Anne Sofi e Arctander Paustian

DIG OG DIT KLÆDESKAB

P O L I T I K E N S F O R L A G

INDHOLD

6 Dig og dit klædeskab Indhold 7

INDHOLDINDLEDNING 9Læsevejledning 13

Kapitel 1 PERSONLIG STIL 15Det man går i er man selv 16

Personlig stil er ikke designertøj 17

Feteret af mænd – beundret af kvinder 18

Det hurtige fi ks 20

Andres styrke din svaghed 21

Klæder skaber folk 22

Øvelser 24

Tjekliste 25

Interview med Mille Dinesen 27

Interview med Eva Kruse 33

Kapitel 2IDENTITET 39

Hvem vil jeg være? 40Identitet og personlig stil 41

Identitet til salg 42

Evaluere frem for devaluere 44

Ændret adfærd – nye værdier 46

Hvad kan jeg blive? 47

I mål – om 100 sider 47

Maratonløberen 48

Øvelser 52

Tjekliste 53

Interview med Susanne Rützou 55

Kapitel 3KVINDELIGHED 61Kom ud af skabet 62

Kvindelighed og personlig stil 63

Kan du ikke være lidt mere feminin? 64

Et naturtalent … på fi lm 65

Madonna i krise 66

Hvad er du værd? 68

Passionerede værdier 68

Passion rimer på person 70

Vi bor som vi klæder os 71

Øvelser 72

Tjekliste 73

Interview med Szhirley 75

Interview med Karina von D’Ahé 81

Kapitel 4SELVVÆRD 89Hun har jo ikke noget tøj på 90

Selvværd og personlig stil 91

Køb lidt selvtillid 92

Prinsesser kæmper også 93

Forandring fryder? 95

Pavlovs hunde 96

Helte og heltinder 99

Øvelser 100

Tjekliste 101

Interview med Camilla Ottesen 103

Kapitel 5KROPPEN 109Ser jeg fed ud i den? 110

Kroppen og personlig stil 111

Fed på den fede måde 113

Barn i går – voksen i dag 114

Mor og datter samme patter

– og fars prinsessepige 115

Jeg elsker mig? 116

Som man råber i skoven 117

Øvelser 120

Tjekliste 121

Interview med Hella Joof 123

Interview med Charlotte Eskildsen 131

Kapitel 6SKØNHED 137Lille spejl på væggen der 138

Skønhed og personlig stil 139

Vand og masser af søvn 141

Jaloux på den gode måde 143

Undskyld kan jeg få mit hår tilbage? 143

Klip en hæl og hak en tå 146

Hunde ligner deres ejere 147

I mål 148

Øvelse 149

Tjekliste 149

Interview med Gun-Britt Zeller 151

Kapitel 7KLÆDESKABET 157Hvad skal jeg have på? 158Bh’en 160

Trussen 160

Skjorter, toppe og tunikaer 163

Strik 164

Jakker 165

Bukser 166

Nederdele 167

Kjoler 169

Frakker 169

Sko 171

Tasker 171

Smykker 173

Strømper og strømpebukser 175

Tørklæder 176

Hatte 176

Handsker 177

Shoppeturen 178

LITTERATURLISTE 182

Indledning 9

INDLEDNINGSe ind for at se ud

I september 1999 havde jeg min debut på ALT for damerne med de sider, som i dag hed-

der Mig og Mit Klædeskab. To ugentlige sider, som i al sin enkelhed handler om kvinder,

der giver tips til andre kvinder, ud fra deres klædeskab. I dag har jeg besøgt ca. 500 kvin-

der og deres klædeskabe. Talt og skrevet om deres inspiration, deres stil, deres farvevalg,

mærkevalg, seneste køb, bedste køb og generelle holdning til moden og klædeskabets

indhold.

I de år har jeg lagt mærke til, at selv de kvinder, som umiddelbart og udadtil virker

sikre i deres stil, kan have problemer med deres tøjvalg. Lige meget hvor smukke, hvor

dygtige, velhavende, tynde, langbenede, taljerede eller berejste de har været, har rigtig

mange haft svært ved at forklare, hvad det er, der egentlig defi nerer deres stil. Også

selv om de alle er kvinder, jeg har anset som værende både selvsikre og selvbevidste

med en meget udtalt personlig stil. Kvinder, der arbejder i modebranchen som desig-

nere, pressechefer, trendeksperter, modeller etc. Alligevel har deres svar været vage og

uartikulerede. ’Øhmm – klassisk, lidt enkel med humor tror jeg?’ har svaret tit været, og

når jeg senere har spurgt dem om stilikoner, har Sarah Jessica Parker, Madonna, Kate

Moss eller Sienna Miller været det sikre og lidt trivielle standardsvar. Først når jeg har

bevæget mig rundt om resten af deres univers, talt løst og fast om familieliv, passio-

ner, glæder og sorger, interesser, eller bare hvad de godt kan lide at spise, er det for det

meste lykkedes at fi nde ind til hvad det egentlig er, der gør deres stil og udtryk til deres

personlige varemærke.

Det har undret mig. Det er jo kvinder, som pr. defi nition er ekstremt bevidste om deres

tøj og ydre appearance. Kvinder som arbejder i en branche, hvor tøj og udseende er afgø-

rende for virksomhedens overlevelse. De burde da kunne sprøjte stilikoner, favoritmærker

og stilbeskrivelser af dem selv ud, som noget helt naturligt.

Når det er svært for dem, så undrer det mig ikke, at vi andre i perioder af vores liv mær-

ker tøjkrisen kradse. Spaltningen og frustrationen foran et klædeskab, som er fyldt med

10 Dig og dit klædeskab Indledning 11

uduelige fejlkøb, nederdele som snor sig eller farver der er ’so last season’. Ubehaget og

usikkerheden ved at skulle fi nde ud af, hvilken stil vi selv har.

Men hvorfor er det så universelt problematisk for os? Hvad er det, som gør, at vi kvin-

der har så svært ved at forholde os til vores tøj og vores ydre, endsige sætte ord på vores

egen stil over for andre, når det er noget, som de fl este bruger rigtig meget tid på. Læser

om, diskuterer med veninder og kigger efter på gaden?

Jeg mener, at det handler om, at vi spejler os i de forkerte. Og spejlingen af os selv sker

udefra og ind, i stedet for indefra og ud. Vi lader samfundet (her ment i bred forstand

som opdragelse, arv, miljø, skole, arbejde, medier og omverden i generel forstand) styre,

hvordan vores konstant fragmenterede selv skal proppes ned i den kasse, der kaldes vo-

res hele identitet. Det er bl.a. via vores tøj, vi defi nerer os selv. Det er via vores ydre, vi

skaber et billede af, hvem vi er, og hvordan vi gerne vil fremstå for andre. Vi spejler os i,

hvad andre defi nerer som ideelt frem for at se os selv, som det vi er, og gøre det til vores

personlighed og vise det i vores påklædning. Forandring sker først, når man bliver den,

man er.

I min optik, rører mode, tøj og udseende ved en ubevidst kilde af dybe følelser, som

rækker langt ud over garderobeskabets indhold. Hvis ikke vi kender vores indre, hvordan

skal vi så være i stand til at forholde os til vores ydre? Hvis ikke man kan fi nde ud af, hvor-

dan man har det, hvordan skal man så kunne fi nde ud af, hvad man skal tage på?

Følelsen af usikkerhed, utilstrækkelighed eller frustration foran klædeskabet er en uni-

versel følelse for de fl este kvinder. Der er dage, hvor det bare handler om, at vores favorit-

tøj – der skjuler de 5 kilo – er til vask.

Men ofte er det noget andet langt mere grundlæggende der driller. De dage kan vi

måske overveje at spørge os selv hvordan vi har det, og måske acceptere/forstå hvorfor de

5 kilo stadig sidder der. Derefter vil vi være meget bedre rustet til at fi nde ud af, hvad vi

har lyst til at klæde os i. For er vi usikre i vores identitetsfølelse, i vores selvværd eller i vo-

res krop, så er usikkerheden foran garderobeskabet tilsvarende stor. Det er alfa og omega

– også når man skal fi nde sin stil, at man kender sine indre følelser. Essentielt at have stil-

let sig selv spørgsmålene ’hvad er jeg?’, ’hvem er jeg?’ og ’hvor vil jeg gerne være?’. Ved at

forholde sig til sig selv på fl ere planer vil man forstå sig selv bedre og dermed være i stand

til at integrere den selvforståelse i sin påklædning. Først da har man personlig stil – og så

holder selvbebrejdelserne foran spejlet og klædeskabet op.

Indimellem har det ærgret mig, at jeg pga. mit arbejde på ALT for damerne i en el-

ler anden forstand er med til at skabe de overfl adiske (spejl)billeder af kvinder, som så

mange af os lider under. Jeg har leveret hurtige teknikker og kneb – en slags hæfteplastre

og hovedpinepiller til læseren med, hvordan hun hurtigt kunne ændre på sit ydre. Tricks,

som midlertidigt løser frustrationen foran klædeskabet, men ikke de underliggende og

eventuelt langt mere grundlæggende psykologiske problemer. Jeg har ikke haft mulighed

for at fortælle hele historien om kvinderne i mine artikler og dermed givet mulighed for et

mere nuanceret billede af deres baggrund, bevæggrunde og udgangspunkt for deres stil.

Fortælle om hendes forsigtige svar på, hvad der kendetegner hendes stil – og vejen frem

til at formulere den. For det er uden betydning, om man har en kæmpe garderobe eller

kan rejse verden rundt for at shoppe. Er man utilfreds med det billede, man ser i spejlet,

påvirker det alt. Forholdet til andre, evnen til at glæde sig, éns selvværd, identitet, lysten

til at prøve tøj og se sig selv i spejlet.

I Mig og Mit Klædeskab har jeg været begrænset af spalteplads og vinkel. I artiklerne

har jeg blot kunnet drage essensen af samtalen og har dermed gjort kvinden til den velde-

fi nerede og målrettede type – med masser af spændende tøj, super tjekket stil og en helt

præcis beskrivelse af den. Her viser hun sine sko fra Prada, solbriller fra Gucci, ure fra Rolex,

diamanter fra Jane Kønig og masser af spændende tøj fundet vintage på et marked i New

York, som er økologisk udvundet på en fair trade mark i Kenya eller købt til en god pris på

udsalg hos Holly Golightly. På den måde har jeg skabt et billede af kvinder med tonsvis af

selvværd, gennemført stil og stor selvsikkerhed, når de shopper, og når de står foran klæ-

deskabet.

De kvinder, jeg har interviewet, er meget mere kvinder end det! Derfor har jeg valgt at

skrive en bog om emnet i et forsøg på at komme et lag dybere end normalt. I et forsøg på

at beskrive hvordan, og hvorfor det er, vi bruger vores tøj i vores følelsesliv, og hvordan vi

kan blive bedre til at gøre det bevidst frem for ubevidst. Undersøge, hvad det er, der skal

til, for at vi kvinder tør fi nde vores egen stil. Tør komme ud af skabet.

Udover mine egne ord, har jeg også interviewet ni kvinder: Camilla Ottesen, Susanne

Rützou, Mille Dinesen, Hella Joof, Charlotte Eskildsen, Karina von D’Ahé, Gun-Britt, Eva

Kruse og Szhirley, der hver i sær udtrykker en skarp og meget personlig personlighed –

også i deres tøj. Alle er de kvinder, der arbejder i modebranchen, eller som har et arbejde,

hvor det at udtrykke sig – også i tøjet – er en essentiel del af deres hverdag. Kvinder som

jeg personligt beundrer for deres evne til at være dem, de er, og være ærlige i det. Jeg har

spurgt dem, hvordan de har fundet frem til deres udtryk, hvilke udfordringer de har og har

haft på deres vej, hvad de ønsker deres stil skal kendetegne, og hvilken indfl ydelse deres

almindelige liv har på deres stil – samt om jalousi, fordomme og tøjkriser. Via disse samta-

ler og mine øvrige interviews til ALT for damerne med modefolk og psykologer samt gen-

nem læsning af massevis af selvudviklingsbøger og samtaler med veninder og familie,

har jeg forsøgt at fi nde forklaringen på, hvorfor jeg selv og kvinder generelt har så svært

ved at fi nde ud af, hvad vi skal tage på.

12 Dig og dit klædeskab Indledning 13

I den proces har jeg arbejdet med mig selv, forsøgt at lære mig selv bedre at kende, for-

stå mig selv og blive veninde med min egen personlige stil. For i processen opdagede jeg,

at jeg selv også lå under for sociale og samfundsskabte forventninger, jeg bl.a. følte via

mit job som journalist på et dameblad. Jeg syntes, jeg skulle klæde mig modejournalistisk

korrekt – hvad det så er! Jeg skulle vise, at jeg også kunne kombinere mit tøj kreativt. Være

både trendy, fashionabel, afslappet og personlig på den fede måde. Jeg sammenlignede

mig med andre i branchen. I starten kaldte jeg det inspiration. En dag var jeg boheme i

pailletter og fl ere lag. En anden i sort fra top til tå. Begge dele inspireret af den seneste

kvinde jeg havde interviewet, eller trend jeg havde skrevet om. Kort sagt. Jeg gjorde gan-

ske lidt for at forholde mig til, hvem jeg var, hvad jeg var, og hvor jeg gerne ville hen med

min stil. Jeg gjorde, som jeg troede, man skulle. Jeg kiggede ud for at se ud. I dag har jeg

lært, at man skal se ind for at se ud.

I bogen bruger jeg indimellem mig selv som eksempel. Jeg forholder mig til de spejl-

billeder, vi selv og omverdenen er med til at skabe, og de sociale forventninger, der ligger

i det, man kan kalde det kvindelige idealbillede. Jeg vil forholde mig til hvorfor det er så

vigtigt for os at se godt ud, tale om passioner, drømme, (u)vaner, kropslighed, skønhed og

meget andet. Og jeg vil se på hvad det alt sammen har af betydning for vores personlige

stil. Endelig vil jeg give mine bud på, hvilke redskaber og værktøjer der skal til, for at man

som kvinde kan lære at forholde sig til og formidle sin egen personlighed gennem sin

stil.

Bogen vil ikke pådutte dig regler og idealer. Den vil heller ikke forholde sig til modebil-

ledet i dag, i går eller i morgen. Den vil skabe et rum til at starte på en frisk foran klæde-

skabet. Den vil hjælpe til at fi nde måder at bruge din kvindelige erfaring, og se dig selv

med nye øjne for dermed at fi nde ind til, hvad du er, og hvordan dit tøj kan udtrykke det.

For er der noget, jeg har lært, så er det, at: Man fødes ikke som kvinde – man bliver det

(Simone de Beauvoir, 1949). På samme måde fødes man heller ikke med personlig stil. Det

er noget, man tilegner sig.

Læsevejledning til bogenI hvert kapitel lægger jeg ud med nogle grundlæggende overvejelser og betragtninger om,

hvad f.eks. identitetsfølelse, kvindelighed, selvværd eller kropsbevidsthed har at sige helt

generelt og derefter i relation til personlig stil.

Efterfølgende kommer jeg med eksempler på, hvad der kendetegner os som kvinder,

netop i relation til disse betragtninger.

Til sidst får du øvelser, redskaber og værktøjer til, hvordan du kan arbejde med din

egen udvikling. Øvelserne er tænkt som en hjælp til dig til at fi nde vejen til din nye per-

sonlige stil. Det er ikke nødvendigt at følge øvelserne for at kunne læse bogen, men det er

en fordel for dem, som har lyst til at udvikle sig selv og deres stil. Til slut har jeg lavet en

tjekliste med en kort opsummering af kapitlets indhold. Efter hvert kapitel er der et break

med et interview med en kvinde om hendes vej til at fi nde sin personlige stil.

14 Dig og dit klædeskab PERSONLIG STIL

16 Dig og dit klædeskab Personlig stil 17

PERSONLIG STILKapitel 1 – Det man går i er man selv

Mode er defi neret ved det, der siden hen bliver umoderne.

Yves Saint Laurent

Udstråling, karisma, udseende, farvesans, kombinationsevne, særpræg og kreativitet er

alt sammen egenskaber, man tillægger kvinder med personlig stil. Evner som umiddel-

bart synes at være noget genetisk orienteret – enten så har man det, eller også har man

det ikke. Og dog, for personlig stil er ikke noget, man er født med. Personlig stil, er noget

man fi nder på sin vej fra barn og ung til voksen kvinde. Personlig stil er noget, som udvik-

ler sig, og som skal holdes ved lige. For selv om personlig stil kræver, at man har en specifi k

og unik smag, så er det specifi kke og det unikke ikke noget, man bare har, det er noget,

man oparbejder.

Adskiller man ordene fra hinanden, kan man sige at ’personlig’ angår en bestemt per-

son, mens ’stil’ betyder, at man har en korrekt og elegant adfærd, at man kender og udstrå-

ler sine færdigheder. Det er altså essentielt at kende sig selv og sine færdigheder, hvis man

ønsker at oparbejde en personlig stil. Færdigheder som groft sagt handler om at forstå

sin egen adfærd og sine egenskaber, og kunne bruge det i sin påklædning. For at kunne

det, er det nødvendigt, at være så bevidst om sig selv, at man ved og forstår hvordan man

kommunikerer – med og uden ord – føler og mærker, evner at handle og udføre, passer på

sig selv og endelig tør være intim. Sociale færdigheder som tilsammen danner éns per-

sonlighed, og som er grundsten for al kommunikation og interaktion med omverdenen

(se en uddybning af emnet i kapitel 4, Selvværd). Når man har forstået at forholde sig til

alle de sider af sig selv, så kommer udstrålingen, karismaen og de kreative evner mere el-

ler mindre af sig selv, og det bliver dermed også nemmere at fi nde sig selv i den måde, vi

klæder os. At få personlig stil og at kunne fi nde ud af at klæde sig derefter handler altså

om, at man begynder at forholde sig til sig selv på alle fronter. Stiller sig selv spørgsmålene

hvem, hvad og hvor, og på den baggrund skaber sig et mål for, hvad éns egen personlige

stil skal udtrykke.

At komme dertil, hvor man føler, at den stil og det udtryk, man har, er godt – og nok.

For at nå det mål skal du have lyst til at arbejde med dig selv. Du skal ønske forandring

og forvandling. Du skal have lyst til at tage på en rejse fuld af oplevelser, selv-iagttagelser,

erfaringer, eventyr og helt almindeligt hårdt arbejde. Og du behøver ikke engang pakke

en kuffert – den bliver fyldt op med nyt tøj på vejen. Undervejs vil du opdage lysten og

inspirationen til nyt tøj, og du vil mærke, hvordan nye muligheder åbner sig helt af sig

selv, når du begynder at blive bevidst om din identitet, din kvindelighed, din krop, dine

værdier, vaner, passioner, kvaliteter, prioriteringer, interesser og generelle syn på dig selv.

Gør op med gamle konfl ikter, prøv at se dig selv med lidt anderledes øjne i spejlet. Så vil

du opdage, at din trang til at forandre og udvikle indholdet i dit klædeskab sker nemmere

og mere enkelt.

I processen er der tre begreber, som jeg har fundet relevante at bruge, når jeg søger

at fi nde vej til min egen personlige stil. En slags tretrinsraket, som tilsammen giver et

godt overblik over hvad, hvor og hvorhen jeg skal. Det handler om at kunne identifi cere,

differentiere og integrere. For før man overhovedet kan komme i gang med at forny sin

personlige stil, må man identifi cere sin nuværende stil. Det vil sige at lære den at kende.

Spørgsmål til sig selv som ’Hvem er jeg?’ og ’Hvad er min stil?’ kan være afklarende – og

en god start på rejsen. Dernæst er det en interessant øvelse at forsøge at differentiere

sin stil – altså kunne skelne forskelle og nuancer i sin stil. Spørgsmål som ’Hvad er jeg?’

og ’Er der dele af min personlighed, som ikke kommer til udtryk, eller kendetegn som

mangler i min stil?’ er sjove at stille sig selv i den forbindelse. Når de to første områder

er nogenlunde afdækket, er sidste step mere ubevidst at integrere. Altså at tilføre en tid-

ligere ukendt faktor som en bevidst del af sin personlighed. ’Hvor vil jeg gerne være?’ og

’Hvordan vil jeg inkludere mine nye kendetegn i min personlige stil?’ er her spørgsmål,

man kan stille sig selv.

Og så kan man i princippet starte forfra. For personlig stil udvikler sig og forandrer sig

ligesom alt andet i livet, afhængig af alder og livscyklus. Éns personlige stil skal nemlig lø-

bende udvikles, revideres og vedligeholdes. Hvordan man gør det, handler resten af bogen

om.

Personlig stil er ikke designertøjDesignertøj og modetøj kan først og fremmest karakteriseres som tøj, der skifter og foran-

dres hurtigt, fra sæson til sæson. Den ene sæson er det moderne med de store silhuetter,

den næste skal vi helst kun gå pencilskirts. Farver, mønstre og prints skifter lige så hurtigt.

Hvis éns personlige stil skulle være afhængig af designernes diktat, vil det personlige hur-

18 Dig og dit klædeskab Personlig stil 19

tigt ryge fl øjten til fordel for designernes skiftende luner. Derfor har personlig stil egentlig

ikke noget som helst med hverken designertøj eller modetøj at gøre. Ikke sådan at forstå,

at du skal afskrive modetøjet. Men det er først rigtig relevant at forholde sig til, når du har

fundet din personlige stil. Det er nemlig først der, at du kan købe tøj enkelt og naturligt

på shoppeturen og forstår at kombinere det nye med det tøj, du allerede

har i klædeskabet, så du uden de store vanskeligheder føler dig velklædt

og godt tilpas i din påklædning uanset anledning.

I et større perspektiv er designertøj og modebilledet alligevel noget,

som de fl este af os bliver påvirket af. Uanset aldersgruppe og samfunds-

lag, verdensdel eller område, har moden en effekt på vores udseende og

vores måde at klæde os. Tænk bare på éns barndoms- og ungdomsbilleder

fra albummet – hvad enten vi var modebevidste eller ej, så er det helt ty-

deligt, at billederne og påklædningen ikke er nutidig. Dengang som nu er

der altid nogen, som forstår – også selv om de ikke har penge til haute cou-

ture eller dyrt designertøj, at klæde sig personligt. Nogen, der ser moderne

eller trendy ud i deres påklædning, som forstår at kombinere tøjet, så det

ser nutidigt eller måske endda fremtidigt ud. Nogen gør det bevidst, andre aner ikke, at de

er spottet af trendeksperter som værende det nyeste hotte i modebilledet.

Ligeledes er de fl este kvinder, jeg kontakter, for at gøre et besøg i deres klædeskab, slet

ikke opmærksomme på, at de har en stil, som kan være inspirerende for andre. De under-

bygger deres forklaringer med, ’at de ikke har mærketøj og kun går i økologisk’ eller måske

’blot er fattige studerende’. Forklaringer som umiddelbart lyder som gode nok undskyld-

ninger til, at jeg hurtigt burde lægge røret på igen – altså hvis jeg mente, at man kun

var moderne, hvis man havde råd til dyrt mode- og designertøj. Men sådan hænger det

ikke sammen i min optik. Jeg har jo netop kontaktet kvinden, fordi jeg synes, hun har en

spændende stil – i det univers hun nu engang er i. Fordi jeg synes, hun har en udtryksfuld

stil. Modetøj er noget, kvinden med personlig stil kan bruge som redskab til at vise sin stil

– hvis hun har råd. Hvis ikke, er modebilledet heldigvis blevet så bredt, at genbrugsstilen

og retro-looket er billigere måder at nærme sig sin stil på.

Feteret af mænd – beundret af kvinderNår en pige fødes, er det en tradition, at hun pakkes ind i et lyserødt tæppe. Hun er en

nyfødt pige og med alt, hvad dette indebærer. Allerede inden hun kan sige ”pige”, forven-

ter vi, at hun selv og hendes omgivelser forholder sig til hendes køn. Socialiseringen er

startet.

Et fuldendt Guccisæt er

lige så fantasiforladt som

et fuldendt joggingsæt.

Ultimativ god stil behøver

ikke være Prada – det kan

ligeså godt være H&M,

bare det er kombineret på

en personlig måde.

Pernille Rosendahl, sanger-

inde, ALT for damerne, 2002

I de første år plejer det at gå forholdsvis enkelt. Som 3-årig elsker hun sit spejlbillede,

leger prinsesse, vralter gerne rundt i mors stiletter med lyserød læbestift i hele ansigtet og

et tylskørt i livet. Hun identifi cerer sig naturligt med sit køn. Som 7-årig efterligner hun i

endnu højere grad mors makeuprutiner, og som 12-årig pludrer hun måske allerede med

veninder om tøj og drenge. Desværre er det sjældent, at den lette identifi kation holder i det

sidste stadie af udviklingen fra pige til kvinde. Teenagepigerne begynder at spejle sig i om-

verdenen. Det bliver pludselig svært at leve op til de sociale forventninger, forestillingerne

om, hvordan en ægte kvinde gebærder sig og ser ud. Selv de piger, der er smukke i gængs

forstand, er tilbøjelige til at føle, at de ikke er gode nok, spændende nok, kønne nok.

Pigen vil ikke være den, hun ser i spejlet, hun vil være ligesom kvinden i reklamen,

modebladene, i fi lmen eller som popidolet. Et idealbillede, som er en overfl adisk og sam-

fundsbestemt defi nition på, hvad en kvinde virkelig er. (Se mere om sociale forventninger

i kapitel 3 Kvindelighed)

Engang havde jeg selv en idé om, at hvis bare jeg blev enten smuk, rig, klog eller be-

rømt, så ville min lykke været gjort. Var jeg smuk, kunne jeg blive supermodel og samtidig

blive berømt, tjene kassen og dermed have tid til at læse mig klog på hvilket som helst

universitet i verden. Var jeg klog, ville jeg blive berømt, dermed også rig, og så havde jeg

råd til alle de plastiske operationer, der skulle til for at gøre mig smuk. Blev jeg berømt eller

rig, ja, så gav resten sig selv. En rigtig dejlig drøm – og det er jo tilladt at drømme.

Som voksen har de fl este af os lært, at det er urealistisk at blive både rig, klog, smuk og

berømt. Men drømmen om at blive lidt lækrere, lidt smartere eller lidt mere fashionabel,

lever et eller andet sted videre i det indre – hos mange af os. For vi lever i en verden, hvor

det bliver forventet af os, at vi er ideelle kvinder. Med ’ideel’ mener jeg den forventning

eller det billede, som vi møder i vores hverdag via medier, arbejdspladser og politikere, i

vores opdragelse, vores omgangskreds og interaktion mellem mænd og andre kvinder.

Det er en nødvendig kompetence, at vi lærer at fortolke os selv ud fra det. Men det er lige

så nødvendigt, at vi lærer at fl ytte os fra det og fi nde os selv.

Det er her, udfordringen ligger. Det er svært som ung kvinde at skulle lære at defi nere,

differentiere og integrere identitet og personlighed i forhold til omverdenen og de for-

20 Dig og dit klædeskab Personlig stil 21

ventninger og krav, der stilles. At fi nde sit eget ideal i idealet, så at sige. Men det er jo også

her, det bliver spændende, og det er her, man kan opnå det, vi vel alle sammen drømmer

om allerede som 3-årige prinsesser: at blive feteret af mænd og beundret af kvinder.

Det hurtige fi ksMin drøm var at blive rig, smuk, klog og berømt. Andres drøm er måske lidt mere jordnær.

Men udgangspunktet er det samme. Vi forestiller os, at vi vil blive lykkeligere, hvis bare

der kommer nogen eller noget udefra, som hjælper os til at få det bedre med os selv. Vi vil

gerne springe nogle af de kedsommelige udviklingstrin over.

Det har modeverdenen levet højt på i mange år. Den har tilbudt hurtige fi ks i et utal af

variationer over temaet ’Find din stil’. Og fænomenet er ikke spor nyt. Allerede i starten

af det 20. århundrede gav Paul Poiret, en af verdens første haute couture-designere, indi-

viduelle råd til kvinder om deres personlige stil. Det siges, at han kiggede dem hypnotise-

rende ind i øjnene og mumlede de farver, han mente ville harmonere med kvinden.

Med tiden kom der mere fokus på stilarter og forskellighed. Dog har det aldrig været så

nuanceret som i dag. Der var engang, hvor kjolen kun havde en længde og en farveekspert

kunne beskrive, hvilken årstid man havde.

I dag er stilarterne udkrystalliseret til det ekstreme, der er stort set

plads til alt og alle, fra bohemisk farvelade til minimalistisk stramtante.

Derfor er der også sket et enormt boom i mængden af stileksperter,

farveeksperter, image- og trendskabende konsulenter. De er væsentligt

mere nuancerede og har i de fl estes tilfælde papir på deres viden, men

deres beskrivelser af trends og stilarter er stadig i meget generelle ter-

mer og defi nitioner. Og det med rette. For lige meget hvor mange kas-

ser og kategorier de laver, vil der altid være nogen, som er anderledes.

Og det er jo netop det, som karakteriserer vores tid. Man må klæde sig,

som man vil. Afhængig af hvilken stil, kasse eller kategori man føler,

man er, er alt stort set tilladt. Hvilket jo i virkeligheden gør det hele

endnu mere svært at fi nde sig selv og sin stil.

Af samme grund kan man argumentere for, at der nu – mere end

nogensinde før – er brug for folk, der har forstand på modetøj. Folk der

kan fortælle os andre, hvad vi skal have på i forhold til trends, stilarter,

kropsholdning, facon og farver. Og man kan sagtens argumentere for,

at der er behov for alle modejournalisterne, stylisterne, trendspotterne, modedesignerne,

damebladene og journalisterne. For vi har brug for hjælp til at fi nde og bruge denne sæ-

Fordi jeg er vokset op på

landet, hvor håndbold og

badminton var på program-

met tre gange om ugen, har

jeg i hele min barndom gået

træningstøj. Da jeg som

21-årig skulle forholde mig

til min stil, fordi jeg kom på

TV, var det en helt ny verden

der åbnede sig. Derfor er

det stylisterne gennem min

11-årige tv-karriere der har

haft den største indfl ydelse.”

Henriette Honore, tv-værtinde

ALT for damerne, 2004

sons største trends i vores stil. Hvem vil ikke gerne vide, om vi skal være klassisk chic eller

fl amboyante bohemer i år? Og hvor ville det være rart at hoppe et par kedsommelige udvik-

lingstrin om selvindsigt og behov over – og bare købe os til et hurtigt fi ks.

Hvad enten man bliver rig, klog, smuk eller berømt, kan man ikke købe sig til personlig

stil. En tur i stormagasinet med en personlig shopper eller et besøg af en stylist derhjem-

me vil aldrig blive særlig vellykket. Ligesom der er 50% chance for, at vi går fra frisøren

med ærgrelser, hvis ikke vi har beskrevet meget præcist, hvad vi ønsker os, så er risikoen

for, at shopperen og stylisten rammer forkert, tilsvarende stor. For alle designere, stylister

og konsulenter skifter stil og tilgang til moden lige så hurtigt, som modebladene bliver

gamle, og sæsonerne skifter. Og vi kan ikke nå at være med på alle trends. Vi skal altså

fi nde vores egen røde tråd i mylderet af tilbud.

Vi ved også godt, at ægte forandringer ikke sker over night. Selv om man kan drømme

om at spare lidt penge sammen og købe sig til en personlig shoppers gode råd og vejled-

ning, så ved vi et eller andet sted godt, at det ikke løser det grundlæggende problem foran

klædeskabet. Hvis man vil have muskler – og ikke bare tone dem man har – kræver det

2-4 timers ugentlig træning i 9 måneder, fortalte den personlige træner Lotte Arndal mig

engang. Hvis vi vil oparbejde nye ’følelsesmæssige muskler’ – fordybelse og forandring,

selvindsigt og nye sociale færdigheder – kræver det også træning. Hurtige genveje, der

hjælper os til handling på det ydre plan, i form af nogle impulsive tøjindkøb eller en per-

sonlig shoppers trendy valg, giver ikke den fordybelse på det indre følelsesmæssige plan,

der skal til, hvis man selv vil tage ansvar for sin påklædning. Det er det sidste, der fører til

langvarig og grundlæggende forandringer. Forandringer som kan ses i din påklædning og

mærkes, fordi du holder op med at stresse foran klædeskabet og når du skal fi nde tøj i en

forretning (læs mere om forandring i kapitel 4).

Andres styrke din svaghedSelvfølgelig kan den store professionelle skare af modefolk bruges til stor inspiration, de

har vinkler, på moden som kan være inspirerende, og ser trends langt før alle os andre.

Men som jeg også har nævnt tidligere, er det først relevant at se deres vej, når man har

fundet sin egen stil og taget stilling til, hvad man selv har lyst til at udtrykke via sit tøj. I

det øjeblik vi afgiver magten over vores egen dømmekraft, underkaster vi os lidt en an-

dens. Når man låner en andens styrke, fører det til éns egen svaghed.

Den oplevelse havde jeg selv for nogle år siden. Jeg skulle interviewe en af de store

danske designere, som jeg beundrer meget for hendes kreativitet og farvesans. Hendes

design er vældig blomstret, meget feminint og kulørt. Jeg komplimenterede hendes sans

22 Dig og dit klædeskab Personlig stil 23

for farvesammensætninger og sagde, at det er en stil, jeg selv havde vældig svært ved at

klæde mig i. Hun fi k mig overtalt til at blive stylet i hendes design. Et interessant forsøg,

for på få minutter var min person fuldstændig tilsidesat. Fra ’enkel og nærmest underdre-

vet Sofi e’ til ’overhængt juletræ på små 2 meter’. Tøjet var lige så fantastisk som det hele

tiden havde været, mønstrene smukt afstemt og hendes argumentation for at klæde mig,

som hun gjorde, var også fornuftig og overbevisende. Og ja, jeg lignede da også en halv

million, lidt for høj i de stiletter hun havde fundet frem til mig og fyldte måske bare af den

grund lidt rigeligt i lokalet. Men taget ud fra helheden så jeg fl ot ud, og jeg var fascineret

– om end ikke helt overbevist. Det mærkede designeren, og hun kom med endnu fl ere

rosende ord og rettede lidt ekstra på tøjet. Men tøjet var ikke mit tøj – ej heller stilen. Jeg

havde underkastet mig hendes autoritet og var holdt op med at lytte til min egen indre

stemme. Så jeg hoppede på limpinden og købte hele molevitten. Det var først, da jeg kom

hjem, at jeg begyndte at fi nde tilbage til mig selv.

Den oplevelse viste mig endnu en gang, at personlig stil ikke er noget, andre kan give

mig – de kan allerhøjst hjælpe til at komme i tanke om, hvad det er, man ikke vil udtrykke

i sin stil. Det kræver stor menneskelig styrke, ikke at komme til at gøre det, de andre gør.

Det er svært at fi nde sin egen stil, når nu de andre siger, at den er ekslusiv og elegant, eller

at man bør være mere kulørt i sit tøjuni-

vers. I mange myter og eventyr vinder

heltinden først virkelig skatten, når hun

selv forstår løsenet, men hun kæmper

også for det og risikerer at miste den i

et øjebliks uopmærksomhed. Ægte for-

vandlinger sker først, når man tager sig

tid, tager ansvar og selv kommer på ba-

nen som den største autoritet.

Klæder skaber folkMin mor har altid lært mig, at jeg for at

komme ud af en følelse skulle gå ind i

den. Det har altid lydt lidt klichéagtigt

– især fordi hun siger det rigtig tit. Men

det er altså ikke helt dumt. Hvis man fø-

ler sig angst, ked af det, føler glæde eller

lykke, er det først, når følelsen får lov at

fylde, at vi rigtig kan mærke den. Det er jo let nok med de sjove følelser. Mærker vi glæden,

kan vi jo nærmest ikke lade være med at grine. Det er straks værre og sværere med de mør-

ke følelser. Det er som udgangspunkt meget lettere at fortrænge dem – gemme dem langt

ned i det dybe mørke hul i maven. Men vi ved jo godt, at de ikke forsvinder af den grund,

det løser ikke problemet – snarere tværtimod. Vi bliver nødt til at handle på vores følelser,

mærke dem, forholde os til dem og give dem et navn, for at gøre dem håndgribelige. Først

der holder de op med at gøre helt så ondt, og vores krop kan give slip på den lille sorte

klump, der ligger nede i maven. (se mere om kroppens reaktionsmønstre i kapitel 5).

På samme måde kan vi med vores tøj vælge enten at forstærke eller formindske en fø-

lelse. Indimellem kan vi mere eller mindre ubevidst klæde os i joggingbukser og forvaske-

de T-shirts, når vi enten er deprimerede, føler os syge eller er på barsel.

For på den måde at føle depressionen eller sygdommen eller tillade os

at være ligeglade for nu gælder det babyen. Ligesom vi – når manden i

vores liv kommer på besøg (i starten i hvert fald) – vælger at barbere ben

og iføre os vores mest sexede og lækre lingeri. Historien og traditionen

byder os også at bære tøj og farver afhængig af anledning. Vi er i hvide,

festlige marengskjoler, når vi skal giftes, og vi bærer sort, når vi er i sorg.

Vi kan altså enten forstærke eller formindske en følelse via vores påklæd-

ning. På godt og ondt. Godt, når vi bruger tøjet aktivt og bevidst i vores følelsesliv. Ondt, når

vores påklædning bliver inaktiv, ubevidst, eller vi gør det, fordi vi ikke længere kan mærke,

hvad vi føler. Som i eksemplet fra sidste afsnit, hvor jeg ufrivilligt pludselig blev væsentligt

mere larmende i min stil, da jeg blev iklædt blomster, farver, volanter og stiletter.

At turde mærke alle sine følelser og at være på bølgelængde med dem i det daglige

og på alle niveauer kræver mange års træning og stor indsigt i sig selv. Men en del af det

er også bare en vanesag – f.eks. det der med barselstøjet. Jeg elskede de der underbukser

med ben fra hospitalet i adskillige måneder efter begge mine fødsler. Til sidst måtte min

mor træde i karakter og vride dem af mig. For de var blevet symbol på noget, jeg ikke læn-

gere kunne huske, hvad var. Jeg havde glemt årsagen, men var blevet i vanen. (Se mere

om årsagssammenhænge i kapitel 4.)

Vi kan naturligvis ikke leve uden vanen. Ellers skulle vi overveje, revurdere og tænke

over alt, hvad vi gjorde i hverdagen. Fra hvordan vi laver havregrød, til hvordan vi hol-

der telefonen, når vi taler i den. Men når vi gør, som vi plejer, er der ting, oplevelser,

overvejelser, muligheder osv., som vi ikke får med. Vi får et selektivt syn, og det kan få

konsekvenser – ikke bare i vores tøj (se også kapitel 5 om selektivt syn). Glemmer vi det,

der betyder noget for os – også i klædeskabet, fordi vi i en periode måske har været nødt

til at give slip på det – f.eks. den yndige blonde-bh, til fordel for amme-bh’en – kan det

Dårlig stil er, når kvinder

klæder sig, så det ikke passer

til dem. Det handler ikke om

hoftemål eller skønhed.

Gitte Dyrberg, (Dyrberg/Kernn),

ALT for damerne, 2002

24 Dig og dit klædeskab Personlig stil 25

få stor indfl ydelse på vores følelsesliv. For eksempel hvis vi glemmer at vende tilbage til

den oprindelige vane. Som kvinde føler vi os sjældent særlig smukke og attråværdige i en

amme-bh. Det tog mig lidt tid at skifte den ud. I begyndelsen mest fordi jeg var lidt bange

for at skulle fi nde min nye rolle som både mor og kvinde – senere fordi den var blevet en

dårlig vane. Jeg tror heller ikke, der er særlig mange mænd, som tænder på gamle mæl-

kesure bh’er.

Vores påklædning bliver nemt symbol på vores tilstand. Nogle gange skal der ikke så

meget til for, at man ændrer en dårlig vane. F.eks. har jeg ofte oplevet kvinder genfi nde

tøj og en glemt, men elsket identitet, når jeg eller Helle (Schjønning, min gode ven og tro

fotograf på Klædeskabene) har udtrykt interesse for et stykke tøj. Og den følelse kender de

fl este vel. Man kan også blive helt ærgerlig, når man har foræret en bluse eller et par sko

væk til en veninde, som man ikke har gået med i 100 år, og så ser hende smart og trendy i

den senere. Andre gange skal der lidt mere til for at ændre en dårlig vane.

Øvelser Skriv kort ned, hvad du umiddelbart synes, kendetegner dig:

Hvem er du? Personlige karakteristika som: hvordan ser du ud,

hvad er din hårfarve, hvor høj er du, hvad vejer du, hvordan er din

krop – høj, lav osv.

Hvad er du? Af mere materiel karakter: hvad laver du, er du mor, hvor bor du, hvad klæ-

der du dig i, hvad er dine yndlingsfarver osv.?

Hvor vil du gerne være/hen? Hvad er dine drømme – indeholder lidt af det hele fra de

to foregående spørgsmål: hvordan drømmer du om at se ud, hvad drømmer du om at

arbejde med, vil du gerne være mor, hvilken tøjstil vil du gerne have osv. Du skal ikke

skrive et langt hovedværk, men gør dig nogle korte overvejelser, som en start. Vi vender

tilbage til de spørgsmål fl ere gange i bogen.

Kig på dig selv så objektivt som muligt og overvej følgende punkter:

Er der noget, du har slækket på?

Er der områder, du har glemt?

Hvad kan du bedst lide ved dit tøjvalg?

Har du en dårlig vane i forhold til din måde at gå klædt/dit udseende?

Hvad kan du godt lide ved din krop?

Hvad kan du godt lide at fremhæve ved din krop/har glemt at fremhæve?

Hvordan udtrykker du dine sindsstemninger via dit tøj?

Hvad ønsker du, at du blev bedre til med din stil, nu og i fremtiden?

Husk at alle øvelser i denne bog handler om, at du skal blive bedre til det, du er god til.

Det er ikke en fi nd 5 fejl-opgave. Så lad være med at slå dig selv i hovedet med de 5 kg, der

stadig sidder på hofterne, klædeskabets manglende Versacekjoler osv. Tænk positivt, tænk

enkelt og vær tålmodig med dig selv. Rom blev ikke bygget på en dag – det bliver indholdet

i dit nye klædeskab heller ikke.

Tjekliste Personlig stil betyder, at man har sin egen unikke smag.

Personlig stil kræver, at man forholder sig til sig selv, sine

egne værdier og lærer at identifi cere, differentiere og inte-

grere.

Det samfundsbestemte kvindeideal er ikke nødvendigvis

dit ideal.

Man bliver ikke lykkeligere og får ikke bedre stil af designer-

tøj.

Modetøj er noget, kvinder med personlig stil kan bruge som

redskab til at understrege deres stil.

Hurtige fi ks hjælper ingenting.

Mode-autoriteter gør ikke din stil autentisk, nærmere

tværtimod.

Du bliver, hvad du klæder dig.

Dårlige vaner kan have skidt indfl ydelse på din stil.

26 Dig og dit klædeskab Personlig stil 27

Navn: Mille Dinesen, født 1974

Stilling: Skuespiller

Fortid: Blev landskendt for sin rolle som Nynne i ’Nynnes Dagbog’ – fi lmen og tv-serien på TV3

Civilstatus: Bor alene.

INTERVIEW MED

Mille DinesenHvad er personlig stil for dig? Personlig stil er det, som kendetegner personen, og som er

typisk for netop hende.

Har du nogensinde været i armene på en stylist, som tog din personlighed fra dig? Både ja og

nej. Siden Nynne er jeg lidt ufrivilligt blevet puttet i en kasse som en, der helst kun køber

tasker hos Bottega Veneta – som jeg derefter propper med en masse sjove ting. Det hand-

ler ikke om stylisten, mere om at andre kommer til at sætte lighedstegn mellem Nynne-

fi guren og Mille-personen. Når det så er sagt, er der ingen tvivl om, at netop den rolle og

stylisten bag har givet mig input til at tænke anderledes over mit tøj. Og det i en positiv

retning.

Bruger du dit tøj i dit følelsesliv? Hele tiden. Jeg har en del blå dage i mit liv. De dage skal

jeg have trygt tøj på, hvor man helst ikke kan se de kvindelige former– tøj man kan putte

sig og gemme sig lidt i. Er jeg kommet til at hoppe i et par høje hæle eller et par stramme

jeans, tager jeg hjem og skifter. Måske handler det også om, at jeg har brug for at være

privat – det føler jeg mig, når jeg gemmer mig lidt væk. Men lige meget hvor forståeligt

det er, så er det altså også både hæmmende og ærgerligt. For det kan fylde rigtig meget,

og det kan betyde, at jeg afholder mig fra at komme til især offentlige, men også private

arrangementer.

Har du nogle dårlige vaner i måden, du klæder dig? Det er nok det der store tøj, som jeg

vender tilbage til, hver gang jeg er lidt blå i hovedet. Den stammer helt tilbage fra mine

tidlige teenageår, hvor jeg var lidt for ranglet og først fi k bryster lang tid efter de andre pi-

28 Dig og dit klædeskab Personlig stil 29

ger. Dengang gemte jeg mig også væk i store kassebukser og overdimensionerede skjorter.

Jeg var eller ville måske ikke i kontakt med min feminine side. Det var meget nemmere

for mig at bøvse om kap med drengene frem for at hvine med pigerne. Som modstykke

har jeg også for vane at købe lidt for stramt tøj – måske for at udligne mine dage med det

overdimensionerede.

Kender du følelsen af at føle dig fremmedgjort også i din stil? Jeg kan huske at jeg engang

i slut-80´erne hoppede med på vognen med Marc O´Polo-sweatshirts og Docksides-sko.

Det passede slet ikke til at leve i Brumleby, hvor toilettet var i gården og man skulle hente

koks hver morgen for at få lidt varme i stuerne. Så følte jeg mig alligevel mere hjemme, da

jeg som student tog en slidt læderjakke og fl ade sko ud over studenterkjolen.

Kan du kombinere din egen kvindelighed med samfundets idealbillede? Jeg begyndte i

hvert fald først at vise og at lære mine kvindelige sider at kende, da jeg startede i gymna-

siet. For første gang så man mig i kjoler og høje sko. Indtil da havde jeg gemt mig i stort og

drenget tøj.

Har du haft en krise, der ændrede dit udtryk? For små fi re år siden blev jeg skilt efter et 12

års langt samliv. Det har helt klart rykket ved min oplevelse af hvor og hvad jeg er. Jeg er

ved at genskabe mig selv og lære mig selv at kende på ny. Det har naturligvis også en ind-

fl ydelse på min stil – jeg er nok lidt mere søgende, end jeg har været længe.

Forandring fryder, men synes du også, det er svært at forandre din stil? Jeg er en trygheds-

basse – så jeg har ret svært ved at ændre for meget og for hurtigt. Når jeg fl ytter mig, er det

ofte via mine roller. Her får jeg lov til at prøve mig selv af som noget nyt – og nogle gange

kan jeg faktisk optage det i mit liv som en god og ny vane.

Hvor er du mest – i hjernen eller kroppen? Jeg ved af ren og skær erfaring, at det er bedst,

når jeg er mest i min krop. Hvis jeg skulle stole på mine tanker, ville jeg være på spanden.

Problemet med kroppen er, at den er meget ukonkret. Eller det vil sige, den reagerer jo me-

get spontant, men svaret på, hvorfor den reagerer, er ikke sådan lige at fi nde. Jeg ved f.eks.,

at hvis jeg taber mig, så er det fordi, der er noget galt, at jeg er ked af noget. Mere konkret

bliver det ikke. Det svære er jo så at fi nde ud af, hvad jeg er ked af. Omvendt synes jeg også

at have bemærket, at jo bedre jeg passer på min krop – jo bedre bliver den (og jeg) også til

at klare sig, også når det handler om de ukonkrete følelser.

Har din mor nogensinde udtalt sig om din påklædning? Hun har altid bekymret sig, om jeg

havde varmt nok tøj på – og havde husket mine cykellygter – og så har hun ofte sagt den

der mor-sætning som ”Ihhh hvor ville du se skøn ud, hvis …”, og den sætning er jeg selv

begyndt at bruge over for min lillesøster. Men hun ville altså også virkelig se smuk ud, hvis

hun lod sit hår hænge løst … bare en gang imellem!

Bedømmer du mennesker ud fra deres tøj? Ja, jeg kan f.eks. blive helt sindssyg, når jeg ser

alt for pæne piger i hvide skjorter og knæstrømper. Jeg får lyst til at ruske i dem og huske

dem på, at de også indeholder noget andet … Ofte bliver man jo provokeret af det man ikke

kan selv – måske handler det mere om det ...?

Hvornår føler du dig selv kvindelig? For nylig var jeg iklædt en timeglasformet lang kjole

med slæb. Der følte jeg mig ret kvindelig. Jeg føler mig også kvindelig, når jeg husker at

tage smykker på. Ikke de der små yndige hjerter i ørerne. Dem kan jeg (desværre) ikke

fi nde ud af. Det skal være de store lidt mere robuste af slagsen. Det er ligesom med sko.

Enten har jeg høje, høje sko på, eller også er det gummisko.

Hvor mange frisurer og frisører har du været igennem? Inden Nynne klippede jeg selv, eller

min mor, mit hår. Derfor var Nynnes frisure den første, jeg nogensinde har haft. Og jeg var

faktisk overrasket over, hvor meget det betød for mig at få klippet de 15 centimeter af. Det

var ligesom om, noget af min personlighed forsvandt – min kvindelighed.

Hvad er din største passion, og hvordan er den en del af din stil? Med risiko for at komme

til at lyde som en kedelig helligrøv, er sundhed og velvære to emner, som fylder meget i

mit univers. Jeg ved ikke, om jeg har det med i min måde at klæde mig. Måske i overført

betydning. For i sundhed og velvære lægger jeg vægt på kvaliteter som ro, orden og medi-

tative tilstande, som bl.a. opstår via yoga eller havearbejde. Jeg kan godt lidt tanken om at

det jeg spiser er rent, er økologisk og usminket. I mit klædeskab er der intet storblomstret,

jeg duer ikke i print og multikulørte design. Jeg har det bedst i roligt, ensfarvet og blødt tøj.

Der sniger sig fl ere farver ind, men jeg tror aldrig, det bliver mønstret. Jeg har det bedst i

tøj, som føles naturligt og trygt at have på.

Hvad er din målsætning, og hvordan vil du gerne have, at den udtrykkes i din stil? Jeg vil

gerne give udtryk for at være lidt af det hele. En lækker hustru, en fantastisk mor, en rigtig

god skuespiller og en pissegod veninde. I hvilken rækkefølge og hvordan er jeg stadig ikke

30 Dig og dit klædeskab Personlig stil 31

helt klar på – som sagt, jeg er i gang med en relancering. Lige nu fokuserer jeg mest på at

få et sundt indre – så må resten komme bagefter.

Bor du også, som du klæder dig? Ja. Der foregår så meget oppe i mit hoved hele tiden, at jeg

– som i mit tøj, bliver nødt til at holde orden og holde mig fra de storblomstrede puder. Mit

hjem er meget lyst, meget rent, meget enkelt og meget kontrolleret.

Har du et shopaholic-gen? Jeg har aldrig rigtig været den der pige, som læser modeblade

og som elsker at shoppe. Men når det så er sagt, så ved jeg da godt, at i de perioder hvor jeg

f.eks. kun arbejder om aftenen, har jeg rigtig svært ved ikke at berettige et behov for nye

sko eller gamacher fra Moshi Moshi. F.eks. syntes jeg engang, at jeg også skulle være en af

dem, der havde masser af sexet undertøj i skuffen. Jeg købte tre dyre sæt og en bikini på

samme tid – og har stort set aldrig haft noget af det på. Undertøj skal altså være praktisk

og fungere under tøjet, ikke omvendt. Jeg kan også synes, at det er så synd for mig selv,

hvis jeg f.eks. får et skattesmæk på 40.000, at jeg bliver nødt til at købe noget dyrt til mig

selv.

Hvordan ville du se ud, hvis din krop var perfekt? Så havde jeg en lidt mindre næse, lidt

større barm og længere øjenvipper.

Kender du følelsen af jalousi i forhold til dine veninder? Ja, det sker primært i de perioder,

jeg selv er i underskud – de blå dage hvor jeg pakker mig ind i beskyttende lag. De dage

synes jeg at alle andre er mere fantastiske og meget heldigere end mig – de har også en

mindre næse …

Hvem gør du dig skøn for? Den kæreste, som er i mit liv.

Kender du følelsen af ikke at kunne gå udenfor uden makeup? Det sker ofte, at jeg ikke går

med makeup. Hvis jeg er på teatret eller optager en fi lm, så har jeg sjældent makeup på

i min fritid. Men generelt synes jeg, at makeup skal se så naturlig ud som muligt. Derfor

bruger jeg kun mascara og lidt løst pudder.

Tror du også på vand og masser af søvn, eller skal der produkter til? Jeg tror, at 80 procent

af vores skønhed kommer fra kosten. Når det er sagt, bruger jeg da også produkter. Eneste

regel er, at de skal være økologiske.

Hvor tit rydder du ud i dit klædeskab? Om foråret – det er ofte der, jeg får energien til at se

det hele lidt fra oven.

Hvad gør du, når der skal ryddes ud? Jeg er næsten for god til at smide ud. Det ærgrer mig

faktisk lidt indimellem. Jeg har også nostalgiting – men de ligger pakket ned på loftet.

122 Dig og dit klædeskab Kroppen 123

Navn: Hella Joof, født 1962

Stilling: Filminstruktør og skuespiller.

Fortid: Er bl.a. kvinden bag DR’s tv-dramaserie Album, spillefi lmene ’En kort en lang’ (2001),

’Oh happy day’ (2004) og ’Fidibus’ (2006) samt den svenske fi lm ’Linas Kvällsbok’ (2007).

Civilstatus: Kæreste med Snit, som er læge. De har kendt hinanden siden 2003.

Mor til Olivia, født i 1988.

INTERVIEW MED

Hella JoofHvad er din største passion, og hvordan udtrykker du den i din stil? Kærlighed, sex, selska-

belighed, mad og vin, musik, mit job og at nyde udsigten! Det handler om kvalitet, det

handler om tid, og det handler om overskud. Da jeg var yngre og levede alene med min

datter, råbte jeg altid ”Kvantitet frem for kvalitet” og styrtede ud i Ikea (det gør jeg nu

stadig). Dengang havde jeg ikke råd til noget som helst. I dag er der hverken bleer eller in-

stitutioner, som dræner budgettet, og min datter har sit eget liv. Pludselig har jeg råd til at

gå på dejlige pebrede restaurantbesøg, lade mig opsuge af mit arbejde og have overskud

til at have en dejlig mand i mit liv. Det er en fantastisk oplevelse – og giver mig en daglig

lykkefølelse at føle den frihed. I min stil udtrykker det sig ved at jeg er blevet mere kvali-

tetsbevidst, og jeg bruger tid på at klæde mig, dyrke mine morgenrutiner og smøre mig

med lækre cremer. Jeg kan sågar fi nde på at hænge mit tøj op i stuen, bare for at nyde det,

og udstille mine sko som små kunstværker.

Hvad er personlig stil for dig? Det er, når jeg møder kvinder på gaden eller er sammen med

mine veninder og synes, de er sindssygt smarte. Når jeg forundres over, hvordan de har

fundet på at snøre snørebåndet fra gummiskoen op ad benet som en balletsko eller har

klippet ærmet af blusen, så den lige får det ekstra udtryk. Alt sammen noget som kræver

personlighed, kreativitet og selvværd, ikke mindst. For det kræver sin kvinde at turde være

både farvestrålende og anderledes.

124 Dig og dit klædeskab Kroppen 125

Bedømmer du mennesker ud fra deres tøj? Jeg registrerer i hvert fald altid, hvis jeg synes

folk er smarte i tøjet. Eneste tidspunkt jeg virkelig bliver stram i masken er, når jeg ser

slidte sko. En nedslidt, fl osset høj hæl kan gøre mig nærmest deprimeret. Måske er det no-

get i min opdragelse, jeg synes det ser så fattigt ud. Det går kun, hvis man er på SU og kører

sådan en trashet stil. Nej ikke engang! Jeg ser heller ikke med milde øjne på dem, som kun

går i mærkevarer – det signalerer falsk tryghed.

Hvad er identitet for dig? Den har i hvert fald meget lidt med moden at gøre. Jeg synes det

er sjovt at spørge Uffe Buchard om hvad der er must-haves i denne sæson, men jeg ser det

mere som skæg og udklædning. Jeg lægger ikke min identitet i det – ikke længere.

Kender du følelsen af at føle dig fremmedgjort også i din stil? Jeg kender i hvert fald følelsen

af, at jeg bliver både glad og lidt overrasket, når nogen siger, at jeg ser smart ud i tøjet. For

det meste beder jeg dem udpege, hvad præcis det er, de synes ser godt ud. For det er jeg

selv lidt usikker omkring.

Har du nogensinde været i armene på en stylist, som tog din personlighed fra dig? Ja, det

har jeg. Og det handler ikke altid om, at jeg føler mig for tyk i tøjet – for så kan jeg bare

tabe mig! Det handler om, at jeg simpelthen får noget forkert på. Nu ved jeg heldigvis,

hvornår det sker, det er nemlig de gange, jeg ikke selv har styrken til at sige fra. Nogle

gange fordi jeg er træt, andre gange fordi jeg er i en periode, hvor jeg føler et lavt selvværd.

I de situationer har jeg været bange for at virke for skuespiller-krukket, hvis jeg siger nej.

Jeg har ikke styrken til at fastholde mig selv. Heldigvis er jeg nu ved at blive så gammel,

at damebladene er holdt op med at sende en stylist, når jeg skal interviewes. De synes vel

ikke, det kan betale sig! Og det er faktisk rart. Jeg bliver jo forhåbentlig interviewet, fordi

jeg har noget på hjerte – og det er vigtigere, at læseren fokuserer på det, jeg siger, frem for

om den kjole, jeg har på, er fra Uffe Frank eller Marni (åh, lad det ske!).

Hvad gør du, når du har tøjkrise? Jeg har lært at gennemskue mekanismerne. Nu ved jeg,

at hvis jeg begynder at stå som en anden hyperventilerende Meryl Streep i ’Falling in

Love’ – inden hun skal møde Robert De Niro, så skal jeg forlade klædeskabet og sætte mig

ind i sofaen og puste ud. Her skal jeg tale beroligende til mig selv og huske mig selv på

følgende. At jeg nok ikke er den pæneste, jeg er garanteret heller ikke den yngste, ej heller

den slankeste. Men jeg er nok en af de klogeste. Det tøj, jeg skal have på, skal ikke forsøge

at være kæmpe sexet med en strop, som falder ned – for det kan jeg alligevel ikke leve op

til. Jeg skal tænke anderledes. Mit tøj skal være trygt, og det vil sige hellere nedtonet, og

så må jeg køre den hjem på charmen. Til gengæld lover jeg, at jeg bliver sjov at sidde til

bords med.

Har du et shopaholic-gen? Ja, men jeg shoppper ikke længere i panik. I dag handler det

mere om den frihedsfølelse, jeg generelt føler i mit liv. F.eks. har jeg netop været i London.

Jeg shoppede lige rigeligt. Men nød at sprede det hele ud på hotelværelset og bare kigge

på mine fund. Små skatte, købt for mine egne penge, som jeg har tjent ved at arbejde,

ikke ved at være gift med en rig mand! Der er ingen børnehave, der skal betales i næste

måned.

Hvornår laver du fejlkøb? Konstant. Det skyldes ganske enkelt, at jeg hader prøverum og

aldrig bevæger mig ind i et. Derfor er der 50 procent chance for, at det jeg køber sidder dår-

ligt. Er det dyrt, bytter jeg det. Er det fra H&M eller Topshop, ryger det til min datter eller

veninder. Det får aldrig lov til at hænge i skabet.

Hvad er blevet din bedste og værste vane i din stil? At jeg hele mit liv har købt stort set

samme slags tøj. Bukser i knickers-længden, trekvartlange støvler, kasketter og en skjorte-

bluse. Siden gymnasiet har jeg stort set kun gået i det. I 80’erne var det berberbukser, det

er det sjovt nok igen. Et lidt andet snit, men udtrykket er det samme. På den ene side er det

rart, for jeg har ret nemt ved at navigere i moden, på den anden side synes jeg indimellem,

det er lidt kedeligt, at jeg ikke kan fi nde ud af at gå i f.eks. nederdel.

Har du nogensinde sat dig mål, du ikke kunne overholde? Stiletter. Jeg vil så gerne kunne gå

i dem. Men de ryger altid af inden forretten. Jeg har endnu ikke taget konsekvensen – jeg

kan ikke lade være med at købe dem.

Har din mor nogensinde udtalt sig om din stil? Hun bestilte ikke andet. Jeg tror, hun gjorde

det, fordi hun bekymrede sig meget for, at jeg skulle skille mig endnu mere ud, end jeg i for-

vejen gjorde – med min hudfarve, min mor var hvid. Sådan tænkte jeg ikke dengang – da

blev jeg bare endnu mere larmende i min stil, når hun forsøgte at stoppe mig. Og det ær-

gerlige er, at jo mere jeg larmede, jo mere usikker blev jeg indeni. En underlig mekanisme.

Er du også selv dominerende over for din datter? Jeg har netop besluttet, at jeg ikke længere

vil blande mig i Olivias tøjstil. Det er okay at gå i gårdsangersko ... Nu skal hun kun roses

og stryges med hårene. Jeg hjælper hende til at fokusere på hendes talenter og hendes

skønhed. Det må være moderens opgave!

126 Dig og dit klædeskab Kroppen 127

Kender du angsten for at komme til at ligne din mor? Flere gange om dagen kan jeg se min

mor stå og grine til mig inde i spejlet. Jeg forsøger at omfavne hende og irritationen over

at ligne hende. Nu hun er død, er det blevet lidt lettere. Når Olivia påpeger, at jeg ligner

hende, beder jeg hende altid udpege præcis hvor og hvornår, så jeg kan memorere situa-

tionen og prøve at ændre den næste gang! Men det er jo også sjovt! Man løber hele vejen

rundt om jorden for at slippe væk fra sin mor og ender med at ligne hende! Men først og

fremmest kan man jo sørge for ikke at begynde at gå i mor-tøj!

Siger du nogensinde, at du elsker dig selv, når du ser dig i spejlet? Ikke så direkte, men jeg

ved, at det virker positivt på éns selvfølelse, hvis jeg husker mig selv på, at jeg er okay. Jeg

ved også, at jeg kan få det lidt bedre, hvis jeg på dårlige dage klæder mig rigtig pænt på

og tager makeup på, således at mit ydre maskerer, hvordan jeg har det indeni. Tilsammen

kan det faktisk gå hen og blive en helt udmærket dag.

Hvornår har du sidst haft selektivt syn? Det sker løbende. Jeg ved godt, at når jeg ser mig

selv i spejlet, så suger jeg kinderne ind og løfter øjenbrynet og synes, det nok skal gå. Nogle

gange virker det bare ikke. Så synes jeg, at jeg er tudegrim, og at mit ansigt er styrtet sam-

men. Så må jeg hen og fi nde et billede frem, fra da jeg var 17 og minde mig om, at jeg selv

dengang – hvor jeg nu kun ser en smuk, ung, tynd pige – heller ikke kunne lide mit eget

spejlbillede. Det plejer at hjælpe lidt.

Hvordan ville du se ud, hvis din krop var perfekt? Tykkere hår! Længere ben! Tyndere! Min

veninde Ellen Hillingsø har meget klogt sagt, at man må veje det, man har lyst til – bare

man har selvværd til det og kan leve op til det. Jeg vil gerne tabe syv kilo, men jeg tror ikke,

jeg har lavt nok selvværd til, at jeg rigtig gider fokusere på det.

Hvilken kvindelig arketype fylder mest i dit klædeskab? Jeg håber, at jeg indeholder dem

alle sammen. Amazonen har det nok med at dominere.

Hvad forbinder du med kvindelighed? Jeg synes, kvindelighed er noget, man har indeni.

Selvfølgelig er man mere kvindelig og sexet – i mænds øjne – hvis man står i stiletter og en

stram kjole, men efter to glas rødvin er den sæbeboble alligevel sprunget. Ligeledes er der

nogen, som synes, at det er kvindeligt med geisha-agtig opførsel eller masser af fl æser og

dukke-makeup. For mig er det falsk varebetegnelse. Den virkelige kvindelighed synes jeg,

er noget indvendigt. Jeg føler mig f.eks. stadig meget kvindelig, selv om jeg står i en over-

levelsesdragt uden mascara på et fi lm-set en kold vintermorgen. Kvindelighed er for mig

noget med at kunne multitaske. At skylle salatblade med smukke hænder, være noget for

sin mand, pusle om sit barn, gro blomster i haven, beværte sine venner, passe sit arbejde

og gøre det hele godt, ærligt og med hjertet. At give er kvindeligt.

Hvem er din største heltinde? Jeg syntes Suzanne Brøgger er noget af det smukkeste i hele

verden. Hun har kæmpe stil – hele vejen rundt.

Ligner du også dit stilikon (bare lidt)? Nej, overhovedet ikke! Jeg er meget betaget af det

androgyne og drengede look. Den unge smukke Freja Beha (fotomodel, red.) ser fantastisk

ud og ældgamle gennemrynkede Karen Blixen og Jytte Boberg var meget fascinerende i

deres aristokratiske og MEGET tynde look.

Hvad er din målsætning – og hvordan skal det udtrykkes i din stil? Jeg går meget op i at

holde min krop sund og stærk – hvis jeg som sidegevinst også kan tabe mig, er det fi nt.

Men hovedformålet er, at jeg ikke vil brase sammen, når jeg bliver ældre. Stilmæssigt en-

der jeg nok i lilla fodlange kjoler og store turbaner.

Hvor er du mest – i hjernen eller kroppen? Jeg er meget i hovedet, men jeg har lært, at

kroppen er den, som fortæller mig, hvordan jeg har det. Øvelsen er så at oversætte ma-

vefornemmelsen til menneskesprog – især når éns hjerne larmer så meget, som min gør.

Yoga er med til at give mig lidt mere kropsfornemmelse. Jeg er meget opmærksom på,

hvor vigtigt det er at have en stærk krop. Men jeg bliver nok desværre aldrig sådan en, der

starter dagen med et stort glas vand og en løbetur.

Hvor mange mislykkede diæter har du været på? Mange. Nu har jeg lært det. Diæt er for

mig lig med spiseforstyrrelse. Jeg tager konsekvent på, når jeg vil tabe mig. Måske fordi jeg

generelt altid har startet en kur, når jeg var ked af mig selv. Dumt, for det er når jeg er ked

af det, at jeg spiser allermest. Så er behovet for at fylde sig op og undgå at mærke hullet i

maven jo allerstørst. Ligeledes ved jeg også godt, at når jeg er rigtig ked af det – sådan rig-

tig ked af det – så taber jeg mig helt af mig selv. Det handler altså for mig om at balancere

i mit liv, så gør vægten det stort set også. Plus minus …

Hvem gør du dig skøn for? Jeg vil gerne gøre mig umage, for min kæreste kan godt lide,

når jeg gør noget kjole-noget – måske fordi det sker så sjældent. Og så gør jeg mig også

umage, når jeg ved, at jeg skal til noget premiere eller modefest og med garanti vil få

elevatorblikket eller vil blive fotograferet til bladene. I den sammenhæng vil jeg virke-

128 Dig og dit klædeskab Kroppen 129

lig gerne minimere risikoen for efterfølgende at være hende, der bliver talt medlidende

om.

Bruger du (for) meget tid på din skønhed? Jeg har i hvert fald en ret høj moral i forhold til

mine skønhedsrutiner. Jeg skal i bad mindst hver morgen, skal stryge mit tøj, og jeg bruger

en masse cremer hver dag. Og spiser helsepiller og kolde olier. Og pludselig er der noget,

som virker. Og de dage jeg er lidt tipsy, gør jeg nok endnu mere ud af det – det hjælper på

éns humør, hvis man ser lidt pæn ud.

Kender du følelsen af jalousi i forhold til dine veninder? Jeg husker tydeligt sidste gang,

jeg oplevede den frygtelige følelse at være jaloux. Det var i starten af det her århundrede,

hvor min veninde Lotte og jeg tog på Krasnapolsky efter en premiere. Hun havde det

skønt, så skøn ud. Jeg havde det hæsligt. Hun var ombejlet af mænd – og der var også en

sød en, som gerne ville kysse på mig men jeg var så paranoid, at jeg næsten troede, det

var skjult kamera. Jeg følte mig grim og gammel og mislykket og var misundelig på Lotte

over, at hun var så god til det hele. Jeg gik hjem, ædt op af selvhad, og lagde mig i min

seng. Der lå jeg så i 14 dage. Den oplevelse lærte mig, at jalousi alene er noget i éns eget

lorteliv. Det handlede ikke om at Lotte var meget pænere, tyndere, har højere kindben el-

ler er mere ombejlet af mænd – end mig. Det handlede om, at jeg havde verdens laveste

selvværd. Jeg lå og tænkte hele mit liv igennem og havde reelt en lille depression. Men jeg

føler, jeg kom ud på den anden side. I dag føler jeg ikke længere jalousi. Selvfølgelig har

jeg stadig dage med sporadisk lavt selvværd, men jeg ved, hvordan følelsen kan tackles,

og jeg ved, at jeg bliver nødt til at handle på det med det samme. Og man kan ikke shoppe

sig ud af det!

Hvor mange frisurer og frisører har du været igennem? Jeg klipper mit hår selv. Har haft for

mange elendige oplevelser med trefarvet hår og Slade-pandehår, fordi frisøren ikke troede

på, at mit hår krøller op og bliver halv så langt, som når det er vådt! Jeg går tit med hat eller

tørklæde om håret, så mit hår har ikke det store fokus.

Hvor tit rydder du ud i dit klædeskab? Jeg gør det løbende. Indimellem skal jeg lige tage mig

sammen, for det er en lille erkendelsesrejse hver gang. Her mener jeg bl.a., når man skal ind-

se, at man aldrig kommer tilbage til en str. 36. Og at nu er det tid at tage det ud af skabet.

Hvad gør du, når der skal ryddes ud? Det meste giver jeg til Kirkens Korshær, her gør det

gavn. Noget gemmer jeg til min datter, og noget ryger til veninderne.