En fotoreportage som illustrationsserie til fire

digte af Goran Simic, fra bogen; Sarajevo - øjeblikke af en krig

Taget af Mathias Juel ChristensenSarajevo 2008

SORGENS ANSIGT

Jeg kender sorgens ansigt. Det er Sarajevos blæst, der bladrer i en blodplettet avis i gaden, hvor jeg går med et brød under armen. Det er i floden, der flyder bort med liget af en kvinde, hvis arm-båndsur jeg får øje på, mens jeg løber over broen med vanddunke i hænderne. Jeg så det ansigt i hånden, der fyldte decemberkomfuret med små sko, der havde tilhørt et barn som ikke nåede at blive voksen. Det er det ansigt jeg finder i hilsnerne på bagsiden af familiefotografierne, der falder ned fra skraldevognene.

Det er det ansigt der gør modstand mod blyanten, der ikke kan udtænke alle sorgens ord, det ansigt der vækker mig om natten og lader mig se naboen nat efter nat våge og stirre ud i gennem vinduet, ud i mørket.

Goran Simic

I BEGYNDELSEN, EFTER ALT

Da jeg havde begravet min mor og løb fra kirke-gården, hvor granaterne faldt tæt, da jeg havde afleveret min brors gevær til soldaterne som var kommet med ham svøbt ind i en teltdug, da jeg havde set ildebrand i mine børns øjne, på vej ned i kælderen til de fryg-telige rotter, da jeg med en karklud havde tørret den gamle kones ansigt, angst for at det var et ansigt jeg ville genkende, da jeg havde set en sulten hund slikke blodet af en mand, der lå i gadekrydset, efter alt det, ønskede jeg kun at skrive digte, der lignede avisar-tikler, så tomme og kolde at jeg kunne glemme dem, i samme øjeblik, en forbipasserende ville spørge: hvor-for skriver du digte der ligner avisartikler?

Goran Simic

HVAD ER DER TILBAGE

Hvad er der tilbage af vort oprør, som ingen af morgenaviserne skrev om? Hvad er der tilbage af de grunde som kun vi, et fåtal, husker – foruden dem, der dukkede op dengang?Og heller aldrig senere.Nogle sønderrevne transparenter, duften af blæk og skammen over dem, der nu går på den gade trækkende med deres unger og hunde. Tilbage er flagene, som tiden gav en anden farve, og gaden med de samme pippende gråspurve, der flygtede til alle sider, dengang vi stormede frem, blussende røde af forandringer.Hvad er der tilbage af vores konspiratoriske lys, som brændte så hurtigt ned, at vi ikke nåede at tælle dem. Kun skinnet fra æng-stelige cigaretter, der som kometer blev tværet ud i askebægeret, kun eksplosionen af stemmer, der gjaldede som historietimerne i de mindste klasser. Er det virkelig det hele?

For ikke at nytårsaftenerne skulle begynde med nydelige lagkager og ende med snavsede tallerkener, kunne jeg tro, jeg bare havde forestillet mig den gade og at jeg kun beskytter mig mod spurvene som vidner, så jeg ikke skal opsluges af tomhed og derfra se på gaden og drengene, der har smidt et tændt kanonslag ned i sneen. Neden for mine vinduer.

Goran Simic

BUDSKAB

Jeg er stadig i live. I Sarajevo. Her betyder præsens at leve i fortiden. At tale om fremtiden her betyder – at fantasere. Det hvide papir er mit sidste fædreland. Min blyant er min religion. Selv om jeg undertiden gerne ville bytte grafitten for krudt.Vi er stadig i live. I Sarajevo. Det er et privilegium i en by, hvor døden ved granater kaldes en naturlig død. Og en naturlig død er uværdig. Denne bog er opstået un-der sådanne omstændigheder. Den forarger mig de steder, hvor de digteriske ornamenter har taget magten fra mit naturlige behov for at skrive ned. Jeg har ikke søgt formen – det er formen der har fundet mig. Resten fun-gerer som bevismateriale

Vi er stadig i live. I Sarajevo

Sarajevo, september 1993

Goran Simic

Samtlige billeder er taget i Sarajevo 2008. En rejse, der blev gjort muligt med støtte fra Kalmer Fonden.

Mathias Juel Christensenaugust 2008