guide til adventurespejd

28
GUIDE TIL ADVENTURESPEJD Tips: Kom i gang, forberedelse, på tur, træning og refleksion.

Upload: det-danske-spejderkorps

Post on 24-Jul-2016

234 views

Category:

Documents


4 download

DESCRIPTION

Hæftet giver en kort, men solid indføring til Adventurespejd. Du finder på inspiration, refleksion og praktiske tips til at komme godt i gang med Adventurespejd og til at udvikle dig og din patrulje inden for feltet.

TRANSCRIPT

Page 1: Guide til Adventurespejd

GUIDE TIL ADVENTURESPEJDTips: Kom i gang, forberedelse, på tur, træning og refleksion.

Page 2: Guide til Adventurespejd

2 Adventurespejd

Indhold

4 PÅ VEJ HJEM…

6HVAD ER ADVENTURE-SPEJD?

8 ADVENTURESPEJD-MODELLEN

10 FORBEREDELSE

14 DELTAGELSE

17 REFLEKSION

20 ØVELSE

22 MERE END TILFÆLDIGTIVOLISPEJD

25 INSPIRATION TIL MØDER OG TURE

27 TAG AFSTED!

Kolofon Guide til Adventurespejd

RedaktionFrederik Glent-MadsenIda Kathrine Toftgård Jonas Kølner ClemensJakob KonradsenKasper KiilerichKåre NielsenRasmus Møller SørensenRie Celina NielsenRikke KnudsenPeter Maul og Peter Tranevig

Foto:Dilleløbet Frederik A. Rom Martin Paldan Mathias Thomsen Rasmus Rahbek Vilhelm RotheMads AndersenMorten Bjerrum LarsenFrederik Andreas Jørgensen

Layout: Aller CP

Oplag: 2.000

Tryk: Reklametryk

ISBN:978-87-91923-39-5

1. udgivelse November 2015

Page 3: Guide til Adventurespejd

Adventurespejd 3

Hæftet her giver en kort, men solid indføring i

disciplinen adventurespejd. I hæftet finder du

både inspiration, refleksion og praktiske tips til

at komme godt i gang med adventurespejd og

til at udvikle dig og din patrulje inden for feltet.

Hæftet er tænkt som en samlet helhed,

men kapitlerne kan også læses hver for sig,

og indholdet kan bruges i det omfang, der

giver mening i jeres patrulje. Hæftet tager ud-

gangspunkt i adventurespejd i tropsgrenen,

altså for spejdere i alderen 12-16 år. Selvom

fokus er på troppen, indeholder hæftet mas-

ser af råd og tips, som både juniorer og se-

niorer også kan få gavn af. Det væsentligste

er, at du sammen med din patrulje finder det

niveau, der passer til jer.

God læsning!

/De garvede adventurespejdere

Adventurespejd – en indføring

Page 4: Guide til Adventurespejd

4 Adventurespejd

Begejstringen og iveren for at fortælle

om weekendens oplevelser spreder sig

i togvognen. Den overdøver næsten

trætheden og udmattelsen, der også har

fundet ind denne søndag eftermiddag på vej hjem

fra adventurespejdløb. Selvom det har været hårdt,

kroppen er ør, og søvnunderskuddet er stort, snakker

vi allerede om, hvordan vi kan forbedre os, næste

gang vi skal afsted. Der kommer forslag til, hvordan vi

bedre kunne have løst løbsopgaverne, og vi snakker

med spejdere fra andre patruljer og hører om deres

oplevelser.

Det er historier fra weekender som denne, vi

fortæller i skolen mandag morgen, eller når vi bliver

spurgt: ’Hvorfor er du egentlig stadig spejder?’

Fordi det er fedt.

Fordi vi får helt unikke oplevelser sammen med

vores spejderkammerater. Man bliver klogere på sig

selv og på andre, når man er faret vild i en mørk skov

og sammen ender med at finde en vej ud derfra. Når

man har oplevet, at man i fællesskab kan klare mere,

end man ville kunne på egen hånd.

Måske har du været på adventurespejdløb og kan

genkende ovenstående, eller også har du bare lyst til

at være en del af det. I dette hæfte finder du inspira-

tion til, hvordan du kan arbejde med adventurespejd

i patruljen og i troppen – og få en forståelse af, hvad

adventurespejd er for en størrelse.

På adventurespejdløb bliver I stillet over for

uforudsigelige opgaver og udfordringer, som kræver

en del gå-på-mod, omstillingsparathed og et godt

sammenhold i patruljen. I kan træne færdigheder og

tackling af de forskellige situationer, patruljen kan

ende i, ligesom I på forskellig vis kan forberede jer

på løbsdeltagelsen. Hæftet indeholder inspiration til

et forløb, der kan afholdes over nogle patruljemøder

og afsluttes med en patruljetur. Derudover finder

I inspiration til metoder og emner, I kan bruge før,

under og efter et adventurespejdløb. Det er bare med

at komme af sted!

1. På vej hjem...

Page 5: Guide til Adventurespejd

Adventurespejd 5

TURPLANLÆGNING

Page 6: Guide til Adventurespejd

6 Adventurespejd

2. Hvad er adventurespejd?Adventurespejd er kendetegnet ved en unik kom-

bination af mentale og fysiske udfordringer. Af både

kreative fantasirammer, eksperimenterende løbs-

former, spejdermetoden og et twist af helt særlige

ingredienser.

Sådan kan man kort definere den spejderdisciplin,

som I med dette hæfte i hånden er godt på vej til at

bevæge jer ind i. På disse sider får I en kort præsen-

tation af de centrale begreber i adventurespejd, som I

vil møde i resten af hæftet.

Vilde udfordringer

Når I deltager på adventurespejdløb, bliver I udfor-

dret! Udfordret på jeres kreative evner, på jeres fysik,

og på hvilke kringelkroge af jeres hjerner, I kan finde

ud i, når I skal løse tænkeopgaver.

Udfordringerne bringer jer med sikkerhed ud, hvor

I ville være på spanden, hvis I ikke havde hinanden

med. I vil opleve, hvor meget I kan, når I arbejder

sammen – og det er ca. 10 gange så meget, som du

selv troede, og 100 gange mere, end din mor troede!

Page 7: Guide til Adventurespejd

Adventurespejd 7

Kreative fantasirammer

Langt de fleste løb arbejder med en kreativ fantasi-

ramme, som I skal sætte jer godt ind i, hvis I ikke vil

være bagud fra start. Fantasirammerne er ret unikke

for dansk spejderarbejde, og det er udfordrende, at I

ikke blot skal løse poster, men også leve jer ind i en

fantasifuld historie, når I er pressede – det kræver

fokus og tilstedeværelse i voldsom grad.

Den særlige ingrediens

Der er mange adventurespejdløb, og de er alle vidt

forskellige. Om I løber gennem skoven med en flok

seniorer lige i hælene, sejler på Vesterhavet i en

redningsflåde eller løber o-løb uden andet end åer

at navigere efter, så er det alt sammen noget, I kan

opleve på adventurespejdløb. Undersøg nøje, hvilke

løb der har hvilke særpræg, og glæd jer til at blive

overraskede.

Adventurespejd og spejdermetoden

På adventurespejdløb møder I spejdermetoden. Det

er oplevelser, learning-by-doing og friluftsliv på kan-

ten mellem det trygge og det ukendte. I klarer den

ikke meget længere end til check-in, hvis I ikke er klar

til at arbejde sammen, tage ansvar for hinanden og

lade alle komme til orde i patruljens op- og nedture.

Hvis I stadig har blod på tanden og mod på at få

mudder i håret, så kan I på de næste sider møde ad-

venturespejdmodellen, der kan hjælpe jer i gang med

alt det fede adventurespejd, der venter på jer.

Page 8: Guide til Adventurespejd

8 Adventurespejd

Adventurespejdmodellen består af fire elementer, som alle er del af at deltage på adventurespejdløb.

Adventurespejdmodellen er lavet sådan, at I som

patrulje har et overblik over de fire faser, man kom-

mer igennem før, under og efter et adventurespejd-

løb.

Modellen rummer både de ting, I skal huske inden

løbet, samt hvordan I bedst tackler selve deltagelsen,

og så alt det, som er vigtigt efter et løb.

Forberedelsen Alt det, som er vigtigt, inden I skal afsted: Hvilket løb

skal I vælge? Hvad skal I være opmærksomme på?

Hvad er jeres forventninger i patruljen?

Deltagelsen Alt, der har at gøre med deltagelsen på selve løbet.

Det dækker alt fra dagene umiddelbart op til løbet og

til, I sidder trætte og er på vej hjem.

Refleksionen Hvad har I lært af at være af sted på løb sammen

i patruljen? Både om jeres evner og om hinanden.

Hvordan kommer I frem til, hvad I har lært, når I

gennemgår pointlisten fra løbet og snakker om jeres

fælles oplevelser?

Øvelsen Patruljemøder og ture, hvor I øver de ting, som I

gennem refleksionen fandt ud af, at I kan blive endnu

bedre til. Det kan både være i forhold til jeres samar-

bejde, færdigheder eller konkrete typer opgaver.

3. Adventurespejdmodellen

Adventurespejd-modellen

Øvelse Refleksion

Forberedelse Deltagelsei løb

Page 9: Guide til Adventurespejd

Adventurespejd 9

Sådan bruger I modellen: Modellen kan bruges i patruljen til at sikre jer, at

I kommer igennem alle faser og får mest muligt ud

af at deltage på et adventurespejdløb – og dermed

også udvikler jer mest muligt.

Ved at bruge modellen som udgangspunkt til at plan-

lægge jeres patruljemøder, sikrer I, at I ikke kommer

til at springe en fase over.

Hvis ikke forberedelserne er i orden og grundige

nok, så er der stor chance for, at det ikke bliver en

god oplevelse at deltage.

Hvis I ikke tager deltagelsen seriøst, vil I ikke få

meget ud af at deltage i adventurespejdløbet.

Refleksionen er vigtig, for at I kan finde ud af og

sætte ord på, hvordan det er gået, hvad I har fået

ud af det, og hvad I har lært om jer selv og især om

hinanden i patruljen.

Øvelsen under patruljemøder og kurser gør, at I

kommer til at udvikle jer både som patrulje og som

spejdere. I får også udviklet jeres evner inden for

alle de tænkelige og utænkelige udfordringer, som I

bliver udsat for.

På de næste sider kan du blive klogere på de fire

elementer i adventurespejdmodellen.

Du kan se, hvordan hvert element er vigtigt for dig og

din patrulje, og hvordan I kan bruge modellen, når I

skal deltage på ét af de mange adventurespejdløb.

Page 10: Guide til Adventurespejd

10 Adventurespejd

4. ForberedelseDet bliver både sjovere og lettere at komme igennem udfordringerne på et spejderløb, hvis patruljen har forbe-redt sig. Hvilke forberedelser man skal fokusere på, afhænger af løbets form, årstiden, samt patruljens ambitioner og erfaringsniveau.

Det første spejderløb De enkelte adventurespejdløb er meget afklarede

omkring, hvilken type løb de laver, og hvad de

forskellige arrangører bag løbene vil og ikke vil. Som

deltager kan man derfor tydeligt mærke forskel på de

enkelte løb. Det betyder også, at man ikke skal kunne

alt til alle løb.

Helt konkret er der altså nogle løb, der fokuserer

mere på fx at gå langt, mens andre fokuserer mere

på håndværk eller tænkearbejde.

Omvendt er det værd at huske på, hvordan alle spej-

derløb er en blanding af discipliner, og at I – heldigvis

– aldrig kan vide jer helt sikre på, hvad der kommer til

at ske på et spejderløb.

Hvordan finder man så ud af, hvad man skal kunne

på et bestemt løb?

Find ud af, hvilke krav der stilles til deltagerne. Det

kan både være krav til alder, patruljens størrelse og

til jeres fysiske kunnen. Hvis I kender nogle ældre

spejdere, der har været af sted på løbet, kan I spørge

ind til deres oplevelser. Hvordan har de klaret sig

igennem? Har de tips til, hvad I kan øve jer på? Sørg

også for at læse løbsindbydelsen grundigt, og gør

brug af den info, I kan finde på spejder.dk/adventure,

løbets hjemmeside, Facebookside eller på

facebook.com/adventurespejd. Tjek også billeder fra

tidligere løb og find inspiration i løbsberetninger.

Man vælger derfor et spejderløb ud fra, hvilke

kompetencer man har som patrulje og som enkelt

spejder lige nu, men også hvilke kompetencer, det er

realistisk at tilegne sig i fremtiden.

Selvom man altså skal være realistisk i forhold til,

hvad man kan og ikke kan, er man ikke fastlåst. Man

kan træne de ting, man ikke er så god til, og man kan

godt deltage på løb, hvor nogle ting er nye. Det vig-

tigste er blot at være realistisk og begynde planlæg-

ningsprocessen i rigtig god tid. Det er også værd at

bemærke, at nogle løb helt klart er mere velegnede at

deltage på som første adventurespejdløb end andre.

Page 11: Guide til Adventurespejd

Adventurespejd 11

Forventninger til løbet Inden I tager afsted på adventurespejdløb, er det vig-

tigt at snakke om, hvad I hver især har af forventnin-

ger. Det kan både være forventninger til placeringen,

men også forventninger til hinanden under løbet.

Hvis I på forhånd har haft en god forventningsaf-

stemning, er det et rigtigt godt grundlag for, at jeres

samarbejde kommer til at fungere, og at alle får en

god oplevelse. Det betyder også ofte, at I kan undgå

ærgerlige diskussioner og konflikter undervejs.

Det kan også være en god ide at få talt om, hvad

I skal gøre i forskellige uventede situationer, uanset

om det handler om en slem omgang hjemve eller en

forstuvet ankel.

I kan eksempelvis stille hinanden spørgsmål som:

- Hvorfor deltager vi på løbet?

- Hvad vil vi gerne opnå?

- Hvor mange kræfter vil vi lægge i det?

DeltagerbrevEt par uger inden løbet vil I typisk modtage et delta-

gerbrev, som indeholder alle de vigtige oplysninger

om netop dét løb, I skal afsted på. Det er meget

vigtigt, at alle i patruljen har sat sig godt ind i delta-

gerbrevet, og at I sammen forholder jer til indholdet.

I brevet finder I typisk løbets regler, en liste over

ting, patruljen skal medbringe, en intro til løbets

historieramme, og alle praktiske informationer i

forbindelse med løbet; mødested, løbsstart etc. Hvis

I er i tvivl om det, der står i deltagerbrevet, så tøv

ikke med at skrive en mail til løbsledelsen. Vær også

opmærksom på, at deltagerbrevet kan ændre sig op

mod løbet – hold jer derfor altid opdateret, fx igen-

nem løbets Facebookside.

Det kan være en god idé at invitere en erfaren ad-

venturespejder til at hjælpe, fortælle og inspirere.

Det kan være en seniorspejder fra gruppen eller

nabogruppen.

Page 12: Guide til Adventurespejd

12 Adventurespejd

Grej og pakning til løbet På adventurespejdløb betyder ens grej lidt mere end

på en almindelig weekendhejk. Man er mere afhæn-

gig af de forskellige funktioner, og det kan i sidste

ende komme til at bestemme udfaldet af løbet.

Fodtøj

Jeres fodtøj skal være i orden. Det betyder ikke kun

noget i forhold til, hvor øm man bliver i ben og ankler,

men også i ryggen - og det er noget, man nemt kan

mærke i løbet af en hel weekend, hvor man har gået.

Vær opmærksom på, hvad støvlen/skoen skal kunne.

Skal du have mange kilo på ryggen, skal der være en

god solid sål og god støtte omkring anklen.

Rygsæk

En god rygsæk er som udgangspunkt let, men

stærk i rammen og kunne spændes ind omkring

livet, således at vægten hviler på hofterne og ikke på

skulderstropperne.

Forvent, at dine ting bliver våde

Kom regn og vandpassager i forkøbet ved at pakke

vandtæt, fx ved at bruge drybags. Det kan også være

værd at overveje at iklæde sig uld, da det stadig

varmer om kroppen, når det er vådt.

Mad

Det er vigtigt, I gør jer grundige overvejelser omkring

den mad, I spiser, når I er afsted. Typisk skal patruljen

selv stå for mad under hele løbet. Man skal både

have reel mad med (som fx pastasalat), men det er

også vigtigt at have adgang til hurtig energi (fx choko-

lade eller nødder).

Begræns dig selv

Tag aldrig mere med, end at I kan gå samtlige kilome-

ter på løbet uden at ødelægge jer selv. Kan genstan-

den undværes? Kan man få den samme funktion i et

lettere produkt?

Organisering

Det vigtigste er at have styr på sit grej. Du skal vide,

hvad du har, hvor det er, og hvordan det fungerer.

Den bedste måde at finde ud af det på, er ved at te-

ste det flere gange. Det kan fx være på træningsture,

men den helt åbenlyse måde er ved at tage det med

på løb og se, hvad der fungerer, og hvad der ikke

fungerer.

Er I forsikret?

Før I tager afsted på løb, bør hver deltager tjekke

sin personlige forsikring. Spørg dine forældre,

hvordan du er dækket, og om din forsikring dæk-

ker farlig sport – herunder adventurespejd.

Page 13: Guide til Adventurespejd

Adventurespejd 13

ORIENTERING

Ankomst til løbetDet er vigtigt, I har styr på, hvordan I ankommer til

løbsstart. Skal I med tog eller bus? Kan I få en af jeres

forældre til at køre jer? Transporten skal være på

plads i god tid, så I undgår endnu en stressfaktor lige

op til løbet. Husk derfor at købe billetter i god tid eller

at få koordineret transporten med jeres forældre.

Forsøg at ankomme til løbet i god tid, så der er tid og

plads til at få styr på de allersidste ting.

Kom så afsted!Det kan måske synes som en stor mundfuld at tage

afsted på sit første adventurespejdløb, men når

løbets start er gået, og de første kilometer er lagt bag

sig, så er det bare at give den gas og gøre sit bedste!

Foran ligger mange nye oplevelser og udfordringer

for dig og din patrulje.

ORIENTERING

På tur nær Jetti, vest for Jotunheimen i Norge.

Page 14: Guide til Adventurespejd

14 Adventurespejd

Når I er af sted på løb, skal I holde hovedet koldt, fokusere på jeres for-beredelser og huske at nyde de fede oplevelser undervejs.

Den gode oplevelseUnder løbet er det først og fremmest vigtigt at have

det sjovt på trods af de mange forhindringer og pro-

blemer, der kan opstå undervejs. Det overordnede

mål er at få hele patruljen med til mål, og for at det

kan ske, skal I tage et par forholdsregler undervejs.

Den første store udfordring er naturen selv. Vejret

kan I ikke ændre på, men I kan tilpasse jeres påklæd-

ning. Hvis der kommer en pludselig regnbyge, må

patruljen stoppe op og finde regntøjet frem. Natten

bliver hurtigt lang, hvis I er våde helt ind til kroppen.

Det er også vigtigt for den gode oplevelse at

holde styr på løbets formelle rammer. Det er især

patruljelederens opgave at holde styr på posternes

åbne- og lukketider, at holde kortet tørt og at holde

nødkuverten et sikkert sted. Derudover er det vigtigt,

at alle medlemmer i patruljen ved, hvad der foregår,

så der ikke er nogen, der føler sig tilovers.

På posten

Når I ankommer til posten, starter I med at tjekke ind.

Her finder I ud af, hvad der kommer til at ske. Her er

det især vigtigt at høre godt efter, hvad der sker i fan-

tasirammen, hvad tidsrammen er, og hvilken intensitet

I skal forvente. I kan evt. skrive nogle stikord ned, så I

ikke er i tvivl om, hvad opgaven er.

Når I har fået instruktion, skal I tage stilling til, om

tidsrammen og intensiteten kræver, at I ændrer jeres

påklædning. Fx kan det være en god idé at tage en

ekstra trøje på, hvis I skal sidde stille i 30 minutter og

løse en post i frostvejr, mens I hellere må skifte fra

trøje til t-shirt, hvis I skal tonse o-løb i pinsesolen. Når

I har taget stilling til jeres påklædning, kan I fordele

postens opgaver imellem jer, så alle har noget at tage

sig til.

Der findes mange slags poster: Madlavning, første-

hjælp, raftebyggeri eller noget helt fjerde. I har nok

en meget god ide om, hvordan I skal gribe opgaven

an fra jeres forberedelse hjemmefra, men ellers er

det en rigtig god ide at snakke sammen i patruljen.

Kommunikation og strategi er nøgleordene.

Gennem hele posten er det især vigtigt at holde

humøret og varmen højt. En patrulje med gejst har en

bedre udstråling over for postmandskabet, og den

gode stemning er essentiel, hvis I skal klare posten

godt og overbevisende.

5. Deltagelse

På nogle løb udleverer man en

nødkuvert med fx et detaljeret kort

over posterne og telefonnummer til

løbarrangørerne. Kuverten er tiltænkt

nødstilfælde, og man bliver derfor ofte

automatisk diskvalificeret eller trukket i

point, hvis man åbner den.

Page 15: Guide til Adventurespejd

Adventurespejd 15

Page 16: Guide til Adventurespejd

16 Adventurespejd

Mellem posterne

Efter udtjekningen bliver der tid til at samle sig igen

i patruljen. Sørg for, at alle får spist noget mad, og at

drikkedunkene bliver fyldt, inden I begiver jer af sted

igen. Imens kan en i patruljen danne sig et overblik

over, hvor I skal hen og evt. indtegne den næste post,

hvis det er påkrævet.

Mens I går, kan I ofte nå at snakke sidste post igen-

nem – hvad gik godt, og hvad gik knap så godt? Og

hvad forventer I, der skal ske på næste post i forhold

til fantasirammen?

I mål

Det sidste skridt er taget, og I kan langt om længe

ånde lettet op. Løbet er slut, og det eneste, der er

tilbage, er præmieoverrækkelsen og turen hjem.

Det er en rigtig god ide for patruljen at få afsluttet

weekenden på en god måde. I kan godt give jer selv

lov til at fejre gennemførelsen, uanset om resultatet

var bedre eller dårligere end forventet. I kan sætte jer

ind på en burgerbar og slappe af, eller måske have

ekstra chokolade med i tasken til netop målstregen.

Når I er helt hjemme, skal I få pakket taskerne ud,

så I ikke næste weekend opdager den fladtrykte piz-

zasnegl i bunden af tasken. Derefter skal der tages et

velfortjent bad, punkteres vabler, og så er det ellers

på hovedet i seng, så I er friske til at fortælle ven-

nerne om weekendens strabadser mandag morgen.

Husk at drikke vand

Når du er 1% dehydreret, falder din fysiske ydeevne

med 10%.

Husk derfor rigeligt med vand.

Page 17: Guide til Adventurespejd

Adventurespejd 17

Lejrplads øst for Hurrungange i Norge. Her er let adgang til vand, og teltene i lavningen er beskyt-tet mod vind.

6. RefleksionRefleksion er at tænke over de hand-linger og oplevelser, som du og din patrulje har oplevet sammen.

Refleksion – hvad, hvorfor, hvordan?Refleksion er vigtigt for dig og din patruljes arbejde

med at komme fra erfaring til udvikling for jeres delta-

gelse i adventurespejdløb.

Refleksion kan være dine egne løse tanker, men

kan også have en mere struktureret form. Der findes

mange forskellige refleksionsmetoder, der kan

hjælpe jeres patrulje i gang.

Et eksempel kunne være Bedstemors Lov, som

giver dig og din patrulje mulighed for at åbne snak-

ken omkring jeres oplevelser på aktiviteter eller

spejderløb.

Navngiv jeres udfordring og giv den et lag tæsk

Hvis I vil være rigtig skarpe og udvikle jeres patrul-

jesamarbejde, skal I give jeres udfordringer en titel

eller et navn. Det kunne fx være kommunikation,

førstehjælp eller koder.

Når I har navngivet jeres udfordring, kan I placere

den midt i en brainstorm og skrive, hvad der bidrog

til, at det blev en udfordring. Derefter kan I brain-

storme på, hvad I skal gøre for at arbejde med fx

førstehjælpsposten.

Bedstemors LovDet gode ved bedstemor er, at hun er en

klog gammel kvinde, der altid kan sige

noget positivt på en konstruktiv, kærlig og

konkret måde. Desuden er hun også altid

god for et råd eller en udfordring! Alle i

patruljen skal først nævne mindst to posi-

tive ting om patruljens oplevelser på løbet.

Derefter nævner alle en udfordring, de har

oplevet ved patruljens deltagelse, som I

skal arbejde med inden næste løb.

Eksempel:

● Du var god til at lytte til resten af din

patrulje.

● Det var fedt, at du var i så godt humør

under løbet, fordi det gav god gejst til os

andre.

● Det vil være cool, hvis du huskede at

have fokus på posterne og ikke var så

forstyrrende over for dine venner fra de

andre patruljer.

“Når min patrulje og jeg har været afsted på løb, har vi

en tradition, hvor vi slutter af på McDonalds. Her snakker vi om de oplevelser, vi lige

har været igennem, og bliver enige om, hvad vi skal gøre

bedre næste gang.”

Henrik, 14 år

Page 18: Guide til Adventurespejd

18 Adventurespejd

Refleksion: Før, under og efter løbet

Der er mulighed for refleksion både før, under og

efter et adventurespejdløb.

Før løbet: Inden patruljen tager af sted, kan I arrangere et

møde, hvor I snakker om det kommende løb, og hvad

I forventer af hinanden og patruljen.

Forventningsafstemning

Hvad forventer I af hinanden: Skal man gå hurtigt?

Går man efter at vinde? Eller bare hygge? Hvad vil I

have ud af at deltage på løbet? Hvert patruljemedlem

kan skrive sit mål for det kommende løb ned og ud

fra det gøre sig selv – og patruljen – mere opmærk-

som på, hvorfor man egentlig deltager

Gennemgang af patruljens persontyper

Mennesker er forskellige og har forskellige kompe-

tencer. Inden I tager af sted, kan I snakke om, hvad

I hver især er gode til, og hvad I er knap så gode til.

Det kan være, en af jer er god til at sy, en anden er

sej til orientering og en tredje er god til at arbejde i

træ. Det kan også være, en af jer altid holder humøret

højt, en anden bliver hurtigt træt og en tredje er god

til at holde hovedet koldt.

Erfaringer

Hvis I tidligere har været afsted, kan I snakke om de

oplevelser, I havde, og hvad I kunne ændre, så I fik

et bedre resultat ikke kun pointmæssigt, men også i

patruljedynamikken.

Under løbet :Når patruljen går fra en post til den næste, tilbage-

lægger I ofte mange kilometer. Mens I går af sted, er

der tit tid til at tænke over, hvad der skete på forrige

post, og hvordan patruljen kunne have grebet opga-

ven anderledes an. Snak om, hvad I kan gøre bedre

allerede på næste post.

Efter løbet:Det er oplagt at bruge hjemturen til at reflektere over

jeres oplevelser. En måde at gå mere i dybden efter

et løb, er at arrangere et patruljemøde med fokus på

refleksion.

“Halvdelen af løbet foregår alligevel mellem posterne, så der er masser af tid til at

snakke om det, man lige har oplevet.”

Mathilde, 13 år

Page 19: Guide til Adventurespejd

Adventurespejd 19

Sådan gør I: Refleksionsmøde i patruljen

Inden mødet skriver I hver især en liste over de gode

og mindre oplevelser, I havde på løbet. Disse kan

danne ramme om en indledende snak om løbet.

Før mødet kan patruljelederen kontakte løbsledel-

sen og se, om I kan få tilsendt postbeskrivelser og

pointlister. De indhentede postbeskrivelser bliver så

gennemgået på mødet, så alle husker posterne bedre.

Skriv derefter hver post ned på en post-it. Arrangér

posterne på en linje, hvor den post, som gik bedst, er

øverst, og den post, som gik værst, er nederst. Gen-

nemgå først posterne nedefra og snak om, hvad der

skete på posterne, og hvad I kan gøre bedre næste

gang. Til sidst bliver de poster, som gik bedst, gennem-

gået, og her er det vigtigt at få snakket om de ting, som

fungerede i patruljen og hvorfor.

I kan afslutte mødet med at tale om jeres fremtidige

deltagelse på løb og jeres forberedelse i patruljen. I

kan undersøge andre løb og tale om, hvilke løb I hver

især kunne tænke jer at deltage i næste gang.

Refleksion skaber udvikling Refleksion handler ikke altid om at udvikle patruljen til

at få flere point, men også om at skabe en god grup-

pedynamik og få nogle gode oplevelser, så patruljens

medlemmer kender hinandens grænser og færdighe-

der.

Når patruljen kender hinanden, vil I måske have en

sjovere oplevelse på spejderløbet eller aktiviteten, som

også kan gøre, at I klarer jer bedre.

Her er nogle forskellige refleksionsspørgsmål, der

kan danne grundlag for, at I kommer til at kende hinan-

den og jer selv bedre:

Personlige refleksioner:

Hvordan opførte jeg mig på løbet?

Hvad er mine svagheder?

Hvordan kan jeg arbejde med mine svagheder?

Hvornår var jeg en god patruljekammerat?

Hvilke ting/poster er jeg god til?

Hvilke ting/poster var jeg knap så god til?

Patruljens refleksioner:

Hvordan gik det i forhold til jeres forventninger, og

hvorfor?

Hvorfor gjorde og reagerede I, som I gjorde?

Page 20: Guide til Adventurespejd

20 Adventurespejd

Når I har fundet frem til, hvilke ting patruljen er rigtig god til, og gennem refleksion har opdaget, hvor I har mulig-hed for at blive bedre, så er det vigtigt, at I øver jer – ellers når I ikke videre i jeres udvikling.

Man siger, det kræver 10.000 timers træning at blive

ekspert inden for et bestemt område. Så lang tid

behøver du ikke investere for at få noget ud af adven-

turespejd og blive god til det. Ved at fokusere på at

træne jeres færdigheder og fintune formen, kan I nå

rigtig langt ved en forholdsvis lille indsats.

Inden I pakker regntøjet, finder vandrestøvlerne

frem og spænder rygsækken på til næste løb, kan

det godt være en idé at gøre lidt ved den fysiske

form. Der er masser af muligheder for at komme i

form til spejderløb og samtidig få mudder på tøjet og

smil i patruljen.

På tropsmødet er der rig mulighed for at træne

både pionerings- og forhindringsbaneskills. Hvorfor

ikke bruge et møde på at designe og bygge jeres

egen forhindringsbane og så se, hvilken tropspatrulje

der er hurtigst til at gennemføre den sammen? Er det

for let, så fyld en tung rygsæk og slæb den med.

Træn jeres orienterings-skills

Noget af det vigtigste, man kan træne til adven-

turespejdløb, er orientering. Dels forbedrer I jeres

færdigheder med kort og kompas, og dels er I fysisk

i gang og bliver bedre til at bevæge jer effektivt og

hurtigt i terrænet.

I kan fx overveje at tage på o-løb i jeres lokale

skov ved hjælp af hjemmesiden ’Find vej i’. Her kan

I finde orienteringskort og poster, der er sat ud i

skoven på forhånd. Klik forbi findveji.dk, spænd løbe-

skoene og find kompasset frem til næste møde!

Måske er der nogen i lokalområdet, der er endnu

sejere til orientering end din tropsleder? Tag patruljen

med ned i den lokale o-løbs-klub og spørg, om I

må være med på en introaften. De er som regel ret

skrappe til at finde den hurtige vej gennem krattet, så

hvorfor ikke samarbejde?

Digital orientering

Er I mere til teknologi og nørderi, kan I træne jeres

GPS-færdigheder ved at tage på geocaching.

Geocaching er en gigantisk international skattejagt,

hvor man finder vej ved hjælp af hints og en app på

telefonen. Måske ligger der en gemt GPS-skat lige

bag naboens hæk? Download fx appen ’Geocaching’

eller log på geocaching.com for at se, hvor du kan

bruge GPS’en til at lede efter overraskelser i dit

lokalområde.

7. Øvelse

Page 21: Guide til Adventurespejd

Adventurespejd 21

Fokusér på jeres forbedringspotentiale

Det er oplagt at bruge nogle af jeres ugentlige

møder eller en patruljetur på at øve jer i nogle af de

udfordringer, I kan møde på et adventurespejdløb.

Fokusér jeres kræfter dér, hvor der virkelig er plads

til forbedring. Uanset om det så er inden for syning

på den kreative post, gastronomi på madposten, eller

om det er jeres interne samarbejde og kommunika-

tion, når I er pressede.

På den måde skaber I mulighed for et endnu mere

vellykket løb næste gang, I skal afsted.

Det er gennem øvelse, I bliver klar til at gå i krig med

udfordringerne og give den en skalle.

Øvelse gør mester

Husk, at man sjældent ved, hvad der kommer til at

ske på et adventurespejdløb: I kommer næppe til at

øve jer i at fremstille kunstværker fra romantikken,

mens I kun må kommunikere med hinanden gennem

tegnsprog og skyggedans! Men jeres øvelse vil sta-

dig give jer en masse grundlæggende færdigheder

og erfaring, som med garanti vil gavne både jeres

pointscore og den samlede oplevelse af at være af

sted.

Øvelse gør som bekendt mester. Husk også at

læse kapitlet møder og ture, hvor I finder en række

konkrete forslag og ideer til, hvordan du og din pa-

trulje kan udvikle jer og blive bedre.

Page 22: Guide til Adventurespejd

22 Adventurespejd

Adventurespejd er ikke bare en tilfæl-dig blanding af sjove opgaver, natløb og konkurrence. Arrangørerne får mange vilde ideer, og selvom man måske ikke opdager det, så overvejes der mange ting, inden ideerne bliver til den virkelig-hed, I oplever på posterne.

Hvorfor foregår adventurespejd altid i sjak eller

patruljer?

En del af spejdermetoden er at arbejde med patrul-

jer. Det er ikke en tilfældig god idé, men derimod et

helt bevidst valg, fordi man har fundet ud af, at det er

en god måde at udvikle sig på for det enkelte men-

neske.

Russeren Lev Vygotskij har forklaret det smarte

ved patruljesystemet med et begreb, han kalder

“zonen for nærmeste udvikling”:

Der er nogle ting, du sagtens kan klare, når du

bare er dig selv, og du befinder dig i din grønne

“tryghedszone”. Det kunne f.eks. være at snøre dine

snørebånd, binde et dobbelt halvstik eller stave dit

navn med morse.

Lige uden for din tryghedszone ligger den gule

“zone for nærmeste udvikling”, som er den zone,

hvor du ikke helt behersker udfordringen, men måske

kan klare den alligevel og udvikle dig, fordi du har din

patrulje med.

Det kunne fx være, at dine evner for at svømme

ikke er helt vilde, men at du med patruljens hjælp

alligevel klarer vandpassagen, fordi du får hjælp til at

pakke din taske vandtæt og lærer at bruge den til at

holde dig oppe, mens du svømmer.

Uden for zonen for nærmeste udvikling finder du

den røde “utryghedszone”. Her er det ikke rart at

være, og selvom du har patruljen med, så er det ikke

sikkert, du lærer noget som helst, fordi du er vildt

utryg ved at skulle hoppe igennem o-løbet på kanten

af Lillebæltsbroen på en kængurostylte.

Patruljen eller sjakmakkeren er med til, at du kan

befinde dig i zonen for nærmeste udvikling, når du er

på løb. Det er det, man populært kalder 2+2=5, fordi I

alle kan mere, når I supplerer hinanden.

8. Mere end tilfældig tivolispejd

Tryghedszonen

Udviklingszonen

Utryghedszonen

Page 23: Guide til Adventurespejd

Adventurespejd 23

Page 24: Guide til Adventurespejd

24 Adventurespejd

Ledere og tropsspej-dere fra 1. Gjentofte gruppe hygger om bålet under en kanotur i Sydsverige.

Hvordan finder arrangørerne ud af, hvad der skal ske på posterne?

Alle adventurespejdløb er vidt forskellige, men fæl-

les for dem alle er, at de har udfordringer, som både

er mentale og fysiske. Målet er at få skabt et helt løb,

hvor man undervejs får udfordringer af så forskellig

slags, at alle i patruljen prøver at være i “flow”.

Amerikaneren med det mundrette navn Mihaly

Csikszentmihalyi har beskrevet, hvordan man som

menneske er i flow, når man oplever den perfekte

balance mellem de udfordringer, man møder, og de

færdigheder, man har. Er man mester i pionering, bli-

ver det kedeligt at binde råbåndsknob, men har man

aldrig klatret før, kan det være angstfremkaldende at

skulle klatre 20 meter op ad en klatrevæg.

På spejderløbene prøver arrangørerne at finde

på opgaver, som udfordrer alle patruljens forskellige

færdigheder. Det er derfor, man på løb oplever vildt

mange forskellige kreative, fysiske og mentale udfor-

dringer. Der er forskel på, hvornår hver enkelt af jer

oplever at være i flow, men ved at udnytte hinandens

styrker vil I faktisk ofte kunne opnå flow som patrulje.

Det sker, når I rammer en opgave, som er præcis så

udfordrende, at I kun kan klare den gennem samar-

bejde.

Hvorfor bruger løbene tid på fantasirammer og

historier?

Det er ikke sikkert, at det lige giver mening for jer,

hvorfor I fx skal hjælpe Tintin med at fange bjørne-

banditter eller knokle en hel weekend med kopivarer

i et fiktivt Kina. Men de kreative fantasirammer er en

del af det helt unikke ved adventurespejd.

På adventurespejdløbene, der tit har en spæn-

dende optakt, er der nemlig tid til at skabe nogle

unikke rammer på posterne, og det er muligt at skabe

en mere levende og fantasifuld fortælling, end I lige

kan nå på en hverdagsaften.

Faktisk er det sådan, at jo ældre man bliver, og jo

mere man har gået i skole, jo mindre bliver ens fore-

stillingsevne og mulighed for at tænke ’ud af boksen’.

Simpelthen fordi vi mister vores frie forestillingsevne

til fordel for en mere realistisk tænkemåde. At I

engang imellem bliver tvunget til at bruge fantasien

og leve jer ind i en fantasiramme for en weekend, kan

måske være med til at holde den kreative del af hjer-

nen åben. Og det er altså ikke den værste egenskab,

man kan træne!

Udfordring

Angst

Kedsomhed

Færdigheder

Flow

Page 25: Guide til Adventurespejd

Adventurespejd 25

I kan selv afholde mindre adventure-spejdmøder eller –ture, hvor I træner jeres færdigheder og får udfordret og udviklet jeres samarbejde i patruljen.

Det er vigtigt at huske, at adventurespejd indehol-

der elementerne:

- Fantasiramme

- Samarbejde

- En evaluering af indsatsen

For at gennemføre et godt adventurespejdmøde eller

en adventuretur er det vigtigt at have disse elementer

med.

Temaløb: På tur med den russiske mafia

Du og en anden i patruljen kan arrangere et løb for

resten af patruljen, hvor det overordnede tema er den

russiske mafia. Her følger ideer til, hvad forskellige

poster på jeres patruljetur kan handle om.

Post 1: Lav en æske med et skjult rum

For at skjule vigtige papirer fra politiet, er det nødven-

digt at fremstille en æske med et skjult rum. Patruljen

skal sammen lave en æske med skjult rum, enten

lavet af træ eller ved at indbygge et skjult rum i en

allerede lavet beholder.

For at understrege stemningen kan I finde noget

udklædning i gruppens udklædningskasse.

Når resten af patruljen er færdig, kan I vurdere deres

arbejde og fortælle dem, hvad der gik godt og skidt.

Post 2: Finere avanceret madlavning med Chéf

Vladimir

På denne post skal spejderne udfolde deres gourmet-

egenskaber i et russisk landkøkken. Forretten er bli-

nis med kunstig kaviar (søg efter opskrifter på kunstig

kaviar), hovedretten er brød bagt i en gryde ovenpå

friske kviste samt fisk på planker. Til dessert er der

managryn med råcreme.

9. Inspiration til møder og ture

Når du er ude i naturen, kan du nemt bage nogle

ret gode boller i en gryde. Du skal bruge en gryde

med låg. I bunden lægger du friske grene, som du

knækker til, så de kan ligge i gryden – laget skal

være omkring 5 cm tykt. Oven på grenene lægger

du et stykke bagepapir og derpå det, du skal bage.

Du sætter gryden på bålet. Det kan være sværere

at bage over bål end i en alm. ovn derhjemme. Sørg

derfor regelmæssigt for at tage gryden af bålet og

kig til, hvordan bagningen går.

Du skal bruge:

En lille gryde med låg

Nogle friske grene

Et stykke bagepapir

Dej

Et bål, gerne med gløder

Page 26: Guide til Adventurespejd

26 Adventurespejd

Post 3: Spetsnaz træningslejr

For at udfordre de andre i patruljen kan du lave en

forhindringsbane, som resten af patruljen skal gen-

nemføre på tid. Sørg for at bruge en masse forskel-

lige forhindringer, som ikke kun udfordrer på det

fysiske, men også på samarbejde og opfindsomhed.

Disse kunne være:

- Balancegang på bom

- Løft en tung patruljekasse med taljetræk

- Kom over å med 2 rafter

- Løb igennem mose med bildæk

- Kom over høj bom ved hjælp af samarbejde

En observatør kan overvåge resten af patruljen gen-

nemføre og komme med feedback til samarbejdet,

når banen er gennemført.

Post 4: Kom uset igennem fjendens linjer

Start med at dele patruljen op i to, eller inviter even-

tuelt en anden patrulje med i legen. Nu skal den ene

del afpatruljere et område, som er tegnet ind på et

kort. Det andet hold skal nu komme igennem områ-

det uden at blive fanget af det første hold. Hvis holdet

fanges, skal de prøve at skjule en række genstande,

som de har fået udleveret på forhånd. Kommer holdet

igennem uden at blive fanget eller med genstandene

i god behold, vinder de.

Overordnet inspiration og idéerFor at bruge adventurespejd på jeres møder og

ture er det vigtigt, at I overvejer, hvordan I forvand-

ler et almindeligt møde eller en almindelig tur til

en adventuretur eller -møde. Det kan gøres ved at

introducere følgende ting:

Historieramme

Bring en historieramme ind i aktiviteterne.

Fx gennem udklædning eller ved at fortælle en

god historie som passer til posten.

Udfordrende aktiviteter

Sørg for at lave aktiviteter, som udfordrer dine pa-

truljemedlemmer. Gerne mere, end I plejer at gøre!

Samarbejde

Sørg for at planlægge aktiviteter, så de lægger op

til en høj grad af samarbejde.

Nye oplevelser

Adventureaktiviteter er nogle, man husker, og som

der kommer gode historier ud af. Det kan være

en sjov oplevelse, at patruljen klarede en opgave

ekstra godt, eller at der var en fantastisk stemning

på en post.

Adventurepspejd-ligaenHvis I får blod på tanden, så findes der en hel

liga for adventurespejd. Konkurrenceelementet i

adventurespejd-ligaen har til formål at motivere

til at gøre en ekstra indsats. Det stimulerer også

historiefortællingerne om de fælles oplevelser.

Samtidig giver konkurrenceelementet deltagerne

en ramme at måle sig op imod, og dermed øge

motivationen til at yde sit ypperste på hvert løb.

Det er en mærkelig tvetydighed der gør, at det er

fedt at deltage i et adventurespejdløb. Undervejs

er det ikke nydelse, der kendetegner oplevelsen,

idet forløbet er både hårdt og udmattende. Det

er til gengæld oplevelsen af tilfredshed, der giver

succesoplevelsen bagefter, når man har fuldført

de mål man satte sig for og klaret sig godt. Denne

følelse styrkes ved at tilføje et konkurrenceele-

ment til de patruljer, som foruden dysten mod sig

selv gerne vil måle sig op imod andre adventure-

spejd-patruljer.

Læs meget mere om de enkelte løb og hvordan

din patrulje deltager på liga.adventurespejd.dk

Page 27: Guide til Adventurespejd

Adventurespejd 27

Toget bliver mere og mere fyldt. Fyldt med vandre-

støvler, rygsække og en forventningsfuld summen.

Hvad kommer der til at ske? Man kan mærke spæn-

dingen og nervøsiteten brede sig ned gennem toget.

Patruljerne kontrollerer for 17. gang, om de nu også

har husket alt, der står i deltagerbrevet, og om de

har mad nok med til at kunne holde sig kørende hele

løbet. Aftaler, hvordan de skal sikre sig, at de ikke går

forkert mellem posterne.

Du kan mærke nervøsiteten komme; kan du holde

dig vågen længe nok efter en nat, hvor du nærmest

ikke har lukket et øje på grund af ren spænding op

til løbet?

Fornemmelsen i maven; du aner ikke, hvad de

næste 36 timer vil byde på, hvad der skal ske, og

hvor du ender.

Det eneste, du ved, er at det bliver en weekend,

du sent vil glemme.

Tag afsted!

Mere inspiration:Læs mere om adventurespejd på spejder.dk/adventure og facebook.com/adventurespejd eller se mere på Adventurespejd-ligaen på liga.adventurespejd.dk.

Page 28: Guide til Adventurespejd

9233957887919

ISBN 9788791923395