illustreret bunker, 11 -2010

BUNKERILL

MAJ 2010//12.ÅRGANG//NR.03

De slemme drenge og piger. Fokus ser nærmere på undercoverjournalistik Foto: Lasse Bak Mejlvang

MAJ 2010 ILLBUNKER.dk

LEDER:

Reda

ktion

enFa

ste sk

riben

ter

Kultur/DebatFokus Ude AnsvarshavendeInde Foto

Jens Anton Tingstrøm Klinken

Jonathan GrevsenRikke BolanderThomas VibjergMette LützhøftJensen

Anders Malling Beck

Jens Anton Bjørnager

Kasper Thulstrup Mikkel Secher Simon Friis Degn

WebredaktørJonathan [email protected]

Økonomi- & annonceansvarligJens Anton Tingstrøm [email protected]

Illustreret bunkerOlof Palmes Allé 11, 8200 Århus [email protected], www.illbunker.dk

Tryk OTM Avistryk Herning-Ikast 97 15 66 00

Oplag1700 eksemplarer 8 gange årligt.IIllustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Journalisthøjskolen, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC.Citater, billeder og andet materiale fra avi-sen må kun bringes med udførlig kildean-givelse.

Udgivelse11. maj 201012. årgang - 3. udgave

Illustreret Bunker udgives med støtte fra Kredsen af Journaliststuderende

2

Kristine Liv Lund -Pedersen

Vi har et dilemma på Illustreret Bunker. Eller nærmere. Vi ved noget, vi ikke kan få ud i vores artikler:

Vi ved, at flere praktiksteder brød reglerne og kontaktede praktiksøgende studerende, før hornet lød klokken 9.30. De studeren-de, der blev kontaktet, fik et særdeles sik-kert indtryk af, at de ville få en konktrakt klokken 9.30, hvis de stod klar ved praktik-stedets dør.

Der er ingen, der vil fortælle os det til citat.

Ingen vil komme i problemer med deres nye praktiksted eller deres kammerat, der har fortalt om snyderiet. Og det er der ikke meget at sige til.

Hvor stort er problemet, kan man spørge? Man kan med rette mene, at der er større udfordringer for praktiksøgningen end de formentlig ret få tilfælde af snyderi. For eksempel at sikre praktikpladser til alle og afvikle panikdagen på en rolig måde i mod-sætning til, hvordan i hvert fald praktik-vejleder Pia Færing oplevede dagen. Hun

synes, der blev løbet og festet for voldsomt på gangene. Man kan mene meget om prak-tiksystemet og den frygtede panikdag. Men hvis man ønsker systemet i dens nuværende effektive form, nytter det ikke, at systemet undergraves - af den voksne part. Vi vil ikke skrive, hvem det er, der har snydt i denne omgang. Selvom det er bemærkelsesvær-digt, at det ofte er de samme praktiksteder, der har problemer med at ringe for tidligt - eller endda for sent, hvilket skete da der blev ansat fotopraktikanter denne gang.

Synderne blandt praktikstederne må droppe de smarte tricks. Det er blot et spørgsmål om tid (eller Panikdage), inden de afsløres og får karantæne. Taberne bliver både de studerende og praktikstederne selv. Det ved alle. Ligesom alle ved, at der foregik snyd på årets Panikdag.

Panikdagssnyderi:

ALLE VED DET

I de SDU-studerendes udmærkede avis, Lixen, kan man læse på forsiden, at ”SDU bevarede roen i Århus.” Bladrer man ind i panikdagsdækningn, fortæller Lixen i en rubrik: ”SDU sejrede.” Underrubrik: ”67 ud af 68 SDU-studerende fik en prak-tikplads ved Panikdagen den 28. april. 17 studerende fra Journalisthøjskolen mangler stadig en praktikplads.”

Noget tyder på, at der eksisterer en konkur-rence, som i hvert fald Illustreret Bunker ikke kender til. Vi har derfor en række opklarende

spørgsmål:- Hvad gik konkurrencen præcist ud på? - Hvordan scorer man flest point? - Kan spillerne på SDU-teamet - som man må formode var tilstede - sejre over hinan-den? - Hvis SDU ”sejrede” må der også være en eller flere tabere. Hvem mener Lixen, at ta-berne er?

Vi venter spændt på en opfølgning i næste udgave...

Og i øvrigt...:

Apropos konkurrencer:

I Lixen kan man også læse, at “Lixen twittede om kap med Journalisthøjsko-lens Panikavis...”

Men hvem vandt? Illustreret Bunker har op-talt, at Panik-avisen lavede 112 tweets mod Lixens 64 tweets. Vi ser frem til opfølgnin-gerne: “Panikavisen bevarede roen i Århus” og “Panikavisen sejrede.”

MAJ 2010 ILLBUNKER.dk 3IL

L INDE

INDE

Valget af de studerendes repræsentant til skolebe-styrelse har været en lang-strakt begivenhed. Først var budskabet, at delta-gerne ved DSR’s general-forsamling skulle stemme om det. Herefter ændrede DSR mening, så de alene skulle udpege repræsentanten. Begge for-slag mødte voldsom modstand og medførte en livlig debat på Facebook. Siden blev pro-ceduren igen ændret. Ved DSR’s generalfor-samling blev det efter afstemning besluttet, at den nye repræsentant skulle findes ved et elektronisk valg, hvor alle studerende på skolen skulle have mulighed for at deltage.

Ingen præcedens gav misforståelseHele debatten omkring afviklingen af valget opstod, fordi der i DSR’s vedtæg-ter ikke fandtes præcedens for den situa-tion, at der var flere kandidater til posten. ”Vi er stadig forholdsvis nye i alt det

her, hvis man sammenligner os med andre uddannelsesinstitutioner, og vi har derfor stadig meget at lære,” forklarer Tania Stenbæk Bloem, formand for DSR.

Hun beklager den udvikling hele debatten tog, efter DSR offentliggjorde den oprin-delige plan for gennemførelse af valget. Hun har selv været mål for en del af kritikken, da hun efter fleres mening ikke var synlig nok, da de-batten var på sit højeste. ”Jeg var chokeret over, hvor skinger debatten ud-viklede sig til at være, og den virkede slet ikke kon-struktiv. Derudover var det mit indtryk, at det meste byggede på mis-forståelser,” siger Tania Stenbæk Bloem. Hun forklarer, at hun arbejdede på en

officiel skrivelse til de stu-derende frem for at deltage i Facebook-debatten, men at hun nu i stedet har valgt at udtale sig til Illustreret Bun-ker.

Nye vedtægter om kamp-valg”Det var noget rod, at vi ikke havde nogen vedtæg-ter at støtte os til, men set fra den positive side har

det været glædeligt, at så mange har ud-vist engagement og interesse for sagen. Enhver form for kritik og ros er på-skønnet,” siger Tania Stenbæk Bloem.

Efter beslutningen om, at valget skulle foregå ved en direkte afstemning blandt de studerende, udarbejdede kandidaten Troels Gadegaard Frølich og Kresten Morten Munksgaard fra 5.semester et udkast til nye vedtægter om valg til skolebestyrelsen. Derudover har DSR gået vedtægterne efter i sømmene, li-gesom jurister har været inde over.

De nye vedtægter blev vedtaget ved en eks-traordinær generalforsamling den 10. april.

Særparagraf fremskynder valgDe nye vedtægter bety-der i korte træk, at DSR er ansvarlig for valget og senest 12 uger før valg-periodens udløb offent-liggører valgproceduren. ”På den ekstraordinære generalforsamling beslut-tede vi desuden at indføre en paragraf i vedtægterne, der tillader os at nedsætte fristen til otte uger i sær-lige tilfælde som det nu-værende. Hermed kan det nyvalgte besty-relsesmedlem nå at deltage allerede i det næste bestyrelsesmøde, så vi ikke går glip

af flere,” forklarer Tania Stenbæk Bloem. Er der i fremtiden flere kandidater til besty-relsespladsen, får de mulighed for at føre valg-kamp om deres medstuderendes stemmer. Udsigterne var denne gang, at den nye repræsentant efter valg skulle udnævnes den 11. juni, men da Troels Gadegaard Frølich nu er eneste kandidat, mang-ler kun, at DSR udpeger ham som den nye repræsentant til skolens bestyrelse. DSR’s vedtægter kan findes i fuld længde på deres Facebook-side.

DSR giver sig efter hård kritik

Debatten forud for valget af de studerendes repræsentant til skolens bestyrelse udviklede sig til en debat om demokrati. Efterfølgende har De Studerendes Råd (DSR) lavet nye vedtægter

Tekst: Mikkel Secher

Der bliver ingen valgkamp på Journal-isthøjskolen i denne omgang. Kampvalget om at blive de studerendens repræsentant i Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles bestyrelse er aflyst. Den ene kandidat, Mik-kel Linneman Johansson fra 3.semester, har trukket sig, erfarer Illustreret Bunker. Dermed er der kun én kandidat til posten.

Ville ikke repræsentere praktikanterneDe Studerenes Råd (DSR), der leder valg-handlingen, blev i sidste udgave af Illus-treret Bunker beskyldt for udemokratiske metoder, da studerende i praktik ikke havde mulighed for at stemme.

Mikkel Linneman Johansson er også næstformand i DSR og forsvarede valg-metoden Han udtalte, at de studerendes repræsentant i skolebestyrelsen ikke skal va-retage interesserne for de studerende, der er i praktik. Den opfattelse af repræsentantens rolle blev dog modsagt af både bestyrelses-formand Lisbeth Knudsen og den tidligere studenterrepræsentant, Martin Justesen. Udtalelserne fra DSR mødte derefter hård kritik i kommentarfeltet på Illustreret Bun-kers Facebook-side. Det har ikke være muligt at få en opføl-gende kommentar fra Mikkel Linnemann Johansson.

Kampvalget er aflystRetræte:

Mikkel Linnemann Johansson fra 3.semester stiller alligevel ikke op til bestyrelsesvalgetTekst: Jens Anton Tingstrøm Klinken

Læs mere om valget på side 4

HIGH RISK-FODBOLD + SKOLE-FEST FREDAG D. 21. MAJ 2010

FODBOLDKAMP MELLEM ULLA UNI-

TED VS SDU’S TØSER KL. 15.

DEREFTER: JOURNALISTHØJSKO-

LENS FC ÅBEN MODUS I ARVEFJEN-

DEOPGØR MOD SDU’S FODBOLD-

DRENGE.

DJ MAINTZ FYRER OP FOR PLADER I

PAUSEN, OG DU KAN KØBE PØLSER

OG FADØL

FESTEN FORTSÆTTER PÅ DJH KL.

19, HVOR REGGAEBANDET, VON DÜ,

FYRER OP FOR FESTEN.

HAPPY HOUR I LØBET AF AFTENEN

OG SAMTALER MED DE HOTTE

SOMERSBY-PIGER ER DESUDEN EN

MULIGHED.

DER VIL VÆRE DANKORT-TERMINAL

I BAREN – DER SKAL DOG HÆVES MI-

NIMUM 100,- OVER.

MAJ 2010 ILLBUNKER.dk 4

INDE

Tillykke med sædet i skolens bestyrelse. Hvad vil du bruge pladsen til?”Jeg synes grundlæggende, der er et para-doks med os journaliststuderende. Vi skal uddannes til et job, hvor vi skal have den store demokratiske kontrolfunktion, men jeg synes ikke, vi er gode til at varetage vores egne interesser på Journalisthøjskolen. Det er lidt en stående joke blandt de stude-rende, der er gamle i gårde, at man kan læse de samme historier i Illustreret Bunker år efter år. Det betyder jo, at vi aldrig får gjort noget ved de ting, som folk går og undrer sig over. Vi skal være bedre til at markere os, og det er sådan en ting, som jeg håber at kunne gøre i det omfang, som det passer sig for repræsentanten i bestyrelsen.”

I hvilke sager er det konkret, at de studerende skal markere sig?”Jeg synes kantinen er et godt eksempel og har været det i lang tid. Lige nu har vi haft en situation, hvor kantinen har været dårlig i lang tid. Det er ikke første gang, at folk har fundet ud af at gå over til DR. Og DR tager pænt imod os, men det ender med, at der kommer så mange, at de siger ’ikke mere.’ Og så ryger folk tilbage på skolen. Det er aldrig rigtig blevet opfattet som en reaktion imod skolens kantine. Vi skal være bedre til at fortælle skolens ledelse, hvad der er vores interesser.”

Fremtidens journalistuddannelse vil givetvis komme på jeres dagsorden. Hvilke ideer har du om den? ”Jeg synes, det er interessant at tage diskus-sionen om, hvilke typer journalister vi skal uddanne. Lige nu bliver alle jo mere eller mindre uddannet til at være den samme type journalist. Der er i hvert fald ikke på førstedelen de helt store muligheder for at specialisere sig. Jeg har selv overvejet, om vi både i forhold

til praktikken og tiden efter uddannelsen ville være bedre rustet til at komme ud som eksempelvis sportsjournalist eller politisk journalist, hvis man allerede på førstedelen fik mulighed for at målrette sin uddannelse i faglig retning.”

90 procent af referatet fra sidste bestyrelsesmøde handler om revisionsarbejde. Hvor sjovt tror, du det bliver at sidde i bestyrelsen?”Der er selvfølgelig ting, som er mere in-teressante for os som studerende. Jeg skal finde en balancegang, så jeg ikke sidder og fyrer krudtet af på ting, der ikke er så rele-vante for os. Og hvis der så er nogle ting un-dervejs, som ligger uden for de studerendes interessefelt, så overlever jeg nok også det.”

Kampvalget er afblæst. Hvordan har du det med det?”Jeg er kanon glad for, at vi nu har en valg-procedure, der giver mulighed for, at alle studerende kan stemme med. Og at der ikke er flere kandidater, det er der så ikke noget at gøre ved. Det ville være løgn at sige, at jeg ikke synes, det er nemmere på den her

måde. Men det afgørende for mig er, at det er foregået på en demokratisk, legitim måde.”

Kampvalget er afblæst, og den tilbageværende kandidat, Troels Gadegaard Frølich, kan lade sig indskrive i Medie- og Journalisthøjskolens besty-relse som de studerendes repræsentant. Illustreret Bunker fangede ham for at få en kommentar til, hvad vi kan forvente af den nye repræsentant

Tekst: Thomas VibjergFoto: Privatfoto

Her er de studerendes repræsentant

Da panikken havde lagt sig på Panikdagen, kunne man rundt omkring på Journalist-højskolen finde studerende, der ikke havde fundet et praktiksted. En af dem var Emil Winther fra 3. semester. Ingen af hans tre ansøgninger var blevet vekslet til en praktikplads. Derfor har han nu besluttet at tage orlov, når han er færdig på 3. semester. ”Orloven skal bruges til at blive omvendt skoletræt – altså skoleivrig. Jeg skal ud og finde lysten til journalistikken igen ved at lave noget, der ikke har med journalistik at gøre,” siger han. Han vil bruge noget af sin orlov på rejse ned langs den amerikanske vestkyst sammen med to kammerater. Derefter er planen, at resten af orloven skal udfyldes med noget studierelevant arbejde.

Få det bedst ud af det næstbedstePia Færing mener dog ikke, at orlov er den bedste løsning, hvis man ikke fik drømme-pladsen på Panikdagen. ”Kom i gang. Man stiller sig ikke bedre ved at tage orlov. Tværtimod. Man kommer

ud af trit og gear,” er meldingen fra hende. Lige nu står Pia Færing med otte stillin-ger, der ikke er besat. Hun opfordrer de 13 studerende, der mangler et praktiksted, til at tage en af disse pladser og derved få styrket deres faglighed og netværk. På den måde vil de stå stærkere ved næste Panikdag. ”Ni ud af ti, der søger Politiken, vil skrive noget om mennesker eller kultur. Tænk, hvis man kan sige, at man ved, hvordan hele finanssektoren kører, og hvad pensionspen-ge bruges til, fordi man har været et halvt år hos ATP. Så kan det nok være, at man er mere interessant for Politiken, end hvis man siger, at man vil skrive om mennesker og kultur,” siger hun.

Orloven skal bruges fornuftigtPia Færing mener dog ikke, at orlov nød-vendigvis forringer ens chancer for at få det rigtige praktiksted næste gang. ”Orlov kan være fint, hvis man bruger den på faglig dygtiggørelse eller menneskelig modenhed, ellers er der ingen fordel ved det,” siger hun. Emil Winther tror ikke, at hans kommen-

de orlov bliver en hæmsko, når han igen skal søge praktikplads. ”Jeg skal ikke sige, at jeg var en slacker på Panikdagen. Jeg skal sige, at jeg satsede højt, og det gik galt, og at jeg brugte min orlov på noget enormt vigtigt. Så det kommer an på, hvordan jeg sælger den,” siger han. Det er Pia Færing enig med ham i. ”Medierne ved kun det, man fortæller dem. Er din personlighed og faglighed god

nok, så gør det ingen forskel, om man har været på orlov,” siger hun. Emil Winther har ikke tænkt sig at gøre noget anderledes på næste Panikdag, eller gå på kompromis med praktikstedet, men han vil sørge for at have flere ansøgninger ude.

Pia Færing: ”Drop orloven – og kom i gang”13 JH-studerende har endnu ikke fundet et praktiksted, men der stadig ledige pladser. Pia Færing opfordrer de studerende til at komme i gang med praktikken frem for at tage orlov. Det er dog ikke alle, der har tænkt sig at følge det rådTekst: Kasper Mosholm ThulstrupFoto: Erik Winther

DMJX-bestyrelsen:

ORLOV:


INDE

Jeg elsker at være praktikant på Kristeligt Dagblad. Morgenandagterne, den fælles bordbøn inden frokosten og de obligato-riske bibelstudier henrykker mig uende-ligt. Sådan imødekommer jeg efterhånden spørgsmålene om mit praktiksted. Og de er ikke så få endda, spørgsmålene. Og fra folk uden for branchen også ofte kombineret med et forsigtigt ”og har du selv valgt det sted?”

At spille på fordommene og skrue op for vo-lumen er efterhånden mit foretrukne våben i kampen for KD (Ja, vi siger bare ’KD’. Selv her vinder slang frem). Det bedste forsvar er et angreb, og journalistpraktikanter har som regel en uforholdsmæssig stor loyalitet over for deres praktiksteder. Den er jeg også ramt af. For nej, man skal ikke recitere tros-bekendelsen ved sin ansættelse. Og som det stolt siges på redaktionen, har vi endda også en jøde og et par erklærede ateister ombord. (Læg mærke til ”vi”-formen. Udbredt, om end lidt unødvendig, blandt praktikanter). KD er ikke, som de fleste tror. Alligevel sni-ger nogle af fordommene sig langsomt ind på mig. Midt i mine forsvarstaler begynder små alarm(kirke)klokker at bimle, når en

ung, kvindelig KD-journalist på spørgsmå-let om, hvor hun har mødt sin nye kæreste svarer: ”i vores kirke.” Eller når den festlige, charmerende og unge mandlige journalist

gladelig tager én med i frikirke til kæk, mo-derne tilbedelse. Og når man i redaktionens køkken bliver tilbudt tips om gode kirker i københavnsområdet, mens andre opstemte kollegaer udveksler rosende ord om week-endens kristne, musikalske samspil.

Okay, de nævnte episoder udspiller sig ikke samtidigt eller dagligt. Men jeg begynder langsomt at indse, at der altså bare er en højere frekvens af aktive kristne inden for KD-redaktionens vægge i forhold til sam-fundet generelt. Og min katolske baggrund har muligvis noget med min ansættelse at gøre. Selvom jeg endnu ikke har fundet ud af, hvorfor fanden de fandt mig helt, helt rigtig.

Men det kristne er ikke noget, man mær-ker synderligt til journalistisk. Eller. Altså. Jeg har lært, at jeg ikke må skrive ”bøsser” i avisens spalter. ”Homoseksuelle mænd” er altså bare irriterende langt i en rubrik. Og min unavngivne praktikantvejleder er blevet irettesat for i et indirekte citat at lade ordet ”brokrøv” optræde. Men det er måske nok mere et bevis på den ellers dejligt konserva-tive sprogpolitik.

For nok har jeg skrevet en del om religion, men det har ikke været forherligende. Indtil nu har jeg gjort mig upopulær hos Bibelsel-skabet for at skrive kritisk om danskernes sparsomme bibellæsning og pisset konserva-tive katolikker af ved at lade en messe fejret på latin fremstå som tegn på en mulig høj-redrejning i den danske del af kirken. Artik-len om den højreekstremistiske amerikanske kirkes påstand om, at jordskælvet på Haiti var Guds straf, talte helt for sig selv.

Men i øvrigt har jeg det meste af tiden skre-vet om alt muligt andet, der er sluppet gen-nem den (overraskende vide) ’tro, etik og eksistens’-tragt. Naturligvis. Jeg har haft god tid til helsides baggrundsartikler, leve-ret flere gange dagligt på nettet og lavet re-portager fra et luciaoptog i regnvåde Køge og fra Etiopiens benhårde virkelighed.

Og så er det fedt at være på et medie, hvor man jævnligt får kage, fordi oplags- og læ-sertallene går op.

Livet med de kristneTekst: Kirstine Dalgaard Larsen, 5 semester, praktikant ved Kristeligt Dagblad Foto: Malene Korsgaard Lauritzen

PRAKTIKANTSTAFETTEN:

To unge mænd er anholdt og sigtet for indbrud og computertyveri på skolen. Studerende hjalp politiet med opklaringen

”Først gik alarmen i gang , og derefter lød der et højlydt knæk ,” fortæller Asger Rhode Mow fra andet semester. Søndag den 2. maj var han sammen med sin medstuderende, Anders Malling Beck, vidne til et indbrud på skolen, hvor tre hæt-teklædte personer brød ind i et af IT-loka-lerne på 200-gangen. Tyvene stjal to Mac-computere og ødelagde tre skærme. De to studerende fik hurtigt kontaktet politiet, da det gik op for dem, at der ikke blot var tale om en falsk alarm.

Filmet med mobiltelefonDen ene af de to journaliststuderende fil-mede med sin mobiltelefon indbrudstyve-nes flugtbil, en sølvgrå Audi A3. Han måtte dog hurtigt tage benene på nakken, da en af indbrudstyvene opdagede ham snuse rundt omkring bilen og advarede sine venner. ”Pludselig kom der tre hætteklædte fyre løbende direkte imod mig. Om de var efter mig, eller bare forsøgte at stikke af fra sko-len, nåede jeg ikke at tænke over. Men jeg skyndte mig væk,” siger han til Illustreret Bunker. Han fortæller endvidere, at de tre mænd accelererede i høj fart væk fra skolen og for-

svandt op mod Randersvej. Små fem minut-ter efter dukkede politiet op. Ud fra de to studerendes vidneforklaringer og optagel-ser af flugtbilens nummerplader, fik de dog hurtigt efterlyst bilen, der var meldt stjålet tidligere på dagen.

To mænd anholdt og sigtetFå timer senere kunne politiet fortælle Il-lustreret Bunker, at de havde eftersat den stjålne flugtbil på Bodøvej, kun få hundrede meter fra skolen. Her havde man pågrebet to unge mænd. Intet af det stjålne IT-udstyr befandt sig i bilen, men de to mænd var blevet anholdt. De er nu sigtet i sagen, der endnu efterforskes af Østjyllands Politi. Op-tagelser fra skolens overvågningskameraer skal i den forbindelse bruges i efterforsknin-gen.

Computerrov for 50.000 kroner Ifølge skolens IT-afdeling er det fjerde gang på et år, at ubudne gæster går på rov i sko-lens elektroniske udstyr. ”Antallet af indbrud og tyverier er ikke overvældende stort, men tangerer nærmere gennemsnittet,” siger IT-medarbejder John Werner, der har haft sin gang på skolen gen-

nem ti år. Han har siden det seneste indbrud opgjort indbruds- og skadeomkostningerne til at ligge på omkring 50.000 kroner.

Studerende filmede indbrudstyve

Vil du se flere billeder? Klik ind på Illu-streret Bunkers Facebook-side og se videooptagelsen af flugtbilen og bille-der fra indbruddet.

Tekst: Orla VejrFoto: Asger Rhode Mow

SØNDAGSDRAMA:

6 MAJ 2010 ILLBUNKER.dk

Den 28. april måtte en lang række hæderkro-nede praktiksteder se langt efter ansøgere fra journalistuddannelsen. Praktiksteder der bliver rost af forhenværende og nuværende praktikanter. Deres brøde: Postadresse uden for Århus og København.

Store regionale nyhedshuse som Nordjyske Medier og JydskeVestkysten kunne dårligt nok mønstre én ansøger per praktikplads. På Herning Folkeblad fik vi lige præcis én an-søgning til én stilling, det samme gjaldt vore kolleger på Lolland-Falster og i Helsingør. I Kalundborg fik de nul. Midtjyllands Avis, der ligeledes er et ganske udmærket sted at være i praktik, fik til gengæld fem ansøgere til én stilling. Blot to ansøgere mindre end Nordjyske Medier fik til deres otte (8!) stil-linger.

Hvad er det så Midtjyllands Avis har gjort for at blive så populære?Jeg kan selvfølgelig ikke sige det med sik-kerhed, men mit bud er, at det skyldes, at de har ophævet kravet om, at man skal bo i Silkeborg for at skrive om Silkeborg.

De seneste år er journaliststuderende nem-lig blevet mere og mere satte. De vil bo i

Århus, København eller ingenting. Om det er fordi SU’en er investeret i usælgelige ejerlejligheder, eller det bare er fordi snæ-versynet efterhånden er blevet til tunnelsyn, vides ikke.

”Ja, ja. Men der har altid været størst søg-ning til de store byer,” lyder det nu fra en småstresset JH-studerende.

Og det er da rigtigt. Men for bare fem år siden var situationen faktisk anderledes.

I foråret 2005 viser statistikken at:Helsingør Dagblad havde 8 ansøgere til 1 plads (2010: 1/1).Herning Folkeblad: 5 ansøgere til 3 pladser. (2010: 1/1).Lolland-Falsters Folketidende: 8 ansøgere til 4 pladser (2010: 1/1).Nordjyske Medier: 31 ansøgere til 9 pladser. (2010: 7/8).Desuden havde Skive Folkeblad i foråret 2005 12 ansøgere til 3 pladser.Viborg Stifts Folkeblad havde 13 ansøgere

til én plads. Også dagbladene Holstebro-Struer og Ringkøbing-Skjern opslog prak-tikantstillinger i 2005.

Ingen af de fire aviser har praktikantstil-linger slået op i år. For hvorfor søge prak-tikanter, når den nye generation af journa-liststuderende alligevel ikke gider at søge pladserne.

Det er altså praktikanternes egen skyld, når der mangler praktikpladser.

Praktikpladsmangel er løn som forskyldtAllan Boye ThulstrupJournalist og praktikantvejleder, Herning FolkebladIllustration: Mette Lützhøft Jensen

ILLDEBAT

DEBAT

Kritik af samfundsfag 2I DSR har vi rettet henvendelse til kvalitetschef Solveig Schmidt for at udtryk-ke kritik af nyligt overståede samfundsfags-forløb på tredje semester.

Der er sket formelle overtrædelser af sko-lens egne vedtægter. Af studieordningen fremgår det, at pensumliste og mødeplan skal være tilgængelige for de studerende sen-est to uger inden forløbets start (stk. 3.2).

I dette tilfælde blev en delvis pensumliste lagt i en undermappe på Medianet ti dage før, og den endelige pensumliste blev først udleveret under den første forelæsning. Sel-vom forskellen mellem ti og 14 dage ikke er synderligt stor, ligger problemet lige så meget i, at de studerende ikke blev orien-teret per mail, og mange derfor ikke så pen-sumlisten. Mødeplanen blev først sendt ud fredag den 2. april - altså fire dage inden starten på økonomiundervisningen.

Ydermere er det under al kritik, at der to semestre i træk har været problemer med tilgængeligheden til pensummaterialet. I denne omgang i form af en forkert bog og følgende leveringsproblemer af den rigtige. Mange på semestret havde ikke mulighed for at købe den korrekte bog i informationen, da

den var i restordre fra forlaget. En lignende situation forekom på forrige semester, hvor mange studerende først fik mulighed for at købe den bærende del af pensum to dage før eksamen.

DSR mener principielt, at skolens vedtægter til hver en tid bør overholdes. Især i dette tilfælde eftersom samfundsfagsforløbet falder sammen med praktiksøgning samt ar-bejde med synopse til Medierum 2.

Vi har haft en god dialog med Solveig Schmidt og har tillid til, at skolens faglige ledelse vil sørge for, at lignende episoder ikke vil forekomme fremover.

LÆSERBREVE:

Jeg har haft et møde med DSR, hvor de fremførte den kritik, de også beskriver her. Det er helt korrekt, at skolens egne regler ikke er fuldt, og det beklager jeg. De stude-rende har krav på en pensumliste 14 dage før forløbets start og et program en uge før.

Jeg er glad for, at Morten og Tania udtryk-ker tillid til, at jeg kan løse problemet. Jeg vil gøre mit bedste for at leve op til den til-lid.

Tania Stenbæk Bloem og Morten Houring, DSRArkivfoto: Jonathan Grevsen

Svar fra Solveig Schmidt


DEBAT

Casper Hjorth sidder på BT’s redaktion i København, hvor der ligesom på andre dan-ske medier ikke findes regler for betegnelser af børn af indvandrere. Casper Hjorth har flere gange bidt mærke i, at avisen skriver ”indvandrere,” når der i virkeligheden er tale om efterkommere. For nylig skete det igen. ”Da vi skrev om skyderierne i Farum, brugte vi ordet ’indvandrerbande’ i rubrik-ken, og jeg tænkte: ‘Gud, bruger vi stadig det udtryk, når vi kan være næsten sikre på, at det ikke var indvandrere, men efterkom-mere?’” fortæller han.

De sproglige udfordringer En rundringning til de større aviser i Dan-mark belyser, hvorfor det er så svært for journalister at være korrekte i deres omtale af efterkommere. Flere siger, at det simpelt-hen er en sproglig udfordring.

”Vi burde måske skrive ’anden etnisk her-komst end dansk,’ men det bliver simpelt-hen for langt,” fortæller Jan Schouby, som er redaktionschef på Århus Stiftstidende. Han er opmærksom på problemet, og især hvornår det er relevant at have etnicitet med i en artikel. På Kristeligt Dagblad er journa-list Christina Agger enig i, at der ligger en udfordring i at skulle være korrekte. ”Hvis vi for eksempel skal skrive noget om en gruppe bestående af både indvandre-re og efterkommere, bliver det ofte kun til ’indvandrere’ i rubrikken for at undgå lange sætninger,” siger hun. Ingen af journalisterne har imidlertid et bud på, hvordan problemet løses.

Danske medier vil ikke lære Mustafa Hussain er sociolog og ekspert i indvandrere og medier på RUC. Han er overbevist om, at en mere aktiv indsats fra

mediernes side kunne være med til at løsne op for problemet. ”Det er vigtigt, at medierne forstår, hvor-dan det påvirker etniske minoriteter ikke at kunne genkende sig selv i medierne, men det

er som om, at de ikke vil lære,” siger han. Han mener, at der skal oplysning til, men det kræver netop en villighed fra mediernes side. ”For to uger siden var jeg til en konfer-ence i Budapest, der handlede om, hvordan medierne kan blive mere opmærksomme på samfundets mangfoldighed. Der blev invit-

eret journalister fra alle de større medier i Danmark, men der kom ikke en eneste. Der var derimod journalister fra rigtig mange andre europæiske lande,” fortæller Mustafa Hussain. Bashy Quraishy er chefredaktør på Me-diaWatch. Han stod for at invitere de dan-ske medier: “Jeg kontaktede forskellige journalister, både fra aviser og tv. De var meget søde og venlige, men de havde desværre slet ingen interesse i konferencen,” fortæller han. Bashy Quraishy og Mustafa Hussain håber begge, at de danske medier med tiden vil blive mere interesserede i at lære, når muligheden igen byder sig.

Journalister vil ikke skrive ”anden etnisk herkomst end dansk,” da det giver aaaalt for lange rubrikker i deres artikler Mange journalister er klar over, at de ofte skriver ”indvandrere,” selvom der er tale om efterkommere. De ved, at det er forkert, men på grund af vane eller sproglige forhindringer er det svært at ændre på

Tekst: Lea Harbo og Cathrine Lakmann NielsenIllustration: Mette Lützhøft Jensen

EKSKLUDERENDE SPROGBRUG:

”Det er som om, at medierne ikke vil lære” - Mustafa Hussain

Danske journalister skal lære at vælge deres ord med omhu, mener ekspert

Den røde løber fører frem til indgangen på Kulturkajen Docken, hvor årets Kravlingfest afholdes. Forhallen summer af smalltalk, og der opstået en mindre trafikprop i baren. Folk er spændt op i aftenens anledning og hilser på kryds og tværs på sand receptionsmaner. Da klokken passerer otte-tiden, har de fleste fundet vej ind til salen, hvor prisoverrækkelsen skydes i gang med et par velkendte ansigter på scenen.

’Foto knap så fin’ Aftenens konferencierer er Anders Lund Madsen og Iben Maria Zeuthen. Den sjove talkshow-vært kan ikke dy sig for at åbne ballet med en kæk bemærkning om præmiesummen, der er femten tusind kroner tungere for de skrivende journalister.

”Ja, vi må vel konstatere, det ikke

er lige så fint at tage billeder,” joker Anders Lund Madsen og vækker latter i den fyldte sal. De nominerede projekter vises frem på en storskærm, før vinderen kåres. Det bliver Jonathan Bjerg Møller, der vinder for sit multimedieprojektet ”Landet der drukner” om oversvømmelser i Bangladesh. En 10.000 kroners check og kravlingstatuette ledsages af en buket skamros fra Politikens tidligere fotochef, Per Folkver. Efterfølgende er det journalisternes tur.

Journalistiks Lionel Messi ”Det er uforskammet, respektløst og hamrende effektivt,” siger TV2 News’, Jannie Pedersen, da hun kårer Jonas Vester fra Dagbladet Ringkøbing-Skjern som vinder. Jublende tilråb og bifald runger i salen, da den 21-årige praktikant modtager Kravlingen og 25.000 kroner for sin artikelserie om

mobilhuller i Vestjylland. Efter prisoverækkelsen siver folk ind i festsalen ved siden af. Imens samler venner og kolleger sig om den nykårede vinder, der overdynges med lykønskninger: ”Politiken, humanister og alle de der ’vi skal redde verden-typer’, de kan gå hjem - det her er sådan noget folk kan relatere til,” siger en af Jonas Vesters venner begejstret. ”Det er den rette mand, der vinder... Det er dansk journalistiks Lionel Messi,”supplerer en anden og griner.

’Baby, er du ensom’ Uden for står en pølsevogn klar til at stille gæsternes sult. Men aftenen er endnu ung, og den ensomme skinkekutter må vige opmærksomheden for festen og dansegulvet, hvor en flok kåde SDU-piger danser rundt til Kjeld Tolstrups

DJ-set. Efter et par numre tynder det så småt ud på dansegulvet, og den prominente DJ må tækkes den berusede pøbel og skifter kurs.

”Baby, er du ensom... Jeg håber du er ensom” synger Medinas stemme ud af højtalerne, og så fyldes gulvet ellers igen med journalister på kravlestadiet..

8 MAJ 2010 ILLBUNKER.dk

Kravling:

Prisfest på kravlestadietMobilhuller i Vestjylland og oversvømmelser i Bangladesh løb med dette års Kravlingpri-ser. Illustreret Bunker tog med til København for at følge de studerendes Cavling-fest. Tekst: Asger Rhode Mow og Anders Malling BeckFoto: Jonathan Grevsen

Fotokravlingvinder Jonathan Bjerg Møller (tv) lykønskes af Mathias Christensen (th), der også var indstillet.

”Jeg havde ikke forventet at vinde. Det er langt ude at stå med den her,” siger Jonas Vester og løfter den brune statuette, der forestiller en fem-årig udgave af Henrik Cavling i voksne gevandter.

9MAJ 2010 ILLBUNKER.dk

MAJ 2010 ILLBUNKER.dk10FOTOREPORTAGE:

2ndround

Morten Germund ville sådan set bare øve sig i at skyde reportage-billeder. Han tænkte, det ville være sjovt at tage billeder af folk, der sloges, så han lavede en aftale med en amatørklub i Viby. Planen var egentlig, at han bare skulle være

der i fire timer, men det er i stedet blevet til et løbende projekt. Bille-derne her er fra det Jyske Mester-skab. Morten Germund vil vise, at boksere ikke bare er primitive og brutale. ”Nogle af dem er problemdren-

ge. Men jeg fandt ud af, de er mega seje. Vildt ambitiøse. Trænerne kører dem helt vildt hårdt, men det var ret sejt, for den diciplin skaber et tilhørsforhold. Der er en om-sorg omkring dem.” Inden han gik i gang med projek-

tet, sagde boksning ham ikke det store. Hurtigt tændte sportsgrenen noget i ham, men det var ikke fod-arbejde, jabs og knock-outs. ”Det gik op for mig, at det var mere end bare sport, første gang jeg så dem sparre med hinanden.

Mere end en slåskamp

Tekst: Rikke BolanderFoto: Morten Germund


2ndround

De hopper bare i ringen og går i gang med at tæske hinanden, og blodet flyder. Men de støtter hin-anden, de drenge. De coacher hin-anden, presser hinanden til at yde mere. Det er helt fantastisk.” Det er lidt usædvanligt at lave

en sportsserie uden billeder af den faktiske kamp, men Morten Ger-mund mener, det er meget mere interessant at vise, hvad der fore-går omkring ringen. ”Jeg ville fange det skift i sinds-tilstand, de gennemgik. De starte-

de med at være knægte, der gik og hyggede sig, og jo tættere de kom på kampene, jo mere ændrede deres ansigter sig. Fem minutter inden kampen var udtrykket helt dyrisk. Det var ret vildt. Det er en indre kamp.”

Det er den ensomhed midt i fæl-lessskabet, billederne skal vise. I første runde af projektet, har Morten Germund fanget de unge fyre til træning i klubben, og tredje runde lurer han på at lave udenfor bokselivet.

MAJ 2010 ILLBUNKER.dk 12IL

L De slemme drenge og piger. Fokus ser nærmere på undercoverjournalistikkenFOKUS

Undercoverjournalistik er et vigtigt redskab, men det koster. Det er der flere grunde til, siger Jacob Kwon Henriksen, der er redak-tør på DR1’s 21 Søndag. ”Den udvikling, vi kan se, er, at modparten i sagerne ikke holder sig tilbage med at gå rettens vej,” siger han. Undercover er en dyr og tung form for journalistik, og en retssag hjælper ikke på det, forklarer Jacob Kwon Henriksen. ”Det er nærmest kun Danmarks Radio og TV2, der har musklerne til at lave den type journalistik,” siger han.

Et år i retten21 Søndag viste i april den omdiskuterede udsendelse om behandlingsstedet Møllen. To journalister var gået undercover som al-koholikere, og med skjult kamera afslørede de, at behandlingsstedet brugte farlige og uetiske metoder. Programmet skulle have været vist i april sidste år, men behandlings-stedet fik nedlagt et fogedforbud mod at vise optagelsen. Efter at have været igennem By-retten og Landsretten afgjorde Højesteret til sidst, at udsendelsen opfyldte kravene til undercoverjournalistik. Udover den nyligt afsluttede sag om Møllen venter DR stadig på en afgørelse efter udsendelsen om pleje-hjemmet Fælledgården, der blev sendt til-bage i 2006. Jacob Kwon Henriksen og 21 Søndag lader sig dog ikke afskrække af tan-ken om retssager. ”Det afholder os ikke fra at gå undercover. Som altid tænker vi os godt om, før vi gør det, og overvejer, om der er andre måder, man kan gøre det på. Det er jo sidste udvej, når man vælger den metode,” siger han.

Godt med kritiske øjneDet afslørende program Operation X på TV2, har også måtte gå rettens vej, blandt

andet i fogedforbudssager. Redaktionschef Kasper Vilsmark mener dog ikke, at det erblevet sværere at lave undercoverjournali-stik. Han mener, at det kan have sin fordel, at omverdenen ser på undercoverjournalisti-ken med kritiske øjne. ”Det er godt, at folk er opmærksomme på, om optagelserne lever op til kravene om væsentlighed og samfundsmæssig relevans,” siger han.

Lettere i fremtiden. MåskeKasper Wilsmark er alligevel glad for, at DR vandt sagen i Højesteret. Han mener, det er vigtigt at få cementeret i retten, at under-coverjournalistikken har en berettigelse, så-længe den lever op til de kriterier, den skal. ”Vi har selv lavet lignende udsendelser. I vores tilfælde kørte de anklagede bare ikke fogedsag, men vi havde også vundet, hvis de havde gjort det,” siger han. Jacob Kwon Henriksen håber, at afgørel-sen i Højesteret for fremtiden vil lette rets-processer efter undercoverafsløringer. ”Dommen i forbindelse med Møllen er enormt vigtig i forhold til det fremadrettede arbejde, når vi laver undercoverjournalistik. Nu har den øverste domstol sagt, atden her metode er lovlig, og at der er gode grunde til at benytte den, fordi det er i sam-fundets interesse,” siger han. Det samme mener mediejurist Oluf Jør-gensen fra Danmarks Medie- og Journalist-højskole, der kalder afgørelsen principiel og mener, at sagen kan danne præcedens i lig-nende sager i fremtiden.

Det er kun de store medier, der har musklerne til

den ressourcekrævende undercoverjournalistik,

siger Jacob Kwon Henriksen fra 21 Søndag

”Sværere at lave undercoverjournalistik”

Pressenævnets retningslinjerPressenævnet har som klart udgangspunkt, at det er i strid med god presseskik at offent-liggøre optagelser med skjult kamera eller mikrofon. Medierne må kun anvende skjulte optagelser, når der er en klar og seriøs interesse i at afdække forhold, der har betydning for mange mennesker enten som borgere i et demokratisk samfund eller som forbrugere. Skjulte metoder må ikke anvendes til ren underholdning, men kun når de er nødvendige for at sikre dokumentation.

Ved offentliggørelse af følsomme, private forhold skal et samtykke være direkte (udtryk-keligt). I andre tilfælde kan et indirekte samtykke være tilstrækkeligt. En person giver indirekte samtykke, hvis han ikke siger fra, efter at have fået klar information både om optagelsen og om muligheden for at sige nej til offentliggørelse.

Uden samtykke er offentliggørelse i strid med god presseskik, medmindre

* offentliggørelsen tjener en samfundsmæssig interesse, der klart overstiger hensynet til den eller de personer, der er optaget med skjult kamera/skjult mikrofon og

* den fornødne journalistiske dokumentation ikke eller kun meget vanskeligt kan skaf-fes på anden måde.

Det er endvidere Pressenævnets opfattelse, at personer som hovedregel bør anonymi-seres. Det kræver effektiv sløring. Undtagelser kan gøres for personer, der er (hoved)ansvarlige for de ulovlige eller i øvrigt kritisable forhold, der beskrives i udsendelsen.

Pressenævnet kræver særlig varsomhed ved optagelse og offentliggørelse af personer, der er opfordret til at begå noget ulovligt af en medarbejder ved mediet.

Tekst: Mette Lützhøft JensenArkivfoto: Jonathan Grevsen

Vi søger tre skrivende og tre fotoredaktø-rer til næste semester.

Er det noget for dig at coache skribenter, skrive, redigere og layoute skolens avis? Så skal du søge om at blive redakør på Illustre-ret Bunker.

I ansøgningen skal du fortælle om dig selv,

hvorfor du vil være en god redaktørog hvordan du synes, Illustreret Bunker skal udvike sig.

Som redaktør, bliver du bedre til at spotte en god historie, skære en tekst skarpt, lay-oute i InDesign og argumentere for netop din historie og idé.

Til gengæld skal du være klar til at tage dig den tid, arbejdet kræver. Du skal være med til at planlægge, idéudvikle, arbejde med skribenterne og afsætte en weekend cirka hver 5. uge til at layoute avisen.

Lyder det som noget for dig?Send en ansøgning til [email protected] se-nest den 21 maj kl. 15.00. Du er velkom-

men til at kontakte en af de nuværende re-daktører, hvis du har spørgsmål.

Illustreret Bunker søger nye redaktører

FOKUS

Adam Dyrvig Tatt var egentlig bare prakti-kant på Bastard Film. Alligevel faldt valget på ham, da der skulle findes en til at under-søge forholdende på institutionen Strand-vænget. Den journaliststuderende søgte uopfor-dret en stilling på Strandvænget. Ansøg-ningen skrev han som sig selv og udelod kun, at han var journalist. ”Når jeg skal ud på undercoveropgaver, laver jeg sjældent min historie eller identi-tet om. Da jeg arbejdede på Strandvænget, passede jeg beboere, der intet sprog havde, og derfor havde jeg kun mine kollegaer at snakke med. Dem kunne der være stor udskiftning imellem, så hvis jeg skulle for-tælle en ny historie om mig selv hver gang, så ville jeg hurtigt gå ned med stress eller angst for ikke at kunne hitte rede i mine mange spundne løgne,”siger han,

Overværede svigt Udstyret med et skjult kamera begav Adam Dyrvig Tatt sig ud på en meget udfordrende opgave. Han skulle være journalistisk i sin tilgang til de daglige observationer. Han skulle sørge for at være kritisk, årvågen og stille spørgsmål. Desuden var han teknisk ansvarlig for udstyr og filmning. Oven i hatten skulle han så varetage et reelt arbejde med beboerne, samt holde styr på sin histo-rie overfor sine nye kollegaer. Alt sammen gennem et forløb på tre måneder. ”Det var hårdt og krævende. Men det hår-

deste var gennem tre måneder at overvære, hvordan de her mennesker blev svigtet hver dag af dem, som var ansat til at varetage deres behov,” fortæller han. Blev tæt med kollegaerSamtidig med at Adam gik undercover, fik hans daværende kæreste kræft. Han over-vejede længe, om han skulle inddrage de andre ansatte i situationen. Ud fra devisen om at lyve mindst muligt, endte han med at delagtiggøre sine kollegaer i situationen. ”Det gjorde selvfølgelig, at jeg kom meget tæt på nogle mennesker, som jeg så bagefter afslørede, og du er da være psykopat, hvis det ikke påvirker dig. Jeg kunne oprigtigt godt lide flere af dem,” siger han. Inden programmet gik i luften, overve-jede han at skrive til sine tidligere kolle-gaer for at fortælle, at det ikke var et per-sonligt angreb, men han gjorde det aldrig. ”Jeg vidste godt, at jeg i deres optik havde gjort det værste i hele verden. Det var mig, der havde et stort behov for tilgivelse, så jeg skrev aldrig til dem.” Efter programmet var blevet sendt, skrev en af Strandvængets medarbejdere, at hun med programmet havde fået øjnene op for, hvad det var, de havde gjort forkert. En anden forsøgte at begå selvmord. ”Begge ting har påvirket mig. Men selv-om undercoverrollen er svær, er det jo ofte ingenting målt i forhold til det, vi afslører. Derfor er det besværet værd.”

Adam Dyrvig Tatt, 32 år gammelUddannet fra Danmarks Journalisthøj-skole i 2008.Ansat på Monday Media (tidligere Bastard Film). Afslørede ved hjælp af skjult ka-mera, hvordan beboerne på institutionen Strandvænget blev dårligt behandlet af personalet. Resultatet kan ses i dokumen-tarfilmen ”Er du åndssvag?” fra 2007.


FOKUS

Det er besværet værd

Man skal tænke alt igennem

Signe Daubjerg, 31 år gammelUddannet fra Odense Universitet i 2004Journalist på programmet Operation X, TV2.Forklædt som bordelmutter infiltrerede hun ved hjælp af skjult kamera menneske-handel i prostitutionsmiljøet. Resultatet kan ses i programmet Operation X: Solgt til sex.

Med sit lyse hår og venlige øjne ligner Signe Daubjerg ikke umiddelbart prototypen på en hardcore graverjournalist. Men trods sit harmløse ydre og beskedne alder, er Signe Daubjerg en garvet ræv inden for underco-ver-journalistikken. Allerede under sit praktikophold på Eks-tra Bladet agerede hun muldvarp og havde held til at fælde lægen og pilfingeren, Søren Ventegodt. ”Jeg har taget en beslutning om, at jeg gerne vil gøre det, hvis det er nødvendigt for at få en historie frem,” siger Signe Daubjerg

Drak øl med menneskhandlereSigne Daubjerg forsøger generelt at skabe sig en dækhistorie, som ligger så tæt på hen-des egen som muligt. Men i nogle tilfælde er rollen meget langt fra virkelighedens Signe. ”For fem år siden var jeg med til at lave Operation X- programmet Solgt til Sex, der handlede om menneskehandel. Her opret-tede vi et bordel og kom i kontakt med folk i Danmark og i udlandet, som ville sælge os kvinder. Rollen var langt fra min egen per-son, og det var derfor svært at virke trovær-dig som bordelejer. Jeg skulle lade som om,

at jeg gerne ville købe afrikanske kvinder, og jeg skulle sidde og drikke øl og være ”pals” med mennesker, der handlede dybt ulovligt og uetisk”, fortæller Signe Daugbjerg. ParanoiaFrygten for afsløring er en evig følgesvend, når man arbejder undercover. Ifølge Signe Daubjerg bør man derfor altid være vel-forberedt og tænke alle scenarier igennem. Alligevel kan selv en erfaren muldvarp som Signe Daubjerg opleve usikkerhed. ”Programmet om menneskehandel var et

samarbejde mellem Operation X og Ekstra Bladet, og i den periode det stod på, udvik-lede jeg lidt en paranoia for at støde ind i den mand, vi havde fået kontakt med. Jeg kiggede mig meget over skulderen, når jeg skulle ind af Ekstra Bladets hovedindgang, fordi jeg ikke ville støde ind i ham i en situa-tion, som jeg ikke selv kunne styre, hvor jeg var mig selv og havde mit normale tøj på.”

Tekst: Anne NilukaFoto: Lasse Bak Mejlvang

Adam Dyrvig Tatt smed i tre måneder rollen som journalist, da han gik undercover på et bosted. Om-sorgssvigt var en del af den hverdag, han prøvede at afsløre og derfor intet kunne gøre ved

”Frygten for afsløring er en evig følgesvend, når man arbejder undercover”, fortæller Signe Daubjerg, der i fire måneder agerede bordelmutter for at afsløre menneskehandel

2 af en 1 slags:

Tekst: Anne NilukaFoto: Lasse Bak Mejlvang


FOKUS

Som udgangspunkt må man som journalist altid kæmpe med åben pande og vedstå, hvem man er. I de sager, man ikke kan afdække med åbne kort, skal det, man vil dokumentere, have en karakter, alvorlig-hed og konsekvens, som står mål med det indgreb, det er, at udsætte folk for undercoverjournalistik. Det kan opleves som et kraftigt overgreb for folk at blive optaget uden deres viden, ligesom man risikerer at få nogen til at gøre noget, de ikke ville gøre, hvis ikke man selv var til stede. Altså, at man agerer agent provocateur. Det er alt andet lige underholdende at se, hvordan nogen reagerer, når de bliver udsat for skjulte optagel-ser. Det kan fortælleteknisk have en stærk virkning, men det må skjulte optagelser ikke bruges til. Det skal ikke være et underholdende element, men en nødvendig-hed, fordi alle andre researchmuligheder er udtømte.

Illustreret Bunker har spurgt Journalisthøjskolens rektor og to undervi-sere om deres forhold til genren

Undercoverjournalistik er ikke for sjov

Undercoverjournalistik er rigtig spændende, fordi journalister kan være med til at gøre en stor forskel. Men som undercoverjournalist skal man altid overveje, hvor stor nytteværdi man gør i forhold til den skade-virkning, man kan være skyld i. Derfor skal det kun bruges i forbindelse med samfundsvigtige emner med en vis væsentlighed, hvor historien kun kan komme frem i offentligheden, hvis man går undercover. Det er derudover en vigtig sondring, om vi bruger det til research eller til formidling. Når man er un-dercover, kan man indhente specielle oplysninger ved at se tingene med egne øjne. Men jeg mener kun, at undercoverjournalistik skal bruges i formidlingen i de få tilfælde, hvor den eneste måde at råbe folk op, så de selv kan se alvoren, er ved at vise dem videoen fra den skjulte optagelse. Når de simpelthen er nødt til selv at se det for at tro på det.

Der er gået inflation i brugen af undercoverjournalistik. Jeg mener kun, at man skal bruge undercoverjournali-stik, når man skal afsløre noget meget betydningsfuldt, der ikke kunne have været afsløret på andre måder. Tendensen er lige nu, at man bruger undercoverjourna-listik som underholdning og til at hænge folk ud. Det er dybt kritisabelt at udnytte andre menneskers tillid, som det sker, når man ikke kun bruger undercoverjournali-stikken som den allersidste udvej. I stedet for at fokusere på væsentlighedsprincipper, fokuserer nogle magasiner og tv-programmer på at hænge folk ud for åben skærm. Jeg synes, det smitter af på de studerende på Journa-listhøjskolen. Når elever starter på skolen, er de i høj grad optaget af anonyme kilder og undercoverjourna-listik.

”Man bør altid kæmpe med åben pande”

”Der er gået inflation i undercover”

”Forskel på research og formidling”

Anne-Marie Dohm

Rektor Journalisthøjskolen

Nanna Jespersgård

Underviser på udredende journalistik

Thomas Pallesen

Vejleder på bachelor- og undersøgende projekt

Tekst: Kristine Liv Lund-Pedersen og Mikkel Secher

ETIK:

MAJ 2010 ILLBUNKER.dk16IL

L UDE

UDE

Mikkel Kessler tog ikke sin telefon hele dagen, så ideen var faktisk meget simpel. Jeg ville agere stand-in for Kesslers krani-um. Aftenshowet havde sundhedspanelet i studiet, og tv-lægen Peter Qvortrup skulle udstyres med en sprittusch. Den skulle han bruge til at illustrere læsioner og skader på hjernen fra en boksekamp ved at tegne mig i hovedet. Selve ideen, om at en journaliststuderende blev tegnet i hovedet af en tv-læge på live, landsdækkende fjernsyn, tiltrak umiddelbart både mig og Aftenshowets samlede produk-tionshold på den der mandrilaftalen-agtige måde. Andre gode ideer, som at jeg skulle klippe mig skaldet eller drikke afløbsrens og fortælle om mine oplevelser, ville også passe ind i programmets emner. Men hvis jeg nu ikke ville gøre mig selv fuldstændig til grin, hvad

skulle der så til for at komme med i showet? ”På DR2 havde vi gjort det””Aftenshowet skal være seernes indgang til DR1. Hver aften,” siger redaktøren Pernille Gjedde. Normalt sidder hun i de lyse kontorer i DR Byen og planlægger gæster langt ud i fremtiden, men i dag har hun fået ansvaret for aftenens program. Og hun kan opsum-mere Aftenshowets rolle helt kort: ”Vores opgave er at få så mange men-nesker som muligt til at blive på kanalen,” siger hun. Showet bliver sendt, i det de kalder prime access. Det er tidsrummet, der lig-ger lige før prime time, hvor kanalerne virkelig skal hive nogle seere i land. Aften-showet skal derfor have den bredest mu-

lige appel, så danskerne ikke zapper væk inden stationens udsendelse klokken 20. ”Det handler blandt andet om at møde seerne, der hvor de er. Vores seere er midt i at komme hjem fra arbejde, pakke indkøbs-poser ud og tage sig af børnene,” siger Per-nille Gjedde. ”Det betyder, at det ikke udelukkende er TV, vi laver. Vores fortællinger skal også være radiofoniske. Hvis indslaget er rigtigt bygget op, kan vores seere godt stå med ryg-gen til eller ude i køkkenet og stadig følge med i, hvad der foregår,” siger hun. Prime acces sætter også krav til, hvilke emner der kommer på skærmen. For eksem-pel ved man fra medieforskningen, at det på det tidspunkt er faren i familien, der sidder med fjernbetjeningen. ”Det er en sætning, vi har i baghovedet.

Vi tænker meget over mixet,” siger Pernille Gjedde. Når man skal skrabe en bred seerskare sammen, gælder det om at strømline udsen-delsen og ikke forvirre seerne. ”Hvis du og fotografen skal med i showet i aften, må I ikke falde for meget udenfor. I må ikke stjæle fokus,” siger Johannes Fones-berg, journalistpraktikant på Aftenshowet. Og når de andre gæster er henholdsvis Nabila, en skaldet sygeplejerske, der laver parykker, og Preben, en mand, der ved et uheld spiste ætsende rengøringsmiddel som spæd, passer en studerende med sprittusch i hovedet dårligt ind. ”Hvis det nu havde været DR2, kunne vi måske have passet jer ind. Men ikke i prime access. Der skal være styr på tingene,” siger Johannes Fonesberg.

Nogle mener, at TV2’s og DR’s talkshows lefler for den laveste fællesnævner. Nogle mener, det blot er ugebladshistorier fixet op og lavet til tv. Illustreret Bunker prøvede at komme på skærmen, og prøvede samtidig at få svar på spørgsmålet:

Hvad skal der egentlig til for at komme i Aftenshowet?

Tekst: Mads Olrik Berthelsen Foto: Dennis Lehmann

Aftenshowets nyeste vært, Nikolaj Koppel


UDE

Føle-sofaenPå et redaktionsmøde midt på dagen forbereder de aftenens udsendelse i de-taljer. Der er styr på emnerne, så vær-terne og producerne snakker mest om kameravinkler og om, hvor gæsterne skal placeres. Preben, der spiste ætsende ren-gøringsmiddel som lille, er svær at placere. ”Jeg ser faktisk mere Preben som en fak-tuel historie end en føle-føle historie,” siger Nikolaj Koppel, Aftenshowets nyeste vært. Preben skal af den grund interviewes ved det hvide bord, stående, i stedet for at sidde i sofaen. Den anden gæst, Nabila, ender derfor i det bløde møblement, selvom en paryksælgende sygeplejerske ikke helt er en sofahistorie. ”Det er jo ikke en dyb følelsesmæssig hi-storie. Hun er jo kommet videre med sit liv,” lyder det fra flokken af producere. Efter redaktionsmødet får jeg fat i lederen af Aftenshowets redaktion, Henriette Lade-foged. Noget må der da kunne gøres for at få mig på skærmen. ”Ude i studiet har vi tre sider med vinduer.

Og vi har jo ikke nogen kontrol over, hvad der sker ude foran dem, mens vi sender,” siger hun.

Dimsen hjælper seerneOddsene for, at jeg rent faktisk kommer med i studiet, svinder hurtigt. ”Det er blevet sværere at komme med i Aftenshowet. Vi leder efter mere nærvær og større oplevelser for vores seere. Intervie-wene skal handle om noget, der har define-ret folk som mennesker. Det er ikke længere nok bare at være kendt,” siger Henriette Ladefoged. Samtidig skal historierne passe ind i ram-men og ramme bredt. Ved hjælp af blandt andet dramakurser er showet ved at finde tilbage til aktantmodellen, der er berømt fra eventyrerne og berygtet fra ugebladene. En historie virker godt på tv, hvis den går fra godt til skidt og tilbage til godt. For eksem-pel Nabila i aftenens udsendelse; fra at have et godt liv som sygeplejerske i første akt mister hun pludseligt og uforklarligt håret i anden. Hun kommer videre i tredje akt ved

at begynde at sælge parykker, og alting er godt igen. Nabila passer også ind i Aftenshowets søgen efter den tredje dims. Rekvisitten, der hjælper seeren med at relatere til historien og gøre den mere håndgribelig. At Nabila kan tage sin paryk af, giver en meget stærk reaktion ude i stuerne. Men dimsen må på samme tid ikke tage for meget tid og fokus fra emnet og resten af udsendelsen. Derfor vil det ikke passe ind, at Peter Qvortrup lige pludselig står og teg-ner på mit ansigt for at illustrere skaderne fra en boksekamp. Jeg begynder derfor at kigge efter andre måder at få skærmtid på. Bar røv og rulletekster”Altså, hvis du nu skulle streake, så har Ni-kolaj Koppel lige et minut til sidst i pro-grammet, hvor han lægger op til Vejret og TV-Avisen. Der sidder han med ryggen til de store vinduer, så det ville nok være det bedste tidspunkt,” siger produceren Claus Dahlstrøm ude i studiet på Nyhavn. Pernille Gjedde, dagens redaktør, prikker

mig på skulderen lige inden showet og kig-ger nervøst på mig. ”Du ved, der er nogle emner, som ikke passer til, at man streaker. Og med de syg-domshistorier, der er i aften…,” siger hun og kigger lidt bedende på mig. Med panikdagen blot to dage væk, begyn-der min indre karriererådgiver også stille og roligt at trække i land. Min blege røv, der løber gennem et veloplyst studie, er måske ikke det bedste bevis på journalistisk ar-bejdsduelighed. Med en lidt flad fornemmelse står jeg backstage efter showet og kigger på rul-leteksterne. Som et plaster på såret er mit navn kommet med. Pernille Gjedde kom-mer forbi og dunker mig på skulderen. ”Hvorfor streakede du ikke, jeg troede du var frisk?” siger hun og blinker til mig. Ville en streaker have givet flere seere til dagen efter? Helt sikkert. Ville det have passet ind i programmet? Overhovedet ikke. Der er helst ikke noget, der må stritte i Af-tenshowet – heller ikke en vinterbleg diller.

MAJ 2010 ILLBUNKER.dk 19BA

GS

IDE

N A

F B

AG

SID

EN

Den 21. maj spiller FC Åben Modus årets vigtigste fodboldkamp. High risk-opgøret mod ærkerivalerne fra journa-listuddannelsen på SDU. Illustreret Bunker sendte sportsredaktionen af sted til en forblæst græsmark lidt uden for Odense for at tjekke dagsformen, spotte de bedste spillere og se, hvor hurtigt de kunne drikke bajere Det var sådan en dag, hvor solen ikke rigtig vidste, om den ville skinne eller om regnen skulle have lov at regere. Sådan en dag, hvor vindstødene vælter de parkerede cykler og rusker regnen væk fra fodboldmålets netmasker. Og så var det en af de dage, hvor man som fodboldspiller må gøre op med sig selv, om man er fodboldspiller eller senge-ligger. 15 minutters forsinkelse, syv væltede cykler og ti fodboldspillere var, hvad træner Silas Fulgsbjerg havde at gøre med. ”Jeg tror fandeme folk tænder på at melde afbud i sidste øjeblik,”� råber han til de fremmødte, mens han deler folk op i to hold efter devisen: sort er sammen mod spraglet.

Holdets store profilMålene bliver rykket sammen. Så tæt

at en parering mod låret af den ene målmand sætter en friløber i gang i modsatte ende. �”Vores store profiler er nok Skytt og Munk i angrebet og så Thomas Friis på midtbanen,”� fortæller træner Fulgsbjerg. Og der går da heller ikke længe før en af profilerne er i centrum. Efter ti minutters intens fodbold med skæve indlæg og langhaglere, og hvor mål-mændene er dem, der har fået mest motion ved at hente bolden forbi mål, må Thomas Friis kapitulere. Efter en blød indersideaflevering vrider han sig i det våde græs. Den første krampe har meldt sig. Spillet stopper. �”Ah, det var fandeme hurtigt! Kan du holde til det, eller skal banen være mindre?”� råber en af medspillerne. Men der er vel en grund til at træner Fulgsbjerg netop fremhæver Thomas Friis som en af holdets profiler. Han trodser både det dårlige vejr og kram-perne og kommer på benene igen.

Undskyld, igen Spillet fortsætter, men som minutter-ne går, bliver der længere og længere mellem de kække bemærkninger. Det eneste råb, man hører, er da en af de

sortklædte spillere er ved at score selv-mål på en alt for hård tilbagelægning. Og så kommentarer som: ”Fuck, jeg er uskarp, hvor lang tid har vi spillet?”og ”for helvede, det er hårdt!” Og så er der lige Verner. Verner er en utrolig rar og meget høflig medspil-ler. Han siger undskyld hver gang, han lægger en dårlig aflevering. Det var for i øvrigt et ord, han fik sagt mange gange i løbet af den halvanden time, træningen varede.

Forventer en sejr mod FC MåndusHeldigvis har Jourventus/Studinese Calcio, som holdet så mundret hedder, en stor begavelse i den spillende træner Fulgsbjerg. Han har set, at flere spil-lere halser efter vejret. �”Jeg tror, vi skal spille hinanden lige på i stedet for at løbe efter bolden.”�

I det hele taget har træner Fulgs-bjerg mange gode betragtninger. Især om den forestående high-risk-kamp i Århus. Han forventer en gentagelse af sidst, hvor SDU’erne gik fra banen med håneretten, men han er godt klar over, at det bliver svært. ”Jeg har hørt, at FC Måndus, eller hvad I hedder, har fået nogle forstærk-ninger i forhold til sidste år. Ellers håber jeg, det bliver holdt i en venska-belig tone, for det var det i hvert fald ikke sidst,” forklarer han.

Langhaglere og høje forventningerBOLD:

JH

SDUAndreas ”Lodberg” Just1. semester

Position:

Kan drikke en bajer på:

Forventninger til highrisk-kampen:

Kampen mod SDU er en kamp om stolthed, en manddomsprøve. Vi vil kæmpe røven ud af buk-serne, indtil sejren er i hus - og så slår vi over i sambabold.

Central midtbane

6.86 sek

Christoffer Voss3. semester

Position:



Vi er ekstremt opsatte på at sætte SDU på plads for at vise dem, hvem der er det sekundære journaliststudium! Vi er tophold i rækken og i femte runde af Ekstra Bladet Cup, så vi går uden tvivl efter The Treble.

Angriber og træner

Gudmund de Stordeur4. semester

Position:



At vi vinder stort over JH. Men lige nu håber jeg bare på at komme med til kampen - det er så hyggeligt at spille fodbold og drikke øl.

Udskifter

Søren Geisler4. semester

Position:



JH har hævnlyst, og det bliver en tæt kamp. JH skal ladevære med at være så pivede. Vi er vant til at gå til den,så deres pjat gider vi ikke

VS.

SDU er gået fra de seneste High risk-opgør med hå-neretten. På trods af dårlige indlæg, en elendig form og for få spillere føler de sig sikre på succes

Tekst: Christoffer (Ruben) Bagge(r) og Simon (Peter) DegnFoto: Jens Wognsen

6.63 sek

Keeper

5.41 sek 11.10 sek

MAJ 2010 ILLBUNKER.dk

ILL20

UDE

Med ryggen til kameraet træder dronningen ud på balkonen for at vinke til menneske-mængden. Familien støder til og udsigten til folket, der vinker opad, er snart erstattet af kongelige rygge, mens de eneste med front mod kameraet er et par omkringvimsende gravhunde. Den alternative vinkel på den årlige vin-kescene fra Amalienborg er fra DR’s nye dokumentarserie Kongehuset indefra og er både symbolsk og karakteristisk for serien, der bogstaveligt talt forsøger at skildre kon-gehuset indefra og ud. Tilrettelægger Anders Agger har stået på fødegangen, da en ny prins blev født, og fulgt kronprinsens taktiske overvejelser lige før han skulle forsvare sit OL-kandidatur. I det hele taget har han haft adgang til områ-der, der normalt er lukket land for offentlig-heden, og han giver seerne et unikt indblik i et royalt miljø, han selv betegner som en underlig parallelverden. ”Jeg har ikke helt forstået konceptet med kongehuset endnu, fordi det er så anderle-des,” siger han.

Royalt tovtrækkeriAdgangen til de inderste royale cirkler har imidlertid ikke været uden forhindringer. Anders Agger beskriver forhandlingspro-cessen som en kamp mellem hans ønsker og kongehusets grænser. Et afgørende punkt i forhandlingerne var kongehusets magt over indholdet i serien. ”Vi ville ikke give de kongelige redige-ringsret. Det er de vant til at have, men det kunne vi som dokumentargruppe selvfølge-lig ikke leve med. Og det valgte de faktisk at acceptere,” fortæller Anders Agger. Hvorfor kongehuset overhovedet har ind-vilget i at lade offentligheden komme så tæt på, har han en ganske simpel forklaring på: ”De har brug for folkets gunst. De har brug for at signalere, at der sker noget. Måske har de tænkt strategisk. Måske har de tænkt: ’Hvis vi skal gøre det, skal det være nu. Så vælger vi DR, og så vælger vi en dokumen-tarserie,’” siger han.

Forfejlet kritikMens serien har været en gedigen seersucces for DR, har den ligeledes været genstand for massiv kritik. Den er blevet beskyldt for at være leflende, ukritisk og sågar for at være en nationalromantisk reklamekampagne for kongehuset. Politikens Sophie Engberg Sonne har udråbt Anders Agger til en ”royal skødehund, der stryger de kongelige med hårene og indrammer dem i kælne kommen-tarer frem for kritik.”

Kritikken tager Anders Agger med ophøjet ro og betegner den som et udtryk for gen-reforvirring. ”Kritisk journalistik skal laves. Også om kongehuse. Men en undersøgende doku-mentar på en time er markant anderledes end en følgedokumentar på syv gange 30 minutter, som vi har valgt at lave,” siger An-ders Agger og uddyber, at han har forsøgt at beskrive miljøet nøgternt. Han mener, det er utopi at tro, at der var kommet noget som helst ud af at stille na-gende spørgsmål om uigennemskuelig øko-nomi og om, at de er dovne og ikke bidrager tilstrækkeligt til samfundet. ”Tror du så dronningen ville stille op anden, tredje og fjerde gang? Nej. Hun ville slet ikke komme. Og så havde jeg ikke vun-det noget som helst,” fastslår han.

Royalister og republikanerePrins Joachim har fået en søn. Med sirlig håndskrift bekendtgør han, at tronarving nummer syv er født. Dokumentet forsegles i en silkekonvolut på Rigshospitalet og frag-tes via privatsekretær til Amalienborg, hvor kabinetssekretæren formelt overbringer det til majestæten. Med kabinetsekretariatets

kontorchef bliver meddelelsen viderebragt til Udenrigsministeriets protokol til bekræf-telse af såvel udenrigsministeren som justits-ministeren for til sidst at ende i Rigsarkivet. Mens dronningen selv betegner denne do-kumentvandring som en smuk tradition, er scenen et kontroversielt eksempel på noget, der virkeligt deler vandene. Mellem dem der synes, det er fantastisk, og dem der mener, det er for meget. ”Mange republikanere har skrevet til mig, at serien er et stærkt argument for, at ’nu skal vi da for helvede have det kongehus afskaf-fet.’ Samtidig har utallige royalister skrevet, at den bekræfter dem i, at vi er det rigtige sted i forhold til at have et kongehus,” siger Anders Agger om de polariserede tolknin-ger. Han afviser blankt, at det er ukritisk, når der stiltiende reporteres fra de kongelige ge-makker. ”Er der noget, der kan gøre ondt, er det indirekte undersøgende - altså, hvor man blot viser i stedet for at postulere. Indirekte kritisk journalistik, det synes jeg faktisk, det er,” konkluderer han.

Kongehuset indefraI et år har DR-journalist Anders Agger fulgt den danske kongefamilie på tætteste hold. Det har resulteret i seersuccesen Kongehuset indefra, men har samtidig affødt beskyldninger om nationalromantik og royalt spytslikkeri. Ubegrundede beskyldninger, mener Anders AggerTekst: Kasper IversenFoto: Les Kaner

Fakta om Kongehuset indefra

DR-dokumentarserie i syv afsnit, der skildrer livet i den danske kongefamilie og hos hof-fets nøglemedarbejdere.

Tilrettelægger Anders Agger har i et år fulgt kongehuset tæt-tere end nogen anden journalist tidligere har haft mulighed for.

Serien, der er skabt i anledning af dronning Margrethes 70-års fødselsdag, blev sendt på DR1 i løbet af marts og april, med et typisk seertal på mellem 800.000 og 1.000.000 seere.

Alle afsnit kan ses på dr.dk/kongehusetindefra

– guf for både royalister og republikanere

Anders Aggers adgang til kongehuset resulterede i knap 200 timers råfilm. Her interviewer han kronprinsparret. Stående ses projektets kameramand, Morten Krüger.

INTERVIEW:

illustreret bunker, 11 -2010

Documents