jubilæumsprogram

Musical 10 års jubilæum


10 x MusicalDet er mig i den grad en fornøjelse at få lov til at skrive forordet til dette jubilæumsprogram.

Som den øvrige del af programmet viser, så har de 10 forestillinger givet anledning til historier og gode minder.

Æren for at der er kommet 10 musicalforestillinger skyldes Mikkel Aebeloe og Ungdomsskolens daværende souschef Claus Græsholm. Jeg husker tydeligt, da Claus præsenterede mig for ideen om at vi skulle lave musical. Jeg husker også deres budgetønsker, der ikke helt var i harmoni med Ungdomsskolens driftsbudgetter. Efter ”Skønheden og udyret” var jeg solgt, og vi blev bedre til at finde midler så forestillingerne kunne optimeres.

Det sidste år vi var på Hedensted Skole var der behov for mange watt til lys og lyd. Vi entrerede med en stærkstrømselektriker, der gik direkte ind på hovedkablet til Hedensted Skole. Det fungerede fint indtil jeg mødte op på Hedensted skole morgenen efter hvor skolens el-forsyning var nede. Det var køligt rent temperaturmæssigt også følelsesmæssigt og der skulle afholdes prøver med IT udstyr der ikke kørte. Alt i alt er det en dag, jeg husker.

Efter 3 år i aulaen på Hedensted skole rykkede vi i Hedenstedcentrets hal C. Det var bestemt en mindeværdig Pocahontas vi fik lavet. Generalprøven onsdag gik fuldstændig i fisk. Der var nærmest minusgrader i hallen både rent fysisk men også mentalt og kl. 23.00 onsdag aften blev skuespillerne sendt hjem trætte og flere var virkelig grædefærdige. Jeg husker jeg kom hjem til min kone og vækkede hende og fortalte, at der var tale om katastrofe…………..MEN torsdag til premieren klappede det hele og Pocahontas blev en fin forestilling.

Vi har i løbet af de ti år oplevet en opbakning fra alle sider, der er helt unik. Hele det kommunale system har givet opbakning og selvfølgelig mest i vores egen verden, men overalt bliver vi mødt positivt uanset om det er plakater, der skal hænges op eller spot i lokal tv.Pressen har fulgt os med gode historier og fantastiske anmeldelser.

Mit hjerte banker dog allermest for de forældre der uegennyttigt kaster sig over opgaverne med syning, kulisser, madlavning og alt det andet, der altid dukker op, når der skal laves en forestilling.Uden disse forældre ville vi IKKE kunne lave en forestilling.

Øjeblikket når premieren er overstået er fantastisk, en kombinationen af glæde, gråd kan være svær at forstå, hvis man ikke har været med og oplevet.

JEG GLÆDER MIG HVER GANG.

Anders MøllerUngdomsskolen


En pigedrøm gik i opfyldelse Af: Pernille Rønsholt Toft Medvirkede i 2003 og 2005

For 10 år siden var et nyt tilbud at finde i Hedensted Ungdomsskoles katalog. Walt Disney klassikeren Skønheden og Udyret skulle stables på benene som musical, og jeg som hovedrolleindehaver drog ud på en fantastisk rejse. En rejse, der trods både søvnløse nætter, blod, sved og tårer, er den mest fantastiske af slagsen, jeg nogensinde har været på.

Jeg var stolt over min medvirken i musicalen, og en ungpigedrøm gik i opfyldelse; jeg fik lov at synge på en scene foran et stort publikum. Jeg blev kendt, dog kun i omegnen, men det var en fantastisk oplevelse. Trods Belles meget smagfulde opførsel og væremåde, var det en kæmpe udfordring at spille denne rolle. Bl.a. det at skulle spille ulykkelig forelsket, danse tæt og helst kysse et udyr, spillet af en fremmed og noget ældre dreng var, sammen med nervøsitet og meget høje forventninger til sig selv, en kæmpe opgave for en teenagepige, men en udfordring jeg aldrig vil have været foruden.

Trods det kæmpe ansvar og pres man gennemgår under forberedelsen til noget så stort og eventyrligt som at medvirke i Hedensted Ungdomsskoles musical, så gav det mig en oplevelse for livet. Under det intense og tætte samarbejde, gennemgik jeg en både fysisk og psykisk udvikling. En utrolig lærerig proces og venskaber for livet, gjorde at jeg bare måtte prøve det igen. Jeg deltog derfor også i musicalen Herkules, der var mindst ligeså vellykket.


G-streng, gråd og Guineverre-mine oplevelser Af: Trine Ahrensborg Kragh Medvirkede i 2004, 2005, 2007, 2008 og 2009

Det første år jeg var med i musical var til ”Den lille Havfrue”, som var anden opsætning. Året før var jeg nemlig ikke gammel nok.

Men ja – i musicalen spillede jeg den meget specielle og gammeldags onkel Grimsby, som ja - var en gammel mand. Og det er nok både første og sidste gang jeg har spillet en mand, for ikke at skrive gammel mand med hvid paryk og hvide knæstrømper, men det var sjovt – helt sikkert.

Året efter kommer vi til ”Herkules”, som var en fest!! Jeg fik rollen som en af de 5 lækre, guldklædte syngende muser, Melpomene, som fungerede som story-tellers igennem hele stykket, med en masse 3-4 stemmigt sang. Og for lige at dvæle ved guldkjolerne var der vist noget med, at de var en anelse gennemsigtige. Så det vil sige, da vi skulle prøve kjolerne for første gang i aktion, og stod ovenpå de lysende søjler (bemærk: lys nedefra), og vi var jo selvfølgelig alle i en alder af 16 år iført g-streng!! Så ja – lad os bare sige at Herkules alias Christoffer og Zeus alias Mark fik sig lidt at se på bagfra.. hmm – så fra den dag fik vi også at vide, at da det jo var en familieforestilling, SKULLE vi fremover iføre os hotpants under de guldfarvede kjoler, som by the way hurtigt kom til at stinke utrolig meget af sved.. Altså kjolerne… .Ja, hvor søren kom det fra?! Bootyshake!

Til lørdagens eftermiddagsforestilling sker der det, at jeg midt i stykket skvatter ned fra scenen (bagved), og senere finder ud, at jeg dermed erhvervede mig en forstuvet højre fod. Men ”The show must go on”, så jeg fik noget tør-is på foden, og så op på scenen i jesus-futterne igen, og så bare derud ad! Og det gik jo fint, lige indtil 30min ind i vores fest lørdag aften, hvor min fod svulmede til 3 dobbelt størrelse. Så der bliver ringet til mor, og selveste Herkules bærer mig ud i bilen, da jeg tydeligvis havde ret store smerter.. Men det hjælper jo altid en smule at blive løftet på af en helt .

Året efter gik jeg på efterskole, men var inde og se ”Pocahontas”, som var den første opsætning i hallen-super flot!

”Klokkeren fra Notre Dame” spillede vi som den næste. I den spillede jeg den utrolig ulykkelige mor til Esmeralda, som sang kirkesange, og græd snot.. Men nåå ja - det er der jo også nogen der skal gøre, og især når sangen lyder noget i retning af.. ”Pie Jesu pie Jesu…” Ja, der kan man jo kun fælde en tåre.

Anastasia var det sidste år, jeg havde tænkt mig at medvirke (da jeg efterhånden var lidt ældre end de der berømte 18 år), og der fik jeg rollen – ikke overraskende, som den ulykkelige gamle kejser-inde med hang til at være lidt små sammensnerpende overfor andre mennesker på de ældre dage, men det var jo kun fordi hun mistede sit barnebarn den frygtelige aften.. osv – ja vi kender jo alle historien!


Men jo, der blev jeg sgu gammel igen, og fik også sjovt nok tudesangene, hvor der jo skulle fælles tårer fra Trine (som Anders Møller jo mente ville sælge) Og der blev da grædt, så sådan skal det da være. Men nu glemmer vi helt de kæmpe kjoler med indbyggede hulla-hop-ringe, som hang fast i alt og alle når man bevægede sig, men Anja (Falk) og jeg hyggede os nu meget godt med at rende rundt og være fine damer.

Ja, da jeg nu skrev at Anastasia var den sidste ungdomsskolemusical, jeg skulle være med i, så holdt det ikke helt. Mikkel ringede mig nemlig op efter sommerferien, og ville høre om jeg kunne tænke mig at være sanglærer/coach for det næste hold. Og efter lidt betænkning sagde jeg ja, og det indebar selvfølgelig også at jeg skulle sidde på modsatte side af ”dommerbordet” til audition, og det var meget interessant at opleve mig selv i den situation! Jeg blev ret så overrasket over, hvor mange forskellige følelser det vækker i en.

Efter at have set rollekandidaterne, mente Mikkel og Mads ikke at kunne se deres kvindelige hovedrolleindehaver iblandt, og uventet tilbød de mig rollen som Guinivere i Camelot. Ja, og der blev der sgu lige drukket en øl onsdag aften på Stjernesvejsskolen! Men jeg sagde, efter at have pint de to instruktører et døgns tid, ja til rollen!

Så jeg spillede min sidste ungdomsskolemusical som 20årig – hovedrolle, med mor der var halvt så høj! Flot match, og ja far – altså ham med vingeslagene må have været en ret så høj mand! Da mit hår det år led under farvning på farvning det år, blev det klippet til page, og det resulterede i, at jeg til hver forestilling måtte iføres 3 sæt extentions, for man havde jo langt hår i middelalderen – det var the shit. Så ja, kunstigt hår blev påført med klips HVER DAG under forestillingerne. Da de så blev taget ud igen, var det som kunne jeg flyve! Meget befriende. Og ALDRIG gør jeg det igen!

Til Camelot fik jeg syet 3 middelalderkjoler specielt – for ja, den slags lå ungdomsskolen ikke lige inde med i en rigtig kvindes størrelse, så de måtte jo laves! Og ihh hvor blev da flotte – er stadig bitter over jeg ikke måtte få bare en af dem med hjem. Øv!

Men drenge – Mikkel og Mads – I har virkelig lært mig meget på mange niveauer, og det vil jeg aldrig glemme! Tak for alle de musicals vi har lavet sammen - I er guld!


Alle starter et sted - mit sted var her Af: Christoffer Møller Pedersen Medvirkede i 2005, 2006 og 2007

Jeg husker tydeligt da jeg fik besked om at jeg var komet med i Herkules. Og jeg skulle spille Herkules, kiggede mig i spejlet og tænkte…fedt, men hvordan så Mikkel og Mads det?

Jeg kom jo fra at være lydmand på ”Den lille Havfrue” til at stå på scenen i Herkules. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg inden da havde drømt om at jeg skulle på skuespillerskolen eller, som jeg senere erfarede, der var noget der hed ”Musical Akademiet”, men alle starter jo et sted. Og mit sted blev så Ungdomsskolen musical i Hedensted. Det var der jeg sådan rigtig stiftede bekendtskab med det at synge på en scene. Der jeg rigtig oplevede hvad det vil sige at være en del at noget større, et fællesskab. Som viste sig at gentage sig år efter år.

Herkules har givet mig mange sjove og pinlige oplevelser, grænser der skulle overskrides, men også venner som jeg stadig snakker med den dag i dag.

Hvordan blev Herkules musicalen til: Vi giver en dreng (ung mand) en fake slangeskinds nederdel på, og samtidig bilder vi ham ind at han altså er en stor uovervindelig helt. Vi lader så hans bedste ven og helte-træner være en anden dreng som vi putter i et par alt for varme pelsbukser og lader ham rende rundt i bar mave med påklistret hårvækst. En smuk pige der kan spille op til helten og skabe den nødvendige romance (Piiiift). Smider 5 lækre tøser i en guldkjole og stiller dem i en plastik ”søjle” med lys nede fra (jeg mindes i øvrigt at de kjoler blev slemt gennemsigtige…) En djævelsk bad-guy der er RAP i replikken og har to håbløse, men altid sjove håndlangere. Derpå tilsætter man et ensemble som skaber det nødvendige liv for at ALT hænger sammen.

Til jer alle sammen. Tak fordi I har været med til at gøre Hedensted ungdomsskole musical til det den var og er i dag.


Fællesskab, udvikling og venner for livet Af: Anne Høy Seemann Vestergaard Medvirkede i 2004, 2005 og 2006

Når man som lille dreng eller pige ser Disneys tegnefilmsklassikere om diverse helte og heltinder, prinser og prinsesser i helt fantastiske universer, drømmer man sig hen i disse verdener, tager dem med ind i sine lege, synger med på sangene og agerer som figurerne. Det gjorde jeg i hvert fald. Derfor var det også helt specielt at medvirke i Hedensted Ungdomsskoles forestilling, ”Pocahontas”.

Alle var nervøse den dag til audition, hvor vi skulle ind og vise for forestillingens instruktører, om vi kunne synge, og om vi kunne spille teater ud fra et manuskript, vi først lige havde fået udleveret. Da aftenen var omme gik en masse håbefulde unge mennesker hjem, og jeg tror alle sammen, vi følte det som evigheder, inden vi fik at vide, hvordan det var gået, og hvad vi skulle spille i stykket – alle var spændte på at komme i gang.

Da jeg fik at vide, at jeg skulle spille ”Pocahontas”, heltinden i barndomslegene, blev jeg ufattelig beæret og rigtig glad. Samtidig følte jeg det som en virkelig stor tillidserklæring, at der var nogen, der havde betroet mig den store opgave.

Vi øvede hen over vinteren på at få en forestilling stykket sammen. Der var replikker at lære udenad samtidig med bevægemønstre på scenen. Der var danse, som bestemt ikke var min yndlingsbeskæftigelse – nok mest af alt, fordi jeg ikke var særlig god til det. Det var der heldigvis et helt hold af dansere, der var, og det pyntede gevaldigt på sagerne. Det, jeg synes, var det bed-ste, var sangene. Disse storladede Disney-sange, hvori al magien for mig gemte sig – det var en fornøjelse at få lov til at synge dem.

Efter at have øvet og øvet på vores fællesprojekt, ”Pocahontas”, skulle vi flytte forestillingen over i Hal C i Det Østjydske Idrætscenter (nu Hedensted Centeret), hvor forestillingen skulle spilles. Det var første år, der skulle opsættes musical i denne hal, så alting var meget nyt og spændende. Der skulle bl.a. bygges en scene og et backstage-område helt fra bunden – hele stemningen omkring forestillingen skulle skabes i en til daglig stor kold hal.

Heldigvis var der en masse forældre og andre frivillige, der hjalp med scenebygning, kulisser, syning af kostumer, sminkning og alt det, der ellers skal til for at skabe en forestilling. Det var helt fantastisk så mange mennesker, der arbejdede på højtryk for, at vi kunne komme til at spille musical.

Men fordi alting var så nyt, blev vi også meget presset på tid, og jeg husker stadig tydeligt, hvordan vi havde en forfærdelig generalprøve, hvor alt gik galt, og alle mand endte med at få et par hårde ord med hjem i seng. Premieren blev til alles store overraskelse forrygende flot, og vi var meget stolte af den.


At spille titelrollen i ”Pocahontas” var en kæmpe oplevelse, og selvom man måske er færdig med at drømme om Disneys magiske verdener i en alder af 16, så var det alligevel en barne-drøm at få lov til at stå og være en helt anden, end man ellers er til daglig – jeg havde endda ladet mit hår farve helt mørkt brunt!

Når jeg de følgende år er kommet inde i Hal C og har set, hvordan det år efter år har emmet af teater og musik, har jeg selvfølgelig ikke kunnet lade være med at tænke tilbage på mit musical-eventyr.

Men for mig er det ikke kun dette sted, der vækker minder, eftersom jeg debuterede, imens Ungdomsskolen stadig havde sin opsætning i aulaen på Hedensted Skole.

Jeg var 13 år dengang, og fik til min egen store overraskelse og benovelse lov til at spille titelrollen som ”Ariel” i ”Den Lille Havfrue”. Så selvom forholdene var mindre, end de er i dag, så var oplevelserne og fællesskabet, jeg fik med mig dengang, mindst ligeså store.

Som i alle Disney-filmene er et af de store hovedtemaer, når man spiller musical, ”venskab”. Det var et helt unikt fællesskab at være med i. Et fællesskab, man ved, aldrig bliver det samme, som det er lige i det nu, hvor man er en sammentømret flok, der skal løfte en forestilling sammen.

At være med i Hedensted Ungdomsskoles musicals tre gange har givet mig stor personlig udvikling og venner for livet.

Hedensted Ungdomsskole præsenterer musical 2006

Po c a h o n t a sBilletter bestilles fra 1. marts

på www.hed-ungdom.dk

eller på tlf. 75 89 94 10Ungdomsskolen

Østerbrogade 26

8722 Hedensted

Torsdag d. 23. marts kl. 19.30

Fredag d. 24. marts kl. 19.30

Lørdag d. 25. marts kl. 15.00


DØI Hedensted, Hal C

Gesagervej 68


Kamp mellem kaos og kosmos-og dog en mirakelplads uden lige Af: Anja Falk Medvirkede i 2005, 2006, 2007 og 2008

For mig har det været fire år som på én gang har været givende - trods turbulente, og som har været præget af samme stemning hvert år, om så halvdelen af castet fra foregående år var blevet skiftet ud med nye folk.

Måske denne stemning bedst kan beskrives som en stærk cocktail af… Forventning, forvirring, søvnløshed, adrenalin, og hen mod de sidste forestillinger; temmelig ildelugtende kostumer! Men stadig med det twist af et eller andet stof, man let kan gå hen og blive noget så afhængig af. Den hemmelige ingrediens, som bare er til stede i Ungdomsskolens musicalproduktioner.

Det med forventningen er nok noget de fleste går og tumler med op til både audition og premiere. Audition som til tider godt kan gå hen og blive lidt for spændende, hvis man som mig til Anastasia, just var hjemkommen fra en usædvanlig festlig studietur i Berlin, hvilket for mit vedkommende, resulterede i en vældig oplagt, men nok også rimelig – lad os kalde det lettere påvirket - Anja, der endte med at komme væltende ind ad døren og levere en sang. Sådan kan det jo gå!

Når man laver et projekt som Musical, er det rart når aviserne kommer og giver et par skulderklap i form af en lille pæn artikel om os, uden de nødvendigvis får lov til at afsløre alle overraskelserne samtidig. Lige dét var Horsens Folkeblad ikke helt enige i, da de kom til en øveaften for at få et glimt af min pompøse, überhemmelige og temmelig klimaks-agtige grønne lagkagekjole. Blitz - afsløret!

Til gengæld var det nok de færreste, der kunne genkende kjolerne fra det fra det forholdsvist uklare snapshot der blev tyvstjålet af dem i aulaen på Hedensted Skole, og til den sekvens, hvor de kom til deres ret på scenen, under en gigantisk spejlkugles funklende skær - tak for hjælpen spejlkugle!

Det kan altid betale sig at være forberedt ved musical. I denne sammenhæng er det smart fx at kunne sine replikker, sange, dansetrin ja - eller måske bare sin øveplan? (Måske det kunne spare januar måned for undertitlen: “Vi når det jo aldrig!” (Selvom det nu plejer at blive nået alligevel..)

Erfaringen har alligevel lært mange af os vigtigheden af også at være en smule forberedt på det uvisse: Hvem kan eksempelvis forudsige om microporteren, musikken eller scenelyset (- og fik jeg nævnt microporteren?) vælger at gå i strejke under forestillingerne? Det har jeg indtil videre ikke mødt nogen, der kan, men hvad pokker - det er jo den risiko, der er med til at give spændingen et ekstra boost. Desuden kan man jo bare vælge at fokusere på de ting, der aldrig svigter, som røg og røgelse eksempelvis, mod hvilket bl.a. Michaela biskop måtte kæmpe en brav kamp i sin tid ej at forglemme.


En anden nævneværdig kamp, der har været svær at glemme i forestillingen, var den, der udformede sig på scenen under balletten i Anastasia, udført af de smukkeste og mest elegante svaner længe set. De første par gange vi spillede den scene, med Jesper, Mark og mig på sidelinjen som publikum, var jeg glad for at Jesper skulle starte vores efterfølgende samtale, da dansen tit havde sparket mig fuldstændig ud af konteksten... Det var SÅ smukt danset - og koreograferet, ikke mindst. Så - afsluttende og sammenfattende kan jeg jo bare konkludere at:For HANKAT OGSÅ hvor har det bare været en oplevelse! Som en helt ny verden sprængfyldt med guld (-mennesker). Et sted hvor frustrationsbølgerne kunne rase, som skulle man tro,det var et opgør mellem kosmos og kaos, og dog en mirakelplads uden lige!


Vi skulle præstere vores ypperste Af: Mark Vinther Jørgensen Medvirkede i 2005, 2006, 2007, 2008, 2009, 2010 og 2011

Når jeg tænker tilbage på ”Klokkeren” har jeg nogle af de bedste minder fra mit stadige unge liv.

Det jeg husker bedst var den professionalisme, der var kommet ind over hele linjen, ikke kun på scenen men også uden for scenen. Der var lavet to tårne og kostumerne var fuldstændig fantastiske. Det var vores andet år i hallen, vi spillede Pocahontas det første år, hvor alt var nyt og stort og alle var nærmest overvældet af at spille på så stor en scene.

Men under Klokkeren fra Nortre Dame kom der mere skuespil mere sang bedre lyd og lys; vi havde det hele, nogle fantastiske instruktører som ville lave det ypperste, og vi på scenen levede op til deres høje forventninger - i hvert fald ifølge Vejle Amts Folkeblad.

Jeg gik til audition med en god selvsikkerhed, og mit mål var at få rollen som Clopin (narren). Der findes ingen rolle, som har passet bedre til mig, så tak til instruktørerne for at vælge mig til, at skulle leve mig ind i hans fantastiske verden. Jeg husker, som det var i går, da vi skulle til vores første samling for at læse manuskriptet igennem, der fik vi vores roller, og da der blev sagt narrekongen Clopin spilles af… Mark Vinther Jørgensen blev jeg så lykkelig, at jeg brød ud i jubel og rakte armene i vejret.

Nå! men efter mange ugers træning og øvning og nogle weekender med øvning, kom vi til ugen før premieren, og vi flyttede ind i hal c en gang til. Alt var jo selvfølgelig én stor scene 11! (Mikkels udtryk for meget svær og problematisk scene), men efter to dage på scenen klappede alt, alle var så opsat på, vi skulle leve op til instruktørernes høje forventninger. Vi spillede forestillingen igennem mange gange inden premieren og alle var sikre på, hvad de skulle, og hvad de ikke skulle.

Premieren gav en helt fantastisk følelse. Følelsen af, at man havde gjort noget - ikke bare godt, men noget ekstra super duper godt - alle var klar lige fra start og helt til slut, og jeg mener, det har været Hedensted musicals bedste musical til dato.

Som Anja Falk sagde til avisen under Musicalen Anastasia: ”man har en familie, som man er født med, og man har en man selv har valgt” Det år valgte jeg min ”familie”, og jeg elsker alle, der var med i og omkring Klokkeren fra Nortre dame i Ungdomsskolens musical.


Når jeg tænker tilbage får jeg et smil på læben og et varmt hjerte.

Tak for alt til alle omkring holdet, som har været med i de 7 år, jeg har været med i Ungdomsskolens Musical og tillykke med 10 års jubilæet.

De bedste lykønskninger til dette års musical og et håb om vi ses igen om 10 år.


Hvert år er unikt Af: Stefan Rode Schrøder Medvirkede i 2007, 2008, 2010, 2011 og 2012

Ud af det blå havner jeg i hovedrollen som Willow, i Hedensted Ungdomsskoles musical 10/11. Fra den dag og til vi havde sluttet den sidste forestilling, gennemlevede jeg en forvandling jeg ikke ville være foruden, men som også sled hårdt på overskudet. Der var både arbejdet og gymnasiet at se til, og der skulle selvfølgelig også være tid til venner og familie. Siden der stadig kun er 24 timer i døgnet og 7 dage i ugen, måtte al den vågne tid sættes af til andre end mig selv. At jeg havde fået tildelt titelrollen var i mine øjne et kæmpe ansvar og jeg ville ikke svigte dem, der kæmpede for at stable musicalen på benene – som de gør hver eneste år.

Oven i de tyske verber og integraleregning, måtte replikkerne også terpes. Selvom det lyder hårdt, var hver en gentagen sætning det hele værd. Du er med til at arbejde for en sag du brænder for og går ind til opgaven med en sjælden dedikation. At være med i Willow var et af de største projekter jeg har medvirket i, selvom jeg groft set har spillet med i alle de år jeg har haft mulighed for det. Hvert år er det samme følelse af sejr og vemod når tæppet går for i slut scenen, fordi endnu et år er slut og fordi der er et helt år til det hele begynder forfra igen.

Igennem årene har jeg udfyldt roller som slavepisker, soldat, amerikaner, antihelt, slave, fader, prins, afdød prins, tjener og præst, og udover det, udfylder hver enkelt af de deltagende mange flere funktioner omme backstage i form af sceneskift, tøjskift og sminkning.

Det er travlt, men også belønnende og jeg nyder hver onsdag og perioden optil premieren i fulde drag, fordi jeg ved det er på lånt tid og fordi hvert eneste år er unikt. For mig er det en ære at få lov til at spille på scenen med folk der brænder for en fælles sag. En musicalgruppe er en familie, som gennemlever både op og ned ture men som i sidste ende altid ender med et sammenhold uden lige.


Der var engang ...... og så var der Jesper Houkjær Af: Jesper Houkjær Medvirkede i samtlige 10 forestillinger

Som så mange gode historier, som vi ser bevis på i aften, begynder det hele med en pige. Noget dramaundervisning på Stjernevejsskolen havde udviklet sig til et projekt om at opsætte en musicalforestilling, og min daværende kæreste ville være en del af det. Hvorledes det pludselig endte med, at jeg så kom til en audition og rent faktisk fik tildelt min første og eneste deciderede hovedrolle, om end kun for en kort stund, er jeg stadig lidt i tvivl om, men jeg må indrømme her 10 år efter, at det nok var min bedste beslutning nogensinde.

Som en af de ”få indviede” er jeg nok den eneste, der stadig har manuskriptet fra ”Caberet” liggende, som var den oprindelige første forestilling, men der blev skiftet genre, og vi havnede i første omgang i Disneys univers, hvis mange spøjse karakterer egentlig har passet mig utrolig godt.

Jeg havde fornøjelse som Clocksworth i at spille direkte overfor selveste Mikkel Aebeloe i ”Skønheden & Udyret”, og med to drejelige vægge og et tårn indbundet i stof og plastik, fik vi forvandlet Hedensted Skoles aula til en fransk landsby og et kæmpe magisk slot. Det var kreativt og magisk på sin egen måde at være en del af, og da vi begyndte havde jeg personligt ingen anelse om, hvilken betydning de folk der var på scenen og det sammenhold vi fik opbygget, ville få.

En unik oplevelse blev skabt, nye venskaber blev etableret, og selvom jeg på ingen måde ser alle de folk fra dengang til daglig, vil vi altid have musical til fælles. Hele processen er en oplevelse i sig selv - ikke bare den endelig forestilling, og det er nok derfor, jeg er vendt tilbage år efter år efter år efter år efter… for at genopleve, at magien kan genopstå.

Musical involverer jo sang! Og allerede da næste sæsons musical ”Den lille Havfrue” blev annonceret var jeg blevet sat i bås som den syngende krabbe Sebastian, hvor lidt jeg end havde lyst til at skulle synge på en scene. Jeg blev tvunget til at synge ”Æblemand” til audition, og fik da også leveret en udmærket præstation på scenen på trods af, at jeg kiksede i teksten på den sidste sang til den allersidste forestilling (for sådan noget husker man!), men siden da har jeg holdt utrolig meget af sangdelen i musicals. Allerede på dette andet år var der kommet mange nye til, selvom holdet hovedsageligt bestod af gengangere, og man fandt hurtigt ud af, hvor vigtigt det var at lukke de nye ind i fællesskabet for, at den gode musical-ånd kunne leve videre.


Under ”Herkules” kom der nye kræfter til i musicalen i Hedensted, og efter ”Herkules” var Aulaen på Hedensted Skole ikke stor nok til vores ambitiøse instruktører, så vi rykkede over i Hal C.

Da vi endelig kom ind og så den endelige scene, der var enorm i forhold til de standarder, vi ellers havde præsteret under, stod der kun seks kasser på scenen, og jeg kiggede spørgende på Mikkel og sagde: ”Hvor er kulisserne?” ”Du kigger på dem!” svarede han blot med en smil og pegede på de seks kasser, og der forstod jeg for alvor, hvad vores præstation som skuespillere betød for at lade publikum forstå en given scene.

Således blev både ambitioner og niveauet hævet år efter år. Vi har sagt farvel til mange store sangstjerner og skuespillere, men vi har altid haft stort talent ventende i kulissen til at tage over. Og det er nu den proces; at se de ”nye unge” udfolde sig, der har fået mig til at vende tilbage de seneste par år, selv om mange har sagt, at jeg var for gammel til det. Men der har altid været kendte ansigter at mødes med, nye interessante mennesker at stifte bekendtskaber med, og derfor har man lyst til at komme til Hedensted hver onsdag i et halvt år.

Og med det cirkus vi kører de sidste to uger op til premieren, hvor det hele bliver endnu mere intenst, hvor man for alvor lærer folk at kende, og hele forløbet bare kulminere i en blanding af frustration, glæde og håb, så tro mig:

Musical er ikke noget man har tid til, det er noget man tar’ tid til!


At leve op til de tidligere skuespillerinder Af: Isabell Dahl Dybmose Medvirkede i 2008, 2009, 2010, 2011 og 2012

Jeg spillede Yvaine i Stardust. Rollen var min allerførste hovedrolle. Da rollerne blev udleveret, var jeg helt i chok over, at jeg blev Yvaine.

Jeg blev så glad, men samtidig meget nervøs over, at jeg skulle leve op til de tidligere skuespillerinder. Jeg havde altid set op til de tidligere skuespillere og havde altid drømt om at komme til at gå i deres fodspor.

Hver onsdag blev der øvet skuespil, sang og dans, og der har altid været en masse hygge og grin til øveaftener. Jeg spillede over for Mark Jørgensen dengang, som hjalp mig meget i gennem hele forløbet. Det var dejligt at spille over for en, som havde prøvet det nogle gange før, og som kunne hjælpe og støtte en. Jeg husker stadig første gang, vi skulle øve scenerne igennem, hvor nervøs og bange jeg var for, at lave en masse fejl. Men når man øver hver onsdag, nogle få weekender og Mads og Mikkel hjælper en, begynder tingene at sidde fast og når premieren står for døren, så kommer spændingen frem i en!

Mine forældre og bedsteforældre har også hjulpet til i nogle år, og det er dejligt at se, hvordan familien støtter op om en og hjælper med kjolesyning, rekvisitter osv. Uden dem havde Yvaine aldrig fået en smuk kjole og lys i håret!

Omme bag scenen er noget af det sjoveste! I Stardust husker jeg tit tilbage på, hvordan der blev stresset, når mit lys i håret ikke virkede og ens far prøvede at ordne det 2 min før, man skulle ind på scenen, eller man skulle skifte kjole på under 1 minut! Der er altid stresset bag scenen!!

Det giver helt klart et kick at stå på scenen, og når man ved, det er gået godt, har man bare sådan en fed følelse i sig bagefter! Jeg følte helt klart, jeg fik mere selvtillid og tro på mig selv efter Stardust.

I Stardust fik jeg nogle meget stærke bånd til nogle piger, som jeg aldrig vil kunne undvære i dag. Det er helt utrolig, at man kan skabe så tætte bånd til nogle mennesker, man møder i gennem et musical-fællesskab, og det er også en af grundene til, jeg er vendt tilbage igen og igen. Fællesskabet.


En dansers betragtninger-stolt over at være en del af noget så stort Af: Sissel Marie Olsen Pedersen Medvirkede i 2007 - 2012

Hedensted Ungdomsskole har altid gjort meget ud af, at musicalen hvert år skulle være en rigtig musical med sang, dans og skuespil.

Vi har altid haft dygtige instruktører og god hjælp til sangundervisning, men har man stået som danser, så har det ikke altid været lige nemt. Vi har haft mange udskiftninger på koreografer gennem årene, og har også været udsat for at de to instruktører begav sig ud i at lave små dansesekvenser i mangel på bedre. Det har altid været en stor udfordring at stå med rollen som danser, for der har altid været noget at rive i.

De seks år jeg efterhånden har været med, har jeg set lidt af det hele. Vi har siden “Klokkeren fra Notre Dame” haft fire forskellige koreografer og nogle år har vi slet ikke været sikre på at have en. Selvom det giver mere spænding, at man selv skal hjælpe til med dansene, så giver det også et pres. Det er et pres man vokser med, og som man lærer at sætte pris på.

Vi har prøvet lidt af det hele, fra en lille forsagt gymnasiedreng, til en furie af en rødtop med masser af fut i og ikke altid med lige meget jordforbindelse, til en sød lille nuttet koreograf, der virkelig havde styr på sit sh*t. Nu har vi en lettere forvirret, utrolig dygtig og kreativ, og ikke mindst rigtig sød koreograf, der går ligeså meget op i det, som vi selv gør.

Da vi opsatte Anastasia tilbage i 2008, gjorde vi noget, der er meget slemt i skuespillerverdenen, vi øvede dans på scenen på premieredagen! Men det blev en god forestilling alligevel og vi fik styr på det hele til sidst.

I Camelot 2009 var vi så uheldige, at en danser fik forskubbet sin hofte onsdag aften lige inden generalprøven, så vi valgte da lige at lave samtlige danse om! Så det har ikke altid været lige let at være danser, og vi har ikke altid været lykkelige over vores valg, men vi har altid bakket op om hinanden. Vi er dog begyndt at tage forholdsregler, eftersom folk har fået sværd i hovedet, sværd er knækket på scenen, en er kommet til skade med en rustning, og noget tøris der pludselig gjorde scenen meget våd.

Da jeg startede som danser, var jeg 13 år gammel og gik i 8. klasse. Jeg kan huske, at jeg var meget nervøs og genert det første år, men musicalfolket har aldrig været et sted, hvor man var bange for at tage hen, for der har altid været plads til alle. Der har aldrig været forskel på os, selvom nogle kunne både synge, danse og spille skuespil, mens andre måske har holdt sig primært til dans eller skuespil. Det har været et sted, hvor man har haft mulighed for at udvikle sig, og når man ikke er mere end otte dansere, så opbygger man et rigtig tæt bånd til hinanden, og man lærer at sætte pris på hjælp, støtte og konstruktive kommentarer og idéer.


I år og sidste år har vi utroligt nok været så heldige at have én fast koreograf, der lægger liv og sjæl i, at vi skal opføre noget fantastisk, og det ser godt ud, når vi går på scenen. Vi har haft gode koreografer før, selvom der af og til har været stress på, så har vi altid nået det til sidst. Vi har altid haft opbakning fra skuespillere og sangere på trods af, at vi ofte er separeret fra dem i øvefasen.

Det er ikke altid en dans på roser, at være sat i den gruppe, som instruktørerne har mindst at gøre med, og jeg har ofte følt, at vi blev lidt overset. Men jo ældre jeg er blevet, jo mere kan jeg se grunden. Vi har som regel altid haft styr på præcis, hvad vi skulle og instruktørerne har haft fuld tiltro til de koreografer og de dansere, der har været der gennem årene. Det har været stort, at vi for første gang nogensinde har prøvet at have én koreograf, der har været så meget med, og som har sagt ja til at være med inden nogen overhovedet har vidst, hvad der skulle spilles. Det eneste jeg har at sige til det er; Tusind tak Sabrina! Vi har virkelig sat pris på dig i de sidste to år!

Det bedste ved den sidste uge, hvor vi alle samles i hallen, sover for lidt, øver for meget, glemmer lektierne og hygger os, er, at vi på én uge kan bygge så meget på det bånd vi allerede har til hinanden, at når vi søndag formiddag alle sammen sidder og skriver på hinandens plakater kan mærke, hvor svært det bliver ikke at skulle til musical hver onsdag længere. Det er et stort tab, for alle gennemgår en udvikling, når de deltager, alle får lidt af de andre med sig ud, og alle vil kunne se tilbage på deres tid i Hedensted Ungdomsmusical og glæde sig over, at de deltog.

Jeg har aldrig haft en hovedrolle, og det er heller ikke mig, der bliver genkendt, når jeg går ned af gaden. Det er ikke mig aviserne vil snakke med eller skrive om, men det er ikke det, det handler om for mig. Jeg har lært, at jeg ikke behøver et klap på skulderen hver onsdag eller et ekstra tak for lige at have ordnet det ene eller det andet. Det jeg har brug for, det er at vide, at jeg bidrager til at gøre vores musical hvert år til noget stort. Jeg har mistet mange timers søvn og været bagud med mange afleveringer, men når jeg ser tilbage på de sidste seks år, så ville jeg ikke have gjort det anderledes. Musicalen er højdepunktet på året og så er det ligegyldigt, om vi har haft en fast koreograf eller ej, det er det sammenhold vi får, der har betydning.

Jeg har fået så meget ud af at deltage, og jeg har slet ikke lyst til at tænke på, hvor trist, kedeligt og gråt efteråret og vinteren ville være, hvis jeg ikke så de mennesker hver onsdag.

Jeg kan ikke sige mere end, at jeg er stolt af at være en del af noget så stort som dette.


Anders AndersenKulisse- og scenebygger siden 2004

I 9 år har jeg været med til at bygge kulisser og scener. De første år har jeg selv haft en datter med i musicalen. Efter hun er holdt, har jeg forsat med at hjælpe til med at laver kulisser og stille scenen op i hallen.

Vi er nogle forældre, der mødes på Valencia vinteren igennem og laver diverse ting og sager til musicalen. Bl.a. til musicalen Camelot lavede vi et bord, der kunne hejses op og ned et par gange i forestillingen.

Nogle synes det er underligt, at jeg hjælper til, selv om jeg ikke længere har børn med i musicalen, men når man først har været med et par år, synes jeg, at det er spændende at være med til at bygge en forestilling op, og se de unge mennesker folde sig ud i musicalen, og hvordan de udvikler sig med opgaven.

Hvis vi forældre ikke var bag scenen, ville der jo ikke være nogen forestilling.


Det er ikke noget problem-beretning fra kostumemagerne Af: Henny Pedersen På vegne af kostumegruppen

Jeg begyndte med at sy kostumer i 2007, fordi min datter gerne ville være med, og hun sagde: ”mor du kan sy, så du skal være med”, så det kom jeg!De fleste af dem, som hjælper med kostumer, har også været med i mange år.

Hvorfor kommer vi onsdag efter onsdag for at sy? Det er fordi, vi gerne vil bakke op om de unge mennesker, og det er en fornøjelse at se dem vokse fra generte unge til stjerner på scenen.

Det er også rigtig dejligt at få lov til at være kreativ, og så skal man ikke selv betale, det gør Anders Møller!!! Derfor er det også blevet en sport at finde de materialer, vi skal bruge billigst muligt, så genbrugsbutikkerne i Hedensted og Løsning har haft meget glæde af os. Der bliver også købt flotte nye stoffer til at sy af, så det hele er ikke genbrug.

Ikke mindst, så har vi også et super godt fællesskab, og det er også derfor, det er en fornøjelse at komme hver onsdag, selv om man er træt efter en arbejdsdag.

Vi har fået en ny med i kostumegruppen i år. Hun startede med at sige, at hun ikke kunne sy, men om der ikke var andre ting, hun kunne hjælpe med? Jeg kan kun sige, at Ulla ikke har bestilt andet end at sy, siden vi startede. Charlotte sagde til hende: ”Du skal bare gøre som jeg siger, så kan du godt sy!” Og egentlig har det været vores motto, for vi skal jo løse opgaverne, så mottoet: DET ER IKKE NOGET PROBLEM, gælder hele vejen rundt. Vi har grinet mange gange over det, den sætning bliver brugt igen og igen.

Vi har en uundværlig hjælp af Annelise, hun er fantastisk dygtig til at sy og hun har syet mange flotte kjoler i årenes løb. Vi ringer bare til hende, og så sætter hun den farve på symaskinen, som vi har brug for. Tusind tak for din hjælp Annelise.

De unge skal finde sig i meget, når de skal prøve kostumer, for det første kommer man til at tage det meste af sit tøj af, når der skal prøves kostume, selv om der sidder 10 andre i lokalet. En anden ting er knappenåle! Dem er de unge mennesker ikke så glade for, men hvad finder man sig ikke i, når man gerne vil se flot ud på scenen?!

I det hele taget kan De unge mennesker godt lide at komme op og snakke med os ”sydamer”, jeg tror, de synes, at det er hyggeligt, for her er der altid liv og glade dage, og ikke mindst er det spændende at se, hvad de skal have på.

For et par år siden kom næsten alle dansere og skuespillere op til os, for de havde fået skæld-ud af Mikkel og Mads, så var der lidt trøst at hente og lidt mere sikkert sammen med os i mødre-gruppen!


Sidste år havde Diana (stedmor i år) en blå kjole på, der var syet af flere forskellige lag stof, hun synes, at det stak, kom og spurgte om der var knappenåle i. Der blev kigget efter, mens hun havde kjolen på og ganske rigtigt, var der nåle i. De blev selvfølgelig taget ud og UPS - der faldt det nederste af kjolen. Så nogle gange går det lidt for stærkt, men det er det, vi kan grine af, når det hele er overstået.

Vi har, udover knappenåle også et meget stort forbrug af sikkerhedsnåle. Det er hurtigt at lægge et par bukser ind med sikkerhedsnåle, men det kan også blive for meget for nogen, så i år har vi lovet Christian Cidlik (Augusto i år), at han får et par bukser han kan passe. Det har han aldrig prøvet før!

Hvert år snakker vi meget om, om vi nu når det inden deadline, men jeg ved trods travlhed og overophedede symaskiner, at det gør v! Indtil nu har vi i hvert fald ikke haft nogen til at gå på scenen uden tøj!

Flere gange har vi været ”lidt presset” og har været nødt til at sy over i hallen i dagene lige inden premieren, men det vigtigste er, at vi bliver færdige, og det gør vi, hvis bare ikke Mikkel lige sender en sms: ”jeg har tænkt en tanke – kan vi gøre…?????” – det kan vi som regel!

Jeg vil her til sidst slutte af med ordene: Det er en fornøjelse at være en del af det kæmpe fællesskab, når man er med til Musical i Hedensted.


Ungd

omssk

olen

præs

ente

rer m

usica

l 200

8

Torsdag den 6. marts kl. 19.30

Fredag den 7. marts

kl. 19.30

Lørdag den 8. marts kl. 15.00


i Hedensted Centret (Hal C)

ANASTASIA

Billetter kan bestill

es fra tirs

dag den 19. februar

på www.hed-ungdom.dk eller på tlf. 79 75 55 45

Ungd

omss

kole

n pr

æse

nter

er


Fredag den 27. marts kl. 19.30


Lørdag den 28. marts kl. 19.30i Hedensted Centret (Hal C)

CAMELOT

Billetter kan bestilles fra mandag den 2. marts


musical 2009

Hede

nste

d Un

gdom

ssko

le p

ræse

nter

er m

usica

l 200

7

K l o k k e r e n f r a N o t r e D a m e


Fredag den 16. marts kl. 19.30



DØI Hedensted (Hal C), Gesagervej 68Billetter kan bestilles fra 1. marts


Ungdomsskolen, Valenciavej 6A, 8722 Hedensted

Hedensted Ungdomsskole præsenterer musical 2006

P o c a h o n t a sBilletter bestilles fra 1. marts

på www.hed-ungdom.dk

eller på tlf. 75 89 94 10

Ungdomsskolen

Østerbrogade 26

8722 Hedensted

Torsdag d. 23. marts kl. 19.30

Fredag d. 24. marts kl. 19.30



DØI Hedensted, Hal C

Gesagervej 68

jubilæumsprogram

Documents