dkkina104_ok

VENSKAB-DANMARK-KINA.DK NR.

1042015

FØLG OS PÅFACEBOOK/DANMARK-KINA

INDHOLD

Redaktion: Julie Brink (ansv.), Torben Brink og Hans Jørgen Hinrup

Tryk: WERKs Gra iske Hus a|s, Aarhus

Danmark-Kina (DkK)“For enin gens formål er at fremme venskabet mellem det dan ske og det ki ne si ske folk ved at give alsidig op lys ning om forholdene i Kina og ved at ar bej de for at udvikle for bin del sen mel lem de to lan de. Foreningen er ua hæn gig af po li ti ske og økonomiske in te res ser.”

DkK blev stiftet i 1952, og blandt foreningens aktiviteter er at:• arrangere møder, foredrag og events• udgive bladet Danmark-Kina• formidle abonnement på kinesiske tidsskrifter• arrangere rejser til Kina for interessegrupper• udleje skolekasser og udstillinger

Tlf.: 86 23 10 [email protected]

3

8

1212

1313

1919

2222

2828

3434

3838

4040

4444

4646

4848

LEDER

DANMARK-KINA NR. 104NR. 104 2015

FORSTÅELSEN AF BRYSTKRÆFT BLANDT KINESISKE KVINDER Ophelia Långstedt

KUNSTEN AT LÆRE SÆRE TONER OG MÆRKELIGE STRØG Troels Kjems Petersen

MIN KINESISKE FAMILIE Gustav Nørgaard Bødiker

XI DADA – MANDEN FOR DET HELENils Thostrup

MELLEM HIMMEL OG JORDBirgitte Crawfurd

JEG EN Ø MIG BYGGE VIL Morten Hetmar Vestergaard

MELLEMSTORE MAGTER OG KINA Morten Hetmar Vestergaard

KINESISK KALEJDOSKOP Nils Thostrup

UNIT 731 Julie Brink

FIRE ANMELDELSER

EN ROSENKRANS SKIFTER HÆNDER Torben Brink

DKK NYT

SKRIVEMASKINE Nils Thostrup

Kontingent pr. år:Enkeltmedlemmer 275 kr.Parmedlemmer 395 kr.Pensionister og studerende 190 kr.Kollektive medlemmer 950 kr.

Abonnement 275 om året.

Foreningens kontonummer: 9004 4575249200

NATHUEN

Danmark-Kina er ikke en politisk forening. Vi præsenterer os selv som upolitiske, og det skal forstås som ikke partipolitiske. Medlemmerne tages ikke til indtægt for en bestemt politisk holdning.

Men dermed ikke være sagt, at vi ikke står for noget. Tværtimod. Og vi har også lov til at have vores meninger hver især. Det, vi blot vil søge at sikre, er, at man har noget at have dem i.

Vi har til formål at oplyse om Kina i Danmark. Vi yder vores bidrag til, at man kan tage stilling på et oplyst grundlag. Ingen lever i en osteklokke, og man må forholde sig til den større verden, der samtidig bliver mindre og mindre, for hvad der sker på vores fælles klode, berører på en eller anden måde os alle.

Nu har vi ikke til formål at oplyse om Danmark i Kina. Men selv om vi stadig i Kina er meget kendt for det traditionelle som H.C. Andersens eventyr og det mere moderne som en forbilledlig industri, så begynder der nu at dukke andre facetter op.

I Politiken (den 17. juni) fortalte en dansk advokat i Kina, at han mere og mere møder en opfattelse af Danmark som et småtskårent og fremmed-jendsk land. Uanset realiteter er det en opfattelse, der kræver et modbil-

lede.Andre må tage sig af, hvordan Danmark skildres i Kina. Men vi kan

som forening og gennem magasinet Danmark-Kina være med til at give danskere en solid viden om og et a balanceret kendskab til den virkelighed, der er Kinas.

Vi er stolte over igen at kunne sende et magasin på gaden, der kommer rundt om meget og giver lyst til at blive klogere på mere.

Uvidenhed er grobund for frygt. Vi siger vores formål helt kort: at kendskab er basis for venskab. Tager vi vores erfaringer fra fejringen af kinesisk nytår in mente, så er der blandt danskere stor åbenhed, interesse og nysgerrighed overfor andre kulturer og væremåder. Lad os ikke trække nathuen helt ned over øjnene.

For egen regning– og god sommer

Julie Brink

Forsidefoto: Skolepige fra miao-minoriteten,

Yunnanprovinsen, 2005.Foto af Fengxian Lin,

hvis bog Spor er anmeldt s. 43

DANMARK-KINA NR. 104NR. 104 2015 3

AF OPHELIA LÅNGSTEDT

KULTURELLE OPFATTELSER AF SUNDHED OG SYGDOM:

FORSTÅELSEN AF BRYSTKRÆFT BLANDT KINESISKE KVINDER

Brystkræft er i dag den hyppigste form for kræft blandt kvinder på verdensplan. Vestli-ge kvinder har en høj tendens til brystkræft, men en relativt lav dødelighed grundet gode screenings- og behandlingsmuligheder. Det er ikke tilfældet for asiatiske kvinder, som i disse år i voldsomt stigende grad rammes af brystkræft, og det med fatale konsekvenser.

To læger og brystkræftkirurger, Mikael Hartman og Philip Lau, fra the National Uni-versity of Singapore ville inde årsagen til det. I stedet for at anvende behandlings-metoder udviklet til vestlige kvinder, og som det meste af kræftforskningen er baseret på, er målet for de to læger at inde en asiatisk løsning, der virker på asiatiske kvinder.

I foråret 2014 tog de derfor på en lang motorcykeltur hele vejen fra Singapore til Sverige for at inde ud af, hvorfor antallet af brystkræfttilfælde stiger så kraftigt blandt kvinder i Asien, for at skabe opmærksomhed omkring sygdommen samt for at inde ud af, hvad der kunne virke for asiatiske kvinder. Med deres medicinske og fysiologiske tilgang til sygdommen stødte de dog ind i nogle kul-turelle udfordringer undervejs på deres tur.

For at få en bedre kulturforståelse af kvin-derne og deres forhold til brystkræft bad de Institut for Tværkulturelle og Regionale Stu-dier på Københavns Universitet om hjælp. Københavns Universitet bidrager altså til projektet med et antropologisk aspekt ved at karakterisere de kulturelle faktorer om-kring brystkræft blandt asiatiske kvinder. For at forstå, hvilke kulturelle udfordringer, der kunne ligge til grund for, at kvinderne for ek-sempel ikke deltager i brystkræftscreening, er der blevet udført interviews med en lang række kvinder i blandt andet Kina, Mongoli-et, Iran, Tyrkiet og Burma.

Dette tværfaglige projekt gav inspiration til mit eget speciale, som jeg a leverede i fe-bruar 2015. Dog valgte jeg et tværkulturelt fokus, hvor jeg lyttede de kulturelle opfat-tel ser af brystkræft blandt kinesiske kvinder

BRYSTKRÆFT IGENNEM TIDEN

Brystkræft er en sygdom, der har været kendt i mange hundrede år. Allerede 1600 f.Kr. blev sygdommen beskrevet i det gamle Ægypten i papyrusruller med kendetegn som knuder i brystet. De gamle grækere kendte også til sygdommen, og den græske læge, Hippokrates, døbte kræftsygdommen karkinos, hvilket senere blev til cancer på latin.

Igennem tiden var der mange forklaringer på, hvorfor kræft opstod, og mange bud på, hvordan det skulle behandles: Alt fra salver, der skulle smøres på brystet, til at skabe balance i kroppens forskellige væsker.

I midten af 18. årh. opdagede man, at kræftknuder i brystet kunne opereres væk for at kurere og forhindre spredning af sygdommen. Det var dog ikke før i midten af det 20. århundrede, at kræft blev forbundet til gener og celler, idet DNA’et blev opdaget.

I dag diskuterer forskere stadig, hvad der kan forårsage kræft. Livsstil, miljø og biologiske faktorer menes at spille ind. Der er bred enighed om, at udbredelsen af den vestlige livsstil, der kritiseres for sine stillesiddende tendenser, usunde madva-ner og det sene graviditets mønster, har betydning for de stigende brystkræfttenden-ser verden over.

Derudover rammer brystkræft og andre former for kræft ofte ældre mennesker. Med en bedre levestandard og dermed en længere levetid medfører det et stigende antal af kræfttilfælde.

ÆNDRET SYN PÅ BRYSTKRÆFT

I dag er brystkræft en sygdom, som ikke gemmes væk fra offentligheden og den offentlige debat. Sygdommen er synlig i store indsamlingsshows på TV, i aviser og dameblade.

Åbenheden omkring sygdommen kan vi blandt andet takke kvindelige forkæm-pere fra USA og England for. Feministiske forfattere i 70’erne og 80’erne som Audre Lorde, Rose Kushner og Susan Sontag, der alle selv havde oplevet brystkræft, kæm-pede for at ændre samfundets syn på sygdommen og på den måde at af-tabuisere brystkræft. På daværende tidspunkt var brystkræft ikke noget, der blev talt højt om, og kvinderne følte, at de skulle skjule deres sygdom med parykker og rekonstruere-de bryster.

Det ændredes dog op igennem 90’erne. I USA opstod der en decideret bryst-kræft-bevægelse, der kæmpede for mere fokus på sygdommen og bedre forskning. Det resul terede i den lyserøde sløjfe, som vi i dag kender som symbol på brystkræft.

Derudover spillede medierne en stor rolle ved at sprede viden om sygdommen. Kvinder blev portrætteret i dameblade med deres forandrede kroppe: deres ar efter jernelse af brysterne og deres skaldede isser som et resultat af kemo. Kvindernes

egne historier kom i centrum, og brystkræft var således ikke mere en sygdom, der skulle gemmes væk fra det offentlige rum.

4 DANMARK-KINA NR. 104NR. 104 2015


over i en dansk kontekst. Et emne, som jeg hur tigt indså, at der ikke er skrevet om før.

Jeg måtte derfor selv ud i felten og inter-viewe kinesiske kvinder om deres syn på brystkræft, sundhed og sygdom.

KULTURELLE OPFATTELSER AF SUNDHED

I Danmark er forskning indenfor brystkræft ikke opdelt efter etniske grupper, sådan som det for eksempel er tilfældet i USA og Eng-land. I disse lande har man fundet ud af, at et-niske grupper og specielt asiatiske kvinder hyppigere rammes af brystkræft end de kau-kasiske kvinder.

Der argumenteres for, at det på den ene side skyldes en disponering af den vestli-ge livsstil, som kommer til udtryk i ændrede madvaner, og på den anden, at der ikke er råd til at benytte sundhedsvæsenet, da det ikke er gratis i disse lande. Men analyserne kan

ikke overføres direkte til en dansk kontekst, idet sundhedsvæsenet i Danmark er gratis at benytte. Kvinder i Danmark står således ikke overfor de samme økonomiske udfordringer forbundet med sygdom.

Gennem interviews med 12 kinesiske kvinder i Danmark fandt jeg hurtigt ud af, hvordan brystkræft og opfattelsen af sygdom i det hele taget var forbundet med en lang række kulturelle faktorer.

Blandt de kinesiske kvinder var der en stor mistillid til det danske sundhedssy-stem. Det skyldtes dårlige erfaringer med sundhedsvæsenet, sproglige barrierer samt manglen på et holistisk kropssyn i den vest-lige medicinske tradition, hvilket står i stærk kontrast til den asiatiske forståelse af krop-pen. Kvinderne prøvede derfor så vidt mulig at undgå kontakt med det danske sundheds-væsen og i stedet at behandle sig selv via an-dre metoder.

Det var en grundlæggende opfattelse blandt de kinesiske kvinder, at sundhed og sygdom var nært forbundet med idéen om balance i forskellige sammenhænge. En sund krop var således en balanceret krop, hvori-mod kropslig ubalance ville medføre sygdom som for eksempel brystkræft.

Tanken om en balanceret krop kan drages tilbage til kinesisk medicin og iloso i, hvor kroppen er balanceret via en god energi, qi, og balancen mellem yin og yang-elementer både i kroppen og udefra.

Særligt tre aspekter af balance i forhold til brystkræft blev understreget af de kinesi-ske kvinder, nemlig en balanceret krop, ba-lance i mad og (kinesisk) medicin, og til sidst balance i sociale relationer. Disse tre aspek-ter af balance var på mange måder forbundet med hinanden, idet ubalance ét sted også vil-le skabe ubalance i de andre sundhedsaspek-ter og resultere i sygdom.

BRYSTKRÆFT I DANMARK

I dag er kræft den hyppigste dødsårsag i Danmark, med cirka hvert tredje dødsfald forårsaget af kræft. Hos kvinder er brystkræft den hyppigste kræftsygdom. Siden 1950’erne er antallet af kvinder med brystkræft steget jævnt med en særlig stor stigning omkring 2008.

Det skyldes, at mammogra iscreening for kvinder i alderen 50-69 på daværende tidspunkt blev indført på nationalt plan, hvilket resulterede i et boom i brystkræft-diagnosticeringer. Antallet blev dog udlignet igen efter få år.

Selvom brystkræft i dag er den mest udbredte form for kræft blandt kvinder, er det dog ikke den hyppigste dødsårsag.

Danmark (2012)Kvinder: Antal alder (0-85+)

Bryst

Lunge (inkl. luftrør)

Tyktarm

Ukendte og dårligt defi nerede

Modermærkekræft, hud

Hjerne og centralnervesystem

Æggestok, æggeleder mv.

Bugspytkirtel

Endetarm og anus

Livmoder

0 1000 2000 3000 4000 5000

IncidensDødelighedNORDCAN © Association of the Nordic Cancer Registries (6.1.2015)

NORDCAN © Association of the Nordic Cancer Registries (21.6.2015)

Danmark Incidens: ASR (W) alder 0-85+



Kvindernes egne fortællinger om bryst-kræft, sundhed og sygdom giver således et indblik i, hvorfor det også er vigtigt at foku-sere på den kulturelle forståelse af sygdom blandt mindre grupper i det danske samfund i sygdomssammenhænge – specielt i forhold til brystkræft, da sygdommen kan have fatale konsekvenser.

EN BALANCERET KROP

Ifølge de kinesiske informanter var bryst-kræft nært forbundet med idéen om balan-ce i kvindekroppen. Tre slags balance i for-bindelse med kroppen blev nævnt: hormonel balance, et balanceret sind og balancen mel-lem en aktiv og passiv krop.

For mange eller for få hormoner i krop-pen ville skabe ubalance, hvilket igen ville føre til sygdom. Hormonel ubalance kunne ifølge kvinderne forekomme på lere måder. Først og fremmest blev det specielt blandt den ældre generation understreget, hvordan udøvelse af sex var en vigtig faktor. Det inde-bar viden om, hvornår og hvordan man skul-le have samleje. For hyppige samlejer eller samleje lige efter en kvindes graviditet ville skabe uba lan ce, da det hormonelle niveau i kroppen ville blive alt for højt. Denne ubalan-ce kunne forårsage brystkræft.

Derudover blev brugen af hormonel præ-vention, såsom p-piller, også set som en væ-sentlig faktor for brystkræft. P-piller blev af alle kvinderne anset for at øge risikoen for brystkræft, idet pillerne ville forhøje det hor-monelle niveau i kroppen og dermed skabe ubalance.

Balance i sindet blev også understreget af mine informanter som vigtigt i forbindelse med forebyggelse af sygdom. For kvinderne var sindet og kroppen ikke adskilte enheder, sådan som der ofte er en tendens til at opfat-te det i vestlig medicin. De kinesiske kvinder kom ind på, hvordan et positivt sind ville gav-ne kroppen, hvorimod negative tanker ville frem skynde sygdom.

Her spillede søvn en væsentlig rolle for bevarelsen af et positivt tankemønster. For kvinderne var den korrekte mængde søvn i det rigtige tidsrum, nemlig mellem kl. 24 og 02, afgørende for at kroppen kunne restitue-re sig. Samtidig ville det også resultere i min-dre stress og et godt humør. Ordentlig søvn ville således medføre et bedre humør, hvil-ket blev anset for at være et effektivt ’våben’ i forebyggelsen af brystkræft.

Mange af kvinderne fortalte om bekendte, der havde fået brystkræft, fordi de altid var negative, triste eller havde meget natarbejde. En balanceret og sund krop var således nært forbundet med ens humør og søvn.

Den sidste faktor, som blev nævnt i sammen-hæng med en sund krop, var betydningen af kropslig aktivitet. Balancen mellem at være aktiv og passiv var vigtig for kvinderne, idet en aktiv krop blev set som en glad krop. Selv dyrkede kvinderne alt fra itness og taiji over daglige gåture til cykling.

At holde kroppen aktivt i gang ville påvir-ke humøret positivt og skabe et bedre søvn-mønster, hvilket altså blev anset for at være væsentlige faktorer for at forebygge bryst-kræft.

MAD SOM MEDICIN

Det var ikke kun elementer inde i kroppen, der blev forbundet med brystkræft og syg-dom. Også elementer udefra blev brugt for at skabe kropslig balance og forebygge eller di-rekte helbrede forskellige former for sygdom.

For mine informanter spillede mad en vigtig rolle for at opretholde en sund og ba-lanceret krop. Balance i mad og brugen af

mad som medicin går langt tilbage i den ki-nesiske medicinske tradition, hvor maden er opdelt efter sin yin og yang, og hvor den til-skrives varme, kolde eller neutrale egenska-ber.

Disse grupperinger er dog ikke forbundet med ingrediensernes speci ikke tempe ra tur, men snarere de egenskaber, som de tilfører kroppen. En balanceret og sund krop er så-ledes hverken for ’kold’ eller for ’varm’. Hvis kroppen skulle blive for ’varm’, for eksem-pel ved feber, er det ifølge kinesisk tradition vigtigt at spise ’kølende’ mad, såsom grønne grønt sager. Det vil være med til at genskabe kroppens balance.

En sund diæt var derfor vigtig for de ki-nesiske informanter, da kropslig balance via mad var et vigtigt element i forebyggelsen af sygdom. Specielt vestlig mad som pizza, dyb-stegte madvarer og burgere blev karakterise-ret som usund mad, idet disse madtyper ville tilføre kroppen alt for meget ’varme’. Indta-gelsen af fast food var således tæt for bun det med brystkræft.

Mikael Hartman og Philip Lau på deres lange tur fra Singapore til Sverige,

foråret 2014.

http://longridess.com/


Ophelia Långstedt har en bachelor i Kinastudier og

en kandidat i Tværkulturelle Studier med regional specialisering i Kina, begge fra Københavns Universitet.


Fokus på viden om brystkræft blandt asiatiske kvinder.

Asiatisk mad blev blandt alle de kinesiske kvinder anset for at være sundere end vestlig mad og bedre for kroppen på grund af dens friske råvarer og tilberedningsmetoder. Dog fandt kvinderne det til tider svært at fasthol-de de asiatiske spisevaner, da det i Danmark ikke altid er let at få fat i de ønskede råvarer.

VIGTIGHEDEN AF GODE RELATIONER

Den sidste faktor, der blev understreget af de kinesiske kvinder som vigtig for at undgå brystkræft, men som også havde betydning under selve sygdomsforløbet, var balance i forhold til sociale relationer. Ubalance i fami-liære relationer kunne opstå ved skænderier eller på grund af dødsfald blandt familiemed-lemmer. Disse hændelser ville resultere i fø-lelsesmæssige omvæltninger, stress og sorg, hvilket ville påvirke kroppen negativt.

Ubalance i sociale relationer betragtes alt-så også som en faktor, der kunne resultere i brystkræft og påvirke ens helbred negativt. Dog blev selve sygdomsforløbet med bryst-kræft også anset for at påvirke de sociale re-lationer, specielt indenfor familien. Det blev

understreget, hvordan familien og ikke sund-hedssystemet fungerede som den vigtigste enhed, når nogen oplevede sygdom. Alligevel var det svært for kvinderne at snakke om de-res sygdom og at involvere deres familie, da de ikke ville ligge nogen til byrde.

For mange af de kinesiske kvinder var brystkræft også forbundet med tabu, da jer-

nelsen af brysterne blev betragtet som en nedgradering af femininiteten. De fortalte så-ledes, hvordan det var vigtigt for dem at skju-le sygdommen, for eksempel ved brugen af proteser og parykker, for at se ’normale’ ud overfor andre. At se ’normal’ ud gjorde, at de brystkræftramte kvinder ikke følte sig stig-matiserede som syge eller døende af samfun-det og folk udefra.

Brystkræft var nemlig også stærk forbun-det med angsten for at dø. Brystkræft blev således anset for at være en sygdom, der vil-le ændre én fra rask til syg, fra balanceret til ubalanceret, og fra normal til unormal.

Disse ændringer af identitet samt de kropslige ændringer på grund af sygdommen gjorde, at brystkræft for de kinesiske kvinder prægede det personlige og familiære aspekt, men også kvindernes opfattelse af, hvordan de selv blev opfattet af samfundet.

VIGTIGHEDEN AF KULTUREL FORSTÅELSE

Til trods for at mange af de kinesiske infor-manter havde boet i Danmark i mere end 10 år, viste mine interviews, hvordan kvinder-ne stadig holdt fast i de kinesiske forståelser af sundhed og sygdom. Disse kulturelle op-fattelser sammen med deres mistillid til det danske sundhedsvæsen påvirkede dermed kvindernes handlinger i forhold til bryst-kræft.

På baggrund af en alarmerende hurtigt voksende rate af brystkræfttilfælde blandt asiatiske kvinder verden over, argumente-rer mit speciale således for, at forståelsen af den kulturelle sundhedsopfattelse er vigtig i forhold til at forhindre en stigning af bryst-kræft blandt de kinesiske kvinder i det dan-ske samfund.



Læs systime.dk | Ring 70 12 11 00 | Skriv [email protected] | Deltag lab.systime.dk

Se priser og licenser på shop.systime.dk

LÆR KINESISKKinesisk Begyndersystem 1-3Med Kinesisk 1 vil brugeren lære at føre en elementær samtale på moderne standardkinesisk (mandarin) om emner så som arbejde, familieliv, transport, indkøb og ferie.

Som separat udgivelse er der cd’er med oplæsninger ved indfødte kinesere. Tekststykkerne er indtalt i to tempi.

Kinesisk 2 henvender sig til brugere, der har et basalt gramma-tisk kendskab og ordforråd på kinesisk. Bogen introducerer lettere kinesiske tekster og basal kommunikationstræning. Der er også cd’er med oplæsninger af bogens tekster.

Til Kinesisk 1 og 2 er der websites med forskellige interaktive øvelser og en interaktiv oversigt over alle lyde på moderne kinesisk.

Udgivelserne Kinesisk 1 og 2 er produceret med støtte fra Under - visningsministeriets Tips- og Lottomidler.

Kinesisk 3 præsenterer lettere kinesiske originaltekster og hen-vender sig til brugere, der besidder et basalt ordforråd på kinesisk.

Kinesiske Skrifttegn – For begyndereBogen introducerer bl.a. de byggeklodser, som tegnene er sam-mensat af, reglerne for at skrive tegn og deres historiske udvikling. Udgivelsen præsenterer 300 basale skrifttegn og viser, hvordan tegnene skrives streg for streg og angiver deres betydning og udtale.

Øvebogen træner skrifttegnsgenkendelse, tegnenes opbyg ning, form, udtale og betydning. Øvebogen følger lærebogen lektion for lektion.

Ni Hao Zhongguo – Kinesisk for begyndereDenne iBog® er en ny og unik internetbaseret, interaktiv udgivelse til indlæring af kinesisk sprog og kultur.

Ni Hao Zhongguo iBog® giver en basal indføring i moderne kinesisk sprog og kultur. Indlæring sker via videooptagelser af dialoger og tekster, der afspejler relevante og tidstypiske aspekter i det moderne kinesiske samfund. Videoerne er alle optaget i Kina med kinesiske medvirkende. Disse dialoger og tekster suppleres med relevant samfundsstof, en stor mængde interaktive opgaver til træning af tekst forståelse og grammatik, et omfattende billed materiale, gram-matik og gloser.

Ni Hao Zhongguo iBog® findes nu også i en engelsk-kinesisk version.

Forfatterne til alle udgivelserne: Lene Sønderby Bech og Christian Nielsen

Nyhed

Bog

Bog

iBog®


AF TROELS KJEMS PETERSEN

DAGBOG FRA KINESISKUNDERVISNINGEN I DEN DANSKE GYMNASIESKOLE

Kunsten at lære sære toner og mærkelige strøg

Det er sprogdag på Greve Gymnasium, og kinesiskholdet har to timers kalligra iunder-visning, hvor de til tonerne af det klassiske kinesiske strengeinstrument, gu zheng, prø-ver at skrive gamle, klassiske kinesiske ord-sprog med blæk, pensel og rispapir. Det tager ofte et helt liv at mestre kalligra ikunsten, så det er intet under, at eleverne synes, det er svært at skrive kalligra i, og til tider en smu-le frustrerende, når f.eks. blækket eller pens-

Kalligra itime i 1.g på Greve Gymnasium.

Langsomt og forsigtigt bevæger den blæk-fyldte kalligra ipensel sig hen over rispapi-ret. Penslen skriver hvert strøg i tegnet roligt, og i en helt bestemt rækkefølge. Efter hvert strøg dyppes penslen i mere blæk, og lang-somt og forsigtigt afvejes mængden af blæk på penslen.

Det er vigtigt, at der er den helt rigtige mængde blæk på penslen. For meget blæk, og tegnet vil løbe og blive udvasket. For lidt

blæk, og tegnets strøg vil blive utydelige. Teg-net skrives igen og igen. Hvert strøg på sam-me måde, i samme rækkefølge. I kalligra i er kodeordene tålmodighed og fordybelse.

Tålmodighed og fordybelse er to ting, som godt kan være svære for unge gymnasieele-ver fra den såkaldte ’twitter-generation’, men for Greve Gymnasiums 1.g-hold i kinesisk la-der det ikke til at være svært at fordybe sig i kalligra ikunsten.


Eleverne på kinesiskholdene kommer of-test fra forskellige studieretninger og har me-get forskellige grunde til at vælge kinesisk som fag. Nogle ønsker at bruge kinesisk som et springbræt til fremtidige jobmuligheder, andre har en interesse for kinesisk kultur og samfund, og nogle vil bare gerne prøve at ka-ste sig ud i et nyt og meget fremmed sprog.Fælles for alle eleverne er dog en interesse og nysgerrighed efter at inde ud af, hvad Kina og kinesisk er for en størrelse, og at de ak-tivt har valgt kinesisk, fordi de gerne vil no-get med det.

KUNSTEN AT TURDE SIGE SÆRE LYDE

Det er vigtigt, at eleverne har interessen og nysgerrigheden med sig, når de giver sig i kast med et sprog som kinesisk. Kinesisk er på ingen måde et let sprog at mestre, da det ligger så utrolig langt væk fra dansk og andre europæiske sprog.

Derfor føles det oftest som om, at man skal lære en hel ny måde at tænke sprog på, når man kaster sig ud et sprog som kinesisk. Det kommer først og fremmest til udtryk, når man skal lære at tale kinesisk. Gramma-tisk set er kinesisk et forholdsvis simpelt sprog, så man opnår ret hurtigt en god for-ståelse for, hvordan man formulerer sig på kinesisk.

Det svære ved at tale kinesisk er derimod udtalen af ordene. Først og fremmest indes der mange lere typer af konsonanter på ki-nesisk end på dansk, og nogle konsonanter udtales ligefrem helt anderledes på kine-sisk – f.eks. q der skal udtales som ”tj” og ikke som en k-lyd.

Derudover er kinesisk et tonalt sprog, hvilket betyder, at ord på kinesisk skifter be-tydning, alt efter hvilke toner de udtales med. Ordet ”ma” kan f.eks. både betyde ”mor” eller ”hest”, alt efter hvilken tone man giver ordet. Vi kender det selv på dansk fra ordet ”fyr”, der har forskellig betydning, alt efter om det udtales med eller uden stød (”ung mand” el-ler ”et træ”).

Selvom man i kinesiskfaget i gymnasi-et lærer standardkinesisk (putonghua eller mandarin), hvor der kun er ire forskellige toner og en neutral tone at holde styr på, så kan det godt være sin sag ikke at blande to-nerne sammen.

Da vi på dansk først og fremmest kun bru-ger toner til at udtrykke følelser eller intone-re bestemte dele af en sætning, kan det i star-ten virke meget unaturligt at skulle betone

KUNSTEN AT LÆRE SÆRE TONER OG MÆRKELIGE STRØG

KINESISK:

Kinesisk som sprogfag kan læses på A- og B-niveau. Kinesisk A og B indgår i fagrækken på almene gymnasier, erhvervsrettede gymnasier og voksen-uddannelsescentre (VUC). I skoleåret 2014/15 har der været udbudt kinesisk på 32 institutioner.

KINESISK OMRÅDESTUDIUM:

Faget Kinesisk Områdestudium (C-niveau) er et valgfag, der er blevet udbudt i gymnasier og på erhvervsrettede gymnasier på forsøgsbasis foreløbig til og med skoleåret 2014/15. Modsat Kinesisk A og B er Kinesisk Områdestudium mindre fokuseret på det kinesiske sprog og mere på at skabe en forståelse for det kinesiske samfunds kom-pleksitet. Cirka 30 institutioner har udbudt Kinesisk Områdestudi-um i skoleåret 2014/15.

Derudover har en række forskellige danske folkeskoler siden 2010 forsøgt sig med kinesisk som sprogfag på linje med tysk og fransk.

(Kilde: Undervisningsministeriet)

len ikke vil samarbejde. Men som lærer for eleverne på 1.g-holdet i kinesisk har jeg set, at eleverne generelt udviser en stor interesse og nysgerrighed for kinesisk sprog og kultur, til trods for at det til tider kan være svært og frustrerende at lære.

Men nysgerrighed og interesse er netop det, som gør, at de tør kaste sig ud i at stå en torsdag formiddag og skrive underlige tegn på et stykke kinesisk rispapir til lyden af et underligt gammelt kinesisk strengeinstru-ment.

NYSGERRIGHED ER FÆLLESNÆVNER

Interessen for kinesiske sprog og kultur er langt fra kun til stede hos Greve Gymnasiums 1.g’ere, men går igen blandt 2.g- og 3.g-hol-denes elever. Samtidig er Greve Gymnasi-um langt fra den eneste skole i landet, hvor der viser sig en voksende interesse for Riget i Midten.

I takt med, at Kina de seneste 10 år er ble-vet mere og mere toneangivende i den glo-baliserede verden, er interessen for det ki-nesiske sprog og kultur støt voksende hos den danske befolkning. Sammen med for-ventningen om, at Danmark i fremtiden med stor sandsynlighed vil komme til at have rig-

tig meget økonomisk og erhvervsmæssig ud-veksling og samarbejde med Kina, har det gjort, at mange gymnasiale ungdomsuddan-nelser siden 2010 har udbudt kinesisk som valgfag til deres elever.

Interessen for at lære kinesisk lader til at være i fremgang blandt unge i Danmark, og mange gymnasiale uddannelser har ligesom Greve Gymnasium oplevet, at deres kinesisk-hold bliver større og større år efter år. På Gre-ve Gymnasium er den voksende interesse og nysgerrighed efter at lære kinesiske sprog og kultur at kende netop det, som binder elever-ne sammen.

Kinesisk konversationsøvelse i 2.g.


hver enkelt stavelse i en sætning med hver sin tone.

Kinesisk kan næsten virke helt musi-kalsk til sammenligning med det lade dan-ske sprog, og mange af kinesiskeleverne på Greve Gymnasium har da også i starten skul-le overvinde sig selv en smule, da man godt kan føle sig lidt jollet, når man nærmest syn-gende skal udtale den rigtige tone på et ord. Derfor er det væsentligt i kinesiskundervis-ningen, at eleverne ikke kun lære de rigtige toner, men også at de lærer at turde snakke kinesisk med toner.

KUNSTEN AT KUNNE SKRIVE ET MÆRKELIGT TEGN

Ud over den anderledes musikalske udta-le, så er tegnskrivningen et af de mest sær-prægede elementer i kinesisk. De kinesiske skrifttegn er en elementær del af det kinesi-ske sprog, og selvom eleverne også lære at bruge pinyin (det of icielle transskriptions-system med latinske bogstaver), så er tegne-ne på mange måder kernen i det kinesiske sprogs opbygning.

Ligesom udtalen af de kinesiske ord kræ-ver en vis form for ny tankegang, så kræver tegnene også, at man anskuer det at skrive et ord på en helt ny måde. Modsat andre skrift sprog, hvor fonetikken (lyden) genska-bes med bogstaver, så er de kinesiske tegn en form for piktogrammer, der visualiserer en idé eller betydning. Samtidig skal hvert tegn ikke ses som et bogstav i et ord, men snarere som en stavelse med hver sin betydning.

Et godt eksempel er tegnet 女 (nü), der i sin grundform betyder kvinde. Skrives tegnet

sammen med tegnet for barn, bliver det til 好 (hao), som betyder god eller godt. Derudover kan tegnet for kvinde bruges til at skrive teg-net for fred, hvis man sætter kvinden under tegnet for et tag: 安 (an).

Den måde, hvorpå tegnene er sat sammen på, er i sig selv logisk, men stadig meget langt fra, hvordan man skriver et ord på dansk og andre indoeuropæiske sprog. Derfor kræver det oftest en meget igurativ og kreativ tan-kegang at lære at læse og skrive de kinesi-ske tegn.

Det er således virkelig interessant som lærer at se, hvordan hver elev på sin egen kreative måde inder på gode huskeregler til at genkende tegnene. Der er ingen tvivl om, at eleverne med de kinesiske skrifttegn bliver udfordret på en helt anden måde end i andre sprog, og det er imponerende at se, at mange elever rent faktisk ender med at kunne læse og skrive forholdsvis mange tegn.

BYGGER BRO IMELLEM KULTURER

Der har de seneste par år også været en del kritik af kinesisk som fag på gymnasiale ud-dannelser, da universiteterne ikke mener, at faget har niveau nok til at erstatte det propæ-deutiske forløb, som man obligatorisk skal igennem, hvis man vil studere kinesisk på en videregående uddannelse.

Den kritik er på mange måder rimelig, da kinesiskfaget i gymnasieskolen ikke har mu-lighed for at give eleverne de samme kom-petencer, som universitetsstuderende får gennem et propædeutisk forløb. Gymnasie-eleverne har kun kinesisk i tre år og har faget ved siden af en masse andre fag, der kræver


mindst lige så meget tid og kræfter. De har derfor ikke den samme mulighed for sprog-lig fordybelse, som man som universitetsstu-derende har med et intensivt propædeutisk forløb.

Men selvom kinesisk i gymnasiet ikke kan erstatte propædeutik på universitetet, så har faget i mine øjne stadig sin berettigelse på gymnasiale uddannelser. Modsat Kinastudier på diverse universiteter, så er kinesisk i gym-nasiet ikke kun henvendt til dem, som vil ud-danne sig til Kinaspecialister.

Faget er, ligesom så mange andre fag på de gymnasiale skoler, alment dannende. Mange af kinesiskeleverne på Greve Gymna-sium har andre karrieredrømme end at stu-dere kinesisk på universitetet og kommer derfor ikke nødvendigvis til at lære mere ki-nesisk end det grundlæggende, som de lærer i gymnasiet.

Men med henblik på, at mange af dem højst sandsynligt vil komme til at få et arbej-de, hvor der vil være en form for relation el-ler samarbejde med Kina, så vil deres er-faringer fra kinesiskfaget være guld værd. For udover at eleverne gennem faget lærer grundlæggende færdigheder i det kinesiske sprog, så får de først og fremmest udvidet de-res horisont og får en større kulturel intelli-gens og interkulturel forståelse.

Det bedste eksempel på det er Greve Gymnasiums søsterskole på Taiwan. Hvert år kommer der besøg fra Taiwan, og hvert år rejser kinesiskholdene dertil. Greve Gymna-sium er langt fra det eneste gymnasium, som har en søsterskole i Kina eller Taiwan, og det er en vigtig del af kinesiskfagets formning af elevernes interkulturelle forståelse.

For gennem udvekslingen med Taiwan el-ler Kina knytter eleverne bånd med elever fra den anden side af verden og får derved vigti-ge kulturelle livserfaringer, som de uden tvivl får brug for, lige meget hvad de ender med at uddanne sig til.

Kinesisk, som fag i gymnasiet, kan muligvis kritiseres. Men det er uomtvisteligt et vigtigt fag, da det åbner op for elevernes nysgerrig-hed og kulturelle intelligens, samtidig med at faget kan bygge bro imellem dansk og kine-sisk kultur.

Således er det ikke så irrelevant endda, at en lok elever fra Greve Gymnasium brug-te en hel torsdag formiddag i marts måned på at skrive kinesisk kalligra i til lyden af en gammel guzheng.

Greve Gymnasiums 2.g- og 3.g-hold på studietur til Kaohsiung på Taiwan for at besøge søsterskolen.



Troels Kjems Petersen er gymnasielærer i kinesisk og historie.

Amanda, 1.t (engelsk, samfundsfag og psykologi), Greve Gymnasium”Jeg valgte kinesisk, da jeg aldrig rigtig har interesseret mig for europæiske sprog. Da vi skulle vælge fag, syntes jeg, at kinesisk lød spændende, og jeg tænkte, at jeg vil-le være mere motiveret i et fag som kine-sisk end i fag som f.eks. spansk, da det vil-le være anderledes at lære et så fremmed sprog som kinesisk. Min far har samtidig altid sagt, at det kunne være en god idé at vælge kinesisk, da det bliver det nye ’busi-ness-sprog’ i verden.

Kinesisk er et svært sprog at lære, men man opdager bare ikke, hvor svært det er, fordi det faktisk er rigtig sjovt at have som fag. Jeg synes, kinesisk er rigtig spænden-de, og modsat tysk i folkeskolen, så glæder jeg mig altid til kinesisktimerne.”

Emil, 1.y (bioteknologi, matematik og fysik), Greve Gymnasium”Jeg synes, at kinesisk er et rigtig spæn-dende fag, fordi vi ikke kun lærer sproget i timerne, men også lærer noget om kine-sisk kultur og historie.

Generelt tænker jeg, at kinesisk i gymnasi-et giver et vigtigt indblik i en anden kultur, så hvis man senere skal arbejde med Kina eller kinesere, så har man en idé om og en

forståelse af, hvad kinesisk er for et sprog, og hvad kinesisk kultur er. Jeg synes, at man gennem kinesiskundervisningen får et større verdensbillede.”

Victor, 2.æ (matematik, fysik og samfundsfag), Greve Gymnasium”Hovedgrunden til at jeg valgte kinesisk, er fremtidssikring. Kina er nu en af de stør-ste økonomier i verden. Danmark kommer derfor helt sikkert til at have noget med Kina at gøre nu og i fremtiden, men der er i Danmark kun cirka 30.000, som kan tale kinesisk, og mange af dem er kinese-re. Så ved at kunne tale kinesisk vil man helt klart have en fordel i forhold til man-ge andre.

I forhold til at lære engelsk og tysk, så er kinesisk i gymnasiet meget mere brugs-baseret. Der er fokus på, at vi kan gå ud og tale det her sprog med andre, i stedet for bare at lære enkelte gloser ord for ord. Jeg synes, at man meget mere kan omsætte det, som man lærer til noget praktisk, end man kan i andre sprogfag. Jeg synes, at vi lærer kinesisk på en måde, hvor man kan bruge det, man har lært, hvis man f.eks. skal til Kina.”

Mashal, 2.y (bioteknologi, matematik og fysik), Greve Gymnasium

”Inden jeg valgte kinesisk, havde jeg snak-ket med nogle af de ældre elever, som hav-de kinesisk, og de fortalte, at det var et ret fedt fag.

Jeg synes, kinesisk er meget interessant, fordi vi både lærer at tale og skrive kine-sisk. Jeg havde først troet, at vi mest skul-le lære at tale kinesisk, men vi fokuserer også rigtig meget på at lære at skrive tegn. Det synes jeg faktisk, er rigtig godt, da man lærer meget mere ved også at kunne skri-ve og læse pinyin. Når man øver at skrive tegnene og pinyin, så husker man også glo-serne meget bedre. ”

Nadja, 3.w (musik, engelsk og kemi), Greve Gymnasium”Grunden til at jeg valgte kinesisk som valgfag i gymnasiet, var, fordi jeg altid har været meget interesseret i asiatisk kultur. Specielt familiekulturen synes jeg, er me-get interessant, da den er meget ander-ledes end i Danmark. Jeg startede med at være interesseret i Japan og Sydkorea, og så blev jeg langsomt også interesseret i Kina og Taiwan.

Jeg vil helt klart gerne læse videre, og evt. studere kinesisk på universitetet. Jeg reg-ner også med måske at tage et halvt år til Kina eller Taiwan for at undervise i en-gelsk, og der kan jeg forhåbentlig få brugt det, som jeg har lært i kinesisktimerne.



MIN KINESISKE FAMILIE

derholdning, bl.a. teater, sang og dans. Det var elever fra skolen, der optrådte – dog ikke de elever, vi besøgte. De spillede Den grimme ælling for at ære Danmark og H.C. Andersen. Vi ik en afskedsgave af skolen, en lille in ma-ske, som man kan sætte ind i en bog som en slags bogmærke. Herefter sagde jeg farvel til Zhangzhen; han var meget rørt og begynd-te også at græde. Jeg tror, han havde nydt vo-res venskab og fælles oplevelser meget, hvil-ket man kunne mærke, fordi han kaldte mig ’brother’.

Jeg var også rørt og et venskab rigere.

Vi forlader herefter Harbin og tager til Bei-jing og Shanghai, hvor vi skal tilbringe de næ-ste fem døgn.

Hele rejsen var uforglemmelig, og jeg er dybt taknemmelig for at have været en del af denne tur og lært en venlig og kærlig kine-sisk famille at kende og været en del af de-res kultur.

Det, der gjorde størst indtryk på mig, var, hvor hurtig vi kunne knytte et så tæt ven-skabsbånd på trods af sproglige og kulturel-le forskelle.

AF GUSTAV NØRGAARD BØDIKER

Harbin og Aarhus er venskabsbyer, og som led i venskabsbysamarbejdet besøger skoleklasser hinanden. Læssøesgades Skole har gennem lere år deltaget i samarbejdet.

Gustav Nørgaard Bødiker gik i 9.a, Læssøesgades Skole, Aarhus.

Jeg ankommer til Harbin i Nordkina 28. marts 2015. Det er aften, og vi er meget trætte efter den lange lyvetur, da vi ankommer til skolen – Ajian School. Her venter vores værtsfamili-er – som vi ikke kender i forvejen og nu skal bo hos i ire dage – i en stor sal, hvor der bli-ver a holdt en velkomstceremoni. Vores nav-ne bliver råbt op et efter et, og derefter bliver navnet på den familie, vi skal bo hos, råbt op. Vi hilser pænt på hinanden og tager derefter med vores nye værtsfamilier hjem.

I min familie er der en dreng, som hedder Zhangzhen. Han er elleve år gammel og vir-ker rigtig sød og gæstfri. Han har en mor og en far, men ingen søskende. Familien bor i et lejlighedskompleks i et lukket kvarter med indhegning. Selve lejligheden ligger på 23. sal, så der var en meget lot udsigt over byen. Inde i lejligheden var der nydeligt og pænt, og jeg ik mit eget værelse med stor seng, skab og skrivebord.

De havde forberedt sig godt på, at jeg skul-le komme, så de havde købt tandpasta, tand-børste og hjemmesko kun til mig, så jeg følte mig allerede godt tilpas lige fra første aften.

Jeg havde værtsgaver med til dem hjem-me fra Danmark; til moderen gav jeg et arm-bånd med de 12 kinesiske lykkedyr, til fade-ren en H.C. Andersen- igur og til drengen en masse danske souvenirs samt nogle æsker chokolade. Jeg var også så heldig at få en masse ine kinesiske gaver.

Anden dag var en søndag, og derfor havde forældrene fri og havde planlagt dagen. Vi var bl.a. på museum, kinesisk basar, ude at lyve med drager og på restaurant. Restau-

rantoplevelsen var meget speciel, da jeg var der alene med Zhangzhen, og dermed lærte vi hinanden bedre at kende. Da vi kom hjem om aftenen, lavede vi aftensmad sammen; vi lavede en traditionel kinesisk ret, der hed-der jiaozi, som smagte rigtig godt. Efter af-tensmaden tog vi ind til en stor gade i Harbin, hvor der var en spillearkade, hvor vi spillede basketball og spil.

Zhangzhen var meget opslugt af spillene og spillede, som om han aldrig ville komme til det igen. Det gjorde stort indtryk på mig, da jeg havde fornemmelsen af, at det ikke var hverdag for ham at få lov til at spille og have det sjovt på den måde.

Tredje dag var mandag, og der var jeg med Zhangzhen i skole, hvor vi bl.a. havde en-gelsk, musik og billedkunst. I billedkunst skulle vi male masker; det var meget spæn-dende og svært, men jeg ik et godt resultat ud af det.

Den sidste dag, tirsdag, var jeg igen med drengen i skole. Denne dag dog ikke med un-dervisning, men derimod skulle vi sige far-vel. Det foregik ved en afskedsceremoni, hvor Ajian School havde forberedt en masse un-

På Zhangzhens skole går der rigtig mange elever, ca. 4.000 tror jeg. Der var mange projekter i gang på skolen, og de virkede meget kreative. For at un-derholde os lavede de både teater, sang og musik.

Min værtsfamilie kunne slet ikke tale engelsk, så al kommunikation var via Google Translate på mobil, og det gjorde, at vi ikke snakkede så meget sammen.


XI DADA – MANDEN FOR DET HELE

Den ene måler 24 gange 16 gange 3,5 centimeter.Den anden er mere beskeden med sine 13 gange 8,5 gange 2 centimeter.Den store – i hvidt omslag – vejer 1 kilo.Den lille – i rødt omslag – nøjes med at tynge med 112 gram.Og så er der 50 år mellem de to bogudgivelser.

KRONIK AF NILS THOSTRUP BIOGRAFI:

XI JINPING, født i juni 1953. Søn

af en af borgerkrigens veteraner,

Xi Zhongxun, der var i politisk

unåde under kulturrevolutionen,

men som senere blev en af reform-

politikkens ledende skikkelser, bl.a.

som drivkraft ved oprettelsen

af den økonomiske succes-zone

Shenzhen mellem Hongkong og

Guangzhou.

Xi Jinping har en eksamen i hu-

maniora og samfundsvidenskab fra

Tsinghua-universitet, skrev speciale

om marxistisk teori og ideologisk

undervisning. Han har en tillægs-

uddannelse som kemiingeniør.

Karriere i kommunistpartiet

fra 1979, først i hæren, siden på

diverse provinsposter, sluttende

som partisekretær i Shanghai i

2007, da han blev udpeget som

medlem af det stående udvalg og

chef for partiskolen.

Fra 2008 til 2012 vicepræsident

og siden både præsident og gene-

ralsekretær for kommunistpartiet.

Gift med folkesangeren Peng

Liyuan, der har rang af general-

major i Folkets Befrielseshærs

underholdnings- og kulturafdeling.

Parret har en datter, der p.t.

studerer ved det amerikanske

universitet Harvard.

The Governance of China er ifølge det kinesiske nyhedsbureau først i juni solgt i 4 millioner

eksemplarer, kinesisk udgave, plus 400.000 eksemplarer tilsammen på ni andre sprog.

(To dage senere blev det kinesiske oplag oplyst til 450 millioner eksemplarer). Maos Den lille røde

er totalt, kinesiske som udenlandske udgaver, solgt i ca. 5 milliarder eksemplarer.

Det er nok tvivlsomt, at Xi Jinpings hvide bog om ledelse af Kina (The Governance of China i engelsk udgave) vil få den halve verden til at snakke, sådan som det skete, da Formand Maos lille røde under den store proletariske kulturrevolution i midten af 1960’erne var pligt-læsning for kineserne og inspiration for dele af venstrefl øjen i den øvrige verden. Selvom der er andre forskelle på de to bøger – eksempelvis Maos karakteristiske korte slå-ende citater kontra Xis mere dokumenterende længere tale- og artikeluddrag – så er de dog begge symbol på en kinesisk historie, som kan være almen menneskelig: persondyrkelsen. El-ler: den stærke mand.

*

Mao er historie på godt og ondt, mest det sid-ste vil mange sige. Xi Jinping er nutid, men et brud med det lederbillede, der har tegnet den kinesiske folkerepublik siden formand Maos død i 1976. De snart 40 år har budt på et op-gør med kulturrevolutionen og introduktion af reformpolitikken, der har forvandlet Kina fra et uland til verdens stærkeste eller næststærkeste økonomi, alt efter hvordan man måler. Det er en forvandling, der er sket under et lederskab præget af det kollektive og det kon-sensusskabende. En enkelt karismatisk le-derskikkelse svæver over vandet i det billede: Reformernes fader, Deng Xiaoping, der til gen-gæld aldrig tog nogle af de titler, som signalerer det formelle lederskab. Åh jo, han tog en enkelt – som formand for kommunistpartiets militær-kommission, den egentlige militære øverstbe-falende i Kina. Og hvis nogle mener, at han der-med var tro mod et af formand Mao-citaterne,

”Magten vokser ud af et geværløb”, så har de ret. Men de andre titler – formand for partiet (se-nere ændret til generalsekretær), præsident for folkerepublikken, premierminister, formand for den nationale folkekongres – gik til andre. Ef-fektive, men relativt profi lløse bureaukrater, der nok blev folkekendte takket være partiets kon-trol med massemedierne, men aldrig folkekæ-re – med enkelte undtagelser som Zhu Rongji, reformårenes økonomiske troldmand, og Wen Jiabao, den forrige premierminister.


Det har Xi Jinping vendt op og ned på – og det på en sådan måde, at der både i kinesiske og diplomatiske kredse tales åbent om, at han er den stærkeste leder siden Mao. I folkemunde har han fået navnet ”Xi Dada”, der med bag-grund i den stærke kinesiske familieorientering bedst oversættes som ”Onkel Xi”. Det kan selvfølgelig være hyggeligt nok, men for omverdenen er det mere talende med den magtposition, han har tiltaget sig.

*

Hans forgængere, Jiang Zemin og Hu Jintao, havde også titlerne generalsekretær for parti-et og præsident for folkerepublikken, men de havde hænderne fulde med at skabe konsen-sus, enighed, mellem partiets forskellige fl øje, der strakte sig fra de mest reformivrige til gam-mel-maoisterne. Xi har fået slanket Kinas egentlige styrende organ, partiets stående udvalg, så der nu kun er én fl øj, nemlig hans egen, og i det daglige har han kontrollen med alle poster, der betyder noget – militærkommissionen og sikkerheds-kommissionen som de vigtigste. Hvad den sid-ste angår, har han samtidig i den igangværen-de anti-korruptions kam pag ne fået fjernet den hidtil stærke efterretnings- og sikkerhedschef, Zhou Yongkang, og dermed sikret sig, at alle informationer om rigets tilstand kommer direk-te til ham selv og ikke er fi ltreret af en mulig ri-val til magten. Og så har han sikret sig, at mærkevaren Xi Jinping er blevet solgt effektivt. Som den første partileder og præsident har han anskaffet sig en større PR- og kommunikationsafdeling til at orientere offentligheden om statsoverhovedets gøren og laden. Hvis nogle med erfaringer fra den vestlige politiske verden i den forbindelse nævner ordet ”spin doktor”, er de bestemt ikke på forkert spor.

*

I det lys skal The Governance of China ses og læses. Det er i bogstaveligste forstand en hvid-bog over, hvad Xi Jinping vil med Kina både in-ternt og i forhold til omverdenen. I den engel-ske udgave: 515 sider, 18 kapitler, 79 bidrag fra artikler, taler, interviews, instruktionsskrivelser og breve fra 2012 og fremefter. Indledt med be-tragtninger om reformårenes hovedoverskrift ”Socialisme med kinesiske karakteristika” og Xis egen vision, ”Den kinesiske drøm” – og så i øvrigt alt, hvad der hører en politisk verden til.

Den engelske udgave af bogen var kinesisk ho-vedindslag på en stor årlig international bog-messe i New York i maj, og den gamle ræv, tid-ligere udenrigsminister Henry Kissinger, var blevet lokket til at introducere den. Det er han sikkert blevet godt betalt for, men det skal ikke forklejne hans varme anbefaling af The Gover-nance of China som et uvurderligt indblik i ki-nesisk politisk tænkning og til forståelse af Xi Jinpings handlinger. Det er en anbefaling, som man roligt kan lade gå videre til både det danske politiske sy-stem og til det erhvervsliv, som gerne vil gøre sig på det kinesiske marked. Et ekstra plus er, at bogens redaktører har forsynet den med et fyldigt notemateriale, der dels sætter tids-rammerne for de enkelte indslag, dels giver

et godt indblik i kinesisk politisk-kulturel hi-storie. ”Den kinesisk drøm” er visionen om Ki-nas genfødsel som stormagt, fremgangsrig og stærk, og accepteret for sin betydningsfulde po-sition på verdensscenen, men samtidig et land, der har skabt udvikling og lykke for sin egen be-folkning. Både det udadvendte og det indadvendte fortjener nogle betragtninger med udgangs-punkt i Xi Jinpings optræden og handlinger.

*

Om Kinas forhold til sin omverden er at sige, at med Xi Jinping som bannerfører er folkerepu-blikken blevet langt mere udenrigspolitisk akti-


De forskellige fotos i bogen giver også reminiscenser om fortiden.

Her det allerførste inklusive underskrift.

DANMARK-KINA NR. 104NR. 104 2015 15DANMARK-KINA NR. 104NR. 104 2015 15


Med min hakke, min skovl og...

...Vi går foran, og vi tager fat!



vistisk end tidligere. Xis forgængere, Jiang Ze-min og Hu Jiantao, var nærmest usynlige i det billede, mens Xi har været meget rejsende og meget talende. Meget af det har været charmeoffensiv over for mulige allierede i Centralasien, Afrika og La-tinamerika, andet har været praktisk som ven-nesnak med Vladimir Putin i Moskva, men hele tiden har Xi været synlig og klar i sine budska-ber om et Kina, der vil accepteres for det, det er – stormagten, der ønsker et fredeligt samar-bejde, men som ikke vil lade sig skubbe rundt i manegen. Det sidste med klar adresse til USA. Konfl iktpunkterne ligger i Kinas eget nabo-lag, i forholdet til Japan og i forholdet til de syd-østasiatiske nationer, hvor USA i fl ere tilfælde med Japan som det mest betydningsfulde har allianceaftaler, mens Xis og Kinas ambition er at få anerkendt deres defi nition på havgrænser-ne. Praktisk er det kommet til udtryk i striden med Japan om ubeboede klippeøer mellem ja-panske Okinawa og Taiwan og i det Sydkinesi-ske Hav med at forvandle klipperev til kunstige øer som base for både fl y- og søstridskræfter. De to sider af udenrigspolitikken, den for-sonlige og den bastante, får deres understreg-ning til efteråret, hvor to vigtige rejser er på Xi Jinpings program. Den ene går til Washing-ton og præsident Barack Obama, og hjertevar-men her vil sikkert være begrænset. Den anden går til London, hvor Xi Jinping bliver det første

statsoverhoved, der på offi cielt besøg kan gra-tulere dronning Elizabeth med, at hun til den tid er den længst siddende britisk monark, når hun overhaler dronning Victoria og hendes 63 år og 7 måneder på tronen. Det er et besøg, der er kommet i stand, efter at den britiske premierminister David Cameron tidligere på året gav Storbritanniens tilslutning til den nye internationale udviklingsbank, som Kina har taget initiativet til, og som amerikaner-ne forsøgte at blokere. Summa summarum: En verden, der siden sovjetstyrets sammenbrud har regnet med, at der kun var en hovedrolleindehaver på den udenrigspolitiske scene, nemlig den amerikan-ske præsident, må indstille sig på, at der nu er to med en Xi Jinping, der har både styrke og penge bag sig, og som kan formulere nogle po-litiske budskaber og holdninger, der trænger ind i hvert fald i de dele af verden, der ikke som Europa siden anden verdenskrig har været op-taget af aksen over Atlanterhavet. Der er en verden til forskel – og det er noget nyt, at Kina har fået en præsident, der selv for-mer sin udenrigspolitik.

*

Vender man sig mod de hjemlige kinesiske for-hold, så er der klart nogle bump på vejen mod opfyldelsen af den kinesiske drøm.

En udfordring er at udstrække landets vok-sende velstand til fl ere af dets indbyggere, at skabe fl ere arbejdspladser til erstatning for dem, der forsvinder i et stadigt mere mekani-seret landbrug, og at sikre, at en væsentlig del af udviklingen sker i Kinas udkantsområder i den vestlige del af landet og i nord, i det gamle rustbælte med en forældet jernindustri. Og det skal vel at mærke gøres i samklang med, at et andet problem bliver løst – nemlig Kinas kæm-pemæssige miljøproblem i form af forurening af både vand, jord og luft. Hver for sig er disse udfordringer eller pro-blemer en længere messe værd, men tilsam-men udgør de en væsentlig del, om ikke den væsentligste, af Xi Jinpings personlige udfor-dringer: Ikke bare at bevare tilliden til egen per-son, men at bevare tilliden til, at kommunist-partiet er i stand til at styre landet, sikre fortsat fremgang og skabe den lykke, som Xi taler om i sin kinesiske drøm. Det er naturligvis resultaterne, der tæller, men Xi Jinping spiller samtidig dygtigt på de nationale følelser med referencer til Kinas gyld-ne fortid og til de forhånelser og overgreb, lan-det i nyere tid – dvs. indtil kommunistpartiet overtog magten – har været udsat for. Et både aktuelt og vedvarende tema for ham er de kine-siske værdier, som fremhæves samtidig med, at borgerne advares mod at lade sig infl uere for meget af vestlige værdier. Det sidste kommer til udtryk i kampen om internettet mellem statens/partiets korps af censorer og de dissidenter og almindelige bor-gere, der gerne vil lufte egne synspunkter i stil med de debatter, der kendes fra den vestli-ge, demokratiske verden. Og lige så praktisk for magtsystemet er et aktuelt lovforslag, der på det nærmeste vil umuliggøre tilværelsen for vestlige frivillig-organisationer, de såkaldte NGO’ere, i Kina. De kinesiske værdier må ikke forurenes, hedder det. Det kunne lige så godt hedde, at magtsystemet ikke må undergraves ved fremmed inspiration. Det går så lige ind i en demokrati-diskussi-on, men det er nok typisk for Xi og The Gover-nance of China, at ordet demokrati ikke op-træder i nogle af kapiteloverskrifterne eller indholdsbeskrivelserne. Det fi ndes i nogle af teksterne, men da i forbindelse med beskrivel-sen af udviklingen af et moderne socialistisk samfund, hvor ”demokratisk” er et tillægsord på linje med fremgangsrig, stærk, kulturelt ud-viklet og harmonisk.

*

Ude blandt bønder.



Artiklens forfatter, Nils Thostrup, er journalist med udenrigspolitik som

speciale. Han har rejst i Kina siden 1974 og skrevet tre bøger om folkerepublikkens

udvikling gennem reformårene. Artiklen er afsluttet primo juni 2015.

krati med almindelig stemmeret, i praksis et et-parti-samfund, der regerer med respekt for lo-ven og for borgernes almene interesser – men også bruger loven til at lukke munden på eller gøre livet besværligt for politiske dissidenter. Østatens første leder, Lee Kuan Yew, der døde for nylig, var højt respekteret i Beijing – og på sin side en kraftig fortaler for den kinesi-ske reformpolitik, der sagde farvel til Mao og – på sigt – goddag til en Xi Jinping.

SÅ: Ikke diktatur. Ikke demokrati. Men autokra-ti. Eller måske som i Singapore: meritdemokra-ti – at du bliver bedømt på dine egenskaber og handlinger, ikke på dine forbindelser eller dine penge. Det vil tage tid, lang tid. Men det var ikke uden grund, at Mao engang bemærkede, at det eneste, Kina har nok af, er tid og mennesker.

Et klarere signal fi nder man, når man ser på en af Xi Jinpings mærkesager, nemlig hans advo-katur for at gøre Kina til et stærkere retssam-fund. Det har sin baggrund i, at Kina historisk set ikke har været styret og reguleret ved lov-givning, men ved edikter – bekendtgørelser – fra styret, dvs. i historisk tid symbolsk fra kej-serens person. Reformårene har gjort op med den fortid, fordi samhandelen med udenlandske virksom-heder har nødvendiggjort et retssystem, der på kendt, altså lovgivet, basis kunne afgøre tvister. Hvad videre har ført til en begyndende civillov-givning, der indrømmer den enkelte borger ret-tigheder, hvilket har haft betydning for de utal-lige konfl ikter mellem krænkede borgere og korrupte lokale myndigheder. Det har større folkelig betydning for me-ningsdannelsen end en demokratidiskussi-on, der ikke historisk har nogen bred bagrund i Kina, og Xi Jinping har taget det til sig med understregning af behovet for at udbygge rets-samfundet – med udtrykket ”Rule of Law”, hen-tet fra det i år 800 år gamle engelske friheds-brev Magna Carta: At alle skal være lige for loven, og ingen er skyldig, før han er dømt. Der er absolut kritikere af Xi og kommunist-

partiet, der siger, at partiet vil bruge loven til at regere folket, ikke loven til at lægge bånd på magthaverne. Men den megen tale fra toppen om ”Rule of Law” skaber et forventningspres, som har en positiv virkning på systemet. Trin for trin til fordel for borgerne.

*

Afslutningsvis så rejser den manglende vægt på demokrati-begrebet og den stærke vægt på ”Rule of Law” spørgsmålet: Hvor er Xi Jinping på vej hen, og hvor er Kina på vej hen? For nærværende skribent er tolkningen, at demokrati i vestlig forstand har lange, lange udsigter i Kina, men det forhindrer ikke, at der, set med kinesiske øjne, vil ske en positiv udvik-ling for både borgere og samfund, der vil bidra-ge til noget af den lykke, som Xi Jinping opstil-ler som et af sine mål med opfyldelsen af den kinesiske drøm. Og hvis man vil fi nde en model for den ud-vikling, som ligger et sted mellem det nuværen-de styre og en form for vestligt demokrati, kan man kigge til mini-staten Singapore, der fra in-genting er blevet et af verdens rigeste og mest veluddannede samfund: På papiret et demo-

Herligt far og datter-motiv. Bemærk, at cyklen er en damemodel.



CITATER FRA XI JINPINGS ’STORE HVIDE’

”Efter at Kinas reformer har haft fremgang i mere end 30 år, er vi nu nået ud på det dybe vand. Man kan sige det på den måde, at den lette del af jobbet er gjort til alles tilfredshed. Det, der mangler, er de bare knogler, der er svære at tygge”.

Interview med russisk tv i februar 2014.

”Vi vil gøre os alle anstrengelser for at sikre, at folket føler, at retfærdigheden sker fyldest i hver eneste retssag”.

Tale til politbureauet om ”Rule of Law” i februar 2013.

”Alle lande, uanset størrelse, er lige … Folkenes ret til ua hængigt at vælge deres udviklingsvej skal respekteres, indblanding i interne forhold afvises … Kun den, der har skoen på, ved, hvor den trykker”.

Tale i Moskva 2013.

”Som ordsproget siger: Står man tilstrækkelig længe på et iskemarked, vænner man sig til lugten”.

Tale til centralkomiteen i juni 2013 – om slendrian i partiet.

”At regere et stort land er lige så vanskeligt som at stege en lille isk korrekt”.

Bemærkning på pressekonference ved møde for BRIK-landenes ledere marts 2013.

(BRIK: Brasilien, Rusland, Indien og Kina).


”Det socialistiske system med kinesiske karakteristika er enestående og effektivt. Men vi skal være klar over, at det endnu ikke er perfekt og optimalt fungerende”.

Tale til politbureauet i november 2012.

”Vi må med omtanke trække på erfaringerne fra andre kulturer, men aldrig glemme vor egen oprindelse. Vi skal hverken blindt kopiere udviklingsmodeller fra andre landeeller tage imod diktat”.

Tale ved møde i centralkomiteen i januar 2013.

”I fremtiden vil den kinesiske nation styre fremad som et gigantisk skib, der kommer frem trods stærke vinde og voldsomme bølger”.

Tale ved åbning af udstillingen ”Vejen til genfødsel” i november 2012.

”Den kinesiske drøm er, i den afsluttende analyse, folkets drøm. Så derfor må vi støtte os til folket for at realisere drømmen, og vi må til stadighed sikre velfærd for folket”.

Tale til den nationale folkekongres i marts 2013.

”Kort sagt, der er kun en måde, hvorpå man kan sikre sig, at man uden fortrydelse kan se tilbage på sin ungdom som givtig og meningsfuld. Det er ved – netop mens man er ung – at arbejde en-tusiastisk og energisk og omhyggeligt overvinde alle forhindringer og yde sit bidrag for folket”.

Tale til ungdomsforsamling i maj 2013.


KEJSERLIGT EFTERLIV OG MAGTDEMONSTRATION

AF BIRGITTE S. CRAWFURD

Moesgaard M

useum / Jacob Gonge Due

MELLEM HIMMEL OG JORD I KINA

Det nye Moesgaard Museum stråler om kap med sin første særudstilling, Den Første Kej-ser – Kinas Terrakottahær. Virkeligheden overgår myten om kejser Qin Shihuangdi, hans forenede rige og fantastiske gravpalads! Opmærksomheden fanges med det samme af spotlyset på en knælende bueskytte af ler og en rød kalligra i, symboler på magt og væl-de. Indtrykket bekræftes ved synet af hallen med terrakottasoldater og hestevogne omgi-vet af et brag af røde kalligra ibannere og hel-lebarder.

Udstillingen er stærk, smuk, spektakulær – og tankevækkende. Den signalerer magt og vælde og er et absolut Must See for selv gam-le Kina-kendere, der før måtte have set en terrakottakrigerudstilling i udlandet.

Oplevelsen forstærkes af videoer på stor-skærme, hvor man kan fornemme gravens enorme størrelse og udbredelse.

Udstillingen er højaktuel. Det er 65 år siden, at Danmark ik diplomatiske forbindelser med Folkerepublikken. I dag søger Kina ’Nye Silkeveje’ i sin globale jagt efter råstoffer og lere ressourcer. Kina er blevet en supermagt

og en global handelspartner. Men befolkningsvæksten truer. Landet

har derfor travlt med at udvide sin i forvejen store interessesfære for at brødføde og be-skytte sin befolkning. Det sker gennem geo-politiske og økonomiske tiltag, som nu også har fået en blød pendant i form af kultur.

Kinas imperiebyggeri kan måske overra-

ske nogle. Men rigets magtdemonstration går i virkeligheden over 2.000 år tilbage. Tilbage til det kortvarige Qindynasti (221-206 f.Kr.), som med en barsk kejser forenede de syv ri-valiserende stater til ét stort imperium, Ri-get i Midten (Zhongguo). Kina hedder fortsat Zhongguo på kinesisk.

Særudstillingen tager udgangspunkt i den personlige historie om kejser Qin Shihuangdi (259-210 f.Kr.).

Ying Zheng var kun 13 år gammel, da han blev udråbt til konge over et splittet rige, der var omgivet af seks krigeriske stater og no-mader i nord. Ved sin død 37 år senere var han enehersker over Kina, havde indført fæl-les målesystem og møntfod, sprog og skrift-


system, styrket hæren, påbegyndt Den store Mur og lagt grunden til det moderne Kina. Alt dette inden han blev begravet i sit gigantiske gravpalads på Lishan (Li-bjerget), som han havde påbegyndt længe før sin død.

Den dramatiske periode er afspejlet i de 120 udstillede genstande fra kejserens enor-me gravkompleks og fra Qin- og Han-dyna-stierne, heraf lere store terrakotta igurer i form af soldater, embedsfolk og heste. Gen-standene er udlånt fra 13 forskellige museer og institutioner i Shaanxi-provinsen.

Da Ying Zheng blev konge af Qin i 246 f.Kr., ik han geomantikere til at udvælge sig et gunstigt gravsted ved foden af Lishan (35 km nordøst for Xi’an by). Ifølge annalerne af historikeren Sima Qian (145-87 f.Kr.) fra Handynastiet blev gravpaladset påbegyndt med det samme.

Da Ying Zheng under navnet Qin Shi-huangdi blev kejser i 221 f.Kr., kom der eks-tra fart i byggeriet af hans gravmæle; 700.000 arbejdere blev hidkaldt fra provinserne for

at bygge en underjordisk by med en gigan-tisk grav til kejseren. Projektet skulle være et kombineret gravkammer og paladsanlæg i en 1:1 udgave af det kejserlige hof med mange tusinde legemsstore terrakotta igurer af sol-dater, embedsmænd og heste, der skulle ef-terligne hans jordiske kejserpalads’ byplan, imperiet og verden (i Xianyang – det moder-ne Xi’an).

Ifølge Sima Qian indeholdt Qin Shihuang-dis grav ‘paladser og sceniske tårne til 100 embedsmænd’ foruden sjældne objekter og skatte. Kinas store loder, Yangtze og Huang-ho, Den Gule Flod, blev simuleret i lydende kviksølv, der mekanisk lød ud i et stort hav. Kviksølv var symbol på udødelighed, og jor-den omkring gravhøjen er fundet positiv for kviksølv! Geogra ien var gengivet på gravens gulv, og himlens stjernekonstellationer var symboliseret med ædelsten/perler i loftet.

Således kunne kejseren regere over sit rige i livet efter døden!


Legemsstore terrakottasoldater med individuelle ansigtstræk, hår, dragt, rustning, våben og oprindeligt belagt med farver. Man har endnu ikke udgravet hele gravarealet på 56.25 km2, men udgravningerne af skakt 2 blev genoptaget denne forsommer. Forventningerne om at inde ikke-kinesiske soldater, 'bemalede sol-dater' samt nye våben, bl.a. armbrøster, er høje. Samtidigt håber historikerne på at kunne påvise, at Kina havde hyppige forbindelser med folk fra det østlige Asi-en og det vestlige Eurasien allerede før samhandelen i det efterfølgende Handynasti udvikledes til det, vi i dag kalder 'Silkevejen'.Foto fra udgravningsskakt 1 (fundet 1974). Xi’an, Shaanxi, 2011.

Detalje med armbrøst fra en af stridsvognene. Armbrøstens introduktion i De Stridende Staters

periode revolutionerende krigsførelsen. De kunne skyde langt og med stor kraft og krævede mindre styrke end en normal bue.

Mausoleet blev dog først færdigbygget to år efter Qin Shihuangdis død. Begravelsen blev arrangeret af hans søn. For at beskytte gra-ven mod evt. gravrøvere blev der opstillet automatiske dødsfælder med pile (armbrø-ster), der ville blive afskudt ved indtrængen.



Birgitte S. Crawfurd er cand.mag. i klassisk arkæologi,

silkroad-ologist og foredragsholder.

Artikel og egne fotos:Copyright © Birgitte S. Crawfurd

[email protected]

LITTERATURSilkRoad Seattle, University of Was-hington: http://depts.washington.edu/uwch/silkroad/maps/maps.html (kort over bl.a. Qindynastiet og nomaderne i nord)http://depts.washington.edu/silkro-ad/geography/geography.html (Den stor Mur i Qin- og Handynastierne)

Den Første Kejser. Kinas terrakotta-hær. Moesgaard Museum 2015Overættelse af: The First Emperor, China’s Terracotta Army, Jane Portal (ed.), The British Museum Press 2007

Xi’an. Kaiserliche Macht im Jenseits. Grabfunde und Tempelschätze aus Chinas Hauptstadt, Bonn 2006

Jonathan Tucker: The Silk Road. Art and History, London 2003

R.W.L. Guisso, Catharine Pagani with David Miller: The First Emperor of China, Ontario 1989

Ved hjælp af interaktiv 3D-teknologi kan man farvelægge en terrakottakriger.

Qin Shihuangdis terrakottahær bliver pludselig meget nærværende og levende.

Som de klassiske græske statuer var de oprindelige igurer kraftigt farvelagte.

Artiklens forfatter Birgitte S. Crawfurd dekorativt anbragt blandt moderne kopier af terrakottakrigere. Xi’an, Shaanxi, 2011.

Efter gravceremonierne blev den indre gravindgang blokeret, og den ydre indgang blev sænket for at begrave bygningsarbejde-re, kunstnere og de af kejserens konkubiner, der endnu ikke havde født ham sønner, le-vende, så hemmeligheden om gravens meka-niske fælder og rige skatte ikke kunne blive afsløret for omverdenen. Endelig blev grav-højen beplantet for at ligne en bakke. Mausoleet er ikke udgravet endnu.

Qin-dynastiet blev omstyrtet kort efter Qin Shihuangdis død. Anlægget blev hærget og gik i glemmebogen, men blev genfundet i 1974 af nogle bønder under brøndgravning. Der fandt man de første terrakottakrigere, 1,5 km fra selve Qin Shihuangdis mausoleum. Terrakottakrigerne var den hær, der skulle forsvare den jerde side af gravkomplekset; de tre andre sider var i overensstemmelse med fengshui-opfattelsen beskyttet af bjer-ge og en lod.

Fundet på ca. 7.000 terrakottaskulptu-rer består af soldater, ledende of icerer og embedsfolk samt bueskytter, 520 heste og 130 vogne. Det inkluderer også nylige fund af konkubiner, jagtredskaber og jægere, som kejseren ville have med sig i efterlivet.

Siden terrakottakrigerne blev udstillet i Kina, har et besøg i Xi’an stået højt på ønske-sedlen for mange. Særudstillingen på Moes-gaard er et godt bud på et alternativ.

Særudstillingen slutter 30. september 2015 – se den, nyd den!


I løbet af det seneste år er der blevet mindre hav og mere land i det Sydkinesiske Hav. Det er en almindelig begivenhed rundt omkring i verden, at småøer bryder gennem havover laden som resultat af vulkansk aktivitet på havbunden. En del af dem bliver hurtigt ned-brudt af bølger, blæst og salt og opslugt af havet igen. Andre er mere robuste, og Japan er for eksempel blevet en permanent ø rigere i 2015. Niijima, der først kom til verden i 2013, udvidede sig og smel-tede sammen med en anden nærliggende vulkansk ø, Nishinoshima fra 1974, og udvider sig stadig.

Men det er ikke kun geologiske jættekræfter, der kan bygge spritnye øer. Kina er i fuld sving med at transformere adskillige rev, banker og småøer i den omstridte Spratly-øgruppe om til befæste-de militære installationer. Det sker ved at smadre de omkringliggen-de koralrev, inddæmme land og suge sten, koraller og sand op og pumpe materialet ud over det eksisterende rev og dermed konstru-ere sine egne hjemmelavede øer. Alt sammen er det et led i en stra-tegi for at stadfæste de kinesiske krav på stort set alt i det Sydkine-siske Hav.

Faciliteterne muliggør en betydeligt større kinesisk aktivitet og tilstedeværelse i de omstridte havområder og besværliggør andres handlemuligheder for at gøre deres krav gældende. I det pokerspil, positioneringen af militærmagt i fredstid er, har Kina forhøjet ind-satsen for de andre lande i regionen betydeligt.

KINAS FORKLARING

Disse udvidelser har som sagt pågået i godt et år, uden at den kine-siske regering har forklaret sig særlig grundigt om, hvad installatio-nerne skulle bruges til. Men 9. april svarede Kina på den megen kri-tik.

Talskvinde for det kinesiske udenrigsministerium, Hua Chuny-ing, udtalte følgende på en pressekonference om landinddæmnin-gen på Mischief Reef. Citatet er en udskrift af pressekonferencen fra den engelsksprogede del af det kinesiske udenrigsministeriums hjemmeside:

”China has indisputable sovereignty over the Nansha Islands (Spratly-øerne, red.) and adjacent waters. The Chinese government has been carrying out maintenance and construction work (…) with the main purposes of optimizing their functions, improving the living and working conditions of personnel stationed there, better safeguarding territorial sovereignty and maritime rights and interests, as well as better performing China’s international responsi-bility and obligation in maritime search and rescue, disas-ter prevention and mitigation, marine science and research, meteorological observation, environmental protection, navi-gation safety, ishery production service and other areas. The relevant construction, which is reasonable, lawful and justi ied, is well within China’s sovereignty. It does not impact or target any country and is thus beyond reach. After the construction, the islands and reefs will be able to provide all-round and comprehensive services to meet various civilian demands besides satisfying the need of necessary military defence”.

AF MORTEN HETMAR VESTERGAARD

– KINESISKE LANDVINDINGER I DET SYDKINESISKE HAV, BOGSTAVELIGT TALT


For det første slår den of icielle kinesisk udmelding fast, at de øer, som Kina besidder (og alle de andre, der er okkuperet af de øvrige omkringliggende lande), er kinesisk territorium, og Beijing er der-for i sin gode ret til at bygge, hvad der passer dem. Det er der ikke nogen, der skal blande sig i. For det andet, som det nævnes lidt se-nere på pressekonferencen, så skal de andre lande ikke komme for godt i gang med at brokke sig. De har jo selv bygget og udvidet for lang tid siden.

Nogle kommentatorer har reageret positivt på Kinas of icielle for-klaring. For det første er det i sig selv positivt, at Kina kommer med en forklaring og hjælper til mere gennemsigtighed i den spændte si-tuation i det Sydkinesiske Hav.

For det andet påpeges det, at det ville være direkte dumt af Bei-jing at bruge øerne som springbræt til invasioner af mindre lande, ”som om vi stadig befandt os i det 19. århundrede”.

For det tredje henvises der til Kinas overordnede politiske mål. Det er stadig hjemlig økonomisk vækst og udvikling, og det er man absolut ikke interesseret i at sætte over styr pga. kortsigtede uden-rigspolitiske gevinster. Til sidst nævnes det, at Kina ikke er værre end andre lande. Den eneste forskel er, at Kina har de ressourcer og den teknologi, der skal til for at udvide øerne og udbygge bygninger på dem i stor skala og i en rasende fart.

De kinesiske begrundelser for øbyggeriet får også det positive spin, at man gerne vil være sig sit ansvar som stormagt bevidst og tilby-de service og ordnede forhold i de globalt vigtige farvande i det Syd-kinesiske Hav.

Sandt er det jo, at Kina ofte er blevet kritiseret for ikke at tage

mere ansvar rundt omkring på kloden og være en såkaldt ”respon-sible stakeholder”. Barack Obama har kaldt Kina for en ”free rider”, der nyder godt af eksempelvis den ro og verdensorden, som ameri-kanerne opretholder og betaler den største del af regningen for.

Xi Jinping har vendt det sidste til noget positivt og sagt, at ”Kinas nabolande er mere end velkomne til at tage et ”free ride” på Kinas økonomiske vækstlokomotiv”. I samme tråd har Kinas øverste låde-chef Wu Shengli sagt, at USA er velkommen til at benytte sig af de fa-ciliteter, som Kina bygger i det Sydkinesiske Hav, ligesom han invite-rer til samarbejde om eventuelle redningsaktioner i fremtiden.

Men der er altså også en række militærstrategiske og politiske motiver, som er mindre artige, men væsentligt mere tungtvejende end de rent humanitære bevæggrunde, som tilbydes af det of iciel-le Kina.

MILITÆRSTRATEGISK BETYDNING

Hvad kan Kina bruge de mikroskopiske øer til militært? Efter alt at dømme så vil Kina befæste sine øer i Spratly-gruppen med diverse forsvarsinstallationer som kanontårne og antiluftskytsbatterier og udstationere soldater.

En højtstående amerikansk lådeof icer fra stillehavs låden har lidt kækt sagt om de nybyggede kinesiske øer: ”So what? Vi kan pul-verisere enhver stilling på ingen tid”. Og det er skam sandt nok. Der skulle ikke mange amerikaske krydsermissiler til at smadre de hjemmelavede kinesiske øer og gøre dem militært ubrugelige.

Men det er en fejlslutning, at øerne dermed ikke har nogen mi-litærstrategisk og politisk betydning. Woody Allen sagde engang, at ”80 % of succes is showing up”, og det gør sig også gældende her. At være til stede og fysisk gøre krav på og vise, at man har musklerne

I denne artikel bruges de engelske stednavne på de forskellige øer og rev i det Sydkinesiske Hav.

For det første kan brugen af det ene eller andet lands eget navn opfattes som en indirekte stillingtagen til suverænitetsspørgsmålet.

For det andet ville det være utåleligt at læse, hvis man medtog alle de involverede landes egne navne hver gang.

Eksempelvis kaldes Mischief Reef for Meiji Jiao (美济礁) i Kina, Panganiban Reef i Filippinerne, og Đá Vành Khăn i Vietnam.

JEG EN Ø MIG BYGGE VIL


til at sætte magt bag sine ord, er et langt skridt på vejen til at få det, som man gerne vil have det.

Man kan spørge sig selv, hvad der ville ske, hvis USA beskød kinesiske civile eller soldater. Det ville lynhurtigt eskalere ud af kontrol for begge parter. Hvis USA overhovedet skulle overveje at bombe kinesiske stillinger, så vil det være i en situation, som al-lerede er noget nær rigtig krig. Altså, der ville være en anden ud-slagsgivende faktor end øerne selv. Det er jo netop derfor, at Kina gerne vil have soldater og statsborgere på de øer, de kræver.

En anden eviggyldig punchline i international politik kommer fra nu afdøde admiral i den amerikanske låde Joseph Caldwell Wyli, der sagde, at ”the ultimate determinant in war is the man on the scene with a gun”. Det er desværre alt for sandt. Kina er til ste-de og bevæbnet. Det betyder meget.

Landingsbaner og havnefaciliteter kan selvfølgelig anvendes af både civile og militære skibe og ly. Eksisterende faciliteter tjener allerede en dobbeltrolle. Men når små rev og banker udvides til kunstige øer, så bliver de anvendelige til en bredere vifte af aktivi-teter. Mere jord giver plads til længere landingsbaner og mere ud-byggede havnepladser og forsyningsmuligheder, der gør øerne be-boelige for en langt større gruppe mennesker, og det cementerer den kinesiske militære tilstedeværelse.

De nybyggede øer og deres udvidede faciliteter a hjælper også Kina på et speci ikt blødt punkt. Til trods for de seneste par årtiers fænomenale vækst i de kinesiske forsvarsbudgetter, mangler Bei-jing stadig i væsentlig grad kapacitet til langtrækkende og luftbå-ren maritim overvågning og patruljering. Det er kun en vis del af de kinesiske ly, der kan lyve den lange tur fra baser på fastlandet og tilbage igen.

Det formindsker tiden, der er til rådighed til patruljering og overvågning, mens man be inder sig i området. Kan man lande og tanke op, og piloten udskiftes, så kan den kinesiske militære tilste-deværelse i luften over det Sydkinesiske Hav forøges betydeligt. Udbygning af øerne tillader også udstationering af lere tropper, og Kina kan dermed sætte sig bedre på de områder, man gør krav på.

Det er en nødvendighed, ikke kun for at hævde suverænitet i området mere effektivt, men også for at muliggøre bedre beskyt-telse af udvinding af forskellige naturressourcer. Konstant nærvæ-rende kinesiske kystvagtskibe kan passe på kinesiske civile både og lade dem iske i farvande, som også andre lande kræver. Det foregår allerede, og det kan kun forventes at blive endnu mere al-mindeligt.

Dermed kommer de kinesisk kontrollerede øer i Spratly-grup-pen til at fungere som fremskudte baser, der tillader kortrækkende kinesiske kystvagts- og lådefartøjer at patruljere i området uden at skulle tilbage til det kinesiske fastland.

Ydermere ser installationerne ud til at være tilstrækkelige til at monitorere luftrummet og håndhæve en såkaldt Air Defence Iden-ti ication Zone (ADIZ), hvis Kina skulle vælge at indføre en sådan i det Sydkinesiske Hav. En ADIZ er en almindelig ting, hvor et land beder fremmede landes ly identi icere sig i et givet luftrum. Det er sådan en ADIZ, som Kina proklamerede over det Østkinesiske Hav i november 2013, hvilket medførte voldsomme protester fra Japan og USA, fordi zonen inkluderede de omstridte Diaoyu/Sen-kaku-øer.

POLITISK BETYDNING

Politisk har de udvidede øer også en stor betydning. Kina etablerer irreversible facts on the water, der ikke lige kan laves om på.

Tidligere, når Kina har opsat forskellige suverænitetsmarkører som lag og mindre bygninger, så har eksempelvis ilippinske frømænd kunnet pille dem ned igen i nattens mulm og mørke. Man kan ikke pille en ø ned i løbet af en nat.

Den eneste anden mulighed er at erobre øerne fra Kina, og der er ingen af de andre lande, som gør krav på øerne, der tør indlade sig på en militær konfrontation med Kina. De er åbenlyst for svage, og Kina for stærk. Kina opnår da sine udenrigspolitiske mål i dette hjørne af det Sydkinesiske Hav uden at løsne et skud.

Langsomt, men sikkert udbygger man sin militære tilstedeværel-se, så man kan trumfe sine interesser igennem, når det gælder, uden brug af vold.

Kina er voldsomt meget stærkere, end landet var i starten af 1990’erne. Samtidig med, at Kina har vist sig mere villig til at bidra-ge til sikkerheden i verden gennem fredsbevarende operationer i FN-regi og piratjagt i Adenbugten, så har Kinas voksende magt na-turligvis også udmøntet sig i en generelt mere selvsikker kinesisk udenrigspolitik.

I takt med at et lands magt vokser, bliver dets ambitioner til be-gær, og begær bliver til interesser. Kina kan mere, Kina vil mere, og Kina kræver mere. Sådan er alle store staters natur.

Det afstedkommer, at Kina er mindre tilbøjelig til at begrænse og lægge bånd på sig selv, og at Kina gradvist bliver mere og mere villig til at bruge tvang og trumfe sine interesser igennem på bekostning af andres. Det gøres i praksis ved at anvende den bredere og bredere vifte af handlemuligheder, som Kina har til sin rådighed.

Kinas låde har i territorialstridighederne i det Sydkinesiske Hav anvendt sin voksende kystvagt. Og den vokser hastigt. Det ameri-kanske Of ice of Naval Intelligence har just udgivet en rapport om den kinesiske låde, der opgiver, at Kinas kystvagt er større end de tilsvarende fra Japan, Vietnam, Indonesien, Malaysia og Filippiner-ne – tilsammen.

Den kinesiske kystvagt er arbejdshesten, der tager alle konfron-tationerne med ilippinske og vietnamesiske skibe. Ved at anven-de kystvagtfartøjer opnår Kina, at man undgår, at modstandere kon-fronterer Kina med krigsskibe, og at de kun kan bruge deres egne civile fartøjer. Man be inder sig så at sige under den militære tær-skel, ved at undlade at bruge militærmagt og dermed eskalere situ-ationen til et niveau, hvor Kina vil løbe en meget større risiko for at stå tilbage som taber.

Situationen ændres langsomt i Kinas favør. Det er blevet kaldt en ’salami-strategi’, hvor man skærer en tynd skive ad gangen, indtil der ikke er mere tilbage. Det er en strategi, Kina med relativ stor suc-ces har benyttet sig af i det Østkinesiske Hav i striden med Japan om Senkaku/Diaoyu-øerne. Ud over at forhindre japanerne i at smide kinesiske kystvagtskibe og iskerbåde ud med militær magt, så har taktikken også holdt USA ude af disputten.

Men selvom den kinesiske låde i høj grad har holdt sig i bag-grunden og overladt det hårde arbejde til kystvagten, så har der som oftest opholdt sig en kinesisk destroyer ikke så langt fra der, hvor det brændte på. Det minder lande som Filippinerne om, hvem der virkelig kunne lægge magt bag sine ord, hvis man ville.



USA mod KinaKon likten i det Sydkinesiske Hav er et kontrover-sielt emne og har med god grund bredt sig til al-skens medier. Den har endda fundet vej til video-spillenes verden i Battle ield 4. Battle ield 4 er et moderne skydespil, hvor en iktiv 3. verdenskrig udkæmpes mellem USA, Rus-

land og Kina. Krigens slagmarker svinger fra en forladt tankfabrik i Ukraine til Shanghais gader. Og så selvfølgelig Paraceløerne. På banen Paracel Storm kæmper USA og Kina om herredømmet over en lille, men svært befæstet øgruppe i det Sydkinesiske Hav. Selvom banen lig-ner virkeligheden til forveksling, skal vi huske på, at det kun er et spil. Battle ieldserien har a billedet 3. verdenskrig si-den 2008, uden at den er brudt ud af den grund.

Fabian Brink


Morten Hetmar Vestergaard skriver om sikkerhedspolitik i Asien

og er cand.soc. i international politik.

USA’S REAKTION

Barack Obama har anklaget Kina for at bruge “its sheer size and muscle to force countries into subordinate positions”.

Senest har USA i slutningen af maj måned højlydt kritiseret Kina ved den årlige asiatiske sikkerhedskonference Shangri La Dialogue, der a holdes i Singapore. Den amerikanske forsvarsminister Ashton Carter sagde, at Kina bryder internationale normer, og at hjemmela-vede øer ikke hjælper Kinas suverænitetskrav i området.

Ydermere mener USA, at Kinas udbygning af militære installati-oner undergraver navigationsfriheden i det Sydkinesiske Hav, en ret som USA altid har stået meget hårdt fast på overalt på kloden. Na-vigationsfrihed handler ikke kun om handelsskibes mulighed for uhindret at sejle fragt rundt i verden. Den handler også om militær-fartøjers bevægelsesfrihed.

FN’s Havretskonvention (som ironisk nok er rati iceret af Kina, men ikke af USA, som dog efterlever ånden i konventionen) foreskri-ver, at det kun er i et lands territorialfarvand (12 sømil fra kysten), at et andet land skal bede om lov til at have militære aktiviteter. I in-ternationalt farvand kan man bevæge sig frit.

Da Kina etablerede en ADIZ i det Østkinesiske Hav, sagde USA klart, at man ikke havde tænkt sig at anerkende den, og man sendte prompte to (godt nok tomme) B52-bombe ly gennem zonen uden at give kineserne besked først.

USA har i samme tråd sagt, at man har til hensigt at sejle krigs-skibe tæt på de kinesiske Spratly-øer. Amerikanerne har allerede over løjet øerne med overvågnings ly. Amerikanske spion ly gen-nem lyver rutinemæssigt luftrummet over det Sydkinesiske Hav, men denne gang har man også gjort det til en offentlig begivenhed.

Et hold fra CNN var inviteret med på en over lyvning af Fiery Cross Reef. For det første ilmede CNN adskillige kinesiske skibe i fuld sving med øbyggeri, men for det andet demonstrerede over lyv-

ningen også, at Kina og USA står stejlt overfor hinanden i det Sydki-nesiske Hav.

Det amerikanske ly blev otte gange anråbt af den kinesiske lå-de over radioen og beordret til at forsvinde. Den amerikanske pilot svarede hver gang, at man var i sin fulde ret til at opholde sig i in-ternationalt luftrum og ikke havde tænkt sig at jerne sig. Til sidst kan man høre en ophidset kinesisk radio-operatør sige: ”This is the Chinese Navy … you go!” Det har amerikanerne ikke tænkt sig.

Indtil videre har USA holdt sig uden for 12-milegrænsen. I den nærmeste fremtid bliver det spændende at se, om USA vil sende krigsskibe tæt på de nye kinesiske øer og udfordre Kina. Ligeså inte-ressant bliver Kinas reaktion.

Man kan frygte, at der her ligger en kim til en kon likt, som ingen ønsker, men samtidig mener ingen af de to stormagter, at de har råd til at pakke sig og lade den anden få ret. Det er præcis sådan, at små ubeboede koralrev i midten af et stort hav kan blive et udtryk for stormagtspolitik og magtbalancen.

I 2010 var den daværende kinesiske udenrigsminister Yang Jiechi til et møde for ASEAN-ministre i Hanoi i Vietnam. Efter længere dis-kussioner, hvor USA bl.a. havde ladet forstå, at man ikke godtog de kinesiske krav på det meste af det Sydkinesiske Hav, sagde Yang, mens han så på Singapores udenrigsminister: ”China is a big coun-try, other countries are small, and that is just a fact”.

Det er så sandt, som det er sagt, og sædvanen tro, så tryner de store de små i international politik.


HVOR OG HVAD BYGGER KINA?Kineserne er langtfra de første, der har udbygget deres militære installationer på land i Spratly-øerne.

I 1975 erobrede Vietnam Southwest Cay fra Filippinerne og har sidenhen bl.a. byg-get en havn her. Malaysia inddæmmede betydelige områder og begyndte at bygge på Swallow Reef efter at have sat sig på det i 1983.

Også Filippinerne, der er de mest højlydte kritikere af Kinas økuller, har planer om at tilbygge og udvide Thitu Island med en landingsbane og havnefaciliteter.

Faktisk var Kina, før det byggede sig til en, det eneste land med krav i Spratly-øerne, der ikke havde en landingsbane. Forskellen er den skala og det tempo, Kina bygger i.

Beijing har dramatisk forøget størrelsen på og den fysiske udformning af adskillige rev og tilmed konstrueret helt nye, kunstige øer. Det har ingen af de andre involverede lande kapacitet til.

Det er langt nok til at kunne modtage langt de leste kamp- og transport ly, som det ki-nesiske militær anvender. En base af den størrelse gør det meget nemmere for Kina at projicere sin militærmagt langt væk fra fastlandet til vandene omkring de om-stridte øer.

Basen på Fiery Cross Reef kan også have en større strategisk betydning, idet den vil reducere den tid, det tager for kine-siske skibe og ly at nå Malacca-strædet i tilfælde af blokade eller kon likt i den vig-tige laskehals. Malacca-strædet, opkaldt efter den malaysiske by af samme navn, ligger mellem den indonesiske ø Sumatra og det malaysiske fastland.

Som Suezkanalen og Bab el-Man-deb-strædet, der forbinder det Røde Hav med Aden-bugten mellem Afrika og den Arabiske Halvø, er Malacca-strædet en ekstremt vigtig laskehals i den globa-le skibstra ik. Stort set al handel og con-tainertransport mellem Europa og Asien foregår på skibe, der sejler igennem Ma-lacca-strædet. Det samme gælder største-delen af den olie, der importeres af Kina, Sydkorea og Japan.

SUBI REEF

Subi Reef, der ligger kun 26 km fra den i-lippinsk-kontrollerede Thitu Island, er det seneste rev i rækken, hvor massive land-inddæmninger inder sted. I marts 2014 skrev den engelsksprogede nyhedstjene-ste Want China Times fra Taiwan, at Subi Reef nu var dobbelt så stor som Itu Aba.

Satellitfotos fra 17. april 2015 viser, at på bare ti uger har Kina bygget en ø oven på Subi Reef. Konstruktionen er i skriven-de stund (maj 2015) fortsat i gang, men dimensionerne og omfanget ser ud til at passe til en landingsbane på 3300 meter, magen til den under udbygning på Fiery Cross Reef. I modsætning til sidstnævnte ser der ikke ud til at være nogen konstruk-tion af en regulær havn på Subi Reef.


HUGHES, GAVEN OG CUARTERON REEFS

Siden 2003 har Kina haft tropper og en forsyningsstation på Gaven Reef. Indtil 2014 begrænsede konstruktionerne sig til en platform eller mole, hvor skibe kan lægge til. Den er nu blevet udvidet på alle tre rev med nye bygninger og kanontårne samt radar og overvågningsudstyr.

Betydelige konstruktioner under op-bygning blev bekræftet for et år siden i sommeren 2014. En helt ny kunstig ø er blevet konstrueret, omtrent 114.000 kva-dratmeter nyt land på 250 m gange 300 m. En ny bygning er også tilføjet med, hvad der ligner et antiluftskytstårn.

JOHNSON SOUTH REEF OG MISCHIEF REEF

Et udstrakt, men meget lavvandet rev, hvor eneste menneskeskabte bygning i starten af 2014 var en enkelt betonbygning med en barak til nogle soldater, kommunikati-onsudstyr og en lille mole. Nu er der et hus på ti etager, en radar og kanontårne, der ligner dem på Hughes Reef og Gaven Reef, omgivet af 100.000 kvadratmeter land.

Der er blevet spekuleret i, om Kina også her var i gang med at bygge en lan-dingsbane, men det lader ikke til at være tilfældet. I øvrigt vil det nuværende are-

al kun tillade en landingsbane, der nok vil være for kort til at kunne håndtere større ly, og dermed have en begrænset strate-

gisk effekt. Kina snuppede Mischief Reef fra Filip-

pinerne i 1994, og også her foregår der be-tydelig landinddæmninger. Satellitbilleder viser, at der er aktiviteter både på revets sydspids og også i revets vestlige ende.

FIERY CROSS REEF

Mere end 1000 km fra den kinesiske kyst er Fiery Cross Reef hurtigt ved at blive en låde- og lyvevåbenbase større end no-

get andet i Spratly-øerne. Tingene tog for alvor fart i august 2014, og det er et stort projekt, der er undervejs her.

Kinesiske opmudringsfartøjer, altså den slags skibe, der kan suge eller grave mate-riale op fra havbunden, har skabt et stykke land, der omkranser hele revet, det er ca. 3000 meter langt og 200-300 meter bredt. Satellitbillederne af øen viser, at land-arealet på Fiery Cross Reef har vokset sig 11 gange større, fra 0,08 til 0,96 kvadratki-lometer. Det vil sige hele tre gange så stor som den Taiwan-kontrollerede Itu Aba, der før var den største ø i Spratly-gruppen.

Havnefaciliteterne kan nu modtage de store kinesiske krigsskibe, og en over 3 km lang landingsbane er under udbygning.



A Fiery Cross Reef. Kilde: “China’s irst runway in Spratlys under construction”, IHS Jane’s 360 Defence Weekly, 16. april 2015.

B Kilde: “China’s First Runway in Spratlys under Construction”, IHS Jane’s 360 Defence Weekly, 16. april 2015, Airbus Defence and Space imagery shows runway construction underway at Fiery Cross Reef.

C + D Subi Reef. Kilde: Victor Robert Lee, ”South China Sea: China’s Unprecedented Spratly Islands Building Program”, The Diplomat, 25. april 2015.


Kilde: kort fra ”Reclamation Marks”, The Economist, 28. februar 2015.

A B

C

D



AF MORTEN HETMAR VESTERGAARD

Nogle lande er store og stærke. Kina er et af dem. De leste vil også være enige i, at Boli-via og Burundi ligger i den lave ende af en hvilken som helst magtmålestok. Denne bog handler om nogle af dem ind imellem – ”a refreshingly readable account of the theory and practice middle power in luence in the contemporary world”, roser Gareth Evans, Australiens tidligere udenrigsminister, den for på bagsiden.

Det er lige, hvad det er, men det er ikke en letfordøjelig knaldroman. Det er klassisk akademisk litteratur, og en samling artikler med noter og kildehenvisninger og indled-ning, analyse og konklusion i samtlige kapit-ler. Bagsiden af bogen udråber den til at være den første enkeltstående titel, der undersø-ger, hvilken rolle mellemstore magter har, og hvor vigtig den er i forhold til Kinas frem-gang.

Der er selvfølgelig udgivet adskillige hyl-dekilometer litteratur om stort set alle lan-de – størrelse S, M eller L – og deres forhold til Kina som global magtfaktor. Som den en-gelske titel siger, så bruges i bogen udtrykket ’middle powers.’ Denne anmelder har valgt at bruge oversættelsen mellemstor magt i lyset af bogens de inition: ’Middle powers’ er lande med ydeevne lige under stormagterne, men stadig langt over det store lertal af lande i det internationale system.

Selve termen mellemstor magt (MSM) er na-turligvis et relativt koncept – man kan ikke være imellem nogen, uden at der er nogle over og nogle under. Men sådan er det med magt som med så meget andet. Man kan ikke være en stærk mand, der er god til at løf-te tunge ting, uden at der indes en anden mand, der kun kan løfte knap så tunge ting. Man kan ikke være smuk, uden der er én, der er grim. Så langt så godt.

Spørgsmålet er derefter, hvordan man så måler det, og hvilke kriterier man mener, er et godt vurderingsgrundlag. Nogle har til går-den, andre til gaden – hvad er mest attrak-tivt? Yderpunkterne er måske ikke så svære

MELLEMSTORE MAGTER OG KINA

at blive enige om. De, der har begge dele, vil de leste inde smukke, og de, der intet har, har færre bejlere.

Sådan er det også med studiet af interna-tional politik og landes relative placering på en magtskala. Hvad er vigtigst, økonomi el-ler militær?

Schweiz nævnes i bogen som et eksem-pel på et land, der var en europæisk MSM ef-ter anden verdenskrig, men tydeligvis ikke er det i dag. Bjerglandet i midten af Europa er

Formand Mao omkranset af udenlandske studerende fra tredjeverdens lande i Beijing i 1960’erne. At etablere relationer og yde bistand var også dengang en del af Kinas udenrigspolitik.

Foto: Danmark-Kinas billedarkiv

af gode geogra iske grunde mildest talt ikke nogen magtfaktor på verdenshavene, men Schweiz er et globalt omdrejningspunkt i den internationale bankverden.


Samfundsmæssigt idégrundlag eller na-tional sammenhængskraft? Lilleputlandet Singapore har en samfundsmodel, der er et ideal for mange andre lande, men er forsvin-dende lille.

Det er altså ikke altid lige let at placere lande på en skala over store og små, stærke og svage.

Bogen undersøger Kinas forhold til en ræk-ke mellemstore lande – Australien, Brasilien, Indonesien, Malaysia, Sydafrika, Sydkorea, Thailand og Tyrkiet. De er ikke lige så magt-fulde som verdens 8-10 stærkeste, men over-stiger betydeligt verdens 165 svageste lande i evner og ind lydelse.

Man har udvalgt geogra isk forskelligt placerede lande, fra tættest på (Sydkorea) til længst væk fra Kina (Brasilien). De europæ-iske MSM’er – Spanien, Holland, Italien og Polen – er ikke medtaget på grund af lande-nes udenrigspolitiske samarbejde i EU. Iran, Pakistan og Mexico er valgt fra pga. plads-hensyn.

Denne anmelder kunne godt have tænkt sig at se Pakistan behandlet, da landet som bekendt har et meget tæt militært samar-bejde med USA og samtidig er bonkamme-rat med Kina. Da Xi Jinping besøgte Pakistan i april 2015, sagde han, at ”jeg føler, at det er som at besøge min egen brors hjem”.

Med sig havde Xi en svimlende stor pose penge til investeringer på 46 milliarder US $. De skal bl.a. gå til at udbygge den ultraam-bitiøse kinesiske plan om det 21. århundre-des silkevej, der skal binde Kina endnu tæt-tere sammen med Europa, både til lands over Centralasien, og til vands gennem det Indi-ske Ocean.

Overvejende sunni-muslimske Pakistan, placeret mellem ærkerivalen Indien og Mel-lemøstens opadstigende shia-magt Iran, med to rivaliserende stormagter som venner og martret af terror og oprørs- og fattigdoms-problemer som få andre lande, vil fortsæt-te med at være et af verdens brændpunkter langt ind i fremtiden.

INTERNATIONAL POLITISK TEORI OG MELLEMSTORE MAGTER

For fagnørder, der interesserer sig for inter-national politisk (IP) teori, er bogens to før-ste kapitler måske særligt interessante.

Det første kapitel argumenterer for, at det er givtigt at analysere Kinas fremgang gen-nem brillerne på mellemstore magter.

Det andet kapitel opbygger et teoretisk argument for at analysere MSM’er, og hvorfor ’konventionel’ IP-teori ikke er et tilfredsstil-lende analyseinstrument. Med ’konventionel’ sigtes mestendels til den teoretiske skole, der går under navnet realisme.

Forskere, akademikere og andet godt-folk er naturligvis uenige om, hvilke elemen-ter der er de vigtigste og har den vægtigste forklaringskraft i studiet af international po-litik. Tilhængere af liberal internationalisme mener, at stadig stigende økonomisk interde-pendens og normbaserede institutioner be-grænser militærmagts anvendelighed. So-cialkonstruktivister lægger vægt på identitet – hvem vi er, og hvorfor vi er det - og hvordan vi gennem italesættelsen af politik konstrue-rer vores virkelighed.

Realisme fokuserer i høj grad på økono-misk og militær magt, og magtbalancen mel-lem forskellige lande som en grundlæggende og uomgængelig faktor i landes interaktion med hinanden. Ligeledes ser realisme natio-nalstaten som den vigtigste aktør i internati-onal politik.

Institutioner som FN eller BRIKS er ikke aktører i deres egen ret, men arenaer, der blot re lekterer nationalstaternes indbyrdes magtforhold. Det er en realpolitisk og magt-baseret måde at forstå og forklare verdens beskaffenhed, og hvorfor forskellige lande opfører sig, som de nu engang gør.

Derfor fokuserer realismen på stormag-terne som de primære aktører i verdenspoli-tikken. Det er de store lande, der handler, og det er deres indbyrdes forhold, der er de vig-tigste. Alle andre lande kan tilpasse sig stor-magtsforhold eller lade være, men de kan ikke gøre så meget ved det, de ikke kan lide. Stormagter er ’policymakers’, andre lande er ’policytakers’.

Kinas sprint mod tinderne på verdensscenen de sidste par årtier har været ganske utrolig og sjældent set mage før. Kina er ikke num-mer 1 og har efter alt at dømme ikke lyst til være det. USA knejser stadig langt højere end alle andre. Men at Kina er med på podiet, det er der ingen, der bestrider.

Derfor har en ufattelig mængde litteratur om Kinas opstigning i det internationale sy-stem fokuseret på forholdet mellem USA og Kina, og hvorledes det vil udvikle sig – koope-ration eller kon likt? Svaret er stadig ikke gi-vet, men det har betydning for stort set alle andre lande, hvordan det spænder af.

Bogens forfattere mener, at de mellemsto-re magter be inder sig på et niveau, hvor de rent faktisk godt kan påvirke stormagterne, og at det er teoretisk nødvendigt at have en mere differentieret tilgang til forståelsen af deres adfærd.

Til trods for, at lyvemaskiner og iberoptik muliggør stadig tættere og tættere forbindel-se mellem verdens lande og mennesker, så betyder geogra i stadig meget i international politik. Groft sagt, jo tættere et land ligger på Kina, des mere påvirkes det af Kinas voksen-de magt, både på godt og ondt.

De østasiatiske lande er dem, der høster det fedeste korn gødet af Kinas økonomiske vækst, og det er samtidig dem, der er mest nervøse for Kinas voksende militære musk-ler, og hvad det vil betyde for den regionale sikkerhed.

Lad os derfor kigge på et par eksempler fra bogen, et land langt fra Kina, og et meget tæt på.

BRASILIEN OG SYDKOREA

Ifølge bogen er Brasilien en arketypisk mel-lemstormagt. Brasilien er Sydamerikas regio-nale storebror, og landet har potentiale til at blive en rigtig stor spiller på den globale sce-ne. Kinas opstigning har haft betydelig ind-lydelse på Brasilien. Økonomisk som et kon-

kurrerende mellemindkomstland i strategisk vigtige sektorer som luftfartsindustri. Diplo-matisk som en udfordrer til Brasiliens tradi-tionelle rolle som leder af udviklingslandene – eller det ’globale Syd’, som det er blevet mo-derne at kalde dem.

Derfor har Brasilien bl.a. svaret på Kinas opblomstring ved i højere grad at påtage sig rollen som en mellemstor magt, eksempel-vis ved at blande sig mere i globale inansiel-le spørgsmål, forhold i afrikanske lande og fredsbevarende operationer rundt omkring på kloden.

Derimod har Brasiliens effekt på Kinas udenrigspolitik været ganske begrænset pga. den klare asymmetri i det bilaterale forhold. Hvis Brasilien i stærkere grad får realiseret sit kæmpe potentiale, så kan landet måske i fremtiden blive en mere ligeværdig partner for Kina.

I Sydkoreas tilfælde har Kinas vej mod top-pen haft fundamentale konsekvenser – øko-nomisk, diplomatisk og sikkerhedspolitisk. Det sidste naturligvis fordi Kina ligger så tæt



på Sydkorea og pga. Sydkoreas forsvarsalli-ance med USA.

Skulle det utænkelige ske, og USA og Kina gik i krig med hinanden, så er noget af det første, Kina ville gøre, at bombe de amerikan-ske militærbaser i Sydkorea og Japan. Kina har et gigantisk arsenal af kort-, mellem- og langdistance ballistiske missiler, der selv-følgelig har de amerikanske installationer i Nordøstasien på sigtekornet.

Så er der problembarnet Nordkorea, som understøttes af Kina. Imidlertid er det netop mht. Nordkorea, at Seoul har haft en reel ind-lydelse på kinesisk udenrigspolitik.

For det første blev Kinas udenrigspolitik mindre ideologisk og mere pragmatisk i løbet af 1980’erne. Som øst/vest-konfrontationen gik på hæld, og Kina ik et bedre forhold til Sovjet, og siden efter sidstnævntes endelige sammenbrud kunne Beijing opdyrke et mere venligtsindet forhold til Sydkorea på bekost-ning af Nordkorea.

For det andet har Sydkorea og Kina en række sammenfaldende interesser på den koreanske halvø. Et pludseligt nordkore-ansk kollaps er begge landes store skræk. Den nuværende situation er langt at fore-

trække frem for gigantiske lygtningestrøm-me, atomvåben som ingen har styr på og ge-nerelt kaos.

Endvidere er både Kina og Sydkorea eni-ge om ikke at kunne lide Japan. Det er ikke kun Kina, der skændes om nogle småøer med Japan, også Sydkorea har disput om ejerska-bet af en gruppe sten, der stikker op af ha-vet – Dokdo hedder de i Sydkorea, Takeshi-ma i Japan.

Men der er også ting, som skaber gnid-ninger. For eksempel overlapper Kina og Syd-koreas eksklusive økonomiske zoner i havet hinanden, og de er ikke blevet enige om en grænsedragning endnu. Kinesiske både, der isker ulovligt i koreansk farvand, er et tilba-

gevendende problem, og det skabte forståe-ligt nok oprør i Sydkorea, da kinesiske iske-re slog sydkoreansk kystvagtpersonel ihjel i 2008 og 2011.

Sydkorea har både været besat og mis-handlet gennem historien og været vant til at være ”en reje blandt hvaler”, som bogen ud-trykker det.

Men det sydkoreanske økonomiske mi-rakel har også muliggjort betydelige investe-ringer i militært isenkram, og næstefter Ja-


I 2012 besluttede Kina, at landets udenrigspolitik skulle baseres på at udvikle ”stor-magtsdiplomati med kinesiske karakteristika” (Major-coun-try Diplomacy with Chinese Characteristics). Det betyder, at Kina vil påtage sig et større internationalt ansvar og skal bidrage til vækst og stabilitet i verden. Princippet skal være win-win, og det er typisk, at Kina ønsker at bygge partner-skaber frem for alliancer.

Som led i gearskiftet har den ny ledelse i Beijing indledt en hektisk rejseaktivitet til hele verden. Præsident Xi tager hovedparten af det udenrigs-politiske, men premiermini-ster Li har været næsten lige så littig i udlandet i perioden med 11 rejser til 11 lande.

Ill. China Daily Weekly, 9.-15. januar 2015.


pan er Sydkoreas låde nok den teknologisk mest avancerede i Asien. Efter at Kina er be-gyndt at sætte krigsskibe i søen i et tempo, som ingen andre kan følge med i, har Sydko-rea bl.a. svaret ved at lancere et meget ambi-tiøst projekt om en markant udvidelse af sin ubåds låde.

International politik i Nordøstasien er ikke for tøsedrenge.

Ikke at der er nogen sammenhæng, men Bra-silien har også hjulpet Kina i den militære af-deling. I juni 2013 trænede brasiliansk perso-nale deres kinesiske modpart i at operere ly fra Kinas nye hangarskib Liaoning (ja, Brasili-en har faktisk et hangarskib - bygget i Frank-rig i slut 50’erne og overdraget til Brasilien i 2000 som den brasilianske lådes lagskib, men det har angiveligt aldrig kunnet opere-re i mere end tre måneder ad gangen, uden at reparationer og vedligehold var nødvendigt).

Al virakken om øer osv. til trods, så er det svært at forestille sig, at Sydkorea skulle dele ud af sin ekspertise og uddanne kinesiske lå-defolk i ubådskrig. Kinas låde udgør poten-tielt en stor trussel for Sydkorea. Det gør den ikke for Brasilien.

Det illustrerer udmærket, at geogra isk placering vis-a-vis Kina har stor betydning for hvilke typer af samarbejde, der indledes.

DEN GRYENDE SUPERMAGT

En del af de bange anelser i Asien ved Kinas fremmarch mod stormagtsstatus er historisk begrundede. I 11 ud af 15 tilfælde siden år 1500, hvor en opadstigende stormagt har ri-valiseret en bestående stormagt, har det re-sulteret i krig. Det er jo ikke nogen særlig be-tryggende statistik.

Den mest anvendte analogi til USA og Kina har været England og Tyskland og op-takten til første verdenskrig – en global låde-magt (da England, nu USA) udfordres af en kontinentalmagt (da Tyskland, nu Kina) der, som Tysklands udenrigsminister Berhard von Bülow udtrykte det i Rigsdagen i 1897, ”ikke vil smide nogen ind i skyggen, men vi kræver vores plads i solen”.

Hvis vi tager et hurtigt kig på USA’s vej til ubestridt stormagt på den vestlige halvkugle, så kan man godt forstå, hvorfor mange lan-de i Asien ikke kun inder smilet frem ved ud-sigten til Kina som den regionale skolegårds største bisse.

Lige siden Monroe-doktrinen fra 1823 har USA haft som strategisk mål at dominere

de amerikanske kontinenter. Det er lykkedes ganske godt.

Monroe-doktrinen, opkaldt efter præ-sident John Monroe, der fremsatte den, gik kort sagt ud på, at USA ikke længere ville til-lade de europæiske stormagter at kolonise-re og intervenere i Nord- og Sydamerika. Det skulle USA nok selv gøre. Det mærkes stadig tydeligt den dag i dag.

Som det kejserlige Japans militarisme og ekspansion aldrig er glemt i Asien, så huskes amerikanernes opførsel også i Latinameri-

ka. Eksempelvis smed Bolivia i 2013 nogle amerikanske diplomater ud af landet, da den amerikanske udenrigsminister John Kerry var kommet skade for at sige, at Sydamerika var USA’s baghave.

Da europæerne havde slagtet hinanden i Napoleonskrigene, kollapsede det spanske imperium i Latinamerika, hvilket afstedkom en masse landes selvstændighed. Den gryende stormagt USA kendte sin strategiske besøgel-sestid og slog til, mens de andre lå på ryggen.


Kina styrker også sine forbindelser med resten af verden via bygning af jernbaner. I øjeblikket er man i gang med jernbaneprojekter i over 15 lande. Fx har man en samarbejdsaftale med Thailand om at bygge en 867 km lang linje - en investering på 12.2 mia. US$. Kinesiske tog er blevet et nyt visitkort for Kina.


Amerikanerne invaderede snart Mexico og erobrede store territorier, bl.a. Texas, Ca-lifornien og – surprise! – New Mexico. Som resultat af sejren i den spansk-amerikanske krig i 1898 annekterede USA Puerto Rico, Guam og Filippinerne fra Spanien. På den tid-ligere spanske koloni Cuba blev den nu be-rygtede Guantanamo-base amerikansk ter-ritorium, og med etablering af en låde- og luftbase på Puerto Rico i 1919 kom USA snart til at dominere det Caribiske Hav. Hawaii blev ligeledes annekteret i 1898, og sammen med Filippinerne og Guam havde USA et godt ud-gangspunkt for at blive en seriøs lådemagt i Stillehavet.

Kort sagt, så ekspanderede USA aggres-sivt sit territorium med sværd i hånd, smed de andre stormagter ud af den vestlige halv-kugle, opbyggede en mastodontisk militær-maskine og en fantastisk lådemagt og sagde my way or the highway. Og sådan er det i det store og hele stadig i Latinamerika.


Det er groft sagt, hvad man i Asien er ban-ge for kan ske med Kina. Hvis magtbalancen langsomt tipper i Kinas favør, og USA’s mili-tære dominans formindskes i Asien, er man-ge lande ikke sikre på, at det nødvendigvis er godt for dem.

Der er lere grunde til, at det ikke behø-ver at spænde af på samme måde – history does not repeat itself, but it does rhyme, som Mark Twain sagde (det er ikke helt sikkert, at det rent faktisk er Twain, der er den oprinde-lige ophavsmand, men det er et godt citat al-ligevel).

En simpel og åbenlys grund, og en af de vigtigste, er geogra i. USA be inder sig i noget nær en stormagts geogra iske drømmepositi-on – et ocean til øst, et ocean til vest, en svag magt mod nord og en svag magt mod syd.

Kina er ikke så heldig. Kina har landegræn-ser til 14 lande, to af dem atombevæbne-de lige-ved-og-næsten-stormagter (Indien

og Rusland). To af Asiens mest veludvikle-de samfund (Sydkorea og Japan), der ud over selv at være habile militærmagter også er tæt allierede med USA og huser titusindvis af amerikanske soldater og gigantiske låde- og lybaser.

Set fra Kinas kyst er man strategisk spær-ret inde af den såkaldte ’første øgruppe-kæ-de’, der strækker sig fra de japanske øer i nord, ned over Taiwan og Filippinerne, hen-over Borneo og Indonesien. Ligegyldigt hvor stor og stærk Kina bliver i fremtiden, så bli-ver både Borneo og Filippinerne liggende, hvor de gør.

Udover historiske og alle mulige andre grunde til, at Kina vil have Taiwan tilbage, er der også den militærstrategiske gigantfordel af ikke have ’det usynkelige hangarskib’ lig-gende 200 km fra sin kyst. En genforening med Taiwan vil samtidig indebære, at Kina får fri adgang til Stillehavet uden at skulle igennem den nævnte kæde af øer.


Anmeldelse og essay med udgangspunkt i:

Bruce Gilley & Andrew O’Neil (red.)Middle Powers and the Rise of ChinaDjøf Publishing 2014. 278 sider. 325 kr.


Morten Hetmar Vestergaard skriver om sikkerhedspolitik i Asien

og er cand.soc. i international politik.

Ingen ønsker kon likt eller krig. Kina må-ske mindst af alle, for det vil sandsynligvis tabe. Men de strukturelle ændringer i det in-ternationale system, der afstedkommes af det relative skift i magtbalancen i Kinas favør vis-a-vis USA, forstærkes af geogra ien i Øst-asien. Og ligesom Tyskland, så kræver Kina også sin plads i solen.

De asiatiske lande, små som mellemstore, er derfor fanget i et dilemma, hvor de helst ikke vil vælge. De er splittede mellem belønnin-gen og risikoen ved at binde sig tæt til Kina. På den ene side vil man meget gerne bin-de sig økonomisk tæt til Kina, da det er den kinesiske økonomis eksplosionsvækst, der har muliggjort så meget anden vækst i Asi-en. På den anden side vil man meget gerne have, at USA forbliver en dominerende Stille-havsmagt, der kan lægge sikkerhedspolitiske bånd på Kina.

Mange lande i Asien har derfor fulgt en hedging-strategi. ’Hedging’ er et udtryk lånt fra inansverdenen, hvor man investerer eller spekulerer i lere forskellige sektorer sam-tidig – hvad man taber på gyngerne, vinder man på karrusellerne.

I handelsministerierne er munden lø-bet i vand ved tanken om de mulige økono-miske gevinster, man kan få ved at udvikle et tæt økonomisk forhold til Kina. Samtidig har man i forsvarsministerierne rynket på bry-nene ved Kinas voksende militærbudget år efter år, og navnlig med bekymret mine be-tragtet Kinas investeringer i langtrækkende lådefartøjer og lyvemaskiner. Derfor forsø-

ger man at være gode venner og handelspart-nere med Kina samtidig med, at man gerne

vil styrke de forsvars- og sikkerhedspolitiske bånd til USA.

Også derfor hilser stort set samtlige asia-tiske lande den såkaldte amerikanske ’pivot to Asia’ velkommen, og man er derfor også imødekommende overfor, at Japan påtager sig en mere aktiv sikkerhedspolitisk rolle i Asien. Men som sagt huskes Japans tidligere opførsel i Asien tydeligt, og der skal alligevel noget til, før man ligefrem opfordrer til et ja-pansk militært engagement i Sydøstasien.

DE MELLEMSTORE MAGTERS (MANGLENDE) EFFEKT PÅ KINESISK UDENRIGSPOLITIK

Det er en gedigen akademisk bog, der ana-lyserer en række lande i mellemkategorien og deres forhold til Kina, og også udvikler et IP-teoretisk argument for bedre at forstå og forklare mellemstore magters adfærd i det internationale politiske system.

Generelt set argumenteres der for, at de mellemstore lande lægger stor vægt på inter-nationale institutioner og multilateralt sam-arbejde i mødet med Kina.

Den multilaterale tilgang forfølges i dedi-kerede MSM-grupper som MIKTA (Mexico, Indonesien, Sydkorea, Tyrkiet og Australien) og IBSA (Indien, Brasilien og Sydafrika), men også et størrelsesniveau højere over i den mere kendte og vægtige BRIKS-gruppe (Bra-silien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), der måske skal have et ’I’ til for Indonesien.

I Sydøstasien har ASEAN (Association of South East Asian Nations) ikke haft meget held med at få Kina til at arte sig. Kina afvi-ser for eksempel kategorisk at forhandle med ASEAN som gruppe om territorialstridighe-derne i det Sydkinesiske Hav. Det skal ordnes bilateralt, mener Beijing, der dermed har me-get større mulighed for at vride armen om på de mindre lande et ad gangen.

Herved forsøger man at imødekomme Kina, og at socialisere landet til en adfærd, man mener, er mere gavnlig for ens egne in-teresser på det regionale og globale niveau.

Kina har længe været fortaler for en mere demokratisk fordeling af stemmerne i den In-ternationale Valutafond (IMF). Man mener, at stemmefordelingen i IMF ikke længere re-lekterer medlemmernes faktiske økonomi-

ske størrelse. USA har hårdnakket modsat sig, og Brasilien har været en fremtrædende støtte for Kina, men uden held.

En af bevæggrundene til Kinas lance-ring af Asian Infrastructure Investment Bank

Asian Infrastructure Investment Bank (AIIB) er også et led i Kinas strategi om at præsentere verden for andre – egne – normer. Etableringen er en udfordring til de vestligt dominere-de institutioner om at reformere sig og udvikle nye typer af multilaterale samarbejder på mere ligeværdig basis. Den er et eksempel på en ny kinesisk selvbevidsthed. Samtidig ses banken også mere ydmygt som et laboratori-um til at lære mere om at drive inter-national bankforretning.

(AIIB) for nylig bunder i disse frustrationer. Samtlige af bogens undersøgte lande har i øvrigt straks meldt sig ind som medstiften-de lande, Sydkorea og Australien angiveligt til trods for betydeligt amerikansk politisk pres for at lade være.

Politologen Robert A. Dahls gammelkendte de inition af magt er, at A får B til at gøre no-get, som B ellers ikke ville have gjort. Denne anmelder er ikke overbevist om, at MSM’erne for alvor har haft en signi ikant effekt på Ki-nas udenrigspolitiske adfærd og fået Kina til at gøre noget, Kina ellers ikke ville have gjort. Det betyder ikke, at kineserne bare tromler alt ned og gør, hvad der passer dem. Der in-des gode og dårlige politikere, og der indes gode og dårlige diplomater, der mere eller mindre adræt håndterer forholdet til Kina.

I mange tilfælde er det et positivt han-delsforhold, hvor alle parter er glade. Kina har brug for ufattelige mængder af naturres-sourcer til at opretholde sin vækst, og i Syd-amerika er man for eksempel meget glade for at sælge dem til Kina. Men de er ikke for alvor lykkedes med at binde Kina i multila-terale institutioner og få indpræget kineser-ne med nogle normer, der nævneværdigt får Kina til at ændre opførsel på det strategiske niveau.

Kina holder stadig stædigt fast på sit uden-rigspolitiske mantra om ikke-indblanding i indenrigspolitiske anliggender og på aftaler styret af egne langsigtede økonomiske og po-litiske interesser. Det er der ikke lavet om på.

Fra miner i Myanmar til Mozambique, og fra havne i Grækenland til tekstilfabrikker i Italien, er det strictly business. Med kinesiske investeringer følger hverken lange foredrag og krav om demokratisk udvikling og pige-skoler, eller menneskerettigheder og LGBT-parader.

Kinesisk

Kalejdoskop

Ordbogen:

Kalejdoskop,

drejeligt

spejlglasrør,

der viser

skiftende

billedfi gurer.

Kalejdoskopisk:

Broget billede.


Fem unge kinesiske kvinders demonstration mod sex-chikane i de offentlige transportmidler er blevet årets symbol på to ting. For det første, at lere og lere, først og fremmest unge, i fuld åbenhed sætter spørgsmåls-tegn ved kritisable forhold i samfundet. For det andet, at regeringen og kommunistpartiet – det er det sam-me – efter en opblødningspause skærper kursen over for demonstrationstiltag, de ikke selv har kontrol over.

De fem blev arresteret for deres demonstration i Beijing, anklaget for at være en trussel mod den of-fentlige orden, men løsladt på betingelser efter en of-fentlig proteststorm på internettet, såvel inden- som udenlands. Og, som en af de fem sagde: ”Hvordan kan det være en trussel mod den offentlige orden, at man ikke vil gramses på i busserne?”

Anholdelsen ses da også mere som et udslag af, at magtapparatet er blevet bekymret over et voksen-de antal ikke-kontrollerede demonstrationer. Såkald-te NGO’ere havde ellers i en periode medvind, specielt ved demonstrationer i miljøsager, hvor det passede centralregeringen at støtte dem mod lokale myndig-heder. Men det var en tid, der var.

Den skærpede kurs ses også som et udslag af sty-rets ønske om at understrege de kongfuzianske dyder i samfundslivet med respekt for autoriteterne, hvad der – set på den aktuelle feminismebaggrund – ram-mer lige ned i Beijing-demonstrationen. For ifølge ud-lægningen af den gamle vismands ord er kvinden un-dergivet manden. Hans ord og gerninger er hendes lov.

Et er sexchikane, noget andet er hustruvold i hjem-mene, noget tredje er diskrimination mod kvinderne på arbejdsmarkedet (chefer, der mener, at ambitiøse kvinder hører hjemme ved komfuret, er ikke et min-dretal). Så det er svært med ligestilling, selvom den kinesiske forfatning foreskriver, at der skal være lige vilkår for mænd og kvinder. Mens lovgivningen i øv-rigt mangler at de inere, hvad der er diskrimination.

Men det kunne selvfølgelig også forstyrre den of-fentlige orden …

DEN ÅH SÅ SVÆRE LIGESTILLING

En af de ting, der kan gøre livet vanskeligt for kvinder, er at inde er sted at amme. Der indes nu en app, der viser hen til områder, hvor man kan amme i fred og ro. Den offentlige debat om problemet har fået en buschauffør i Zhengzhou til på eget initiativ at sørge for en lille kabine i sin bus specielt egnet for småbørnsmødre.


HVILKET NAVN?Som hele verden er godt inde i 2015, er den kinesiske verden godt inde i sit nye stjernetegnsår. Fårets år? Gedens år? El-ler Vædderens år? Oversættelsen af det kinesiske skrifttegn giver valgmulighe-der, for her kan tegnet for ”yang” betyde alle tre dele – kun et ekstra beskrivende skrifttegn vil give større klarhed, og det spilder man ikke tid på, når det gælder stjernekalenderen. Yang er beskrivelsen af et klovbærende, græsædende og bræ-gende irbenet dyr. Og det må være nok – selv på stjernehimmelen.

DU MIN SKATMan behøver ikke at fortælle europæe-re og amerikanere om skattemyndighe-dernes jagt på sorte penge ud over græn-serne. Men nu har den kinesiske regering også meldt sig i jagten: En hidtil upåag-tet regel i skattelovgivningen om, at alle kinesere er skattepligtige ikke alene af deres indtægt i hjemlandet, men også af penge tjent i udlandet, bliver nu effektu-eret. Kinesiske millionærer i skattelylan-de vånder sig. Menigmand hjemme har svært ved at mobilisere medlidenhed.

GRÆNSEHANDELDe lokale myndigheder i Guangdong-pro-vinsen har lyttet til klagesangen fra na-boen, den specielle administrative regi-on Hongkong, over indkøbsinvasion fra Shenzhen: 10 millioner indbyggere lige på den anden side af grænsen. De købe-

SAGT &SKREVET

REFORM ”Mr Li (Li Keqiang, Kinas pre-mierminister) siger, at de økonomiske re-former vil give smerte som hos den sol-dat, der skærer sin kvæstede arm af for at fortsætte kampen. Virkelige ofre er nødvendige, siger han. Kinas stille revolu-tion går et stykke af vejen. Men Mr Li har ret: Der venter megen smerte forude”.

Leder i det britiske nyhedsmagasin The Economist.

KALEJDOSKOP

lystne kinesere har nok betydet handel, men samtidig forårsaget, at butiksleje og priser er steget til ugunst for Hongkongs egne bor-gere. De har tilmed oplevet, at dagligvarefor-retninger gang på gang er blevet ribbet, så de selv har stået med tomme indkøbskurve. Nu bliver der lagt bånd på Shenzhen-borger-ne: Hver må kun tage én tur til Hongkong om ugen mod hidtil daglig fri adgang.

ET HUNDELIVDer var engang … Der var engang for ikke så længe siden, at det for rige kinesere var et statussymbol ikke alene at have hund, men det skulle være en tibetansk mastiff – en kæmpestor uldhåret kamphund. Hunde af den race og med stamtavle blev solgt for op mod, hvad der svarer til 1,5 millioner dan-ske kroner – og tibetanske bønder så en gyl-den avlsmulighed. I inanskrisens kølvand er det slut – og dyrevenner frygter, at en alt for stor produktion af mastiffer ender på kine-sisk vis: I kødgryden i de egne, hvor hund er luksusmad.

FRA DEN ENE ENDE –I reformårene var fransk vin et andet af sta-tussymbolerne blandt restaurantglade ki-nesere. Men også her har inanskrisen og vækst-opbremsningen sat sine spor. Men den enes nød, den andens trøst: De sydafrikan-ske vinproducenter, specielt fra regionen om-kring Kap Det Gode Håb, har set lyset og et nyt marked åbne sig i de kinesiske provin-ser for deres billigere drueprodukter. Det be-gyndte forsigtigt med en eksport på 6 mil-

lioner lasker i 2013; så en vækst på over 60 pct. i 2014 – og nu buldrer det derudad i 2015.

– TIL DEN ANDENDer er også japanske irmaer, der uanset de to landes politiske uenigheder på regerings-plan har oplevet store muligheder i Kina. En af eksportsucceserne er, hvad man kan kalde en nicheproduktion: Japanske luksustoiletter med opvarmet sæde, indbygget bidet og mu-sikanlæg er det helt store hit på det kinesiske marked – så stort, at det i en periode var den største japanske eksportvare til Kina.

TO DØDSFALDDENG LIQUN, 99 år, er død i sit hjem i Beijing efter lere års sygdom. Han var en af Mao-ve-teranerne fra borgerkrigen og tjente kommu-nistpartiets propaganda-afdeling i mange år. I reformårene allierede han sig med Deng Xiaoping og var en kraftig fortaler for land-reformerne, der lod bønderne tjene penge. Men senere mente han, at reformerne gik for vidt og svigtede de marxistisk-leninistiske principper. ”Han var stædig som et muldyr”, sagde den anden Deng om ham. TASHI TSERING, 85 år, tibetansk lærd og forfatter til et kæmpeværk, tibetansk-kine-sisk-engelsk ordbog. Han var fortaler for, at man bevarede tibetansk sprog og kultur, men at man samtidig benyttede den moderne ver-dens skoler, sygehusvæsen, infrastruktur osv. under kinesisk ledelse. Selv var han initiativ-tager til 77 grundskoler, der underviste tibe-tanske børn i deres sprog og kultur.

UDSIGTEN ”Hvad min fremtidsudsigt er, hvis jeg ikke består prøven? Dagong! (Fysisk ar-bejde). Ligesom min bedstefar og far”.

Yang Wei, 18-årig kineser, før han skulle til gaokao, en prøve, der giver adgang til de vide-regående uddannelser. (Han bestod prøven).

STRØM PÅ ”Vi valgte selv at være forsøgska-niner”.

Chen Zhong, forretningsmand i Beijing, der in-vesterede i en Tesla el-bil – og som andre kine-siske købere opdagede, at der er langt, meget langt, mellem ladestationerne i Kina.

RESULTATER ”Hold dig til din egen stil … Du skal blot sikre dig tillid hos din chef. Når en chef ansætter, kigger han efter resultater. Kun ved at skabe resultater kan du sikre dig tillid hos din chef. Så lad være med at ændre stil, så længe dit arbejde giver resultater”.

James Zhonglei Wang, formand for underhold-ningskoncernen Huayi Brothers Media Corpo-ration, der vil investere 130 millioner dollars i en afdeling i USA, om vesterlændinges mulig-hed for at arbejde for kinesere.


KALEJDOSKOP

9

T4LENDE T4L

DE RIGESTE Ifølge det amerikanske øko-nomiske magasin Forbes var der i jor i hele verden 1826 dollar-milliardærer, heraf 213 fra Kina, 60 lere end året før. Rigeste kineser er Wang Jianlin, ejen-doms- og underholdningsmogul, der iføl-ge Forbes er god for mere end 24 milliar-der dollars.

GODT MED Lovgiverne i den nationale folkekongres, det socialistiske Kinas si-destykke til et parlament, er godt med, når der kigges i tegnebogen. 203, eller hvert syvende medlem af folkekongres-sen, kommer fra listen over Kinas 1200 rigeste. Deres samlede formue er på 464 milliarder dollars – eller lige så meget som værdien af et års nationalprodukt i Østrig.

DE FATTIGE På den kinesiske hjemme-front er det ikke lutter lagkage og dollar-tegn. Det er svært at rykke ved fattigdom-men på landet trods erklærede hensigter herom. Fra 1990’erne er der årligt of-fentliggjort en liste over landets fattigste landsbyer, og selvom nogle navne er skif-tet ud, så er det samlede antal stabilt ble-vet liggende på 592. Den of icielle fattig-domsgrænse er en årlig indtægt på 2300 yuan pr. person.

INVESTERING De rige kinesiske lovgivere har endnu ikke givet et bud på Østrig, men er sammen med de øvrige rigmænd og -kvin-der littige investorer udenlands, ikke mindst i USA, hvor de inden for de seneste fem år har placeret omkring 40 milliarder dollars i ejen-domme i New York, fabrikker i Midtvesten og IT- irmaer i Californien.

STYRKE Selvom den kinesiske økonomiske vækst ventes at falde i 2015, for første gang i 25 år, går militæret fri: På årets forsvarsbud-get regnes med en vækst på over 10 pct. til i alt omkring 145 milliarder dollars (eller tæt på 1000 milliarder danske kroner). De øge-de midler placeres først og fremmest i ubåde, hangarskibe og jager ly.

VENNEHJÆLP I nøden skal man kende sine venner … Brasilien er i økonomisk krise, men Kina kommer til hjælp med en pose penge, blandt andet som deltager i en investerings-fond på 50 milliarder dollars, der skal bruges til udvidelse af Brasiliens infrastruktur. Den kinesiske premierminister Li Keqiang havde tegnebogen med, da han besøgte Brasiliens præsident Dilma Rousseff.

DE EFTERLADTE Fattigdommen har sine følger, bl.a. de millioner af bønder og landar-bejdere, der som migrantarbejdere søger beskæftigelse og indtægt i byerne, men som efterlader et problem derhjemme: børnene. Ifølge en of iciel opgørelse er 61 millioner kinesiske børn efterladt af forældrene og overladt til bedsteforældres eller andre slægtninge og bekendtes pasning.

HÅRDT ”Når du runder de 50, vil du ikke fortryde alt det hårde arbejde”.

Sagt af Li Hejun, chef for solcellekoncernen Hanenergy Holding – før selskabets aktier gik i frit fald på børsen.

ROMANTIK ”Livet på landet er kun ro-mantisk for dem, der ikke skal leve der”.

Michael Meyer, forfatter til bogen ”In Manchuria” om livet i et udkantsområde og om landbrugslandets forvandling.

FORBILLEDE ”Vi er interesserede i tanken om, at du kan bruge en spøg til at fortælle sandheden. Jon Stewart har altid vist, at han er amerikaner. Han viser sommetider slem-me ting om Amerika, men ved at gøre det får vi indtrykket af, at Amerika er noget godt. For sådan kan vi ikke gøre”.

Kvindelig tv-seer i Beijing om sin og andre kinesiske seeres optagethed af de afgående amerikanske studieværter Jon Stewart og David Lettermann.

VÆDDEMÅL ”Præsident Xi synes at satse på, at Kina er stort nok og smart nok til at tøjle internettet og den politiske debat tilstrække-ligt til at forebygge dissens, men uden derved at kvæle alt initiativ. Det er verdens største væddemål, og hvis han tager fejl (og tæl mig som tvivler), vil vi alle komme til at føle det”.

New York Times-kommentatoren Thomas L. Friedman i artikel om forholdet mellem USA og Kina.

TUNG LUFT Den kinesiske regering er opmærksom på landets voldsomme mil-jøproblemer, men det er en sej kamp at komme dem til livs. Det fremgår af en opgørelse for de første tre måneder af 2015, der viste, at luftkvaliteten i 90 pct. af 360 byer var dårligere end den nati-onale kvalitetsstandard – og dvs. sund-hedsfarlig.

En måde at a hjælpe miljøproblemerne på er elektriske biler. Det særlig smarte her er, at man kan leje en elektrisk minibil, når man dukker op fra undergrundsstationen i Hang-zhou. Kombinationen med offentlig transport giver gode resultater. Tra ikken lyttes.

GODT SHOW I en barsk verden kan der være brug for afslapning, og kineserne har fundet den i biografernes mørke. Mens salget af bio-gra billetter på verdensplan kun steg 1 pro-cent i 2014, så steg den i Kina med formi-dable 34 procent. I underholdnings ilmenes moderland, USA, faldt billetsalget samtidig med 5 procent.


KALEJDOSKOP

TURISTER & TIPS

Kinesisk kalejdoskop er samlet og redigeret af Nils Thostrup på basis af kinesiske og internationale nyhedsmedier.

Eventuelle subjektive betragtninger eller meningstilkendegivelser står for skribentens egen regning.

Rubrikken er afsluttet ultimo maj 2015.

TIL SICHUAN Avisen New York Times udgiver hvert år ved nytårstide et udvi-det rejsetillæg, der traditionelt indledes med hitlisten ”50 steder værd at besøge”. Nummer 44 på listen er som første kinesiske lokalitet Chengdu, hovedstad i Sichuan-provinsen – en pulserende storby, der fremhæves for to ting: Sine pandaer og sin gastronomi, om end sidstnævnte er godt krydret. Sichuanpeber er ikke til at spøge med.

LIDT AF HVERT I selve Hongkong kan anbefales et besøg i PMQ-komplekset i Soho-bydelen. Tidligere rammen om små lejligheder befolket af politifamilier (deraf navnet, Police Married Quarters), i dag renoveret og udvidet med et væld af kunstgallerier, gode forretninger og lige så gode spisesteder med et torveområde som centrum.

KUNSTRAMME En kinesisk klassiker er også med på listen, nemlig Shanghai, der denne gang fremhæves som et første-klasses rejsemål for kunstelskere i kraft af nye kunstmuseer og -samlinger, blandt andet en statslig samling af nutidig kunst, udstillet i et gammelt kraftværk, og en privat gallerisamling med en gammel ly-hangar som ramme.

TIL SØS Er man turist eller på anden måde besøgende i Hongkong med tid til overs, og føler man sig presset af milli-onbyens menneskemylder, kan det an-befales at tage på tur til en af de ca. 250 småøer, der sammen med Victoria-øen og Kowloon-området udgør den tidlige-re britiske kronkoloni. F.eks. Tap Mun – eller på engelsk Grass Island – der er en lille naturperle halvanden times sejlads fra Victoria-øen. Der er afgang fra Wong Shek-pieren. Og har man mod på det, kan man på øen nyde iskebodernes speciali-teter. F.eks. søpølse-sandwich med røræg.

EN ADVARSEL Kina har været – og er vel i nogen grad stadig – kendt for sin omfattende kopivare-kultur. Men myndighederne vil ger-ne af med det dårlige rygte og samarbejder med de udenlandske producenter om at be-kæmpe mærkevaremisbruget. Op indsomme kinesere har øjnet nye muligheder: I stedet for at kopiere laver man egne varer, men gi-ver dem navne og logoer, der ligger tæt op af de eftertragtede europæiske og amerikanske mærker. Så man skal stadig have øjnene og omtanken med sig, når man vil gøre en god handel.

UD PÅ VEJENE Det er ingen hemmelighed, at det kollektivistiske Kina er under forvand-ling. Der var engang, da busser og tog – og enkelte ly – var rejsemuligheden. Men det var den gang. En 2014-statistik fortæller, at der i år blev foretaget i alt 3,22 milliarder rej-ser i Kina. Mere end halvdelen af rejserne, 1,7 milliard, var i personbiler. Sådan.

PS: Kina har for resten fået en forening for, som det hedder, ”selvkørende turisme og camping”.

NYE TILBUD Hongkongs nabo, den tidlige-re portugisiske koloni Macao, har i kølvan-det på inanskrisen måttet konstatere, at det ikke er nok at være Østens kasinohovedstad (større spilleomsætning end Las Vegas, USA). I kampen om turister må der mere til, så regi-onens ledelse har nu iværksat et større pro-jekt med bl.a. forlystelsesparker, der skal lok-ke børnefamilierne til. Åbning inden for det næste års tid.

GRØNT BESØG Taiwan, den store ø, der fra Beijing betragtes som udbryderprovins, men selv ser sig som arvtager af den borgerlige Republikken Kina, er med i kampen om tu-risterne i Asien, men gør sig i grøn turisme med åbning af en række nationalparker på basis af øens rige natur og lige så rige dyre-liv – tilføjet lette adgangsvilkår i form af hur-tige jernbane- og lyforbindelser fra hoved-staden Taipei.

Det er ikke uden grund, at turister går efter at se pandaer. De er meget nuttede at se på, og heldigvis trives de, så der bliver lere og lere. Ifølge seneste optælling i 2013 var der 1864 pandaer i naturen, mens der var 375 i fangenskab. Det er en vækst på ca. 15 % siden årtusindskiftet.


UNIT 731Når vi nu markerer 70-året for afslutningen af anden verdenskrig, må vi også huske at mindes de store tab og lidelser, der ramte de ikke-europæiske områder.

I Kina kan man sige, at anden verdenskrig startede allerede i 1931 med den japanske besættelse af Manchuriet. De tre nordøstlige provinser blev til Manchuguo, hvor den tid-ligere kejser blev indsat som marionet. Reelt var området styret af Japan, og der var ingen tvivl om herrementaliteten.

I 1937 kom så det egentlige angreb på det kinesiske kerneområde med voldsom styr-ke, og massakren i Nanjing er en af de mere kendte tragedier. Ca. 300.000 døde i løbet af få måneder.

Mange er ikke klar over, hvor stor en del af anden verdenskrig, der blev udkæmpet i Kina. Kina var hovedslagmarken i Østen. Kina bandt Japan, så landet ikke havde samme kraft at lægge i sine angreb andre steder.

Det kan illustreres ved to sigende tal: Der døde 35 millioner mennesker i Kina. Da Ja-pan overgav sig i september 1945, befandt

AF JULIE BRINK


Det hele ser egentlig lidt kedeligt ud. Fabriks-agtigt. Ordinært. Men når man står ved port-vagten og ser hen mod hovedbygningen og ved, hvad det er for et sted, man be inder sig, så får man en ubehagelig følelse. For her var hverdagens ufattelige grusomhed, hvor men-nesker blev pint og plaget og har lidt og stridt – og døde.

Stedets navn var også ganske tilforla-deligt, da japanerne startede det i 1936: the Epidemic Prevention and Water Supply Department of Kwantung Army. Vi er i Har-bin i Heilongjiang-provinsen i Nordkina.

Kendt som Unit 731 er det verdens stør-ste lokalitet for bakteriologisk forskning og eksperimenter på mennesker. Arealet var 160.000 m2, og der var over 70 bygninger. Det var også det værste sted i verden i om-fang og udførelse. Foruden forskellige bakte-riologiske og kemiske forsøg testede man fx sprængstoffer og udførte operationer uden bedøvelse. Der arbejdede over 400 forskere på stedet.

Unit 731 fungerede helt til anden ver-denskrigs sidste dage. De mange års forsk-ning gav gode resultater – hvis man kan bruge ordet ”gode” her. I hvert fald mange, gennemtestede og brugbare.

Det sidste har givet den krølle på histori-en, at sådanne resultater var eftertragtede. Efter krigens slutning var amerikanerne så ivrige efter at få ingre i forskningsresultater-ne, at man kærede sig lidet om, hvordan de var opnået. Man lavede en aftale med de ja-panske forskere om, at de ikke ville blive stil-let for en krigsret, hvis man ik rapporterne.

For at føje spot til skade blev anklager fra kinesisk side om krigsforbrydelser af-vist med, at det var kommunistisk propagan-da. Det er en af grundene til, at man her og på andre museer gør så meget ud af at under-strege, hvad der skete under modstandskri-gen, som man kalder krigen mod Japan 1937-45.

En af de ansatte spurgte mig forsigtigt, hvordan jeg som udlænding troede, at ame-rikanere ville reagere på, at museet fortal-te sandheden om den amerikanske kynisme. Man ville gerne formidle historien så sand-færdigt som muligt, men var bekymret for, at amerikanske turister ville føle sig stødte.

Jeg måtte sige, at det da nok ganske rigtigt for mange amerikanske turister ville være nyt, at deres regering havde givet amnesti til krigsforbrydere mod oplysninger, men når det var dokumenteret, måtte man præsente-re kendsgerningerne seriøst.

Den talte vi så lidt om, men det interes-sante her er, at man på museet gjorde sig overvejelserne.

Unit 731 var den største, men der var lere. I alt oprettede japanerne bakteriologiske forsøgsstationer i 63 byer i Kina under anden verdenskrig, og lere hundrede tusinde kinesere døde pga. bakteriologisk krigsførelse med fx pest eller miltbrand. Til de direkte dødsofre skal lægges mange lere, der har lidt under eftervirkninger. Den dag i dag er der overlevende ofre i Kina.


der sig 1,28 millioner japanske soldater alene i Kina. Tabene og ødelæggelserne var så sto-re, at det ikke sådan lige var til at overse.

For forståelsen af, hvordan man tænker omkring anden verdenskrig i Kina er det også værd at notere sig, hvor forskelligt taberne Tyskland og Japan har reageret efterfølgende. Tyskland har på en helt anden måde end Ja-pan gjort op med sin fortid. Japans manglen-de erkendelse af krigsforbrydelserne virker meget stødende på mange kinesere.

Den japanske besættelse af Kina er ikke glemt. Krigens gru er den fortid, man må være sig bevidst, for at kæmpe fredens sag.

UNIT 731

Julie Brink er historiker og formand for Danmark-Kina.

På samme måde som det er en nødven-dighed at holde kendskabet til de tyske kon-centrationslejre ved lige, må man også op-lyse om, hvad den japanske besættelse har stået for i Kina. Det er ikke kun nationalisme at holde sig sin historie for øje. Det er en mu-lighed for at re lektere over det alment men-neskelige i den helt almindelige ondskab. Museet fortæller både generelt om

den japanske besættelse af Kina og speci ikt om Unit 731. Det er værd at besøge, for selv om det selvfølgelig er alt andet end opløftende, så gør det et særligt indtryk at være på åstedet. Udstillingen er under ombygning og modernisering.

Række efter række af navne mindes ofrene. Der døde cirka 3000 alene i lejren her.

Et af eksperimenterne gik ud på at undersøge virkningen af forfrysninger. Eksempelvis bandt man en forsøgsperson fast ude i kulden – og den er hård om vinteren i Harbin – tog tøjet af armene og hældte vand på. Efter adskillige timer blev ofret båret ind i varmen, og man iagttog effekten.


RÆSONS LILLE RØDE

ANMELDELSE VED MORTEN LAUGESEN

Det kvalitetsbevidste politiske nyhedsmagasin Ræson, der i trykt udgave udkommer ire gan-ge årligt, har efterhånden gjort det til en vane at samle emnerelaterede artikler fra magasi-net og udgive dem i bogform. I slutningen af 2014 kastede redaktionen sig så over Kina, og det er der kommet en lille (bogen måler kun 10x17 cm), men ganske interessant og læse-værdig bog ud af.

Kina og verden består af ire selvstændige artikler, hvoraf de tre tidligere har været trykt i magasinudgaven af Ræson. Er man allerede abonnent, er der således ikke meget nyt at komme efter, og de 79 kr., bogen koster, kan man i stedet bruge på noget mere fornuftigt.

Ifølge Ræsons redaktør har 15 års økono-misk turbovækst forandret Kina og forrykket den globale magtbalance. Hele verden stiller derfor spørgsmålet: ’Hvad vil Kina?’ Den før-ste påstand er det svært at være uenig i; den anden er formuleret så bredt, at det næsten er meningsløst som samlende ramme for de ire meget forskellige artikler, der med vekslende held får besvaret spørgsmålet.

Det første og længste af de ire bidrag er for-fattet af adjunkt ved Institut for Statskund-skab på Københavns Universitet Camilla Sø-rensen og stiller skarpt på Kinas økonomiske og politiske udvikling de seneste årtier og de socioøkonomiske konsekvenser heraf.

Ifølge Camilla Sørensen er udviklingen i Kina de seneste årtier gået så hurtigt, at rege-ringen i Beijing har haft svært ved at håndtere mange af de forandringer og udfordringer, der er fulgt i kølvandet på den voldsomme økono-miske vækst samt de ændrede krav, civilsam-fundet i Kina i dag stiller til magthaverne. År-tiers høj økonomisk vækst har på den ene side løftet millioner af kinesere ud af fattigdom og skabt en stor urban middelklasse, der lever et økonomisk trygt og komfortabelt liv.

Men prisen har på den anden side også været høj i form af stor regional ulighed, enor-me miljø mæssige ødelæggelser, omfattende systemisk korruption m.m. Problemer, som den kinesiske ledelse er nødt til at adresse-re, hvis ikke den sociale stabilitet skal bringes i fare og kommunistpartiets politiske legitimi-tet fordufte.

Med Xi Jinping har kommunistpartiet dog fået en handlekraftig generalsekretær, der har vist sig ikke at være bleg for at ofre nogle af sine højtstående partikammerater på korrup-

tionsbekæmpelsens alter i forsøget på at gen-vinde befolkningens opbakning til partiet.

Det mest interessante bidrag i bogen er Jør-gen Ørstrøm Møllers, en af den danske uden-rigstjenestes grand old men med en fortid som bl.a. departementschef i Udenrigsmini-steriet og mangeårig dansk ambassadør i bl.a. Singapore og Australien. Jørgen Ørstrøm Møl-ler har aldrig været bleg for at gå mod strøm-men, når det handler om at analysere den in-ternationale verdensorden, og hans bidrag i denne bog er bestemt ingen undtagelse.

Hovedpointen er, at Kina fundamentalt set stadigvæk er en svag og sårbar stat med et svagt militær, der ikke er i stand til at projicere magt ud over sine egne landegrænser. Det er langt hen ad vejen den indenrigspolitiske situ-ation, der dikterer linjen i Kinas internationa-le engagement (eller mangel på samme). Men styret i Beijing er så fokuseret på at sikre den sociale stabilitet i landet, at det reelt set har gjort Kina sårbar i forholdet til sine internatio-nale handelspartnere.

Kina er, ifølge Jørgen Ørstrøm Møller, langt mere a hængig af omverdenen, end omver-denen er a hængig af Kina, fordi det kinesi-ske styre til stadighed er a hængig af at kun-ne tilvejebringe de ressourcer, der kræves for at kunne opretholde høj økonomisk vækst. Og da Kina samtidig står uden virkelige venner og allierede på den internationale scene, forstær-ker det kinesernes følelse af usikkerhed.

Omvendt har verdens eneste nuværende supermagt USA svært ved at inde ud af, hvor-dan man skal håndtere Kinas nye rolle som førsteudfordrer til USA. Skal man hilse Kina velkommen som en (ligeværdig) partner på den internationale scene, eller skal man forsø-ge at stoppe den opstigende, men stadig sva-ge, supermagt? Alt imens USA (og USA’s alli-erede) bakser med det spørgsmål, har Kina travlt med at udnytte adgangen til ressourcer på markeder udenfor Kina, samtidig med at man forsøger at fastholde en lav udenrigspo-litisk pro il.

Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt Kina bliver en global magt, men om hvornår og i hvilken form, fastslår Jørgen Ørstrøm Møller. Men i modsætning til det britiske imperium og senere USA, kommer Kina næppe til at ind-tage rollen som den uundværlige supermagt, fordi den kinesiske samfundsmodel blandt verdens øvrige lande generelt set ikke opfat-

tes som attraktiv at efterligne i modsætning til f.eks. den amerikanske, der er funderet på de-mokratiske værdier.

Spørgsmålet om eksport af samfundsmodel er også et element i bogens tredje kapitel om Kinas engagement i Afrika, der er skrevet af Mikkel Danielsen, journaliststuderende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Som New York Times forhenværende bureau chief i Shanghai, Howard French, også tidligere har påpeget i sine bøger om forholdet mellem Kina og Afrika, har Kina foretaget enorme investeringer i Afrika i løbet af de seneste to årtier.

Investeringerne begrundes typisk med to forhold: For det første er Kina interesseret i at få adgang til de enorme naturressourcer, primært olie og råstoffer, der indes i Afrika, og som styret i Beijing er så a hængig af, hvis man skal opretholde en høj økonomisk vækst og sikre social stabilitet. Og hvad hjælper bed-re, når man skal bringe sig forrest i den kø, end kinesiske checks med mange nuller til in-frastrukturelle forbedringer i Afrika.

Og her er vi så tilbage ved spørgsmålet om samfundsmodellen. For mens europæiske in-vesteringer i Afrika ofte ledsages af krav om demokratiudvikling og korruptionsbekæm-pelse, så a holder Kina sig behændigt fra at ytre sig om de afrikanske landes indenrigspo-litiske forhold.


Man kan jo godt misforstå overskriften, men det randt lige i pennen. For det er en kropslig følelse at få Fjerens rejse i hænderne. Man må lade ingrene glide let hen over omslaget, det er en nydelse at have så gedigent boghånd-værk i hænderne. Bogen er da også lanceret som en biblio il billedbog.

Det er nu en historie, der – også – kan læ-ses for børn. Min prøvekanin var i hvert fald villig nok til at følge historien om jeren, der lyver rundt for at inde ud af, hvilken fugl den

tilhører. En ”lille” historie, men med mulighed for at tænke over iloso iske spørgsmål som: Hvor kommer jeg fra, hvor er jeg på vej hen, hvem er jeg.

Og det er netop den slags spørgsmål, der har optaget bogens forfatter, den anerkendte Cao Wenxuan. Han er professor i kinesisk ved Beijings Universitet og næstformand for Bei-jings forfatterforening. Han har skrevet mange værker, modtaget mange priser og er oversat til mange sprog. Nu også til dansk.

Her er det værd at bemærke, at bogen ikke bare er lydefrit oversat af Susanne Posborg. Det er naturligvis godt, men det er nok så væ-sentligt, at det er sket direkte fra kinesisk, og ikke som det ofte ses via engelsk.

Det er så også et plus, at det er en kinesisk

For det andet er der tale om, at kinesi-ske virksomheder etablerer sig i Afrika med henblik på at afsætte deres produkter på det afrikanske marked, fordi konkurrencen med udenlandske virksomheder på det kinesiske hjemmemarked og andre udenlandske marke-der er ufordelagtig (læs: kinesiske varer kan ikke konkurrere med vestlige varer på kvali-tet) set fra de kinesiske virksomheders per-spektiv.

Selvom skiftende kinesiske præsidenter har omtalt forholdet mellem Kina og Afrika som en win-win situation, så er der reelt tale om tomme ord. Kina er til stede på det afri-kanske kontinent for at fremme egne interes-ser. Hvad de afrikanske lande reelt får ud af det tætte forhold til Kina ud over tusindvis af kilometer asfalterede hovedveje og nogle im-ponerende bygninger med begrænset levetid bygget af kinesisk arbejdskraft, er i det lange løb vanskeligt at se.

ANMELDELSE VED JULIE BRINK

EN LÆKKER SAG

Cao WenxuanFjerens rejse

Ill. Roger Mello. Oversat af Susanne Posborg.

Forlaget Hjulet 2014. 48 sider, 248 kr.

Journalisten Asger Røjle Christensen, der igen-nem en årrække fungerede som Politiken og Radioavisens korrespondent i Japan og efter-følgende er blevet tilknyttet Orientering på P1, ser i bogens sidste artikel nærmere på Kinas forhold til sine asiatiske naboer, der i de sene-ste år har været præget af en række maritime grænsestridigheder, især stridighederne med Japan om Diaoyu/Senkaku-øgruppen, med Vietnam om Paracel-øerne samt med Filippi-nerne om Spratly-øerne.

Asger Røjle Christensen hævder, at Kina nu i forhold til sine naboer er blevet så betyd-ningsfuld en magt, at man er i stand til at gen-nemføre selvhævdende magtudøvelse i det Øst- og Sydkinesiske Hav, uden at nabolande-ne kan forhindre det.

Stridighederne handler også denne gang reelt om adgangen til ressourcer, nærmere be-stemt de store olie- og naturgasforekomster, der antages at be inde sig i den maritime un-dergrund.

Selvom bogens ire artikler som sådan ikke gi-ver et klart entydigt svar på spørgsmålet om, hvad det helt præcist er, Kina vil, så bidrager de ire artikler enkeltvis og i sammenhæng på glimrende vis til at tegne omridset af en ny global verdensorden, hvor Kina kommer til at indtage en helt anden rolle, end vi p.t. er vid-ne til.

Det skal både Kina og også resten af ver-den vænne sig til og lære at håndtere.

Kina og verdenRæson 2014, 160 s. 79 kr.

Morten Laugesen er ph.d. og vicedirektør

i Sino-Danish Center.

ANMELDELSER

børnebog, vi her får på dansk. Tak til Forlaget Hjulet for at holde fanen højt og give os en mu-lighed for andet end mainstream.

Illustrationerne er et kapitel for sig. De er gan-ske vist ikke kinesiske, de er tegnet af brasili-aneren Roger Mello, der også har et fornemt cv. Blandt andet har han modtaget H.C. Ander-sen-medaljen for illustratorer i 2014.

Det er lykkedes ham at ramme noget, der på en gang er alt og intet. På den måde, at illu-strationerne passer til historien, men ikke er specielt knyttet til noget land eller nogen na-tionalitet. De er bare smukke og giver fantasi-en vingefang.

Bogens udstyr er ikke begrænset til omsla-get. Det fortsætter inde i bogen, hvor jeren gi-ver historien et lille twist. Men hvad det er, vil jeg ikke røbe, for det skal man selv have lov til at opleve.

For det er da en bog, man gerne vil eje.

MEDLEMSTILBUD

Få bogen til KUN 150 kr. plus porto.

NB: Danmark-Kina skal opgives som reference for at aktivere tilbuddet.

Forlaget HjuletVagn Plenge, Brydegårdsvej 17 A,

2760 Måløvtlf. 44 97 76 64

www.forlagethjulet.nu



NÅR KUNSTEN FORLADER BYEN

op fra Mao Zedong. Han advarede kinesiske kunstnere mod at skabe vulgær kunst for at skabe pro it og annoncerede, at han ville sen-de kunstnerne på landet for at lære af folket og skabe mesterværker.

Her virker Ou Nings projekt måske nok re-levant og politisk korrekt. Men Ou Ning er nok alligevel ikke lige den kunstner, Xi Jinping øn-sker at skabe, dertil er han for meget avant-garde, for kritisk, for international. Ser man drejebogen efter i sømmene, har den mange kritiske allusioner til kinesisk censur (Liao Yi-wus lister over mislykkede kongedømmer, og listen over Ou Nings egne projekter, f.eks.) og søger andre veje hen end mod Partiet.

Men Ou Ning er nu også kritisk over-for vestlig forbrugerisme og søger mod en ny form for organisk, kunstnerisk Utopia, der passer ind i landskabet med inspiration fra den taiwanesiske rurale iværksætter Y.C. James Yen (Yang Yanchu).

Ou Nings drejebog giver stof til eftertan-ke for den, der ønsker at lære mere om, hvor-dan kinesiske kunstnere arbejder på kanten af samfundsordenen, når de er nødt til at forhol-de sig til det faktum, at der helt åbenlyst eksi-sterer fast opstillede rammer for deres virke.

Med Rasmus Graff er vi tættere på den digteri-ske genre, men med hovedvægten af citaterne hentet fra det kinesiske.

Fra det galante klassiske digt, over kom-munistiske bombastiske slogans, over det skelsættende år 1989 (som både er revi-sit-året for den danske udstilling, som bogen var en del af, og året for demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i Beijing) – et år som er meget tyst og betændt i kinesisk sam-tidskunst. Over det nutidige Kina med jord-

ANMELDELSE VED SIDSE LAUGESEN

Man kunne dvæle ved bøgernes ligheder. At vi har at gøre med det skitseagtige. At vi be in-der os i udkanten. Blandt svævende re leksi-oner. Udadvendt lettende notater. Betragtnin-ger. Indkredsninger. Opløsninger.

Eller at begge bøger skriver sig fra udkan-ten.

Eller det faktum, at det egentlig slet ikke er bøger, vi har med at gøre, men udstillingsob-jekter (Ou Nings notesbog er fra en Moleskin udstilling i Shanghai 2010; Rasmus Graffs fra Revisit: Musikerne maler, malerne musicerer og digterne holder kæft på galleri Overgaden, København 2014 ). At det er skitseagtige ud-arter af litteratur, der trækker andre kunstar-ter ind mod sig.

Eller man kunne notere sig, at Rasmus Graff læner sig op ad både Kina og Ou Nings projekt. Og så begynde at læse Rasmus Graffs bog også som en re leksion over de mulighe-der og begrænsninger, der ligger i Ou Nings ud lytterprojekt, hvis nu dette ud lytterprojekt ikke var i Kina, men måske bare var en lyt-ning ud til en gård lidt udenfor Aarhus – som så igen måske, måske ikke, var en mulighed for noget andet end byen.

Under alle omstændigheder er det bøger, som kan sætte gang i tanker, som inviterer til læsninger og genlæsninger. Og som åbner op mod nye muligheder for at læse og forstå. Og dét er sympatisk, og også interessant. Fordi det peger læseren nye steder hen og åbner for en nysgerrighed mod det, der ligger til grund for udgivelsen, både tekstligt og ude i virke-ligheden.

Det peger fx på forskelligheden i de to landlige steder, hvor forfatterne bevæger sig hen. Det er begge randområder, i nærheden af mulighederne som storby fx, eller turistattrak-tioner, men på landet.

Og derved kredser de vel om den proble-matik, man ser begge steder, nemlig at byerne sluger befolkningen, mens landområderne af-folkes. Men hvor det for Ou Ning åbner op for muligheder at lytte til en fattig landsby, der er rig på klassisk kinesisk arkitektur, synes ud-lytning for Rasmus Graff sine steder mest at

være en skuffelse.

Ou Nings How to start your own Utopia er no-tater om at skabe sit eget land i landet Kina. Ou Ning selv lyttede kort efter udstillingen af How to start your own Utopia endeligt ud til landsbyen Bishan, hvor han siden har forsøgt at oparbejde et fællesskab af kunstnere og lo-

kale, bygget på noget, der vel kunne kaldes for uto-pisk ruralisme.

Projektet er bl.a. en kritik af et kinesisk sam-fund, hvor man igennem de sidste mange år har set en helt vanvittig folkevan-dring fra landet mod by-erne. Ou Ning forsøger på at gøre landsbymiljøet at-traktivt og dynamisk, ska-be forbindelser mellem kunstnere og lokale, nati-onalt og internationalt, og opdyrke og bevare traditi-oner fra landbruget og landsbysamfundet. Og eksperimentet ser ud til at eksistere med en vis form for succes.

Det er et spændende projekt at følge, og de første skitser inder man altså i How to start your own Utopia. Her opremser Ou Ning mu-ligheder og begrænsninger, inspirationskilder og skrækeksempler på utopier.

Lige fra udpluk fra den amerikanske uaf-hængighedserklæring, der er dekoreret med håndtegninger af Coca-Cola og KFC, over det moderne internetkoncept sharism (deleisme), udi en række fejlslagne forsøg på at etable-re selvstændige lande i det moderne Kina (li-sten er udarbejdet af den systemkritiske dig-ter Liao Yiwu).

Over en kritisk gennemgang af Ou Nings egne veje, som giver en ide om, hvor man-ge gange hans tidligere projekter egentlig har skiftet retning. Udi temmelig romantiske og abstrakte ideer om, hvordan man skaber enhedsfornemmelse i et land via symboler, klædedragter, festdage, bygninger og sange. Denne del af bogen er med bidrag fra bl.a. ar-kitekter og designere.

Ou Ning virker optimistisk og udadsøgen-de i sin tilgang til det landlige liv og dets mu-ligheder for at skabe en ny rural intellektuel identitet, som er dynamisk. Det er en sympa-tisk, venlig, kollektivt legende og åben tilgang til at møde det landlige på ny, et møde, som jo faktisk er massivt og problematisk til ste-de i den moderne kinesiske historie og sær-ligt den nye kunsts historie. Mao Zedong ro-mantiserede således ad lere omgange landet og arbejderen og lod både kunstnere og unge intellektuelle drage ud af byerne for at lære af arbejdere og bønderne.

Og i 2014 tog præsident Xi Jinping tråden


eksproprieringer og samfundskritisk perfor-mance.

Bogen splitter sig således mellem fascina-tion og beskrivelse af Kina i en prisme og fast-holdelse af en dansk virkelighed, som er langt mere ensom, jetlagget, savnende, diffus.

Hvor Ou Ning mener, han kan samle no-get op på landet, skabe noget, mener Rasmus Graff, at i Danmark er det slut, vi kom for sent. Til at genoplive noget som helst. Vi kan bare nyde at få jord på hænderne og luft i lungerne. Rasmus Graff be inder sig et andet sted på lan-det, hvor det ikke er en smeltedigel, men mere et tomrum, en tidsforskydning, et savn, som trækker Kina med sig ind og genskaber en ki-nesisk poetisk historie på kanten af den kine-siske of icielle dogmatik.

Jeg læser bogen som en slags vejrtræk-ning, eller en hvirvel i tid og sted. Den skriver sig som jetlag. Som en prisme til at læse Kina. Som en skrift, der kredser om sig selv, om-kring det, at den skal være færdig, omkring det, at den duplikerer. Men også omkring det, at den trækker sig væk, ikke længere er en del af et fællesskab, men måske nærmere en sam-ling af begivenheder indrammet i en tilbage-trukket enhed, et menneske, der træder tilba-ge fra byen og dermed ryger ind i sig selv.

De to bøger giver hver for sig og tilsammen in-teressant, splintret læsning. For mig førte de ud mod en ideologisk kunstnerisk re leksi-on over urbaniseringsproblematikken i Kina. Og ind mod en dansk aktualiseret genlæsning af tid og sted, der via den danske affolkning af landområderne førte mod en mere dæm-pet, mere pessimistisk rural ensomhed, hvor kunstneren er ideernes samlingspunkt på tværs af tid og sted.

Det ene ansigt efter det andet taler til en. Og for en gangs skyld får bille-derne virkelig lov til at tale. Man kan sidde læn-ge og forestille sig en for-tælling, der knytter sig til de enkelte portrætter. Det er fotos fra minorite-ter i Sydkina, taget i peri-oden 2001-12.

Der er i alt 60 por-trætter, og hver fylder hele siden. Og det at fyl-de hele siden siger ikke så lidt, for hvert portræt er altså 24x35 cm! Der er unge og ældre, kvinder og mænd. De er alle foto-graferet af Fengxian Lin, der selv er kineser, men lyttede til Norge i 1996.

Hun er fascineret af Ki-nas farverige minorite-ter, og de 60 fotos er ud-valgt blandt 20.000.

Fengxian Lin har fotograferet de mennesker, hun så, og som hun så dem. Der er ikke pyntet på noget, og de er ikke opstillede. Hun har villet a bilde virkeligheden, også når de portrætterede var beskidte. Som begrundelse for det ci-terer hun et kinesisk ordsprog: ”Uden lug-ten af komøg, ville vi ikke kunne genken-de duften af ris”. Det er kontrasterne, der har fascineret hende. Samtidig har hun vil-let nuancere billedet af Kina ved at gå for-domsfrit til værks.

Nu er det jo først og fremmest en fotobog, men at teksten er på norsk skal man ikke lade sig skræmme af. Den er absolut til-gængelig for en dansker – vi behøver ikke den engelske oversættelse, der også er i bogen. (Eller den kinesiske, for teksten er faktisk tresproget).

Som eksempel på de ine stemninger, som teksten er med til at formidle, teksten til forsidefotoet:

”Hun balanserte vant og elegant mel-lom risterrassene og sanket ville vekster til grisefor. Smilet hennes strålte fra ine an-

ANMELDELSE VED JULIE BRINK

AT FANGE MENNESKENES SJÆL

Fengxian LinSpor.

Portrett av kinesiske minoriteterHainan Forlag 2014. 128 sider,

450 norske kr.Fotobog. 36,5x26 cm. ISBN: 978-82-996581

For køb fra Norge kan man også kontakte: Jan Erik Willgohs, [email protected]


Ou NingHow to start your own utopia

Med dansk supplement af Mai Corlin. Rigt ill.

Antipyrine 2014. 120 sider, 180 kr.

Rasmus GraffLavet efter Kina

Rigt ill.Antipyrine 2014. 48 sider, 80 kr.

Sidse Laugesen er magister i litteraturhistorie med speciale

indenfor moderne kinesisk litteratur

siktstrekk og varmet meg under vårt kor-te møte.”

Det er en smuk bog, en ægte coffee table book med 1,8 kg at gøre godt med. Den er god til gave, god til selv at have liggende. Det er portrætter, der sætter sig, sætter sig spor.


En rosenkrans skifter hænder

AF TORBEN BRINK | NR. 2 I SERIEN OM KINAS KRISTNE |

Kun to kilometer vest for Den Himmelske Freds Plads ligger den katolske Nantang-ka-tedral (South Cathedral). Det er måske ikke den mest oplagte seværdighed at opsøge, hvis man er i Kina for første gang, men har man været her nogle gange, og er man inte-resseret i kombinationen af kristne og kine-sere, er den nærmest ikke til at komme uden om.

Den første kirke blev rejst på stedet i 1605 på foranledning af den italienske jesuit-terpræst Matteo Ricci, der som en af de før-ste vestlige missionærer havde en vis succes med at introducere kristendommen for ki-neserne.

Kirken er siden blevet ombygget og ud-videt, men også ødelagt adskillige gange, se-nest under bokseropstanden i 1900. Den nu-værende bygning er fra 1904 og opført i, hvad jeg vil kalde typisk ’kolonistilsbarok’. Den er udsmykket med moderne glasmosa-ikker og imiteret marmor i store mængder, og alt i alt er det, som man næsten kan høre, ikke noget, der udløser tre stjerner i Guide Michelin!

Når Nantang-katedralen alligevel er værd at besøge, er det først og fremmest, fordi den er en slags hovedsæde for den katolske kirke i Kina: Det er for eksempel her, den kinesiske ærkebiskop, kardinal Joseph Li Shan, reside-rer med sin stab.

Hvis man vil have en of iciel introduktion til den katolske kirke i Kina, er det altså her, man skal bede om at få en aftale.

Jeg var imidlertid ude i et helt andet ærin-de, da jeg sammen med min kinesiske ’svi-gersøn’ Ming kiggede forbi en helt almindelig mandag midt i januar: Jeg var der for at få et

førstehåndsindtryk af, hvordan hverdagslivet udfolder sig omkring kirken.

Og at dømme efter de store plancher ved indgangen er det bestemt ikke kedeligt: Ud over det mere forudsigelige som en in-troduktion til kirkens historie på kinesisk og engelsk og en oversigt over de forskelli-ge kirkelige aktiviteter var der en stribe col-lager med billeder fra sociale sammenkom-ster i grupperinger som ’Singles for Christ’ og ’Couples for Christ’. Det fremgik ikke lige, om man kan avancere fra den ene gruppe til den anden, men det ligger vel ligesom i kortene?!

Den største overraskelse var nok, at kir-ken også arrangerer ’sognerejser’ til Israel – pris 16.500 yuan!

Vi var dårligt nok kommet indenfor i selve kirken, før vi faldt i snak med en meget ven-

lig dame, der lige så gerne fortalte, som vi lyttede. Hun var 61 år gammel og hed Gao Yuzhen. Hun havde været ingeniør i et tele-selskab og arbejdet i udlandet, men var nu gået på pension.

Hun kom fra en gammel kristen familie; både forældrene og bedsteforældrene hav-de været kristne. Ja, moderen var egentlig nonne, men efter borgerkrigen giftede hun sig – af ’sikkerhedsmæssige årsager’, som fru Gao udtrykte det. Hendes børn er også ka-tolikker.

Hun er en af de 200 frivillige, der er til-knyttet kirken, og hendes primære funkti-on er som ’evangelist’ at læse bibeltekster ved gudstjenesterne tirsdag og torsdag. Først på ugen er det mest de ældre, der kommer i kirken, mens de yngre fortrinsvis kommer i weekenden.


EN ROSENKRANS SKIFTER HÆNDER

Li Shan er en af de få biskopper, der er anerkendt af både den selvstændige kinesi-ske katolske kirke og af Vatikanet (og dermed også af den ulovlige pavetro katolske undergrundskirke). Han er derfor en af de skikkelser, der kan være med til at bygge bro over de modsætninger, der har hersket mellem både de to ’afdelinger’ af den katolske kirke i Kina og mellem Vatikanet og Beijing i det hele taget. Siden Frans blev valgt til pave, har der blæst mildere vinde i begge retninger, og der er rygter om, at en genoptagelse af de diplomatiske forbindelser måske er på vej.

Gao Yuzhen fortæller, at der er omkring 100.000 katolikker i selve Beijing. De forde-ler sig på ire kirker, hvoraf Nord-katedralen er den største, mens Syd-katedralen her altså er den vigtigste.

Ud over ærkebiskoppen er der ti præster, som alle sammen er højt uddannede. Flere af dem har doktorgrader fra italienske og engel-ske universiteter. Der er også ti nonner, som bor i et lille kloster i forbindelse med kirken.

Alle aktiviteter inansieres af frivillige do-nationer, men er der udgifter til vedligehol-delse og istandsættelse af bygningerne, yder staten tilskud.

Det koster som sådan ikke noget at bruge kir-ken. Dåbsoplæringen, der varer et år, er gra-tis.

I de gamle kristne familier praktiserer man barnedåb, og børnene opdrages til at tro, men når de bliver 18, skal de selv tage stilling til, om de fortsat vil tilhøre menigheden.

Et bryllup er også gratis, men hvis brude-parret ikke er tilknyttet kirken, betaler de lidt for blomster og lys. Det er meget populært at blive gift her.

Både fattige og rige kommer i kirken, og no-get af det, som Gao Yuzhen fremhæver, er, at her er alle lige, og at alle hjælper hinanden.

Det sociale arbejde retter sig naturligvis først og fremmest mod menighedens fatti-ge, syge og handicappede, der hjælpes med penge. Men man tager sig også af efterladte børn, ligesom man yder nødhjælp i forbindel-se med naturkatastrofer og samler tøj ind til verdens fattige.

Under kulturrevolutionen var kirken lukket. Gao Yuzhen og hendes familie blev udsat for heftig kritik. Deres bøger blev brændt, og de led meget.

Alligevel – eller netop derfor! – fortsatte de undergrundsarbejdet. Præsterne tog sig af dem, så godt som de kunne. De fortalte dem, at de måtte lide som en prøvelse, og at de skulle tilgive deres forfølgere: Had avler had, men kærlighed og glæde bringer fred.

Gao Yuzhen betegner med den største selvfølgelighed Rom som kirkens ’headquarter’. Hun har selv været i den evige stad lere gange, og hun fortæller med stolthed i stemmen, at hun har læst højt på kinesisk i Vatikanets radio.

I løbet af vores samtale var det kommet frem, at jeg selv er præst, og det gjorde kun hjerteligheden endnu større. Da vi lagde an til at tage afsked, fandt Gao Yuzhen et lil-le rødt skindetui frem. I det havde hun en meget in og godt slidt rosenkrans, som jeg skulle have.

Det er sådan en gave, som det næsten ikke er til at tage imod, for rosenkransen var tydeligvis et kært eje. Den kom fra Rom og har måske fulgt hende i glæde og sorg gen-nem mange år. Så var det lige pludselig meget fattigt kun at kunne kvittere med et postkort fra Lisbjerg Kirke.

Da vi kom ud, grinede Ming. Undervejs havde hun nemlig forsøgt at overbevise ham!


DkK NYT

1950-2015For os er det nok lidt skævt at fejre 65 år, men i Kina var der ingen slinger i valsen: Da dronning Margrethe besøgte Kina sidste år, nævnte præsident Xi det forestående jubilæum. Han syntes, at det skulle markeres – så det blev det.

Det, der skulle markeres, var 65-året for oprettelsen af de diplomatiske for-bindelser, og Danmark er da også et af de vestlige lande, der var tidligst ude.

Formand Mao udråbte Folkerepublikken Kina 1. oktober 1949, og Sovjetunio-nen var det første land til at anerkende det ny Kina efterfulgt af lere kommu-nistiske lande. Danmark anerkendte det ny styre 9. januar 1950 og oprettede diplomatiske forbindelser 11. maj samme år.

Faktisk giver den kombination os en samlet førsteplads blandt de vestlige lande.

Man kan så tilføje, at Danmark første gang oprettede diplomatiske forbin-delser under kejserdømmet, og vi beholdt dem under Republikken Kina. Fak-tisk var det den samme ambassadør, der nu kunne a levere sine akkreditiver til det ny styre.

Danmark-Kina ønsker til lykke med de 65 år og ser frem til et fortsat frugtbart og tæt samarbejde mellem de to lande.

For at det skal kunne fungere optimalt er den kulturelle dimension uhyre vigtig. Her har vi i foreningen en vigtig rolle at spille som brobygger på det mellemfolkelige plan.

På selve dagen 11. maj var der en stor reception på den kinesiske ambassade i København. For-eningens formand Julie Brink står her sammen med den kinesiske ambassadør Liu Biwei og hans kone Fang Chun. På løjen for -e ningens kasserer Torben Brink.

For at fejre de 65 år mere bredt blev der arrangeret en stor konference på Moesgaard Museum ved Aarhus i juni. Samme aften var der en mere folkelig markering af begivenheden i Folkeuniversitets regi. Begge arrangementer var vildt populære med lange ventelister.

Danmark-Kina var medarrangør.

Man kan se mere om, hvad dagen indeholdt og ikke mindst, hvad den fremadrettet kommer til at betyde, på hjemmesiden, der er oprettet specielt for dagen: www.denmark-china65years.dk.

BOGSALG

Vi holder den næste seance med vores populære bogsalg til efteråret – gør klar til vinterens hygge-stunder, køb en fødselsdagsgave eller vær tidligt på den med juleforberedelserne og ind en sjov og anderledes ting til pakkespil.

Vi sælger anmeldereksemplarer af danske udgi-velser for en slik: bøger til bare 10 kr. pr. stk., og CD’er går for en lad femmer.

Det er IKKE bøger om Kina – men alt mulig andet. Der er hundredvis af bøger og cd’er på la-ger, men vel at mærke kun et eksemplar af hver.

Salget støtter foreningens arbejde. Kom og køb selv, men hjælp os ikke mindst med at lade andre vide, at så er det NU. Der er adgang for alle inte-resserede.

Kom glad og vær med. Der er åbenttorsdag 17. september 16-20fredag 18. september 16-20lørdag 19. september 14-18

Marie Belows Vej 14, Lisbjerg, Aarhus N.


GEDENS ÅRIgen i år kunne vi arrangere en lot lot fejring af det kinesiske nytår. Tak til alle, der kom og var med til at gøre dagen festlig. Tak til alle, der hjalp til.

Næste gang fejrer vi indgangen til Abens År. Det er søndag 14. februar 2016 i Musikhu-set Aarhus. Sæt allerede nu X i kalenderen.

Hjælp os med at gøre en god dag endnu bedre. Der er plads til lere aktiviteter og lere boder. Især vil vi være glade for en bod,

der sælger kinesisk tøj. Der er også plads til lere frivillige, så sig til, hvis du kan give en

hånd med i nogle timer eller dagen igennem.

Se mange lere fotos på spotted.dk under Kinesisk nytår.

OPDATERINGDet sker af og til, at vi får mulighed for at invitere vores medlemmer med til et arrangement eller en begivenhed, der har et eller andet med Kina at gøre. Det kan være en fernisering på et galleri, et foredrag eller en forestilling med rabat, en te-smagning.

Sidst var det en modeopvisning på det kinesi-ske kulturinstitut i København. En enkelt gang er vi blevet bedt om at stille publikum til en tv-opta-gelse, vi har skaffet statister til en Dicte- ilm, og vi har fået bøger og plader, som vi måtte forære væk.

Men mange gange er det med så kort varsel, at vi ikke kan nå at skrive rundt til vores medlem-mer. Derfor vil vi gerne tage skridtet ind i det mo-derne informationssamfund og have vores medlemskartotek suppleret med telefon-numre og e-mailadresser. Send en mail til [email protected] eller en sms til 21 43 52 76.

Vi videregiver selvfølgelig under ingen omstændigheder oplysningerne til andre.

Fra redaktøren af vores nyhedsbrev har vi modtaget:

Kære abonnenterJeg er ofte ude for at få post tilbage, fordi modtagerne har ændret mail-adresse. Jeg har ingen mulighed for at opspore deres nye adresse og kan derfor ikke sende dem breve. Så HUSK: Hvis du ændrer mail-adresse og stadigvæk vil modtage nyhedsbrevet, så meld adresseændring til [email protected].

Med venlig hilsen og på forhånd takPeer Kjær Andersen

DKK NYT

KINESISK KULTURINSTITUT

Som et led i kulturaftalen mellem Danmark og Kina har der længe været et dansk kultur-institut i Beijing. Nu er der så også kommet et kinesisk i København.

Instituttet har til huse i en imponerende bygning på H.C. Andersens Boulevard, der tidligere lagde lokaler til Det Kongelige Dan-ske Musikakademi. Istandsættelsesarbejdet er stadigvæk i fuld gang, men statuen af Kongfuzi er på plads for foden af trappen, og det er meningen, at instituttet i fremtiden skal danne ramme om stribevis af kulturelle arrangementer.

Det første i rækken, som vi havde mulig-hed for at invitere vores medlemmer med til, var et foredrag om den kinesiske klæde-dragts historie. Det blev rundet af med en lot opvisning af noget af det ypperste, som Kina i dag kan præstere, når det gælder originalt design.

ret

HUSK ALTID AT MELDE FLYTNING

Afsender: Danmark-Kina, Marie Belows Vej 14, 8200 Århus NHUSK at give os besked om fl ytning på tlf. 86 23 10 12 eller [email protected]

Denne kinesiske skrivemaskine er for mig som en mindesten over to historier.

Den ene om en tid, som snart er glemt – nem-lig dengang vi ikke havde computere (for slet ikke at snakke om tablets og smartphones!) – og hvor kinesisk op indsomhed kom til ud-tryk igen. Husk, at det ikke var Gutenberg, men kinesere, der opfandt bogtrykkunsten ved som de første at bruge løse typer til at formulere budskaber, der ved tryk på papir kunne mangfoldiggøres.

Da de moderne tider holdt deres indtog, kneb det med at holde trit med de vestlige skrivemaskiner, men en mellemløsning blev den kinesiske skrivemaskine til enkeltark, men med en skrifttegnsamling og en tekno-logi, der hentede inspiration fra de sættema-skiner, som var baggrund for de vestlige tryk-te massemedier.

Men nu er den gode gamle maskine en museumsgenstand. Kineserne har for længst taget computerne til sig og tilpasset dem til deres rige skriftsprog.

Den anden historie, knyttet til netop den-ne maskine, er en dansk erhvervshistorie; så dansk, at den er jysk: Historien om det nu forsvundne selskab Tjæreborg Rejser, der sammen med københavneren Spies gjorde charterrejser til allemandseje for danskerne.

Tjæreborg forsøgte også på et tidspunkt at slå hul på det kinesiske marked, og som en lille detalje i det forsøg anskaffede man bl.a. denne skrivemaskine til kommunikation med de kinesiske samarbejdspartnere. For-retningsforsøget lykkedes ikke og blev lukket ned, mens den kinesiske skrivemaskine end-te i et hjørne på Tjæreborgs hovedkontor i Esbjerg-forstaden af samme navn.

Hvordan den så havnede hos mig, indtil den nu er gået videre til Danmark-Kina, handler om, at jeg i midten af irserne arrangerede nogle af de første egentlige danske turistrej-ser til Kina, dvs. uden om de of icielle og in-stitutionelle delegationsrejser, der før havde været adgangen til vestlige besøg i folkere-publikken.

Det var i de tidlige reformår, hvor der åb-nede sig en niche, som jeg som journalist ved et tidligere besøg havde fået kig på. Der var organisationer, som så stort på det of icielle, hvis de kunne tjene nogle ekstra penge til un-derstøttelse af budgettet – de kapitalistiske spirer var i hastig vækst!

I mit senere virke ik jeg et samarbejde med Tjæreborg, hvis daværende direktør, H.P. Andersen, fandt det passende med en afskedsgave, da jeg gik på pension: Han kom med skrivemaskinen, og den har indtil nu haft en hædersplads i vort hjem.

Nu har jeg fundet tiden inde til at lade den gå videre, men jeg er sikker på, at den fortsat vil stå som et minde om en tid, der var engang.

AF NILS THOSTRUP

打字机 – eller skrivemaskine

Nils Thostrup er journalist med udenrigspolitik som speciale. Han har rejst i Kina siden 1974 og

skrevet tre bøger om folkerepublikkens udvikling gennem reformårene.

Det er noget af en sag, 60 x 45 x 25 cmder er landet hos foreningen: – og så vejer den 31 kg!

Oplev skrivemaskinen ved fejringen af det kinesiske nytår i Musikhuset Aarhus søndag 14. februar, hvor den udstilles og demonstreres.

dkkina104_ok

Documents