Alisa Weilerstein er født i New York i 1982. Som 13-årig debuterede hun som solist med Cleveland Orkestret, og 2 år senere debuterede hun i Carnegie Hall med New York Youth Symphony. Alisa Weilerstein har tiltrukket sig opmærksomhed ver-den over for sin naturlige virtuositet, intensiteten i sit spil og følsomheden i sine fortolkninger Hun er i dag en efter- spurgt solist i hjemlandet USA såvel som i Europa med dirigenter som Sir Andrew Davis, Gustavo Dudamel, Lorin Mazel og Zubin Mehta. Siden 2000 har hun modtaget en række

legater og priser bl.a. Leonard Bernstein Prisen i 2006 og Lincoln Centers Martin E. Segal Pris i 2008. Alisa Weilerstein blev i 2009 inviteret af USA’s førstedame Michelle Obama til at give en eksklusiv koncert i Det Hvide Hus. Alisa Weilerstein arbejder tæt sammen med sin musikalske familie; sammen med forældrene, violinisten Donald Weilerstein og pianisten Vivian Hornik Weilerstein, har Alisa dannet Weilerstein Trioen, ligesom hun har været solist med sin bror, dirigenten Joshua Weilerstein, der vandt Malko-konkurrencen i 2009. Alisa Weilerstein er uddannet fra Cleveland Institute of Music og har desuden en grad i russisk historie fra Columbia University.

Hector Berlioz (1803-69): Romersk karneval – koncertouverture Denne ouverture er et festfyrværkeri af musik, som Berlioz uddrog af sin opera Benvenuto Cellini. Den fik kæmpe fiasko ved uropførelsen i Paris 1938. Operaen handler om den berømte og farverige renæssanceguldsmed Benvenuto Cellini (1500-71), der foruden kunstner også var en voldsom slagsbroder med adskillige drab på samvit-tigheden. Gadeslagsmål med døden til følge og blodhævn hørte til 1500-tallets rets uorden. Berlioz’ opera handler om Cellinis støbning af sin berømte bronzestatue Perseus med Medusas afhuggede hoved (1545) og om hans bortførelse under karnevalet i Rom af den pavelige skatmesters datter Teresa, som han har forelsket sig i.

Fra ruinerne af den fejlslagne pariseropførelse af operaen foretog Berlioz nogle uddrag af musikken til en koncert-ouverture. Han regnede ikke med, at operaen nogensinde ville blive opført igen. Det er et selvstændigt stykke for koncertsalen og ikke et nyt forspil til operaen. Det berømte engelskhorntema i begyndelsen af ouverturen er taget fra kærlighedsduetten mellem Teresa og Cellini, mens resten kommer fra karnevalsmusikken i operaen.

Bronzestatuen Perseus med Medusas afhuggde hoved.

Dmitrij Sjostakovitj (1906-75): Cellokoncert nr. 2, 1966Sjostavitjs sidste cellokoncert er skrevet i 1966 og hører til værkerne fra hans sene periode. Begge cellokoncerter er skrevet til den nære ven og cellist Mstislav Rostropovitj, hvis virtuose og overlegne behandling af sit instrument Sjostakovitj beundrede. Ikke desto mindre har Sjostakovitj valgt ikke at udnytte vennens virtuositet i dette værk. Tværtimod spiller celloen hele værket igennem ofte i lange, brede og tungsindige melodiske linjer og ofte i dialog med enkeltinstrumenter i det kammermusikalsk behandlede orkester. Ofte er celloen i dialog med slagtøjsinstrumenter.

1. sats danner én overordnet bue fra det tyste og mørke over det høje register og tilbage igen til dybet. På klimaks kommer en ironisk dialog med xylofonen, der som ofte hos Sjostakovitj slår over i det aggressive og smertefulde. Pauken bryder ind med gentagne slag og bringer satsen til en stille afslutning.2. sats starter med et fanfaremotiv i celloen solo. Den efterfølgende marchlignende sats – snart ironisk, snart aggressiv – bygger på en gadevise fra Odessa.Satsen glider uden afbrydelse over i 3. sats, der indledes med fanfaremotivet, nu i hornene. I den lange sats veksles der mellem meget aggressive afsnit og fantastiske øjeblikke af stille idyl.

Sergej Prokofjev (1891-1953): Symfoni nr. 5, B-dur, 1945Prokofjevs 5. symfoni blev komponeret under slutningen af Den Store Fædrelandskrig, som 2. verdenskrig hed i sovjetisk retorik. Musikken giver dog ingen krigsassociationer. Værket viser snarere Prokofjevs anstrengelser for at rette ind efter det stalinistiske parti-apparats kulturelle paroler.

Under Stalins udrensninger i 30’erne – genoptaget efter krigen – fik også kunstnerne kær-ligheden at føle og kom i den partipolitiske vridemaskine. De havde bare at udtrykke sig folkeligt gennem socialistisk realisme og med optimisme at hylde det arbejdende folk. Hvis man udtrykte sig negativt eller klagende i Stalins paradisiske mønsterstat, var man forræder og folkefjende og risikerede at forsvinde i de sibiriske udryddelseslejre.

Når Prokofjev om sin nye symfoni udtalte: ”Den er en hymne til det frie menneskes stor-hed og kraft,” så var det kun ord, som alle vidste, at partiet (dvs. Stalin) ønskede at høre.

Efter at have levet i udlandet siden revolutionen i 1918 vendte Prokofjev i 30’erne hjem til det, der nu var en sovjetisk totalitærstat. Fra at have været en provokerende avantgarde-komponist skulle han nu til at udtrykke sig i et mere tilgængeligt tonesprog. Og i 1944 ville han så skrive sin første ”sovjetiske” symfoni.

Han havde tidligere venligt parodieret det wienerklassiske tonesprog (lyt blot til hans 1. symfoni Classique). Men den stil glorificerede ikke just en russisk musikfortid. Han søgte derfor tilbage til sine russiske forgængere, komponister som Glinka, Borodin og Musorg-skij. Ud af deres romantisk-heroiske tonesprog håbede han at skabe en moderne musik for det sovjetiske folk.

Prokofjevs brug af Borodins brede episk-symfoniske sprog er særligt mærkbart i 1. sats. Prokofjev-specialisten Israel Nestjev bemærker: ”Musikken har en beskrivende karakter som et historisk maleri.” Det ellers lyriske hovedtema klinger til slut med en vældig hym-nisk kraft. Måske er det her, Prokofjev havde det ”frie menneskes storhed og kraft” i tankerne. Men hvorfor lader han så musikken med trommehvirvler, tamtam og hele horn-musikken udfolde en kraftanstrengelse som en damptromle, så det kammer over som et vrængbillede af en apoteose?

2. sats er en lidt ondskabsfuldt vrængende scherzo. Flere kommentatorer har fået associa-tioner til Prokofjevs Askepot-ballet, et af Prokofjevs forsøg på at skrive mere populært. Måske er det de onde stedsøstre, der rumsterer rundt i denne sats.Ligeledes kan den langsomme 3. sats’ smukke, men også tungsindige musik give associa-tioner til Askepot selv.

Finalen er en fræk og vild rondo, hvor klarinetten spiller en hektisk og skinger melodi, der springer ud og ind af fremmede tonearter, før den finder hjem. Codaen udarter til en grotesk maskinel musik. Er det mon hymnen til det ”frie sovjetiske menneske”, der til sidst ender ved fabrikkens samlebånd og ryger i hakkemaskinen?Gad vist hvordan partiets musikpoliti har kunnet overhøre disse sarkastisk-ironiske steder i symfonien? For symfonien blev modtaget med begejstring ved uropførelsen den 13. januar 1945 i Moskva Konservatoriums store sal.

© Rolf Ruggaard

Alisa Weilerstein, cello

Rafael Payare, dirigent

34-årige Rafael Payare er kendt som en af de mest spændende dirigenter i sin generation. Han vandt i 2012 den pre-stigefyldte Malko-konkurrence og har siden arbejdet med store orkestre som Rotterdam Filharmoniske Orkester, Birmingham Symfoniorkester, Orches-tre National du Capitole de Toulouse, Oslo Filharmonikerne, Göteborg Sym-foniorkester og Stockholm Filharmoni-kerne.Efter sin sensationelle britiske debut med Ulster Orchestra i oktober 2013 blev han straks tilbudt stillingen som chefdirigent – en post han varetager

fra sæson 2014-15 og tre år frem. Payare har deltaget i flere koncerter og optagelser med dirigenter som Giuseppe Sinopoli, Claudio Abbado, Sir Simon Rattle og Lorin Maazel. Han har arbejdet som assisterende dirigent under Gustavo Dudamel, senest i hans opsætning af Figaros bryllup med Los Angeles Filharmonikerne. Payare fungerede endvidere som assis-terende dirigent for afdøde Claudio Abbado i Tjajkovskijs sjette symfoni med Simón Bolívar Orchestra. I september 2012 inviterede Daniel Barenboim personligt Payare til at hjælpe med sin opførelse af Siegfried på Berlin Staatsoper. Rafael har hjem i både Caracas og Berlin med sin kone, Alisa Weilerstein.

Kommende koncerter:

PRO MUSICA: STORE KAMMERENSEMBLER Lørdag den 25. oktober 2014 kl. 14:00Entré: Kr. 120 inkl. gebyr

STJERNEDIRIGENTEN & MESTERPIANISTENTorsdag den 30. oktober 2014 kl 19.30 Aftenens koncert er i skønt selskab med den danske verdensdirigent Michael Schønwandt, der nyder stor anerkendelse i ind- og udland. Han har netop modtaget P2s kunstnerpris 2014 for sin store betydning for dansk musikliv. De populære klassikere Schubert, Mozart og Brahms er på aftenens program, og med Amalie Malling ved klaveret kan vi love dig en oplevelse, du sent vil glemme.

Se flere koncerter på aalborgsymfoni.dk

Foto: Bjørn BertheussenFoto: Jam

ie Jung

SPONSORER

Hector Berlioz Romersk karneval – koncertouverture, op. 9 (ca. 9 min.)(1803-1869)

Dmitrij Sjostakovitj Koncert nr. 2 for cello og orkester, op. 126 (ca. 35 min.)(1906-1975) Largo Allegretto Allegretto

PAUSE

Sergej Prokofjev Symfoni nr. 5, B-dur, op. 100 (ca. 46 min.)(1891-1953) Andante Allegro marcato Adagio Allegro giocoso

Musikkens Plads 1 . 9000 Aalborg . tlf. 98 13 19 55 (kl. 10-15)aalborgsymfoni.dk . chopingo.dk

MALKOVINDEREN & VERDENSCELLISTENTorsdag den 23. oktober 2014

Kl. 19.30 i Musikkens Hus

Dirigent: Rafael Payare

Solist: Alisa Weilerstein, cello

Koncertmester: Yana Deshkova

PROGRAM

Ret til ændringer forbeholdes.Fotografering samt lyd- eller videooptagelser

under koncerten er ikke tilladt.Dørene til koncertsalen holdes lukket, mens der spilles.

mærk magien – luk musikken ind – mærk magien – luk musikken ind – mærk magien – luk musikken ind – mærk magien – luk musikken ind – mærk magien – luk musikken ind – mærk magien – luk musikken ind – mærk magien – luk musikken ind – mærk

Tak til vores sponsorer og samarbejdspartnere

Aalborg Symfoniorkester indgår sammen med de øvrige landsdelsorkestre et nyt samarbejde med Den2radio.dk, hvor orkestrene fremover vil være tilgængelige.

Aalborg Symfoniorkester transmitteres også ved udvalgte koncerter af Danmarks Radio.

Mød os på facebook.com/aalborgsymfoni

den2radio.dkrd2