BUNKERI L L U S T R E R E T

DECEMBER 2014//18.ÅRGANG//NR.06

UDE INDE

Kravling-vinder Isabella Hindkjær om dameblade og branchesnobberi

»Hvis de otte studerende vil i praktik, kommer de det også. Det kan jeg garantere«Interview med

Lasse Jensen

På uddannelserne skal de sgu være bedre til at lære folk, at journalistik kan være mange ting

- Isabella Hindkjær

”

Pia Færing en måned efter panikdagen om studerende uden praktikpladser:

SIDE 9 SIDE 4

SIDE 12-13

INDE DECEMBER 2014 ILLUSTERERET BUNKER2

Illustreret Bunker

Olof Palmes Allé 11, 8200 Aarhus N

illbunker@mail.dmjx.dk, www.illbunker.dk

Tryk

OTM Avistryk Herning-Ikast

97 15 66 00

Udgivelse

10. december 2014

18. årgang - 6. udgave

Oplag

1.500 eksemplarer 6 gange årligt.

IIllustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte

på DMJX i Aarhus, til danske redaktioner og deres

praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og

RUC. Citater, billeder og andet materiale fra avisen

må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

Forsidefoto: Ólafur Steinar Gestsson

REDAKTIONENANSV. CHEFRE-

DAKTØR / UDE

Søren Engelbrecht

Mogensen

semogensen@mail.

dmjx.dk

WEB

Amanda Holmen

amahol@mail.dmjx.dk

FOTO

Philip Davali

phdavali@mail.dmjx.dk

CHEFREDAK-

TØR / UDE

Freja Kierstein

Johansen

frekiejoh@mail.dmjx.dk

FOKUS

Thomas Bækby

Skov-Carlsen

tbskovcarlsen@mail.

dmjx.dk

FOTO

Ida Marie

Odgaard

imodgaard@mail.

dmjx.dk

INDE

Anton Lind

alind@mail.dmjx.dk

HOLDNING

Laura Friis Wang

lfwang@mail.dmjx.dk

FOTO

Ulrik Hasemann

muhasemann@mail.

dmjx.dk

Skribenter i denne avis:

Jesper Gynther, Elias von Staffeldt, Ditte Offersen Lynge, Gustav Roesbjerg Pedersen, Caroline Vendelbo

Sørensen, Julie Søltoft Jeppesen, Maria Brus Pedersen, Vassili Stroganov, Mads Lorenzen, Thomas Bækby Skov-

Carlsen, Anton Lind, Ida Marie Odgaard, Laura Friis Wang, Peter-Emil Witt, Freja Kierstein Johansen.

Avisens sektioner UDE vender blikket mod mediebranchen uden for DMJX.

FOKUS sætter i hver avis spot på en bestemt del af medieverdenen.

HOLDNING giver mediefolk og skolens elever, praktikanter og lærere lov til at komme til orde.

INDE dækker historier, der omhandler uddannelserne på DMJX.

FOTO viser fotojournaliststuderendes arbejde.

Annonceansvarlig

Søren Engelbrecht Mogensen

semogensen@mail.dmjx

Økonomiansvarlig

Freja Kierstein Johansen

frekiejoh@mail.dmjx

Kalender frem til næste avis11. decemberMesterlære med Poul Madsen, chefredaktør på Ekstra Bladet.

12. decemberKaJ arrangerer: ”Sådan sælger du din skoleopgave”.

12. decemberRed Bar(net) – Fredagsbar.

18. decemberCITAT_28 releasefest på Café Paradis.

18. decemberSidste chance for at søge om at blive redaktør på Illustreret Bunker på næste semester.

Det er ligegyldigt, om du har været skribent før, så længe du er engageret og har lyst til at være med til at lave tre fede aviser på næste semester.

Du bliver en del af en ambitiøs og engageret redaktion og får ansvaret for din egen sektion i avisen.

Send en ansøgning til illbunker@mail.dmjx.dk, hvor du skriver lidt om dig selv, og hvorfor du vil være redaktør på Illustreret Bunker.

Ansøgningsfristen er fredag den 19. december klokken 16. Derudover vil vi holde samtaler i løbet af januar.

Illustreret Bunker søger redaktører

”Går du efter at blive chefredaktør på Politiken?Få redaktørerfaring på Illustreret Bunker...”- Anne Mette Svane, chefredaktør, Politiken

”Rusk op i journalistikken!Prøv nye grænser af på Illustreret Bunker” - Lisbeth Knudsen, chefredaktør, Berlingske

Lille forsidefoto: Emil Hougaard

»Tømmermænd? Så se her!«

Et link på Facebook om en tømmermændskur? Det må være et tabloidmedie som BT eller Dagens.dk. For de er jo ikke blege for at gå kompromis med dækkende rubrikker og kvalitetsjournalistik, så længe de kan få nogle klik ind på deres artikler.

Eller hvad? Jyllands-Posten er rubrikkens ejermand, og linket til artiklen poppede op på deres Facebookside den 5. december. Og der var ikke meget hjælp at hente i underrubrikken, så hvis man ville vide, hvad kuren indeholdt, måtte man trykke på linket.

I dag er tabloidmedierne ikke alene om at bruge disse metoder for at få klik på deres links og læsere til webartiklerne. Store dagblade som Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten er også forfaldet til clickbait, som begrebet hedder, for at fastholde bannerannoncerne på deres hjemmesider.

Som journaliststuderende er det frustrerende at være vidne til den udvikling. Vi må nok acceptere, at journalistikken til tider må stå i stampe på grund af de økonomiske udfordringer og faldende oplag. Men hvis kvaliteten og værdierne bliver nedprioriteret, bliver udvikling nærmere til afvikling, og så får vi aldrig læserne tilbage.

Kan man fortænke medierne i det? Ikke hvis man ser på journalistikken i kroner og ører. Er det naivt at tro, at økonomiske krisetider ikke vil påvirke mediernes indhold? Muligvis. Men hvis vi, de fremtidige journalister, ikke skal fastholde et romantisk syn på journalistikken, med en snert af barnlig naivitet, hvem skal så?

På et tidspunkt får læserne nok, og så er der er en overhængende fare for, at det er for sent at bygge bro til læsernes tillid. I stedet lokkes de med udhulede artikler og fængende rubrikker. Det er én måde at tjene penge på, men for journalistikkens skyld, bør medierne arbejde på nogle metoder, der ikke går på kompromis med kvalitet, værdier og læsertillid.

Vi ønsker alle en glædelig jul!

//Redaktionen

Vi er trætte af clickbait, du gætter aldrig, hvad vi så gjorde!

”Salget af Bunkeren skal bryde forældet selv forståelse”

3DECEMBER 2014 ILLUSTERERET BUNKER INDE

Den dag, man bliver introduceret til SLIK-modellen. Den kunne blive lavet om til en helligdag i stedet, og udbyttet ville være nogenlunde det samme.

Den daglige cykeltur op ad Randersvej.

Dummyen til ens nye, skelsættende radioprogram på Genlüd. Send os nu bare i æteren, for helvede. Gør vi det alligevel ikke bare for at øve os?

Det tidspunkt, du sætter dankortet i terminalen, efter at vægten har afsløret, at du har skovlet for 42 kroner tarteletter op på din tallerken. Lad nu være med at trække pinen, dankortterminal. Jeg ved godt, jeg har fråder på.

Excel-forløbet i begyndelsen af 2. semester. Hvis nogen lavede et Excel-ark over, hvor mange journalister, der hyppigt bruger Excel-ark, ville søjlen i diagrammet ikke være overvældende.

Af Lasse Ørum Klinke

Fem ting på DMJX, som bare skal overstås

1

5

3

2

4

DMJX skal kun begrænse antallet af optagne studerende med syv procent - det svarer til cirka ti færre studerende om året. På foto journalistuddannelsen bliver der fremover optaget det samme antal studerede som hidtil. Læs mere på side 4 i INDE.

Bunkeren er blevet solgt, og det betyder, at DMJX får ny adresse i Aarhus’ øvrige studiemiljø. Rektor, Jens Otto Kjær Hansen, forventer, at den nye skole er klar til indflytning i 2017. Læs mere på illbunker.dk

Nyt på DMJX

Rektor på DMJX, Jens Otto Kjær Hansen, glæder sig over, at de studerende fra 2017 rykker tættere på Aarhus’ øvrige studiemiljø. Foto: Anders Hviid

Nyeste artikler på illbunker.dk

”Journalistprak­tikanter skal ikke være gratis arbejdskraft”

”Lokale venner er afgørende i brændpunkter”

#DMJX på Instagram

”Det her ligner en almindelig artikel: Men vent, til du har læst den færdig!”

Du kan følge Illustreret Bunker på instagram under navnet @illustreretbunker. Tag #illbunker eller #dmjx på dit billede, så kan du få det i avisen.

Med fantasifulde rubrikker forsøger medierne at få folk til at klikke på deres historier. Det kaldes click-bait og kan true journali-stikkens kvalitet. Fæno-menet møder modstand fra flere kanter. Læs mere i artiklen ”Det her ligner en almindelig artikel: Men vent, til du har læst den færdig!” på illbunker.dk

Glædelig jul fra Illustreret Bunker til studerende, undervisere og alle mediefolk derude!

DECEMBER 2014 ILLUSTERERET BUNKER4 INDE

Der er fremgang at spore for de stude-rende på landets journalistuddannel-ser. Således er der her en måned efter

Panikdag kun otte studerende, der endnu mangler en praktikplads. Efter Panikdagen den 5. november stod 44 ansøgere ellers uden plads, men det antal er nu kraftigt reduceret.

»Der var mange pladser på selve dagen, der ikke blev taget. Der var ti pladser tilbage dagen efter. I alt var der 38 hos DMJX, 20 journalister og 18 Tv- og medietilrettelæggerne og 6 fra SDU, der ikke fik plads. Det er et lavere antal end i foråret, hvor der var flere, som stod uden praktikplads,« siger Pia Færing, der er praktikkoordinator for DMJX, SDU og RUC.

Det er tre journaliststuderende fra SDU og fem journaliststuderende fra DMJX, der stadig mangler en praktikplads.

Mere realistiske studerendePia Færing mener, at det ikke udelukkende handler om antallet af praktikpladser, men også om hvordan de studerende selv

Kun otte journaliststuderende mangler praktikpladsFør praktikforløbet var det frygtet, at 70 journaliststuderende ville stå uden praktik-plads. Frygten viste sig at være ubegrundet, og de fleste studerende har nu sikret sig en praktik-plads til foråret, mens praktikkoordinator, Pia Færing, garanterer pladser til de sidste otte.

Illustreret Bunker kunne i november fortælle, at Danmarks Medie- og Journalisthøjskole risikerede at skulle skære 17 procent af sit optag som følge af Uddannelsesministerens nye udspil. Rektor, Jens Otto Kjær Hansen, har nu meldt ud, at man ved hjælp af et større analysearbejde har fået forhandlet det ned til syv procent over de næste fire år. Det svarer til cirka ti studerende pr. år.

Rektoratet har siden udspillet modtaget masser af henven-delser fra uforstående studerende, og man mente da også selv, at ministeriets beregninger om ledighed i branchen var for-kerte. Det har man nu fået overbevist ministeriet om.

Rektor takker i en mail til skolens studerende for de mange henvendelser, som, han mener, viser uddannelsens kvalitet.

»Det vidner om, at vi ikke alene har nogle uddannelser, der efter vores opfattelse skaber stor værdi, men også nogle stu-derende, der til stadighed løfter disse uddannelser,« skriver han i mailen.

Samtidig minder rektor om, at intet er sikkert endnu, da et flertal uden om Regeringen har stillet forslag om en ny model.

DMJX afværger store nedskæringer

Det blev til en sejr på 2-1, da skolens fodboldhold, FC Åben Modus, spillede mod det danske presselandshold på FC Nordsjællands stadion, Farum Park.

Presselandsholdet, et hold bestående af danske sports-journalister, stillede med en broget trup, der blandt andet inkluderede Flemming Gert Nielsen, OL-sølvvinder fra 1960, og P3’s Andreas Kraul. Heltene fra FC Åben Modus var mødt talstærkt op med en trup på 22 mand.

Kampen blev en særdeles ensidet affære, hvor gæsterne fra DMJX dominerede fra start til slut. Alligevel måtte De Lyseblå Helte gå til pause med stillingen 1-1 på måltavlen. I anden halvleg intensiverede FC Åben Modus deres over-tag og drev i lange perioder gæk med Presselandsholdets sejlende defensiv. I de døende sekunder knaldede Modus’ Joachim Christensen sejrsmålet i nettet, og heltene kunne fejre en fortjent sejr.

FC Åben Modus slog Presselandsholdet

Vi har p.t. to ledige pladser, som ingen af de otte vil tage. Men hvis de otte vil i praktik, kommer de det også. Det kan jeg garantere

- Pia Færing Praktikkoordinator, DMJX

håndterer det. »Denne gang har de studerende måske

været mere realistiske og tænkt, at det ikke absolut skal være Politiken eller Danmarks Radio,« siger hun.

Det er praktikkoordinator for Journalistik på SDU, Lone Løhde Rye, enig i. Her mangler tre studerende stadig en praktikplads, og hun gør sig forhåbninger om, at der også venter en praktikplads for de tre.

»Det afhænger også af, hvordan de stude-rende selv griber det an. Det mest ideelle er jo, at alle kommer i praktik,« siger hun.

Alle er garanteret en praktikpladsDe journaliststuderende har flere gange ret-

tet kritik i retning af Panikdagen, og at der har været for få praktikpladser. Det tager Pia Færing dog med ro. Hun påpeger, at det er en kompleks sag, der ikke bare løses over natten.

»Man kan ikke bare sige til praktikstederne, at de skal tage nogle flere ind, når de koster næsten 17.000 kroner om måneden. Organi-sationerne har sat sig sammen for at løse det her problem på længere sigt,« siger hun.

Pia Færing mener desuden, at kritikken, der går på, om der bliver gjort nok, ikke er beret-tiget.

»Vi har p.t. to ledige pladser, som ingen af de otte vil tage. Men hvis de otte vil i praktik, kommer de det også. Det kan jeg garantere,« siger hun.

Tekst: Elias von Staffeldt

Arkivfoto: Melissa Kühn Hjerrild

Undervisningsministeriet lagde tidligere på året op til store nedskæringer for antallet af optagne på DMJX’s uddannelser.

Det oprindelige udspil lød på en reducering i optaget på næsten en fjerdedel over de næste tre år. Det ville betyde, at der i 2017 samlet skulle optages 95 færre studerende på DMJX’s uddannelser.

Efter en dialog mellem ministeriet og ledelsen på DMJX er dimensioneringen dog blevet sat væsentligt ned.

Det er især gode nyheder for fotojournalistuddannelsen, som dermed slet ikke bliver ramt af de nedskæringer, der el-lers blev lagt op til. Uddannelsen, der er den eneste af sin slags i Danmark, bevarer således sit optag på 16 studerende om året.

Gode nyheder for fotojournalistuddannelsenTekst: Anton Lind Tekst: Ida Marie Odgaard Tekst: Thomas Bækby Skov-Carlsen

44 studerende måtte gå hjem uden en praktikplads efter denne Panikdag. Nu er tallet nede på otte, efter at flere har fundet en praktikplads i anden runde.

”

5DECEMBER 2014 ILLUSTERERET BUNKER INDE

Det står nu klart, at der ikke vil blive indført et gymnasiekrav på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Flere års debat er forstummet, og snakken går i en helt anden retning, efter Regeringens kvalitetsudvalg har foreslået, at optagelses-prøver skal vægte mere, og at en gymnasial uddannelse ikke længere skal være væsent-ligt. Det bekræfter rektor på DMJX, Jens Otto Kjær Hansen:

»Vi har bestemt ingen planer om at ind-føre gymnasiekravet. Jeg kan faktisk godt sige, at det ikke kommer til at ske,« siger han. Han mener ikke, at en studentereksamen er vigtigt for at blive en god journalist.

»Jeg mener ikke, at det betyder noget. Det, der er afgørende, er, om man er nysger-rig på verden, og det kommer bestemt ikke automatisk gennem en gymnasieuddannelse,« siger han.Hvis man spørger de studerende, så betyder

det at have en gymnasial uddannelse hel-ler ikke det store, hvis man vil være en god journalist. Så længe man brænder for sit fag.

Jens Welding Øllgaard, der går på

fotojournalistuddannelsen, kom ind på DMJX uden en gymnasial uddannelse, og her fandt han hurtigt ud af, at han følte sig godt

tilpas til trods for sin manglende studenter-eksamen:

»Det er den fedeste skole. Når man beskæf-tiger sig med noget, som man gerne vil lave, så gider man godt at give den en ekstra tand,« siger Jens Welding Øllgaard, der ikke mener, at gymnasieuddannelsen spiller en stor rolle for at blive en god journalist:

»Hvis du kan det, så kan du det. Så synes jeg ikke, du behøver at gå i gymnasiet for det. Som alt mulig andet handler det om at være nysgerrig. Og så mener jeg, at man kan have lært alt muligt, selv om man ikke har gået i gymnasiet.«

Det er vigtigt at få en gymnasial uddan-nelse, men det er lige så vigtigt at prøve sig selv af ude i samfundet og mærke, hvordan arbejdsmarkedet er.

Kristian Trojaborg, som læser journalistik på DMJX, var i stedet for gymnasiet ude og prøve kræfter med den virkelige verden, og her lærte han noget, man ikke kan lære på gymnasiet.

»Jeg har jo været ude og mærke livet på godt

og ondt. Nogle af de mennesker, som jeg har mødt, er nogle andre, end dem mange af mine

medstuderende har mødt. Jeg var arbejdsløs i mange år, jeg har arbejdet og forsøgt andre ungdomsuddannelser. Jeg havde aldrig tænkt over, at jeg skulle være journalist. Det var først på højskolen, at jeg fandt ud af det,« fortæller han.

Gymnasiekrav droppet på DMJXSnakken om et gymnasiekrav på DMJX er nu slut. Flertallet mener, at man ikke behøver en studentereksamen for at blive en god journalist, så længe man er nysgerrig på verden omkring sig.

Vi har bestemt ingen planer om at indføre gymnasiekravet. Jeg kan faktisk godt sige, at det ikke kommer til at ske

”- Jens Otto Kjær Hansen

Rektor, DMJX

Hvis du kan det, så kan du det. Så synes jeg ikke, du behøver at have gået i gymnasiet for det

”- Jens Welding Øllgaard

Fotojournaliststuderende, DMJX

Igen i år har Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles fotojournalister haft stor succes ved den internationale fotokonkurrence College Photographer of the Year. I konkurrencen, der har 545 deltagere fra 18 forskellige lande, lykkedes det de studerende fra fotojournalistuddannelsen på DMJX at tage 22 priser hjem i ti forskellige kategorier. En af dem var Mathias Svold, som vandt guld i kategorien Domestic Picture Story.

»Jeg er utroligt glad, og det er fedt at få blåstemplet sit arbejde,« siger Mathias Svold. Billedserien handler om Lukas, som er en ung misbruger, der har svært ved finde sin plads i

samfundet. En historie, der for Mathias Svold skal sætte fokus på universelle følelser som en-somhed, ungdom, og at mennesker afreagerer forskelligt.

»Lukas fascinerede mig med det samme. Jeg synes, det er fantastisk, at man kan møde men-nesker med interessante historier lige ude foran sin dør. Det behøver ikke altid kræve en masse research,« siger Mathias Svold, der starter i praktik på Jyllands-Posten til februar.

Billedserien kan ses på side 10-11, og flere vinderbilleder kan opleves på bagsiden af avisen.

Stor succes for danske studerende ved årets CPOYTekst: Ida Marie Odgaard og Peter-Emil Witt

Foto: Mathias Svold

Tekst: Vassili Stroganov

Illustration: Ida Marie Odgaard

Sæt dig sammen med to andre fra dit storhold, interview hinanden på skift omkring jeres forhold til Aarhus, og skriv så en 3x3x3-artikel om det. Og hvad så?

Illustreret Bunker har spurgt 1., 2. og 3. semester om, hvilken opgave de har fået mindst ud af. Svaret er Mig og Aar-hus.

I spørgeskemaundersøgelsen har de studerende kommenteret på, hvorfor de ikke mener at have fået særlig meget ud af ”Mig og Aarhus”. Her handler det både om, at de studerende ikke har følt sig tilstrækkeligt klædt på til interview og vinkling, men også om at opgaven satte for få krav, og at kilden var en medstuderende.

»Det var den første opgave, og derfor skulle den nok heller ikke være for svær. Rammen var bare for bred, og vi havde ikke lært meget om vinkler og interviewteknik. Derfor blev interviewet ufokuseret og vink-len ikke-eksisterende,« lyder en af kommen-tarerne i undersøgelsen.

Stadig en god idéLars Bjerg, som er underviser på 1. semester, oplever dog ikke kritikken i spørgeskema-undersøgelsen som et tegn på, at de stude-rende ikke får nok ud af opgaven, men der er

selvfølgelig altid plads til forbedringer. »Om opgaven kan undværes? Ja, selvfølge-

lig. Ingen er uundværlig, heller ikke opgaver. Men indtil jeg får nogle kvalificerede argu-menter for det modsatte, vil jeg fastholde, at det er en god idé at øve sig på hinanden, før man forstyrrer andre mennesker. Så kan vi altid rette på detaljerne i formatet,« siger han.

Lars Bjerg udelukker dog heller ikke, at det kan spille ind, at de studerende på 1. semester ikke tør brokke sig så tidligt i uddannelsen, men igen er det heller ikke noget, der fremgår

af semesterevalueringerne. Opgaven er tænkt som en kravlegårdsøvelse.

»Den skulle gerne gøre dem lidt mere for-beredte, både psykisk og teknisk, til at optræ-de professionelt som interviewere,« siger han.

Når livet gør ondtTil gengæld lader det til, at opgaven Når livet gør ondt hitter. Opgaven, der går ud på at komme helt tæt på en person, som har oplevet en stor sorg, har klaret sig bedst i undersøgel-sen, hvor kun to studerende har svaret, at det

er den, de har fået mindst ud af. Svarene tyder på en tilfredshed

på 1. semester, som Lars Bjerg kan nikke genkendende til ud fra den klare respons, underviserne får.

»Det er en opgave, der på forhånd skræmmer mange, og næsten alle vender tilbage med en god oplevel-se, mere eller mindre uafhængigt af, hvor godt interviewet gik. De turde, og de klarede det!«

Han uddyber, at han tror, de fleste vokser et par centimeter med denne opgave, da den både er udfordrende og lærer en, at det ikke er farligt for hverken en selv eller kilden at komme tæt på noget, som kan være skræmmende at tale om; eksempel-vis sorg over tab.

DECEMBER 2014 ILLUSTERERET BUNKER6 INDE

”Mig og Aarhus” hitter ikkeDe studerende på DMJX svarer i en spørgeskemaundersøgelse blandt 1., 2. og 3. semester, at Mig og Aarhus-opgaven er den opgave, de har fået mindst ud af på 1. semester. Tekst: Freja Kierstein Johansen

Grafik: Anton Lind

Sådan gjorde vi:

Illustreret Bunker har spurgt de journaliststuderende på DMJX om, hvilken opgave, de føler, de fik mindst ud af på 1. semester. I alt har 128 personer fra 1., 2. og 3. semester svaret på undersøgelsen.

Det var useriøst. For banalt et emne. Man kunne istedet have medbragt sit eget emne, man gerne ville blive interviewet om

Den var helt fin! De andre var bare bedre

Det er under skolens værdighed at opfordre til at skrive følelsespor-no. »Jamen, det er slet ikke følelsesp...« Jo, det er det. Det er ulækkert, og det bør stoppe. Nu

Det blev så påtaget, at man SKULLE finde en historie et bestemt sted. Dog var det fint at prøve at tage kontakt til folk, man aldrig havde mødt før

” ” ” ”- 2. semesterstuderende

Om ”Mig og Aarhus”

- 2. semesterstuderende Om ”Mig og Aarhus”

- 3. semesterstuderende Om ”Når livet gør ondt”

- 2. semesterstuderende Om ”Ud i byen”

Hvilken opgave på 1. semester har du fået mindst ud af?

Det svarede de også:I samme undersøgelse svarede de journa-liststuderende på DMJX også på, hvilken opgave de havde fået mindst ud af på 2. semester, samt hvor tilfredse de generelt var med de faglige udfordringer i opgaverne på 1. og 2. semester.

88 personer svarede på, hvor tilfredse de generelt var med de faglige udfordringer.

89 personer svarede på, hvilken opgave de havde fået mindst ud af på 2. semester.

Se resultaterne på grafikken til højre.

På en skala fra 1-10, hvor tilfreds er du med de faglige udfordringer i opgaverne på 1. og 2. semester? (10 er helt tilfreds). Svarene vises i procent.

Hvilken opgave på 2. semester har du fået mindst ud af?

7DECEMBER 2014 ILLUSTERERET BUNKER INDE

Den sidste undervisning er overstå-et. Der er kommet positivt svar på bacheloropgaven. På CV’et kan der

sættes flueben ud for professionen som jour-nalist, og forud venter mange år som ud-øvende journalist på diverse medier. Eller gør der?

Andreas Scharnberg valgte at tage tre måne-der, fra august til og med oktober, som under-viser i trykte medier på 3. semester på DMJX. Han var blevet tilbudt vikariatet af en af sine tidligere lærere. Et tilbud, som han er glad for, han takkede ja til.

»Det var en fed rolle at være i, og det er helt sikkert noget, jeg kommer til at savne,« siger han.

Samme entusiasme finder man hos radio-underviseren Jakob Dybro Johansen. Efter sin færdiggjorte journalistuddannelse for to år siden havde han ellers mange andre ting end undervisning i hovedet. Den udskudte vær-nepligt blev aftjent, ligesom han lavede free-lancearbejde. Det inkluderede radio for Third Ear og P1 samt artikler for Politiken. Sidste forår blev han imidlertid spurgt, om undervi-serrollen var noget for ham.

»Jeg blev spurgt af min gamle radiolærer

på skolen, om jeg havde lyst til at undervise på 3. semester, fordi hun skulle lave noget andet. Det lød spændende, og det var inden for feature og reportage, som er det område, jeg foretrækker,« siger han.

Erfaringsløs Det var dog ikke uden betænkning, at Jakob Dybro Johansen valgte at slå til. Uden nogen form for undervisningserfaring var det nu

ham, der skulle stå for at klæde en flok radio-elever på med en masse færdigheder inden

for radioområdet. I sin undervisning har han derfor også været bevidst om sin kunnen og sine mangler.

»Jeg er rimelig opmærksom på de steder, hvor jeg har nogle huller i min praktiske er-faring. Den type radio, jeg er interesseret i, er meget efterredigeret og monteret. Omvendt er den live-del af radio, der er på P4, ikke en form, jeg har meget erfaring med, men vi har nogle, der kan komme ind og holde oplæg om det,« siger han og pointerer samtidig, at man bør huske, at der på 3. semester er tale om et grundkursus i radio.

Andreas Scharnberg havde også svært ved at vide, hvad han gik ind til. Alligevel formodede han, at han kunne varetage opgaven, når han var blevet spurgt. Med henblik på undervis-ningen ser han dog ikke erfaring som værende det vigtigste for, at han har kunnet undervise.

»For mig at se kræver det overblik, dialog og i særdeleshed lyst for at kunne undervise. Uden lysten kommer man ikke langt,« siger han. Han sender desuden varme tanker til sine tidligere lærerkolleger, som, han mener, også har været meget behjælpelige under hans tid som underviser.

Mulighed at blive lærer For Andreas Scharnberg fortsætter den jour-

nalistiske karriere hos Fyens Stiftstidende, hvor han i sin tid også var i praktik. Han ser frem til en anderledes måde at arbejde med journalistikken på, men han vil ikke afvise, at han vender tilbage en dag.

»Måske kunne underviserrollen være en mulighed ude i fremtiden, men det bliver næppe lige nu,« siger han og tilføjer.

»Jeg kan klart anbefale det for andre, der går og overvejer det. Det er lærerigt og udfor-drende, og så er det jo en anden måde at ar-bejde med journalistik på.«

Jakob Dybro Johansen skal i modsætning til Andreas Scharnberg også undervise på næste semester, og måske bliver dette ikke endesta-tionen for ham. I det omfang han senere får tilbuddet om at undervise i ting, som han finder spændende, vil han i hvert fald sige ja. Alligevel håber han også på andet end blot underviserrollen inden for journalistikken.

»Jeg kunne godt tænke mig at få en slags forskningspraksis på et tidspunkt. Det er fint selv at lave nogle ting, så man bevarer en fø-ling med at producere noget og samtidig dyrke det reflekterende, som jeg også finder meget spændende, når jeg underviser,« siger han.

For blot et par år siden var Andreas Scharnberg og Jakob Dybro Johansen journalist­studerende. I dag har de begge undervist som lærere på DMJX. Et arbejde, hvor især lysten er afgørende.

De nye: Motivationen kvalificerer unge undervisere

For flere undervisere på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole skulle opholdet i Bunkeren kun vare et par

år, men som tiden gik, har det været svært at forlade den igen. Lars Bjerg, underviser på 1. semester, er en af dem. Efter at have arbejdet på dagblade i en årrække valgte han i 1995 at blive underviser. I starten skulle det bare være i et par år. Til næste år kan han fejre 20 års jubilæum på DMJX.

Selvom det er lang tid siden, han sidst arbejdede ved et medie, tror han godt, at han vil kunne lave de kritiske interviews og skrive dybdegående artikler, hvis det kom til stykket.

»Det kan godt være, at jeg skulle have et par dage til at omstille mig, men jeg tror godt, at jeg kunne arbejde på et dagsmedie, hvis det var,« siger Lars Bjerg, der blandt andet har arbejdet på Århus Stiftstidende og Vejle Amts Folkeblad.

Et andet eksempel på en lærer, der har viet en stor del af sin karriere til undervisningen på DMJX, er Annette Holm. Efter at have lavet radio i otte år blev hun ansat som underviser på skolen i 1996. Hun ser ligesom Lars Bjerg ikke de store problemstillinger i at vende

tilbage til sin tidligere branche.»Jeg ville nok kunne komme ind i det igen,

men samtidig være lidt rusten,« siger hun.

Anden arbejdsformNår hun ser tilbage på arbejdet inden for radio, ser hun tilbage på en stresset og hård hverdag. Nyhedsmængden var især en stressende del af arbejdet. En ting, som, hun tror, ikke har ændret sig. Tværtimod anser hun tempoet som værende højere i dag, og netop det, tror hun, ville blive den store ud-fordring for hende.

»Dengang jeg lavede radio, kunne nyheds-flowet være svært. Jeg sad på nyhedsredak- tionen, hvor vi sendte hver halve time om morgenen og igen til middag. Dengang syntes jeg, at det var højt. I dag tror jeg, at det er endnu højere, så det ville jeg nok have svært ved,« siger hun og pointerer, at teknikken også ville forvolde problemer, da der i hendes tid på radiomediet var tilknyttet en tekniker.

For Lars Bjerg er den tidspressede hverdag, noget han kan genkende. For ham var tids-presset noget, der tiltalte ham, men som han alligevel havde svært ved at se sig selv i over en lang periode.

»En del af min tid som aktiv journalist var

tidspresset, men jeg elskede det. Sommetider havde jeg lørdagsvagt, hvor det kunne ende op i syv-otte artikler i løbet af dagen, og deraf var halvdelen nogle, jeg var ude til. Det var skide sjovt, men jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne holde til det i 40 år,« siger han.

Fremtiden som lærerSelvom de to lærere har brugt mange år i Bunkeren, har de ingen umiddelbare planer om at skifte arbejdspladsen ud med en anden.

»Jeg vil undervise så længe, jeg synes, det er sjovt. Jeg stopper, den dag jeg ikke selv synes det, eller andre tænker, at jeg ikke er god nok til det, jeg laver,« siger Lars Bjerg.

Hvis han skal genoptage sin aktive karriere som journalist, ser han sig selv på en regional-avis, som har været det, han har trives bedst med før. Regionalaviserne skal dog ikke for-vente at se en jobansøgning med Lars Bjerg som afsender i den nærmeste fremtid.

»Jeg plejer at sige, at journalistik er det næstbedste fag i verden. Det bedste er at undervise i det,« siger han.Ligeledes ser Annette Holm sig selv som lærer på skolen i fremtiden. Hun ved dog ikke, om der på længere sigt skal trappes ned for at give plads til andet.

»I den bedste af alle verdener kunne jeg godt tænke mig at være her på halv tid og så lave forskellige kommunikationsprojekter

resten af tiden. Det er dog rigtig svært at undervise her og samtidig lave noget ved siden af. Det bliver let ineffektivt,« siger hun.

De gamle: Fra journalist til underviserAt journalistuddannelsen skal ende ud i en lang karriere på et nyhedsmedie er ingen selvfølge. Nogle undervisere på DMJX har ikke været aktive journalister i en årrække. Annette Holm og Lars Bjerg er eksempler på dette.

Tekst: Gustav Roesbjerg Pedersen

Tekst: Gustav Roesbjerg Pedersen

For mig at se kræver det overblik, dialog og i særdeleshed lysten for at kunne undervise. Uden lysten kommer man ikke langt

”- Andreas Scharnberg

Tidligere underviser på DMJX

Jeg plejer at sige, at journalistik er det næstbedste fag i ver-den. Det bedste er at undervise i det

”- Lars Bjerg

Underviser på DMJX

DECEMBER 2014 ILLUSTERERET BUNKER8 ANNONCE

9DECEMBER 2014 ILLUSTERERET BUNKER UDE

I august kunne man høre temaudgaven ”13 år der rystede medieverden” i radiopro-grammet Mennesker og Medier. Det var

Lasse Jensens dyk ned i de forandringer, som medierne har gennemgået og stadig går igen-nem, for i år 2000 så mediebranchen radikalt anderledes ud end den medieverden, vi står op til i dag.

»Før i tiden var dagbladene de toneangi-vende medier. De vidste godt, at 22-årige ikke læste avis. Når de så stiftede familie og fik fast arbejde, voksede de sig til at blive avislæsere. Det gør de ikke længere. Nu har de uanede muligheder for at læse nyheder og indhente oplysninger gratis. Hvorfor fanden skulle de så begynde at holde en avis?« spørger Lasse Jensen.

Ifølge ham har internettet og dets utal af muligheder stået for en stor del af de foran-dringer, den journalistiske profession oplever. Nu, hvor alt er spiseligt på nettet, har alle mu-lighed for at tage del i den voksende debat i diverse kommentarspor.

Journalister bringer orden i kaossetDet er en selvfølgelighed, at læserne flygter fra de dyre dagblade, når man pludselig får det hele serveret gratis, mener Lasse Jensen. Alt det, som man engang skulle betale penge for.

»Det starter med pengene. Og slutter med pengene. Med mindre Gud og hver mand kan styre debatten, som de vil. Det er der bare hel-ler ikke nogen, der vil betale for.«

Lasse Jensen synes ikke, det er et problem, når befolkningen blander sig i de uendelige debatter på Facebook. Problemet opstår først, når debatten atomiseres, intet giver mening, og det hele minder om en værtshusdiskussion, hvor alle parter har fået for meget indenbords.

»Det ville være katastrofalt, hvis der ikke var professionelle journalister. Der skal være nogle til at bringe orden i kaosset, altså prio-ritere ting. Være villige til at sige, »noget er vigtigt, noget er ikke vigtigt«. Og det er jo pri-mært journalisterne. Hvad fanden skulle vi ellers være her for?«

Når de mange forskellige holdninger vælter rundt oven i hinanden på nettet, er alting lige vigtigt. Det minder allermest om anarki og er langt fra demokratisk, mener Lasse Jensen, og han er derfor slet ikke i tvivl om, at der trods mediekrise og uforudsigelige forandringer altid vil være behov for professionelle jour-nalister til at sortere i værtshusargumenterne.

Fagjournalister er uundværligeDe fleste journalistiske arbejdspladser har fået færre penge til rådighed, men der popper nye platforme op konstant. For journalisterne betyder det, at de skal producere langt mere end tidligere og til flere forskellige fora. Og det er rimelig nemt at gennemskue, hvad det betyder for kvaliteten, mener Lasse Jensen.

»Jo mere du skal producere, jo mindre tid

har du til at fordybe dig,« siger han.Men det er vigtigt med journalister, der har

haft tid til at fordybe sig, mener Lasse Jensen. For hvis du skal skabe orden inden for et bestemt fagområde, så er det essentielt, at du ved noget om det.

»Hvis fagjournalisterne forsvinder, så vil de, der ved mere end dem, få magten. Det er or-ganisationerne, spindoktorerne, hele det ap-parat, der bliver større og større, stærkere og stærkere og mere vidende,« konstaterer han.

Netop derfor mener han, at fagjournali-ster heller ikke må gå hen at blive en uddø-ende race. Hvis alle kun er journalister, ender det med, at alt er lige værdigt, og viden ikke længere er vigtigt. Men viden gør det muligt for journalisterne at stå over for presset fra spindoktorerne, der ikke beskæftiger sig med andet.

Magtbalancen mellem journalister og magthavere rykker sig, hvis fagjournalister med tid til fordybelse er en mangelvare, og pressemuren omkring politikerne oprustes eksponentielt. Udfaldet vil i sidste ende være til magtapparatets fordel.

»Og så kan man være nok så meget journa-list,« siger Lasse J ensen og sammenligner det med at skyde femten højteknologiske bom-bemaskiner ned med en flitsbue. Og det kan man ikke.

Løsningen er uvis Ekstra Bladets oplagstal er faldet så drastisk, at Børsens oplagstal nu er større. Dét havde ingen set komme.

»Hvis du havde påstået det i 2001, så havde

jeg troet, at du var sindssyg,« griner Lasse Jensen.

Men nu er det virkeligheden, og alle dag-bladscheferne knokler for at finde frem til kuren mod de dalende læsertal. Mange af

dem kigger mod vest, hvor amerikanerne i høj grad skulle have regnet den ud. Det ryster Lasse Jensen på hovedet af.

Det kan godt være, at New York Times har luret den, og flere og flere internetabonnenter melder deres ankomst. Men markedet af engelsksprogede er på 1,2 milliarder, og den læserbase kan danske medier slet ikke præstere.

»Vi har et marked på 5,5 millioner – et meget lille marked. Det er, som om vi nægter at tage dét i betragtning. Man kan ikke eks-pandere, når man skriver og taler på dansk. Det sætter nogle naturlige og meget snævre grænser,« siger Lasse Jensen.

Derfor bliver hele branchen meget niche-minded. Det handler om at skabe et produkt, der er så unikt, at folket gider betale for det. For enestående nichejournalistik koster tid

og ikke mindst penge.»Journalistik tager den tid, der er, og de

resurser, der er til rådighed. Den kan sagtens blive god. Men jo mere researchkrævende og jo mere ambitiøs, den er, jo mere koster den. Det er meget enkelt,« konkluderer Lasse Jensen, men han er slet ikke sikker på, hvad løsningen på den journalistiske krise er:

»Alle prøver sig frem med både betalings-mur og nøglemur. Men vi aner ikke, hvad der kommer til at ske.«

»Journalister bringer orden i kaosset«Lasse Jensen kalder det »en krise for det gamle og en mulighed for det nye«, når snakken falder på mediever-denen og de forandringer, den står over for. Men én ting er han sikker på. Gennemarbej-det journalistik tager tid. Og koster penge.

Tekst: Julie Søltoft Jeppesen

Foto: Emil Hougaard

Der skal være nogle til at bringe orden i ka-osset, altså prioritere ting. Være villige til at sige, »noget er vigtigt, noget er ikke vigtigt«. Og det er jo primært journalisterne. Hvad fanden skulle vi ellers være her for?

- Lasse JensenJournalist

Udover at være selvstændig, er Lasse Jensen fast tilknyttet Dagbladet Information, hvor han lader sine medieholdninger komme til udtryk i en ugentlig klumme.

Hvis fagjournalisterne forsvinder, så vil de, der ved mere end dem, få magten. Det er organisationerne, spindoktorerne, hele det apparat, der bliver større og større, stær-kere og stærkere og mere vidende

- Lasse JensenJournalist

”

BLÅ BOGLasse JensenFødt 23. december 1946.

Udlært journalist i 1968 fra Middelfart Venstreblad.

Startede sin karriere som udenrigskor-respondent for Ritzaus Bureau og blev herefter ansat i DR.

Dannede i 1997 produktionsselskabet Jensen & Kompagni, der bl.a. stod bag Mennesker og Medier på P1. Lasse Jensen var vært og redaktør på programmet fra 2001-2014.

”

DECEMBER 2014 ILLUSTERERET BUNKER10 FOTO

Serien har netop vundet 1. præmien i kategorien Domestic Picture Story i den internationale foto-konkurrence College Photographer of the Year.

R O D L Ø S

Lukas på 23 kæmper for at finde ud af, hvem han er. Han lider af angst, som holder ham fra at gå i skole, og han bruger stoffer til at udforske sig selv. Det holder ensom­heden på afstand. Han drømmer om en dag at blive poet.

Af: Mathias Svold

11DECEMBER 2014 ILLUSTERERET BUNKER FOTO

DECEMBER 2014 ILLUSTERERET BUNKER12 UDE

Jeg kan ikke huske den præcise formu-lering, men budskabet var ret klart. Jeg havde ødelagt min karriere,« siger Isabella.

Hun fortæller om en besked, hun fik fra en bekendt, efter hun havde sikret sig en praktik-plads på damebladet Femina.

»Det var den eneste direkte ubehage-lige kommentar, jeg fik. Men jeg kunne godt mærke, at det ikke var fint at være kommet på Femina,« siger hun.

Isabella er irriteret. Ikke på den der frem-brusende, hvæsende måde, hvor ordene nær-mest presses ud mellem fortænderne. Nej, det ligger som en latent snerren bagerst på tun-gen. Hun er irriteret, og hun vil gerne have, at alle journalister tager sig sammen og gør noget ved årsagen.

Farvel til klassiske nyhederHvis man leder efter selvtilfredshed og snobberi grundet en karriere, der har taget

hurtigere fart end de fleste nyuddannede jour-nalisters, finder man det ikke her i stuen på 4. sal på Islands Brygge. Som hun sidder med bare tæer i den sorte lædersofa, virker hun meget lidt skræmmende. Den nederste del af det mørke hår er krøllet i store, bløde krøl-ler. Håret og de dybbrune øjne er det eneste, der afslører det spanske tilhørsforhold, som lå til grund for hendes prisvindende single ”Den forunderlige fortælling om min mor og flugten fra kriselandet”.

Der er noget sært lokkende over hendes væsen. Stemmen. En varme i de lange sætninger med de udtalte s’er, der vidner om en opvækst på Østerbro. Hun har kun været i journalistbranchen i få år, men hun har al-lerede stiftet bekendtskab med flere fordom-me end de fleste. Hun valgte at gå en anden vej end de klassiske nyheder, og det har hun måtte høre for. Mange gange.

Femina og fordommene Isabella er forvirret. For lige så begejstret hun var for sin nye praktikplads, lige så meget

modstand mødte hun fra omverdenen. »Der var nogen, der spurgte mig: »Gud,

laver de også journalistik på Femina?«« siger hun og fortsætter, »så det ville være løgn at sige, at jeg ikke har oplevet en hel masse for-domme om det. Der er bare en holdning i branchen om, at når man først er på dame-blade, så kommer man aldrig tilbage. Men jeg er efterhånden blevet sådan lidt: »Jamen so what?« Jeg skal jo ikke lave nyheder,« siger hun.

Er det fordomme over for dameblade eller over for at skrive om mennesker og følelser?

»Nej! Det er kun dameblade.« Svaret falder prompte. »Lige så snart det er Euroman, er det jo det

fedeste, du kan lave.« Ordene falder hurtigt efter hinanden. Som

dominobrikker hiver hvert ord sin efterfølger med sig.

»Jeg oplevede det på ingen måde på Zetland. Og det syntes jeg, var mærkeligt. Det der med at gå fra noget, som folk rynker på næsen over, til noget som folk virkelig har respekt for,« siger hun og holder en pause. Hun gnubber sin ringfinger, som holder på tekoppen. Det gør hun tit, når hun tænker.

»Den eneste grund til, at jeg kunne skrive

min bachelor, som Zetland udgav, var på grund af alt det, jeg havde lært på Femina,« siger hun.

Isabella ærgrer sig. For de artikler, der er inde i dameblade som Femina, bliver ofte overset, fordi bladene sælger sig selv på slan-keopskrifter og ”Sådan får du god sex”.

»Hvis man bare gad åbne bladet, så finder man jo ud af, at det er portrætter og features, der både er dybdegående og velskrevne. Jeg synes, de er fuldt ud lige så gode som dem i alle mulige andre magasiner.«

Synes du sextips og slankeopskrifter fylder for meget?

»Nej, det synes jeg ikke. Jeg synes godt, tingene kan eksistere side om side. Der er jo også ure og biler og nøgne damer i Euroman. Det er ærgerligt, hvis folk udelukkende døm-mer dameblade på forsiden, for der fylder det meget.«

Meningsdannere har magtMåske er det, fordi hun selv er uddannet på et dameblad. Måske er det, fordi hun altid har brugt alt for mange penge på dem – og stadig gør det. Eller også er det, fordi hun simpelt-hen er blevet træt af, at alle andre får lov til at definere, hvad der er godt og skidt. I hvert fald

Isabella er træt af snobberi Som journaliststuderende på SDU fandt Isabella Hindkjær hurtigt ud af, at noget journalistik var finere end andet, og at dameblade var et sted, man aldrig kom tilbage fra. I dag har hun vundet en Kravling, skrevet en single om den spanske krise og lavet et portræt af Statsministeren. Nu, hvor hun har fundet sin rette hylde, tør hun godt sige meningsdannerne imod.

Det er som om, at der er nogle meningsdan-nere internt i branchen, der har bestemt, at damebladene ikke er gode nok. Det er sjovt nok også altid dem, der siger, at de ikke læser dem.

- Isabella HindkjærJournalist

”Tekst: Maria Brus Pedersen

Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Der var nogen, der spurgte mig: »Gud, laver de også journalistik på Femina?«

- Isabella HindkjærJournalist

”

13DECEMBER 2014 ILLUSTERERET BUNKER UDE

har hun fået nok. »Det er som om, at der er nogle menings-

dannere internt i branchen, der har bestemt, at damebladene ikke er gode nok. Det er sjovt nok også altid dem, der siger, at de ikke læser dem.« Hendes stemme har fået en snert af noget let vrængende.

»Det er jo også super sagligt, at du gør dig til dommer over noget, som du ikke har nogen indsigt i,« siger hun henvendt til en imaginær smagsdommer i stuen.

Da hun søgte praktik, oplevede hun for første gang en meget klar holdning til, hvad der var rigtig og forkert journalistik. Det var meget tydeligt, at de klassiske nyhedsmedier som Politiken, Information og DR var det rigtige.

»Jeg tænkte, at jeg enten kunne søge Politiken eller Information og så være rigtig stolt, hvis jeg fik det, for så var jeg en rigtig lille journalist. Eller jeg kunne vælge noget, hvor jeg ville være glad, når jeg stod op hver dag og skulle på arbejde,« siger hun. Så de klassiske nyhedsmedier og de dertilhørende skulder-klap blev droppet.

»Jeg har stor respekt for dem, som laver Christiansborgstof og er hardcore nyheds-reportere på Ekstra Bladet,« siger hun og fortsætter:

»Men så synes jeg også bare, at det ville være klædeligt, hvis de havde det samme. Hvis der i branchen var en lidt større åbenhed over for, hvad journalistik også kan være,« siger hun.

Er vi bange for at udfordre meningsdannerne? »Ja, det tror jeg,« svarer hun. »Og jeg kan

da godt forstå det. Jeg syntes også selv, det var skide svært, da jeg var studerende og ny i branchen. Der var det da klart nemmest

bare at gøre det, man fik anerkendelse og skulderklap for.«

Væk med rynkede næser Isabella er forhåbningsfuld. Hun synes, der er sket et kvantespring inden for blandt andet

fortællende journalistik, som nu er blevet »fint« igen.

»Hvis vi skal blive ved med at udvikle os som journalister og som branche, så skal der være plads til at tænke skævt. Det synes jeg, Zetland er et rigtig godt eksempel på. Det er nogle mennesker, som tør tro på, at Bo Lidegaard og Politiken ikke har patent på, hvad der er god journalistik,« siger hun.

Lang pause. Jeg spørger hende, hvordan vi sørger for, at der er plads til at tænke skævt.

»Jeg tror bare, det handler om, at vi skal være opmærksomme på ikke at rynke på næsen over ting.« Hun holder en pause og gentager spørgsmålet for sig selv.

»På uddannelserne skal de sgu også være bedre til at lære folk, at journalistik kan være mange ting. Jeg kan forstå, at I havde et magas-inforløb oppe hos jer?« Hun kigger spørgende på mig og fortsætter:

»Det havde vi ikke noget af på SDU.«»Njaa, det var vist fotoerne (fotojournalist-

studerende, red.)« svarer jeg. »Nå, det var fotoerne? Jamen, der kan du

bare se! Det er sådan nogle ting. Vi skal vise de studerende, at der altså er noget, der hed-der magasinjournalistik. Jeg kan godt forstå, at nyheder fylder så meget. Det er en slags ryg-rad i journalistikken. Men at komme i praktik var mit første møde med magasinjournalistik. Der var ingen, der havde fortalt mig, at man også kunne være journalist på den måde. Vi behandler nogle ting, som om de ikke findes.«

Hun bliver stille. Vi sidder lidt uden at sige noget. Hun kigger op på mig med brynene let rynket sammen.

»Alle dem, der siger: »Det må du ikke«, dem synes jeg, vi skal se, om vi ikke kan slippe af med i en fart.«

BLÅ BOG Isabella Alonso de Vera Hindkjær

Født i 1990 og opvokset på Østerbro

Uddannet journalist fra SDU i 2012 med praktik hos Femina.

Har de seneste år arbejdet freelance for bl.a. Politiken, Femina, Jyllands-Posten, Ud & Se og Zetland

Skrev bachelor om den økonomiske krise i Spanien med udgangspunkt i sig selv og sin spanske familie.

I forbindelse med bachelorprojektet fik hun Den Fynske Bladfonds Rejselegat

”Den forunderlige fortælling om min mor og flugten fra kriselandet” blev senere udgivet som single på forlaget Zetland.

På baggrund af singlen har hun vundet en Kravling og Kredsen af journaliststu-derende i Odenses pris

Har fornylig skrevet et portræt af Statsminister Helle Thorning-Schmidt til Ud & Se

»Vi havde sådan et nyhedsforløb, hvor vi skulle sidde oppe i 24 timer og jagte nyheder, og jeg kan bare huske, at jeg tænkte, at hvis det er sådan, det er at være journalist, så er jeg ikke sikker på, det er noget for mig.«

Jeg tænkte, at jeg enten kunne søge Politiken eller Information og så være rigtig stolt, hvis jeg fik det, for så var jeg en rigtig lille journalist. Eller jeg kunne vælge noget, hvor jeg ville være glad, når jeg stod op hver dag og skulle på arbejde

- Isabella HindkjærJournalist

”

DECEMBER 2014 ILLUSTERERET BUNKER14 FOKUS

FOKUS Journalistik og kommunikation er som fag både tæt beslægtede og meget forskellige. Illustreret Bunker har talt med studerende og færdiguddannede fra begge lejre for at finde ud af, hvordan de to brancher spiller sammen.

»Her laver vi rent faktisk journalistik«Mange journa list­stu de rende bliver skræmt væk, når de hører orde ne k o m m u nikation og virk somhed. Men for Jo sefine Boutrup blev et halvt års praktik i Grundfos en positiv oplevelse.

Panikdagen sidste forår forløb ikke, som Josefine Boutrup havde håbet på. Ingen af hendes ansøgninger endte

med at give pote, og derfor overvejede hun at tage orlov. Hun gav dog først Matchroom en chance, og her overtalte praktikvejlederen fra Grundfos hende til at tage et halvt års praktik i virksomheden. Og den beslutning har hun ikke fortrudt.

»Hvis jeg havde læst, at man her kan lave reportager, portrætter og video, så havde jeg søgt Grundfos fra starten af,« siger Josefine Boutrup.

Tekst og foto: Jesper Gynther

Hun troede ligesom mange andre journalist­studerende, at praktik i en virksomhed er ren kommunikationsarbejde, hvor man kun laver pressemeddelelser, skriver mails til medarbej­

dere og håndterer opkald fra medier. Men det er langt fra sandheden – i hvert fald hos Grundfos ­ og hun er ærgerlig over, at folk tror det.

»Du bestemmer selv, hvad du vil arbejde med. Jeg vil hellere skrive en reportage fra medarbejdernes jagtklub end skrive en pressemeddelelse. Så det får jeg lov til,« siger Josefine Boutrup.

Hun mener derfor heller ikke, at det er nødvendigt med undervisning i kommu­nikation, hvis man skal kunne fungere i praktik hos Grundfos.

»For her laver vi rent faktisk journalistik,« siger hun.

Kan hænge fast i branchenSelvom Pia Færing, praktikansvarlig på Danmarks Medie­ og Journalisthøjskole, gør et stort nummer ud af at fortælle skolens journaliststuderende, at valget af praktik­pladser ikke betyder noget for ens frem­tidige karriere, så havde Josefine Boutrup det alligevel med i tankerne, da hun i november igen skulle til Panikdag for at finde et praktiksted til de sidste 12 måneder af sin praktiktid.

»Hvis jeg var blevet i Grundfos et halvt år mere, kunne jeg godt have været bange for at sidde fast i kommunikationsverdenen. Jeg synes, det er noget pjat, når de siger, at praktikken ikke afgør din fremtid. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt kommunikation er noget for dig, så vælg et halvt år ligesom jeg, for hvis du vælger et helt år, kan det blive svært at bryde ud og vælge en helt anden retning,« siger Josefine Boutrup.

Efter nytår skal hun i praktik på fagbladet FOA, og det glæder hun sig til. For her bliver der også mulighed for at skrive kritiske artikler. Noget, som har været en mangelvare i praktiktiden i Grundfos.

»Vi skriver ikke kritiske artikler – hverken om Grundfos eller deres konkurrenter. Jeg kan godt mærke, jeg savner lidt det der graverjournalistik, så det glæder jeg mig til,« siger Josefine Boutrup.

Noget af det hun tager med sig fra praktik­opholdet i Grundfos er en masse erfaring om formidling. For modsat hos dagblade er der god tid til at skrive artiklerne, og derfor bliver der gået meget op i kvaliteten. Det er aldrig noget halvfærdigt arbejde, som bliver udgivet.

Men det er ikke det eneste, hun tager med sig.»Jeg har lært meget om måden at behandle

kilder på. På skolen kan du være lidt ligeglad med, om du har været flabet over for en kilde,

for den person skal du nok ikke snakke med igen. Men det skal du her. Når du skal ned og hente en sandwich i kantinen, går du forbi tre personer, du har skrevet om. Det er lidt skræmmende,« siger Josefine Boutrup.

Jeg vil hellere skrive en reportage fra med arbej­dernes jagtklub end skrive en pres se m ed­delelse. Så det får jeg lov til

”- Josefine Boutrup

Journalistpraktikant på Grundfos

Når du skal ned og hente en sandwich i kantinen, går du forbi tre personer, du har skrevet om. Det er lidt skræm­mende

”- Josefine Boutrup

Journalistpraktikant på Grundfos

Josefine Boutrup dækker en reception, hvor Grundfos’ medarbejderforening donerer penge til ”Danske Hospitals-klovne” og ”Børnenes Ven - Minna Due Jensens Fond.

DECEMBER 2014 ILLUSTERERET BUNKER15 ANNONCE

DECEMBER 2014 ILLUSTERERET BUNKER16 FOKUS

Andet end bare klassens frække dreng Journalistik og kommunikation har mange fællestræk. Alligevel føler kommunikatørerne på DMJX ikke helt, de har fundet deres rette plads endnu. Ifølge to kommunikationsstuderende er der grobund for et større fællesskab både socialt og fagligt.

Kommunikation? Læser du det? Jamen, går du ikke på Journalist-højskolen? Disse spørgsmål bliver

kommunikations studerende ofte mødt med. Selvom det er cirka tre år siden, at kommuni-kationsuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole blev oprettet, ser mange stadig Bunkeren som journalisternes højborg.

De kommunikationsstuderende fylder ikke meget på skolen. De starter kun omkring 50 om året og er meget ude af skolen, da de på både 3. og 6. semester befinder sig i halvårs-praktik. Derfor er det måske heller ikke uden grund, at kommunikatørerne ikke helt har fundet deres ståsted i Bunkeren blandt jour-nalisterne endnu.

»Der er meget en ”dem og os”-følelse. Det ligger i skolens historie. Vi er jo de nye,« siger Anna Bergvit Nielsen, der læser kommunikation på 3. semester, og uddyber:

»Journalisterne var der først. Og så kom vi, og vi er ikke rigtige journalister, selvom vi bruger en del journalistik i vores fag. Men vi bruger blandt andet også reklame, som jo er fy for journalister, og derfor er vi også blevet klassens frække dreng,« siger hun.

Lysten til at mødesAnna Bergvit Nielsen er ikke den eneste kommunikatør, der har det sådan. Laura Sofie Toftdahl, kommunikationsstuderende på 5. semester og næstformand i KaJ, Medie- og Journaliststuderende, føler også et ”dem og os”, selvom hun pointerer, at gabet mellem kommunikatører og journalister er blevet mindre.

Det er specielt noget, hun har lagt mærke til, efter at hun er kommet med i KaJ’s bestyrelse, hvor kommunikatørerne er flot repræsenteret med 5 ud af 16 pladser. Det er en udvik-ling, hun er glad for, og hun opfordrer alle kommunikatører til at deltage i et frivilligt udvalg på skolen.

»Vi er stadig en forholdsvis ny uddan-

nelse, og derfor ville det specielt være godt for kommunikatørerne at blive skubbet lidt ud over kanten og møde nogle andre end de 55, man går i klasse med. Nu har jeg selv siddet i DSR og KaJ, og det der med at møde de andre, det er sgu fedt, og man lærer mega meget af det,« siger hun.

Anna Bergvit Nielsen fortæller også, at der er et ønske fra kommunikatørerne om at lave noget mere fælles de to linjer imellem, da hun også er af den opfattelse, at det kan give noget særligt.

»Vi hører sjældent om, hvad journalisterne laver på skolen. Jeg var på Fagfestival og følte mig virkelig inspireret efter at have hørt oplæg fra flere journalister. Den inspiration ville man helt naturligt have på skolen, hvis man lavede et grundlag for at være mere sammen,« siger hun.

Udvalg uden kommunikatørerDette grundlag findes ikke på skolen, og det synes både Laura og Anna er ærgerligt. Det skyldes blandt andet, at 5. semester ikke blev

Tekst: Caroline Vendelbo Sørensen

Foto: Daniel André Secq

- Laura Sofie ToftdahlKommunikationsstuderende, DMJX

Vi er stadig en forholds­vis ny uddannelse, og derfor ville det specielt være godt for kommu­nikatørerne at blive skubbet lidt ud over kanten og møde nogle andre end de 55, man går i klasse med

”

De kommunikationsstuderende har deres egen rustur uafhængigt af de journaliststuderendes. Billederne er fra kommunikatørernes rustur i Ryomgård.

informeret om skolens forskellige frivillige udvalg og heller ikke blev inviteret med til opstartsarrangementerne.

»Vi skulle selv opsøge det, og derfor er mange fra den årgang ikke kommet med. Og det er ærgerligt, det ikke kommer ud til os, fordi vi kan altså også noget andet og kan bringe nogle andre ting i spil, som skolens udvalg vil kunne have glæde af,« siger hun.

På de seneste semestre er de dog blevet informeret derom, men når man ikke rigtig kender nogen, der sidder på for eksempel Illustreret Bunker og skal sidde alene som kommuni katør, så daler interessen, mener Anna Bergvit Nielsen.

»Det er nemmere at indgå i et af udvalgene, hvis man har forbindelser. Det har vi ikke rigtig til journalisterne,« siger Anna og fortæller, at KaJ har været gode til at opsøge kommunikatører og foreslår, at de forskellige udvalg kunne gøre det samme.

Ideer til forbedringAnna Bergvit Nielsen synes, at det vil være fedt at møde hinanden tidligt og foreslår derfor, at man laver et fælles arrangement, så der er incitament for at blive en del af et udvalg og en del af et fællesskab for både kommunika­tører og journalister.

»Jeg tror, det ville gøre en stor forskel, hvis man lavede en fælles fest meget tidligt for at få folk til at netværke og for at sige: Velkom­men til DMJX – her er der både journalister og kommunikatører. I starten er man jo åben overfor nye indtryk,« siger hun.

En sådan fest blev der arbejdet på til dette semester, men den blev desværre ikke til noget. Planen er dog at prøve igen til september start

2015.Laura Sofie Toftdahl tænker, at man skulle

begynde at udvikle, hvordan man kunne forene den fælles faglighed i fagene ved for

eksempel at lave et netværks­arrangement eller et fagligt forløb.

»I KaJ gør de meget for, at oplægsholdere taler til begge fagligheder. Det ville være fedt, hvis DSR også satte nogle fællesarrange­menter på dagsordenen. Og kommunika­tørerne vil synes, det er rigtig fedt at skulle ud og møde journalisterne,« siger hun.

17DECEMBER 2014 ILLUSTERERET BUNKER FOKUS

Kommunikatør i en journalistverdenDer er mange eksempler på, at journalister bliver ansat i kommunikationsstillinger. Men hvor-dan er det pludselig at sidde på den anden side af bordet, og kan man foretage det brancheskift uden at gå på kompromis med sin journalistiske faglighed?

Nogle gange får man et tilbud, man ikke kan afslå, eller en mulighed man ikke kan lade være med at gribe. Det

siger både Casper Dall og Jakob Høyer, som begge har prøvet at arbejde i kommunika­tionsafdelinger og med klassisk journalistik. Mens Casper Dall er vendt tilbage til journa­listikken hos Dagbladet Information, er Jakob Høyer blevet pressechef for DBU.

Da Casper Dall søgte jobbet som kommunikationsmedarbejder i Børn og Unge­ afdelingen i Københavns Kommune, havde de en lang række problemer: Dårlige skoler, PISA­tests under landsgennemsnittet og mangel på institutionspladser.

»Det var simpelthen en så stor udfordring, at jeg ikke kunne sige nej til den,« siger Casper Dall om karriereskiftet.

Og Jakob Høyer er enig.»Da jeg blev spindoktor for Brian

Mikkelsen fik jeg en del kritik fra den øvrige medie branche. Men faktisk synes jeg bare, at vi (journalister, der skiftede til kommunikation, red.) tog de spændende jobs og de store udfordringer. Dengang var det mindre normalt, at man havde professio­nelle spindoktorer, end det er nu,« siger Jakob Høyer.

Han mener ikke, at han ville have fået den samme kritik, hvis han først havde foretaget jobskiftet nu.

Bør bevare kritisk sansSom kommunikatør har man altid en agenda, og ens job er at fremstille ens arbejdsgiver i et så godt lys som muligt. Men ifølge Casper Dall og Jakob Høyer er det ofte den samme

værktøjskasse, man bruger i begge brancher. »En del af arbejdet som kommunikations­

medarbejder er at forholde sig kritisk til det sted, man arbejder, og finde historierne inden journalisterne. I bedste fald får man løst en problematik, inden pressen finder den,« siger Jakob Høyer.

Og det kritiske syn på det sted, man arbejder, er vigtigt ifølge Casper Dall. Ansætter man

som virksomhed eller organisation kun kom­munikatører, der er enige med én, risikerer man at blive omgivet af rygklappere.

»Hvis man som politiker for eksempel har en kommunikationsmedarbejder, som ikke er enig med én, så kan man få afprøvet sine argumenter meget tidligere og grundigere, og uden at det kan have konsekvenser,« siger Casper Dall.

Flere og flere kommunikatørerDer er ifølge Jakob Høyer sket et skred i forholdet mellem kommunikatører og journalister. Flere og flere kommunikations­medarbejdere og færre og mere travle journa­lister resulterer i, at journalisterne ikke altid har tid til at være kritiske over for det, de får fra kommunikatørerne.

Og den kritiske sans er vigtig. Især, når man som journalist arbejder med kommunika­tører, mener Casper Dall.

»Som journalist skal man tvinge sig selv til at bevare den kritiske sans og blive ved med at undre sig; ser virkeligheden nu også sådan ud, som den er blevet fremlagt?,« siger han.

»Faktisk er mit indtryk, at der er en sund skepsis fra journalister til diverse kommunika­tører og rådgivere. På Christiansborg er man også blevet mere klar på at fortælle folk, hvor informationerne stammer fra,« siger han.

Selvom journalistens og kommunikatørens interesser er forskellige, er der ifølge Jakob Høyer ikke nødvendigvis tale om, at man modarbejder hinanden.

»En god kommunikationsmedarbejder er i stand til at lette journalistens arbejde,« siger han.

En del af arbejdet som kommunikationsmed-arbejder er at forholde sig kritisk til det sted, man arbejder og finde historierne inden journalisterne

”- Jakob Høyer

Kommunikationschef, DBU

Tekst: Mads Lorenzen

Jeg tror, det ville gøre en stor forskel, hvis man lavede en fælles fest meget tidligt for at få folk til at netværke og for at sige: Velkom-men til DMJX – her er der både journalister og kommunikatører

”

- Anna Bergvit NielsenKommunikationsstuderende, DMJX

BLÅ BOG

Casper Dall

Uddannet fra Danmarks Journalisthøj-skole i 2009.

Tidligere koordinator og journalist på Berlingske og pressechef i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune.

Nuværende leder af Dagbladet Informa-tions Christiansborg-redaktion.

Jakob Høyer

Uddannet fra Danmarks Journalisthøj-skole i 1996.

Tidligere kulturjournalist på Jyllands-Posten og Berlingske samt chefredak-tør på Metroxpress.

Nuværende kommunikationschef ved Dansk Boldspil-Union.

Kilde: LinkedIn

DECEMBER 2014 ILLUSTERERET BUNKER18 HOLDNING

Ja, det kan jo egentlig se lidt underligt ud, når det står der på min computer-skærm. Kommunikationspraktikant på en

journalistuddannelse. Jeg har gået halvandet år på journa-

listuddannelsen for at ende i praktik i en kommunikationsafdeling i Danmarks næst-største idrætsorganisation, DGI.

Er jeg så fuldstændig hjernedød, fordi jeg traf det valg? Nej, det er ikke derfor. (pun in-tended).

Er jeg så på den fuldstændig forkerte ud-dannelse? Det tror jeg ikke. Jeg er rigtig glad for faget, som jeg tænker kan bruges til meget mere end at være ”klassisk journalist”.

Og lærer jeg så at være rigtig journalist? Selvfølgelig.

Jeg idéudvikler, jeg researcher, jeg forholder mig kritisk til kilder, jeg vinkler og alt det andet snask, som Lars Bjerg og de andre hoveder læsser i vores rygsæk på det første halvandet år på DMJX.

Men nej, jeg vælter ikke regeringer hver dag eller påvirker aktiekurserne inden frokost. Jeg skriver om udfordringerne og virkeligheden i den danske idrætsverden. Hvorfor falder de unge fra idrætslivet i teenageårene? Hvordan skaber foreningerne succeser, så danskerne gider dyrke idræt? Hvorfor er det egentlig så skide god en idé med alt det motion der?

Jeg beskæftiger mig i min praktik med ud-fordringerne i den danske idrætsverden, og det var præcis det, jeg ville beskæftige mig med, da jeg søgte.

Jeg valgte ganske egoistisk ud fra min egen

interessesfære og ud fra min fornemmelse af at komme hen et sted, hvor jeg var overbe-vist om, at jeg ville have det godt, og hvor jeg kunne udfolde egne idéer, skrive om emner inden for min interesse og lære journalistik fra bunden.

Men det er som alle andre arbejdspladser og praktiksteder. Nogle dage sker der ikke meget, og jeg skriver DGI-venlige ting om nye pro-dukter, projekter eller lignende. Andre dage

er der mere fest i gaden, og der er jeg ude i virkeligheden for at beskrive den - kritisk og vinklet.

For det er der nemlig plads til – at komme ud i virkeligheden. Der er ingen grænser for, hvad jeg får lov til. Jeg er fra dag et blevet betragtet som en ligeværdig del af den fem mand store redaktion, og jeg kan, hvis det giver mening, tage ud og interviewe folk ansigt til ansigt til hver historie.

Er der så nogle ting, som jeg ikke lærer? Det er der helt sikkert. Men ved et hvert valg, er der et fravalg. Det er uafhængigt af, om du er i praktik hos P3, Berlingske, DGI Kommuni-kation eller Dansk Industri. Du lærer noget, men misser måske noget andet.

Jeg beskæftiger mig hver dag med noget, som jeg interesserer mig for, og der er stort albuerum til, at jeg får lov at udvikle egne idéer og følge dem til dørs.

Kommunikationspraktik på en journalistuddannelse

Tekst: Niels Friis, praktikant, DGI KommunikationFoto: Simon Læssøe

Praktikantstafet: Når studerende fra DMJX skal i praktik, er det langt fra alle, der kommer i lære på aviser, tv-selskaber og radiostationer. Mange virksomheder ansætter journaliststuderende til at lave deres kommunikation. Niels Friis fortæller her om, hvordan det er at lave kommunikationsarbejde som praktikant i DGI.

Journalister er flokdyr i en konfliktfyldt verdenQ&A: Ifølge den prisvindende krigsfotograf Jan Grarup er det et problem, at journalister er blevet flokdyr, når de drager ud i verden for at dække krige og katastrofer.

Du siger, at journalister er blevet flok-dyr, og det er noget skidt. Hvad mener du med det?»Vi ser oftere og oftere, at det er præcis de samme konflikter, medierne dækker. Det

betyder, at nogle konflikter bliver overdæk-kede, mens andre bliver helt overset. Der er i øjeblikket 22 igangværende konflikter rundt omkring i verden, der ikke bliver dækket med så meget som et ord. Omvendt kan man ikke undgå at høre om Islamisk Stat. Jeg forsøger bare at spørge, hvorfor det er sådan.«

Hvem skal så bestemme, hvilke af de igangværende konflikter der skal dæk-kes mere end andre?»Det skal medierne og redaktørerne. Jeg møder masser af journalister, der gerne vil dække de overhørte konflikter, men de får nej fra deres arbejdsgivere. Danske medier har jo et stigende problem med at sælge deres produkt, så derfor satser de på det sikre – det alle andre medier også dækker – og det er et kæmpe problem.«

Hvis journalister er flokdyr, fordi deres arbejdsgivere ikke giver dem lov til at gå mod strømmen, burde du så ikke sige, at det er branchen generelt, der er noget galt med?»Jo, det kan du godt sige. Mediebranchen er styret af oplægstal, men det helt store pro-blem er, at mange store medier undervurderer sine læsere. Interessen er kæmpestor, men i dag er det kun de sexede konflikter, der bliver dækket. Hvem snakker for eksempel Gaza og Ukraine nu? Ingen. Konflikterne er ikke længere interessante i mediernes øjne, selvom jeg klart mener, at det er nu, de rigtig spæn-dende historier derfra skal fortælles.«

Du har tidligere sagt, at du helst vil arbejde de steder, andre har forladt. Hvad skyldes det? »Alt for mange mediers dækninger kunne lige så godt have været copy paste-arbejde. Det er vores ansvar at oplyse befolkningen om hele verden og ikke kun brudstykker. Jeg mener, at de mest interessante historier skal fortælles et stykke tid efter, at en konflikt har ramt. Tag

for eksempel Gaza igen. Det er da vanvittigt spændende at finde ud af, hvad fanden det vil sige at leve i sammenstyrtede bygninger og en infrastruktur, der ikke findes. Desværre skal der lig på bordet, før vi igen kommer til at høre noget derfra.«

Hvad kan vi som journalister så gøre for at få lov til at dække det oversete, hvis vores arbejdsgiver siger nej? »Vi skal få de store medier til at indse, at der er et marked for udlandsstof, selvom Danmark ikke nødvendigvis er involveret politisk eller økonomisk i det pågældende land. Jeg har for nyligt været en del af den komité, der skulle udvælge vinderen af Læger Uden Grænsers

legat på 50.000 kroner til dækning af glemte konflikter. Der var vanvittigt mange gode bud, men det mest tankevækkende var næsten, at mange af ansøgerne var fastansatte journali-ster. Tid og fordybelse er et fantastisk krite-rium for god journalist, men det er sjældent tilfældet på redaktionerne i dag. Derfor er der også så mange, der søger legater som disse.«

I dag er det kun de ­sexede­konflikter,­der­bliver­dækket­

Tekst: Ditte Offersen LyngeFoto: Frederik Tillitz

Niels Friis har været i praktik på DGI Kommunikation siden august.

Jeg­vælter­ikke­­regeringer­hver­dag­eller­påvirker­­aktiekurserne­inden­frokost”

- Jan GrarupPrisvindende krigsfotograf

”

19DECEMBER 2014 ILLUSTERERET BUNKER HOLDNING

Rektor på DMJX: Den nye generation af journalister skal være klogere

Hvad skal journalister kunne i dag? »Det er blevet meget mere krævende at være journalist for den nye generation, end det var for min. Verden er ganske enkelt blevet mere kompleks, folk er bedre uddannede, og den samlede mængde viden er blevet større. Vi kigger ind i en fremtid, hvor der er brug for mange forskellige slags journalister, der har forskellige kompetencer. Derfor er det også en naturlig udvikling, at vi ikke længere kan have en ”one-size-fit-it-all”-uddannelse til én type journalister.«

Passer det, vi lærer på DMJX, med den udvikling? »Der findes mange journalistiske arbejds-pladser, hvor det, vi lærer i dag, bestemt er tilstrækkeligt. Vi kunne tage alt, der har med lokal- og regionaljournalistik at gøre. Den nære samfundsjournalistik kræver ikke en dyb forståelse for økonomi eller politologi, men det kræver en enormt dygtig håndvær-ker, der er god til at forstå og være en del af det omgivende samfund. Jeg tror, at lokaljourna-listik er et af de områder, der er virkelig gode fremtidige muligheder i. Men hvis vi ser på journalistik, der beskæftiger sig med de mere samfundsmæssige, tunge problemstillinger, så kræver det nogle gange mere viden, end den man får på en relativ kort uddannelse som grunduddannelsen på DMJX.«

På hvilke journalistiske områder er det ikke nok at være en dygtig håndværker? »Der er områder inden for journalistikken, hvor der er nogle udfordringer. Det kunne for eksempel være hele det erhvervsøkono-miske område. Finanskrisen gav anledning til,

at flere kritiserede medierne for ikke at spille en mere aktiv rolle i dækningen af krisen. Set i det lys, kan det godt være, at journalister simpelthen mangler noget dybere indsigt. Vi kommer til et sted, hvor det bliver svært at arbejde kritisk og ordentligt med eksempel-vis erhvervsjournalistik, hvis man ikke har noget specialiseret viden - enten erhvervet ved selvstudium eller igennem mere uddannelse. Ellers forstår vi så lidt, at vi ikke kan gøre andet end at række mikrofonen ud til vores kilder og sige: ”og hvad mener du så om det – det er jo dig, der er klog?”«

Hvordan kan DMJX konkurrere med RUC’erne og SDU’erne?»Hvis du kigger på Odense og Roskilde, så er der lige så meget mesterlære på selve journalistdelen som på DMJX. Spørgsmålet er, hvordan vi får merviden omkring de dele af samfundet, vi beskæftiger os med. Det gør de i Roskilde, ved at det er en femårig ud-

dannelse, og ved at de har et fag ved siden af journalistik. I Odense gør de det ved at arbejde for at få flere til at gå kandidatvejen. Vi har så på DMJX valgt at lave et samarbejde med Aarhus Universitet, der gør, at man kan gå videre med en cand.public.«

Så tror du i fremtiden, at der kom-mer til at være flere akademiske journalister? »Når vi kigger på det, opererer flere og flere journalister med udgangspunkt i en akademisk uddannelse. Vi er nok på vej i en retning, hvor dem, som kommer til at være dagsordensættende, i højere grad vil være journalister, der kommer med en anden faglig viden og bliver journalister – eller journalister, der skaffer sig dybere viden på anden måde.

Når det er sagt, så tror jeg ikke, at den klassiske journalist overhales af den akade-miske journalistrolle. Vi kommer til at se en differentiering af journalistfaget, hvor der er mange forskellige måder at være journalist på.«

Både praktiksøgende fra SDU og RUC har været længere tid under uddan-nelse end DMJX, når de søger praktik. Hvordan stiller det de studerende på DMJX?»Det afhænger helt af, hvilke praktikpladser man går efter. Den differentiering, vi ser i mediebranchen, viser sig måske allerede ved praktikken, idet eksempelvis dagbladene måske vil være mere tilbøjelige til at an-sætte dem med længere uddannelse og mere erfaring. Tag for eksempel, når jeg læser en politisk analyse i Information. Så forventer jeg, at den er 100 procent hver gang, og at den kommer helt i dybden. På den måde kan man måske ikke bebrejde redaktørerne på dagbladene, at de tager nogle med mere ud-dannelse og erfaring. Det er sådan nogle kon-kurrencemæssige ting, DMJX bliver nødt til at gå ind og kigge på. Måske skal vi for eksempel overveje, om praktikken ligger det rigtige sted, eller om vi skal flytte den, så den ligger senere i uddannelsen.«

Q&A: Engang var der kun én journalistuddannelse i Danmark. Den lå i Aarhus. I dag skal DMJX konkurrere med journalister fra SDU og RUC, men kan de det? Illustreret Bunker har spurgt rektor på DMJX, Jens Otto Kjær Hansen.Tekst: Laura Friis WangArkivfoto: Thomas Emil Sørensen

Vi er nok på vej i en ret-ning, hvor dem, der kom-mer til at være dagsorden-sættende, i højere grad vil være journalister, der kommer med en anden faglig viden

I dag tager det minimum to år at uddanne sig til journalist. Man kan læse til journalist tre steder i Danmark:

Aarhus: Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX).Odense: Syddansk Universitet (SDU).Roskilde: Roskilde Universitet (RUC).

Siden 2007 har det været muligt at tage en to-årig kandidatuddannelse i journalistik på SDU eller Aarhus Universitet. Det kræver en bachelorgrad fra universitetet, eller at man er uddannet journalist.

Journalistuddannelserne i Danmark

I Aarhus kunne journalister i 1946 tage et ekstra kursus på tre måneder.

Siden 1946 har man kunnet læse til journalist i Danmark. Før det gik man i mesterlære for at blive journalist.

På den måde kan man måske ikke bebrejde redak-tørerne på dagbladene, at de tager nogle med mere uddannelse og erfaring

Jens Otto Kjær Hansen har selv taget efteruddannelse, fordi han mente, at det han kunne som journalist, ikke var nok. Han har læst et bifag i filosofi på Aarhus Universitet og gennemført en MBA fra Henley University i England.

- Jens Otto Kjær HansenRektor på DMJX

- Jens Otto Kjær HansenRektor på DMJX

”

”

DECEMBER 2014 ILLUSTERERET BUNKER20 BAGSIDEN

College Photographer of the YearIgen i år var DMJX godt repræsenteret blandt vinderne af den internationale fotokonkurrence CPOY. 16 af skolens fotojournalist-studerende hev i alt 22 priser hjem. Her er et lille udvalg af vinderbillederne, produceret af nuværende og tidligere studerende på DMJX.

Kasper Palsnov

Jasper Bastian

Mario Wezel

Brittany Greeson

Tróndur Dalsgarð

Se flere billeder på:www.cpoy.org www.danishphotojournalism.com