1

Pædagogik

- Det altafgørende samspil mellem barn og pædagog

”Det du tror om mig,

Den måde du er imod mig på,

Den måde du ser på mig på,

Det du gør imod mig,

Gør mig til den

Jeg bliver.”

Prøvenummer: 9793

Anslag: 24. 927

Afleveret d. 23. september 2011

Fag: Pædagogik

Vejleder: Lone Nielsen

University College Lillebælt i Jelling - Pædagoguddannelsen

2

Indholdsfortegnelse

Indledning s. 3

Problemformulering s. 3

Målgruppen s. 4

Metodebeskrivelse s. 4

Agnete Diderichsen

- Professionel omsorg og børns udvikling s. 5

Mary Ainsworth

- Definition af tre tilknytningsmønstre s. 8

John Bowlby

- Barnets indre arbejdsmodeller s. 9

Anerkendende pædagogik og relationspædagogik s. 11

- Eksempler s. 12

Konklusion og perspektivering s. 13

3

Indledning

”I ly af en professionel rolle kan man komme til at knuse et barn og lade det gå til grunde. Skjuler

man sin menneskelighed bag en professionel rolle og bag en højere sags mål, bliver systemet

umenneskeligt, og børn går til grunde.”1

Det er relevant at arbejde med pædagogens syn på barnet, da jeg har fået den opfattelse, at dette kan

være altafgørende for, hvordan man danner relationer til barnet.

Forestil dig at du som nyansat pædagog i en institution bliver budt velkommen af en pædagog, der

præsenterer dig for børnene, pædagogen fortæller dig navnene på børnene, men gør ekstra

opmærksom på det barn, der er mest konfliktskabende i dennes øjne. Ville din opmærksomhed så

ikke automatisk være rettet særligt mod dette barn, når der opstår konflikter? Kunne det ikke

resultere i at du overser andre børn, der også kunne have brug for din opmærksomhed, for eksempel

den stille pige eller dreng lige foran dig?

Er der en mulighed for, at du – hvis dit syn på barnet ikke var blevet farvet af din kollega – ville se

flere kompetencer, muligheder og ressourcer i dette barn?

Det er vigtigt for en pædagog at vide hvilken tilgang denne har til et barn – og hvad vigtigere er, at

pædagogen kan se ressourcerne i dét enkelte barn. Det er derfor vigtigt for mig i min kommende

rolle som pædagog at have en teoretisk baggrund for at arbejde med mig selv og mit menneskesyn

samt at have fokus på kollegers og institutioners måde at håndtere de vidt forskellige børnetyper, vi

møder.

”Den måde du definerer et barn på, kan i sin konsekvens blive til virkelighed”2

Problemformulering

Jeg har i forbindelse med mine praktikker observeret pædagogers forskellige tilgange til børnene i

institutionen. Det vakte særligt min interesse i mødet med en bestemt dreng, som på daglig basis

blev involveret i en eller anden form for konflikt med andre børn. Jeg bemærkede hvordan de

forskellige pædagoger og lærere handlede i tilgangen til ham, og jeg blev nysgerrig på, hvordan det

1 Diderichsen, Agnete: ”Den professionelle omsorg og børns udvikling” - artikel

2Løw, Ole: Unge Pædagoger, nr. 1, 2007 – tidsskrift.

4

påvirkede ham at blive mødt med disse forskellige tilgange, især da det viste sig i gennem et projekt

jeg arrangerede, at han var den fødte leder og helt undgik konflikter, imens projektet stod på. Det

var til stor forbløffelse for nogen af pædagogerne samt lærerne, der ellers kun så ham som værende

konfliktskabende og en forstyrrelse i timerne. Derfor har jeg villet undersøge, hvad konsekvenserne

er for børn, når de bliver mødt med pædagogers afgrænsende forforståelse.

Jeg tager udgangspunkt i dagtilbudsloven3, der gælder for daginstitutionsområdet, idet der tydeligt

står at formålet med denne lov er at fremme børns og unges trivsel, udvikling og læring, at

forebygge negativ social arv og eksklusion samt at skabe kontinuitet, og aldersvarende udfordringer

for børnene. Det er derfor vigtigt at pædagogen til stadighed er opmærksom på ”hele” barnet, til

gavn for barnets personlighedsudvikling og trivsel.

I denne opgave vil jeg komme nærmere ind på..

Hvilken betydning har pædagogens syn på barnet?

Hvilke konsekvenser har det for barnets udvikling?

Målgruppen

Jeg har valgt at koncentrere mig om vuggestuebarnet i alderen 2-3 år, idet udviklingen her længe

har været undervejs - fra barnets første møde med omverdenen – dets omsorgspersoner, primære og

sekundære.(Forældre og pædagogerne) Hvad der sker i den alder vil uomtvisteligt blive en del af

barnets livserfaring og afgøre, hvordan barnet senere hen vil reagere, handle og møde verden på.

Metodebeskrivelse

Jeg vil komme ind på Agnete Diderichsens artikel ”Professionel omsorg og børns udvikling” som

tager udgangspunkt i forfatterens teoretiske analyser, baseret på tidligere empiriske

forskningsresultater af forholdet mellem pædagog og børn.

Hun beskriver i sin artikel udviklingspsykologisk forskning ved psykiateren John Bowlby og som

omhandler tilknytningsteorien om ”En sikker base”, som jeg således også vil berøre.

3 https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=137202

5

Jeg vil endvidere redegøre for teorierne omkring børns tilknytningsmønstre, som især den

amerikanske psykolog Mary Ainsworth har lagt grunden til forskning omkring.

For at understøtte egen empiri vil jeg gøre brug af citater, et digt og eksempler på hvordan

pædagogens møde med et barn kan være altafgørende for et barns behov for anerkendelse.

Så i følge heraf vil jeg komme ind på den anerkendende pædagogik og hvorfor jeg mener, at den er

væsentlig for relationen mellem pædagogen, barnet og dennes udvikling og samtidig vil jeg

inddrage relationspædagogikken, da de går hånd i hånd.

Agnete Diderichsen

Agnete Diderichsen beskriver i sin artikel sine egne empiriske forskningsresultater på baggrund af

undersøgelser/iagttagelser i dagsinstitutioner.

Institutionaliseringen af den tidlige omsorg og opdragelse betyder, at børns personlighedsdannelse i

dag foregår under helt andre vilkår end tidligere set, og pædagogerne i dag har et ansvar for

områder af børns udvikling, som traditionelt har været familiens anliggende.

Det har betydet en betoning af opdragelsesmæssige og omsorgsmæssige aspekter.

Forskning i hvordan børn trives og udvikles i det senmoderne samfund er kun i sin begyndelse..

Den eksisterende viden er baseret på vilkår, hvor den tidlige opvækst foregik indenfor familiens

rammer.

I dag hvor flertallet af børn kommer i institution fra spædbørns alderen eller tidlig småbørnsalder, er

pædagoger blevet centrale omsorgspersoner for børn op gennem hele den tidlige barndom. Derfor

kommer de også til at spille en helt central rolle i børns udvikling.

Forældre er stadig de mest signifikante personer for børn og dem, som på mest dybtgående måde

præger børns personlighedsudvikling. Men da flertallet af børn tilbringer mange timer hver dag

sammen med andre voksne end deres forældre, er det næppe muligt at fastholde at det kun er

forældre, der præger børnene.

Børn udvikler sig i gennem relationen til de faste omsorgspersoner i deres liv. Disse faste personer

omfatter i dag pædagoger og andre professionelle personer.

6

De svage usikre børn viser et stærkt behov for opmærksomhed, men søger ofte opmærksomhed på

indirekte eller manipulerende måder. En defensiv strategi, som dækker over deres frygt for

afvisning, men som virker modsat, idet disse børn tydeligvis irriterer og frastøder pædagogerne.

Pædagogerne reagerer afvisende eller ignorerer dem, hvorved børnene negative forventninger bliver

bekræftet. Andre ængstelige børn søger kontakt på passive måder for eksempel ved at sidde på

skødet af pædagogen. For det meste passer disse børn sig selv og deres aktivitet er præget af

rastløshed eller passivitet, manglende interesser og målrettethed. Børnene får lov til at passe sig

selv. Ingen voksen griber ind med støttende indgreb.

Pædagogerne fortæller hvordan forskellige børn aktiverer forskellige følelser og holdninger hos

dem. De sunde harmoniske børn fremtræder som nemme og omgængelige børn, der fremkalder en

positiv interesse og forventninger hos pædagogerne som behandler dem på en ligefrem måde og

stiller alderssvarende krav til dem.

De fjendtlige og afvisende børn aktiverer ofte irritation og vrede hos pædagogerne og en mere

kontrollerende og disciplinerende holdning. Børn som fremkalder en overbærenhed hos

pædagogerne fremtræder som hjælpeløse, passive og afhængige, og pædagogerne undlader at stille

alderssvarende krav til dem og bekræfter hermed deres hjælpeløshed. Ligesom de fjendtlige børn

aktiverer disse børn også en mere kontrollerende holdning hos pædagogerne.

Forskningen på området demonstrerer klart hvordan forskellige slags børn aktiverer forskellige

samspilsdynamikker mellem voksne og børn. Hvis pædagogerne ikke er bevidste herom, kommer

de til at fungere på en måde, der bekræfter de voksenforventninger, holdninger og strategier, som

børn har udviklet på baggrund af tidligere erfaringer med menneskelige relationer, hvad enten disse

stammer fra institutionen, familien eller begge dele. Det er dynamikker, der kan føres tilbage til den

tidlige tilknytning og de adfærdsmønstre eller tilpassede strategier, som tilknytningsforholdet

skaber. Således bliver pædagogernes måde at forholde sig til børnene på samtidig med de måder at

forholde sig til barnet på, som børnene kender fra andre omsorgspersoner.

Resultatet er, at svage og sårbare børn bliver bekræftet i deres svaghed og inkompetence, hvorved

deres sårbarhed forstærkes. På den måde forstærker og gengiver daginstitutionen tidligere tilegnede

bevidsthedsindhold hos svage og sårbare børn, hvor sårbare strukturer hos børnene uddybes.

Børn med en ængstelig tilknytning udvikler sig normalt anderledes, end et barn på 2-3 år med en

sikker tilknytning, hvor barnet normalt opleves som et nysgerrigt og aktivt barn, engageret i

7

udforskning og forsøg på mestring af omgivelserne, hvorimod et ængsteligt barn kan opleves som

et, der prøver at klare sig selv på egen hånd og uden at søge hjælp hos deres primære

omsorgsperson. Ængsteligheden kan også vise sig som en åben ambivalens eller usikkerhed på

omsorgspersonen, og er et mønster, der produceres af en uforudsigelig primær omsorgsperson.

Barnet holdes fast i en kronisk utryghed, der får det til at fremtræde som et hjælpeløst, frustreret

barn eller et ekstremt passivt barn.

Ængstelige børn mangler det trygge barns nysgerrighed og livsglæde. Hvis de udforsker verden

omkring dem, er det uden ægte følelsesmæssigt engagement og de fremtræder ofte som triste og

modløse børn.

Det sunde og aktive 2 årige barn er i 4-5 års alderen blevet til et barn med både personlig og social

kompetence, med en positiv selvfølelse og vellidt blandt andre børn og hos voksne.

Det ængstelige barn er i reglen derimod i 4-5 års alderen kendetegnet af lav personlig og social

kompetence. I børnehaven beskriver pædagogerne de ængstelige børn, som aggressive og fjendtlige

eller som isolerede og ensomme. De mere åbent utrygge børn beskrives af pædagogerne som

umodne og afhængige og som inkompetente børn, der kræver megen hjælp. Det er de børn, som

ofte bliver ekskluderet eller drillet, mens de fjendtlige børn er dem, som oftest driller andre børn.

Fælles for alle typer af de ængstelige børn er lav selvværdsfølelse og ekstrem

opmærksomhedssøgen over for voksne.

De beskrevne børnetyper kan findes i enhver daginstitution og spørgsmålet er nu, hvad det betyder

for deres liv i institutionen og for pædagogernes holdning til børnene.

Forskning i disse problemer er yderst beskeden, men den forskning der findes, peger på at en tidlig

sikker tilknytning4 også er et vigtigt udgangspunkt for, hvordan et barn klarer sig i daginstitutionen

og navnlig for, hvordan pædagogerne forholder sig til barnet.

Agnete Diderichsen’s resultater fremkommet gennem egne empiriske analyser stemmer overens

med en amerikansk undersøgelse foretaget af Howes og Hamilton, den viser, at børn med en sikker

tilknytning, allerede som spædbørn får en mere sensitiv og involveret kontakt af pædagogerne end

ængstelige børn med en usikker tilknytning.

4 Bowlby, John: En sikker base

8

”Især en dårlig institution kendetegnet af en ligegyldig holdning til børn, er ængstelige børn usikre

og forsigtige i deres kontaktforsøg. De har en svagere selvfølelse og mangler de sikre børns evne til

at insistere. Selvom de gør adskillige forsøg på at opnå kontakt, betyder pædagogernes

ligegyldighed og manglende nærvær, at børnene overhøres eller ignoreres med det resultat, at de

opgiver og reagerer med, at afstå fra et mål, der er blevet anset for at være tilstræbelsesværdigt,

men ikke mere er opnåeligt og modløshed.”5

Den sårbarhed der kommer til udtryk, disse børns usikkerhed og forsigtighed synes at blive

forstærket af de voksensvigt, de udsættes for i deres daginstitution.

Som nævnt i eksemplet i indledningen kan en pædagogisk ”fordom” overfor et barn smitte af på

andre pædagogers holdninger til et bestemt barn og dermed låse barnet fast i en bestemt og

begrænsende opfattelsesramme.

Mary Ainsworth; Definition af tre tilknytningsmønstre

Mary Ainsworth, engelsk psykolog, iagttog og beskrev ved hjælp af hendes fremmedsituationstest,

hvordan småbørn (1-2 år) reagerede på henholdsvis samvær med og adskillelse fra moderen i korte

perioder og definerede tre forskellige tilknytningsmønstre:

Tryg tilknytningstype: De trygt tilknyttede børn undersøger nysgerrigt rummet og kan finde på at

kontakte den fremmede. De bliver kede af det, når forælderen forlader rummet, men lader sig

forholdsvis let trøste, når hun kommer tilbage.

Utryg tilknytningstype: Børn med dette tilknytningsmønster viser ikke mange følelser, hverken når

moderen forlader lokalet eller kommer igen. De kravler ikke hen til hende eller er specielt

opmærksomme på hende. Særligt ikke anden gang. Det er som om de har lært at dæmpe deres

egne forventninger eller emotioner, fordi de har erfaret, at omsorgspersonerne ikke altid er

tilgængelige.

Ængstelig tilknytningstype: Børn i denne kategori er forsigtige og ængstelige sammen med nye

mennesker og i nye omgivelser. Fra begyndelsen holder de sig tæt til forælderen, holder øje

med hende og er ikke særlig interesseret i legetøjet i lokalet. De bliver voldsomt kede af det,

når forælderen forlader lokalet, og ved hendes tilbagekomst er de meget svære at trøste: De

både søger trøst og stritter imod og afviser næsten vredt forælderens kontaktforsøg. Overfor

den fremmede er de bange og afvisende, både når forælderen er til stede, og når hun er væk.

5 Diderichsen, Agnete: Den professionelle omsorg og børns udvikling

9

Selvet er den bevidste og reflekterende personlighed hos et individ, personlighedens kerne, den

struktur i psyken som indeholder menneskets dybeste intention og stræben. Begrebet selvet referere

til et indre centrum for initiativ og handling, ligesom selvet er centrum for oplevelsen af relationer

til andre. Selvet dannes som nævnt i interaktionen med omsorgspersonen.

Fordi små børns stræben eller motiver fra begyndelsen er rettet mod omsorgspersonen, bliver den

voksnes reaktionsmåde afgørende for såvel dannelse af basal selvfølelse6 og selvværd som for

formningen af barnets stræben eller basale motivationskultur.

Interaktionen med en afvisende eller utilgængelig voksen vil føre til en negativ model af andre som

afvisende, utilgængelige og af selvet som værdiløst, hvilket er udgangspunkt for svag selvfølelse og

lav selvværd, der her kan begrebsliggøres som en grundstemning af sorg og manglende mismod. I

dette tilfælde er erfaringen med egen kompetence negativ, hvilket bliver grundlag for en anden

slags defensiv motivationsstruktur, samtidig med at det føre til svag selvfølelse og manglende

selvværd.

Motivationsgrundlaget bliver ud fra sidstnævnte eksempel bestemt ud fra et motiv om at undgå

angst og smerte – den angst og smerte som er forbundet med afvisning og med egen manglende

evne til at virke ind på omverdenen. Her sker en defensiv spaltning af selvet, hvorved de negative

følelser undertrykkes såvel oprindelige ønsker om kærlighed og omsorg.

En sådan defensiv motivationsstruktur betyder at barnets energi bindes i forsvaret på bekostning af

udadrettet stræben mod kompetence. Nysgerrighed og glæde ved udforskning og ved egen aktivitet

forsvinder.

Mary Ainsworth’s tre tilknytningstyper kan i den pædagogiske praksis anvendes til at forstå børns

forskellige væremåder og reaktionsmønstre. De kan også bruges til at forstå de vilkår, barnet har

haft i sin tidlige udvikling.

John Bowlby – Barnets indre arbejdsmodeller

Både Ainsworth og John Bowlby har i deres forskning med observationer af omsorgspersoner og

børn arbejdet med det, der beskrives som en sikker base. Barnet udforsker verden fra sin sikre base,

som kan være moderen eller en anden omsorgsperson. Udforskningsmønstret afhænger af det

6 Referer til oplevelsen af egne følelser som virkelige og hørende til selvet, mens selvværd referere

til en følelse af værdifuldhed.

10

enkelte barns personlighed. Samtidig betyder begrebet den sikre base, at barnet afhængig af

tidligere oplevelser reagerer forskelligt på den sikre base. Det er det faste holdepunkt for et barns

udforskningstrang, som stiger med alderen.

Barnets opfattelse af den sikre base kan også beskrives som tilknytningsadfærd.

Tilknytningsadfærden er mest i øjenfaldende i den tidlige barndom, men kan også ses hele livet

igennem. Den kan defineres som enhver form for adfærd, der bevirker, at en person opnår eller

opretholder tæt kontakt med et andet klart identificeret individ, som omfattes som værende bedre i

stand til at klare sig i verden.

Begrebet om barnets sikre base og tilknytningsadfærden anses for at være en fundamental

adfærdsform, altså uafhængig af andre faktorer, men som led i overlevelsesinstinktet. Det er i dag

den mest underbyggede teori om social/emotionel udvikling, der i dag er til rådighed.7

I den udviklingspsykologiske forskning er det beskrevet, hvordan barnet gennem den tidlige

interaktion med den primære omsorgsperson gradvist danner en indre forestilling om sig selv og

andre. Disse indre billeder skaber bestemte forventninger, holdninger og reaktionsmønstre, som

bæres videre og bestemmer den måde, hvorpå barnet fortolker og forholder sig til andre mennesker

og til sig selv og vi ved, at kvaliteten i et barns tidlige tilknytning til de primære omsorgspersoner

(forældrene) spiller en afgørende rolle for den senere personlighedsudvikling.

Eksempel på interaktion mellem omsorgsperson og barn:

Når et barn selv tager støvler på, når et mål, udstråler barnets ansigt en ganske særlig glæde, et smil

som udtrykker sejrsglæde og stolthed. Et meget tydeligt udtryk for glæde og selvværd begrundet i

egen kompetence.

En uempatisk pædagog vil f.eks. sige: ”Du må ikke have støvler på i stuen – gå straks ud og tag

dem af!” Med disse ord udløser pædagogen dyb skuffelse og skam hos barnet, over sig selv. Eller

hvis pædagogen ignorere barnet, fører til samme resultat, en skamfuld følelse af sjælelig blottelse

og det er netop, hvad barnet har gjort – fremvist sit totale selv i glæde og stolthed over egen bedrift,

blottet sig hudløst.

7 Bowlby, John: ”En sikker base” s. 35-36

11

Når voksne forholder sig uempatisk og med en ligegyldig og uengageret holdning til små børn,

bliver udtryk som de ovenfor nævnte i reglen overhørt og ignoreret. Det betyder udebleven støtte til

såvel barnets selvopbygning som dets stræben mod udvikling og identitet.

Uden genspejling fra en medlevende voksen bliver barnets aktivitet uden mening og glæde. Lysten

og energien blegner, visner og helt små børn opgiver den aktivitet, de var i færd med. I stedet opstår

kedsomhed og rastløshed. Børn, som behandles sådan, mister lige så stille de ansatser til initiativ og

målrettet stræben, som var under udvikling og som fører frem til kompetence og de bliver passive

og modløse børn.

Det gælder navnlig de i forvejen lidt svage børn, som kun tager små og forsigtige initiativer og

derfor har brug for særlig megen støtte og opmuntring og ofte også for praktisk hjælp for at nå til et

mål. De når ingen mål og oplever derfor heller ingen stolthed over egen kompetence og ingen glæde

over at kunne indfri egne intentioner og nå frem til et mål.

I eksemplet ovenfor er der tydeligvis ikke anvendt anerkendende pædagogik.

Anerkendende pædagogik

For at kunne bruge anerkendende pædagogik, er man først nødt til at se på begrebet

relationspædagogik. Der er tiltagende fokus på, at barnets sociale udvikling sker i relation til andre.

For at blive et ressourcestærkt og kompetent barn har man brug for et godt netværk at dannes i.

Børn har brug for forbilleder at spejle sig i. Det er den voksne, der er ansvarlig for kvaliteten i

samværet med og relationen til barnet.

”Voksnes personlige nærvær, indlevelse, og engagement i forhold til barnet er afgørende

forudsætninger for børns trivsel, udvikling og læring.”8

Den anerkendende pædagogik handler om, hvordan vi hele tiden påvirker og skaber os selv og

hinanden gennem de relationer, vi indgår i.

Jeg vil belyse den anerkendende pædagogik mellem barn og voksen. Barn-barn relationen er også

vigtig, men opgaven vil blive for omfattende, hvis jeg skal beskrive dette område fyldestgørende.

Jeg har i min problemstilling fokus på relationen mellem den voksne og barnet, da de voksnes

praksis har en afsmittende effekt på børnenes praksis.

8 Sommer, Dion.

12

Anerkendende pædagogik handler om at skærpe opmærksomheden på at vise anerkendelse og give

udtryk for sin værdsættelse. Måden vi er på, det, vi siger, og det vi gør former ikke blot det ydre

miljø, men også vores hjerner, der sanser, tænker, føler og agerer. Ved at blive set, hørt og forstået

gives der mulighed for at vi bliver mere lærenemme og kreative, når vi bliver mødt og anerkendt.

Værdsættelse giver tryghed og mulighed for at skabe sig sine egne meninger.

Anerkendelse foregår i mødet med mellem mennesker. Anerkendelse kræver vilje til at sætte sig

selv til side og stille sig til rådighed for den anden og fremmer grundlæggende oplevelsen af

tryghed og dermed fornemmelsen af velvære, kreativitet og modet til at gå i gang med nye

udfordringer. (Bowlby, 1994, Fonagy m. fl. 2006, Hart, 2006, Løwlie, 2005, Siegel, 2002,

Winnicott, 1990).9

Eksempel: En pige på 10 år, har imens hendes mor har været på arbejde, støvsuget hele huset og

tørret vindueskarme af – og venter nu stolt på at hendes mor skal komme hjem og se det store

arbejde hun har lagt for dagen. Hendes mor træder ind af døren og bemærker slet ikke hvad pigen

har gjort, før hun gør moderen opmærksom på det, hvorpå moderen udbryder: ” Hvor er det træls at

komme hjem og så er der bare snavs og støv over det hele, nu skal jeg igen gøre rent!” Pigen bliver

ked af det og tænker, ”Hvad skal jeg gøre for at mor kan lide mig?!”

Havde hendes mor vendt hjem fra arbejde og i stedet udtrykt sig således: ”Nej, hvor har du været i

gang! Du har både støvsuget og tørret vindueskarme af! Sikke et stort arbejde du har gjort, det er

jeg godt nok glad for. Godt jeg har dig!” Mon ikke den lille pige havde knejset med nakken, rettet

ryggen op og kvitteret med et stort varmt smil, fordi hun var blevet mødt og anerkendt?!

Eksempel:

En lille dreng på 20 måneder har på sit værelse en guitar, som han med møje og besvær elsker at

bære ind i stuen med, hvor han slår på strengene med en trommestik, da det frembringer spændende

lyde..

I første reaktion bliver han mødt med anerkendelse: ”Nej, hvor er du stærk, så har du båret den helt

herind, så mor og far kan høre dig spille på den, hvor er du dygtig!”

9 Lynge, Bente: ”Anerkendende pædagogik” 2007, Psykologisk forlag A/S. ISBN: 978-87-03-

02722-7

13

I anden reaktion bliver han mødt: ” Din trælse møgunge, hvorfor har du nu taget den guitar med

herind i stuen, du kan jo ikke finde ud af at spille på den og du larmer, nu sætter jeg den ind på

værelset igen og lad så være at spille på den igen!”

Eksempel i dagsinstitutionen:

En dreng har fundet en frø udenfor og har taget den med ind til pædagogerne for at vise den frem,

han syntes den er spændende og han syntes selv at den var svær at fange – han rækker den ud mod

én af pædagogerne, som kvitterer med…

”AAAAAAAD få den væk, den er ulækker, den skal vi ikke have herinde, jeg vil ikke se på den, få

den ud!”

En anden pædagog udtrykker sig således:

” Hold da op, sikke en stor frø du har fanget! Har det ikke taget lang tid? Du har godt nok være

tålmodig og snedig for at få fat på den! Skal vi ikke gå hen og se om vi kan finde den i den store

naturbog, så vi kan finde ud af hvad det er for én slags frø, den ser godt nok spændende og

anderledes ud?”

Konklusion og perspektivering

Med baggrund i analysen vurderer jeg, at jeg har fået bekræftet mine hypoteser omkring

vigtigheden af pædagogens rolle og syn på det enkelte barns og dennes udvikling igennem Agnete

Diderichsens forskning på området samt hendes forgængere John Bowlby og Mary Ainsworth. Min

empiriske erfaring er blevet sat i perspektiv i forhold til de nævnte forskeres observationer og

stemmer på mange områder overens med min egen vurdering.

Jeg har som kommende pædagog fået en teoretisk baggrund og viden, som har øget min forståelse

for det altafgørende samspil mellem barn og pædagog.

Vi skal som pædagoger være opmærksomme på den indflydelse, vi kan have på et barn og dermed

dets udvikling, via vores egne menneskelige egenskaber. Eksempelvis ved at udvise en fordomsfuld

og fordømmende adfærd kan vi gøre megen og til tider uoprettelig skade. Vi kan være med til at det

lille barn ikke får fornemmelsen af at have en tryg sikker base, hvor barnet derimod bliver utrygt og

udviser ængstelig adfærd og senere regulære adfærdsforstyrrelser.

14

Med institutionernes og dermed pædagogernes stigende betydning for børns tidlige udvikling bør

der udover pædagogens eget fokus på egen uhensigtsmæssig adfærd, også være et punkt på

dagsordenen på institutionens pædagogiske møder, hvor vi løbende drøfter, hvordan vi sikrer åben

fordomsfri og favnende – anerkendende pædagogik - således at børnenes kompetencer og potentiale

bliver fuldt tilgodeset.

15

Litteraturliste:

Digt:

Forside. ”Det du tror om mig, den måde du er mod mig på, den måde du ser mig på, det du gør

imod mig, gør mig til den, jeg bliver. ”

Artikel:

Agnete Dideriksen: ”Den professionelle omsorg og børns udvikling”

Primærlitteratur

Sommer, Dion: IN “Relationer i psykologien” 2. udgave. Billesøe og Baltzer. ISBN: 978-87-

7842-209-5

Lynge, Bente: ”Anerkendende pædagogik – om nærvær i børnehøjde” Psykologisk forlag.

2007, 1. bogklubudgave, 3. oplag. ISBN: 978-87-03-02722-7

Sekundærlitteratur

Sommer, Dion: ”Barndomspsykologi – udvikling i en forandret verden”. ISBN: 87-412-2414-0

Sommer, Dion: ”Børn i senmoderniteten – barndomspsykologiske perspektiver”. ISBN: 978-87-

412-5325-1

Karsten Hundeide, ”Holdninger der fremmer / hæmmer børns udvikling.”

Riber, Jørgen: ”Forstået og forstyrret – om systemisk og narrativ pædagogik”. Hanz Reitzels forlag,

1. udg. 1.oplag. 2005. ISBN: 87-412-0212-0

Jørgen Kristensen, Hans og Fibæk Laursen, Per: ”Gyldendals Pædagogik Håndbog – otte tilgange

til pædagogik”. 1. udg. 1. oplag. ISBN: 978-87-02-08312-5

Rokkjær, Åge: ”Pædagogik – et personligt anliggende”. S. 14, s. 18. Semi-forlaget. 1997. ISBN:

87-88338-39-8

Brinkkjær, Ulf og Høyen, Marianne: ”Videnskabsteori - for de pædagogiske

professionsuddannelser”

16

Hundeide, Karsten: Børns livsverden og sociokulturelle rammer. 2004. Akademisk forlag. ISBN:

87-500-3826-5

Links

http://ibog.psykologiensveje.systime.dk/index.php?id=1242 – Bowlby, John

Tidsskrift

Sommer, Dion: ”Nye børnesyn” IN VERA: N0. 18. Jan. 2002

Citat: ”Den måde du definerer et barn på, kan i sin konsekvens blive til virkelighed” Ole Løw,

Unge Pædagoger, nr. 1, 2007 – tidsskrift.