illustreret bunker -7

Da tredje semester gik til samfundsfagseksamen, blev

eksamensreglernerne ikke håndhævet.

Fotojournaliststuderende Mathias Christensen tog i sommer til South Dakota, for at fotografere Amerikas oprindelige folk. Læs historien og se billederne.

BUNKERILL

12 <<

30.000

TÆNKKUNNE TJENE

Foto: Mathias Christensen

Foto: Asbjørn Sand

NOVEMBER 2009//11.ÅRGANG//NR.7

PÅ ET RESEARCHPROJEKT

HVIS MAN

>> 5

>> 4

NOVEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

Cecilie Gremaud

Lisbeth Svalgaard

Mikkel Secher

Thomas Vibjerg

Nikolaj Søndergaard

Anne Øllgaard

Fast

e sk

riben

ter

Ansv. Inde Ude FokusKultur/Debat Foto Foto Foto

Sofie [email protected]

Sofie Ma-rie [email protected]

Mette Albæ[email protected]

Kirstine [email protected]

Jens Anton Tingstrø[email protected]

Asbjørn Sand [email protected]

Jonathan [email protected]

Jonas Vandall Ø[email protected]

WebmasterJonathan [email protected]

ØkonomiansvarligSofie [email protected]

AnnonceansvarligSofie [email protected]

Illustreret bunkerOlof Palmes Allé 11, 8200 Århus [email protected], www.illbunker.dk

Udgivelse24. november 200911. årgang - 7. udgave

Illustreret Bunker udgives med støtte fra Kredsen af Journaliststuderende.

TrykOTM Avistryk Herning-Ikast97 15 66 00

Oplag1700 eksemplarer 8 gange årligt.IIllustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på Journalisthøjskolen, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC.Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

Reda

ktio

nen

Sådan vil man i hvert fald gerne have, det er på Journalisthøjskolen. Men eksamensvagterne kendte tydeligvis ikke reglerne, da 3.semester var til eksamen i samfundsfag. Vi skærper proceduren, siger Journalisthøjskolens ansvarlige til Illustreret Bunker. Læs med på side 5.

Denne gang sætter vi fokus på medier, der stikker uden for mediebilledet. Læs om tre medier, der er subjektive i alt, hvad de skriver. Eller find ud af, hvorfor Stig Tøfting stadig godt kan lide pressen, selvom de mange gange har været for tæt på.

Og alt, alt for få af de studerendes opgaver bliver offentliggjort, mener underviser Jan Dyberg. Vi har fundet det gode eksempel, hvor to studerende fra 2. semester brugte tid på at målrette en skoleopgave til et bestemt medie.

God fornøjelseRedaktionen

Når journaliststuderende kommer tilbage efter praktikken, vælger mange at fortsætte arbejde som freelancer -uden fast kontor (modelfoto)

Regler er regler

NOVEMBER 2009 ILLBUNKER.dk 3

INDE

Studerende freelancer for fremtiden

Af Anne Øllgaard og Asbjørn Sand (foto)

Mangel på arbejde efter endt uddannelse. Journalister på kontanthjælp. Udsigten til drømmejobbet efter Journalist-højskolen er ikke just skyhøje. Alligevel er det langt fra unor-malt, at 7. og 8. semesterstuderende fra Journalisthøjskolen arbejder freelance. Illustreret Bunkers rundspørge viser, at 56 ud af de 77 adspurgte på de to sidste semestre har lavet free-lancearbejde, siden de er vendt tilbage til skolen.

Ikke kun et supplement til SU’enJeppe Brock fra 7. semester har arbejdet som freelancer for Politiken Sport og Ritzau Sport, siden han kom tilbage efter praktikken. Her betyder freelance-arbejdet mere end bare ekstra penge til øl i fredagsbaren. ”Jeg laver freelance af flere årsager. For at tjene penge ved siden af SU’en, men også for at holde kontakten til bran-chen ved lige - for stadig at lave rigtig journalistik, nu hvor jeg er tilbage på det teoriprægede 7. semester,” siger han. Hans medstuderende Johan Vardrup skriver freelance for Berlingske Tidende og for Politiken iByen. Han erfarer, at freelance-arbejde også er en rigtig god måde at få afløb for sine ideer på. ”Når man kommer tilbage fra praktikken, er det i begyn-delsen et brud fra ren praksis til ren teori og forelæsninger i Frøberts. Jeg havde et behov for at producere noget konkret ved siden af. Og når freelancearbejdet fungerer optimalt, er

det hovedsagelig dine egne ideer, du følger til dørs,” siger Johan Vardrup.

Kontakt til medievirkelighedenOg kontakten med den virkelige verden betyder noget på arbejdspladserne. Det lægger de blandt andet stor vægt på hos TV/Midt-Vest, hvor de ofte bruger journaliststuderende som freelancemedarbejdere. Her har de typisk en journalist-studerende til at hjælpe med weekendens udsendelser som supplement til de fastansatte. ”Det fungerer godt, at de studerende har mulighed for at bevare deres tilknytning til kolleger og stationen, mens de tager de sidste semestre i Århus. Især hvis de har en aftale om fastansættelse, efter de er færdige på skolen,” siger redakti-onschef Lars Lundgaard. Det er Henrik Berggren, faglig leder og underviser på 7. se-mester på Journalisthøjskolen, enig i: ”Jeg ved, at der er mange studerende, der laver freelance-arbejde ved siden af studiet, og det er klart en god ide, at man holder kontakten til arbejdsmarkedet ved lige,” siger han.

Praktikstederne ”beholder” prakkerneTendensen er, at mange fortsætter deres arbejde på deres tidligere praktiksted – bare som freelancere. Det gælder godt halvdelen af de 7. og 8. semesterstuderende, der har delta-get i rundspørgen, mens en tredjedel også har kastet sig over

opgaver hos andre arbejdspladser.Hos TV/Midt-Vest ansætter de pr. definition ikke studerende til freelancearbejde, hvis ikke de er tidligere praktikanter. ”Hos os er det vigtigt, at vores freelancere kender statio-nen og lokalområdet, fordi vi laver regionalt tv, og fordi det er lettere, at de bare kan kaste sig ud i arbejdet,” begrunder Lars Lundgaard.

Branche i krise?Den store freelanceaktivitet blandt JH’s studerende er dog ikke et udtryk for, at det fremover vil blive lettere at få job som journalist. Ifølge lektor og medieforsker ved RUC, Jørgen Poulsen, siger arbejdsmarkedets interesse for studerende freelancere nemlig ikke noget om, hvordan efterspørgslen på journalister reelt ser ud.Han påpeger, at studerende ofte tager sig lavere betalt for deres freelancearbejde, og derfor vælges de måske frem for andre allerede uddannede journalister. ”Desuden tager de studerende typisk de mindre jobs, som andre freelancere måske ikke har den store interesse i alligevel. Der er altså ikke et tegn på mere arbejde, men nær-mere bare en omfordeling,” konkluderer Jørgen Poulsen.

Studerende på anden del af Journalisthøjskolens uddannelse arbejder freelance. Det gør de for at holde kontakten til medieverdenen ved lige og i forsøget på at forsikre sig mod arbejdsløsheden

TENDENS:


”Vi snakkede med den rigtige mand på det rigtige tidspunkt,” siger Lise Bank Hornung. Sådan lyder forklaringen på, at hun, sam-men med sin medstuderende Kasper Mos-holm Thulstrup, har en del mere end SU’en at leve for denne måned. De to studerende idéudviklede sig til en hi-storie om, at frisører kan undgå håndeksem, hvis de i højere grad bruger handsker, når de farver hår. Historien blev så god, at de, på underviser Jan Dybergs opfordring, brugte tid på at målrette artiklerne et bestemt medie. ”I stedet for bare at sende opgaven, brugte vi tid på at sælge historien på en appetitlig måde,” siger Lise Bank Hornung.

Målret produktetUnder arbejdet med researchprojektet om frisørers brug af handsker havde Lise Bank Hornung og Kasper Mosholm Thulstrup flere gange været i kontakt med frisørernes fagforbund. Her fik de bekræftet, at deres hi-storie var god. Det var derfor oplagt, at de to studerende tog kontakt til forbundets fagblad Spejlet for at sælge dem historien om arbejdsfor-hold blandt forbundets medlemmer. Samtidig pressede underviser Jan Dyberg på, for at historien blev offentliggjort. ”Jeg opfordrer sommetider for sjov de stu-

derende ved at sige, at de har 3-4 uger til at få solgt deres historie – ellers giver jeg den til en freelancejournalist. De studerende mangler selvtillid. De tror ikke altid, at histo-rien er god nok,” siger Jan Dyberg og råder de studerende til at tænke meget mere bredt, når de forsøger at sælge et produkt: ”For det første får aviserne rigtig mange til-bud. For det andet har de en tradition for at aflønne freelance-artikler meget dårligt. Det kan være en fordel at tænke mere i fagblade, tidsskrifter og magasiner.”

LønforhandlingDa fagbladet Spejlet viste interesse for Lise Bank Hornung og Kasper Mosholm Thul-

strups artikler, var de to studerende i tvivl om, hvilken løn de skulle kræve for arbejdet. ”Inden vi forhandlede en pris var vi på net-tet og tjekke overenskomsten for freelance-journalister. Og så talte vi efterfølgende med Journalistforbundet om prisen,” siger Lise Bank Hornung. Derfor var Lise Bank Hornung ordentligt klædt på, da den endelig pris skulle forhand-les på plads. I KaJ, Kredsen af Journaliststuderende, er det en glædelig nyhed, når studerende bli-ver ordentligt betalt for freelancearbejde. ”Det er et bevis på, at de fleste studerende undervurderer deres egne evner, når de skal sælge en opgave. De store dagblade er gode

til at udnytte, at 10.000 kroner lyder som uri-meligt mange penge for en SU-modtager, men god journalistik skal ikke være gratis, bare fordi den er lavet af en studerende,” siger Troels Gadegaard Frölich, formand for KaJ. Han håber, at eksemplet her kan overbevise andre studerende om, at de godt kan tillade sig at kræve en ordentlig pris for deres artik-ler.

Researchprojekt solgt til 30.000 kr.For to studerende på 2.semester

blev researchprojektet mere end blot

endnu en aflevering i rækken. De har

netop solgt en artikelserie til langt

over det beløb, journaliststuderende

på første del af uddannelsen plejer at

få for freelancearbejde

FAGLIG SELVTILLID:

Af Mette Albæk og Asbjørn Sand (foto)

INDE

4

Af Jens Anton Tingstrøm

Det kan vist diskuteres, om Roger Buchs samfunds-fagsundervisning har engageret de studerende i kom-munalpolitik. Eller hvor politisk bevidste fremtidens vagthunde egentlig er. Mere end hver tiende – helt præcist 11, 4 %, af de studerende - har ifølge Illustreret Bunkers rundspørge slet ikke stemt ved kommunal-valget. Kun 2 % har svaret, at de ”I høj grad” har fulgt med i valgkampen, 26,9 % har svaret ”I nogen grad”, 52, 3 % ”I mindre grad” og 18,7 % ”I ingen grad.”

Alle kender WammenIllustreret Bunker forsøgte også at lokke de studeren-

de i en fælde. Som en opmærksom studerende venligt skrev til os: ”Hvad er meningen med at skrive folk som Thorkild Simonsen, Frank Jensen og Anders Samuel-sen på som svarmuligheder, når spørgeskemaet hand-ler om kommunalvalget i Århus?” Svarene viser i hvert fald, at kun 9 % kender til En-hedslistens spidskandidat Jette Jensen, tre personer mener, at den pensionerede Thorkild Simonsen sta-digvæk er Socialdemokraternes spidskandidat og 4,8 % mener, at Anders Samuelsen fra Horsens stiller op i Århus. Til gengæld ved 96,8 % af de studerende, at Social-demokraternes spidskandidat hedder Wammen til ef-ternavn. De uvidende 3,2 % kan skyldes, at Illustreret Bunker havde sjusket i sin survey:

”Og så staves borgmesterens navn ”Nicolai” og ikke ”Nicolaj”,” som den venlige medstuderende afsluttede sin mail. Sorry!

Højrefløjen får lammetævDe borgerliges nedtur ved det århusianske kommu-nalvalg slog endnu hårdere igennem på Journalisthøj-skolen. VKOLA-partierne kunne blot samle 14 % af de studerendes stemmer - tilsammen. S-SF-aksen, der på Århus Rådhus har flertal alene, kan danne flertal med Enhedslistens 10,4 % eller De Radikales 13,5 %. SF bliver størst med 25,9 %, og So-cialdemokraterne bliver af JH’erne nærmest halveret i forhold til det rigtige valg til 21,24 %.

JH’ere er ligeglade med kommunalvalgetKOMMUNALVALG BAG BETONMURENE:

Illustreret Bunker har undersøgt, hvordan de studerende har stemt og fulgt med i valget den 17.november

Den 9. december klokken 16.00 holder KaJ og Henrik Bruun fra Journalistforbundet oplæg om salg af artikler i Frøberts.


INDE

Luften er tæt. Rummet summer af studerende, der snakker og fumler med deres udstyr. Viseren nærmer sig 9, og led-ninger, printere og computer bliver rokeret rundt i en pære-vælling. Men selvom eksamen skulle forestille at gå i gang om lidt, er der noget galt. På Sørens skærm blinker ordene: for lavt blæk.

”Der var ikke styr på noget”Under 3. semesters samfundsfagseksamen opdagede Søren, hvis rigtige navn er redaktionen bekendt, at hans printer ikke virkede. Men da han skulle til at afsløre sig selv, fik han et tip af en af de andre om at tie stille. Eksamensvag-ten lavede nemlig ikke printertjek. ”Da nogen begyndte at tale om, at deres printer ikke duede, holdt jeg lav profil og sagde ingenting. Jeg tænkte bare, at jeg ville hoppe på deres vogn, hvis det nu gik dem godt. For eksamensvagten tjekkede ikke om min printer vir-kede,” fortæller Søren. Eksamensvagten tjekkede ikke nogen printere i det lokale, Søren sad i. En rundspørge har vist, at der ikke blev tjekket printere korrekt i nogen af de seks eksaminationslokaler. Det på trods af, at der i reglerne står, at der umiddelbart før prøvens start laves et printertjek. I Sørens lokale sad eksamensvagten bag sit kateter under hele eksaminationen. Da opgaven skulle deles ud, blev den sendt rundt i stedet for afleveret til hver enkelt. Og da en stu-derende oven i købet fik lov til at printe på en andens printer, gik det op for Søren, at det var nemt ikke at blive afsløret.

”Der var ingen regler derinde. Det var det vilde vesten. Der var meget mindre styr på det, end der har været før, og eksa-mensvagten var decideret uduelig,” fortæller han.

Regler for de uheldigeModsat Søren havde Kasper Kristensen og Christian Bøje nået at afsløre sig selv. Da de opdagede, at deres printere var gået ned, inden eksamen var gået i gang, henvendte de sig til eksamensvagten. I første omgang var der ikke noget problem, og de fik at vide, at de bare kunne skrive videre og udskrive på USB. Men efter et par minutter hev eksamensvagten fat i dem igen og bad dem om at forlade lokalet. Deres eksamen var aflyst, og de skal nu til reeksamen i januar. Det bliver deres sidste chance for at bestå, hvis de skal kunne komme i prak-tik til februar. Kasper Kristensen og Christian Bøje blev straffet efter reg-lerne. Printeren skal virke inden eksamens start, ellers bliver man udvist. Sådan er det. I hvert fald på papiret. For i reali-teten kunne de have tiet stille og på den måde undgået en reeksamen.

Reglerne er misforstået”Jeg spurgte eksamensvagten, om jeg skulle skifte patron, eller om jeg gerne måtte printe ud i rød,” fortæller Signe, som havde opdaget, at hendes printer var løbet tør for sort. ”Så sagde han til mig allerede fra start af, at jeg gerne måtte aflevere i rød, men at jeg ellers bare kunne aflevere på USB”. Signe fik til slut lov til at printe på en medstuderendes prin-ter, selvom det er stik i mod reglerne. Solveig Schmidt, som er faglig leder og ansvarlig for eksa-

miner på Journalisthøjskolen, kan ikke forstå, at reglerne er blevet misfortolket i så høj grad. Hun synes, det fremgår ty-deligt, at der skal foretages printertjek af eksamensvagten, og at det er ulovligt at printe fra en andens computer. Men hun beklager situationen fra skolens side: ”Jeg kan jo ikke gøre noget ved det, der er sket, men jeg ser slet ikke mildt på situationen. Det her retter vi selvfølgelig op på, for det er ikke i orden, at tingene ikke kører, som de skal,” siger hun. Hidtil har proceduren været den, at eksamensvagterne møder op før eksaminationen og får reglerne udleveret. Det er det samme regelsæt, de studerende får før eksamen. Men reglerne har ikke været specifikke nok. Og det erken-der studieadministrationen sammen med Solveig Schmidt, som har fået flere henvendelser fra utilfredse studerende om den forvirrende eksamen. ”Nu har vi helt konkret ændret vores introduktion af eksa-miner, sådan så alle detaljer er kommet ned på skrift. Det er blevet skriftligt pindet ud punkt for punkt, hvordan de skal gøre, så der ikke længere er noget at misforstå,” siger Solveig Schmidt. Og for at skabe endnu mere klarhed er der, ligesom til optagelsesprøven, blevet fastsat et tidspunkt, hvor eleverne skal printe et bestemt ord ud og derved de-monstrere, at printeren ikke kun virkede i går.

Ærlighed rækker ikke længst ved samfundsfagseksamen

Nogle blev smidt ud. Andre fik lov at

blive. Som altid gik mange printere ned

under 3. semesters samfundsfagsek-

samen. Men reglerne blev håndhævet

forskelligt

Af Cecilie Gremaud og Asbjørn Sand (illustration)

’Søren’ og ’Signe’ er begge falske navne, som vi bruger af hensyn til vores kilders eksamen. Kildernes rigtige navne er redaktionen bekendt.


Barsport

Af Christian Bartels og Jonas Vandall Ørtvig (foto)

REPORTAGE:

INDE

6

Det enorme lugtpotentiale i Lille Audi udløses, da Camilla taber sin 15-kroners fadøl på gulvet. Hun får en ny. Rusvært Anne Hammer kløjs i sin øl. Det hele glider lidt nemmere, når værter og gæster får noget indenbords, og derfor er det lille uheld et skridt på vejen i Davids kamp mod Goliath. Ru-sværterne skal spille 50 russere op fra slap - resten af første semester er på retsreportage. Det bliver hel-ler ikke nemmere af, at det eneste lokale på skolen, man må smadre, er Lille Auditorium. Stedet, hvor 1. semester duellerer i barsport.Foran tavlen står en tryghedsbar-riere af borde mellem rusværter og russere. Rusværterne taler med hinanden og de gratis øl. Nogle af dem ser lidt trætte ud ved tanken om deres tredje barsport, mens de yngre rusværter synes at smovse i hukommelse af, hvor fucked det var for bare et halvt år siden, da de selv havde taget et utilstrækkeligt stykke stof om armen og således med en minimumsindsats klædt sig i en farve.

Nettoposer og pølsefestRusværtene vimser rundt og for-bereder eftermiddagen, i det omfang man nu kan planlægge forbrødrende druk. Første hold kommer slentrende ind på klas-sisk ny vis; ingen har lyst til at gå forrest. De har klippet nettoposer i smadder og tapet dem sam-

men til... til noget uden på tøjet. Som er praktisk, fordi væsker let kan løbe af det. Og klart symbo-liserer, at de er det gule hold. Hold 1 er det gule hold.Værre ser det dog ud for det røde holds Dennis Lehmann. Hans holds fremmøde er stærkt deci-meret som følge af den retsrepor-tage, man har valgt at lægge på 1. semester. Den har frarøvet dem samtlige af holdets piger og ud-stiller en noget bette flok drenge i lyserødt. Lad os se, hvordan de klarer ØLSLUGNING FOR PIGER. Ikke så godt. Rusvært Lise har med pragmatisk sans drukket en fadøl for holdet, hvad imidlertid ikke fører til sejr. Dennis’ hold er stuck uden piger.

AnstrengelseshullerEn af Lille Audis egenskaber er, at man på ingen måde kan orien-tere sig i forhold til nord, grundet den totale mangel på vinduer. I princippet er man fastfrosset i tidspunktet 15.30 i de to timer, ar-rangementet har stået på. Stemmebåndene er løsnet, og drengene ligger på gulvet og skal lave armstrækkere. Rusværtens mikrofon dikterer op og ned, og den, der ikke kan følge med, må se sig besejret.Tre sæt biceps finder via armlæg-

ning vej til semifinalen, hvor den første, der skyder ryg, har tabt. Smilehulller forvandles til an-strengelseshuller, mens det grøn-ne hold veksler ansigtsrødmen til en samlet sejr i armlægning.

Ok - dårligt - grusomt”ULF!” Kampråbet gentages mid-delmådigt et par gange, og løf-ter sig til mere entusiaske højder over eftermiddagen. Det bærer gult hold gennem det eufemi-stiske ølsmagning, armlægning, bordfodbold, Meyer og det for-håndenværende Karaoke, nu også kendt og kulturelt forankret som ”Singstar”. Gult synger ikke så godt. ”Ok”, ”Dårligt” og ”Grusomt” lyder Singstars usentimentale be-dømmelse af præstationen. Men resten af holdet elsker det, og der er hænder og applaus i luften, da de er færdige.Barsporten er på det her tids-punkt mere blevet til bar end sport. Fredagsbaren kigger forbi, og rusværterne er kommet om

på russernes side af bordene. De er midt i at løfte eftermiddagens virkelige opgave - at få russerne til at glemme, at de er nye. Og de opfører sig da også så lidt sær-egent, som journalister nu gør. Druk, bajer og løsreven påklæd-ning. Nettoposerne skyer ølstæn-kene, omfavnelserne kommer nærmere, og i hjørnerne kan man se de indledende øvelser til mere romantiske bekendtskaber.De mange point på tavlen synes at være ligegyldige nu. Der har været pizza og fem fustager fadøl, og stemningen lakker mod en tidlig aften eller dødsdruk i de næste ti timer. Lille Audis høje loft presser på for at få folk hjem. De sidste siver ned i fredagsbaren, lige som de sidste rusværter nu er rusværter for sidste gang. Lugten af Camillas øl på gulvet lukker og slukker festen.

spiller russerne

op fra

S L A P


OVERBLIKNOTER:

Af Sofie Marie Ottsen

INDE

7

Panikavisen tweetede sig ind på journali-sten.dk”Har 588.918 færre followers end CNN, men tror, at det snart vil ændre sig”. Sådan lyder et tweet fra Panikavisens Twitterprofil. Hele Panikdagen igennem kunne man på en stor-skærm i Vandrehallen fra sekund til sekund læse de varmeste nyheder om skolens praktik-søgende.Til forskel fra tidligere år udkom Panikavisen i år både på en hjemmeside, på Twitter og på papir. Det gjorde indtryk på medieverdenen, og nyheden om Panikavisens Twitterfunktion blev omtalt på både Mediawatch.dk og Jour-nalisten.dk.Som timerne gik, begyndte man så småt at kunne læse redaktørernes promiller gennem Panikavisens sene tweets. Klokken 16.12 twe-eter redaktionen således:”Nominerer sine tweets til Cavlingprisen! Chefredaktøren: ”Vi vinder!””

Oluf Jørgensen som podcastFor nylig kunne 1. semester hente den seneste mediejura-forelæsning på podcast. Undervi-ser Oluf Jørgensen var forhindret i at afholde en forelæsning og indtalte derfor i stedet hele forelæsningen i Radioland, så eleverne kunne podcaste den under dynen.Det er ikke første gang, Oluf Jørgensen vælger denne løsning, og på trods af meget blandet respons fra de studerende er det nok heller ikke den sidste, fortæller Oluf Jørgensen til Il-lustreret Bunker.Sidste semester kunne vi afsløre, at Oluf Jør-gensen i sin vandring frem og tilbage bag ka-tederet i Frøberts i gennemsnit tilbagelægger 1,3 kilometer pr. forelæsning. Hvis forelæsnin-gen fremover blev leveret fra et studie, kunne man være bekymret for, om Oluf Jørgensens kondi forbliver intakt.

NOVEMBER 2009 ILLBUNKER.dk8

FOKUS

Som studievært på TV3 oplevede han bagsiden af sit eget fag. Hvordan pressen gik lidt for tæt på. Fejlciterede. Fordrejede. Overskred det lægeløfte, som Jeppe Søe mener, at pressen har. Et lægeløfte, der ikke handler om medicin og kirurgi, men om journalistiske dyder som objektivitet, ærlighed og saglighed.

”Jeppe Søe synes, at det er sundt at se døde mennesker,” stod der i det interview, han havde givet til Kristeligt Dagblad, hvor en falckredder kritiserede et TV3-program for at få folk til at filme lig på motorvejen. Den sætning var det eneste, der blev gengivet af det 45 minutter lange interview, han

havde givet til avisen. Artiklen gjorde ondt. Jeppe Søe følte sig misforstået. Han havde ingen mulighed for at forsvare sig. ”Det var tydeligt, at Kristeligt Dagblad godt vidste, at TV3 ikke var populær hos deres læsere. Derfor valgte de at sætte min udtalelse meget på spidsen. Det er netop den form for målgruppeorienteret journalistik, som jeg gerne vil have, at læserne er opmærksomme på, ” siger Jeppe Søe.

Mulighed for genmæle Jeppe Søe oplevede også, at han ikke var den eneste i sin bekendtskabskreds, der havde dårlige oplevelser med medi-erne. I september 2009 startede han derfor kandetpasse.dk i samarbejde med entertaineren Anders Bircow. Tanken bag hjemmesiden er at give offentlige personer og virksomhe-der mulighed for at komme frem med deres egen version af mediernes historier. Åbningen af siden skabte røre i me-dieverdenen. På få dage havde den 256 medlemmer og over 400.000 besøgende. Joan Ørting, Anni Fønsby og Manu Sa-reen meldte sig hurtigt på banen som skribenter. Og Dansk Pelsdyravl benyttede siden som en mulighed for at tage til genmæle over for Operation X.

Andet end kendiseffektMen selvom Jeppe Søe er glad for den store opmærksom-hed, er han ærgerlig over, at medierne udelukkende har fo-kuseret på kendiseffekten. Han vil mere end blot at være de kendtes talerør. Han vil være et modsvar til den presse, som han mener, alt for ofte skipper researchen. Han vil give dem, der bliver hængt ud, mulighed for at forsvare sig selv. Men vigtigst af alt vil han skabe en debat blandt journalister. ”Rigtig mange journalister glemmer at tænke over, om de fire linjer, de bruger fra interviewet, nu også repræsente-rer det, som de selv mener, er essensen af det, der blev sagt. Ellers er der jo tale om, at journalisten lyver for læse-ren,” siger han. Og det er farligt, når mange mennesker tror, at det kun er i de glittede ugeblade, at der opstår fejl: ”Folk er ofte kritiske over for Se & Hør og Ekstra Bladet. Men det er også Politiken og Kristeligt Dagblad, der fejlciterer eller strammer historien. Vores vision er, at læserne, ligegyldigt hvor og hvornår de læser nyheder, tænker: Kan det nu også passe?”

Alle er velkomne Derfor består kandetpasse.dk ikke kun af kritiske kendisblog-gere, men også af det som Jeppe Søe selv kalder for en slags ”opsøgende fejlservice”. Det betyder, at Jeppe Søe altid er op-mærksom, når han læser ugeblade. Og det betyder, at han godt kan finde på at ringe til de personer, der bliver udstillet i artiklerne og spørge: Kan det virkelig passe? Der er nemlig altid to sider af en sag, og det glemmer pressen, ifølge Jeppe Søe, alt for ofte. ”Jeg er ekstremt kritisk over for min egen branche. Det kunne være rart, hvis pressen følte, at man skulle tænke sig bedre om, før man udstiller andre mennesker. Der er behov for en bedre presseetik,” mener han. Derfor er det også hans klare mål at kunne afsløre medierne der, hvor de ikke er helt fine i kanten. Hvor medierne har sat en dagsorden, der ikke er fair. Eller hvor uskyldige mennesker er blevet ofre for en mediestorm. Det betyder også, at alle er velkomne på hjem-mesiden. Lige fra virksomhedsledere og kendte politikere til Peter Lundins kone.

INTERVIEW:

Kendisser til modangreb på pressenKan det mon virkelig passe? Sådan vil Jeppe Søe gerne have, at man skal tænke, hver gang en historie ram-mer avisernes forsider. Han efterlyser mere kritiske medieforbrugere og flere ærlige og objektive journalister. Derfor har han startet hjemmesiden kandetpasse.dk Af Kirstine Biltoft-Knudsen

I denne udgave retter vi Fokus mod modpressen. Hvordan takckler vi medierne, hvis vi ikke føler, at dækningen er, som den skal være. ’Tre ens’ handler om tre politiske medier, der har taget pennen i egen hånd for at tilføre medieverdenen det, de synes, den mangler. De kendte tager også pennen i egen hånd på den kendisdrevne hjemmeside kandetpasse.dk, og Stig Tøfting klapper i, når medierne behandler ham dårligt.

Hans blå blik er gennemtrængende, det viger ikke. Her er ingen frygt for øjenkon-takt. Han har ikke noget at skjule, han har ikke noget at skamme sig over. Ikke længere i hvert fald – Danmark kender til det hele. Han har set det bedste og det værste af sit privatliv på forsiden af de kulørte blade. Pressen lå på lur i en busk, da Stig Tøfting måtte lægge sin egen søn i jorden. Pressen ventede foran retten i København, da han fik en voldsdom. Og pressen var hele Danmarks løftede pegefinger, da det kom frem, at hans bedste ven var en del af rockermiljøet.Alligevel bærer han ikke nag. ”Jeg føler mig ikke forfulgt eller dårligt be-handlet. Der har været perioder, hvor jeg synes, journalisterne er gået over stregen, og hvor de har været lige hurtige nok på aftrækkeren. Men jeg har været i pressen mange gange, så det skulle være mærkeligt,

hvis der ikke var forekommet tilfælde, som ikke var i orden,” siger Stig Tøfting.

Ligeglad med dårlig pressePressens indblanding, og den rolle pressen har spillet i hans liv, har aldrig påvirket Stig Tøftings måde at leve på. For så længe bag-landet er i orden, er han bedøvende ligeglad med resten af landets mening. ”Jeg føler ikke, at jeg på noget tidspunkt har stået alene mod pressen. Jeg har min familie, og de kender mig. De har ikke det samme billede af mig, som pressen nogle gange får tegnet,” siger han. Og der er også langt fra den slagsbror, man undertiden har mødt i Danmarks mere ku-lørte aviser, til den mand, der sidder på den anden side af bordet lige nu. Han er intet mindre end imødekommenheden selv, som han sidder rolig og nærmest anonym.

Midlertidig presseboykotSe & Hør offentliggjorde under den tidligere landsholdsspillers sidste EM-slutrunde den dengang nitten år gamle historie om hans forældre. Faderens selvmord og mord på sin hustru blev forside-stof. Det var ikke noget, der kom bag på Stig Tøfting. Alligevel følte han, at Se & Hør gik langt over stregen. Hans børn kendte nemlig ikke historien.

”Jeg syntes, at det var for dårligt af dem. Det var ikke noget, der rystede mig, for jeg kendte jo godt historien. Den havde jeg kendt i nitten år, så jeg kunne ikke blive så forarget over den. Men jeg var skuffet over, at det var sådan en lidt kalkuleret måde at tjene penge på - at komme med sådan en historie, som slet ikke var en nyhed længere, men bare en måde at skabe en stor sag på, mens jeg stadig var på landsholdet,” husker Stig Tøfting. Han har sin egen måde at håndtere pressen på, når journalisterne går over stregen, og den involverer hverken Facebook-grupper eller den nye hjemmeside, www.kandetpas-se.dk. Til gengæld er den hård og kontant: ”Jeg har trukket mig tilbage og ikke villet snakke med pressen, når det er gået for vidt,” fortæller han. ”Men det har kun været i en periode. Det har aldrig været sådan et pres-seboykot for evigt.” Dengang blev det til et boykot af Se & Hør, hvor han blev bakket op af resten af lands-holdet. Men metoden var også i brug over for Ekstra Bladet, da de uden Stig Tøftings samtykke bragte billeder fra hans søns be-gravelse.

Hvor tæt på, er tæt nok?De mange forsidehistorier har lært Stig Tøf-

ting, at det er svært at sætte grænser for, hvor tæt på pressen må komme. Til gengæld har han med tiden udviklet en sikker sans for, hvornår han selv vil deltage – hvilket ikke er sket særligt tit. Men han giver ikke pressen skylden for sine manglende udtalel-ser. Han beskylder den ikke for ensidighed. ”Journalisterne har altid henvendt sig til mig for at få en kommentar eller reaktion, inden de bragte en historie. Jeg kunne have ytret mig, hvis jeg var interesseret i det,” siger Stig Tøfting. ”Jeg ville bare ikke deltage i en artikel, som en journalist kunne tjene penge på, hvis jeg syntes, det var gået over stregen. Jeg skal ikke behandles bedre end andre men-nesker, men jeg skal heller ikke behandles dårligere.”Dermed punkterer han også alle teorier om, at hans tavshed gennem årene har skyldtes skam eller frygt for at svare igen: ”Det er ikke sådan, at jeg har gemt mig væk, hver gang der er sket et eller andet, og håbet på, at det ikke blev opdaget. Jeg har da nogle gange stillet mig frem og kom-menteret en sag, men jeg har gjort det, når jeg har haft lyst.”


FOKUS

Stig Tøfting har haft pressen med og imod

sig, men det har ikke påvirket de valg, han

har taget, eller den måde han lever sit liv på

Af Camilla Christoffersen og Dennis Lehmann(Foto)

10 NOVEMBER 2009 ILLBUNKER.dk

FOKUS

Hvorfor er det vigtigt med et modsvar til den etablerede presse?

Det siges jo, at det er nødvendigt at få vinklet nogle historier, der bringes i pressen på en anden måde og dels bringe nogle andre historier op, end det der kommer i den øvrige presse. Det sker jo, fordi der er kommet en politisk hovedvægt på borgerlige medier i det samlede danske medie-billede. Og der har internettet jo åbnet op for, at man på en forholdsvis billig og økonomisk måde har kunnet etablere nogle nye kanaler, og det er det ,som Modkraft er udtryk for. Et netværk, som forsøger dels at lave professionel journalistik, men også etablere et netværk mellem forskel-lige politiske miljøer, der så kan blive artikuleret frem igennem et medie som Modkraft.

Hvad kan et politisk farvet medie give læseren, som de andre medier ikke kan?

Hvis man har nogle bestemte historier, der kører i andre medier, så er det klart, at man som aktiv i bevægelser eller aktiv i fagforeninger har behov for også at se historier fortalt på en anden måde. Det er den ene side i det. Den anden side er, at vi har en hel del kontakter blandt faglige aktive folk, aktivister i forskellige former for bevægelser, og her op til klimatopmødet vil vi også forsøge at få en god kontakt ind i det aktivistiske miljø omkring klimatopmødet og bruge det til at bryde historier igennem med. Og det der kendetegner Modkraft, og har gjort det de sidste godt tre år, er, at vi er blevet kilde til en lang række historier om de aktivistiske miljøer, fordi vi har været i stand til at have fingeren bedre på pulsen i de miljøer, end mange af de store aviser har. Og det er jo fordi aktivisterne gang på gang har brændt fingrene på de etablerede dagblade og føler sig misbrugte. Så vi er gået mere og mere ind i den journalistiske fødekæde ved, at de ting vi publicerer fra aktivistmiljøerne så også kommer ud til andre medier.

Hvordan kan et medie, der klart viser sin politiske holdning, være troværdigt?

Det mener vi selv, det gør. Men der er nok andre, der vil pege fingre af os på grund af det. På mange måder kunne man jo lave en sammenligning mellem os og 180grader, som jo også er et medie, der åbent erkender sit borgerlige synspunkt. Men jeg synes, at der er nogle afgørende forskelle mellem Modkraft og 180grader. 180grader går i højere grad ind og laver en ideologisk farvning af de historier, der i forvejen cirkulerer rundt i mas-semedierne. Der vægter vi i højere grad det at lave nyheder fra bunden i det omgfang, vi har ressourcer til det. Og jeg synes også, at vi holder en større politisk distance til det, vi skriver. Altså vi erkender åbent, at vi er venstreorienterede, men vi er ikke missionerende. De nyheder vi lægger frem, skal folk selv tage stillig til. Vi skal ikke tolke dem for dem. Det synes jeg, er en afgørende forskel. Jeg synes, 180grader virker som et borger-ligt Land & Folk(Danmarks Kommunistiske Partis gamle avis red.), sådan i karikaturen af, hvordan man forstod det i gamle dage. Og det synes jeg ikke, at vi gør.

Hvad mangler den danske presse i deres politiske dækning?

Jeg synes jo nok, at den politiske journalistik generelt er meget ukritisk. I forhold til de ressourcer der er i de etablerede medier, så graver man meget lidt i de historier, der er omkring retssikkerhed, socialhistorier og praktisk talt alle de forskellige indenrigspolitiske emner. Der nøjes man med at formidle politikernes holdninger om, hvordan tingene er. I stedet for at gå ned i substansen af sagerne og stille politikerne til ansvar for de praktiske konsekvenser af deres politik. Det sker meget lidt. Medierne er et politisk supermarked, hvor man sætter tingene op i holdningsforskelle uden at få politikerne til at forholde sig til de faktuelle ting. Det er den største mangel.

Af Jens Anton Bjørnager

TRE ENS:

Ole Wugge Christiansen

Redaktør for Den progressive nyhedsportal Modkraft.dk

Modpressen

FOKUS

11

Birthe Sørensen


Hvorfor er det vigtigt med et modsvar til den etablerede presse?

Hvis man analyserer lidt på det, du kalder den etablerede presse i Danmark, så er de enige om rigtig mange ting, selvom de ikke promoverer, at de er politiske medier. De promoverer sig lidt forskelligt omkring, hvad deres op-gaver er, men for dagbladene er en af opgaverne at tjene penge. Derudover har de også politiske interesser. De har ikke en overbevisning, men de har alle sammen en politisk profil. Og hvis man analyserer lidt på den, så finder man hurtigt ud af, at på trods af småuenigheder, så er de meget enige om mange ting i det her samfund. Overordnet set, er de for eksempel enige om, at kapitalisme er godt. Vi har en helt anden indgangsvinkel, der siger, at vi ønsker et andet samfund, som ikke er funderet ud fra et profitmotiv, men ud fra fælleseje, kollektivitet og velfærd for alle. En verden uden sult og fattig-dom og med større lighed. Så længe de andre medier har det udgangspunkt, er der brug for nogen, der har en anden tilgang til verden. Den journalistik man laver er jo altid ud fra et eller andet syn på samfundet. På den måde an-erkender vi ikke begrebet objektiv journalistik. Men vi arbejder selv med en journalistik, hvor vi prøver at lade alle komme til orde og referere alle syns-punkter. Derudover har vi jo en klar prioritering af det stof, der inkluderer dem, som har svært ved at komme til orde i den øvrige presse.

Hvad kan et politisk farvet medie give læseren, som de andre me-dier ikke kan?

Et andet syn på verden. Et mere nuanceret syn på verden. Hvis man vil have et bredere perspektiv på verden, så er man nødt til at læse Arbejderen. Fordi vi er den eneste avis, der har et grundlæggende kritisk syn på verden. Vi er også den eneste avis, der er imod EU, og vi er et af de få medier, der er imod krigen.En anden ting, der også adskiller os fra de andre, er at vi lader dem komme til orde, som ikke kan komme til orde i de andre dagblade. Et eksempel er skral-

demandsstrejken, der ikke blev dækket så meget i de andre medier og mest fra arbejdsgivernes vinkler. Så vi er også et talerør for en masse bevægelser. Aktuelt gør vi op til klimatopmødet meget ud af at dække de bevægelser, der har protester og demonstrationer i gang og det alternative klimatopmøde i det hele taget. Hvordan kan et medie, der klart viser sin politiske holdning, være troværdigt?

Jeg kan slet ikke se sammenhængen. Troværdighed og politisk holdning kan sagtens gå hånd i hånd. Man kunne sige, at det måske nogle gange er utro-værdigt, hvis man ikke spiller ud, hvad man selv mener. Men man ved, hvor man har Arbejderen. Man ved, hvilke standpunkter der bliver refereret, når man læser vores kommentarer eller leder. Så ved man, hvad vores udgangspunkt er. Hvad mangler den danske presse i deres politiske dækning?

En langt større bredde og alsidighed. Det er min opfattelse, at der sagtens kunne være alternative medier ved siden af Arbejderen. Det er jo helt spe-cielt, at hele den skrevne presse er ejet af private virksomheder. Det som af nogle bliver kaldt centrum-venstre eller Socialdemokratiet har vel knap et talerør i Danmark. Altså jeg synes, at pressen er for indspist og for enig i Danmark.

Er der nogen historier i fravælger på grund af jeres politiske profil?

Ja det er der. Først og fremmest er vi en meget lille avis. I kraft af det, er vi nødt til at foretage en benhård prioritering hver eneste dag. Så selvfølgelig vælger vi en masse historier fra. Også nogle vi godt kunne tænke os at skrive, hvor vi så er nødt til at sige: Lige nu er det sådan, vi prioriterer, og så må det vente til en anden gang.

Chefredaktør for Arbejderen - Danmarks Røde Dagblad

Hvorfor er det vigtigt med et modsvar til den etable-rede presse?

Fordi den etablerede presse ligner dansk politik i dag. Li-gesom der på Christiansborg er otte partier, der næsten alle mener det samme, så har vi i dansk presse i dag godt nok mange forskellige aktører, men de stiller næsten alle de samme spørgsmål, og de interesserer sig næsten alle for de samme problemer i samfundet. Der skal også være journali-stik til de mange danskere, som mener, at andre sider af sam-fundslivet er værd at grave i og problematisere.

Hvad kan et ideologisk medie give læseren, som de andre medier ikke kan?

De andre medier er skam også ideologiske! De er det bare ud fra det standpunkt, som i journaliststanden har vundet hævd på at være det etablerede og almindelige standpunkt. Vi kan være med til at genskabe pluralismen i dansk presse.

Hvordan kan et medie, der klart viser sin politi-ske holdning, være troværdigt?

Hvordan kan et medie, hvor journalisterne foregiver, at de er holdningsløse robotter, mens de udvælger, hvilke sider af samfundslivet, der skal problematiseres, være trovær-digt? Selve påstanden om den objektive journalistik er jo dybt utroværdig, fordi udvælgelsen af stoffet forudsætter et standpunkt at udvælge fra. Vi er troværdige, fordi vi fortæller åbent, hvilket stadpunkt der ligger til grund for vores priori-teringer.

Hvad mangler den danske presse i deres politiske dækning?

Kritisk sans! Jeg synes, at resten af pressen 95 procent af tiden løber efter politikerne, som en fed labrador løber efter en pølsevogn.

Ole Birk Olesen

Redaktør for den liberalistiske netavis 180grader.dk

fylder hullerne


FOTO

12

Arbejdsløsheden op mod de 85% har sat sit præg på det lille samfund i reservatets største by, Fort Thompson, på

godt 1600 indbyggere. Det eneste tegn på liv er et par af-dankede hunde i skyggen og et par faldefærdige rustbunker, der sagte rul-ler forbi i ny og næ med øjne på stilke. Gaderne ligger øde hen. Men bag de lukkede skodder sidder de. Folket, der engang levede i tipier og skød bisoner fra hesteryg med bue og pil. I de identiske huse, regeringen i tider-nes morgen har stillet op, sidder famili-erne nu. I ly. For middagssolen, mørket og intetheden. Søndag som onsdag. De gratis chipsposer fra sidste velgø-renhedsforsyning kører på omgang, og fjernsynet holder tomheden på afstand.

Et folk i depressionLisa Lengkeek, en arbejdsløs mor til fire børn og tidligere alkoholiker, fortæller: ”Hvis man kender lidt til psykologi og sociologi, opfører vi os, præcis som vi skal, når man tænker på, hvilken lidelseden amerikanske regering har udsat os for igennem generationer i Guds navn. Alle vores afhængigheder af alkohol, stoffer, sex og mad er sekundære. Det hele kommer fra en dyb, trist følelse. Du ved ikke, hvorfor du er trist, du ved ikke, hvorfor du vil græde. Du har bare den her depressive følelse. De har taget alt fra os. Vores kultur, vores spiritualitet, vores identitet. Det er, hvad der virkelig er galt med vores folk.”

Crow Creeks stammerådsformand Bran-don Sazue vurderer, at mindst syv ud af ti familier har alkoholikere inden for hjemmets fire vægge. Brandon Sazue er selv tidligere alkoho-liker efter en hård opvækst i reservatet hos sin mor. Hans far var altid fuld. Da Brandon var 17 år gammel, skød hans bror hovedet af sig selv en beruset nat. Han blev 18 år gammel. Tre måneder senere skød brorens bedste ven sig selv efter at have overværet selvmordet. To måneder efter skød Brandons bedste ven sig selv. Brandon forklarer frustreret om de mange selvmord: ”Der er ingenting her for folk. Der er ingen jobs, ingen udvikling. Der er bare ingenting her, intet. Det er så let at drik-ke. Du har venner og familie, der gør det. Du bekymrer dig ikke mere, fordi du ikke lærer noget. Vi var engang et stolt folk, og det er vi stadig. Men vi har været i overlevelsestilstand i så lang tid, og pro-blemet er, hvordan vil du leve i det?”

Glemt af nationenCrow Creek blev oprettet i 1863 som en slags koncentrationslejr midt i ingen-ting for de sidste overlevende indianere, primært kvinder og børn. I løbet af de første par år omkom flere hundrede af sult og sygdom på grund af mangel på forsyninger fra regeringen. Hundrede år senere, i starten af 1960’erne, blev det lille samfund igen revet op med rødderne og forflyttet, da der skulle bygges en strømproduce-rende dæmning, som ville oversvømme indianernes hjem langs Missouri flodens breder. Som erstatning blev de lovet

gratis strøm, nye huse, et hospital og en skole. Men Crow Creeks indbyggere betaler i dag næsten dobbelt så meget i strøm som resten af den amerikanske nation og venter stadig på, at den ame-rikanske regering skal overholde de løf-ter, den gav for snart 50 år siden. Crow Creek er i akut mangel på flere huse, og hvis hver familie skulle have sit eget hjem, ville det næsten kræve en fordobling af antal huse. Flere steder bor op til to-tre familier under samme tag, og i flere indkørsler holder opklodsede biler, hvor familier har måttet sælge dækkene for at betale regningerne i de trange tider.

Brandon Sazue føler da heller ikke, at USA har taget sit ansvar for hans folk: ”Regeringen kaster millioner af dol-lars i krige ude i verden og millioner af dollars til andre lande. Vi er en nation i nationen, hvorfor kan de ikke gøre noget af det for os? De siger altid en ting og gør så noget andet. Det er derfor, vi er, som vi er i dag.Det eneste, vi har, er et kasino, men vi har ingen fordel af det. Folk uden for reservaterne tror, at vi er rige, fordi vi har et kasino. Men når alle udgifterne er betalt, er vi tilbage med nærmest ingen-ting. Den eneste fordel er et par arbejds-pladser til minimums løn.”

Den barske virkelighedDepressionen hænger tungt i luften, og statistikkerne efterlader da heller ikke meget andet end en række bekymrin-ger for fremtiden. Omkring 70 procent af reservatets indbyggere er bosat i kommunen Buf-falo County, der i sidste landsmåling fra år 2000 blev kåret som USA’s fattigste kommune med en gennemsnitsind-komst på 5.300 dollars pr. indbygger om året. 57 procent af familierne i Crow Creek blev anslået til at leve under fat-tigdomsgrænsen. De færreste har råd til ordentlig mad, og Crow Creek adskiller sig desværre ikke fra USA’s øvrige reservaters rekord-høje tilfælde af diabetes. Mange mener, at indianernes kroppe endnu ikke har nået at omstille sig fra datidens fedt-fattige bisonkød til nutidens sukker og junkfood. Den forventede levetid for mændene i Crow Creek ligger på 44 år og 46 år for kvinderne. Knap 50 procent af reserva-tets befolkning er under 18 år.

Reservaterne har også en trist historie med seksuelt misbrug, og ifølge stati-stikkerne vil hver tredje kvinde i Crow Creek vil blive seksuelt misbrugt i løbet af sit liv, primært som teenager. Blot få år tilbage havde reservatet en skræmmende førsteplads i USA over flest antal selvmord pr. indbygger. Det problem er man nu heldigvis begyndt at komme til livs med et lokalt forebyg-gelsescenter der forsøger at holde den i forvejen truede befolkning i live. Men alkoholen væsker stadig.

Et generelt problemDe hårde tilstande i Crow Creek er des-værre ikke noget unikt tilfælde blandt de amerikanske indianerreservater, der

alle kæmper med de samme problemer. Som mange andre reservater får Crow Creek hvert år besøg af en række hjælpeorganisationer, der reparerer huse eller donerer essentielle nød-vendigheder som mad, tøj og bleer. Indianerne rummer dog en forståelig skepsis over for mange af disse organisationer. Reservaterne er stadig et yndet mål for USA’s mange kristne missionærer og kirker, der i gamle dage arbejdede under man-traet ”dræb indianeren og red sjælen.” Crow Creek alene har ni kirker.

Som de fleste andre reservater har Crow Creek også store problemer med korruption, så regerin-gens støtte når sjældent ud til de, som har mest brug for det. Samtidig konfronteres Crow Creek’s indbyggere stadig med racisme, brudte løfter og forskels-behandling fra det omkringliggende Amerika. Nogle enkelte kæmper stadig en bitter kamp, mens de fleste synes at have givet op for lang lang tid siden.


Af Mathias Christensen (tekst og foto)

FOTO

13

Langt ude på prærien, i hjertet af South Dakota, kæmper godt 2200 amerikanske

indianere med at få dagligdagen til at hænge sammen i et af USA’s fattigste reservater

USA’s fortrængte forfædre


FOTO

14


FOTO

15

NOVEMBER 2009 ILLBUNKER.dk16

35.000 kroner lige ned i foret. Det kunne jeg godt tænke mig, og i mandags skrev gym-nasielæreren Susanne fra 2.X på Egå Gymnasium til mig og spurgte, om jeg kunne have lyst til at holde et oplæg om journalistik. Selvfølgelig kunne jeg det, og det eneste vi mangler at finde, er en dato og en pris. Jeg har bedt om 35.000 kroner for det, hvilket måske er lidt højt sat, men der skal være lidt at forhandle ud fra.

Men det er sjovt, at bare fordi jeg har været på skærmen i Det Nye Talkshow på DR1 de sidste fredage, så er der gym-nasieklasser i Egå, der er overbeviste om, at jeg ved noget om journalistik. At gøre det, jeg har gjort i Det Nye Talkshow, kræver ikke mange timer på Journalisthøjskolen, og alligevel er de over-beviste om, at når jeg kan snige mig ind i Vild med Dans-studiet med et skilt, så kan jeg også redegøre for journalistik generelt. I onsdags fik jeg så en mail tilbage fra Egå, der spurgte om

jeg kan nøjes med et par flasker vin. Jeg fik ikke svaret tilbage, for jeg skulle ud at udøve det ædle journalistiske håndværk inde på Det Kongelig Teater ved at spørge balletmester Nikolaj Hübbe. ”Er det rigtig, at børnene på balletskolen bliver slået?” Det var ikke rigtigt! Se, det er journalistik!

På min redaktion i DR Byen har vi en træ-pik, og med den legede vi så ’Penishovedet peger på’, og den afgjorde, at jeg skulle skrive en mail til Egå og sige nej tak til vin, men til gen-gæld bede om 1.500 kroner. Du bør altid lade pikken bestemme, så mailen røg af sted, mens jeg klippede i mit superjournalistiske indslag om bal-letnosser.

Engang imellem går det op for mig, mens jeg sidder et sted i DR Byen og klipper i balletdansere, at jeg formentlig aldrig kommer til at vælte nogen regeringer eller grave noget snavs frem om nogen. Og af og til, når den tanke slår mig, lægger jeg vejen forbi Nyhedsrummet i DR Byen, og så står jeg der uden for som den lille journalist med svovlstikkerne og kigger ind på de

hårdtarbejdende journalister. Det er mennesker, der ved noget om journalistik. Alt imens de stresser rundt, udreder ting og vælter alt, hvad de kan komme i nærheden af, stjæler jeg en kildevand. Nyhedsjournalisterne har de bedste kildevand i DR, og så trisser jeg langsomt op på min pind igen, hvor jeg kan sidde og lure på Lise Rønne fra Aftenshowet, mens jeg drikker min vand. Sådan en torsdag eftermiddag inde i mit praktikanthoved er det ikke Cavling-ideer, der flyver rundt. Næh, det er lider-lige tanker om en særudgave af Aftenshowet med hende som vært og mig som gæst.

Klunk klunk! Det er en mail, der tikker ind, og jeg bliver revet tilbage til virkeligheden og må flytte tankerne fra Rønne til Egå. De er kommet med deres sidste tilbud. Så på onsdag sidder jeg i et tog på vej til Jylland, mens jeg sveder og desperat forsøger at finde bare lidt substans i mit balletindslag, inden jeg skal ud og holde en gymnasieklasse for 500 kroners nar. Booking af foredraget ’Penge er ikke alt og ufarlig journali-stik’ kan ske på tlf. 28541091

Sådan vælter du ikke en regeringAf Thomas Skov Gaardsvig, praktikant på P3

PRAKTIKANTSTAFETTEN:

”Jeg synes, Operation X er dybt ulækkert,” siger Uffe El-lemann. Det er blandt andet programmets brug af skjult ka-mera og ulovlig indtrængen på en minkfarm, han hentyder til.Jamen, kan der ikke komme ting frem med de her metoder, man ellers ikke ville kunne afsløre? ”Det vil jeg da ikke afvise, men så betaler man altså også en pris for det, som jeg synes, er for høj. Den pris er journali-stens og journalistikkens troværdighed.”Uffe Ellemann har ry for at sige, hvad han mener. Det gør han også, når snakken kommer ind på journalistik anno 2009. Han har selv erfaring som journalist, hvor han før sin poli-tiske karriere blandt andet arbejdede for Danmarks Radio. Uffe Ellemann er glad for at DR’s monopol siden er blevet afskaffet, men det har haft en pris, mener han. Den øgede konkurrence medierne imellem har gjort, at man fokuserer for meget på underholdning. ”Der er stadig gode eksempler på, at både medier og jour-nalister blæser på det underholdende og føler, at de har en forpligtelse til at bringe nyheder frem. Men grænsen mellem den seriøse journalistik og det underholdende er i høj grad blevet visket ud,” siger han.

Dybt bekymrende tendensKravet om at journalistikken skal være underholdene, får

flere og flere journalister til at bryde både etiske regler og samfundets love. ”Jeg synes, der har været for mange eksempler på den slags på det seneste. Fra skjulte kamerahistorier til eksem-pler, hvor man udgiver sig for at være en anden. Det er en tendens, jeg finder dybt dybt bekymrende.”

Smart genvejMange journalister springer i dag over, hvor gærdet er la-vest, mener Uffe Ellemann-Jensen. Det har konsekvenser for hele branchen. ”Det skaber mistillid til journalisterne. Ved at bryde loven går det ud over journalisternes egen troværdighed. Man bryder den tillid, der skal være mellem journalisterne og det omgivne samfund, og derved undergraver man sin egen po-sition,” siger han.Presset på journalisterne kan være stort, og det kan være fri-stende at bruge utraditionelle metoder, når man for eksem-pel skal afsløre kummerlige forhold på en minkfarm. ”Det er da en smart genvej at gå i hvert fald. Det er hårdt arbejde at prøve at få det frem på den anden måde,” siger Uffe Ellemann-Jensen. Problemet er ofte, at de ansvarlige på medierne presser journalisterne, fordi de vil sælge så meget, som muligt. ”Jeg ved godt, at hvis man har en redaktionssekretær på

nakken, og man kigger på oplagstallene og seertallene, så kræver det mod og mandshjerte, eller kvindehjerte, at stå fast,” siger han.

Journalistens ansvar Og man skal stå fast. Det nytter ikke, at man bukker under for presset. Det er i sidste ende journalisterne selv, der står med ansvaret for de metoder, de bruger. ”De eneste, som kan gøre noget ved det, er de journalister, der arbejder med tingene. Der må journalisterne jo trække grænsen en gang imellem,” siger han.Redskaberne til at trække grænsen skal man have med under uddannelsen. ”Det er altså der, saneringen skal finde sted,” siger Uffe El-lemann-Jensen. ”Så jeg håber, det er en tendens, man tager fat på med hård hånd på Journalisthøjskolen.”

”Operation X er dårlig journalistik”

DEBATINTERVIEW:

Brugen af skjult kamera og di-rekte brud på loven for at få fat på den gode historie er en ten-dens, de danske journalister skal væk fra. Det mener Uffe Ellemann-Jensen

Af Nikolaj Søndergaard og Esben Salling (foto)


Det startede godt for to journaliststuderende på Syd-dansk Universitet. ”Har hovedhistorien på Journalisten.dk,” stod der på Lixens facebookprofil den 1. oktober. De to SDU’ere Mads Therkelsen og Silas Fuglsbjerg havde undersøgt de nyuddannede SDU’eres jobsitua-tion, og historien blev nu omtalt på Journalisten.dk. Det skete efter aftale med Journalistens chefredaktør, Troels Evold Widding. Aftalen var, at Journalisten lave-de en citathistorie fra Lixen, efter de selv havde udgivet den.

Journalisten plagiererDe to skribenter undrede sig over, at historien på Jour-nalisten.dk næsten var identisk med dele af Lixens ar-tikel. Lixens redaktør kontaktede derfor juridisk konsu-lent i Dansk Journalistforbund, Christian Dølpher, der bekræftede, at Journalisten havde brudt ophavsretslo-vens citatbestemmelse. Det fik de to Lixen-skribenter til at sende en regning til Journalisten på godt 15.000 kroner. Et beløb, de to studrende bestemte efter råd-givning fra formanden for Freelancegruppen, Kristian Melgaard. I mellemtiden havde Journalistforbundets jurist Christian Dølpher kontaktet Journalisten og for-talt om henvendelsen fra Lixen. Det skete uden SDU-avisens samtykke, som undrede sig over, om det er normal procedure i Journalistforbundet, at juristen kontakter modparten så tidligt i forløbet.

Modtog en regningPå trods af tippet fra DJ blev chefredaktør på Journali-sten, Troels Evold Widding, overrasket, da han modtog regningen. ”Min version ligger for tæt på deres. Det er der ingen diskussion om. Men vi havde aftalt, at jeg ville citere

deres historie, så jeg synes, det er en speciel måde, de reagerer på,” siger Troels Evold Widding. Widding understreger, at han tre gange i artiklen hen-viser til Lixens artikel. Hans intention var ikke at stjæle SDU’ernes historie. Den 30. oktober omtaler Journalisten.dk selv sagen: ”To journaliststuderende på SDU kræver 15.000 kro-ner i erstatning af Journalisten for at have kopieret tek-sten i en Lixen-artikel. Chefredaktør erkender fejl, men kalder beløbet urimeligt.” Journaliststuderende Silas Fuglsbjerg bryder sig ikke om sagens udvikling: ”Jeg fatter ikke, at det her kommer til at handle om beløbets størrelse. Jeg synes, det er pinligt, at han som chefredaktør for et blad, der skriver om journalister og deres rettigheder, ikke kan finde ud af, hvad der er rigtigt og for-kert,” siger Silas Fuglsbjerg.

Penge og bylinePå Journalisten.dk ruller debat-ten nogle uger. Flere indlæg kritiserer, at Lixens henvendelse ikke blev behandlet fortroligt, og nogle medlemmer stiller spørgs-målstegn ved den behandling, man kan forvente af forbundet fremover.I starten af november modtager Silas Fuglsbjerg og Mads Ther-kelsen et forligsforslag fra Troels Evold Widding. ”Det har været vigtigt for os at slå fast, at man ikke skal plagiere. Be-løbet har aldrig været afgørende,” siger Silas Fulgsbjerg. De to studerende følte ikke, de

var på sikker nok grund til at tage stilling til, om de var berettiget til mere end det beløb, Troels Evold Widding foreslog i sit forlig. Men da jurist Christian Dølpher al-lerede havde udtalt sig offentligt om sagen, bad de om uvildig rådgivning i DJ, og sagen blev overdraget til chefjuristen i forbundet, Anne Louise Schelin. Hun vur-derede udspillet fra Journalisten og kom herefter med en løsning, som både Journalisten og de to studerende for nyligt accepterede. Ud over et beløb som kompensation for plagieringen, er bylinen på artiklen på Journalisten.dk også blevet ændret, så de to studerende nu står som ophavsmænd. Dansk Journalistforbund har diskuteret sagens forløb på et hovedbestyrelsesmøde, og reglerne er blevet skærpet. Hovedbestyrelsen understreger, at medlem-

mer er sikret fuld fortrolighed ved henvendelser. Forløbet har fyldt rigtig meget for begge parter, der nu glæder sig over at have indgået forlig. ”Vi er glade for, at der blev fundet en løsning. Forhå-bentlig er der ikke andre, der ender i en lignende si-tuation fremover,” siger Silas Fuglsbjerg. Journalistens chefredaktør er også ved at lægge sagen bag sig: ”Det har været et lidt surrealistisk forløb begyndende med mit morgentravlhedssjusk, som jeg selvfølge-lig ærgrer mig over. Men derfra accelerede sagen jo rimelig dramatisk, og jeg tror, at alle parter er glade for, at vi er færdige med sagen nu, og den er landet i god ro og orden,” siger Troels Evold Widding.

Journalisten plagierer SDU-avisAf Thomas Vibjerg, Jens Anton Tingstrøm og Mette Albæk

Fagbladet Journalisten erkender plagiat af historie fra SDU-avisen Lixen. Studerende kalder sagen pinlig for chefredaktøren

Af Sofie Tholl, Bruxelles

I høretelefonerne, der hænger over de EU-blå stoles armlæn, oversættes spørgsmål og svar til 23 sprog. Bag vinduerne i tolkenes glasbure sidder de og mimer med på flamsk, fransk, tysk og spansk. Her er generelt meget blåt i kommissionens ovale presselokale. Tre tweedklædte og gråsprængte mand-lige journalister står lænet op ad væggen og taler lavmælt tysk, mens de smågriner af et spørgsmål fra en russisk journalist. Midt i lo-kalet sidder en journalist med hånden i vej-ret og stolens fastmonterede mikrofon parat.”Yes Steven, go ahead,” siger Pia Ahrenkilde Hansen, cheftalsmand for Kommissionens formand, José Manuel Barrosso. Med de dag-lige pressekonferencer kender Pia Ahren-kilde Hansen efterhånden de mest hårdtslå-ende journalister ved fornavn. Og det bliver måske nemmere for Pia Ahrenkilde Hansen at huske journalisternes navne, for der bliver færre af dem. I følge rygter blandt journalisterne i Bru-xelles, stopper 200 af de 1000 fast akkredite-rede journalister i år.

Større EU - færre journalisterPier Soldati, ansat i Kommissionen som an-

svarlig for al presse-akkreditering, er netop i gang med at registrere journalister for det kommende år; ”Det er også min klare opfattelse, at der bli-ver færre korrespondenter i år. Det er svært at sætte fingeren på, hvad der skaber denne udvikling netop nu.” Antallet af akkrediterede EU-korresponden-ter er endnu ikke helt fastslået, men tenden-sen er tydelig. Medierne hiver deres journali-ster hjem. Og det er til trods for en voksende union og unionens stadigt større indflydelse på medlemslandendes politik. Efter udvidelsen af EU i 2004 - også kaldet ”Big bang” – gik EU fra 15 medlemslande til at have 25. Og med de sidste to nye med-lemslande er antallet af EU-borgere nu oppe på 495 mio. indbyggere. Men det har ikke smittet af på antallet af korrespondenter. Fra 2004 til 2005 steg antallet af fast ak-krediterede korrespondenter fra 1000 til ca. 1100. Og siden er det gået ned af bakke. Siden 2008 er antallet af korrespondenter i Bruxelles faldet på grund af mediernes krise og den økonomiske krise i Europa og resten af verden. Men allerede tre år forinden fi-nanskrisens udbrud droslede antallet af kor-respondenter ned. ”Tallene er faldet siden 2005, og det er måske fordi, at alting er tilgængeligt via ”Europe by

Satelite.” På den måde kan alle journalisterne følge med i pressekonferencerne hjemmefra. Men selvfølgelig har mediernes krise en stor indflydelse,” siger Pier Soldati.

Satellit eller fod i systemetLangs podiet sidder de 27 talsmænd fra de forskellige kommissioner. De har, efter for-middagens online-briefing med deres sam-arbejdspartnere i medlemslandende, helt tjek på, hvilke sager der er hotte i EU’s med-lemslande. Tjek på, hvordan journalisterne skal have svar på tiltale. I dag er pressekon-ferencelokalet fuldt. Halvdelen af lokalet af journaliststuderende og andre gæster. Pier Soldati mener ikke, at faldet i antal-let af journalister vil influere dækningen af EU. Som journalist kan man nemlig se alle pressekonferencerne via satellit, og dermed følge med i, hvad der rører sig og kontakte kilderne via mail. Det mener Lisbeth Kirk, der er journalist, redaktør og initiativtager bag mediet The EU Observer, derimod ikke. EU-observer har fast tilknyttet seks journalister, der tilsammen har et stort kildenetværk i EU. ”Man skal simpelthen have en fod i syste-met, fysisk talt. Jeg mener ikke, man finder de rigtig gode historier, hvis ikke man befin-der sig i Bruxelles. Hvor du møder dine kilder

på cafeteriet, på gaden, i parlamentet og på gangene. Vi ved jo alle, som journalister, at kilder aldrig ville sende følsomme informa-tioner over mail,” siger Lisbeth Kirk.

Men Danmark har fat i den lange ende, mener Lisbeth Kirk: ”Vi har efter min mening en ganske glim-rende EU-dækning i Danmark. Vi har 11 kor-respondenter i EU sammenlignet med for eksempel Litauen og Letland, der tilsammen har to.” Det er ikke kun journalisternes ansvar at formidle informationer om EU videre til med-lemslandenes borgere. Også talsmændene for landenes kommissærer har et ansvar for at løfte EU fra at være en tør lovgivende insti-tution. Det mener Claus Haugaard Sørensen, generaldirektør for EU’s generaldirektorat for kommunikation. ”Vi vil meget gerne have, at talsmændene inddrager de nye medier, som for eksempel Youtube og andre sociale fora på nettet. Det er ikke længere kun deres ansvar at svare på journalisternes spørgsmål. De skal være frækkere og være med til at sætte dagsorde-nen,” siger Claus Haugaard Sørensen.

EU:

Korrespondenterne tager hjemHver femte EU-korrespondent pakker tasken og tager hjem i år. Sådan lyder rygterne blandt journalisterne udstationeret i Europas

politiske hovedstad

PLAGIAT:


BAGSIDEN AF BAGSIDEN

I havde nok regnet den ud – Louise Mathilde Heidelberg er en falsk profil. Hun eksisterer ikke uden for den virtu-elle verden (Selvom hendes virtuelle jeg må siges at have ganske udmærket musiksmag.)Alligevel er det altså lykkedes hende at skrabe 114 venner sammen på Facebook. Flere af dem accepterede hendes venskab inden for ganske få minutter og uden forbehold.Dette er Bagsidens reminder til alle jer Facebook-addicts: Facebook er et udmærket redskab til at vedligeholde venskaber og holde sig i kontakt med

sin omgangskreds. Men det er også et sted, hvor vi udsætter ganske private oplysninger om os selv og tilsynelad-ende ret ukritisk.Så tænk lige over, hvor mange af dine Facebook-venner, du egentlig kender. Og hvor mange informationer, du har lyst til at dele med helt fremmede mennesker… For det er altså ikke ret svært at få adgang til din adresse, tele-fonnummer, e-mail og andre mere eller mindre intime detaljer, som du i mange andre sammenhænge er på-passelig med at give ud. Informationer som det lykkedes ”Louise” at hive ud

af ikke mindre end 114 mennesker på små tre uger.Så tænk dig lige om en ekstra gang, før du accepterer den venneanmodning næste gang.Med skrækkelige og invaderende hil-sner - Bagsiden(Louise Mathilde Heidelberg er skabt og vedligeholdt af Bagsiden i vulgært samarbejde med Kirsten Dall Hjøl-lund. Profilen vil blive slettet kort efter denne offentliggørelse.)

Kære MetteJeg skriver til dig, fordi jeg har store problemer. Jeg går på første semester og morer mig med fester og fuldskab. Deraf problemet: Jeg var sammen med fire forskellige fyre på vores hyttetur. Det var der ingen, der vidste. Indtil nu. Nu føler jeg, at alle ved det og taler om mig bag min ryg. Selv lærerne! Til Barsport var jeg så sammen med en rig-tig sød fyr, som jeg gerne vil se lidt mere til, men jeg ved ikke, om han kun var sammen med mig, fordi det var nemt. Hvad skal jeg gøre?/Jomfruen

Kære SkøgenStore problemer?! Store problemer er ozonhuller og global opvarmning. Ikke at have råd til at spise i DR-Kantinen. Du trætter mig med dit dumme spørgsmål, men da jeg jo bliv-er betalt for det (i Bastognekiks og pulverkaffe, Gud bedre det!), må jeg hellere give dig et svar.Du har vel nok haft travlt. Jeg kan ærlig talt godt forstå, hvorfor de kalder dig en skøge. Personligt ville jeg nok have valgt Runde-trunte, Fælles-klit eller Anni Fønsby.

Var du sammen med fire fyre, uden at nogen vidste det? Sikke en smag du må have haft i munden. Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Drug-rapes er so last year! Have some pride og gør da i det mindste fyrene opmærksomme på, at du knalder dem!Og selvfølgelig taler alle om dig bag din ryg. Det gør de i hvert fald nu, for jeg har til stor morskab for resten af lær-erstaben læst dit ynkelige lille brev op nede i kantinen.Der er absolut ingen chance whatsoever, for at din date fra Barsporten har intentioner om andet end et billigt skrald. Du kan godt give op.Se dig selv i spejlet og tænk over, om du virkelig ønsker at være en billig tøjte? Hvis svaret er ja, så begynd dog at finde fyrene andetsteds! De skulle være rimeligt letkøbte på naturvidenskab. Om en 30-40 år vil dine nuværende klassekammerater så have glemt dine usexede eskapader, din slimede natur, dine grelle scorebemærkninger og dit ”Fi er din”.Værste hilsnerMette

Spørgsmål til PMS brevkassen modtages med riven, niven og bitchslapping ved Bunkerkontoret.

1. En gut, der hedder Robin, bliver ved

med at poke dig på Facebook

2. Du spiller altid 500 uden jokere

3. Folk kalder dig hele tiden Brian, fordi

din bil er så pimp’d

4. Hver gang du slår nogen, flyver det om

jer med talebobler, hvori der står: ”Ka-ta-

pow!”

5. Den dag du blev født, insisterede din

far på at kalde dig Bat til fornavn og Man

til efternavn. Efter en omgang plat eller

krone faldt valget dog på Bruce Wayne

6. Når du chatter, er det under navnet:

Determigdererbatman

7. Når du kigger op på nattehimlen, fin-

der du altid Karlsvognen, Vædderen og

Batlogoet

8. Du mener, at alle Kryds&Tværser er

Gækkerens værk

9. Når du skal forkæle din kæreste, tæn-

der du stearinlys, sætter noget romantisk

musik på og åbner en dåse Whiskas.

10. Sidste gang du fik en orgasme, var

da Batmotorcyklen kørte for hurtigt hen

over en grusvej

BAGSIDEREDAKTØRERNECharlotte Price Pehrsson Mette Kjær Nielsen

På at du erBATMAN

10 TEGN:

PMS-BrevkassenAf sexolog, parterapeut, singlecoach, astrolog og numerolog Mette Kjær Nielsen

AFSLØRING!!!- her er Louise Mathilde Heidelberg,

jeres Facebookven

Vor elskede skank, Louise Mathilde Heidelberg, har opdateret sin status for allersidste gang.Hun var blondine, i et åbent forhold og med på den værste. Hun vil i sandhed blive savnet.Gravøl skænkes i fredagsbaren – hver fredag i al evighed. R.I.P

’Ministertricket’ Træt af at blive afvist af spindoktoren, når du præsenterer dig som en journa-liststuderende, der gerne vil tale med ministeren? Morten Henriksen fra Berlingske Ti-dende vandt årets graverpris inden for avisgenren med afsløringerne af Ud-lændingeservice. Han mener ikke, man skal lade sig bremse: ”Skal du snakke med ministeren, kan du lave et trick. Når du snakker med pressechefen, kan du sige, at du arbej-der på en artikel, som du regner med at afsætte til Politiken eller Berlingske. Så retter de ryggen på den anden side af røret, for så kan der være en interesse for ministeren i at snakke med den stu-derende. Især hvis det er en positiv sag. Hvis det er en negativ sag, er det måske lidt anderledes.”

GrindstedkringlenIkke alle kilder inviterer journalister in-denfor. Med mindre journalisten har kage med. Asger Havstein og Kristian Jessen fra 3F vandt årets graverpris in-denfor magasingenren for at have do-kumenteret, at ansatte på Grindsted-værket i 60erne og 70erne tog alvorligt skade af kviksølvforgiftning. I deres re-searcharbejde skulle de i fortrolig tale med mange borgere i Grindsted, men ofte ville kilderne ikke lukke dem ind. ”Der er et meget simpelt trick. Når man laver opsøgende journalistik og banker på hos folk, er det en meget basal ting at tage en kage med. Vi kaldte det så grindstedkringlen, for i det lokal-miljø, hvor vi lavede historien, var der faktisk noget, som hed en grindsted-

kringle. Når vi ringede til folk og sagde, ’vi tager kage med, har I kaffen?’, fandt vi ud af, at grindstedborgerne simpelt-hen ikke kunne sige nej. På den meget basale måde kom vi ind ad døren.

Havde I svært ved at komme ind, inden I formulerede det på den måde?

”Ja faktisk. Vi brugte utrolig lang tid på at nurse. Vi ringede til folk, og de var meget lukkede. Vi var i frisørsalon og på bar, og vi var nede på grillbaren for at komme i kontakt med folk. Og det kom vi sådan set også. Vi skulle bare ikke indenfor i deres private hjem. Men det der med at tage en kage med åb-nede nogle døre. Senere har vi fundet ud af, at det er noget, som journalister har brugt i årevis.” ’Læs ikke aviser’Glem den evige opsang, du har fået tudet ørene fulde af fra dag et på Jour-nalisthøjsko-len. Du behø-ver ikke læse aviser! I hvert fald ikke, hvis man spør-ger engelske G u a r d i a n -journalist og g r a v e r g u r u Nick Davies, som afholdt sin berømte masterclass med metoder til den un-dersøgende j o u r n a l i s t . Han er træt af den gamle regel om ob-

ligatorisk, daglig avislæsning, som han mener spænder ben for, at man kan få øje på originale historier: ”There are several problems with reading newspapers. First of all, lots of journalists aren’t in fact very good. So by reading their bad stories, we often end up just reproducing their crappy research. We as journalists start to think: ’Well, I guess this is the story we should be writing, and then we do. We end up using the same angles, the same fraises, thereby creating a so cal-led ‘objective’ yet often false, consensus account of the world. And yet the fact remains: We’re missing stories! So screw that old rule – it shouldn’t apply!”

’The front-door sources’Når man tager de første spæde skridt i sin udredende research, opfordrer Nick Davies til, at man visuelt tænker på sit emne som et hus. Et hus hvori historien

gemmer sig. Man kan enten vælge at kravle op på taget, for derefter at møve sig ned gennem skorstenen, eller man kan gøre tingene nemmere for sig selv og gå ind ad hoveddøren. Det handler altså om at finde den nemmest tænke-lige løsning. Det handler om at finde ’The front-door sources”: “Do the easiest thing, you can think of. Before diving into a story head first, ask yourself: Who could possibly know the answer to my question? And then call that person and simply ask: “How can I get going? If you were doing this story, what would your first step be?” Look for the Front Door-sources! And never reject an idea, becau-se it is unbelievable. Don’t think: “Oh, the family wouldn’t talk, or the employee wouldn’t talk,” You never know. Very often the easiest pos-sible solution is the best way in.“

November 2009 ILLBUNKER.dk

ILL30.000

TÆNKHVIS MAN

UDE

20

Graverne skovlede tricks ind

Med ordene: ”Den vestlige verden er fed og doven,” bød Ulrik Haagerup, chef for DRs nyhedsproduktion, godt 200 journalister fra hele verden velkommen til Den Store Graverkonference, som blev afholdt i DR byen den 6.-7. november. ”En epidemi af mental fedme i medieverden og i befolkningen blomstrer,” fortsatte han i sin opsang til det morgentrætte publikum, med henvisning til den stigende efterspørgsel på letfordøjelig under-

holdning i medieverden, og ”det kræver en indsats at række ud efter det sunde på hylderne.”

Gæster fra hele verdenI den purunge betonklods, der udgør DR byen, holdt Foreningen for Undersøgende Journalistik, FUJ, den stor graverkonference.Med graverjournalistik som fælles interesse mødtes journalister for at få et ordentligt skud graverinspira-tion. Såvel de bedste danske gravere som en række af de mest anerkendte udenlandske var på talerlisten og blandt gæsterne. Fælles for oplægsholderne var, at de med deres afslø-

ringer har leveret solide historier til medierne inden for det seneste år. Privathospitalerne, som tager over-betaling, Udlændingeservice, som ikke informerer borgerne på korrekt vis, Grindstedværket, som var så farlig en arbejdsplads, at mange ansatte blev hjerne-skadede. For blot at nævne få. Historier, som i større eller mindre grad har sat dagsordenen. Og som efter-følgende har haft konsekvenser. Formålet med konferencen var at sætte fokus på gra-verjournalistikkens levevilkår og lade graverjournali-ster inspirere graverjournalister. At udveksle tips og tricks. Især med henblik på metoderne bag de gode historier.

Graverne indtog DR-byen første weekend i november, hvor de delte erfaringer,

metoder og gode historier til årets Graverkonference

Af Nola Grace Gaardmand og Thomas Vibjerg

GODE RÅD:

REPORTAGE:

Læs ikke aviser!

Af Nola Grace Gaardmand og Thomas Vibjerg

…og andre utraditionelle fifs, du kan bruge i dit udredende journalistiske arbejde

illustreret bunker -7

Documents