Norwegian Adventure Climbing

1000meter høje klippevægge, dybe fjorde ustabilt vejr samt drømme om de store vægge der bare bliver større og større. Her følger en kort beretning om vores tur til de høje vægge. Om hvad der har fået flere drømme til at spirre

Nogle gange kan væggene og drømme være så overvældende store at man bliver nød til at forme en ny drøm for at få tingene til at lykkes. Væggene i Romsdalen er så overveldende at her VIL nye drømme fødes. Vi ankom i troen om at det var muligt at klatre nogle høje vægge uden synderlig forberedelser, men vi kom til at tage fejl.

Første gang man står overfor disse udfordringer kan man let komme til at føle sig meget meget lille og der-for også meget sårbar. Udfordringen kan derfor let blive at overtale sig selv til at gå igang med selve projek-tet. Hvordan skal jeg komme ned, hvordan skal jeg komme op, hvad nu hvis jeg ikke kan?

Med psykken allerede godt flænset af de sylespidse sav-takkede klipper som tordner sig op gennem dalen måtte vi finde os et realistisk projekt til de første par dage inden målet i Romsdalen kunne bestiges nemlig Romsdalshornet. Hornet er ikke vanvittig svær klatring, men derimod meget luftig og eksponeret klatring.

Dette er Maries første tur på de høje vægge og derfor var de første par dage vores intentioner om at prøve hendes “højde tilvænning” af. Hastigheden var ikke så vigtig da klatrin-gen på hornet kun var på 6 reblængder. Men eksponeringen kunne få turen til at blive en rigitg møgtur.

Campingpladsen under trollveggen blev indtaget med teltet, guidebøger samt kolde pilsnere til Norske priser. Imorgen skulle vi prøve kræfter med en rute på Hornaksle, kun 120m høj men med klatring på omkring 5+ på det vanskelige sted. Jeg var spændt, Marie ligeledes da vi lagde os i posen den første aften.

Vejret var perfekt, og vi skyndte os ud mod ruten. første reblængde gik ganske smertefrit, underholdende klatring med forholdsvis gode sikringsmuligheder. Standpladsen blev nået 45m var første reblængde. Jeg råbte til Marie at hun kunne begynde klatringen, Langsomt kom hun op til standpladsen, jeg kunne se at højden allerede her var begyndt at sætte sine præg på hendes bevægelighed. Selvom hun gjorde alt for at skjule sin nervøsitet.

Vi blev enige om at der ikke var meget ide i at presse psykken ud over grænsen på den første dag og vi fik etableret et anker så vi kunne komme ned igen til fast grund under fødderne.Dagen efter gentog vi forsøget med højdetil-vending. Denne gang gik det hele meget bedre og Marie fandt sig godt til pas omkring 200meter over jorden. Vi konkluderede at vi var klar til at prøve os på hornet dagen efter.

Klokken ringede alt alt for tidlig, klokken var vel ikke mere end 7. teltet skulle pakkes sammen, kaffen skulle koges, franskbrøden skulle have et ekstra tykt lag nutella med crisp. Men hvad pokker var det, en følelse af vind som vi ikke har følt de sidste 3 dage. Som om en, hvad vi vil kalde en stiv kulling fra Sydvest i det jyske, havde ramt romsdalen. Toppene omkring os havde allereed fået nogle få virvlende skyer. Men vi måtte forsøge, det var helt sikkert sidste dag i år, hvor hornet kunne have en lille chance for at blive nedlagt.

Bilen blev pakken. vi kørte ind mod Åndalsnes, solen skinnede da vi kørte gennem tunnlen med skiltet som viser mod Molde, venstre sving ind mod isefjorden og Venjedalen. Endnu et venstresving og vi befandt os på den lille private vej, som koster hele 50kr at få lov at køre på. Fantastisk landskab begyndt at folde sig ud foran Astraen. Store Venjetind på venstre side, Roms-dalshornet ret forude. Store søer med Isefjordens reserve drikkevand lå herinde midt i dalen. Badning tilladt i drikkevandet stod der på et skilt. Herinde er det lovligt at smide sit telt og nyde bjergene og noget af den bedste klatring romsdalen har at tilbyde. Klart det vi skal gøre næste gang.

Den private vej er 10km lang og efter 30min kørsel kom-mer man ind til den sidste parkeringsplads hvor vi skulle forsætte på gåben. Rygsækkene pakket på forhånd, på ryggen med dem og så afsted. Men vinden havde allerede taget voldsomt til. Det var besværligt at holde ballancen på grund af vinden da vi gik hen over de store sten. stien var ganske flot markeret og det var let at finde vejen op mod klatringen.På vej hen mod klatringen kom vi til et par nordmænd som hyggeligt stoppede op og snakkede. De fortalte at de havde sovet på toppen og havde allerede startet tidlig med at komme sig ned ad klippen. De havde haft nogle problemer med vinden. efter at have snakket med dem og forsikret dem om at hvis vinden føltes for hård vil vi

vente med hornet til næste år. VI gik hele vejen op til indsteget og måtte erkende af vinden klart var blevet for voldsom til klatring. Vi kunne nyde solen og vejret, vinden og ikke mindst tilfredsheden ved at vide at denne gang kunne vi på ingen måder have gjort mere end vi gjorde. Det ville klart have været uforsvarligt at begynde klatringen i det vejr. Maries første lange klipperute skulle være en fantastisk oplevelse ikke den sidste. Så istedet kunne vi tage nogle vidunderlige billeder.

Turen endte ikke med at hornet blev besteget. Den endte heller ikke med at vi fik klatret det helt store. Så man burde sige at turen var en fiasko til Romsdalen. Men NEJ på ingen måder. Drømmene om at klatre de Norske fjellvægge er blevet endnu større. Lysten til at klatre Traditionelt og klatre nogle af de eventyrlige ruter som findes i dette land er blevet vækket. Marie har fundet ud af at højden ikke er så farlig som det virkede fra starten. Smilet der var så forsvundet på første reblængedepå den første rute den første dag kom tilbage også selvom det kun blev med et topbilled af toppen og ikke et topbilled på toppen.

Men måske er vi på toppen nu, måske er det i virkeligheden disse eventyr derskal til for at interessen for nye områder indenfor klatring inden for landeinden for en selv kan vækkes endnu mere. Det er måske her i de hersituationer, hvor vi forlader sikkerhedens sportsklatring i vejrsikreItalien med Traditonelt sikrede storvægs ruter i vejrusikre Norge

Når man kigger på hvad eventyr er, så er det vel i bund og grund bare en god historie med en vidunderlig slutning

Vi vender tilbage til Norge, måske det Nordnorske igenhvem ved måske endda inden så længe!