min mor altid tidligt op og gik hen i kirken, der lå tæt ved vores hus. Gudstjenesten begyndte klokken seks om morgenen. Klokken ni var der gudstjeneste for børnefamilier, hvor præsten fortalte for børnene og lærte os, hvordan vi skulle opføre os. Kirken var altid helt fuld, og alle havde deres pæne tøj på. At gå i kirke var bare noget, man gjorde. Det stod aldrig til diskussion. Hjemme lærte min mor os at bede til Gud. Inden vi skulle sove, knælede vi ved sengen, slog korsets tegn og bad en bøn. Vi så også vores forældre bede. Det var noget helt naturligt.

Inden jul kom præsten på besøg i alle hjem sammen med kirketjeneren og messedrengene. Forinden stillede min mor et krucifiks, to lyse-stager og en skål med vand frem på en hvid dug på et bord. Drengene sang julesange, og præsten bad til Gud sammen med os og velsignede vores hus med indviet vand. Bagefter snakkede han med os om, hvordan vi havde det. Jeg husker det som noget meget hyggeligt.

Polske gudstjenesterJeg flyttede til Danmark, fordi jeg giftede mig med en dansk mand. Efter nogle år blev vi skilt, men jeg kunne godt lide at bo i Danmark og valgte at blive her med mine to drenge. I nogle år arbejdede jeg som rengøringsassistent. Senere startede jeg mit eget hjemmeservicefirma. Men efter syv år blev jeg syg og måtte lukke firmaet. I dag får jeg pen-sion, fordi jeg ikke har så mange kræfter.

De første år i Danmark kom jeg somme tider i den katolske kirke i Køge, hvor de havde en præst fra Polen, der holdt gudstjenester på polsk. Men da præsten flyttede, ophørte de polske gudstje-nester. En gang imellem tog jeg ind til København, hvor der er en polsk kirke på Amager, men det var langt at rejse. Jeg havde en travl hverdag, så i en periode havde jeg ikke rigtig kontakt med en kirke.

Savnede kirkenEfter nogle år kunne jeg mærke, at jeg savnede kirken i mit liv. Jeg var jo vant til at gå i kirke som barn. Jeg var ikke længere på arbejdsmarkedet og havde mere tid. Så for seks år siden besluttede jeg at melde mig ind i folkekirken. Jeg havde lige fået min nuværende lejlighed, der ligger tæt på kirken. Hver dag kunne jeg høre kirkeklokkerne. At det var en folkekirke og ikke en katolsk kirke gjorde ikke noget. Der er jo ikke så stor forskel. Jeg gik hen på kirkekontoret og snakkede med præsten. Hun spurgte, om jeg var døbt. Det var jeg. Så sagde hun velkommen.

Siden er jeg kommet i kirken næsten hver søndag. Det vigtigste er, at man bliver godt mod-taget. Der må gerne være kaffe og frokost bagefter.

Manett - fra Polen til Køge I Danmark savnede jeg at gå i kirke

Der må gerne være kaffe og

frokost efter gudstjenesten. Men det er ikke kun derfor, jeg kommer.

Manett Nielsen

Manett Nielsen: 61 år. Uddannet kok i Polen.

Kom til Danmark i 1992 i forbindelse med ægteskab.

Meldte sig ind i folkekirken for seks år siden og har siden været

regelmæssig kirkegænger. Bor i en stationsby nær Køge.

side 29 | Interview

Men det er ikke kun derfor, jeg kommer. Selvføl-gelig vil jeg gerne have kontakt med folk. Jeg har det sådan, at jeg ikke er bange for at gå hen og snakke med folk, så det gjorde jeg også i kirken. Her mødte jeg en sød dansk dame og hendes mand. Vi blev meget gode venner og kommer tit sammen. I kirken snakker jeg også med de ældre fra plejehjemmet. Nogle føler sig ensomme.

Jeg kan rigtig godt lide de særlige aftenguds-tjenester, hvor vi tænder lys i et stort lyskors. Her kan man sige nogle ting til Jesus og bede om, at Jesus vil beskytte en og ens familie.

Den første tid i kirken var det lidt svært med sproget. Bortset fra enkelte melodier til jul var salmerne helt nye for mig, og der var mange ord, jeg måtte slå op i ordbogen. I dag har jeg normalt ikke problemer med at forstå. Jeg kan godt lide, at præsten starter gudstjenesten med at fortælle, hvad der er søndagens tema. Så er det lettere at følge med.

Nadver på den danske mådeI folkekirken får man både brød og vin, når man går til nadver. I Polen får man kun brødet. Man skal også forberede sig og gå til skrifte hos præsten og bekende sine synder. Det gør man ikke i Danmark. Her er det meget nemmere! Nu har jeg vænnet mig til at gå til nadver på den danske måde. Det har jeg det godt med.

I Danmark kan man opleve andre ting i kirken end i Polen. Somme tider har vi kirkefrokost. Så får vi god mad og sidder og hygger sammen. Mange bor som jeg alene. Kirken arrangerer udflugter, hvor man ser nogle steder, man ellers ikke ville se.

I kirken er der også koncerter med smuk musik. Det er alt sammen gratis. Det ville være dejligt, hvis der kom lige så mange til gudstjenesterne som til udflugter og koncerter. Det er vigtigt for mennesker at tro på Gud. I kirken får man hjælp til ikke at blive et dårligt menneske. Når man har været i kirke, har man det bedre bagefter. Dan-skerne må ikke glemme deres kristendom.

Vil gerne hjælpeI begyndelsen var det meget mærkeligt for mig, at præsten var en kvinde. I Polen har vi ikke kvin-delige præster. Men nu er jeg vant til det. Det kan være lettere at snakke med præsten, når man oplever præsten som et menneske, der ligner en selv. Hvis jeg en dag skulle få problemer, ved jeg, at jeg kan snakke med præsten.

Jeg er meget glad for min kirke. Selv om jeg i dag har travlt med børn og børnebørn, vil jeg gerne hjælpe i kirken. Men måske har de ikke brug for hjælp. Der er jo allerede andre frivillige i kirken. Men de må gerne spørge.

Polske statsborgere i Danmark: 30.584Alle af polsk herkomst: 37.876 Født i Danmark: 4.691

Interview | side 30

Min far kom til Danmark som gæstearbejder i 1969. I Pakistan var han bilsælger, men han

kunne ikke tjene nok til sine børns skolegang. Vi var seks børn. Derfor tog han til Europa for at arbejde som mange andre dengang. Senere kom min mor, min søster, mine fire brødre og jeg. I dag er vi omkring 40 familiemedlemmer i fire generationer, der næsten alle bor i Værløse og Høje Gladsaxe.

I Pakistan boede vi i et muslimsk kvarter og havde mange muslimske venner. Om søndagen tog vores forældre os med i kirke. Kirkerne var altid fulde, så man skulle komme i god tid, hvis man ikke ville stå udenfor i solen. Pakistan er jo et muslimsk land, så der er ikke en kirke i hver gade. I vores kirke var vi 3-400 mennesker om søn-dagen. Kirken var også et socialt sted, hvor man så sine venner. Men vi lærte tidligt, at man skulle vise respekt for Gud. Når man kom ind i kirken, måtte man ikke snakke overhovedet. Præsten kunne godt holde ro i en stor forsamling i halv-anden time. Det var ofte interessant at høre, hvad han sagde. Hjemme læste min fars søster bibel-historier for os børn hver aften, og inden vi skulle sove, bad vi aftenbøn.

Kristen i mange generationerDa vi kom til Danmark, troede alle, at vi var mus-limer, fordi vi kom fra Pakistan. Men min familie har været kristen i mange generationer. Mange pakistanere kom til kristendommen tilbage i 1600-tallet, da englænderne først kom til Pakistan. Jeg er stolt af at være kristen. Jeg vil gerne fortælle danskerne, at jeg er en del af jeres samfund. Vi har noget til fælles. Det er Jesus. Men for mange

danskere betyder religion ikke så meget. Når jeg siger, at jeg er kristen og kommer fra Pakistan, siger de: Og hvad så?!

Fordi vi var en kristen familie, var det natur-ligt for os at gå i kirke i Danmark. Selv om vi ikke forstod dansk, gik vi hen i den nærmeste kirke. I begyndelsen husker jeg det som meget kedeligt. Jeg var en ung mand på 19 år og vant til, at der var mange andre unge i kirken. Det var der ikke i Danmark. Men vi blev ved med at komme og har altid følt os velkomne. Efterhånden begyndte vi at forstå lidt mere. Jeg er meget social og har let ved at snakke med alle slags mennesker, så jeg lærte hurtigt sproget.

Søndagsskole og juniorklubI alle årene har det været meget vigtigt for mine for-ældre at komme i kirken. Men der var nogle år, hvor jeg ikke gik så meget i kirke. Det ændrede sig, da jeg blev gift med min kone. Hun kommer fra Paki-stan og er meget troende. Min kone sørgede for, at vi gik i kirke hver søndag. Vi tog altid børnene med. Vi er seks familier, der til sammen har 19 børn. Alle børnene er døbt og konfirmeret i folkekirken. Hver søndag gik de i søndagsskole sammen med deres fætre og kusiner. I mange år var der flere paki-stanske end danske børn i søndagsskolen. Senere fortsatte vores børn i juniorklub eller kirkekor. Vi glæder os over, at nogle af dem stadig går i kirke. Men børnenes liv er deres. De er meget danske og ved bedst, hvordan deres liv skal leves. Jeg kan ikke bestemme over mine børn.

Naeem - fra Pakistan til Værløse I Danmark troede alle, at vi var muslimer

Jeg er stolt af min kirke. Når

jeg møder mennesker, der er ensomme, siger jeg, at de bare kan komme hen i kirken.

Naeem Akhtar

Naeem Akhtar: 58 år. Kom til Danmark fra Lahore i delstaten Punjab

i Pakistan i 1975. Gift med Margaret og far til to børn

på 28 og 26 år. Har tidligere arbejdet som chauffør

på forsvarets flyvestation i Værløse. Fra 2007 kirketjener ved Værløse Kirke.

side 31 | Interview

MenighedsrådI en periode sad min kone i menighedsrådet. Fordi vi er så mange familiemedlemmer, der bor i Værløse og bruger kirken, syntes de, at vi skulle være repræsenteret i menighedsrådet. Min kone var ikke så meget for det, men hun gjorde det for familiens skyld. Men det var svært sprog og ofte indviklede ting, der blev talt om. Så selv om de var søde til at forklare hende, hvad der foregik, stoppede hun efter fire år.

En dag spurgte menighedsrådsformanden min kone, om hun kunne tænke sig nogle timers ren-gøring i kirken. Min kone mente, at det måske var noget for mig. Jeg var stoppet som chauffør efter 18 år og havde job som kirketjenervikar i en anden kirke. Det endte med, at jeg blev ansat - måske fordi jeg engang havde haft en smørrebrødsforret-ning og også kunne lave dansk mad.

Stolt af min kirkeJeg er meget glad for at arbejde i kirken. Jeg har nogle rigtig gode arbejdskolleger. Vi har det vir-kelig godt med hinanden. Som kirketjener er ingen dage ens. Rengøring er en del af mit arbejde. Kirken skal være ren og pæn, så folk får en god oplevelse, når de kommer. Jeg kan også godt lide kontakten med de mange forskellige mennesker, der kommer i kirken i løbet af ugen. Når præsterne har konfirmander, er det min opgave at sørge for te og småkager. Jeg vil gerne gøre det godt for dem. Jeg er så glad for, at der også kommer børn i kirken.

Når jeg ser nogen, der er ny i kirken, går jeg hen og hilser og inviterer på kaffe efter gudstjenesten.

”Jeg har lavet kaffe til jer i dag,” siger jeg og fortæller, at jeg selv går med ind. Så sidder vi og snakker. Jeg ved, hvordan det er at komme udefra.

Jeg er stolt af min kirke. Jeg har nogle meget specielle følelser for det her sted. Når jeg møder mennesker, der er ensomme - både danskere og andre - siger jeg, at de bare kan komme hen i kirken. I kirken kan ensomhed blive væk. Her får man fred i hjertet. Den fred får man ikke andre steder.

Støtter hinandenDet er godt at kunne mødes i kirken. Det er lettere end at invitere folk hjem. Jeg har prøvet at invitere hjem til middag, men danskere har et meget travlt liv. Mange er generte og åbner sig sjældent, selv om de har problemer. Pakistanere er mere åbne. Vi er gode til at hjælpe og støtte hinanden og løse problemer i fællesskab. Vi har også muslimske venner. Vores bedste venner uden for familien er muslimer. Vi har det rigtig godt sammen. Her i Danmark er vi alle sammen pakistanere.

I nogle år havde vi vores egen pakistanske menighed i København. At bede og synge på sit eget sprog rører ved noget inde i en. Menig-heden eksisterer ikke længere, men for tre år siden begyndte min kone at samle kvinderne lørdag eftermiddag for at læse i Bibelen, synge salmer på urdu og bede. De samles på skift i hjemmene og spiser sammen. Selv om vi kommer i folkekirken, er det rigtig godt også at komme sammen og bede på vores eget sprog. Vi er meget glade for, at vi har vores store familie, så ingen af os er alene.

Pakistanske statsborgere i Danmark: 9.478Alle af pakistansk herkomst: 23.296 Født i Danmark: 10.125

Den migrantåbne folkekirke En indvandrerpræsts perspektiv

– Bør folkekirken gøre noget særligt for at tiltrække migranter og andre nydanskere? Ja, det synes jeg. Vi skal arbejde på at skabe gode betin-

gelser for, at folk af udenlandsk herkomst kan føle sig hjemme hos os ved at fjerne nogle af de barrierer, der kan være, og gøre gudstjenesten mere tilgængelig.

– Hvilke former for barrierer oplever udlændinge i mødet med folkekirken? Lad mig nævne to barrierer: Selve guds-tjenestens udtryk og fællesskabet omkring gudstjenesten.

Jeg er fortaler for en liturgisk gudstje-neste. Vejen frem er ikke at skrotte liturgi og tradition. Men der er barrierer i salmebog og liturgi, som kan blødes op uden at blive udvandet. For eksempel kan flere sprog komme på banen gennem læsninger og sange. En dansk højmesse er et finkulturelt foretagende, som kræver store sproglige såvel som kulturelle forudsætninger for at få det fulde udbytte.

For det andet handler det om fælles-skabsdimensionen. En traditionel gudstje-neste er på mange måder et professionelt foretagende. Strengt taget er der ikke behov for menigheden for at gudstjenesten kan lykkes. Det er vores erfaring, at hvis man synliggør folk af anden etnisk herkomst i gudstjenestefejringen, gør man også kirken

til et mere åbent sted for andre af anden etnisk herkomst. I Apostelkirken har vi to afghanere til at byde velkommen og give folk en salmebog. Hver søndag bliver evan-geliet læst på dansk, engelsk og farsi. Vi har oversættelse til flere sprog. Et par migranter hjælper med nadveruddeling. Migranter må gerne føle, at de ikke bare er accepterede, men celebrated.

Derudover er der alt det, som foregår omkring gudstjenesten. Det betyder meget, at der er nogle samværstilbud i tilknytning til gudstjenesten. Det er i høj grad de per-sonlige relationer, der får folk til at komme. Når det gælder konvertitter, er kirken nødt til at blive en slags ny familie for dem. Derfor har vi startet et internationalt fællesskab med undervisning, samtale og spisning hver søndag klokken 12-14 i nærheden af kirken.

– Hvordan påvirker det den danske menighed, når flygtninge og asylansøgere begynder at bruge kirken? For os har arbejdet med farsitalende flygt-ninge og asylansøgere, herunder tilbud om kristendoms- og dåbsundervisning, været med til at tiltrække mange unge danskere, der sætter pris på, at der er stor mangfol-dighed. I kirken er de sammen med menne-sker, der ikke er som dem selv. De kommer ikke bare for deres egen skyld men oplever, at der er behov for deres medvirken og tilstedeværelse.

Til den almindelige højmesse er der kommet flere farver på paletten. Mangfoldigheden

skaber nogle gode dynamikker i menig-heden og giver forståelse for, at kompro-misser ikke bare er idealernes nederlag, men kan være fællesskabets sejr.

En konkret udfordring er, at migrant-arbejdet let kommer til at beslaglægge præstens ressourcer. Efter gudstjenesten kommer asylansøgere ofte med spørgsmål, de gerne vil tale med præsten om. Det er vigtigt ikke at blive så opslugt af det, at man ikke er til stede for den danske menighed.

– Hvad betyder det for dig som præst, at en større gruppe flygtninge og asyl- ansøgere deltager i søndagsgudstjenesten? Som præst oplever jeg det bekræftende trosmæssigt at være i selskab med menne-sker, der er i periferien af samfundet. For at kunne trives som præst har jeg brug for det.

Teologisk er den kristne menighed ikke et interessefællesskab, men et organisk fællesskab, der favner vidt forskellige men-nesker fra forskellige sammenhænge. En af de store udfordringer for folkekirken i dag er at skabe fællesskaber, der rummer men-nesker af forskellig etnisk herkomst. Der er ikke så mange steder i samfundet, hvor det lykkes. Det er skønt, hvis kirken kan være et af de steder, hvor mennesker kan mødes på tværs. En migrantåben kirke er et vidnesbyrd om, at et anderledes fællesskab er muligt.

En indvandrerpræsts perspektiv | side 32

Niels Nymann Eriksen er sogne- og indvan-drerpræst ved Apostelkirken på Vesterbro. De seneste år er omkring 30 iranske og afghanske asylansøgere og herboende flygt-ninge blevet døbt i Apostelkirken årligt efter at have modtaget dåbsundervisning i normalt seks måneder.

side 33 | Set fra folkekirken (II)

Når vi holder fællesguds- tjeneste med vores afrikanske

menighed, bliver vi på én gang udfor-dret til at turde flippe endnu mere ud og bliver samtidig meget glade for en liturgi at leve i. Det er en fornøjelig udfordring at lave en fællesgudstjeneste, så alle parter kan genkende sig selv i noget af den.

Når jeg går forbi kirken søndag eftermiddag, glæder jeg mig over, at den ikke står tom.

Efter at vi har fået en afrikansk migrantmenighed i huset, bliver der slidt på kirken på den fede måde. Vi får mange meldinger om, hvor konkret de beder for os. Det er lidt af en positiv udfordring. Vi oplever en konkret omsorg fra dem, som er meget rørende og meget lærerig.

Når der er nydanskere i menigheden, får vi et bredere udsyn mod verden. Det brager løs derude,

og vi sidder her i Danmark i vores lille smørhul. Det er helt anderledes i kirkebønnen at bede om fred i Syrien, Irak og Mellemøsten, når der er mennesker i vores menighed, som er dybt berørt af disse konflikter. Det gør noget ved os. Vi kan ikke være upåvirkede. Det er en gave, som nydanskere giver os.

Vi startede internationale gudstjene-ster for at give internationale kristne

mulighed for at sætte deres sproglige præg på gudstjenesten med sange og læsninger. Vi ville gerne gøre nogle af de ting, der er med til at gøre det hjemligt og velkendt at komme i kirken. I dag er mange begyndt at komme til de danske gudstjenester, hvor vi har taget elementer ind fra de internationale gudstjenester som for eksempel mulighed for lystænding foran en ikon – til glæde for alle i menigheden.

På trods af udfordringer vil vi fortsætte med at holde engelsksprogede gudstjenester. Også fordi der er kaffe bagefter! For her har vi fundet

stor glæde ved mødet med hinanden. Vi har mødt den Ånd, som skaber fælles-skab på tværs af grænser og måder at tro på Jesus på.

Morten Miland Samuelsen, sognepræst Haraldskirken, Søborg

Niels Hviid sognepræst Gellerup Kirke

Set fra folkekirken (II)

Birgitte Rosager Møldrup, sognepræst Kollerup og Vindelev Sogne

Interview | side 34

Jeg har ikke set min familie, siden jeg for tre år siden forlod vores by Homs nær den libane-

siske grænse. Kort tid efter indtog oprørere vores bydel og flyttede ind i husene. Nu har regerings-styrker drevet dem ud, men ingen tør vende til-bage. Somme tider taler jeg med mine forældre i telefonen. De har søgt tilflugt i et kloster ved siden af en kirke i en anden by.

Der har været kristne i Syrien i næsten 2.000 år. Inden borgerkrigen startede, var der 50.000 kristne i Homs. Nu siger de, at der kun er omkring 5.000 tilbage. I dag er min nærmeste familie stadig i live. Men i morgen alt kan ske. Kun Gud kan beskytte min familie.

Kristent mindretal Jeg voksede op i en kristen familie som den yngste af fem brødre. Vi boede i et overvejende muslimsk kvarter, hvor de fleste af vores kam-merater var muslimer. Men dengang betød reli-gionsforskelle ikke noget i hverdagen. Om søn-dagen gik vi til gudstjeneste i den ortodokse kirke. Kirken var vores frirum. Her hørte vi til. Som kristne havde vi et stærkt sammenhold, fordi vi var et mindretal. Kirken var altid helt fuld. Der var masser af familier med børn. I kirken lærte vi at tale med Gud og bede. Det føltes godt og meget trygt. Vi blev mindet om, at vi ikke var alene. Gud passede på os. Om fredagen var der aktiviteter for børn, og de unge spillede i et band.

Da borgerkrigen brød ud i marts 2011, var jeg i gang med en IT-uddannelse. I begyndelsen var der kun spredte skudvekslinger i vores kvarter. Men efterhånden blev det værre. Bevæbnede

soldater skød på mennesker, huse og butikker. I perioder turde vi ikke gå ud. Vi så mange ting. Jeg prøver ikke at huske. En dag blev vores forretning brændt ned. Der var skyderi overalt. Man kunne blive skudt når som helst. Til sidst når man et punkt, hvor man ikke længere er bange for at dø.

Da det blev rigtig slemt, skaffede min bror mig et job i Dubai, hvor han boede. Men efter et år var der ikke mere arbejde. Min familie hjalp mig videre til Sverige, hvor vi har slægtninge. Men fordi jeg var rejst gennem Danmark, blev jeg sendt tilbage til Danmark.

Gik seks kilometer til kirkeDe første måneder boede jeg ude på landet på et asylcenter på Langeland. En søndag gik jeg sammen med en kristen ven de seks kilometer til den nærmeste by, hvor vi havde hørt kirkeklokker. Første gang kom vi for sent. Næste gang var gudstjenesten lige begyndt. Der var kun 10-15 mennesker i kirken og ikke andre som os. Men selv om vi ikke forstod ret meget, var det godt at sidde i kirken og bede. Bagefter var der kaffe, og præstens mor kom hen og talte med os. Senere prøvede vi en anden kirke, men den var lukket.

Efter nogle måneder blev jeg overflyttet til et center, hvor der var andre kristne syrere. Vi lavede mad sammen og støttede hinanden. En søndag inviterede en af mine venner mig med til en gudstjeneste på engelsk i en stor bykirke i København. For første gang siden jeg kom til Danmark, var jeg ikke den eneste araber i kirken. Min ven læste en tekst på arabisk, og jeg blev

Nazih - fra Syrien til Lolland Somme tider har jeg en følelse af at være hjemløs

Jeg går i kirke for at snakke

med Gud. Men jeg vil også gerne snakke med mennesker.

Nazih Nader

Nazih Nader: 28 år. Kom til Danmark

i 2013 på flugt fra borgerkrigen i Syrien. Asyl efter seks

måneder. Boligplaceret på Lolland. Efter ni måneder

på sprogskole optaget på en bacheloruddannelse i interna-tional marketing management.

Tog som asylansøger på Langeland til gudstjeneste i den

nærmeste folkekirke. Kommer i dag både i folkekirken og

i den katolske kirke.

side 35 | Interview

bedt om at læse på engelsk. Jeg blev meget glad. I Syrien var jeg vant til at hjælpe i kirken. Bagefter var der kaffe, og jeg blev inviteret til en kristen konference nogle uger senere.

Præsten kom på besøgDa jeg fik asyl, blev jeg sendt til en lille by på Lolland. Fra kirken i København havde jeg fået navnet på en præst. Jeg sendte flere sms’er, og så en dag ringede præsten og spurgte, om han måtte besøge mig. Jeg blev meget glad. Jeg lavede mad, og vi spiste sammen og snakkede om en masse ting. Præsten spurgte, om jeg havde lyst til at fortælle for hans konfirmander. Det ville jeg gerne. Men det er ikke blevet til noget endnu. Han inviterede mig også i kirke, men den næste søndag var det en anden præst, der havde guds-tjenesten. De fleste i kirken var ældre mennesker. Jeg hilste på præsten men snakkede ikke med nogen. Nogle måneder senere blev jeg inviteret til frokost hos præsten. Det var meget hyggeligt. Men præsten har meget travlt. Heldigvis har jeg mødt andre kristne gennem kirken i København. Vi skriver sammen på Facebook.

Somme tider går jeg hen i den katolske kirke. Men der kommer også mest ældre mennesker. Her i byen har jeg ikke mødt nogen unge som mig, der går i kirke.

I Danmark er kirkerne meget smukke og vel-holdte, men når man kommer ind i dem, er der næsten ingen mennesker. I mit land kan man altid gå hen i kirken, hvis man har problemer. I kirken er man en del af et stort fællesskab. Men sådan er det ikke i Danmark. Mange danskere siger, at

de ikke er religiøse. De synes, det er mærkeligt at gå i kirke. I Syrien går de kristne stadig i kirke, selv om deres kirker bliver bombet.

Fremmed i kirkenI dag er jeg den eneste i vores familie, der er i sikkerhed. Jeg savner min familie meget. I Syrien er det normalt, at man bor sammen med sine for-ældre, indtil man bliver gift. Som flygtning er jeg endnu ikke en del af det danske samfund. Jeg er glad for musik og sport og har prøvet mange ting. Men hvor finder jeg danskere på min egen alder, der tror på Gud og går i kirke?

Jeg går i kirke for at snakke med Gud. Men jeg vil også gerne snakke med mennesker. Somme tider føler jeg mig fremmed i kirken. Det er ikke den samme præst hver søndag. Ingen lægger mærke til, om jeg kommer eller ej. Når man kommer i kirke alene, betyder det meget, at nogen siger hej og velkommen. Jeg bliver glad, når jeg bliver spurgt om at hjælpe i kirken. Det kan godt være svært altid selv at skulle tage det første skridt.

Her i Danmark er jeg alene. Jeg køber ind alene og laver mad alene og spiser alene. Jeg hører ikke til nogen steder. Somme tider har jeg en følelse af at være hjemløs. Jeg savner meget at være en del af en familie. Jeg savner det tætte forhold til andre mennesker, der deler min kristne tro. Jeg drømmer om en dag at få min egen familie - her i Danmark eller i Syrien, hvis der igen bliver fred.

Syriske statsborgere i Danmark: 5.915Alle af syrisk herkomst: 9.837Født i Danmark: 2.318

Interview | side 36

Fra jeg var syv år gammel, arbejdede jeg som hushjælp og boede hos forskellige familier.

Min far var mekaniker, og min mor solgte grønt-sager på markedet. Vi var seks søskende, så det var naturligt, at jeg skulle hjælpe min familie. Når jeg var hjemme, gik jeg i kirke sammen med resten af familien. Vi var katolikker. Da jeg var 16 år, flyttede jeg ind i kirken sammen med fire andre drenge. Vi passede kirken og hjalp præ-sten. Kirken var åben hver dag fra morgen til aften. Om søndagen var der mindst tre gudstje-nester, og på særlige dage stod der 200 menne-sker uden for kirken og 500 indenfor. I løbet af ugen skete der en masse i kirken. Da jeg var 19 år, sørgede præsten for, at jeg kunne gå nogle år i skole igen. Siden har jeg haft forskellige jobs som blandt andet bygningsarbejder, hvor jeg lærte at lave balustrader.

Præsten kom og hilsteJeg mødte min danske kone i Nigeria. Hun var turist og ville gerne se mit land. En af mine venner, der bor i Danmark, kendte hende og bad mig tage til Lagos for at modtage hende og vise hende rundt. Jeg skulle passe godt på hende, så der ikke skete hende noget. Jeg var vel en slags bodyguard. Senere besøgte hun mig igen. Vi blev gode venner, og for snart tre år siden blev vi gift.

Kirken har altid været en del af mig, så i Nigeria tog jeg min kone med i kirke. Hun kommer også fra en kristen familie og kunne godt lide min kirke. I Danmark tog hun mig med hen i sin kirke. Jeg forventede noget i retning af Nigeria,

hvor kirkerne altid er fulde om søndagen. Men der var kun 10-15 mennesker i kirken. Jeg talte ikke dansk og forstod ikke, hvad der foregik. Jeg sad bare og iagttog. Jeg lagde mærke til, at alle tog nadveren. Det turde jeg ikke. I min kirke skal man først forberede sig. Efter gudstjenesten kom præsten hen og gav hånd og sagde god søndag. Og så blev han stående og snakkede med os. Det overraskede mig meget. Jeg følte, at præsten virkelig så mig og viste mig kærlighed. Jeg blev meget glad. Det var meget smukt. I Nigeria skal man lave en aftale og måske vente flere timer, før man kan tale med en præst.

Snakker og beder sammen Vi gik i kirke igen den næste søndag. Efter-hånden begyndte jeg at føle mig hjemme i kirken. Den tredje søndag gik jeg med til nadver. Min kone havde forklaret, at man ikke behøver at være medlem af kirken. Alle er velkomne. Det kunne jeg godt lide. Efterhånden har jeg vænnet mig til, at der er stille og roligt i kirken. Jeg kan godt lide, at folk står og snakker sammen efter gudstjenesten. Somme tider kommer præsten og spørger, hvordan jeg har det, og om der er noget, han kan hjælpe med. Så bliver jeg rigtig glad. Han har også besøgt mig i vores hjem fem-seks gange. Han ringer og spørger, om han må komme. Så sidder vi og snakker og beder sammen. Bagefter føler jeg mig stærkere. Præ-sten er Guds svar på min bøn om hjælp til at leve i et nyt land.

Sammen med min kone er jeg med i en bibel-kreds ud fra kirken. Vi taler om Bibelen, og om

Patrick - fra Nigeria til Billund Jeg bliver glad, når jeg har været i kirke

Præsten er Guds svar på min bøn om

hjælp til at leve i et nyt land.Patrick Iroha Nwamgbowo

Patrick Iroha Nwamgbowo: 32 år. Født i Enugu i det

østlige Nigeria. I 2012 gift med sin danske kone,

der læser til ergoterapeut. Går på sprogskole og arbejder i Lalandia og på en minkfarm.

Bor hos svigerforældrene på en gård i Midtjylland.

side 37 | Interview

hvad teksten betyder. Jeg bliver glad, når jeg taler om Gud. Hvis nogen har et problem, taler vi om det, beder sammen og finder en løsning. Bagefter spiser vi sammen. Somme tider spiller vi også fodbold.

Læste på igbo i kirken Den danske folkekirke er meget anderledes end min kirke i Nigeria. Gudstjenesten er meget kort - kun en time, og så er det hele forbi. Men hvis prædikenen er god, gør det ikke noget, at den er kort. I Nigeria prædiker mange præster så længe, at man godt kan blive lidt træt.

I dag kan jeg måske forstå 30 procent af en dansk gudstjeneste. Somme tider oversætter min kone for mig. Jeg tager min engelske bibel med i kirken og kan også følge med i salme-bogen. Jeg kan godt lide at synge, selv om det er nogle andre sange, end jeg er vant til. I min kirke har vi kirkekor, keyboard og trommer. Alle kender sangene udenad, og når vi synger, kan vi godt lide at danse og bruge kroppen.

Jeg er vant til at hjælpe i kirken. Det vil jeg også gerne i Danmark. Men jeg kender ikke reglerne her og er bange for at stille forkerte spørgsmål. Måske kunne jeg uddele salme-bøger eller synge en sang. En gang bad præsten mig læse en tekst på mit sprog igbo. Det var pinsedag. Det var en rigtig god oplevelse. Et øjeblik føltes det, som om jeg var tilbage i mit eget land.

Respekt for GudFor danskerne er julen kirkens største højtid. For mig er det påsken. I min kirke faster vi 40 dage op til påske. Når man faster, er det som om man kommer tættere på Gud. I fastetiden går vi i kirke hver dag. I Danmark er fasten ikke noget specielt. Det er lidt mærkeligt for mig.

I Nigeria er kirkerne altid åbne. Det savner jeg her i Danmark. Somme tider har jeg lyst til at gå ind i en kirke og bede. At være i Guds hus hjælper mig til at samle tankerne og huske, hvad Gud har gjort for mig. I Nigeria plejede jeg at tage min bibel og gå hen i kirken, når livet var svært, og jeg følte mig stresset. Så sad jeg og kiggede på statuerne og talte med Gud. Måske en halv time. Når jeg gik ud, kunne jeg smile igen. I Danmark er kirkerne lukkede, når der ikke er gudstjeneste, fordi danskerne er bange for, at folk skal stjæle fra kirken. I Nigeria har vi megen kriminalitet, men folk stjæler ikke fra kirkerne. Man har respekt for Gud.

Jeg kan stadig ikke forstå, hvorfor der ikke er flere danskere, der går i kirke, når jeg kan mærke, at det danske samfund bygger på kristne værdier. I mit land går mange i kirke, uden at deres hjerte er med. Derfor er der meget i vores samfund, der ikke er så godt. Danskere, der går i kirke, har åbne hjerter. Man kan stole på dem.

Nigerianske statsborgere i Danmark: 1.104Alle af nigeriansk herkomst: 1.516 Født i Danmark: 282

Interview | side 38

Min far flygtede til Europa i midten af firserne. Der var borgerkrig på Sri Lanka, og han skulle

bare væk. Sammen med andre tamilske mænd blev han sendt til Nakkebølle på Sydfyn, hvor han boede på et asylcenter. Når min far fortæller om det, var det en ganske særlig tid, hvor de fik god mad og cykler og blev inviteret til arrangementer, hvor de mødte lokale danskere og blev bedt om at optræde med tamilsk sang og dans. Da de fik asyl, blev mange på Sydfyn. De første år boede min far i en lejlighed i Fåborg, hvor han var så heldig at få et dansk ægtepar fra kirken som kontaktforældre. Da min søster og jeg blev født, blev de naturligt vores danske bedsteforældre. Bedstefar fortæller, hvordan han og bedstemor en dag hørte, at der var kommet 72 tamiler til byen, som vist ikke følte sig så velkomne. Så fandt de på at invitere dem alle sammen hjem til julefest med dansk julemad, æbleskiver og juleklip. Der kom 60! Det var virkelig en stor oplevelse, som alle mændene stadig taler om. I dag er julen stadig min fars yndlingshøjtid, selv om han er meget troende hindu.

Sang i kirkenGennem min opvækst har jeg mange gange været inde i en kirke. I folkeskolen sang jeg i kor, hvor vi hvert år optrådte med julesange i kirken. Vi gik også Lucia i menighedshuset og på plejehjemmet. Senere gik jeg til konfirmationsforberedelse i kirken, selv om jeg ikke skulle konfirmeres. Jeg var nys-gerrig på religionen. Jeg havde jo sunget julesange i kirken og tænkte, at det kunne være sjovt at lære lidt mere om kristendom og Bibelen. Vi havde en rigtig god præst, der var meget inspirerende.

Hvert år holder jeg dansk jul sammen med mine bedsteforældre en dag i december. Juleaften bliver vi inviteret af vores kristne tamilske venner og fejrer jul på deres måde. De har juletræ, og under træet er der en masse gaver, som vi åbner klokken 24.

Året før mine danske kammerater blev konfir-meret, holdt min familie en pubertetsfest for mig. Det er en fest, der knytter sig til vores religion. Det er lidt besværligt at forklare, for der er mange ritu-aler og traditioner. Man fejrer, at nu er man blevet en voksen kvinde, der skal passe på sig selv. Det er en stor familie- og vennefest, hvor alle kommer med gaver.

BindestregsdanskerJeg har altid været stolt af at være bindestregs-dansker. Jeg føler mig både hundrede procent tamilsk og hundrede procent dansk. Selv om jeg aldrig har været på Sri Lanka, taler og skriver jeg tamilsk og har fået så meget tamilsk kultur og sprog med gennem min opvækst. I Fåborg er vi 24 tamilske familier - både hinduer og kristne. Vi har altid været meget sammen på tværs. Her har vi jo kun hinanden, hvis vi vil bevare vores traditioner.

Som tamil er man en del af en stor familie og et fællesskab, hvor man definerer sig i forhold til hin-anden. Det kan selvfølgelig være en ulempe, men jeg har primært oplevet det positivt ved at man er der for hinanden. Jeg tænker rigtig meget over, hvad jeg gør, og hvad andre synes. Hvis jeg gør noget for-kert, går det jo også ud over min mors og min fars og min lillesøsters ry. For nogle etniske danskere er det som om alt er flydende. Men hvis der ikke er grænser, falder man let i nogle sorte huller.

Sabina – bindestregsdansker fra Fåborg På rejse sammen med Gud

Kristendommen er blevet en del af mit

liv, selv om jeg er hindu.Sabina Appiah

Sabina Appiah: 20 år. Født i Fåborg på Sydfyn i et tamilsk hjem. Læser euro-

pæisk etnologi ved Københavns Universitet. Familien er hinduer,

men for et år siden begyndte Sabina at komme i Bethlehems-

kirken i København.

side 39 | Interview

Når jeg en dag skal giftes, vil jeg selvfølgelig snakke med mine forældre. De skal kunne lide ham. Men det skal være en, jeg kender, og han skal have en uddannelse. Jeg vil foretrække, at han er tamil og bindestregsdansker ligesom jeg - eller måske opvokset i et andet skandinavisk land. Han må også godt være kristen.

Savnede åndelig dimensionReligion har altid betydet meget i min familie. Da jeg var barn, tog vi somme tider til gudstjeneste i hindutemplet i Brande. Sidste år fik vi mulighed for at besøge det kristne katolske valfartssted Lourdes i Sydfrankrig sammen med en anden hindufamilie. Vi havde hørt om den hellige kirke, hvor folk blev helbredt. Det gjorde et stort indtryk på mig at opleve så megen hellighed på ét sted.

Da jeg flyttede til København, kunne jeg mærke, at jeg savnede en åndelig dimension i mit liv. Selv om jeg havde hindufigurer på mit værelse, var det lidt svært at praktisere at være hindu. På vej til uni-versitetet kom jeg forbi mange flotte kirker. Somme tider stoppede jeg og gik ind i en kirke. Arkitekturen og det sanselige talte til mig. At se noget smukt og opleve stemningen fra former og farver betyder meget for mig.

Gennem en bekendt fik jeg et værelse hos en pige, der kommer i Bethlehemskirken på Nørrebro. Jeg fik lyst til at opleve en gudstjeneste i hendes kirke. Det var en lang gudstjeneste med masser af sang og ritualer. Bagefter kom alle hen og bød mig velkommen og spurgte, hvem jeg var. Der var en helt anden åbenhed, end jeg havde oplevet andre steder. I kirken var der både små børn og familier,

unge og ældre folk. Det var som en stor familie i flere generationer.

Jeg begyndte at komme i kirken hver søndag. Jeg kan godt lide, at der er en stilhedstid, hvor alle kan bede en bøn, få forbøn eller tænde et lys. Man kan bare mærke, hvordan det åndelige er en del af folk. Jesus rører ved dem. Helligånden er der. Det taler til mig. Det var det, der manglede i mit liv. Pludselig er kristendommen blevet en del af mit liv, selv om jeg er hindu.

Kristen-hinduI dag er jeg en del af ungdomskirken og deltager meget i det, der sker i kirken. Jeg har også været på alfakursus, fordi jeg godt ville dykke lidt mere ned i kristendommen. Jeg er med i en bibelgruppe, og sammen med ungdomskirken har jeg været på en 18-dages tur til Uganda, hvor vi rejste rundt og besøgte kirker, skoler og et hospital og holdt semi-narer om familie, sundhed og uddannelse. Det var en kæmpe oplevelse.

Kirken er blevet som en familie for mig. Her er der altid nogen, jeg kan henvende mig til, hvis jeg har problemer. Det er en helt speciel kirke, som jeg er meget glad for. Jeg oplever, at jeg får lov at være mig selv. Her er virkelig plads til alle. Når nogen siger: ”Du er da ved at blive kristen!”, griner jeg lidt. Jeg føler en stærk tilknytning til kristen-dommen - også uden at være døbt. Hvis man kan sætte en bindestreg mellem religioner, er jeg måske kristen-hindu. Jeg ser mit liv som en rejse sammen med Gud. På rejsen kommer jeg tættere på Jesus.

Srilankanske statsborgere i Danmark: 2.683Alle af srilankansk herkomst: 11.434Født i Danmark: 4.590

Interview | side 40

Kirken har altid betydet meget for mig. Da jeg var barn i Basra, var kirkerne fulde. Hver

søndag gik vi i kirke hele familien. Jeg har rigtig dejlige billeder inde i mit hoved.

Da jeg blev soldat, sagde min mor til mig, at jeg aldrig måtte glemme kirken. Jeg var soldat i ni år - først under krigen mod Iran og senere under Golfkrigen, hvor jeg arbejdede som radartekniker. I fredstid havde jeg min egen forretning, hvor jeg reparerede radio- og tv-apparater. Jeg har haft mange problemer i mit liv, men jeg har altid fået hjælp i kirken.

To gange måtte jeg og min familie flygte fra vores hjem. Første gang var i 1985 under krigen mod Iran. Vi boede i Basra, hvor raketterne fløj lavt over vores hus. Anden gang var i 2000. Vi havde aldrig blandet os i politik, men da min bedste ven blev dræbt, blev det meget farligt for mig. Politiet kom til mit værksted og truede med at tage min søn fra mig, hvis jeg ikke ville samarbejde. Hele familien blev meget bange. Vi betalte penge, så jeg kunne flygte til Jordan med min søn, der var syv år. Efter et par måneder kom vi videre til Dan-mark. Faktisk vidste jeg ikke, hvor vi var på vej hen. Da vi landede i Kastrup, spurgte jeg politiet, hvor jeg var. ”Du er i Danmark,” svarede betjenten!

Troede jeg var muslimMit første møde med kirken i Danmark var på en udflugt arrangeret af personalet på det asylcenter, hvor vi boede de første uger. Bussen stoppede foran en gammel kirke. Inde i kirken kunne jeg genkende den specielle lugt fra vores gamle kirker i Irak. Det var meget overvældende. Jeg husker,

at jeg græd meget. I kirken bad jeg Gud hjælpe mig og min familie. Jeg var alene i et fremmed land med min søn. I Irak var vi en stor familie. Nu var familien pludselig væk.

Efter 10 måneder fik vi asyl og blev flyttet til en lille by uden for Roskilde. En af de første dage spurgte jeg vores danske nabo, hvor den nær-meste kirke lå. Efter gudstjenesten præsenterede jeg mig for præsten. Hun sagde velkommen, og flere kom hen og snakkede med os. Nogle troede, at jeg var muslim. Nej, jeg er kristen, sagde jeg. Det viste sig, at en dame i menighedsrådet havde arbejdet i Irak som sygeplejerske. Da jeg hørte det, græd jeg! Hun inviterede os hjem til kaffe, og jeg fortalte hende hele min historie. Det var en utrolig lettelse. Nu var jeg ikke længere alene. Hun hjalp mig meget, mens jeg ventede på familiesammen-føring. Det var en meget svær tid for os alle og ikke mindst for min kone, der var alene med to små børn. Vores yngste søn blev født, efter at jeg var flygtet. Min kone blev udsat for trusler og chikane og måtte flytte fra sted til sted. I dag er den danske sygeplejerske fyldt 80 år og er som min danske mor. Vi har kontakt næsten hver dag. Hun ved alt om os. Jeg hjælper hende, og hun hjælper mig. Hun har et stort hjerte og giver os mange gode råd. Hun er Guds gave til vores familie.

Uddeler nadver på aramæiskVi går stadig i kirke flere gange om måneden. Vi kommer, fordi kirken er Guds hus, og fordi det er her, vi har vores venner. I begyndelsen forstod vi kun enkelte ord. Men det betød rigtig meget, at nogen hilste på os og sagde hej - også for min søn.

Samir – fra Irak til Ågerup Den første flygtning i menighedsrådet

Vi går i kirke, fordi kirken er Guds hus,

og fordi det er her, vi har vores venner.

Samir Bagi

Samir Bagi: 56 år. Uddannet elektronik-

tekniker. Kom til Danmark i 2000 som asylansøger

på flugt fra Saddam Husseins Irak. Asyl 2001. Bor i Ågerup

ved Roskilde sammen med sin kone og tre børn. Arbejder som

reparatør. Medlem af Ågerup Menighedsråd siden 2008.

side 41 | Interview

Og efterhånden forstod vi mere. I byen begyndte folk også at kende os og sige ”Goddag, Samir!”

Som kaldæere tilhører vi den katolske kirke. Men for mig er der ikke stor forskel på min kirke og folkekirken. Vi tror på den samme Gud og den samme Jesus og på den hellige almindelige kirke. Jeg er først og fremmest kristen. Jeg kommer i fol-kekirken, fordi jeg blev godt modtaget. Det var her, jeg først fik kontakt med danskerne. Jeg har også været i praktik i kirken som gravermedhjælper. Kirken er Guds hus. Den skal være pæn. Under gudstjenesten uddeler jeg somme tider brød til nadveren på aramæisk.

Vores ældste søn er konfirmeret i folkekirken, og vores datter skal konfirmeres næste år. De har også alle tre været minikonfirmander. Men jeg er ked af, at der næsten kun er ældre mennesker i kirken. I Irak er der både børn, unge, familier og ældre. I Danmark mangler kirken noget for bør-nene og de unge. Jeg bliver glad, når kirken er fuld af mennesker. Så siger jeg tak til Gud.

Valgt ind i menighedsrådEfter syv år i Danmark blev jeg opfordret til at stille op til menighedsrådet. Mange kendte mig, så jeg fik mange stemmer. Jeg kunne mærke, at det betød meget for min søn, at hans far blev medlem af menighedsrådet. Fordi jeg var den første flygt-ning/indvandrer i et menighedsråd i Roskilde Stift, blev jeg interviewet i radioen og flere aviser. Jeg er rigtig glad for at være medlem og har lært mange ting. Det har været med til at give stabilitet i mit liv og et større netværk. Især er jeg glad for at være tovholder på kirkens årlige sommerfest, hvor der

er tradition for mad og musik fra forskellige lande. Da min kone lavede irakisk mad for nogle år siden, var vi 120! Der kom også muslimer. Jeg har altid kunnet tale med alle, både kristne og muslimer. Selv om vi har problemer i Irak, er de fleste mus-limer gode mennesker.

En gang imellem tager vi til gudstjeneste i den kaldæiske menighed i Søborg. De har et dejligt kirkekor, der synger de sange, vi kender fra vores kirke Irak. Vi kommer også for at få kontakt med andre irakere. Det betyder især meget for min kone.

Fremtid i DanmarkJeg siger tak til Gud, fordi Danmark gav mig et nyt liv. Jeg kom med ingenting. I dag er jeg en glad og taknemmelig mand. Taknemmelig for at jeg fik asyl efter kun 10 måneder - selv om det den-gang føltes som uendelig lang tid. Taknemmelig for at min kone og jeg i dag begge har arbejde, at børnene trives, og at vi gennem kirken og senere også skolen har fået et stort dansk netværk.

Vores fremtid er i Danmark. Det er slet ikke rea-listisk for os at flytte tilbage. I dag er det meget farligt for kristne i Irak. Siden juni har hele min kones familie og mine to brødre været på flugt, efter at den islamistiske gruppe Islamisk Stat overtog kontrollen med Mosul og mange kristne byer på Nineve-sletten. Titusindvis af mennesker er på flugt. Ingen ved, hvordan det ender. Kun Gud kan hjælpe.

Irakiske statsborgere i Danmark: 14.635 Alle af irakisk herkomst: 30.740Født i Danmark: 9.579

Interview | side 42

Jeg kan ikke forestille mig et liv uden sang og musik. Jeg elsker at synge. Som barn sang

jeg i kirkekor i den anglikanske kirke i Kampala. Hver søndag var kirken fuld af unge mennesker og familier med børn. Fra jeg var barn har jeg haft opgaver og ansvar i kirken. Store børn fik lov at læse bibeltekster højt ved gudstjenesten, og allerede inden jeg blev konfirmeret, hjalp jeg i søndagsskolen. Senere blev jeg medlem af en større pinsekirke, hvor der var masser af aktivi-teter, musik og lovsang.

Da jeg flyttede til Danmark for seks år siden, tog min mand mig med til de internationale guds-tjenester i den apostolske kirke i Aalborg. Han havde boet i Danmark i mange år og vidste, at her var andre afrikanere. Efter kun en måned blev jeg spurgt om at være med til at lede lov-sangen. Præsten var selv afrikaner og ikke bange for at give mig ansvar. Det betød rigtig meget og var med til at styrke min selvtillid. Selv om det bare var en lille menighed, følte jeg mig meget hjemme.

At komme til Danmark var en kæmpe omvælt-ning. Jeg kom fra en myldrende afrikansk storby til danske Brønderslev - en meget lille og meget stille by. Alt var nyt: Sproget, kulturen, klimaet og tusind andre ting. De første år savnede jeg det store fællesskab, jeg kendte fra Uganda. Jeg kommer fra en stor familie, hvor vi er 15 halv- og helsøskende. I Danmark var vi kun min mand og jeg. Efterhånden kom vores to drenge til, men jeg savnede at have mange mennesker omkring mig. Jeg får energi af at snakke med mennesker.

IntegrationsudvalgJeg var heldig, at jeg kom til en by, hvor folke-kirken nogle år tidligere havde oprettet et inte-grationsudvalg, da der begyndte at komme flere udlændinge til byen. Min mand sad i udvalget, og på min første fødselsdag i Danmark kom et ældre ægtepar fra kirken med morgenbrød og ønskede mig til lykke. De havde rejst i Afrika og havde let ved at snakke med udlændinge. Gennem dem begyndte jeg at komme i folkekirken.

Da min mand fik travlt på sit arbejde, foreslog han, at jeg overtog hans plads i integrationsudvalget. Det har været rigtig godt. Vi er fem dan-skere og to nydanskere, der blandt andet plan-lægger to årlige internationale gudstjenester. Vi er ansvarlige for det hele - hvem der skal prædike og synge og lave mad. Det er meget interessant for en som mig, der har været vant til at have lederansvar. I udvalget kommer jeg tættere på danskerne. Jeg har lært meget om dansk møde-kultur. Samtidig oplever jeg, at der bliver lyttet til mig. Det giver mig en følelse af, at jeg ikke bare er der for mig selv. Jeg har noget at bidrage med.

Nydanske kontaktfamilierJeg vil gerne arbejde for, at vi som kirke gør mere for at tilbyde kontaktfamilier til de nye flygtninge i byen. Jeg var utrolig glad for, at det danske ægtepar i sin tid kom og besøgte mig, da jeg var ny her. De hjalp mig med en masse små ting i hverdagen. Jeg ønsker, at andre må opleve det samme. Måske kunne kirken opfordre flere af os, der har været her et stykke tid, til at besøge de nyankomne. Vi ved jo, hvordan det er at komme

Sarah – fra Uganda til Brønderslev Jeg har noget at bidrage med i kirken

I Afrika siger menigheden hele

tiden amen og halleluja. I Danmark har jeg lært at være meget stille i kirken.

Sarah Agwere

Sarah Agwere: 34 år. Uddannet folkeskolelærer

i Uganda. Kom til Danmark i 2008 gennem familie-

sammenføring med sin mand, der har boet her siden 1988.

Mor til to drenge. Går på VUC og arbejder som selvstændig

rengøringsassistent. Medlem af integrationsudvalget i Brønderslev Kirke siden 2009.

side 43 | Interview

til et nyt land. Vi kan lytte, forklare og hjælpe. Jeg har også tilbudt kirken, at jeg kan undervise i afri-kansk dans. Flere piger har sagt, at de har lyst.

SommerlejreGennem folkekirken blev jeg inviteret med på en tværkulturel sommerlejr, som kirken hvert år er med til at arrangere. I år var jeg med for tredje gang som aktiv deltager. Det var vældig godt at have flere dage til at snakke med både dan-skere og andre nydanskere. Hvad drømmer vi om her? Hver dag var der aktiviteter for børnene, så de havde det også godt. Jeg nød meget at tale med andre voksne om Bibelen. På lejren kunne vi bede, synge og danse sammen og opmuntre hinanden. Jeg har lært, at hvis man vil blive ved med at være kristen i Danmark, må man selv tage initiativer og opsøge andre kristne.

Selvfølgelig er gudstjenesten i folkekirken meget anderledes, end jeg er vant til. Alt er meget stille. Ingen siger noget ud over præsten. I begyndelsen oplevede jeg det meget mærke-ligt, at præsten vendte ryggen til menigheden, når han bad. Der lød ikke så meget som et enkelt amen fra menigheden! I Afrika siger vi hele tiden amen og halleluja. I Danmark har jeg lært at være meget stille i kirken.

En af de ting, jeg godt kan lide ved folkekirken, er, at danskerne er gode til time management. Alting foregår, når det skal. Men det er stadig lidt underligt for mig, at man lukker kirkedøren præcis klokken 10. I en dansk kirke er det meget pinligt at komme fem minutter for sent.

BabysalmesangDa børnene var små, gik jeg til babysalmesang i kirken. Her mødte jeg andre mødre med børn. Det var rigtig godt. Men nu er børnene tre og seks år, og så er det ikke så let at tage dem med i kirke. Jeg er bange for, at de skal forstyrre. Jeg tager dem med ud i et lille værelse, hvor de kan tegne og male. Der er højttalere, så jeg kan høre, hvad der foregår inde i kirken. Men jeg føler ikke rigtig, at jeg har været i kirke. Måske snakker jeg lidt med nogen uden for kirken bagefter. Så går jeg hjem. Det var det. Til de internationale guds-tjenester sørger vi altid for, at der er et program for børnene.

Selv om der er nogle ting, jeg godt kunne tænke mig anderledes, er jeg meget taknem-melig for Brønderslev Kirke. Til de internatio-nale gudstjenester er det ikke svært at få lov at bidrage. Ofte er det mig, der leder programmet efter gudstjenesten. Når nogen bagefter kommer hen til mig og siger, at det gjorde jeg rigtig godt, bliver jeg glad. Det oplever man jo kun, når man får lov at have ansvar.

Folkekirken har en stor rigdom i de mange danskere, der har rejst eller boet og arbejdet i udlandet. De er åbne og villige til at tale med udlændinge. De er ikke bange for, at de ikke ved, hvad de skal sige til os. I dag har jeg mange danske venner i kirken. Det gør ikke noget, at de fleste er ældre end mig. Jeg bliver glad, når de kommer og besøger mig eller inviterer på kaffe. Så snakker vi. Jo bedre jeg bliver til dansk, jo let-tere går det. Når danskerne kan høre, at jeg taler dansk, slapper de af.

Ugandesiske statsborgere i Danmark: 839 Alle af ugandesisk herkomst: 1.645 Født i Danmark: 299

Interview | side 44

Jeg har altid været kristen. Min mors fætter var ærkebiskop i den kaldæiske kirke i Mosul

i Nordirak, inden han for nogle år siden blev bortført og dræbt. Da jeg var 13 år, flyttede vi fra Kirkuk til Bagdad, hvor min far arbejdede. Her begyndte jeg at komme i en protestantisk kirke sammen med nogle venner. Jeg kunne godt lide atmosfæren i kirken. Efter den første gudstje-neste spurgte jeg præsten, om jeg måtte komme igen, selv om jeg var kaldæer og katolik. Det måtte jeg gerne. Min familie var meget åben og glædede sig over, at jeg lærte mere om min tro og opdagede nye ting.

Illegal i Jordan i fem årMange år senere var det en evangelisk kirke, der hjalp mig, da min mand og jeg måtte flygte ud af Irak, og jeg stod alene i Jordan med vores lille datter. Under Saddam Hussein blev vi udsat for pengeafpresning og truet på livet. Men i Jordan havde vi kun penge til, at min mand kunne rejse videre. Planen var, at når han fik opholdstilla-delse og arbejde i et sikkert land, ville han sende penge, så jeg kunne følge efter med vores datter. I Jordan lejede jeg et lille værelse over for en kirke, hvor der var en meget aktiv menighed. Hver uge var der gudstjenester, bibelstudier, kvindemøder og søndagsskole. Som illegale i Jordan kom vi i kirken næsten hver dag de næste fem år. Kirken var som vores familie og hjalp os med alt. I Jordan blev min tro stærkere. Jeg takker Gud for, at jeg i dag kender ham bedre. Gud ville mig noget i Jordan.

Gemt i varebilMin mand endte i Danmark, hvor han søgte asyl. Men som mange andre irakere dengang fik han afslag. Det betød, at jeg ikke kunne rejse op til ham. Efter fem år blev jeg udvist af Jordan og sendt tilbage til Irak. Men ekstremister truede med at kidnappe min datter, så jeg var meget bange og turde ikke blive i Irak. Min familie i USA sendte penge, så jeg kunne rejse til Danmark sammen med min datter, der dengang var syv år. Rejsen op gennem Europa tog otte dage gemt bag i en gloende hed varebil. Da jeg efter et år i Danmark også fik afslag på asyl, vendte angsten tilbage. Jeg tænkte, at lige meget hvad kunne jeg bare ikke gøre det igen.

De første år i Danmark var meget anderledes, end jeg havde forestillet mig. Vores datter havde svært ved at forstå, hvorfor vi skulle bo på et asylcenter omgivet af pigtråd. Når jeg forklarede, at det var fordi vi var flygtninge, blev hun ved med at spørge hvorfor. Til sidst sagde jeg, at det kunne jeg heller ikke forstå. Men asylcentret var trods alt meget bedre end Jordan. Her var vi i sikkerhed, og vi var igen sammen som familie.

Plakat for gudstjenesteI Danmark var det meget vigtigt for mig at finde en kirke. På asylcentret så vi en plakat for en inter-national gudstjeneste på engelsk. Kirken sendte en bus op til vores center. Vi var mange irakere med bussen. I kirken kom folk hen og snakkede med mig og spurgte, hvordan jeg havde det. Det var en stor lettelse at få lov at fortælle om vores situation. Jeg følte mig meget velkommen. I de

Zina – fra Bagdad til Birkerød Kirken hjalp os til ikke at give op

Vi føler, at folke-kirken er vores

kirke. Derfor vil vi gerne være med til at byde nye velkommen.

Zina Rassam

Zina Rassam: 48 år. Uddannet kemiingeniør.

Kom til Danmark fra Irak i 2005 sammen med syvårig datter.

Gift med Salam Mansour, der kom til Danmark i 2000.

Asyl i 2008. Kommer i en dansk folkekirke og er

frivillig ved internationale gudstjenester for flygtninge.

side 45 | Interview

tre år, vi boede på centret, kom der en kirkebus hver anden uge. De to timer i kirken var ugens bedste. I kirken bad de for os. Det betød utrolig meget. Gennem kirken fik vi danske venner, der hjalp os til ikke at give op. Vi kunne mærke, at deres hjerter var med os.

Nogle af de bedste øjeblikke var, når vi invite-rede vores danske venner på middag på vores værelse. Så var det næsten, som om vi levede et normalt liv. Vi var en større gruppe irakiske kristne, der alle havde fået afslag på asyl og ventede på ubestemt tid. Den opbakning, vi fik fra mange præ-ster, kirker og almindelige danskere betød utrolig meget. Der blev skrevet artikler, lavet interviews, høringer og støttedemonstrationer. Vi vidste, at mange forsøgte at hjælpe os. Selv om det ikke umiddelbart ændrede vores situation, hjalp det os inde i os selv.

Laver mad i kirkenI Bagdad havde min mand haft sin egen restau-rant. Mens vi boede på asylcentret, begyndte han at lave irakisk mad til kirkefrokoster, konferencer og lysgudstjenester i blandt andet Københavns Domkirke. Vi var glade for at kunne gøre noget for kirken. I dag bliver han stadig bedt om at lave mad i forskellige kirker. Det gør han meget gerne. På den måde kan han vise lidt af, hvem han er.

I 2008 fik vi endelig asyl. Da havde min mand ventet i otte år og jeg og vores datter i tre år. Vi har stadig svært ved at forstå, hvorfor vi skulle vente så længe. Otte år er lang tid, når man er midt i livet. Da min mand kom til Danmark, var han fuld af håb om at starte et nyt liv og finde et

arbejde. I dag er han stadig fysisk mærket af den lange ventetid. Da vi fik asyl, kunne han dårligt huske, hvordan det er at leve et normalt liv.

Byder nye velkommenVi er glade og taknemmelige for, at vi har fået et nyt liv i Danmark. Da vi fik asyl, havde vi allerede mange danske venner gennem kirken. De hjalp os med at finde en lejlighed og en kristen skole til vores datter. For os var det naturligt at fort-sætte med at komme i folkekirken. Ofte kommer nogle af vores danske venner og henter os, og så tager vi i kirke sammen. Jeg forstår stadig ikke hundrede procent, men jeg kender de bibelske historier og kan godt følge med i gudstjenesten. For mig er nadveren gudstjenestens højdepunkt. I kirken møder vi vores venner og lærer mere dansk. Vi ved, at de tænker på os og beder for os og vores familie i Irak.

Vi kommer fortsat til de internationale gudstje-nester i København for flygtninge. Her hjælper vi med at læse tekster og bønner på engelsk eller arabisk. Vi føler, at folkekirken er vores kirke. Derfor vil vi gerne være med til at byde nye vel-kommen. Da vi taler arabisk, er det let for os at tale med de nye flygtninge fra Syrien. Vi ved, hvordan det er at komme til et nyt land, når man har mistet alt, og hvor meget det betyder at møde nogen, man kan tale med om sine problemer. Vi har selv fået så meget gennem kirken. Vi vil gerne give noget igen.

Irakiske statsborgere i Danmark: 14.635 Alle af irakisk herkomst: 30.740Født i Danmark: 9.579

Medlemskab af folkekirken | side 46

Hvor mange medlemmer har folke-kirken? I januar 2014 havde folkekirken 4.413.825 medlemmer. Det svarer til 78,4 procent af den danske befolkning.

Hvordan bliver man medlem?Personer, der bliver døbt i folkekirken som børn eller voksne, bliver automa-tisk medlemmer af folkekirken. Hvis man ikke er døbt i folkekirken og ønsker at blive medlem, skal man henvende sig på kirkekontoret. Man kan også melde sig ind på folkekirkens hjemmeside via en elektronisk blanket. Man er først medlem, når den lokale sognepræst har behandlet anmodningen. Personer, der er døbt i en anden kristen kirke, kan melde sig ind i folkekirken ved henvendelse til sogne-præsten.

Kan en asylansøger blive medlem?Ja. En asylansøger har som udgangs-punkt ikke dansk cpr-nummer, men asyl-ansøgere, der døbes i folkekirken, skal tildeles et administrativt (midlertidigt) cpr-nummer. Hermed kan de få en officiel dåbsattest og medlemskab af folkekirken. Medlemskabet bevares, også hvis asyl- ansøgeren ikke får asyl i Danmark.

Hvad koster det? Folkekirkens medlemsbidrag opkræves over kirkeskatten. Medlemmerne betaler i gennemsnit 0,88 procent af deres skatte- pligtige indkomst i kirkeskat. Børn og unge, der ikke betaler skat, betaler ikke for medlemskabet.

Hvad får man ud af det?Medlemmer af folkekirken har ret til at blive konfirmeret, gift og kirkeligt begravet eller bisat på en dansk kirkegård. Sognepræ-sten står til rådighed for samtaler om per-sonlige spørgsmål og har tavshedspligt. Som medlem af folkekirken er man med til at sikre, at der hver søndag holdes guds-tjenester i størstedelen af landets 2.400 folkekirker ud over landet. Derudover bidrager man blandt andet til præsternes løn, og til at folkekirken kan udføre socialt arbejde som besøgstjeneste og sorg-grupper. Som medlem af folkekirken har man stemmeret ved menighedsrådsvalg og kan vælges ind i menighedsrådet.

Alle er velkomneAlle er velkomne til gudstjenester i folkekirken og til at gøre brug af kirkernes tilbud om foredrag, koncerter, kirkekor, babysalmesang, spaghettigudstjenester, internationale gudstjenester og meget andet.

Se mere på www.folkekirken.dk

Medlemskab af folkekirken

Når folk får øjen- kontakt med dig

og smiler, ved du, at du er velkommen. Der behøver ikke at være ord. Et smil viser åbenhed og imøde- kommenhed.

Gladys Bediako Bruun Kvaglund Kirke

Tidl. næstformand i menighedsrådet

Noter til side 47:

* Liturgi på engelsk, tysk, fransk, spansk, italiensk og serbisk: www.interchurch.dk. Arabisk og farsi: Kontakt Tværkulturelt Center.

** Tværkulturelt Center, Danmission, Indre Missions og Luthersk Missions Tværkulturelle Arbejde, Kirkernes Integrations Tjeneste m.fl.

side 47 | Start her

NÅR MIGRANTER OPSØGER FOLKEKIRKEN

HILS: Giv hånd og sig velkommen. Præsenter dig selv og spørg gerne, hvor de kommer fra.

SNAK MED DEM: Sørg for at ingen for-lader kirken uden at have talt med nogen.

KIRKEKAFFE: Inviter til kirkekaffe - og gå selv med.

SID VED SIDEN AF DEM og hjælp med at finde salmer/liturgi i salmebogen.

OVERSÆTTELSE: Tilbyd oversættelse til engelsk/et andet sprog, hvis der er brug for det. Nydanskere, der har lært dansk, er ofte villige til at hjælpe.*

INVITER til andre arrangementer/ aktiviteter i og ud fra kirken (spaghetti- gudstjeneste, babysalmesang etc.)

BIBLER: Køb et sæt bibler på forskellige sprog og sæt dem i kirken til fri afbenyttelse.

SPROG: Mange nydanskere forstår lidt dansk og vil gerne lære mere. Brug det sprog, I har. Det er ikke pinligt, hvis man ikke forstår hinanden!

VELKOMSTTEAM: Giv to-tre personer i menigheden ansvar for at byde nye gudstjenestedeltagere velkommen og give dem opmærksomhed.

NÅR KIRKEN OPSØGER MIGRANTER

KONTAKT EN KIRKELIG ORGANISA-TION, der arbejder med flygtninge og indvandrere. Gå på besøg eller bed dem komme og fortælle om deres arbejde og inspirere til lokale tiltag. **

SPØRGESKEMA: Gå rundt i sognet og snak med nydanskere ud fra et kort spørgeskema. Find ud af, hvad de oplever som aktuelle behov i lokalområdet. Spørg: Hvordan kan kirken hjælpe?

KONTAKT ET ASYLCENTER: Aftal et møde med centerledelsen og spørg ind til aktuelle behov. Hvordan kan kirken/frivillige støtte beboerne? Har kristne beboere ønsket kontakt med kirken? Bed om lov til at sætte information om gudstjenester op på centret.

KONTAKT EN SPROGSKOLE ELLER KOMMUNENS INTEGRATIONS- AFDELING: Tilbyd frivillig samtaletræning, lektiecafé, besøgsvenner, reservebedste-forældre eller... og gerne i samarbejde med andre kirker/foreninger i lokalområdet.

VELKOMSTPAKKE: Gå på besøg hos nyankomne kristne familier med en hilsen fra kirken (f.eks. en bibel, en salmebog og info om folkekirken).

PR: Lav et skilt med velkommen på forskellige sprog til kirkens udendørs opslagstavle og kirkeblad. Annoncér på engelsk, hvornår der er gudstjeneste/andre aktiviteter.

MIDDAG PÅ TVÆRS: Inviter en migrantmenighed eller andre udlændinge fra lokalområdet til at lave mad fra hjemlan-dets køkken og fortælle om deres kirke og møde med Danmark for at skabe dialog.

KONCERT MED MIGRANTKOR: Mange migrantmenigheder har velorganiserede (gospel)kor, der gerne tager ud og giver koncerter i folkekirker.

BLIV VÆRTSKIRKE: Inviter en migrantmenighed til at holde gudstjenester i kirken. Mange migrantmenigheder leder efter billige og egnede lokaler, hvor de kan samles.

INSPIRATION: Stiftsudvalg, mødesteder, Tværkulturelt Center og andre kirkelige organisationer tilbyder løbende multi- etniske inspirationskonferencer, gudstjene-ster og andet, hvor nydanskere medvirker med oplæg, musik og mad fra hjemlandet.

Noter: Se side 46

Start her…Den første kontakt

Tips og ideér | side 48

Tips og idéerGode råd fra nydanske kirkegængere

GUDSTJENESTEN

INDDRAG NYDANSKERE i gudstjene-sten: Uddeling af salmebøger, ind- og udgangsbøn, (kor)sang, nadveruddeling, kaffebrygning, oprydning eller andet. Når nydanskere er synlige i gudstjenesten, er tærsklen lavere for andre nydanskere.

TEKSTLÆSNING: Bed en nydansker læse søndagens tekst højt på sit modersmål.

SALMER/SANGE: Lær at synge en salme eller en kristen sang på et andet sprog.

FADERVOR: Lad alle bede med på Fadervor på deres eget sprog.

FREDSHILSEN: Giv hinanden hånden og ønsk Guds fred.

FORTÆL hvilke salmer, der skal synges, og hvornår man skal rejse sig/sætte sig.

KIRKEBØN: Inddrag herboende flygt-ninge og asylansøgere og de lande og konflikter, de kommer fra.

LYSTÆNDING: Giv mulighed for lystæn-ding under/efter gudstjenesten.

BØRN: Tilbyd aktiviteter for børn under gudstjenesten, så det er en god oplevelse for hele familien at komme i kirken.

FÆLLESSKAB

TAG INITIATIVET til kontakt. Kom hen og hils på os!

KIRKEKAFFE/FROKOST: Tilbyd kirke-kaffe hver søndag, så der er mulighed for at tale sammen efter gudstjenesten. Bed nydanskere lave kirkefrokost fra hjemlandets køkken.

BESØG HINANDEN: Arranger besøg i private hjem en gang i kvartalet, hvor danskere og nydanskere besøger hin-anden og skiftes til at være vært.

KONTAKTFAMILIER: Kan menigheden tilbyde nyankomne i sognet en kontaktfamilie? Inddrag gerne herboende nydanskere, der ved, hvordan det er at komme udefra.

TROSSAMTALER: Giv mulighed for samtale om eksempelvis præstens prædiken. Kunne kirken tilbyde en international bibelstudiegruppe?

SPØRG os, hvad vi savner, og hvad vi gerne vil bidrage med.

ANDRE TILTAG

ÅBEN KIRKE: Lad kirken stå åben i dag-timerne til personlig bøn og lystænding.

INTERNATIONALE GUDSTJENESTER: Arranger en engelsksproget gudstjeneste med efterfølgende kaffebord og inddrag herboende nydanskere i planlægning og gennemførelse. Inviter asylansøgere og andre udlændinge og benyt herboende nydanskeres netværk. Tilbyd gratis transport/afhentning fra asylcentre.

FORBØNSGUDSTJENESTE: Arranger en forbønsgudstjeneste for verdens brændpunkter og/eller for forfulgte kristne og andre religiøse mindretal.

KRISTENDOMS- OG DÅBSUNDER-VISNING: Tilbyd kristendoms- og dåbsundervisning til flygtninge og asylansøgere, der ønsker at vide mere om den kristne tro eller ønsker dåb. Tværkulturelt Center formidler materialer og kontakt til andre, der har prøvet det før.

SPROGCAFÉ: Tilbyd frivillig samtale- træning og lektiehjælp i sognegården.

VERDENSMIDDAG (Middag på tværs): Inviter nydanskere til at medbringe mad fra hjemlandet til en fælles buffet. Det gør de fleste med glæde og stolthed.

side 49 | Tips og ideér

PINSEGUDSTJENESTE PÅ FLERE SPROG: Inviter herboende nydanskere og medlemmer af lokale migrantmenigheder til at læse en tekst på deres modersmål pinsedag.

INTERNATIONAL CAROL SERVICE: Syng julen ind med julesange fra hele verden, engelske mince pies og mellem-østlige julelækkerier.

DE 9 LÆSNINGER PÅ 9 SPROG: Bed nydanskere medvirke med læsninger på diverse sprog.

MANDEKLUB/KVINDEKLUB: Undersøg behov og muligheder for at starte aktiviteter for danske og nydanske mænd/kvinder.

KAFFE OG KULTURMØDE: Sæt fokus på kulturmødet (mad, skik og brug, tids-opfattelse etc.) i korte interviews over kirkekaffen: Hvad gør man der, hvor vi kommer fra? Hvad gør man her? Inviter en kristen nydansker til at fortælle om kulturmødet - set med andre øjne.

UDFLUGTER: Inviter nydanskere med til oplevelser sammen med menigheden uden for kirkerummet.

SPORT PÅ TVÆRS: Arranger fodbold, volleyball, fisketure, brætspil eller andre aktiviteter, hvor danskere og nydanskere kan få gode oplevelser sammen.

BØRN: Tilbyd at hente nyankomne familiers børn til (kirkens) børneklub og inviter dem med på børnelejre. Forklar hvad der skal foregå, og hvad børnene får ud af at være med. Henvis til andre kirkelige aktiviteter for børn i lokal- området som spejder eller juniorklubber.

KONFIRMANDER: Inviter kristne nydanskere eller en migrantpræst til at fortælle for kirkens konfirmander.

BESØGSVENNER: Er der nydanskere i sognet, som kunne have tid og lyst til at blive besøgsvenner for ældre eller ensomme danskere?

TVÆRKULTURELLE SOMMERLEJRE: Gør nyankomne opmærksom på de tværkulturelle sommerlejre, der hvert år arrangeres af kirker og kirkelige organisationer ud over landet.Tid og sted: Kontakt Tværkulturelt Center.

OPGAVER OG MEDINDFLYDELSE

MENIGHEDSRÅD: Overvej at opfordre en nydansker i menigheden til at stille op ved næste menighedsrådsvalg.

ANSATTE/PRAKTIK: Kunne kvalifice-rede nydanskere opfordres til at søge en ledig stilling ved kirken? Kan kirken tilbyde et praktikforløb?

FRIVILLIGE: Tænk nydanskere med i kirkens liv, spørg hvad vi har lyst til og er gode til - og bed os hjælpe med diverse opgaver. Giv os medansvar.

Udlændingestatistik | side 50

ALLE MED UDENLANDSK BAGGRUND

20 største grupper – flygtninge, indvandrere

og efterkommere

1 Tyrkiet 61.4462 Bosnien-Herzegovina/

tidl. Jugoslavien* 47.1853 Polen 37.8764 Tyskland 31.3995 Irak 30.7406 Libanon 25.3747 Pakistan 23.2968 Somalia 19.1639 Rumænien 18.47210 Iran 18.13911 Afganistan 16.29412 Norge 16.24113 Sverige 15.20214 Vietnam 14.75915 Storbritannien 14.20416 Sri Lanka 11.43417 Kina 11.30118 Thailand 11.23419 Filippinerne 11.15020 Litauen 10.643

Alle med udenlandsk baggrund 637.843

UDENLANDSKE STATSBORGERE 20 største grupper

1 Polen 30.5842 Tyrkiet 28.8183 Bosnien-Herzegovina/

tidl. Jugoslavien** 22.3094 Tyskland 21.5915 Rumænien 17.0716 Storbritannien 14.9907 Irak 14.6358 Norge 14.0119 Sverige 12.918 10 Afganistan 10.464 11 Litauen 10.365 12 Pakistan 9.47413 Thailand 9.15714 Somalia 9.14715 Kina 8.47916 Filippinerne 7.96617 Island 7.76718 Ukraine 7.46619 USA 7.09720 Iran 6.862

Alle udenlandske statsborgere 400.231

EFTERKOMMERE 20 største grupper

– født i Danmark

1 Tyrkiet 29.0912 Bosnien-Herzegovina/

tidl. Jugoslavien*** 14.1613 Libanon 13.0974 Pakistan 10.1255 Irak 9.5796 Somalia 8.1057 Vietnam 5.6288 Marokko 5.1869 Polen 4.69110 Sri Lanka 4.59011 Afganistan 3.89712 Iran 3.65013 Tyskland 3.21014 Syrien 2.31815 Sverige 2.03016 Makedonien 1.78817 Kina 1.75518 Norge 1.49419 Indien 1.48820 Storbritannien 1.403

Alle efterkommere 153.140

Kilde: Statistikbanken, juli 2014

Udlændingestatistik

* Heraf fra Bosnien-Herzegovina 22.598, Jugoslavien før borgerkrigen 15.568, Forbundsrep.Jugoslavien/Serbien- Montenegro 2.909, Kroatien 1.136, Makedonien 4.602, Slovenien 372

** Heraf fra Bosnien-Herzegovina 10.883, Jugoslavien før borgerkrigen 5.627, Forbundsrep.Jugoslavien/Serbien- Montenegro 1.615, Kroatien 773, Makedonien 3.075, Slovenien 336

*** Heraf fra Bosnien-Herzegovina 5.309, Jugoslavien før borgerkrigen 5.929, Forbundsrep.Jugoslavien/Serbien- Montenegro 868, Kroatien 221, Makedonien 1.788, Slovenien 46

Migrantåbne folkekirker: Sådan gør vi Eksempler på tværkulturelle tiltag i udvalgte kirker/sogne i ni stifter *

Kirke/sogn: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20

Apostelkirken, Vesterbro ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺Brønderslev Kirke ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺Gellerup Kirke, Brabrand ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺Grønnevang Kirke, Hillerød ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺Haderslev Domsogn ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺Kingo-Samuel Sogn, Nørrebro ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺Kvaglund Kirke, Esbjerg ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺Margrethekirken, Aalborg ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺Nørrelandskirken, Holstebro ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺Ringkøbing/Rindum Sogne ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺Sct. Hans Kirke, Odense ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺Silkeborg Kirke ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺Simon Peters Kirke, Kolding ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺Ølby Kirke (Køge) ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺ ☺

1. Kontakt til asylansøgere2. Middage på tværs/Int. aftener3. Bibler på forskellige sprog i kirken4. Tilbud om oversættelse 5. Nydanskere medvirker jævnligt ved højmessen 6. Flygtninge nævnes i kirkebøn7. Pinsegudstjeneste med læsninger på flere sprog

8. Internationale gudstjenester9. Migrantmenighed i kirken10. Fællesgudstjeneste el. andet med migrantmenighed11. Kristendoms/ dåbsundervisning for asylansøgere/nydanskere12. Nydanskere døbt i kirken13. Formidling af kontaktfamilier

14. Kirkekoncert med migrantkor/Toner på tværs15. Lektie/sprogcafé eller andre på-tværs aktiviteter 16. Tilbud til nydanske børn 17. Nydanske frivillige i kirken 18. Nydanske ansatte/praktikanter 19. Nydansker i menighedsrådet 20. Tværkulturelt udvalg

* Listen er på ingen måde udtømmende. Alle de nævnte kirker/sogne har haft tværkulturelle tiltag i mindst tre år - og nogle i over 30 år. Oplysninger om andre sogne: Kontakt Tværkulturelt Center.


Hvordan er det at træde ind i en almindelig sognekirke for første gang, når man kommer fra Syrien, Indien eller Burundi? Hvad betyder noget for, om man føler sig velkommen og får lyst til at engagere sig?

Denne udgivelse stiller skarpt på, hvad der skal til, for at migranter føler sig hjemme i folkekirken. Svarene gives af 18 herboende nydanskere fra Afrika, Asien, Mellemøsten og Europa. I en række interviews fortæller de om deres møde med den danske folkekirke med tankevækkende og til tider rørende observationer om folkekirken i lyst og nød – set med andre øjne.

I bogens sidste del er samlet konkrete idéer til, hvordan sognekirken kan være imødekommende og inddragende.

Det er vores håb, at disse personlige beretninger må inspirere flere sogne til at invitere migranter ind i menigheden. Med deres globale troserfaring vil de kunne tilføre folkekirken ny og værdifuld inspiration.

Udgivet med støtte fra Den folkekirkelige Udviklingsfond og Y’s Men Region DanmarkISBN: 978-87-994128-1-5

De mange portrætter er et levende galleri af til tider overraskende historier og er oplagt inspiration for både kirkens ansatte, præster, menighedsråd, kirkegængere og (andre) nydanskere. Dorte Kappelgaard

Udviklingskonsulent, Kirkefondet

interviewsamling - haderslevstift.dk · samir – fra irak til Ågerup (roskilde stift) ... lektor...

Documents