Kultur- KnæK

iSt.

Pauli

Tekst og foto af Per Lysholt Hansen & Christian Riis

Om middelklassens indtog i det gamle arbejderkvarter St. Pauli, Hamborg.

På en røgfyldt bar 200 meter fra havnen i St. Pauli sid­der fire pensionerede sømænd. Baren er dekoreret med brunt reb langs loftkanten, gamle søkort på væggene og

patinerede læderstole. De får sig en Astra. Den lokale øl, der er brygget med kærlighed og social bevidsthed. Ankeret i hjertet, som deres logo forestiller, er blevet et symbol på det gamle St. Pauli. Det ’ægte’ St. Pauli, der for bare få årtier siden gik hele vejen til havnefronten.

På den havnefront blafrer et kæmpestort banner i vinden. ’Panoramakontorer til leje’. Det hænger ned fra et nybygget højhus i rent glas. Som et blankpoleret drivhus i en murstens­jungle, skiller det sig ud, og tårner sig op på den havn, der i de sidste mange årtier har været domineret af små snuskede værtshuse og billige hoteller. Steder der husede og underholdt de mange matroser, der lagde til kaj i St. Pauli, Hamborg. I dag er de snuskede værtshuse skiftet ud med møbelforretnin­ger og luksusrestauranter, og matroserne er skiftet ud med gråsprængte, midaldrende mænd i flade, brede BMW’er.

De fattige flytterBydelen St. Pauli i Hamborg har i de seneste år gennemgået drastiske forandringer. Nye, dyre bygninger er skudt i vejret,

mens flere af de gamle er revet ned. Huslejen er i området steget med 16,6 procent i perioden fra 2005­2009, hvor imod den generelle stigning i Hamborg kun har været på fire pro­cent. Det har medført, at de fattigste mennesker i det gamle arbejderkvarter har set sig nødsaget til at flytte fra området. Fænomenet hedder gentrificering, som betyder herskabelig­gørelse. Vi kender det også fra Danmark, hvor det allerede har fundet sted på Vesterbro, og hvor det i disse år er ved ske på Nørrebro.

Det kapitalistiske indtogConfusion in her eyes that says it all. She’s lost control. De første strofer fra ”She Lost Control” med Joy Division kværner ud af to højtalere på Die Kogge, der kalder sig selv for et rock’n’roll­hotel. Velvet Underground­plakaten over den slidte og klister­mærkebefængte DJ­pult bekræfter den beskrivelse af stedet, der er placeret midt i mellem havnen og Red Light District­området Reeperbahn.

I modsætning til København, regulerer kommunen i Hamborg ikke by-fornyelsen. Private markedskræfter har frit spil. Det har medført, at der nu ligger højhuse med store glaspartier og gamle bygninger med graffitimalerier side om side i bydelen St. Pauli. Gentrificeringen møder stor modstand blandt de lokale, der kæmper for at holde huslejen nede og kulturen i live.

Netop kontrol er noget de kæmper for ikke at miste på Die Kogge. Ejer Riikka Beust åbnede stedet i 2003 på Bernhard Noch Strasse i hjertet af St. Pauli. Det fungerede gnidningsfrit i starten, men siden den daværende ejer i 2007 solgte sted­et, har Riikka og resten af Die Kogge været i krig med den nye ejer. Han ville smide dem ud og bygge nye lejligheder på adressen. Die Kogge holdt fast i, at de har en gældende lejekontrakt, og derfor tabte den nye ejer alle tre gange, han slæbte dem med i retten.

Speciel ånd37­årige Riikka Beust har boet i St. Pauli siden hun var 13 år gammel. Hun har altid været fascineret af det dengang be­skidte kvarter. ”Du mødte sjældent folk, der tænkte på en helt anderledes måde end dig. Alle satte fællesskab før penge, og alle elskede rock n’roll.”

Hun er med i ’No Bernhard Noch Quartier’, der er en be­boergruppe, som arbejder politisk på at sikre en langsigtet lav hus leje i området. Sammen med flere andre antigentrificer­ingsgrupper har de demonstreret og haft møder med poli­tikere. Den kraftige modstand mod gentrificeringen kastede

en ny lov af sig for få år siden. Loven betyder, at huse i St. Pauli ikke længere må blive brugt til boligspekulation og Riika Beust tror på, at loven vil hjælpe.

8 år endnuRiikka siger, at mange af de ældre, der har boet i St. Pauli hele livet, må flytte væk fra bydelen, når de går på pension. Det er simpelthen for dyrt at bo i området, hvis man ikke har lavet en stor pensionsopsparing. For en måned siden var to af hendes venner også nødsaget til at flytte til en bydel i det østlige Ham­borg. For hendes eget vedkommende er udsigterne heller ikke for gode.

”Jeg er sikker på, at vi er nødt til at lukke på et tidspunkt. Vi har otte år tilbage af vores kontrakt her på Die Kogge, og som det ser ud nu, så ryger vi ud der. Vores ejer vil af med os, så han kan rive bygningen ned og bygge lejligheder og kontorer. Ligesom alle andre,” siger hun.

Kulturen får et knækBag det gamle bordfodboldbord på Die Kogge ruller to hænder med stor rutine en cigaret. Hænderne tilhører en midaldrende mand med skipperskæg, høj hårgrænse og gammel, mørkeblå sweater.

KONTRASTER. Til venstre ses et nybygget kontorkompleks med tilnavnet ‘Det Dansende Tårn’. Til højre ses et udsnit af Bernhard Noch Strasse, 300 meter derfra.

”Da jeg var barn kunne man altid høre havnen,” siger den 49­årige sømand Christopher Maus, der er stamgæst på Die Kogge.

”Der var mange flere både dengang, end der i dag. Man kunne altid høre kompressorhornene dytte om kap nede i kanalen,” siger han og hiver i et fiktivt håndtag. Christopher har boet i St. Pauli hele sit liv, og han synes gentrificeringen af området er ærgerlig.

”De gamle huse her i området er over 150 år gamle. De er indbydende og venlige at se på. Jeg kan ikke forstå, at de river gamle huse ned til fordel for at bygge kontorbygninger eller dyre lejlighedskomplekser,” siger han.Christopher Maus har ikke noget imod, at der bliver bygget nye bygninger i området, så længe, at de passer ind.

”Jeg ved ikke, hvad arkitekterne har tænkt på. De nye byg­ninger er kolde og fremmedgørende at se på, og de ødelægger vores kvarter. Kulturen får et knæk for hver gang et glaspalads skyder op på bekostning af et gammelt, flot hus. Området ligner efterhånden enhver anden bydel i en tilfældig storby i Europa. Det er en skam, for der er noget magisk over St. Pauli. ”

De prostituerede er røget på gadenBydelen St. Pauli er blevet kendt som et af de bedste gå­i­byen­steder i Hamborg på grund af området omkring Red

Light Distriktet, Reeperbahn. Sidegaderne til Reeperbahn husede for bare 20 år siden langt størstedelen af de prostitu­erede, der stod i vinduerne på etablerede bordeller. I dag er Herbertstrasse den eneste tilbageværende smøge af den slags. Her er det kun mænd, der har adgang bag de røde metal­porte, der skjuler gaden. På Hopfenstrasse, et stenkast der­fra, stod de prostituerede også tidligere i vinduerne, men med nedriv ningen af en gammel bygning og opførslen af Empire Riverside Hotel for få år siden på samme sted, var de prostitu­erede ikke længere velkomne. I stedet står de nu om aftenen på hovedgaden Reeperbahn, iført moonboots og pastelfarvede dynejakker, hvor de river og flår i mandlige turister.

Længere nordpå i St. Pauli er gentrificeringen ikke så tydelig. Hver anden bygning er dekoreret med graffitimaler­ier, og hippe cykel­, plade­ og tøjbutikker præger gadebille­det. Skrald et flyder under buskene i de grønne områder, hvor mænd gerne har flere nitter om halsen end den hund, de lufter.

Når markedskræfterne arbejderBegivenhederne i St. Pauli et klassisk eksempel på gentrificer­ing. Det mener Anders Lund Hansen, der er adjunkt. i Kul­turgeografi ved Lunds Universitet i Sverige, og har studeret gentrificeringen på blandt andet Vesterbro i København.

RIIKKA BEUST.CHRISTOPHER MAUS.

­ RIIKKA BEUST

“Jeg er bange for, at St. Pauli mister sin autenticitet.

”Det vi ser i St. Pauli i øjeblikket er en klassisk cyklus, hvor studerende og kunstnere er flyttet til området på grund af de lave huslejer og det lidt spændende og beskidte miljø. Det gør området til et lidt smart, og dermed attraktivt sted at bo. Huslejen stiger, og de folk der egentlig skabte det oprindelige miljø, har pludselig ikke længere råd til at bo der, og må flytte et nyt sted hen,” siger Anders Lund Hansen.

Det var den samme udvikling, man så på Vesterbro i 90’erne i forbindelse med byfornyelsesplanen, som Københavns Kom­mune satte i værk. Arbejderklassen, narkomanerne og det be­skidte udtryk blev presset ud, fordi huslejen steg og mid de l ­klassen kom til.

Byfornyelsesprogrammets formål var at omdanne Vesterbro til et nyt kvarter, og det lykkedes, men ved hjælp af protester fra mange lokale forblev flere boliger billige, så en del af de oprindelige beboere kunne blive i området.

”På Vesterbro har man flere steder brugt huslejeregulering for at kunne holde på oprindelige beboere. I stedet for at lade markedskræfterne diktere, hvor folk skulle flytte hen, har man set en værdi i at behandle folk som mennesker. Og det er altså vigtigt.” fortæller Anders Lund Hansen.

I St. Pauli er det ikke staten, men markedskræfterne der har styret slagets gang. Riikka Beust fra Die Kogge er glad for den nye lov, der skal forhindre boligspekulation i området, men hun mener stadig, at politikerne har overset udviklingen i bydelen.

”Jeg tror, at det bliver sværere for private investorer at rive bygninger ned i fremtiden, men vi kan aldrig få det gamle St. Pauli tilbage. Udviklingen skal stoppe nu, ellers bliver vores bydel for strømlinet og normal,” siger hun.

“Jeg ved ikke,hvad arkitekterne har tænkt på.

­ CHRISTOPHER MAUS