8 Nr. 13 . 2003

Candomble Der tegner sig en linje

fra eksorcismen over den

animalske magnetisme og

hypnosen til psykoanalysen

og de moderne psykoterapier.

En dansk psykolog lod

sig gribe af den under

et ophold i Brasilien.

FOTOS: HENRIK KØHLER

– E N D A N S F O R G U D E R

9Nr. 13 . 2003

trivelige negerkvinde hvirvler rundt i en vild dans foran mig. Hun er klædt i en stor, hvid kjole, godt udstoppet med pap og stivelse for at holde den imponerende form. Hendes mundvige hænger ned til siderne, og øj-nene er halvlukkede. Hun er tydeligvis i trance, besat af en ånd fra den afrobrasi-lianske religion candomble.

At bruge ændrede bevidsthedstilstan-de til at helbrede somatiske lidelser og rense sjælen har være kendt i ikke-vest-lige samfund i årtusinder. Den psykolo-giske behandling blev udført af såkaldte heksedoktorer eller shamaner, der oftest udfyldte en kombineret funktion, som præst og læge.

Naturfolkenes behandling af psyki-ske og psykosomatiske lidelser er ikke kun blind overtro, men forstadier til moderne psykoterapeutiske metoder. I den moderne psykoterapi prøver vi at rekonstruere traumer, som vi tror er ud-løsende årsager til psykiske konfl ikter. De onde ånder, der skal uddrives, er må-ske ikke gudeskikkelser eller dæmoner, men snarere forældrefi gurer, hvis over-greb eller afvisninger genopleves enten i samtalen, i drømme eller tegninger.

Guder i eksilI 2002 besøgte jeg staten Bahia i Brasilien i tre måneder. Hovedstaden Salvador de todos os santos, alle helgenes by, er en smeltedigel af de såkaldte afrobrasili-anske religioner: Candomble og umbanda. I Bahia er 80 procent af befolkningen sorte, efterkommere af de fi re millioner slaver, der blev fragtet til Brasilien fra Vestafrika. Slaverne bragte deres egne stammereligioner med sig til den nye verden, og her blev de blandet med ka-tolicismen og de katolske helgener. Det sidste for at tilfredsstille slaveherrerne.

Men Candomble er mere end mystisk

sekt. Den er et ægte stykke Afrika plan-tet et nyt sted, og som giver gruppen et sociale samlingspunkt.

I de seneste år har candomble og ma-cumba religionen gået sin sejrsgang over hele landet. og i dag regnes der med, at op til 30 procent af den brasilianske be-folkning er tilknyttet et kult hus – såkaldt terreiro.

Her i hovedstaden Salvador fi nder man tusindvis af terreios – templer, som er udgangspunkt for candomblefester-ne. På bestemte ugedage genlyder byens favelas, slumområder, af gentagne knald fra fyrværkeri, når guderne skal kaldes frem og intensiteten skærpes.

Under besøget var jeg så heldig at få lov til at overvære fl ere candomblefester, hvor netop dansen og den medfølgende trance er omdrejningspunktet i religio-nen.

En farverig festVores første bekendtskab med en can-domblefest gør vi i en favela 20 minut-ters kørsel fra vort hjem. Da vi stiger ud af bussen, understreger vores guide, at dette er et område, hvor man ikke kan færdes på egen hånd som turist. Det tror vi på og sørger for, at vi er inden for kulthusets grund resten af aftenen. Selv om gadebelysningen er næsten ikke-eksisterende, kan vi se, at folk her er fattige.

Terreio’et er ca. 7 gange 12 meter og er åben ud til tre sider. Lofterne er helt dækket af tynde hvide plastic strimler, der bevæger sig som et helt ocean, når en brise sniger sig igennem lokalet. I hjørnet er der placeret et alter udsmyk-ket med tropiske frugter, en slagtet høne og blomster, som senere skal gives væk til de fattige i favelaen. I et hjørne sid-der tre mænd og banker løs på hver sin tromme – ”oga” − og som tiden går, bli-

Den store

Åndernes magt Af Karen Margrethe Glass

10 Nr. 13 . 2003

ver trommerytmerne vildere og vildere, kun afbrudt af små pauser, hvor nye mænd tager over.

Men denne aften er speciel, fordi tre nye personer skal indvies i kulten. Når en person skal indvies til åndedatter bliver knyttet til en orixa – en åndetype. Disse åndetyper har individuelle egenskaber og karaktertræk, der hersker over ens personlighed. Eksembelvis er orixaen Iemanja, havets gudinde, identisk med Jomfru Maria i kristendommen. Hendes karaktertræk er tolerance og accept.

Den forestående candomblefest fore-går i fl ere faser. Efter fl ere dage i isolation er de personer, der skal indvies, klar til at modtage deres nye orixa. Håret er blevet klippet af, og kroppen malet med hvide pletter, pemba, et magisk pulver, der be-skytter mod onde ånder.

Kvinderne begynder nu at danse vuggende rundt i salen. Åndemoderen kontrollerer deres vejrtrækning ved at stramme et klæde rundt om brystet. Iltindtagelsen mindskes derved, og fl ere af de dansende falder lidt efter lidt i trance.

Pludselig kaster en af de dansende sig ned på gulvet og skriger nogle halv-kvalte lyde ud. Hendes krop ryster over det hele og bliver ført af Mae de santo’en tilbage i kredsen og danser ivrigt videre. Hun er i trance, og hendes ånd taler igennem hende. Pludselig hører jeg den sammen hvalkvalte lyd på en af stole-rækkerne bag ved mig. En kvinde fra tilskuerpladserne er også blevet besat og bliver straks fragtet ud i et værelse bagved, for at hun kan blive befriet for den uønskede trancetilstand.

11Nr. 13 . 2003

❞❞❝❝

En kvinde, der ikke er indviet og ikke danser, men alligevel lader sig besætte, bliver i candomblereligionen betragtet som hysterisk eller neurotisk. Under ceremonien er det derfor vigtigt for kultlederen at kunne skelne mellem en god trancetilstand og en fi ngeret trance. Det kræver en vis grad af kontrol at være besat, og derfor kan folk med svære psykiske lidelser ikke blive indviet til candomblereligionen, hvorimod en kontrolleret trance har en helbredende virkning på neurotiske tilstande og som smertelindring.

Efter en pause kommer kvinderne til-bage klædt ud i nye farvestrålende kjoler og hovedbeklædning, som symboliserer deres nye orixaer. Mens publikum syn-ger de messende sange, der passer til aftenens tema, når festen kogepunktet, da de dansende skal acceptere deres nye personlighed. Publikum bryder ud i ju-bel med en indlevelse, som jeg sjældent har set lige, da åndemoderen hvisker den nye personlighed ind i øret på den dansende. Hun accepterer sit nye liv i kulten ved at svinge armene op i luften og skrige et glædesråb ud i tropenatten. Det er umuligt ikke at lade sig rive med i denne intense stemning.

Dagen efter spørger jeg Ana Luiza, hvordan hun oplevede trancen. Hun siger, at pludselig er man åben, det er, som om ånden fl yver ind i kroppen, og så kan man ikke huske mere. Det er som en fornemmelse af, at noget tager over. Det er ikke mere mig, der danser dansen, men dansen,der danser mig. Bagefter er det skønt, hvis man har ondt et sted, så forsvinder det, og man føler en utrolig glæde.

Ændrede bevidsthedstilstandeNaturfolk har igennem århundreder brugt ændrede bevidsthedstilstande

som en integreret del af hele det indivi-duelle, sociale og religiøse liv.

I candomblereligionen er det vigtigt, at trancen følger mytens struktur. My-ten er model for dansen, og i trancen kan man se, hvilken ånd som har besat kvinden. Cabocloerne, indianerånderne, danser vildt, mens den sjældnere fore-kommende oba danser med hånden for sit ene øre i efterligning af en myte. Der fortælles, hvordan hun engang skar sit øre af og kom det i Xangos mad for at tiltrække ham.

Men trancen er også en psykologisk tilstand. I hjerneforskningen har man set på forholdet mellem hjernen og trancen.

Den højre hjernehalvdel kaldes for den ikke-dominante, fordi den hos de fl este mennesker er overordnet, hvad angår sproget og talen. Men når den højre hjernehalvdel er mest aktiv, er det, som om at vi falder i en let trance. Ån-dedrætsrytmen går ned, og åndedrættet bliver dybere. Man hører ofte gab og suk. Pulsen går ned. Man blinker sjæld-nere med øjnene. Øjenæblerne bevæger sig mindre, og der kan komme rødmen i det hvide i øjnene. De øvre øjenlåg sæn-kes, pupillerne udvider sig. Kropsbevæ-gelser og muskelbonus formindskes, og der kommer generel sløvhed af refl ek-serne. Der er færre ansigtsbevægelser og kommer en større asymmetri i ansigtet.

I denne tilstand fortæller folk ofte, at de bliver optaget af dagdrømme, fan-tasier og private tanker. Det, som sker i trancen, er en intensivering af de indre sansninger , hvor det objektive ”selv” erstattes af det subjektive ”selv”. Tran-cetilstanden bliver således en tilgang til ubevidst informationen hos patienten.

Denne særlige psykologiske tilstand kan også forklares ved hjælp af biokemi-en. Jo tættere sind og legeme er forenet, jo mere sandsynligt er det, at man ved bestemte øvelser, eksempelvis igennem

En kvinde, der ikke er indviet og ikke danser, men alligevel

lader sig besætte, bliver i candomblereligionen betragtet som hysterisk eller neurotisk

12 Nr. 13 . 2003

dansen, kan få sindet til at overgå til en ændret bevidsthedstilstand.

Endorfi nerne er bindeled mellem psy-ken og hjernen. Disse stoffer fi ndes også i immunforsvaret og kan påvirke sinds-stemninger – og omvendt kan disse sindsstemninger påvirke organismens evne til at modstå sygdomsangreb. Under dansen frigives endorfi ner, og derfor kan den dansende efter trancetil-standen opleve en sygdomsforbedring og klaring af ens personlige psykiske problemer.

Sort magiDerudover er det også veldokumente-ret, at patienter ofte kan have betydeligt udbytte af mærkværdige behandlings-metoder, blot fordi de tror på deres virkning. I candomblereligionen, mener man, at sygdom kan skyldes åndebe-sættelse, sjæletab eller negativ magi/trolddom. Her stiller man sig ikke til-freds med enkelte naturlige forklaringer, men der må søges en dybere bagvedlig-gende årsag. Det brækkede ben skyldes naturligvis faldet, men årsagen skal fx søges i hekseri.

For at blive helbredt må den onde magi imødegås med modmagi. Behand-lingen kan her være mytiske fortæl-linger, offergaver som høns, parfume, madvarer og blomster. Ligeledes gør de brug af mekadimenter udvundet af planter, som kan købes i nogle af Bra-siliens utallige candomble- og macum-babutikker.

At mange folk i Brasilien tror på disse forklaringer, oplever vi på øen Itaparica, to timers sejlads ud for Salvador.

ikke noget med candomble at gøre, siger manden.

Det er, som om eventyrlysten lige pludselig forlader os efter denne op-sang. Herefter dropper vi aftenens ud-fl ugt og pakker vores næsten hvide tøj ned i bagagen igen.

Mange mennesker i Brasilien tror på disse feticher. Det er ikke ualmindeligt at politikerne under den brasilianske valg-kamp kaster feticher på hinanden for at eliminere modstanderen. Dog er en af de mest markante forestillinger utvivl-somt de pludselige dødsfald, som følge af disse forbandelser. Disse dødsfald har været søgt forklaret som resultat af forlænget og øget stress med tilhørende overaktivering af nervesystemet. Men ét er sikkert: Feticherne og dødsfaldene er forventningsbaserede lidelser, idet dø-den kun indtræffer, fordi man tror, den gør det. Ligeledes kan helbredelse fore-komme, netop fordi man tror på det.

Psykoterapiens fødselDer kan påvises mange strukturelle lighedstegn mellem naturreligionernes behandling og moderne psykoterapi. I modsætning til i den vestlige verden er den alternative behandlingssektor i den tredje verden velintegreret i den fælles samfundsmæssige verdensopfattelse, fx i religionen. Her er sygdomsbillederne kulturelt betingede, og hele patientens familie og omgangskreds inddrages i behandlingen.

Kirken overtog efterhånden dele af naturreligionernes behandlingsmeto-der. Mange drog på pilgrimsfærd til steder med helbredende kilder eller

Vi er taget op til Bella Vista-templet. Udsigten fra toppen af bjerget er fanta-stisk. Hele tempelområdet er omkranset af en knap to meter høj mur − dette i modsætning til andre terreiros, der er åbne for alle. Da vi åbner den tunge røde jerndør, bliver vi mødt af et alter med djævlefi gur med trefork, stearinlys og tydelige rester af ofrede høns. En høj sort mand kommer os i møde med en skeptisk attitude. Han forklarer, at det er en begravelse, de skal foretage, og at han er rejst fra Rio for at hjælpe sin onkel til det hinsides.

Da vi spørger om arrangementer er offentlige, tøver han, men nikker dog bekræftende. Han tilføjer, at dette ikke har noget med candomble at gøre. Det er ”Culto” – kult.

Men nysgerrigheden overvinder dog frygten, og vi beslutter os for at tage derop. Da vi senere på aftenen besøger nogle bralianske bekendte, spørger vi, om vores tøj er hvidt nok. For det er et krav, når man skal til candomblefest. De bliver pludselig helt blege i deres ellers sorte ansigter.

- Har du hørt om voodoo? spørger de. Her hedder det baba og er sort magi, hvor man begiver sig af med at kaste feticher – forbandelser. Man kan blive meget syg af det. Til en af festerne har jeg oplevet en klædedragt danse, uden at der er nogen indeni. Kun ånden var til stede og dansede vellysten. Du vil simpelt hen ikke tro, hvad du ser. Del-tagerne har smurt sig i beskyttende olie, så de dårlige ånder ikke kan trænge ind, men det har I ikke.

- Det er meget negativ energi og har

13Nr. 13 . 2003

religiøse personligheder. Her blev den rejsende for en tid løsrevet fra det miljø, hvor sygdommen var opstået. Han gav sig selv tid til egen omsorg og troen på, at han ville blive rask – alt sammen fak-torer, der kan have en psykoterapeutisk og psykosomatisk effekt.

Det var disse former for mirakuløse helbredelser, som den østrigske læge Franz Messner gjorde oprør mod i slutningen af 1800-tallet. Den traditio-nalistiske eksorcist, præsten Joseph Gas-sner, tiltrak store skarer af patienter og nysgerrige, der blev lokket til af rygtet om hans mirakuløse helbredelser. Mes-sner påviste, at han kunne fremkalde tilsvarende fænomener ved hjælp af magnetisme, men uden påkaldelse af himmelske magter.

Senere gik han over til at anvende strygninger. Disse skulle føre noget af hans egen animalske energi, over til hans patienter, der manglede denne. Den lette trancetilstand, han bragte sine patienter i, er en parallel til det, vi i dag forbinder med hypnosen og arbejdet med det ubevidste i menneskets psyke. I den vestlige historie bliver Messener betragtet som grundlæggeren af psyko-terapiens fødsel.

I det hele taget tegner der sig en linje helt tilbage fra eksorcismen over den animalske magnetisme og hypnosen, til psykoanalysen og de moderne psy-koterapier.

Morgendagen gryrTilbage i terreiro’et brydes nattehimlen af få solstriber i det fjerne. Vi har siddet her hele natten, fl ere børn og voksne er faldet i søvn omkring os på de opstillede bænke. Heldigvis blæser et enkelt vind-pust sagte forbi vores hoveder igennem de åbne vinduer og giver os et livgiven-de pust, så trætheden ikke overmander os. Selv mændene ved trommerne skif-ter oftere plads end i begyndelsen, for at de kan opretholde den rette rytme. Først når lyset bryder helt frem stopper festen, og seancen afsluttes med en messe i en af de 360 katolske kirker, som fi ndes i Salvador.

Som betragter til disse candomblefe-ster er det umuligt ikke at lade sig rive med af den intense stemning, og efter en oplevelse som denne føler vi os utrolig beriget. Samtidig må vi til stadighed for-undres over den terapeutiske virkning, der forekommer, når guderne stiger ned og besætter de dansende, der er indviet til at tage imod dem.

Ét er sikkert: Candomble er ikke kun en religion, men den er også en dans – en dans for guder.

Karen Margrethe Glass er cand.psych.