pure.au.dkpure.au.dk/portal/files/75326517/ba_endelig_s_e_.docx · web viewdet følgende afsnit har...

Bachelorprojekt maj 2014 302813 og 303049 Engelsk og Europæiske studier

Why Does Turkey Seek EU Membership?

Why Does Turkey Seek EU Membership?

Udarbejdet af Emma Mathiasen (303049) og Sofie Dybro (302813)

Vejleder: Amin Alavi

Omfang: 94381 anslag uden mellemrum

Fælles: 27.775 anslag uden mellemrum

302813: 34.356 anslag uden mellemrum

303049: 32.250 anslag uden mellemrum


AbstractThis thesis deals with the issue of Turkey’s accession to the European Union. Turkey

holds the record of being the country with the longest application period of almost 30

years. The country has during its application and accession negotiations met several

obstacles explaining why Turkey is still not a member of the EU. The obstacles consist

of scepticism from several EU member states along with domestic implications such

as decreasing support for Turkish EU membership. At the same time Turkey has

become increasingly confident due to its economic upturn and its position as a new

regional power. These facts make us wonder why Turkey still seeks EU membership,

when several factors point in the direction showing that Turkey could be successful

without the membership. We are hereby interested in analysing which factors

motivate Turkey to become an EU member. We have through the three International

Relations theories found that there are numerous answers to this particular problem.

Realism points to motivational determiners such as increased power and security

through an EU membership, where Turkey can be acknowledged on the international

scene. Furthermore, liberalism points to the fact that economic factors are just as

important drivers motivating Turkey and the Turkish population. Secondary to this

factors indicate that a secure ‘sense of community’ also speak to the Turkish

population. Lastly, constructivism shows us that value-based benefits of the EU

membership can motivate Turkey due to the preferable European norms and values,

and combined with the fact that a socialisation process has brought Turkish decision

makers in the European direction. Our conclusion finds that the rational approach to

what motivates Turkey overrules the more value-based drivers, pointing to the fact

that material goals such as security and economy are the core incentives behind

Turkey’s EU dream. (1622 no. without characters)


Indholdsfortegnelse1.0 Indledning s. 1

2.0 Metode s. 4

2.1 Overordnet metode s. 4

2.2 Struktur s. 5

2.3 Afgrænsning s. 6

2.4 Data og kildekritik s. 6

3.0 Teori s. 9

3.1 Realisme s. 9

3.2 Liberalisme s. 11

3.3 Konstruktivisme s. 13

4.0 Historie s. 17

5.0 Analyse s. 21

5.1 Realisme s. 21

5.1.1 Sikkerhed s. 21

5.1.2 ’Balance of power’ s. 26

5.1.3 Delkonklusion s. 28

5.2 Liberalisme s. 28

5.2.1 Interesser s. 28

5.2.2 ’Sense of community’ s. 30

5.2.3 ’Power and plenty’ s. 32


5.3 Konstruktivisme s. 34

5.3.1 ’Europeanisation’ s. 34

5.3.2 Historie s. 37

5.3.3 Socialisering s. 38


5.4 Sammenfletning s. 40

6.0 Perspektivering s. 44

7.0 Konklusion s. 47

8.0 Referenceliste s. 50


1.0 Indledning (302813 og 303049)

”The financial crisis, the global crisis, the Arab Spring and events in Syria and Egypt

have shown that the European Union needs Turkey more than Turkey needs the EU”

(Euronews 2014). Sådan lød det i februar fra den tyrkiske premierminister Recep

Tayyip Erdogan til den tyske kansler Angela Merkel på hans charmeoffensiv gennem

det europæiske kontinent. Udtalelsens omdrejningspunkt er, at Tyrkiet med sine snart

30 år som EU ansøgerland, kan fungere som en konfliktløsende, diplomatisk mægler

mellem EU og Mellemøsten. Derudover er den umiddelbart kontroversielle udtalelse

også bakket op af Tyrkiet og den tyrkiske befolknings stigende, især økonomiske,

selvtillid. Landet har nemlig gennem tiden udviklet sig til at være en regional

økonomisk stormagt (DR2 2013). Derudover er selvtilliden uden tvivl godt

begrundet, for midt i de europæiske landes problematiske økonomiske tider har

Tyrkiet vist sig at storme frem med en vækstrate på ni procent i 2010, hvilket er en af

de højeste i verden, samtidig med at EU i dette år fik kæmpet sig op på to procent

(Eurostat 2013). Erdogans charmeoffensiv er derfor på mange måder også et spil med

de stærke, tyrkiske muskler, der med sin nyfundne selvtillid og vækst er det land i

Europa eller den nære Orient, der har oplevet flest fundamentale samfundsmæssige

ændringer - og deraf følgende forbedringer af sine levevilkår (Nyholm 2012).

Med denne massive vækst, øget selvtillid og frembrusende ageren i Europa, finder vi

det yderst interessant og relevant at undersøge, hvorfor Tyrkiet overhovedet er

interesseret i et EU medlemskab? Og dette fører os tilbage til premierminister

Erdogans påstand, for hvis EU har mere brug for Tyrkiet, end Tyrkiet har brug for

EU, hvorfor så blive ved med at kæmpe en kamp, der historisk set er meget svær at

vinde?

For kampen har været lang og mødt mange udfordringer på vejen. Tyrkiets EU

relationer går nemlig helt tilbage til 1959, hvor landet ansøgte om et associeret

handelssamarbejde med EU, der fire år efter trådte i kraft som Ankara Aftalen

(Folketingets EU Oplysning 2004). Herefter skulle Tyrkiet dog erfare, at

integrationen mod vest ikke altid var en dans på roser. De mest nævneværdige

implikationer dengang og nu er som udgangspunkt Cypern situationen og EU

1


medlemslandenes skepsis. Og kombineret med tyrkisk tilbageståenhed i forhold til

ytringsfrihed, militær indgriben i politik, menneskerettigheder og sekularisering

skulle processen vise sig at trække den tyrkiske europæisering i langdrag. På trods af

landets officielle EU medlemskabsansøgning i 1987, blev optagelsesforhandlingerne

først sat i gang i 2005, mens mange løse ender stadig ikke var bundet, samtidig med

at vestens skepsis for islam heller ikke var dalende i disse år.

Der synes dog at være et lys på den bumpede vej, da det islam-baserede parti

Retfærdigheds -og Udviklingspartiet (AKP), senere med Erdogan i spidsen, gik til

valg på at færdiggøre den europæisering, landet satte sig for ved dets etablering i

1923 (Folketingets EU Oplysning 2004).

Erdogan og AKPs pro-EU agenda førte til adskillige reformer, lovgivningsændringer

og initiativer, der skulle styrke Tyrkiet til at opnå Københavnerkriterierne og

inkorporere det omfangsrige acquis communautaire. Men på trods af den aktive

indsats og fundamentale forfatningsændringer var Tyrkiet ikke indregnet i EU’s store

østudvidelse i 2004, hvilket som udgangspunkt skyldtes de 18 blokeringer af

acquisets i alt 35 kapitler. Her bør skepsissen fra Tyskland, Frankrig og især Cypern

nævnes, der alle har udtrykt, at tyrkisk EU medlemskab enten er utænkeligt eller

ligger langt ude i fremtiden.

Mødet med denne skepsis, frygten for aftagende tyrkisk suverænitet til EU og

generelt omfanget af en lang og svær optagelsesproces har derfor vendt den tyrkiske

horisont mod andre regioner. For selvom statsomvæltningen fra det osmanniske rige

til tyrkisk europæisering har domineret Tyrkiets udenrigspolitiske agenda, er der flere

tegn på, at det tidligere osmanniske centrum er godt i gang med at svække rødderne

til Vesten og genfinde det arabiske samarbejde, som Tyrkiet har forsmået i 90 år (DR

P1 2010). Faktisk har Tyrkiet med sin strategisk fordelagtige placering mellem

Europa og Asien optrådt mere og mere selvsikkert i en lang række arabiske

sammenhænge og har vist sig som en diplomatisk magt, mens Erdogan er blevet

betragtet som en af de mest bemærkelsesværdige ledere i Mellemøsten (DR P1 2010).

Tyrkerne har selvfølgelig ikke opgivet det europæiske håb og anerkender, hvor stor

en rolle EU har haft for landets udvikling -og demokratiseringsproces. Men alt imens

2


europæerne blokerer kapitler og kritiserer Tyrkiets politiske legitimitet, har mange

tyrkere indset, at Tyrkiet kan være succesfuld uden EU’s hjælp. Tidligere har EU

debatten været meget betydningsfuld i Tyrkiet, men ved sidste parlamentsvalg i 2011

var EU snakken svær at få øje på (DR2 2013). Og mange har derfor spurgt sig selv,

om Tyrkiet overhovedet er europæisk, eller om der i dag er tale om en autoritær

politisk elites drøm om at kunne kalde sig europæisk? Dette spørgsmål understøttes af

det massive fald, der har været i den tyrkiske befolknings opbakning til EU

medlemskab, der i 2001 viste sig at være på 59 % (Eurobarometer 2001), mens der

2010 kun var 42 % (Eurobarometer 2010) af den tyrkiske befolkning, der mente, at et

EU medlemskab ville gavne Tyrkiet.

Vi ser det derfor som et massivt paradoks, at der i den tyrkiske befolkning er så lav

støtte og opbakning til EU, mens den tyrkiske elite stadig tror på og arbejder for

Tyrkiets europæiske integration. Endvidere finder vi premierminister Erdogans

udtalelse omkring, hvorvidt et EU medlemskab vil gavne EU mere, end det vil gavne

Tyrkiet, for kontroversiel, og udtalelser som denne er yderligere vand på vores mølle

i forhold til problemstillingen med Tyrkiet, og hvorfor landet stadig bestræber sig på

EU medlemskab.

Vores motivation for at skrive denne opgave er derfor blevet skærpet betydeligt ved

konstant at støde på information, der taler for, at Tyrkiet forbliver ude af EU eller

søger andre græsgange end Europa. Under opgavens udformning har vi utallige gange

stødt på spørgsmålet ”hvorfor?” og dermed undret os over, hvorfor Tyrkiet fortsat

bestræber sig på at opnå EU medlemskab, når argumenterne for at blive ude af

fællesskabet optræder på stribe. Vores motivation bunder altså i en undren over

Tyrkiets ageren, og vi ønsker derfor at forklare dette på et teoretisk grundlag.

Vores problemformulering er derfor følgende:

På baggrund af de tre Internationale Relationsteorier, hvorfor ønsker Tyrkiet at blive

optaget som fuldt medlem i EU?

3


2.0 Metode (302813)

2.1 Overordnet metode (302813)

Det følgende afsnit har til formål at redegøre for den anvendte metode samt at belyse,

hvorfor netop denne er den bedste til at løse vores problemformulering. Afsnittet

kommer således ind på valget af metode, struktur, afgrænsning, data og kildekritik.

Dette afsnit fungerer derfor som en introduktion til, hvordan vi har operationaliseret

vores problemstilling og dermed, hvordan vi har løst vores opgave herunder valget af

opgavens fokus.

Overordnet set er opgaven bygget op omkring en teoretisk analyse, hvor vi vil se på,

hvorfor Tyrkiet ønsker optagelse i EU ud fra de tre Internationale Relationsteorier.

De tre Internationale Relationsteorier; realisme, liberalisme og konstruktivisme

bruges altså til at komme med forskellige bud på Tyrkiets ageren. Analysen tager

derfor gennem hele opgaven udgangspunkt i teorien, og opgaven kan derfor

karakteriseres for værende teoretisk baseret.

Vi har valgt de tre Internationale Relationsteorier, da de forklarer staters ageren og

tilgange til internationale fora, hvorfor de også er relevante for vores problemstilling,

da denne netop søger forklaring på Tyrkiets holdninger og handlinger i forbindelse

med EU. Hermed ønsker vi forskellige forklaringer på grunde til, at Tyrkiet fortsat

ønsker EU optagelse, og da de tre teorier har forskellige syn på verden, er det oplagt

at analysere vores data på baggrund af teorierne for at kunne give et nuanceret og

validt svar på problemstillingen. Problematikken er derfor anskuet gennem

realistiske, liberalistiske og konstruktivistiske briller, hvilket gennemgående gør

opgaven meget teorinær. Der bygges altså i analysen bro mellem teori og data.

Analysen tager en casebaseret tilgang, da forskellige emner udgør pejlemærker for,

hvad der ifølge de tre Internationale Relationsteorier fortsat driver Tyrkiets EU

motivation. Beslutningen om at anvende denne casetilgang er grundet i forsøget på at

overskueliggøre analysen og strukturere anvendelsen af teoriernes store omfang og til

tider komplekse tilgange. Analysens realismeafsnit baserer som udgangspunkt sine

cases på sikkerhedsmæssige områder, der ifølge teorien driver Tyrkiet til at blive EU

medlem. Liberalismeafsnittet arbejder på den anden side mere med de interesser, der

4


befinder sig i den tyrkiske befolkningen og dermed driver landet til at fortsætte med

at kæmpe for EU medlemskab. Den konstruktivistiske del undersøger afslutningsvist

den europæiseringsproces, Tyrkiet har gennemgået, og herudover den historiske

tilknytning landet trods alt har til EU. Disse meget forskellige cases vil herefter gøre

det muligt for os at give en overordnet og nuanceret sammenfletning af de svar, vi har

fundet og gøre det klart for os, hvordan de tre Internationale Relationsteorier i

kombination med hinanden er i stand til at forklare Tyrkiets motivation for EU

medlemskab. Casearbejdets formål er derfor ikke at kunne foretage generaliseringer

om, hvad der motiverer stater til at opnå EU medlemskab, men at udarbejde et

velfunderet og velargumenteret svar på hvad der lige præcis driver Tyrkiet i landets

ønske om EU medlemskab.

2.2 Struktur (302813)

Indledningsvist har vi udarbejdet et abstract, der giver et kort overblik over opgavens

problemstilling og svaret herpå. Herefter henviser indholdsfortegnelsen til de enkelte

afsnit og giver dermed et overblik over, hvad opgaven kommer ind på. Efter

indholdsfortegnelsen kaster indledningen lys over selve problemstillingen og

motivationen for at arbejde med netop denne problematik baseret på de historiske op

og nedture, Tyrkiet har haft i EU sammenhæng.

Efter indledningen har metodeafsnittet til formål at forklare den metodiske tilgang til

besvarelse af vores problemformulering. Efter metoden vil teoriafsnittet forklare hver

af de valgte teorier både generelt og i forhold til vores problemstilling med Tyrkiet.

Teorierne er fundament for resten af opgaven, og der lægges derfor i høj grad vægt

på, at de er forklaret, så man i sin grundform forstår, hvad de går ud på, men ligeledes

at de sættes i relation til Tyrkiet, ved at fremhæve specifikke emner som vi vil

komme ind på i analysen. Dernæst har vi valgt at inddrage et historisk overblik, der

forklarer processen og forholdet mellem Tyrkiet og EU og ligeledes fokuserer på

Tyrkiets lange kamp for EU medlemskab. Det historiske overblik forklarer altså hele

baggrunden for vores problemstilling og leder derfor op til analysen. I analysen vil vi

undersøge Tyrkiets ageren, og hvorfor landet fortsat ønsker fuld optagelse i EU. Dette

vil vi gøre på baggrund af teorierne anvendt på vores indsamlede data, og vi kommer

derfor med forskellige bud på, hvad der motiverer Tyrkiet til at opnå EU

medlemskab. Analysen afsluttes med en sammenfletning af de tre teoriers

5


brugbarhed, og hvordan de i kombination med hinanden giver et solidt og

velargumenteret svar på vores problemstilling. Derefter har vi perspektiveret til,

hvilke udenrigspolitiske alternativer Tyrkiet i princippet har til EU medlemskab, hvor

vi undersøger og diskuterer disse muligheder. Slutteligt vil vi konkludere og komme

med et svar på problemformuleringen og derved udlede, hvad vi finder vigtigst fra

analysen.

2.3 Afgrænsning (302813)

Som opgaven konkretiserer i indledningen, vil denne have sit fokus på Tyrkiets lange

optagelsesproces og bevæggrundene herfor fra Tyrkiets side. Vi har efter meget

research fundet adskillig information omkring Tyrkiet, og hvilke betydninger en

eventuelt fuld optagelse i EU vil have for EU og medlemslandene. Vi har dog haft

svært ved at finde grunde til, hvorfor Tyrkiet fortsat kæmper for at blive fuldt

medlem, hvorfor det også har fanget vores interesse. Vi har derfor valgt at se på

problemstillingen fra Tyrkiets side og dermed undlade EU aspektet. Vi har endvidere

valgt de tre teorier, da de hver især vil kunne give nuancerede svar og dermed bidrage

til at løse vores problemstilling på bedst mulig vis. Opgaven afgrænses yderligere af,

at forholdet mellem Tyrkiet og EU har været på bedding siden 1959 ved ansøgning

om associeret medlemskab. Vi har grundet et begrænset antal sider, derfor set os

nødsaget til blot at give et kort historisk overblik over Tyrkiets proces og herefter

fokusere på de direkte grunde til, at Tyrkiet ønsker fuldt medlemskab i EU.

Motivationen fra Tyrkiets side kan findes indenfor mange politiske sfærer, og vi er

her igen begrænset af opgavens omfang og fokuserer derfor udelukkende på de

årsager, som de Internationale Relationsteorier peger på.

2.4 Data og kildekritik (302813)

Grundet opgavens afgrænsning vil dette afsnit ikke gennemgå samtlige anvendte

kilder. Vi vil derimod fokusere på de vigtigste kilder, vi har brugt i teoriafsnittet, det

historiske overblik og analysen, da vi mener disse har mest relevans for opgavens

udformning. Det kildekritiske element vil primært belyse de videnskabelige artikler

og den kvantitative data, vi har anvendt i analysen.

Det teoretiske overblik, der som bekendt redegør for de tre Internationale

Relationsteorier realisme, liberalisme og konstruktivisme, tager afsæt i dominerende

6


tænkere fra hver af teorierne. Altså har vi ikke kun taget udgangspunkt i teoriernes

skabere, men også nyere tænkere anvendes til at belyse, hvordan vi vil bruge den

specifikke teori. Dette har givet afsnittene en legitimitet, og vi har herudover også

brugt citater fra forfatterne, for at kunne anvende de specifikke teoretiske fænomener

og termer, de arbejder med. Teoriafsnittene suppleres endvidere med værker, der

arbejder med flere teorier som Volker Rittbergers ”Approaches to the Study of

Foreign Policy Derived from International Relations Theory” og Robert Jackson og

Georg Sørensens ”Introduction to International Relations”. Disse er anvendt for at få

mere nuancerede forståelser af teorierne og samtidig forstå deres forskelle, og

hvordan de kan fungere i kombination med hinanden.

Det historiske overblik baserer sig primært på fakta fra Folketingets EU Oplysning.

Dette er en upartisk, neutral og saglig tjeneste, der hører under Folketingets

Administration herunder Det Internationale Sekretariat. Vi har gennemgående

anvendt denne neutrale kilde i det historiske overblik, da nogle historiske elementer

kunne have været udsat for kritik eller taget parti, og vi har blot skulle bruge de

objektive fakta. Vi har derudover benyttet os af en forelæsning fundet på DR’s

hjemmeside af Daniella Kuzmanovic, der er lektor ved Institut for Tværkulturelle og

Regionale Studier på Københavns Universitet. Vi har anvendt hendes ekspertise for at

kunne forstå, hvilken situation Tyrkiet står overfor i dag og dermed også hendes

faglige kompetence til at vælge, hvilken retning vores opgave skulle tage.

Vi har gennemgående og især i analysen anvendt en række videnskabelige artikler.

Størstedelen af dem kommer fra tidsskriftet Turkish Studies, som er en del af ”The

Global Research and International Affairs Center”. Tidsskriftet er hermed et forum

for faglige artikler om Tyrkiet, og majoriteten af artiklerne er skrevet af tyrkiske

akademikere (Turkish Studies 2013). Dette element giver os dermed den tyrkiske

vinkel, som er gennemgående for opgaven. Vi har dermed ikke anvendt officielle EU

dokumenter eller fremtrædende europæiske debattører, men arbejdet ud fra tyrkeres

standpunkter og deres syn på Tyrkiet overfor EU. Dette kan dermed kildekritisk

fremstå som partisk og subjektivt, men har i denne sammenhæng ikke gjort opgaven

mindre valid. Det har nærmere givet os lige præcis den vinkel, vi oprindeligt vil

arbejde ud fra og dermed taget et skridt væk fra, hvad den europæiske holdning er til

Tyrkiets EU optagelse.

7


Vi har herudover anvendt kvantitative undersøgelser for at blive klogere på de

holdninger og præferencer, der befinder sig i den tyrkiske befolkning. Her har vi

brugt Eurobarometers undersøgelser af folks holdninger til specifikke

problemstillinger, foretaget for EU Kommissionen. Vi har især arbejdet med en

undersøgelse fra 2010, der er foretaget på baggrund af 1000 interviews af tyrkere.

Her spørges der indtil tyrkernes holdning til EU, og hvordan et EU medlemskab vil

kunne gavne Tyrkiet. Det er derfor meget relevant for opgavens vinkel, hvorfor denne

er anvendt flere steder i analysen. Undersøgelsen er dog ikke dækkende over hele den

tyrkiske befolknings holdning, men fungerer som en repræsentation for de tanker, der

florerer blandt tyrkere og er derfor meget centralt til arbejdet med analysecasen

interesser.

8


3.0 Teori 3.1 Realisme (302813)

Dette afsnit fungerer som redegørelse for teorien realisme. Realisme er én af de tre

hovedteorier indenfor internationale relationer, og dette afsnit har til formål at give en

beskrivelse af, hvad teorien i sin grundform går ud på samt at belyse emner inden for

realismen, som vi finder relevante for vores problemstilling med Tyrkiet. Afsnittet

tager udgangspunkt i Kenneth Waltz’ tanker om neorealisme, da han anses for at

være grundlæggeren af denne. Desuden suppleres afsnittet af nyere værker, der på

mere generel vis behandler teorien, hvorfor vi også har valgt at referere til denne som

realisme, velvidende at begrebet neorealisme også eksisterer.

Overordnet set er realismen funderet på tre grundlæggende principper. (1) At staten

er den dominerende aktør på den internationale arena, (2) at staten ikke anerkender

nogen autoritet over den, hvorfor der på den internationale arena er et system af

anarki, og (3) at der grundet det anarkiske system altid er mulighed for, at der kan

opstå krig, hvilket medfører at en staters politik ofte er domineret af militære

spekulationer (Hill and Smith 2011: 27).

Ifølge Waltz skal man indenfor realismen forstå verden som et farligt sted, siden

ingen stater stoler på hinanden. Grundet mistro staterne imellem er der altid en

tilstand af kampberedthed – dette betyder dog ikke, at der altid er krig, men at

mulighed for krig altid er tilstede (Waltz 1979: 102). Desuden siger Waltz: ”With

each country constrained to take care of itself, no one can take care of the system”

(Waltz 1979: 109). Verden er altså et system af anarki, hvor hver enkelt stat handler

på baggrund af egne interesser og udelukkende engagerer sig i anliggender, der enten

maksimerer deres egen magt eller minimerer potentielle trusler (Waltz 1979: 106).

Endvidere spørger realisterne altid sig selv: ”who will gain more?” (Waltz 1979: 105)

og alle beslutninger er derfor taget på baggrund af rationelle overvejelser. Dette

betyder, at realisterne tager en homo oeconomicus tilgang, siden de overvejer hvilke

muligheder, de har, før de vælger den mulighed, der er mest optimal givet deres

præferencer og forbehold (Rittberger 2004: 8). Derudover handler det for realisterne

udelukkende om at tilgodese egne mål og interesser, og det er disse nationale

9


interesser, der fastlægger hvilken udenrigspolitik, der skal lægges for dagen – ”each

state plots the course it thinks will best serve its interest” (Waltz 1979: 113).

Derudover bygger realismen på grundantagelsen om, at sikkerhed er det vigtigste for

de enkelte stater, og da det i den forbindelse er den stærkeste stat, der overlever, vil

enhver stat forsøge at sikre sin overlevelse via øget magt (Rittberger 2004: 12).

Desuden er målet om sikkerhed større end målet om økonomisk profit (Waltz 1979:

107), dog er det primære instrument til at sikre dette hard power, som indbefatter

både militær og økonomisk magt (Rittberger 2004: 4). Økonomien skal derfor

indenfor realismen ikke negligeres, da denne også definerer en stats fundament, og

derved sikrer visioner omkring modernisering og sekularisering.

For at stater kan få størst udbytte af deres egne magtressourcer, har de to muligheder.

De kan enten benytte sig af ’self-help’, hvilket betegner, hvorledes de enkelte stater

må stole på, at de midler, de selv genererer, er nok til at sikre deres overlevelse, og

hvor de endvidere selv har fuld kontrol over disse ressourcer (Rittberger 2004: 12).

Dernæst kan de benytte sig af ’voice opportunities’, der betegner, hvorledes det kan

være givtigt for en stat at indgå i et samarbejde enten på direkte eller indirekte vis. Et

samarbejde på direkte vis er ofte bilateralt, men da stater sjældent stoler på hinanden,

vil et sådant samarbejde være umuliggjort (Waltz 1979: 111). For realisterne er det

derfor ofte på en indirekte måde, hvor der samarbejdes via alliancer, internationale

eller supranationale organisationer hvor de involverede parter spiller en afgørende

rolle – ”Greater security can be achieved not only by maximizing control over one’s

own resources but by getting a say in how others use theirs” (Rittberger 2004: 13).

Indenfor realismen er man meget koncentreret omkring magt og ikke mindst

fordelingen af magt. I denne forbindelse taler man om ’balance of power’, som er et

instrument, hvorved man kan ændre på den pågældende magtbalance og tilmed alliere

sig med andre, så man selv tilegner sig øget magt. Fra et realistisk perspektiv vil

stater derfor søge at påvirke fordelingen af magt i internationale fora via ’balance of

power’. Dette iværksættes rent praktisk ved at andre stater, der er underlegen den

eller de dominerende aktører (alt efter hvilken polaritet der er herskende), samler sig i

grupper og derved genskaber en magtbalance, hvor de sikrer deres egen overlevelse

og derved deres sikkerhed (Waltz 1979: 118-119). ’Balance of power’ er derfor en

10


måde, hvorpå alliancearbejde stater imellem afføder øget magt og derved sætter dem

som modpol til den eller de dominerende stater i magtøjemed. ’Balance of power’

som instrument er derfor fra et realistisk perspektiv en måde, hvorpå man ved at

ændre på magtbalancen selv har mulighed for at få en øget indflydelse og

magtposition.

Afslutningsvis kan man grundlæggende sige, at realismen er koncentreret omkring

overlevelse og optimering af magt, herunder ’power politics’. ’Power politics’

omhandler, hvorledes stater forsøger at varetage egne interesser ved at true andre

stater med deres militære såvel som økonomiske kapacitet. Stater kæmper overordnet

for deres egen overlevelse og skyr i den forbindelse ingen midler for at nå deres mål.

Stater forsøger med andre ord at optimere deres indflydelse i verden samt at

maksimere deres autonomi. Dog kan man her tilføje at ved at have øget indflydelse i

verden og på andre stater, må man ofte acceptere en formindskelse af ens autonomi

f.eks. ved at indgå i alliancer eller andre former for samarbejder (Rittberger 2004:

13).

3.2 Liberalisme (303049)

Dette afsnit fungerer som redegørelse for teorien liberalisme. Liberalismen er også én

af de tre hovedteorier indenfor internationale relationer, og afsnittet har derfor til

formål at give en beskrivelse af, hvad teorien i sin grundform går ud på samt at belyse

emner indenfor teorien, som vi finder relevante for vores problemstilling med

Tyrkiet. Afsnittet tager udgangspunkt i Andrew Moravcsik’ tanker om liberalismen,

da hans anses for at være en af de vigtigste nyere tænkere for denne teori. Afsnittet

suppleres endvidere af nyere værker, der giver et bredere perspektiv af teorien.

Liberalismen arbejder ligesom realismen også ud fra tre grundantagelser - (1) et

positivt syn på mennesker, (2) en overbevisning om at internationale relationer kan

være kooperative frem for konfliktfyldte og (3) en fast tro på en konstant udvikling i

verden (Jackson og Sørensen 2013: 100). Især udviklingen i verden har været central

for liberalismen, der har været i stand til at adaptere sig gennem tiden. Især under og

efter Anden Verdenskrig hvor man utvivlsomt fokuserede på staters militære

kapacitet, men i takt med industriel og teknologisk udvikling har liberalisterne sat

streg under nye kriterier for magtfulde stater som politisk, økonomisk og social

11


kapacitet samt transnationale samarbejder baseret på fælles interesser i den

udviklende verden (Jackson og Sørensen 2013: 46).

Herved adskiller liberalisterne sig i høj grad fra realisterne, fordi de vigtigste aktører

er individer og grupper frem for stater. Moravcsik beskriver i stedet stater som

’institutioner’, hvori individer og gruppers interesser og holdninger bliver

repræsenteret. Så skal man ifølge Moravcsik undersøge et lands udenrigspolitiske

tilgang, skal man se på landets interesser nedefra og op (bottom-up) ”Political action

is embedded in domestic and transnational civil society, understood as an aggregation

of boundedly rational individuals with differentiated tastes, social commitments, and

resource endowments” (Moravcsik 1997: 517). Det er derfor ikke en stats magt eller

umiddelbare kapacitet, der driver dens internationale ageren, men de interesser der

befinder sig blandt individer og grupper i samfundet (Rittberger 2004: 5).

Liberalisterne deler dog realisternes rationelle tilgang til internationale samarbejder,

da teorien også arbejder ud fra homo oeconomicus tilgangen, hvor egne interesser og

materialistiske mål er de vigtigste forudsætninger for at indgå i internationale

relationer. Der er altså fra liberalisternes side tale om en bestræbelse på ’power and

plenty’, hvor der på den ene side refereres til især økonomiske aktøres stræben efter

’plenty’ og på den anden side aktører som politikeres kamp om ’power’ (Rittberger

2004: 19).

Liberalismen deler sig som udgangspunkt i fire forskellige lejre - sociologisk -,

indbyrdes afhængighed -, institutionel -og republikansk liberalisme, hvor opgaven

primært beskæftiger sig med de tre første. Tilsammen udgør tilgangene en

overordnet forståelse af liberalismens udvikling og grundsten, og en gennemgang af

disse principper giver os et bedre indblik i, hvordan vi vil anvende liberalismen til at

besvare problemstillingen.

Den sociologiske liberalisme argumenterer for, at internationale relationer ikke blot

forekommer mellem stater, men i høj grad også mellem transnationale relationer

blandt mennesker, organisationer og grupper (Jackson og Sørensen 2013: 103). Der

er altså fokus på transnationalisme, og hvordan samarbejder på tværs af grænser kan

integrere folk og skabe en ’sense of community’, hvor der dannes fælles værdier som

12


tryghed og forståelse, der kan forhindre konflikter (Jackson og Sørensen 2013: 103).

Her udgør EU et godt eksempel på, hvordan fælles interesser, samarbejde og

afhængighed kan forhindre konflikter (Hill og Smith 2011: 32).

Den næste gren af liberalismen fokuserer på indbyrdes afhængighed

(interdependence), som er en forlængelse af den sociologiske liberalisme, hvor jo

højere grad af transnationalisme medfører større afhængighed på tværs af grænser.

Her ser man igen, hvor vigtig udvikling og modernisering har været, da liberalismen

understreger at økonomiske og politiske interesser på tværs af grænser, eksempelvis

handel, viser hvor vigtig en handelsstats beslutning er på andre handelsstater (Jackson

og Sørensen 2013: 106). Målestokken for magt –og succesfulde stater og

organisationer har derfor ændret sig i retning af vurderinger af økonomisk udvikling

og udenrigshandel ”In today’s world (…) a highly qualified labour force, access to

information and financial capital are the keys to success” (Jackson og Sørensen 2013:

106).

Den tredje til tilgang til liberalisme fokuserer på, hvordan transnationalisme og

indbyrdes afhængighed fungerer i praksis gennem den institutionelle tilgang. De

internationale institutioner skaber sikkerhed, tryghed og troværdighed blandt

medlemmerne via deling af information, dannelse af fælles fora samt sammenhæng

og stabilitet. De er på den måde med til at reducere frygt og anarki på den

internationale scene (Jackson og Sørensen 2013: 112). Fælles for de internationale

organisationer er, at de repræsenterer fælles interesser blandt deres medlemmer og

dermed de specifikke individer og grupper internt i de respektive medlemslande.

Derudover har institutionerne en normativ funktion i deres promovering af fred og

udvikling på tværs af grænser baseret på de tanker og ideologier, medlemmerne har

(Jackson og Sørensen 2013: 125).

3.3 Konstruktivisme (302813 og 303049)

Dette afsnit fungerer som redegørelse for teorien konstruktivisme. Konstruktivisme er

den tredje og sidste af de tre Internationale Relationsteorier, og dette afsnit har til

formål at belyse emner indenfor konstruktivisme, som vi finder relevante for vores

problemstilling med Tyrkiet. Afsnittet tager udgangspunkt i Alexander Wendts tanker

om konstruktivismen, da hans anses for at være en af de vigtigste fortalere og tænkere

13


indenfor teorien. Afsnittet suppleres endvidere af nyere værker, der giver et bredere

perspektiv på teorien.

Konstruktivismen differentierer sig markant fra realisme og liberalisme, ved i højere

grad at have mere værdibaserede elementer i spil og tage beslutninger på baggrund af

kognitive processer. Overordnet er teorien derfor mere fokuseret på sociale processer

og de tanker og ideer, der ligger bag aktørers valg og tager derfor afstand fra

rationalisternes materielle tilgange til internationale samarbejder (Jackson og

Sørensen 2013: 209). Som konsekvens af dette fokuserer konstruktivisterne derfor i

højere grad på de normer, værdier og ideer, der påvirker aktører på den internationale

scene, og på hvordan især den internationale scene blot er en menneskelig

konstruktion “It is a human invention or creation not of physical or material kind but

of a purely intellectual and ideational kind. It is a set of ideas, a body of thought, a

system of norms, which has been arranged by certain people at a particular time and

place” (Jackson og Sørensen 2013: 209).

Grundtanken indenfor konstruktivisme er, at verden er socialt konstrueret via

igangværende processer af social interageren. Ifølge Alexander Wendt bygger

konstruktivisme på to grundprincipper: (1) ”that the structures of human association

are determined primarily by shared ideas rather than material forces”, og (2) ”that the

identities and interests of purposive actors are constructed by these shared ideas

rather than given by nature” (Wendt 2003: 1).

Konstruktivisterne sætter endvidere stor fokus på normer, og den rolle de spiller i

internationale sammenhænge. Normer er nemlig guidende for aktører, da de dikterer

folks adfærd og beslutninger og påvirker den socialiseringsproces, aktører

gennemgår. Normer har tre funktioner: (1) De er præskriptive og fortæller hermed

aktøren, hvad der er det rigtige at gøre i den specifikke situation, (2) de er ofte delt

mellem mange mennesker og skal derfor ikke forveksles med personlige normer og

holdninger, og (3) de kan ikke forudsige adfærd hos en gruppe mennesker, men

eksisterer alligevel iblandt dem (Rittberger 2004: 23). Normer bliver typisk etableret

gennem forfatninger, love og regler samt partiprogrammer eller forskellige debatter,

men opstår også gennem processer af specifikke beslutninger og følgerne af disse

beslutninger. Aktører er derfor konstant påvirket af forskellige normer, som hører til

14


forskellige områder, der bliver betragtet som betydningsfulde (eks. sikkerhed). Så

fokuserer man på en stats udenrigspolitiske tilgang til internationale samarbejder

gennem konstruktivistiske briller, skal man kigge på de normer, som aktører agerer

efter på baggrund af de værdibaserede forventninger, der opstår både internt i

samfundet og på det internationale plan (Rittberger 2004: 26).

Inden for konstruktivisme benævner man denne normbaseret tilgang som logic of

appropriateness, altså den ‘korrekte’ måde at opføre sig på. Normer siger ikke altid

nok om folks tilgange og adfærd, men fungerer som en slags ‘ekstern data’, som

aktører kan vælge, om de vil agere efter eller ej (Rittberger 2004: 7). Gennem

socialiseringsprocesser bliver normer dog til en del af aktørens selvforståelse og

opfattelse af verden. Denne tilgang til adfærd refereres til som homo sociologicus

modellen, hvor aktøren agerer efter den socialiseringsproces, han eller hun har været

igennem, som derved dikterer den rolle, han eller hun skal spille på den givne arena

(role-playing). Homo sociologicus går ikke ligesom homo oeconomicus efter

materielle eller egoistiske mål, men spørger sig selv, hvilken adfærd der er passende

baseret på de muligheder og den situation, aktøren står overfor (Rittberger 2004: 9).

’Europeanisation’ er også et vigtig begreb inden for konstruktivisme, og dette

omhandler, hvorledes andre stater oplever at blive mere europæiseret ved at

interagere med Europa. ’Europeanisation’ er altså en proces, hvor f.eks. europæiske

institutioner påvirker politiske strukturer i de indbefattede stater (top-down) og

omvendt påvirker de indbefattede stater institutionernes politik (bottom-up). En måde

hvorpå man inden for konstruktivisme oplever ’europeanisation’, er, når der f.eks.

opstår et samarbejde mellem EU og en ikke-EU stat. Et sådant samarbejde er ofte

styret af nogle betingelser (conditionalities), der sikrer lige forhold for de involverede

parter og tilmed sætter nogle ’regler’ for samarbejdet. Disse regler vil ofte være af

normativ karakter og har tilmed en europæriserende virkning. Endvidere kan man tale

om ekstern ’europeanisation’, som ofte sker i forbindelse med udvidelse af EU og

optagelsen af nye lande. I denne forbindelse har EU opstillet de såkaldte

Københavnerkriterier, som sikrer at potentielle nye medlemslande bestræber sig på at

opfylde krav, der medfører en europæisering, og som gør, at de implementerer dele af

acquiset (Cini og Borragán 2013: 116-117).

15


Afslutningsvist er det i den konstruktivistiske sammenhæng relevant at nævne det

historisk institutionelle fænomen ‘path dependency’. Her refereres til den

’fastlåsning’, stater kan opleve på baggrund af beslutninger taget i fortiden. En

fastlåsning eller nærmere bundethed til den europæiske integration et godt eksempel,

da integrationsprocessen ses som en socialisering i staten kombineret med et

processuelt transnationalt samarbejde, hvor der indgås kompromisser og aftaler i

institutioner. Denne institutionalisme binder altså stater til fremtiden “the more states

integrate, the more future options become constrained by past decisions” (Cini

og Borragán 2013: 78). Altså er beslutninger taget i fortiden betydningsfulde for de

beslutningsmuligheder, en stat står overfor i fremtiden. Aktører vil dermed have

svært ved at ændre en kurs foretaget af tidligere beslutningstagere. En kursændring

vil ikke blot være politisk kompleks, men også omkostningsfuld, da nye relationer og

aftaler skal indgås (Cini og Borragán 2013).

16


4.0 Historie (303049)

I dette afsnit vil vi give et historisk overblik over Tyrkiets relation og

optagelsesproces med EU. Intentionen med dette afsnit er at forstå forholdet mellem

de to aktører, og belyse hvorfor de har handlet, som de har. Derudover fremhæves

processen som en udvikling både politisk, økonomisk og socialt, men reflekterer også

over den tyrkiske befolknings holdning til EU medlemskab gennem årene. Siden

forholdet allerede blev indledt i 1959 og har mødt både kompleksitet, udfordringer,

medgang og modgang, er der begrænsninger for den historiske gennemgang, og vi

fokuserer derfor på at fremhæve, hvad vi mener, er de vigtigste milepæle mellem EU

og Tyrkiet.

Staten Tyrkiet blev dannet i 1923 med Mustafa Kemal Pasha, bedre kendt som

Atatürk, som landets første præsident (Folketingets EU Oplysning 2004). Fra ca.

1301-1923 var landet en del af Osmannerriget, som var en muslimsk statsdannelse

bestående af sydøsteuropæiske og mellemøstlige lande, der havde Istanbul, dengang

Konstantinopel, som hovedstad (BBC 2009). Da Atatürk kom til magten, havde han

med befolkningens opbakning visioner om at europæisere Tyrkiet, hvilket i første

omgang betød at flere institutioner som uddannelse, lovgivning og stat blev løsrevet

fra religion, og staten skulle have en større betydning i samfundet. Altså skete der en

sekularisering af landet og til en vis grad en demokratisering (Folketingets EU

Oplysning 2004). Atatürk døde i 1938, men hans efterfølger Ismet Inönü var ligeså

vestlig -og Europaorienteret som sin forgænger, hvilket medførte, at Tyrkiet i 1945

blev medlem af FN, i 1949 medlem af Europarådet, 1952 NATO og 1961 medlem af

OECD (Folketingets EU Oplysning 2004).

Allerede i 1959 ansøgte Tyrkiet om associeret medlemskab i EF. Igennem 1950’erne

gennemgik Tyrkiet store forandringer som industrialisering og modernisering, men

havde alligevel demokratiske vanskeligheder grundet det tyrkiske militærs dominans

i samfundet. Militæret har flere gange grebet ind i tyrkisk politik ved militærkup, da

det har set sig selv som landets vogter, men på den anden side sikret Tyrkiet en stærk

position i den vestlige verden og ikke mindst som en vigtig faktor i NATO, hvor

landet bidrager med NATO’s anden største hær (Folketingets EU Oplysning 2004).

17


Ansøgningen i 1959 førte i 1963 til en såkaldt associeringsaftale mellem EU og

Tyrkiet, bedre kendt som Ankara Aftalen. Aftalen var centreret omkring økonomi og

handel og skulle inden 1995 udvikle sig til en fælles toldunion. Aftalen garanterede

imidlertid fordelagtige toldsatser og finansiel støtte til Tyrkiet (Hoekman og Togan

2005: 17).

Igennem 1980’erne begyndte Tyrkiet at føre en mere udadvendt økonomisk politik,

hvilket medførte, at landet var motiveret til at opnå et tættere europæisk samarbejde

(Hoekman og Togan 2005: 17). Landet ansøgte derfor om fuldt EF medlemskab i

1987. Dog faldt ansøgningen hos Kommissionen ikke i god jord, da institutionen

vurderede, at Tyrkiet ikke havde hverken politisk eller økonomisk kapacitet til at

træde ind i det europæiske fællesskab. Derudover havde det dårlige forhold mellem

græsk-cyprioterne og tyrkisk-cyprioterne en stor andel i Kommissionens vurdering,

og forholdet anses i dag stadig som problematisk (Folketingets EU Oplysning 2004).

Det skal herudover også nævnes, at EF i disse år var involveret i betydningsfulde

spændinger med Sovjetunionen, samt internationale forandringer, der krævede EU’s

tid og opmærksomhed. Dog var Kommissionen positiv overfor Tyrkiets europæiske

integration og fokuserede derfor på at overholde aftalen om en endelig toldunion

mellem EU og Tyrkiet i 1995. Denne udvikling betyder i dag, at Tyrkiet ikke betaler

kvoter eller told på importerede varer fra EU, og at landet har implementeret flere

aspekter af EU’s toldunion, handelsaftaler og handelspolitik (Hoekman og Togan

2005: 17).

EU blev derfor opmærksom på Tyrkiets indsats og motivation for at træde ind i det

europæiske fællesskab og det Europæiske Råd besluttede derfor i 1997 at anse

Tyrkiets ansøgning på lige fod med andre ansøgerlande (Folketingets EU Oplysning

2004). Denne beslutning gjorde derfor, at Kommissionen siden 1998 har overvåget

og fulgt med i Tyrkiets udvikling for at kunne vurdere landets bestræbelser på at

kunne overholde Københavnerkriterierne. Denne proces har gjort, at Kommissionen

udarbejder regelmæssige rapporter på Rådets opfordring (Folketingets EU Oplysning

2004).

På baggrund af disse rapporter besluttede Rådet i 1999 at gøre Tyrkiet til et officielt

kandidatland til EU medlemskab og indledte et ‘optagelses-partnerskab’, der skulle

18


styrke Tyrkiet i at opnå Københavnerkriterierne og implementere EU’s acquis

communautaire, en 80.000-100.000 siders europæisk lovsamling som skal gøres til en

del af det landets nationallov (Poulsen 2014). Dog skal det nævnes at Tyrkiet, modsat

andre kandidatlande, ikke fik sat en tidshorisont få at opnå kriterierne.

Den tyrkiske regering annoncerede i 2001 sit eget nationale program med fokus på at

implementere acquiset (Hoekman og Togan 2005: 17). Dette program omhandlede i

høj grad gennemførelse af flere reformpakker krævet og assisteret af EU. Allerede i

2002 gennemførte den tyrkiske regering den første reformpakke, der afskaffede

dødsstraf i fredstid, lovliggørelse af kurdisk tv og radio, legalisering af undervisning

på kurdisk, mere regulering af politiet og flere rettigheder til ikke-muslimske

befolkningsgrupper (Folketingets EU Oplysning 2004). Endvidere skulle tortur

bekæmpes, og der skulle udvikles et stærkere tyrkisk civilsamfund, borgere skulle

have en forstærket adgang til fornyede retssager efter vundne sager ved Den

Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og i 2003 blev menneskerettigheder styrket

og militærets magt reduceret (Folketingets EU Oplysning 2004).

I 2002 blev det islam-baserede parti Retfærdigheds -og Udviklingspartiet (AKP) i en

jordskredssejr valgt ind i regeringen i Tyrkiet. I de efterfølgende år foretog partiet

med Recep Tayyip Erdogan i spidsen og med befolkningens opbakning store

reformer og ændringer, der skulle europæisere landet ydereligere. Dette indebar en

forfatningsændring, lovgivningspakker, samt flere love og reguleringer i det retslige -

og politiske system (Narbone og Tocci 2009: 23). Det resulterede i, at Tyrkiet i 2004

kom på EU-dagsordenen, da EU optog 10 nye medlemmer ved den store

østudvidelse. Det Europæiske Råd opfordrede på den ene side Kommissionen til at

udforme et revideret tiltrædelsespartnerskab for Tyrkiet, mens Kommissionen rådede

Rådet til at indlede de formelle optagelsesforhandlinger og give Tyrkiet en

tidshorisont for at opnå kriterierne (Folketingets EU Oplysning 2004). Rådet

vurderede herefter, at Tyrkiet opfyldte de politiske krav sat af Københavnerkriterierne

tilstrækkeligt, og de officielle optagelsesforhandlinger blev påbegyndt i 2005

(Narbone og Tocci 2009: 23).

Der har dog siden 2005 været flere nævneværdige implikationer for Tyrkiets EU

optagelse. Vigtigst er de nu 18 blokeringer af acquisets i alt 35 kapitler. Kun et

19


kapitel (videnskab og forskning, kapitel 25) er afsluttet, mens 13 er åbne for

forhandling. Kapitlerne er blokeret af flere EU medlemslande som Tyskland,

Frankrig og Cypern. Og især forholdet til Cypern synes at være den største udfordring

for Tyrkiet, der ikke anerkender staten Cypern. I over fire årtier har der været forsøg

på at forsone den nordlige tyrkisk-cypriotiske del og den sydlige græsk-cypriotiske

del af øen uden held, da den tyrkiske del ikke har vist initiativ til samarbejde, mens

det græske område til tider har trådt i vande og udskudt forhandlingerne (Paul 2012).

Derudover har et betydeligt antal EU lande med Frankrig og Tyskland i spidsen

udvist stor skepsis overfor konsekvenserne af et tyrkisk EU medlemskab. Iblandt

markante konsekvenser vil Tyrkiet med sine næsten 75 mio. mennesker få en enorm

repræsentation i Det Europæiske Parlament, landet vil få mulighed for at bevæge sig

og arbejde i EU landene grundet den frie bevægelighed og vil repræsentere islam i en

i forvejen ‘kristen klub’ (DR2 2013).

På den anden side har der i den tyrkiske befolkning vist sig at være en dalende

interesse for EU. I 2001 mente 59 % (Eurobarometer 2001) af den tyrkiske

befolkning, at EU medlemskab vil være godt for Tyrkiet, mens dette tal i 2010 var

dalet til 42 % (Eurobarometer 74 2010). Dette kan skyldes den markante skepsis fra

EU landene, der hos tyrkerne har konstrueret følelsen af at være andenrangs-

europæere kombineret med en stigende især økonomisk selvtillid, hvor landet har vist

sig at være en regional økonomisk stormagt (DR2 2013). Faktisk var EU snakken ved

det sidste tyrkiske parlamentsvalg mere eller mindre fraværende, mens det har stået

klart, at Tyrkiet ikke siden Osmannerriget har været lige så involveret i Mellemøsten,

som landet er i dag (Paul 2012).

Det historiske overblik giver altså et billede af fundamentale ændringer i det tyrkiske

samfund, og et meget broget forhold til EU. Og mange tyrkere mener, at Atatürks

vestlige visioner har udviklet sig til en autoritær politisk elites drøm om at gøre

Tyrkiet og tyrkerne europæiske, hvilket i dag ikke længere har majoritetens støtte

(DR2 2013). Tyrkiet står derfor ved en skillevej mellem en vestlig -eller mellemøstlig

orientering.

20


5.0 Analyse (302813 og 303049)

Analysen baseres ud fra de tre IR teorier og deres bidrag til forståelsen af, hvorfor

Tyrkiet fortsat ønsker EU medlemskab. Hvert afsnit arbejder ud fra teoribaserede

cases, der betragtes som relevante at undersøge i forhold til Tyrkiets situation. Disse

giver derved nuancerede og gennemarbejdede udgangspunkter for at kunne svare på,

hvilke faktorer der fortsat motiverer Tyrkiet. Hvert afsnit opsummeres i

delkonklusioner, der giver et overblik, og gør det mere overskueligt at besvare selve

problemstillingen.

5.1 Realisme (302813)

Følgende afsnit har til formål at analysere, hvorfor Tyrkiet fortsat ønsker optagelse i

EU set fra et realistisk perspektiv. Grundet et begrænset antal sider sættes Tyrkiet i

forhold til de to cases sikkerhed og ’balance of power’, og casene er med til at

forklare Tyrkiets ageren ud fra den Internationale Relationsteori realisme. Analysen

forklarer derfor ikke udtømmende om alle aspekter af teorien realisme, men blot om

de to cases. Sikkerhed og ’balance of power’ er valgt, da de fungerer som

grundelementer i teorien og ydermere bedst vil kunne forklare Tyrkiets ageren.

5.1.2 Sikkerhed (302813)

Indenfor realisme er sikkerhed et af kernebegreberne. Sikkerhed er det ypperste mål

for de enkelte stater, og denne sikkerhed afhænger af de enkelte staters magtposition i

det internationale system. Magtpositionen er baseret på den militære og økonomiske

kapacitet, og jo mere magtfuld en stat er, jo større er sandsynligheden for, at staten

engagerer sig i ’power politics’. ’Power politics’ handler helt overordnet om at

maksimere ens autonomi og indflydelse i internationale sammenhænge.

I forhold til Tyrkiet og sikkerhed har der fra landets begyndelse været en klar

orientering mod vest. Denne orientering var i første omgang af sikkerhedsmæssige

årsager, og blev iværksat af Tyrkiets grundlægger Atatürk. Orienteringen mod vest

var en strategi fra den politiske elites side, og ønsket var at distancere sig fra den

osmanniske fortid. Der har altså fra starten været tale om en top-down strategi, hvor

den vestlige orientering var baseret på ønsker fra det øverste politiske lag. Siden

Tyrkiets oprettelse har den politiske elite derfor haft et mål om at transformere sig til

21


at blive i tråd med europæiske forhold, og dette mål ligger til grund for den øgede

indflydelse, herunder international anerkendelse og sikkerhed, landet ville opnå,

hvilket stemmer overnes med realismens kerneinteresser.

Op igennem historien har Tyrkiet, uden afvigelse fra dets begyndelse, hele tiden holdt

skarpt fokus på orienteringen mod vest. Da landet var helt nyetableret i 1923, var

Atatürks visioner og moderniseringsprocesser guidende for denne orienteringen.

Landet havde dog også mulighed for at orientere sig mod øst (Camyar og Tagma

2010: 379), men med det klare mål om at forene Tyrkiet med vestlige værdier, var

orienteringen mod Europa den bedste løsning. Orienteringen mod vest skærpedes

yderligere i forbindelse med Anden Verdenskrig, hvor Tyrkiet både blev inkluderet i

efterkrigstiltagene, hvorfor landet både blev medlem af FN og NATO, og tilmed

modtog økonomiske og militære midler fra USA via Trumandoktrinen (Camyar og

Tagma 2010: 380). Umiddelbart er et medlemskab i NATO imod den realistiske

grundtanke, da der indenfor denne teori lægges stor vægt på, at de enkelte stater må

stole på, at de midler, de selv genererer, er nok til at sikre deres overlevelse. Dog må

det her tilføjes, at hvis en stat kan optimere sin sikkerhed ved at indgå i alliancer,

legaliseres samarbejdet og er derfor stadig i tråd med teorien.

Der har altså fra den spæde begyndelse i Tyrkiet været et ønske om at orientere sig

mod vest af sikkerhedsmæssige årsager. Motivationen for at søge EU medlemskab

har fra Tyrkiets side været for at maksimere dets indflydelse i internationale

sammenhænge og derved opnå bedre international anerkendelse. Det primære mål har

derfor været at transformere landet og skabe en velfungerende civilisation, der skulle

styrke den militære, økonomiske og kulturelle sikkerhed, og derved forhindre at

historien med Osmannerriget skulle gentage sig (Flam 2003: 3). Sikkerhed har altså

fra starten været primus motor for den vestlige orientering, og formålet var, at

orienteringen mod vest og det velfungerende civilsamfund i Europa ville have en

afsmittende effekt på Tyrkiet.

Tyrkiet er til dato stadig meget interesseret i at maksimere dets indflydelse i

internationale sammenhænge, og landet arbejder stadig på en optagelse i EU. Fra et

realistisk perspektiv er det endvidere stadig det sikkerhedsmæssige aspekt, der driver

landet, og grundet dets store militære og økonomiske kapaciteter har processen mod

22


en optagelse i EU udviklet sig til at være en form for ’power politics’. Det primære

mål om optagelse i EU er nemlig drevet af ønsket fra den politiske elites side om at få

en større stemme i internationale sammenhænge, og i denne forbindelse skyr landet

ingen midler for at opnå dette. Premierminister Erdogan har endog ved flere

lejligheder udtalt sig om, hvordan en optagelse af Tyrkiet vil bidrage med større

fordele for EU, end det vil for Tyrkiet (Euronews 2014), og udtalelser som denne er

blot et dække for den øgede magtposition, Tyrkiet vil opnå ved et EU medlemskab.

Udtalelsen har altså til hensigt at skabe større optimisme omkring en optagelse af

Tyrkiet, dog velvidende fra Tyrkiets side at optagelsen vil gavne landets magtposition

på den internationale scene og derved sikre større anerkendelse af landet, og der er

altså endnu engang tale om hardcore realistiske mål fra Tyrkiets side.

Det, der driver Tyrkiet, er altså fra et realistisk perspektiv muligheden for en større

magtposition i internationale sammenhænge, og her vil en optagelse i EU kunne

bidrage til, at Tyrkiet får en større international stemme, og derved opnår øget

anerkendelse og sikkerhed. En optagelse af Tyrkiet vil endvidere medføre, at landet

vil blive en del af verdens største fælles marked, og mulighederne for eksport og

investeringer fra EU’s side vil udvides til nye områder, grundet Tyrkiets geografiske

placering. Tyrkiet er et bindeled mellem Europa og Mellemøsten og med Tyrkiet som

en del af det europæiske fællesskab, vil EU have større chancer for at sikre bedre

demokratiske og økonomiske forhold via EU’s nabopolitik og tilmed etablere et

forhold til Mellemøsten, der ville minimere den trussel, regionens uroligheder udgør i

dag.

Tyrkiet vil altså under EU’s rammer kunne maksimere dets magtposition og derved

opnå bedre anerkendelse og sikkerhed. Magtpositionen er som tidligere nævnt baseret

på et lands økonomiske og militære kapacitet, og her er Tyrkiet godt kørende. Landet

havde i 2010 en af verdens højeste vækstrater på ni procent (Eurostat 2013) og vil

bidrage med NATO’s anden største hær (The Economist 2013). Og med Tyrkiets

godt 75 millioner indbyggere, vil det ved en optagelse i EU øge dets magtposition

gevaldigt. Ikke nok med at landet vil rykke på den interne magtbalance i EU, det vil

også opnå stor medbestemmelse, da pladser i parlamentet er fordelt på baggrund af

befolkningsstørrelse (Quaisser og Wood 2005: 298). Tyrkiet vil altså med andre ord

opnå at få en stor stemme i beslutningsøjemed, hvorfor det også vil have stor

23


indflydelse på den politiske kurs i EU. Tyrkiet maksimerer altså herved dets egen

magt, samtidig med at det får medbestemmelse over andre landes kapaciteter og

ressourcer, og dette er også i god tråd med realismens ’voice opportunities’, der netop

benævner, hvorledes det indenfor realisme er givtigt for en stat rent magt- og

sikkerhedsmæssigt, hvis det ikke blot optimerer dets egne kapaciteter og ressourcer,

men tilmed får medbestemmelse over andres.

Tyrkiets orientering mod vest og det fortsatte arbejde for en optagelse i EU af

sikkerhedsmæssige årsager er ikke blot landsfader Atatürks vision, men stemmer

også overens med landets officielle udenrigspolitik. Den udenrigspolitiske kurs er

nemlig i høj grad præget af sikkerhedsforanstaltninger, der grundet Tyrkiets

geografiske placering skal sikre, at landet ikke udsættes for traditionelle

sikkerhedsanliggender såsom terrorisme, produktion af masseødelæggelses våben og

organiseret kriminalitet på tværs af grænser (Republic of Turkey (a)). Tyrkiet kan,

grundet dets placering mellem øst og vest, orientere sig til begge sider og vælge at

orientere sig i den retning, hvor det fra et realistisk perspektiv opnår den bedste

magtposition og sikkerhed. Fra dette perspektiv kan der argumenteres for, at Tyrkiets

valg og orientering mod EU bunder i den sikkerhed, der trods alt har været siden

afslutningen på Anden Verdenskrig i vest, hvilket er stik modsat østen, hvor der har

været utallige uroligheder og borgerkrige, og her kan især konflikten i Syrien nævnes.

De traditionelle sikkerhedsanliggender forvares altså bedst ved en optagelse i EU, og

det er netop det, der driver Tyrkiet for fortsat at arbejde for en optagelse. I den

forbindelse oprettede landet også i 2011 et ministerium for EU anliggender der skulle

vise Tyrkiets målbevidsthed i forhold til optagelsen i unionen (Republic of Turkey

(b)), og der kan derfor argumenteres for, at oprettelsen af dette ministerium som

primære formål skulle fremskynde optagelsesprocessen. Og dette er ikke det eneste

tiltag, Tyrkiet har foretaget for at fremskynde dets optagelsesproces.

Senest i 2014 tog premierminister Erdogan på charmeoffensiv i Tyskland for at

overbevise EU’s måske mest magtfulde leder Angela Merkel om, at Tyrkiet har en

plads i EU. Tidligere har der ellers været kold luft mellem de to lande, da Tyskland er

en af de største modstandere for Tyrkiets optagelse i unionen og tilmed var med til at

stoppe landets optagelsesforhandlinger i sommeren 2013 efter udemokratisk

behandling af demonstranter ved protester i Istanbul (Munk 2014). Charmeoffensiven

24


var dermed et forsøg på at overbevise Tyskland om, at landet er tilhænger af

demokratiet og ikke modstandere, som det ellers virkede til i forbindelse med

håndteringen af protesterne. Fra et realistisk perspektiv forsøger Erdogan her at

’sweet talke’ en af de største modstandere mod Tyrkiets optagelse i EU, og formålet

er derfor at fremskynde optagelsesprocessen og i den forbindelse sørge for, at Tyrkiet

bliver indlemmet i EU klubben.

Der hersker ingen tvivl i den tyrkiske regering om, hvorvidt et EU medlemskab vil

bidrage med øget sikkerhed til landet. Og da sikkerhed tilmed er det vigtigste element

indenfor realisme, kan der også argumenteres for, at Erdogan forsøger at sælge

Tyrkiets optagelse på baggrund af den sikkerhed, det også vil skabe internt i EU. I

2004 udtaler Erdogan i en tale, hvordan en optagelse af Tyrkiet vil være med til at

løse konflikten med Grækenland og Cypern, og Erdogan mener i forlængelse heraf, at

hvis Tyrkiet, Grækenland og Cypern kunne mødes på lige fod i EU, ville

problemerne også løse sig. Han sammenligner konflikten med noget, der kunne

udvikle sig til en ny kold krig, og han mener derfor, at optagelsen af Tyrkiet er

afgørende for den fremtidige sikkerhed (Erdogan 2004: 4).

Det står endvidere i AKP’s partiprogram, at partiet vil arbejde for øget sikkerhed og

stabilitet (AK parti), hvilket endnu engang stemmer overens med realismen. Det er

altså ved flere lejligheder slået fast, at Tyrkiet har fulgt den vestlige orientering siden

dets oprettelse, og Erdogan og AKP kæmper stadig den dag i dag for en fuld

optagelse. Fra et realistisk synspunkt har der gennem hele historien været fokus på

øget sikkerhed, og denne ville opnås via en bedre international magtposition, som

Tyrkiet automatisk ville få ved at blive optaget i unionen. Tyrkiet har meget at

bidrage med i EU øjemed, og det forsøger også i den sammenhæng at sælge

budskabet om, at optagelsen vil bidrage med flere positive ting for unionen, end det

vil for Tyrkiet selv. Dog må man, hvis man ser på det gennem realismens øjne,

antage, at dette er et dække for den øgede magtposition, Tyrkiet ville opnå. Indenfor

realismen skyr aktørerne ingen midler for at nå deres mål, og hvis det betyder, at

Erdogan og AKP må pynte lidt til på situationen for at fremskynde landets

optagelsesproces, så er det ikke noget problem. Sikkerhed har hele vejen været

drivkraft, og så længe Tyrkiet ikke finder at andre alliancer eller samarbejder kan

tilbyde samme øgede magtposition eller stemme i internationale fora, vil landet

25


kæmpe for en optagelsen. Sikkerhed er og forbliver derfor fra et realistisk perspektiv

den primære motivation for medlemskab.

5.1.3 ’Balance of power’ (302813)

I forlængelse af sikkerhedsperspektivet vil ’balance of power’ også kunne forklare Tyrkiets

fortsatte ageren mod optagelse i EU. ’Balance of power’ er et instrument til at rykke på

magtbalancen i internationale fora, og det bruges derfor til at opnå en øget magtposition og

derved sikkerhed. I dette afsnit anvendes ’balance of power’ som et instrument fra Tyrkiets

side til at rykke på den interne magtbalance i EU.

Magtbalancen er på nuværende tidspunkt primært lokaliseret hos Tyskland og Frankrig. De

to lande refereres til som EU’s motor og beskrives tilmed som altafgørende for den retning,

EU trækkes i, da intet er muligt uden de to landes enighed (Visby 1997). Desuden kan der

argumenteres for, at det bl.a. til dels er Tyskland og Frankrigs skyld, at Tyrkiet til stadighed

ikke er optaget i unionen. Begge lande har ved flere lejligheder ytret meninger om, hvorvidt

Tyrkiet ikke er ’europæisk’ nok og derfor ikke bør optages som fuldt medlem i unionen.

Desuden er de to lande klar over den afgørende indflydelse, en optagelse af Tyrkiet vil have

på den nuværende magtbalance, hvorfor de også er imod, at Tyrkiet bliver en del af det

europæiske fællesskab.

Overordnet set er der internt i EU to forskellige opfattelser af, hvad EU er og bør udvikle sig

til at være. Tysklands ønske er, at EU udvikler sig til at være en føderation af stater, der har

en uafhængig udenrigspolitik (Murphy 2013: 584). I forlængelse heraf kan Frankrigs ønske

om et EU uden indblanding fra USA også nævnes. Frankrig har haft ambitioner om at vende

tilbage til dets storhedstid, og det har betydet, at forholdet til USA har været udfordret, da

landet har søgt at bibeholde deres internationale stemme uden at drage nytte af amerikansk

indflydelse. Det har bl.a. betydet at Frankrig forsøgte at frigøre sig fra det militære aspekt af

NATO, da præsident Charles de Gaulle var af den overbevisning, at medlemslandene var

underlagt amerikansk og britisk dominans grundet deres aktørstatus (Ellison 2007: 1).

Derudover kan det nævnes, at Frankrig var ophavstager til EEC, som havde til formål at øge

den økonomiske integration internt i EU og tilmed fungere uden indflydelse fra USA. EEC

under fransk ledelse ville altså medføre, at samarbejdet ikke blev trukket i en transatlantisk

retning og tilmed arbejde for at underminere USA som hegemon (Ellison 2007: 2-3). Der

kan altså argumenteres for, at Tyskland og Frankrig i høj grad arbejder for et selvstændigt

26


EU, der ikke skal være under indflydelse af andre og derved praktisere sin egen uafhængige

udenrigspolitik. Fra et realistisk perspektiv kan Frankrigs brug af veto i forbindelse med

optagelsen af Storbritannien, derfor tolkes som et selvforsvar, der skulle sikre, at Frankrig

bibeholdte dets prominente magtposition i EU stadig uden indflydelse fra USA.

Storbritannien ville nemlig i forbindelse med dets ’special relationship’ med USA udgøre en

trussel for den Franske dominans i EU øjemed.

Storbritannien blev dog optaget som medlem i 1973, og dets ønske omkring EU samarbejdet

er modsat Tyskland og Frankrigs overbevisninger af mere mellemstatslig karakter.

Storbritanniens opfattelse er, at EU skal fungere som en forening af stater, der samarbejder

omkring økonomiske og sociale anliggender (Murphy 2013: 584), og hvor det altså stadig er

muligt at bevare det gode forhold til USA. Der tegner sig altså et billede af, at der internt i

EU er to modsatrettede overbevisninger om, hvad EU er og bør være. Den helt store forskel

er, hvorvidt samarbejdet skal funderes på over- eller mellemstatsligt grundlag, og endvidere

hvorvidt EU skal kunne fungere uden indblanding fra andre stater.

I tråd med et af realismens kernebegreber, viser det sig, at Tyrkiet vil kunne formå at ændre

på den ovennævnte magtbalance ved optagelse i EU. Her kan der især fokuseres på

magtbalancen i EU parlamentet, hvor Tyrkiet med dets 75 millioner indbyggere vil få

næsten lige så stor parlamentarisk repræsentation som Tyskland og endda større end

Frankrig (Folketingets EU oplysning). Allerede her indikerer Tyrkiets massive

repræsentation, at tyrkisk politik vil have en stor stemme i en af EU’s mest demokratiske

institutioner. Især dette element har været en vigtig faktor for mange politikeres modstand

mod Tyrkiets optagelse.

Et alternativ til den nuværende tysk-franske dominans kunne være en alliance mellem

henholdsvis Storbritannien og Tyrkiet. Storbritannien og Tyrkiets parlamentariske

repræsentation vil være en betydelig modpol til Tyskland og Frankrigs, og de vil herved

kunne rykke på magtbalancen og få stor medbestemmelse i EU’s politiske kurs. Denne

hypotetisk magtfulde position vil ikke kun bidrage til en øget Tyrkisk magtposition, men

også øget indflydelse på andre landes politiske prioriteter hvilket stemmer overens med

realismens ’voice opportunities’.

27


Denne hypotetiske alliance mellem Storbritannien og Tyrkiet ville endvidere invitere til

stærkere transatlantiske bånd både gennem Storbritanniens ’special relationship’ med USA

og Erdogan’s gode forhold til Obama administrationen (Korski og Hertig 2009). Fra et

realistisk perspektiv er der altså tale om en meget tiltalende motivationsfaktor for især

tyrkiske ledere, der ikke blot optimerer deres egen magt, men også vil få en vigtig stemme i

europæiske sammenhæng.

5.1.4 Delkonklusion (302813)

Fra et realistisk perspektiv har Tyrkiets motivation for at søge EU medlemskab ligget

til grund for den sikkerheds- og magtoptimering, landet vil kunne opnå. Disse to

faktorer vil endvidere føre til øget international anerkendelse, hvor Tyrkiet gennem

en stærk global aktør som EU vil blive hørt i internationale fora. Dette kan endvidere

føres over til ’balance of power’ fænomenet, hvor Tyrkiet i EU sammenhæng vil have

mulighed for at rykke på magtbalancen og i potentielle alliancer have mulighed for

ikke blot at forøge dets egen magt, men også at have magt til at påvirke andre staters

politiske agenda.

5.2 Liberalismen (303049)

Denne del af analysen baserer sig på, hvordan den International Relationsteori

liberalisme forklarer Tyrkiets motivation for at opnå EU medlemskab. Fundamentet

for dette afsnit baserer sig på tre overordnede cases, der ifølge liberalismen driver

Tyrkiet til at fortsætte dets stræben efter medlemskabet. De tre cases er (1) de

interesser der befinder sig i Tyrkiet, (2) den ’sense of community’ der tiltaler tyrkerne

og (3) den stræben efter ’power and plenty’, der primært befinder sig i den tyrkiske

regering. Afslutningsvist opsummeres denne del af analysen i en delkonklusion, der

derefter kan bidrage til vores endelige besvarelse af problemstillingen.

5.2.1 Interesser (303049)

Liberalismen påstår som bekendt, at de interesser, der befinder sig i nationen, er det,

der driver dets udenrigspolitiske ageren. Det er derfor relevant at fokusere på, hvornår

og hvorfor interessen for EU i første omgang opstod. Interessen stammer i princippet

helt tilbage fra statens dannelse i 1923, hvor den europæisk uddannede Atatürk

befordrede vestlig og især europæisk orientering, der dengang i høj grad tiltalte den

tyrkiske befolkning på dens nye moderniseringskurs (Camyar og Tagma 2010). Der

28


har dog siden været bred enighed om, at europæiseringsprocessen har udviklet sig til

et elitedrevet projekt, men i høj grad også et historisk og institutionelt projekt Tyrkiet

i princippet har været bundet til, og hverken befolkningen eller regeringen har kunne

bremse eller omvende (Breland 2014). Interessen er og har længe været en stor del af

den tyrkiske mentalitet, men som nævnt er opbakningen hos især befolkningen dalet i

løbet af den lange optagelsesproces, og det er derfor interessant at undersøge, hvilke

specifikke interesser der stadig motiverer regeringen, befolkningen og de grupper, der

befinder sig i det tyrkiske samfund, da disse jo ifølge liberalismen er de vigtigste

aktører i ’institutionen’ staten.

Det tyrkiske folks opbakning til EU medlemskab ligger trods alt stadig omkring 40

procent, hvorfor analysen viger bort fra top-down tilgangen og altså kigger de

holdninger og præferencer nedefra og op, der fortsat motiverer befolkningen til et EU

medlemskab. Udgangspunktet for denne tilgang er Eurobarometers undersøgelser i

Tyrkiet fra 2010, hvor der spørges til, hvad de adspurgte mener udgør de største

udfordringer og problematikker for landet. Det kan derved udledes, hvordan disse

holdninger kan øge motivationen for EU medlemskab.

Den vigtigste problematik for tyrkerne i 2010 var arbejdsløsheden, hvor hele 63

procent af de adspurgte altså pegede på, at dette var den største trussel for landet

(Eurobarometer 74 2010). I dette år nåede arbejdsløsheden i Tyrkiet helt op på 13,1

procent (Eurostat 2014). I samme Eurobarometerundersøgelse viser det sig

interessant nok, at hele 35 procent af den tyrkiske befolkning forbinder EU med

økonomisk velstand (Eurobarometer 2010). Og selvom EU har været hårdt ramt af

krisen og selv står overfor en stor arbejdsløshed, forbinder de adspurgte altså unionen

med økonomisk stabilitet og velstand, hvilket utvivlsomt tiltaler den tyrkiske

befolkningen. Især den store, veluddannede, unge befolkning ville gavnes af den

økonomiske stabilitet og kan bidrage med ung arbejdskraft, da hele 31 millioner

tyrkere er under 24 år, mens den europæiske demografiske udvikling hælder til den

ældende side (Knaus og Goberna 2013). Disse parametre i undersøgelsen peger altså

på, at tyrkerne har stor interesse for de økonomiske fordele, et EU medlemskab vil

kunne tilbyde befolkningen. Dette vil derfor være det primære fokus for denne del af

analysen, hvorfor det er interessant at undersøge, hvordan denne interesse bliver

afspejlet i regeringen.

29


AKP og dets leder premierminister Erdogan kom til magten ved løftet om, at

integrere Tyrkiet ydereligere i EU og partiet foretog adskillige reformer og

lovændringer, der skulle styrke landet til at opfylde Københavnerkriterierne og

inkorporering af acquiset (DR2 2013). På denne måde har EU altså tilbudt politisk og

demokratisk stabilitet, der unægtelig har forbedret den tyrkiske levestandard, og fået

incitamentet til at opnå endeligt medlemskab til at stige, da det ligger klart at ”new

members to the EU gained the benefits of rising investment and rising trade, leading

to "improved living standards for their citizens, accelerated economic growth and

substantial financial transfers."” (Breland 2014). Altså rettes grunden til alle disse

forbedringer på økonomien. Og på trods af Tyrkiets massive vækst peger flere

faktorer på, at den økonomiske krise og AKP’s ustabile politiske fundament gør den

tyrkiske befolkningen bekymret og bevidst om, at EU vil kunne bidrage til at forbedre

og stabilisere denne altafgørende interesse. Nationens ageren er derfor båret af denne

brede opfattelse af, at Tyrkiet mangler økonomisk stabilitet til at sikre det

økonomiske opsving, og at EU er det bedste svar på beskyttelse og udvikling af den

tyrkiske økonomi. Præferencen er unægteligt et gennemgående element i de fleste af

befolkningens interesser, men vigende bort fra denne materialistiske opfattelse af EU

medlemskab fører os videre til næste mere værdibaseret case – ’sense of community’.

5.2.2 ’Sense of community’ (303049)

Denne sociologisk liberale tilgang fokuserer som nævnt på integration og dannelse af

fælles værdier, der skaber tryghed og fællesskab. Et element der altså sætter individet

i fokus, som bliver motiveret af at være en del af mere end blot nationen, men et trygt

transnationalt værdifælleskab der fordrer samarbejde frem for konflikt. I denne

sammenhæng kan Tyrkiet og tyrkerne i sandhed kategoriseres som ’outsiderne’, der

især religionsbaseret hverken identificerer sig med kristne Europa eller muslimske

Mellemøsten. Denne ’identitetskrise’ kan også betegnes som en sikkerhedsmæssig

problematik, hvis vi igen vender fokus mod Eurobarometers 2010 undersøgelse. Her

viser det sig nemlig at hele 50 procent af den tyrkiske befolkning mener, at terror er

en anden vigtig trussel for landet (Eurobarometer 2010). Tyrkiets naboer som

konfliktramte Syrien, Iran og Irak er her værd at nævne, men også flere tyrkiske

partier forbindes med terror især det kurdiske arbejderparti PKK. Igen viser den

samme undersøgelse, at 16 procent af de adspurgte forbinder EU med fred, og 21

30


procent forbinder unionen med demokrati (Eurobarometer 2010). Altså kan EU og

her altså opfattelsen af EU i Tyrkiet bidrage med en tryghed og stabilitet, men også et

geografisk sikkerhedsnet, da EU landene i Tyrkiets baghave har stærke, trygge og

demokratiske fundamenter. I samme vending skal det nævnes at 19 procent forbinder

et EU medlemskab med friheden til at rejse, studere og arbejde i EU landene, hvilket

altså for tyrkerne konstruerer en fysisk funktion af denne betydningsfulde ’sense of

community’.

Tyrkiet vender altså på baggrund af denne del af analysen snuden mod vest, men det

er her også interessant at se, hvor splittet den tyrkiske befolkning i realiteten er. De

rurale områder, især i det nordøstlige Tyrkiet, identificerer sig mere med den

muslimske øst, mens det vestlige Tyrkiet, især Istanbul, i højere grad identificerer sig

med vesten (Müftüler-Bac 2000). Men følger man den liberale tankegang, at

demokrati fordrer fredlige internationale relationer, fordi demokratiske regeringer er

kontrolleret af dets befolkning, som altså ikke støtter krig med andre demokratier

(Jackson og Sørensen 2013: 115), står det klart, at de fleste tyrkere helst identificerer

sig med fredlige og demokratiske EU. Fuldt EU medlemskab giver altså ikke blot en

tryghed og stabilitet hos tyrkerne, men også denne transnationale identitet, der

konstruerer et individbaseret samfund, som eksisterer sideløbende eller ligefrem i

konkurrence med nationen (Jackson og Sørensen 2013: 103).

Her kan også den institutionelle liberale tankegang anvendes på tyrkernes EU

drømme, da EU’s institutioner er baseret på fælles værdier og interesser, mens de

skaber samarbejde på tværs af grænser og danner fora for alle til at deltage i. Et

aspekt der på mange måder både tiltaler Tyrkiets befolkningen, men i høj grad også

Tyrkiets regering. Internationale institutioner kan derudover fungere som normative

entiteter, der kan promovere fred og demokrati, og i denne sammenhæng er det

vigtigt at huske Tyrkiets stigende selvtillid og diplomatiske ageren i dets nabolag.

Her sættes militær og økonomisk kapacitet altså til side og effekten af

transnationalisme sættes i spil. Tyrkiet vil igennem EU’s institutioner kunne agere

som en vigtig faktor til at fostre transnationale bånd mellem konfliktfyldte stater, og

altså skabe troværdige, især handelsforbindelser. På den måde kan Tyrkiet altså

inkorporere den erfaring, EU har haft med indbyrdes afhængighed og forbilledligt

udbrede dette til andre regioner. Utvivlsomt et element der tiltaler de tyrkiske

31


magthavere, da dette vil øge landets diplomatiske magtposition i både Europa og

Mellemøsten, hvilket fører analysen videre til den sidste case – ’power and plenty’.

5.2.3 ’Power and plenty’ (303049)

På baggrund af de tyrkiske interesser og præferencer, analysen har præsenteret, er det

relevant at undersøge den beslutningsproces Tyrkiet gennemgår for at opfylde sine

mål og kriterier, samt den magt der skal sikre landets ’overlevelse’ (Rittberger 2004:

19). Beslutningsprocessen tager som nævnt sit afsæt i den rationelle homo

oeconomicus tilgang, hvor aktører altså spørger sig selv, hvad mulighederne, målene

og konsekvenserne for at tage en beslutning er og derefter vurderer hvilken

beslutning, der giver det største udkom uden at have for store omkostninger. Tyrkiet

har unægtelig gennemgået denne proces i landets overvejelser om EU medlemskab -

”The rational approach charachterizes Turkey’s policy towards the EU in terms of

cost-benefit calculations. In this approach, Turkey maintains its bid for membership

as long as the benefit of future membership outweighs the cost of achieving it”

(Camyar og Tagma 2010: 374). Altså vil Tyrkiet og tyrkerne ikke blive ved med at

kæmpe for EU medlemskab, hvis de foretog for store ofringer og ikke vidste, at der

utvivlsomt var en bonus på den anden side. Altså på mange måder en materialistisk

tankegang, der tilsyneladende både driver befolkningen og regeringen, hvilket peger

på drivkraften bag fænomenet ’power and plenty’. Tyrkiet vil altså ikke lade stå til

med en associeringsaftale, men vil sidde med ved bordet – ”Everything that happens

in the EU affects Turkey, regardless of whether or not Turkey is a member.

Membership would give Turkey a voice to dictate what happens in the EU. You can't

play cards if you're not sitting at the table.” (Breland 2014).

Og det viser sig da også, at det lige præcis er den internationale stemme, EU kan

tilbyde Tyrkiet, der fortsat motiverer mange tyrkere. For kigger man igen på

Eurobarometers 2010 undersøgelse siger 26 procent af de adspurgte, at de forbinder

EU med en stærkere stemme i verden (Eurobarometer 2010). Dermed mener tyrkerne

ikke blot, at medlemskabet vil kunne give Tyrkiet mere magt indenfor EU’s grænser,

især i parlamentet, men også på verdensplan. Her kan landets geografiske placering

igen inddrages som en vigtig faktor, da 70 % af verdens energiressourcer er placeret

lige sydøst for Tyrkiet, mens verdens største energiforbruger, Europa, er placeret lige

vest for Tyrkiet (Bagis og Michel 2011). Denne exceptionelle placering bidrager altså

32


til, at Tyrkiet vil kunne udvikle sig til et betydningsfyldt energiknudepunkt mellem to

vigtige regioner. Men også en placering Tyrkiet vil kunne udnytte i dets EU

forhandlinger, hvor landet altså kan tilbyde EU et alternativ til russisk olie –og

gasafhængighed (Kösebalaban 2011).

Ved at underlægge sig EU’s love og regler især indenfor udenrigspolitiske områder

som energipolitik, vil Tyrkiet overgive en del autonomi og suverænitet. En

problematik der har bekymret mange tyrkere, der har udtrykt, at EU’s betingelser

ikke kan måle sig med det, unionen tilbyder (DR2 2013). Alligevel tegner der sig et

billede af, at de opfattede fordele sat overfor Tyrkiets ofringer stadig er rationelt

fordelagtige - ”The proponents of this approach claim that EU membership is the best

viable option with most benefit and least cost in economic and strategic terms”

(Camyar og Tagma 2010: 374). Og dette magtaspekt belyser dermed den sidste

vigtige motivation for Tyrkiets EU drømme.

5.2.4 Delkonklusion (303049)

Ud fra de tre cases, der i princippet alle baserer sig på interesser, ligger det klart, at

der er flere komponenter, der fortsat motiverer Tyrkiet og den tyrkiske befolkning til

at opnå EU medlemskab. Vigtigst af de præsenterede interesser er unægteligt de

økonomiske fordele, EU vil kunne tilbyde Tyrkiet. Landet vil som bekendt gennem

EU medlemskab få adgang til verdens største fælles marked, promovering og

beskyttelse af demokratiske værdier i Tyrkiet og øget sikkerhed i regionen (Camyar

og Tagma 2010). Selvom der i befolkningen kan tydes mangel på identitet og stræben

efter at være en del af et større fællesskab, overtrumfer de økonomiske aspekter som

værende den største faktor for både befolkningen og regeringen. Liberalismen

bidrager derfor til at tegne billedet af materialistiske interesser som primær drivkraft

for tyrkerne, mens mere værdibaserede interesser som denne ’sense of community’

blot er en sekundær motivation for at opnå EU medlemskab.

Som nævnt bliver EU-projektet til tider betegnet som en autoritær og elitær vision,

hvor magthavere kæmper for power and plenty og chancen for at påvirke verden.

Denne opfattelse bliver dog afkræftet af den støtte, der stadig befinder sig i

befolkningen kombineret med de nuancerede motivationer, der trods alt stadig

befinder sig blandt tyrkerne. Drømmen om modernisering og forbedret livsstil lever

33


stadig i bedste velgående blandt det tyrkiske folk, og EU har vist sig at være en

afgørende faktor for at kunne opfylde disse drømme. I dette ser vi altså et liberalt

perspektiv i troen på konstant udvikling gennem øget velstand og fred via samarbejde

og fællesskab.

5.3 Konstruktivisme (302813 og 303049)

Den sidste teoribaserede del af analysen belyser, hvordan IR teorien konstruktivisme

kan forklare, hvorfor Tyrkiet fortsat ønsker EU medlemskab. Igen arbejdes der i dette

afsnit ud fra teoretisk inspirerede cases, der har vist sig at være relevante i forhold til

problemstillingen. Den første case arbejder ud fra fænomenet ’europeanisation’, hvor

vi altså undersøger Tyrkiets grad af europæisering med henblik på at indikere,

hvorfor fænomenet kan være en motiverende faktor for Tyrkiets EU optagelse. Næste

case baserer sig på, hvordan Tyrkiets historiske relation til EU kan have en betydning

for, hvordan tyrkiske beslutningstagere agerer. Gennem det historisk institutionelle

udtryk ‘path dependency’ belyser denne case altså, hvordan beslutninger taget i

fortiden påvirker de beslutninger, Tyrkiet står overfor i fremtiden. Afslutningsvist

undersøges Tyrkiets beslutningstagere og, især Erdogans, socialiseringsproces, og

hvordan denne er en afgørende faktor for Tyrkiets fortsatte motivation for at opnå EU

medlemskab.

5.3.1 ’Europeanisation’ (302813)

Fra staten Tyrkiets spæde begyndelse har der fra den politiske elites side været et

ønske om at distancere sig fra den osmanniske fortid, og Tyrkiet har som tidligere

nævnt derfor orienteret sig mod vest og søgt vestlige værdier. Målet med denne

orientering var derfor at etablere et Tyrkiet, der var i tråd med europæiske standarder,

og det betød bl.a., at sultanatet blev afskaffet, der blev indført en retsstat, kirke og stat

blev adskilt, hvilke medførte en sekularisering. Det latinske alfabet blev indført, og

europæiske standarder blev guidende i forhold til uddannelse, helbred og offentlige

anliggender (Müftüler-Bac 2000: 28).

Vesten blev ifølge tyrkerne, modsat Mellemøsten, opfattet som en

bestræbelsesværdig civilisation med velfungerende institutioner og forhold, hvorfor

Tyrkiet også bestræbte sig på at blive et land i tråd med disse værdier (Müftüler-Bac

2000: 28). Denne spæde europæisering var altså et instrument fra Tyrkiets side til at

34


distancere sig fra den osmanniske fortid, og ydermere skulle orienteringen mod vest

sikre, at landet blev anerkendt på lige fod med andre vestlige lande i internationale

fora. Hertil kan det tilføjes, at Tyrkiets udvikling i forhold til de

moderniseringsprocesser der i sin tid blev igangsat af Atatürk, op igennem tiden er

blevet målt på forholdet til Europa (Müftüler-Bac 2000: 32). Dette er endnu en

indikator på, at vesten og Europa bliver opfattet som det ’rigtige’, og hvis et land

implementerer de normer og værdier, der er dominerende i vesten, og tilmed opfører

sig i tråd med europæiske standarder, vil man blive opfattet som et land, der er i god

udvikling. Vesten er altså her guidende for, hvad der er det ’rigtige’, og netop derfor

har Tyrkiet, uden afvigelse fra dets begyndelse, arbejdet ud fra denne ’logic of

appropriateness’ i form af kampen om optagelse i EU. Motivationen fra Tyrkiets side

har altså også et værdipræget element i sig, da opfattelsen af at være europæisk i

denne sammenhæng ikke medregner de materialistiske goder, et EU medlemskab vil

kunne give landet.

Ankara Aftalen satte visse betingelser (conditionalities) for Tyrkiet ved begyndelsen

af samarbejdet, der tillige skulle styrke horisonten om at skabe en fælles toldunion i

1995. Det står nemlig i aftalen klart, at samarbejdet ikke blot har til formål at fremme

handelsforbindelsen mellem henholdsvis EU og Tyrkiet, men også at Tyrkiet skal

tilnærme sig fællesskabets økonomiske politik (Ankara aftalen 1964: 4). Tyrkiet

skulle derfor implementere lovmæssige foranstaltninger, der sikrede, at dets

økonomiske form var i tråd med EU’s økonomiske politik. Herefter blev det vurderet,

om Tyrkiet opfyldte alle disse kriterier, og intentionen var altså, at dette skulle være

rammen for vurderingen af landet som en del af det europæiske fællesskab (Ankara

aftalen 1964: 7). Øget interageren vil derfor føre til øget europæisering af Tyrkiet, og

da denne er medvirkende til, at Tyrkiet kommer tættere på målet om at blive en del af

fællesskabet, er den øgede europæisering en stor motivationsfaktor for Tyrkiet.

Til trods for denne massive europæisering, som Tyrkiet unægtelig har gennemgået,

har optagelsesprocessen vist sig at være af meget kontroversiel karakter, og tilmed

den længste i EU øjemed. Der er fire grundlæggende indvendinger, som har

forhindret tyrkisk medlemskab. Disse er (1) økonomiske faktorer, (2) den kurdiske

problemstilling, (3) Grækenlands brug af veto i forbindelse med Cypern og (4)

35


graden af demokrati og menneskerettigheder der ikke er i tråd med europæiske

standarder (Müftüler-Bac 2000: 24).

Flere af disse indvendinger har Tyrkiet dog forsøgt at gøre op med i forbindelse med

Københavnerkriterierne, der benævner en række politiske og økonomiske betingelser,

som et givent ansøgerland må opfylde, før det kan blive optaget som medlem i EU

(Folketingets EU oplysning 2013). Disse kriterier er endvidere også af

europæiserende karakter, da de sikrer at potentielle medlemslande bestræber sig på at

opfylde de krav, der sætter dem i tråd med europæiske standarder, normer og værdier.

Kriterierne er (1) det politiske kriterium, der benævner, hvorledes et land skal have

”stabile institutioner, der sikrer demokrati, retsstat, menneskerettigheder og respekt

for og beskyttelse af mindretal” (Folketingets EU oplysning 2013), (2) det

økonomiske kriterium der omhandler, hvordan et land ”skal have en fungerende

markedsøkonomi samt kunne klare konkurrencepresset og markedskræfterne inden

for EU” (EU oplysningen 2013), og (3) implementering af EU’s acquis

communautaire som er, at ”landet må være i stand til at påtage sig de forpligtelser,

der følger af et medlemsskav, herunder acceptere målet om en politisk, økonomisk og

monetær union” (Folketingets EU oplysning 2013).

Da Tyrkiet indledte optagelsesforhandlinger med EU i 2005, var der stadig områder,

hvor Tyrkiet skulle forbedre sig, og i den forbindelse blev der iværksat en strategi

baseret på tre søjler. De tre søjler omhandlede, hvorledes Tyrkiet fortsat skulle

arbejde for at implementere Københavnerkriterierne i yderligere grad, at

forhandlingerne skulle baseres på kapitlerne, der indirekte implementerer EU's

acquis, og at der skulle være øget dialog mellem Tyrkiet og medlemslandene, så

emner som kulturforskelle, religion, respekt for mindretal og terrorisme blev italesat

og diskuteret (Europa 2007). De tre søjler er omdrejningspunktet for

optagelsesforhandlingerne, og de skal føre til en endelig optagelse af Tyrkiet.

Disse elementer har derfor gennemgående været afgørende for Tyrkiets

europæisering. Processen har derfor generelt været et instrument i sig selv til at

komme tættere på et eventuelt medlemskab, og fra et konstruktivistisk perspektiv har

Tyrkiet derfor arbejdet for dette medlemskab, fordi de gerne vil sættes i forbindelse

med de værdier og normer, man forbinder med EU. Dette leder endvidere tankerne

36


hen på, om der fra Tyrkiets side kan være tale om et prestigeprojekt, der har til formål

at kaste nyt og forbedret lys over landet, i en sådan grad at man forbinder landet med

at være europæisk. Med andre ord søger landet altså fra et konstruktivistisk

perspektiv at distancere sig fra de værdier, man forbandt med Osmannerriget og

tilmed orientere sig mod vest, så landet associeres med vestlige værdier.

5.3.2 Historien (303049)

Det viser sig indtil videre altså, at der fra et konstruktivistisk perspektiv i høj grad er

fokus på betydningen af den proces, Tyrkiet har gennemgået, hvorfor denne altså

bliver det generelle fokus for den konstruktivistiske del af analysen. Som det

historiske overblik tidligere i opgaven giver et billede af, har forholdet mellem

Tyrkiet og EU til tider været broget og komplekst, men begge parter har vist interesse

for hinanden, hvilket altså har resulteret i denne historisk institutionelle fastlåsning,

hvor aftaler og samarbejder er indgået, og hverken den ene eller den anden part har

kunne eller kan i princippet bakke ud nu. Der kan altså i denne sammenhæng

refereres til fænomenet ’path dependency’, der som nævnt forklarer, at tidligere

beslutninger indsnævrer og afgør de fremtidige muligheder, et land står overfor. Ved

underskrivelsen om associationssamarbejdet i 1963 trådte Tyrkiet ikke blot ind i et

handelssamarbejde, hvor landet bandt sig til nye love og regler, der fik landet til at

afgive suverænitet, men aftalen indikerede også, at af de muligheder Tyrkiet havde på

det tidspunkt, valgte landet at vende sig mod vest. Dette skulle senere vise sig at tage

institutionel karakter, da toldunionen mellem Tyrkiet og EU blev etableret i 1995, og

da Tyrkiet blev officielt anerkendt som ansøgerland i 1999 (Camyar og Tagma 2010).

Hvis man herefter vender fokus tilbage på den stigende skepsis til EU medlemskab,

der ligger hos den tyrkiske befolkning, forklarer ’path dependency’ altså i høj grad,

hvorfor de tyrkiske beslutningstagere har handlet, som de har. Realisterne og

liberalisterne peger på, at der ved den tyrkiske EU drøm er tale om materialistiske og

magtorienterede mål, men ’path dependency’ fænomenet peger i højere grad på

historiske og institutionelle fastlåsningerne, som Tyrkiet gennem egen socialisering

har rettet sig mod. Dermed ikke sagt at Erdogan blot følger den naturlige historiske

gang uden selvstændige visioner, men at kursændrende visioner vil have flere

implikationer og vise sig at være kostbare for den tyrkiske regering samt skabe

forvirring i hos den tyrkiske befolkning.

37


’Path dependency’ fænomenet kombinerer altså her den konstruktivistiske tilgang

med de rationelle teorier, der som nævnt arbejder ud fra ideen om, at egennyttige

muligheder og mål skal forfølges, så længe udgifterne er lavere end udbyttet. Hvis

Tyrkiet trådte ud af den europæiske optagelsesproces og vendte horisonten mod øst,

vil dette have både økonomiske og politiske konsekvenser og omkostninger for

landet. Den udenrigspolitiske agenda vil skulle optegnes på ny, og nye relationer

skulle forhandles i forhold til eksempelvis Irans atomprogram og ikke mindst

konflikten i Syrien (Larrabee 2007). Tyrkerne vil hermed ikke kunne se frem til

indtrædelse på verdens største fælles marked, og tyrkerne vil ikke frit kunne bevæge

sig på tværs af europiske grænser, som altså tidligere i analysen viste sig at være

nogle af de største drivkræfter for tyrkernes fortsatte opbakning til EU medlemskab.

Den historiske institutionelle tilgang medregner altså implicit den anden side af, hvad

landet er ’fastlåst’ i, og som Erdogan og AKP unægteligt er klar over, er den

europæiske tilgang stadig den udenrigspolitiske linje, der for enden af regnbuen viser

sig at være mest udbytte af.

Altså belyser denne case, at beslutninger taget i fortiden kan have afgørende

konsekvenser for de muligheder, en stat har i fremtiden. Dette er ikke nødvendigvis

negativt for Tyrkiet, der som udgangspunkt stadig holder fast i den europæiserende

linje. Det bliver dog problematisk, når beslutningstagernes orientering ikke længere

stemmer overens med befolkningens holdninger og præferencer. ‘Path dependency’

indikerer altså i dette tilfælde, at historiens gang driver Tyrkiet til EU medlemskab

frem for mere specifikke motivationsfaktorer.

5.3.3 Socialisering (303049)

Den historiske ’fastlåsning’ kan herudover påføres på de normer, der ligger internt i

Tyrkiet. Det er, som meningsmålingerne peger på, ikke hele den tyrkiske befolkning

der bakker op om EU medlemskab, men normen i Tyrkiet har generelt været, at

landet har taget en vestlig orientering og dermed følger op på denne tilgang til

udenrigspolitik. Dette stemmer da også overens med konstruktivisternes måde at

anskue beslutningstageres ageren, der er styret af de normer, der ligger internt i landet

og altså ikke pres fra enkelte borgere (Rittberger 2004: 23). Så selvom mange tyrkere

er imod EU medlemskab, er de tyrkiske udenrigspolitiske beslutningstagere påvirket

af den samfundsmæssige socialisering, der altså har været en proces siden nationens

38


europæisering, og normen kan derfor betegnes som værende stærk i kraft af dens

tilstedeværelse gennem alle disse år. Derudover bliver beslutningstagerne også

påvirket af en transnational socialisering, hvor altså normer hos EU medlemslande

også påvirker Tyrkiets ageren. Tyrkiets europæisering har ifølge den internationale

norm været ‘det rigtige at gøre’, hvorfor de tyrkiske beslutningstagere har handlet

derefter, og det er da også beviseligt, at landet gennem denne demokratisering -og

moderniseringsproces har forbedret den generelle levestandard. Altså sætter disse to

socialiseringsformer standarden for, hvad Tyrkiet har følt sig bundet til at udleve i

landets udenrigspolitiske ageren. Og dette aspekt peger på, at den generelle og nok

stærkeste norm har været at vende sig mod vest. Dermed ikke sagt at de interne og

internationale love stemmer overens med hinanden, og der tegner sig derfor et billede

af, at Tyrkiet i højere grad har været påvirket af den internationale norm om

udvikling, vesternisering og forfatningsmæssige ændringer, frem for den

samfundsmæssige norm. Især den opbakning, Tyrkiet har modtaget fra

Kommissionen, har drevet landet til at opfylde EU’s krav, hvorimod den

samfundsmæssige norm har været mere nuanceret og spredt i befolkningen og til tider

negligeret af de tyrkiske beslutningstagere.

Den rolle de tyrkiske beslutningstagere har påtaget sig på baggrund af de mange

forventninger og normer, de har mødt, stemmer også overens med homo sociologicus

tilgangen. Erdogan har gennem sin socialiseringsproces påtaget sig den rolle, der skal

få Tyrkiet integreret i EU. Dette blev hans parti valgt i regeringen på og har derfor

dannet en forventning hos befolkningen, som Erdogan og AKP skal leve op til. I EU

regi spørger de dermed sig selv om, hvilken rolle de skal påtage sig på baggrund af de

forventninger, der ligger i den tyrkiske befolkning og i det internationale system. Igen

kommer ‘path dependency’ fænomenet i spil, da de tyrkiske beslutningstageres rolle

er bundet til ideen om et vestligt Tyrkiet, og Erdogan og AKP kan dermed ikke

pludselig skifte kurs og træde ud af den rolle, de har påtaget sig, da dette vil være

svært om meget omkostningsfuldt (Camyar og Tagma 2010). Ifølge denne tilgang

handler beslutningstagerne ikke ud fra egoistiske mål, men adapterer sig til de

værdibaserede forventninger og ‘den rigtige ageren’ på baggrund af de ovennævnte

normer.

39


Taget denne forholdsvis brede socialisering i betragtning har Erdogan måtte vælge en

specifik rolle at agere efter for at skabe en stabil og konsistent udenrigspolitisk vej for

Tyrkiet. Han har i denne beslutningsproces måtte indse den dalende opbakning til

tyrkisk EU medlemskab hos den tyrkiske befolkning, men holde sig til den vestligt-

baserede norm, der har guidet ham og tidligere tyrkiske ledere på den internationale

scene. Dette faktum tyder også på, at den internationale norm og nærmere bestemt

den europæiske norm har guidet Erdogan i fortsat at kæmpe for medlemskabet. Og

selvom nogle EU medlemslande har udvist skepsis overfor tyrkisk optagelse, har det

alligevel være den brede europæiske norm, at Tyrkiet skal demokratiseres og

moderniseres med resultat i EU medlemskab. Socialiseringscasen peger derfor på, at

denne orientering vil være svær at ændre for AKP og Erdogan, hvilket dermed

forklarer den sidste konstruktivistiske faktor for Tyrkiets motivation for at blive

optaget i EU.

5.3.4 Delkonklusion (302813 og 303049)

Generelt belyser de tre cases, hvor vigtig selve den proces, Tyrkiet har gennemgået,

har været. Den europæiske orientering var landsfader Atatürks hovedvision, og de

tyrkiske ledere og besluntingstagere har utvivlsomt handlet derefter. De tre

fænomener ’europeanisation’, ’path dependency’ og socialisering indikerer derfor en

proces, der har været ledet af en drøm om modernisering og demokratisering gennem

et fællesskab, man i princippet aldrig er blevet lukket ind i. Dette kan på mange

måder forklare befolkningens dalende opbakning, men belyser også, hvorfor tyrkiske

ledere har været forankret i denne vision og har haft svært ved at vende fokus mod

alternativer. Konstruktivismens bud på, hvad der fortsat driver Tyrkiet til EU

medlemskab, omhandler derfor den rolle, Tyrkiet har påtaget sig kombineret med de

forventninger og normer, der ligger i Tyrkiet og EU.

5.4 Sammenfletning (303049 og 302813)

Men henblik på at forstå hvordan de tre Internationale Relationsteorier kan forklare

Tyrkiets fortsatte motivation for EU medlemskab, vil vi afslutningsvist i analysen

sammenflette teoriernes brugbarhed og belyse, hvordan de kan anvendes til

besvarelse af problemstillingen i kombination med hinanden. Dette giver os altså en

samlet ide om, hvorfor Tyrkiet og tyrkerne har handlet, som de har på baggrund af et

teoretisk nuanceret fundament.

40


På trods af teoriernes uensartede tilgange til staters udenrigspolitik viser det sig på

baggrund af analysen, at de oppefra, nedefra samt norm –og rollebaseret formår at

give et bredt og gennemarbejdet billede af, hvad der driver Tyrkiet mod EU. Kigger

man som udgangspunkt overordnet på de rationelle teorier, tegner der sig et billede

af, at stræben efter materialistiske eller magtøgende mål er de drivende faktorer. Her

skal omkostninger ikke være større end den fordel, der viser sig på den anden side –

nemlig et fuldt EU medlemskab, og det er altid egne interesser, der styrer de optioner

beslutningstagerne står overfor. Realisterne fokuserer her på magt –og

sikkerhedsforøgelsen, mens liberalisterne baserer sig mere på de økonomiske

gevinster, EU medlemskabet vil give landet. Homo oeconomicus teorierne er derfor

velegnet til at undersøge aktørers interesser, mål og motiver, men betragter, som

analysen også indikerer, hvem aktørerne er, ganske anderledes. Kombinationen af

liberalisme og realisme er altså i denne opgave velegnet til at fremhæve holdninger

og præferencer hos både befolkningen og lederne - altså staten som helhed.

Vender man fokusset mod de rationelle teoriers kombination med konstruktivismen,

er det især konstruktivismen og realismens kombination, der viser sig at fungere

fornuftigt. For som nævnt i ’path dependency’ eksemplet er tilgangen til magt og det

at øge eller miste magt på mange måder ens mellem de to teorier. Og i forlængelse af

dette anerkender konstruktivisme magt og sikkerheds relevans på den internationale

scene i form af de normer, der påvirker beslutningstagernes socialisering, der derved

styrer de magtstrukturer, der er i den specifikke stat (Barkin 2003: 337). Hvis ideen

om sikkerhed i Tyrkiet florerer og påvirker beslutningstagerne, påvirker disse tanker

altså den måde, det internationale samfund anskues på. Og som analysen viser, har

sikkerhed og beskyttelse af denne sikkerhed unægtelig været et vigtigt element for

Tyrkiet, der dermed agerer efter denne norm i det internationale samfund og mere

specifikt gennem EU. Her kan ’logic of appropriateness’ fænomenet også inkluderes,

da denne naturlige sikring af det tyrkiske folk bliver ageret efter, og på mange måder

kan betragtes som ’det rigtige at gøre’ både i samfundsmæssige og internationale

normer.

I forlængelse af ideer og normers relevans for beslutningstageres ageren kan

kombinationen af konstruktivisme og liberalisme indikere, hvordan

41


samfundsmæssige normer og interesser påvirker beslutningstagere og driver dem i en

specifik retning. Her kan normers funktion især anvendes, da definitionen af disse

belyser, at normer skal betragtes som værdibaserede forventninger blandt en større

gruppe og skal dermed ikke forveksles med specifikke holdninger i en

befolkningsgruppe. Her kan visionen om EU medlemskab i den tyrkiske befolkning

altså kombineres med denne normbaserede tilgang. For som den liberalistiske del af

analysen belyser, er det ikke alle tyrkere, der bakker op om et tyrkisk EU

medlemskab, men det har historisk, politisk og økonomisk udviklet sig til at være en

norm i Tyrkiet. Så hvis Erdogan og AKP skulle agere efter den dominerende interesse

i Tyrkiet, vil de i princippet skulle opgive EU drømmen, da det som nævnt kun er 42

procent af befolkningen, der bakker op om medlemskabet. Det kan dermed udledes,

at den dominerende norm stadig er at forfølge optagelsen i EU.

Derudover deler liberalismen og konstruktivismen tanken om, at det ikke blot er

materielle goder, der driver folk i specifikke udenrigspolitiske retninger. Her kan

liberalismens ’sense of community’, der i analysen viste sig at motivere mange

tyrkere til at blive medlem i EU, kombineres med konstruktivismens tanke om, at

menneskelige associationer afgøres på baggrund af fælles ideer og værdier i stedet for

materielle kræfter. I dette tilfælde forklarer de to teorier altså den menneskelige drift,

der ligger bag den fortsatte kamp om EU optag, hvilket trods alt stadig påvirker

beslutningstagere på trods af de materielle drivkræfter, der som udgangspunkt har vist

sig at være primus motor for de tyrkiske aktører.

Sammenfletningen indikerer altså, at teorierne enkeltvis og i kombination med

hinanden belyser, at Tyrkiets motivation for EU optag er forholdsvis nuanceret. En

sammenfletning af alle teorierne viser også, at én motivation for EU optag kan lede

op til en anden motivationsfaktor. Eksempelvis fremhæver den del af analysen, der

arbejder med realisme, at på trods af realisternes skepsis overfor transnationale

samarbejder, vil en sikkerhedsforanstaltning og øget magt i EU og verden opstå

gennem europæiske institutioner og samarbejder. Her er der altså tale om en

udenrigspolitisk optimering af tyrkisk overlevelse i et EU regi, og der er hermed

indgået transnationalt samarbejde, som ifølge liberalisterne vil medføre større

afhængighed på tværs af grænser samt denne ’sense of community’, hvor der dannes

fælles værdier, som tryghed og forståelse, der dermed kan forhindre konflikter. Og

42


hele dette element ville kunne kategoriseres som en europæisering af Tyrkiet og en

form for ’fastlåsning’ i den europæiske integrationsproces – altså en konstruktivistisk

forklaring på handlinger foretaget på baggrund af de rationelle teorier.

De tre teoriers meget differentierede syn på verden er lige præcis grunden til, at vi har

valgt at inddrage dem alle til besvarelse af opgavens problemformulering. Ved blot at

have anvendt en af teorierne, vil vi få en meget ensporet analyse, der hurtigt vil pege

på meget få faktorer, der driver Tyrkiets EU drøm enten sikkerhedsmæssigt,

økonomisk eller som et prestigeprojekt. Vi får altså et teoretisk nuanceret svar, der

derudover også bringer opgaven en vis validitet, der gør arbejdet og selve besvarelsen

af problemstillingen mere solid.

43


6. Perspektivering (302813 og 303049)

Som opgaven flere gange indikerer, er opbakningen til tyrkisk EU medlemskab stærkt

dalende blandt den tyrkiske befolkning. Herudover har der samtidig vist sig en øget

skepsis mod den tyrkiske optagelse fra flere EU medlemslande heriblandt Tyskland

og Frankrig. Denne information har altså efterladt os med spørgsmålet om, hvorfor

Tyrkiet i princippet fortsætter med at kæmpe for EU medlemskab. Derfor synes vi det

er relevant at inddrage et perspektiv af, hvilke udenrigspolitiske alternativer Tyrkiet i

princippet har til EU, og om alternativerne også kan fungere som forklarende

elementer for Tyrkiets stadig vestlige orientering.

Atatürks vestlige visioner har mere eller mindre været dominerende for alle hans

efterfølgere, og ønsket om optagelse i EU har som nævnt været det primære

udenrigspolitiske mål for nationen. Dog viser der sig i løbet af Erdogan og AKP’s

styre, at flere mellemøstlige tiltag har styrket en østlig orientering, der i høj grad er

modstridende med landsfader Atatürks vestlige drøm. Tilmed har landet som et af

dets nye udenrigspolitiske mål at sikre vedvarende fred og stabilitet med den arabiske

verden som et af dets hovedprioriteter (Republic of Turkey (b)). Til trods for den

politiske elites stadige kamp for europæisering, viser denne hovedprioritet, at

Erdogan langsomt træder ud af Ataürks dominerende skygge ved sin tilgang til

Mellemøsten.

Her har især det normative element været i spil, da Erdogan og AKP har ønsket at

agere som politiske rollemodeller for, hvordan muslimske stater kan forenes med

demokratiske værdier i form af modernisering og sekularisering (Kösebalaban 2011).

Især under det Arabiske Forår øjnede Tyrkiet muligheden for at styrke og stabilisere

Egypten, Libyen og Tunesiens demokratiske drømme, og herved drage nytte af de

fremtidige økonomiske samarbejdsmuligheder de demokratiske fundamenter ville

medføre transnationalt for Tyrkiet (Kösebalaban 2011). Der er altså tale om en brug

af blødere magtformer, hvor nyopståede arabiske demokratier vil skulle gavne

Tyrkiet i fremtiden, og nationen vil fortsat kunne bygge sine relationer med lande, der

deler de samme demokratiske værdier. Her kan Tyrkiet altså agere som den regionale

stormagt, nationen bestræber sig på at blive dog med et mere normativt fundament

guidende for, hvad andre muslimske lande vil kunne blive i fremtiden.

44


Dog er det umiddelbare naboskab mod øst mere konfliktfyldt og komplekst.

Naboerne Iran, Irak og Syrien har ikke på samme måde gennemgået demokratiske

udviklinger, men derimod stået overfor præstestyre, atomprogrammer og borgerkrige

(Korski og Hertig 2009), hvilket ikke på samme måde er foreneligt med Tyrkiets

sekularisme, modernisering og demokratisering. På trods af at landene deler Tyrkiets

holdning til det kurdiske samfund, hvor landene skal kunne rumme det etniske

mindretal og derved undgå en opstand af en selvstændig kurdisk stat (Larrabee 2007),

har der stadig ikke været ensartet grobund for vedvarende stabile relationer. En

tyrkisk interageren i denne region vil i højere grad være præget af sikkerhedsmæssige

foranstaltninger, hvor handelssamarbejde vil blive negligeret til fordel for i første

omgang at sikre vedvarende fred og stabilitet, der som nævnt er den tyrkiske

regerings primære formål i Mellemøsten. Disse faktorer peger altså på, at det

umiddelbare østlige naboskab bidrager med ringe forhold for Tyrkiets

udenrigspolitiske fremgang og succes og poserer derfor ikke som et hensigtsmæssigt

alternativ til EU.

USA bør i denne sammenhæng også betragtes som et nævneværdigt udenrigspolitisk

alternativ til det europæiske fællesskab gennem et bilateralt samarbejde mellem de to

stater. Forholdet mellem AKP regeringen og Obama Administrationen har vist sig at

være positivt (Kösebalaban 2011), men stadig påvirket af USA’s invasion af Irak i

2003, som Tyrkiet var modstander af. Den eneste fortaler for Bush’ invasion i

regionen var Israel, som Tyrkiet historisk set har et relativt konfliktfyldt forhold til

(Kösebalaban 2011). Tyrkisk-israelske spændinger er derfor ikke i tråd med

amerikansk udenrigspolitik, hvilke udgør en af de mange grunde til, at et eksklusivt

USA-Tyrkiet forhold ikke ville være gunstigt. Det vil herudover ikke være et

ligeværdigt forhold, da USA som supermagt vil dominere et sådan bilateralt

samarbejde. Tyrkiet vil derfor ikke i amerikansk sammenhæng have en

betydningsfuld stemme, og der kan tilmed argumenteres for, at USA i højere grad vil

samarbejde med Tyrkiet under europæiske rammer.

Perspektiveringen peger altså på, at de umiddelbare alternativer Tyrkiet står overfor,

ikke kan måle sig med det, EU vil kunne begunstige Tyrkiet med. Det Arabiske Forår

har utvivlsomt været en positiv udvikling for de implicerede lande, men som det

45


påvises, er landenes udvikling stadig mangelfuld, hvorfor Tyrkiet fortsat vil være en

dominerende normativ aktør i et sådant multilateralt samarbejde. Af uligevægtige

samarbejder poserer Tyrkiets østlige naboer også som eksempler på

uhensigtsmæssige partnere grundet landenes ustabilitet og mangel på demokrati. I

forlængelse heraf vil Tyrkiet også kunne betragte det amerikanske alternativ som

givtigt, men det uligevægtige forhold bidrager til vurderingen af, at EU til stadighed

er den bedste udenrigspolitiske mulighed for Tyrkiet. Altså belyser perspektiveringen

endnu en motivationsfaktor for Tyrkiets stadige håb og arbejde for EU optagelse.

Orienteringen mod Europa beror altså ikke kun på Atatürks vestlige visioner, men

viser sig også at være den eneste gunstige udenrigspolitiske option for Tyrkiet i dag

taget dets nuværende alternativer i betragtning.

46


7.0 Konklusion Indledningen gjorde det klart, at formålet med opgaven var at undersøge, hvad der

fortsat driver Tyrkiet til optagelse i EU. Vi har derfor gennem opgaven fokuseret på,

hvad der motiverer Tyrkiet til at fortsætte kampen om optagelse, da vi løbende i vores

arbejde stødte på spørgsmålet om, hvorfor Tyrkiet overhovedet orienterer sig mod

vest. Som det historiske overblik indikerer, har Tyrkiet-EU relationen været en lang

og kompleks affære, hvorfor vi primært har dykket ned i situationen i Tyrkiet, som

den ser ud i dag. Grundet misærens kompleksitet og differentierende aspekter har vi

valgt som udgangspunkt at skrive opgaven fra Tyrkiets side, da uvidenheden om

dennes motivation har vakt en undren hos os. Det ledte os derfor til problemstillingen

om, hvorfor Tyrkiet ønsker at blive optaget som fuldt medlem i EU på baggrund af de

tre Internationale Relationsteorier.

Som tidligere nævnt har de tre teorier dannet det teoretiske grundlag for besvarelsen

af problemstillingen, da vi mener, at deres afvigende tilgange til internationale

relationer individuelt såvel som i kombination med hinanden giver de mest valide og

nuancerede forklaringer på Tyrkiets udenrigspolitiske ageren.

Indledningsvist gav realismen sit bud på, hvorfor Tyrkiet stadig søger EU

medlemskab. Den største motivationsfaktor har unægteligt været muligheden for øget

sikkerhed gennem den forbedrede internationale magtposition medlemskabet i EU

ville medføre. Desuden vil Tyrkiet som resultat af den forbedrede magtposition også

opnå bedre international anerkendelse, grundet EU’s utvivlsomme vigtige globale

aktørstatus. Tilmed vil optagelsen i EU medføre muligheden for, at den nuværende

magtbalance rykkes, idet Tyrkiet i alliance med Storbritannien vil være en betydelig

modpol til den fransk-tyske dominans, der hersker i den europæiske union. Den

største motivationsfaktor har derfor fra et realistisk synspunkt været sikkerhed og

international anerkendelse gennem magtoptimering.

Herefter tog liberalismen som bekendt en mere bottom-up tilgang til forklaring af

Tyrkiets fortsatte motivation for EU medlemskab. Her var især de tyrkiske interesser

i fokus, og på trods af den dalende opbakning for EU medlemskab i den tyrkiske

befolkning, viste der sig at være flere forskellige interesser, der fortsat driver tyrkerne

47


og de tyrkiske beslutningstagere. Den vigtigste motivation viste sig, at være de

økonomiske fordele et EU medlemskab vil medføre, idet at mange tyrkere udviste

bekymring omkring Tyrkiets økonomiske situation og samtidig forbinder EU med

økonomisk velstand. Denne interesse bliver endvidere forstærket, da regeringen

utvivlsomt også deler interessen, og de er formeneligt bevidste om de materielle

fordele, et EU medlemskab vil bringe. Dog bør ikke-materielle interesser ikke

negligeres, da faktorer som tryghed, ’sense of community’ og vigtigheden af

transnationalisme også fremstår som betydningsfulde drivkræfter, der trækker

tyrkerne i en vestlig retning. Dette peger endvidere på, at Tyrkiets EU drøm ikke blot

er en politisk elites vision, men at befolknings nuancerede interesser også kan

betragtes som betydningsfulde motivationsfaktorer, der fortsat driver Tyrkiet mod

Europa.

Konstruktivismens bud på, hvorfor Tyrkiet fortsat søger EU medlemskab,

fremhævede vigtigheden af den proces, Tyrkiet har gennemgået. Derfor kom

historien i høj grad i fokus i denne del af analysen, hvor især ’europeanisation’ og

’path dependency’ pegede på, hvordan optagelsesprocessens europæiserende karakter

har fastlåst Tyrkiet i en vestlig orienteret retning. ’Europeanisation’ peger desuden

på, at motivationen er båret, af det værdisæt EU tilbyder og dermed kaste et nyt og

forbedret lys på Tyrkiet og give landet den internationale anerkendelse, det har

efterstræbt. Derudover har både samfundsmæssige –og internationale normer

socialiseret tyrkiske beslutningstagere i en vestlig retning, da europæisk integration

har været anset som ’det rigtige’, idet den vestlige civilisation forbindes med de

korrekte demokratiske værdier. Erdogans socialisering er derfor bundet op på de

forventninger, der kommer fra både den tyrkiske befolkning og EU, hvorfor den

europæiserende kurs vil være svær og omkostningsfuld at ændre. Det kan fra et

konstruktivistisk synspunkt dermed udledes, at Tyrkiets motivation for EU

medlemskab bærer præg af prestigemæssige årsager, da Tyrkiet fra dette synspunkt

vil blive associeret med vestlige værdier.

De tre teoriers besvarelse af problemstillingen peger derfor i retning af, at svaret på,

hvad der driver Tyrkiet til EU medlemskab, er ganske nuanceret. Der er både tale om

sikkerhed, magt, økonomi og værdiprægede elementer, der på forskellige lag er

årsagsgivende for Tyrkiets fortsatte EU drømme. Dog kan man argumentere for, at

48


der tegner sig et billede af, at de rationelle teorier, der fremhæver de materialistiske

motivationsfaktorer, er de primære drivkræfter hos både den tyrkiske befolkning og

de tyrkiske beslutningstagere. I forlængelse heraf bliver de mere immaterielle og

værdiprægede motivationsfaktorer anset som værende sekundære forklaringer, som

unægtelig er af betydningsfuld karakter, men som i princippet opstår som konsekvens

af den mere rationelle tilgang fra Tyrkiets side.

Oveni købet viser det sig gennem perspektiveringen, at Tyrkiets udenrigspolitiske

alternativer også bidrager med endnu en motivationsfaktor for Tyrkiets orientering

mod vest, da nabolaget i både øst og syd viser sig at være ugunstigt for en ny tyrkisk

udenrigspolitisk orientering. Disse er præget af konflikter og borgerkrig, og kan

dermed ikke tilbyde Tyrkiet den tryghed og stabilitet, som EU kan.

Alle disse faktorer peger altså på, at Erdogan og Tyrkiet faktisk har brug for EU på

trods af Erdogans selvsikre udsagn om det modsatte. Tyrkiet er beviseligt drevet af

den sikkerhed og magtoptimering EU kan tilbyde landet. Tyrkiet er drevet af de

økonomiske fordele en indtræden i verdens største fælles marked, EU kan tilbyde

landet. Tyrkiet er drevet af det værdisæt, EU tilbyder nationen. Og Tyrkiet er drevet

af det faktum, at der i princippet ikke er andre ligeså fordelagtige alternativer til EU.

49


8.0 Referencer

AK Parti Foreign Policy. Tilgængelig på:

http://www.akparti.org.tr/english/akparti/parti-programme#bolum_ (27. April 2014)

Ankara Aftalen (1964) Tilgængelig på:

http://www.euo.dk/upload/application/pdf/bb774bfa/Pages%20from%20EF-Tyrkiet

%20associering_ankara1963.pdf%3Fdownload%3D1 (21. April 2014)

Bagis, E. og Michel, L. (2011) Turkey and EU membership: a win-win situation.

Tilgængelig på: http://euobserver.com/opinion/114603 (7. April 2014)

Barkin, J., S. (2003) Realist Constructivism. International Studies review 5:3, 325-

342

BBC (2009) Ottoman Empire (1301-1922). Tilgængelig på

http://www.bbc.co.uk/religion/religions/islam/history/ottomanempire_1.shtml

(26. Februar 2014)

Breland, A. (2014) The Long Road to Turkey’s EU Accession. Tilgængelig på:

http://www.huffingtonpost.com/ali-breland/the-long-road-to-turkeys-

_b_4774619.html (3. April 2014)

Camyar, I. og Tagma, H., M. (2010) Why Does Turkey Seek European Union

Membership? A Historical Institutional Approach. Tuskish Studies 11, 371-386

Cini, M. og Borragán, N., P. (2013) European Union Politics (4th edition) Oxford

University Press

DR P1 (2010) Tyrkiet Vender Ryggen til Vesten. (Radioudsendelse) 11. Juli 2010.

Tilgængelig på:

http://www.dr.dk/arkivP1/orientering/orientering_sondag/2010/07/11/204100.htm

(25. Marts 2014)

50


DR2 (2013) Af Lyst Eller Nød? EU og Tyrkiet Gennem 50 år. (Forelæsning) 29.

Januar 2013. Tilgængelig på:

http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Samfund_Jura/

Af_lyst_eller_af_noed_EU_og_Tyrkiet_gennem_50_aar.htm (25. Februar 2014)

The Economist (2013) Turkey and its Army – Erdogan and his Generals. Tilgængelig

på: http://www.economist.com/news/europe/21571147-once-all-powerful-turkish-

armed-forces-are-cowed-if-not-quite-impotent-erdogan-and-his (30. April 2014)

Ellison, J. (2007) The United States, Britain, and the Transatlantic Crisis. PALGRAVE

MACMILLAN

Erdogan, R., T. (2004) Why the EU Needs Turkey. Tilgængelig på:

http://www.sant.ox.ac.uk/esc/docs/Erdogan1.pdf (15. April 2014)

Eurobarometer (2001) Applicant Countries Eurobarometer. Tilgængelig på:

http://ec.europa.eu/public_opinion/archives/cceb/2001/aceb20011_summary.pdf

(3. Marts 2014)

Eurobarometer (2010) Standard EB 74. Tilgængelig på:

http://ec.europa.eu/public_opinion/archives/eb/eb74/eb74_fact_tr_en.pdf (3. Marts

2014)

Euronews (2014) Erdogan Urges Germany to Back Turkey EU Bid. Tilgængelig på:

http://www.euronews.com/2014/02/04/erdogan-urges-germany-to-back-turkey-eu-

bid/ (24. Marts 2014)

Europa (2007) Turkey: The Commission Recommends Opening Accession

Negotiations. Tilgængelig på:

http://europa.eu/legislation_summaries/enlargement/ongoing_enlargement/

community_acquis_turkey/e50015_en.htm (19. April 2014)

Eurostat (2013) Real GDP Growth Rate – Volume. Tilgængelig på:

51


http://epp.eurostat.ec.europa.eu/tgm/table.do?

tab=table&plugin=1&language=en&pcode=tec00115 (24. Marts 2014)

Eurostat (2014) Harmonised unemployment rates (%) – monthly data. Tilgængelig

på:

http://appsso.eurostat.ec.europa.eu/nui/submitViewTableAction.dk:jsessionid=9ea7d

07e30e2233dcb7c13ff4aabb5efacec05d7230b.e34MbxeSahmMa40LbNiMbxaMc3uL

e0 (8. April 2014)

Flam, H. (2003) Turkey and the EU: Politics and Economics of Accession. Cesifo

Working Paper 893, 1-48

Folketingets EU Oplysning How Many Members of the European Parliament Does

Each Country Have? Tilgængelig på:

http://www.eu-oplysningen.dk/euo_en/spsv/all/29/ (29. April 2014)

Folketingets EU Oplysning (2004) EU og Tyrkiet. Tilgængelig på:

http://www.euo.dk/upload/application/pdf/a92c453b/baggrund8.pdf%3Fdownload

%3D1 (25. Februar 2014)

Folketingets EU Oplysning (2013) Københavnskriterier. Tilgængelig på:

http://www.eu-oplysningen.dk/leksikon/alle/kbh/ (17. April 2014)

Hill, C. and Smith, M. (2011) International Relations and the European Union (2nd

edition) Oxford University Press

Hoekman, B., M. og Togan, S. (2005) Turkey Economic Reform and Accession to the

European (1st edition) World Bank Publications

Jackson, R. og Sørensen, G. (2013) Introduction to International Relations (5th

edition) Oxford University Press

Knaus, G. og Goberna, L. (2013) Happy Anniversary? EU-Turkey Relations at Age

50. Tilgængelig på: http://euobserver.com/opinion/121488 (7. April 2014)

52


Korski, D. og Hertig, T. (2009) Vesten Har Ikke Råd Til At Tabe Tyrkiet. Tilgængelig

på: http://ecfr.3cdn.net/48218595aef8b004ff_ksm6bnob2.pdf (28. April 2014)

Kösebalaban, H. (2011) Turkey and the New Middle East: Between Liberalism and

Realism. Perceptions 16:3, 93-114.

Larrabee, F., S. (2007) Turkey Rediscovers the Middle East. Tilgængelig på:

http://www.foreignaffairs.com/articles/62649/f-stephen-larrabee/turkey-rediscovers-

the-middle-east (25. April 2014)

Moravcsik, A. (1997) Taking Preferences Seriously: A Liberal Theory of

International Politics. International Organization 51: 4, 513-553

Munk, J. (2014) Tyrkiets Premierminister på Charmeoffensiv i Tyskland. Tilgængelig

på: https://nyhederne.tv2.dk/udland/2014-02-04-tyrkiets-premierminister-på-

charmeoffensiv-i-tyskland (26. April 2014)

Murphy, A., B. (2013) Turkey’s Place in the Europe of the 21st Century. Euroasian

Geography and Economics 45:8, 583-587

Müftüler-Bac, M. (2000) Through the Looking Glass: Turkey in Europe. Turkish

Studies 1:1, 21-35

Narbone, L. og Tocci, N. i Verney, S. og Ifantis K. (2009) Turkey’s Road to

European Union Membership. Routledge

Nyholm, P. (2012) Det Tyrkiske Mirakel. Tilgængelig på:

http://europatrenul.com/det-tyrkiske-mirakel/ (24. Marts 2014)

Paul, A. (2012) Turkey’s EU Journey: What Next? Inside Turkey 14:3, 25-33

53


Poulsen, R., J. (2014) Video Ryborg: Tyrkiet er fortsat meget langt fra EU

medlemskab. Tilgængelig på

http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/Korrespondenterne_skriver/Ole_Ryborg/

2014/01/21/090158.htm (26. Februar 2014)

Quaisser, W. og Wood, S. (2004) Turkeys EU Accession: Political, Economic and

Security Considerations. Intereconomics 39, 295-303

Quaisser, W. og Wood, S. (2004) Turkeys EU Accession: Political, Economic and

Security Considerations. Intereconomics 39:6, 295-303

Republic of Turkey (a) Synopsis of the Turkish Foreign Policy. Tilgængelig på:

http://www.mfa.gov.tr/synopsis-of-the-turkish-foreign-policy.en.mfa (9. April 2014)

Republic of Turkey (b) Turkey-EU Relations. Tilgængelige på:

http://www.mfa.gov.tr/relations-between-turkey-and-the-european-union.en.mfa (26.

April 2014)

Rittberger, V. (2004) Approaches to the Study of Foreign Policy Derived From International

Relations Theory. Tübinger Arbeitspapiere zur Internationalen Politik und

Friedensforschung 46, 1-32

Turkish Studies (2013) Aims and Scope. Tilgængelig på:

http://www.tandfonline.com/action/journalInformation?

show=aimsScope&journalCode=ftur20#.U2DeTCiCdT4

Visby, B. (1997) Den Fransk-Tyske Motor. Tilgængelig på:

http://www.information.dk/12754 (28. April 2014)

Waltz, K., N. (1979) Theory of International Politics (1st edition) Addison-Wesley

Publishing Company

Wendt, A. (1999) Social theory of International Politics (1st edition) Cambridge

University Press

54

pure.au.dkpure.au.dk/portal/files/75326517/ba_endelig_s_e_.docx · web viewdet følgende afsnit har...

Documents